I 1941 ændrede hans liv sig drastisk, idet han blev indkaldt og sendt til Malaya, hvor han skulle gøre tjeneste ved signaltropperne. Kort tid efter Pearl Harbour så han japanerne sænke de britiske krigsskibe, da de indtog 'uindtagelige' Singapore. I foråret 1942 blev han taget til fange og sendt til Thailand sammen med mange andre krigsfanger for at arbejde på 'Dødens jernbane'. Hans tilværelse forvandledes til et helvede, da vagterne fandt en primitiv radio, som Lomax havde bygget. Indtil hans befrielse i 1945 var han udsat for lange perioder med smerter, tortur og nedværdigelse. Han blev slået, tvunget til at stå i den brændende sol fra morgen til aften, og opholdt sig om natten i en lille bambus hytte, skønt hans arme, skulder og hofte var brækket. 2 andre krigsfanger døde under den efterfølgende tortur. Under de endeløse forhør af det japanske sikkerhedspoliti deltog en ung japansk soldat, som oversatte alle politiets spørgsmål til Lomax og hans svar. Denne tolks navn var Nagase Takashi.
Da krigen endelig sluttede, vendte Lomax tilbage til Skotland og forventede at skulle leve en normal tilværelse. Han giftede sig med sin kæreste, som trofast havde ventet på ham. De rejste til Vestafrika, hvor Lomax skulle arbejde på et jernbaneprojekt. Men i virkeligheden kunne han ikke slippe Kanchanaburi. "Glemsel og fortrængning var de eneste lægemidler, jeg havde. Mine følelser blev begravet i Kanchanaburi sammen med min uskyld". Han levede en yderst ulykkelig tilværelse med natlige mareridt om torturhandlingerne. Til sidst kostede det ham hans ægteskab.
Da han blev pensioneret i 1985, besluttede han at gøre op med alt det, der var sket, og forsøge at få noget godt ud af den sidste del af tilværelsen. Sammen med sin anden hustru, Patti og et center, som yder hjælp til torturofre, begyndte han på denne smertelige proces. Han indsamlede information for om muligt at finde en forklaring på det, der var sket. I 1989 læste han en artikel i Japan Times af Nagase Takashi. Under læsning af artiklen gik det op for Lomax, at han kendte forfatteren. Skønt hans bødler havde været forskellige, var der én mand, som altid var den samme, nemlig tolken Nagase Takashi. Denne mand og denne stemme havde Eric Lomax aldrig glemt. "Jeg havde fundet den mand, jeg havde ledt efter. Og jeg ønskede, at jeg kunne gøre ham ondt". Men i stedet sendte han et brev til Nagase, som svarede med at bede Lomax om tilgivelse..
I 1993 - næsten 50 år efter krigens afslutning - mødtes de 2 mænd igen, et lille stykke neden for River Kwai broen - der hvor JEATH museet ligger. De 2 fjender trykkede hinandens hænder. Lomax tiltalte Nagase på japansk, og Nagase svarede på engelsk. De satte sig ned og talte, og dette fortsatte den følgende dag. Der var meget at tale om, og de kunne ikke standse. Dette var begyndelsen til tilgivelse, og der udviklede sig et nært venskab mellem de 2 mænd. Nagase har efterhånden foretaget mere end 100 'bodsrejser' til stedet for 'Dødens Jernbane'.
Lomax udtalte: "Every trip I make to the River Kwai is therapy to help me live in peace with myself. Meeting Nagase, the man I wanted to kill because he tortured me with his voice in so many nightmares, has enabled me to free myself from the hate and the horror of the Death Railway."
BBC har planer om at indspille The Railway Man med John Hurt og Claire Bloom.
Eric Lomax er født i 1919 i Skotland, som søn af en ingeniør ved det skotske telegrafvæsen. Hans barndom var lykkelig - men lidt ensom. Erics største fornøjelse var at betragte de tog, som kørte forbi hjemmet. Han elskede disse tog lidenskabeligt, og denne passion skulle følge ham hele livet. Lomax udtaler selv, at "disse store, smukke maskiner befandt sig i slutningen af deres guldalder".
