Herefter skulle vi køre en strækning på ca. 50 km på Dødens Jernbane, som ikke alene anvendes af turister, men også af mange lokale. Afgangen var mere rettidig end DSB normalt kan præstere. Og prisen var 17 baht (3,50 kr). Mette advarede os om, at blev man taget i at snyde og køre uden billet fik man en bøde på 1 baht (20 øre). Udover Kwai-broen passerede vi også en spinkel træbro langs en stejl bjergside og mere end 40 meter over floden. Det var ikke lige Birgits livret. Lidt længere fremme passerede vi "Fangernes tunnel", hvor de indfødte forsynede krigfangerne med føde, medicin mv. En spændende oplevelse. Men uhyggeligt at tænke på med hvilke ofte, broen var blevet bygget.
Under den lange køretur til Phitsanulok læste Mette en gribende beretning, skrevet af Eric Lomax, som var krigsfange fra foråret 1942 til krigens afslutning i 1945. For at slippe af med sine traumatiske oplevelser skrev Eric Lomax en bog, hvori han beskriver den tortur, han var udsat for. Bogen beskriver også et bevægende møde mellem Eric Lomax og den japanske tolk, som havde assisteret under torturen. Jeg lovede mig selv at læse bogen, når vi kom hjem. Du kan læse lidt mere om Erik Lomax her, hvis du har lyst. Så vidt jeg kunne se, var jeg ikke den eneste i bussen, som 'fik noget i øjet' under oplæsningen.
På vejen nordpå standsede vi ved et storkereservat, hvortil der hvert år i oktober-november kommer ca. 50.000 storke fra Sibien og Nordindien. Storkene, som opholder sig på nogle få tusinde m2, har fordrevet den ældre kvinde, som oprindelig ejede stedet. Området er nu købt af staten og indrettet som en turistattraktion. Fra et udkigstårn kunne vi beundre synet af de mange storke, hvoraf mange havde rede med unger.
Mette fortalte også om mange af de thailandske frugter. Den thailandske mango afviger en del fra de frugter af samme navn, der fås på Hawaii eller De vestindiske øer. Der findes mere end et dusin variationer, hvoraf mange er udviklet i Thailand. De er ikke alene populære i Thailand, idet der hvert år eksporteres næsten 3 millioner kg af denne dejlige frugt. Thailænderne spiser mango på mange måder, både som en selvstændig ret og som tilbehør til salater. Mangofrugten kan også syltes, saltes og tørres, ligesom den ofte indgår i syltetøj og chutney.
Pomeloen er den thailandske version af grapefrugten, men med en betydelig mere sød smag. Og så er den betydeligt større end grapefrugten. Der findes flere arter med frugtkød i forskellige farver: gul, orange og rød. Frugten kan holde sig i flere måneder i uskrællet tilstand, og den er et populært tilbehør til maden. Højsæsonen er fra august til november, men nogle pomeloer fås hele året. Mette havde købt et par frugter, som blev delt ud som smagsprøver i bussen.
Durian, som er en stor, grøn, tornet frugt, er kendt (berygtet) for sin påtrængende duft. Alligevel anser mange thailændere durian for frugtens konge, og det afspejler sig i, at de er villige til at betale en relativ høj pris for den. Det siges, at visse hoteller i Bangkok forbyder deres gæster at medtage frugten. Mette fortalte, at man havde været nødt til at rømme et fly, fordi 'stanken' af en durian blev spredt med airconditionerings anlægget. Desværre prøvede vi ikke at smage frugten, men vi så den kæmpestore frugt hængende på træerne.
Vi fik et dejligt værelse på 15 etage med udsigt over byen, som har ca. 80.000 indbyggere. Vi fik besked på, at Mette havde en overraskelse til os kl. 21. Da vi kom ud fra hotellet, holdt der ca.20 cykeltaxaer. Vi fandt hver en chauffør, og under politi eskorte kørte vi gennem byen i optog. Alle cyklerne var flot udstyret med 'juletræskæder' med lys i mange farver. Vi blev bænket ved et torv, hvor vi fik serveret Mekong whisky og cola. Samtidig overværede vi et show, hvor man konkurrede i at kaste madvarer - kyllinger og grønsager mv. - op til en person på et højt stillads. Han skulle forsøge at fange maden i et grydelåg. Whiskyen var udmærket. Herefter blev vi transporteret tilbage til hotellet af vores chauffør, som fik rigeligt med drikkepenge for sin sveddryppende indsats. Selv om vi var trætte, vågnede vi næste morgen ved, at der blev kaldt til bøn fra den nærliggende moske.
