1. dag på rundturen
Vækning kl. 5:30, morgenmad og så ind i bussen, som skulle transportere os rundt i Thailand den næste uge. Vi havde alle pakket en mindre kuffert med de daglige fornødenheder. Så kunne den større kuffert blive i bussen, indtil vi nåede frem til Chiang Mai efter en køretur på mere end 1.000 km. Vores guide, som hed Mette, gjorde et meget sympatisk indtryk fra starten. Turen gik vestpå mod Kanchanaburi, hvor vi bl.a. skulle se den berømte River Kwai.

Nakhon Pathom
Nakhon Pathom På vejen fik vi udpeget byen Nakhon Pathom, som ligger 56 km fra Bangkok. Byen menes grundlagt helt tilbage i 150 BC. Byen er meget betydningsfuld, da det er her, den budhistiske lære første gang blev forkyndt i Thailand - eller rettere i det, som i dag er kendt som Thailand. På afstand så vi den kæmpestore klokkeformede chedi, som er den største i Thailand og det højeste (126 meter) buddhistiske symbol i verden. Ved foden ligger 4 viharns, som indeholder flere buddha figurer. En af figurerne viser en liggende Buddha omgivet af sine disciple lige før hans død, og lige før han går ind i tilstanden Nirvana.

Det oprindelige monument blev ødelagt af burmeserne i 1057. Mens kong Mongkut (Rama den 4.) stadig var munk, foretog han en pilgrimsrejse til Nakhon Pathom. Da han så ruinerne, besluttede han, at dette monument for buddhismens fødsel i Thailand skulle genopbygges. Da han blev konge, huskede han sit løfte, og genopbygningen blev igangsat i 1853. Han døde imidlertid, inden arbejdet blev fuldført, men efterfølgende thailandske konger færdiggjorde arbejdet.

Buddhas liv
Under busturen fortalte Mette om Buddhas liv og historie. Buddhismens historie begynder med dens grundlægger, Gautama Siddhartha, som levede i det 6.århundrede B.C. Gautama er født som prins ud af en gammel krigerklan. Før Gautamas fødsel havde hans moder en drøm, hvori en hvid elefant kom ned fra himlen og 'befrugtede' hende med sin snabel. (Ja, jeg synes også, det lyder fantastisk. Men den tilsvarende hændelse i kristendommen kræver vel også en del tro). Først senere fik Gautama tilnavnet Siddharta, som betyder 'den hvis mål er opfyldt'.

Ved hans fødsel blev det spået, at Gautama ville blive en magtfuld konge. Men for at dette skulle gå i opfyldelse måtte Gautama holdes borte fra alle livets sorger og lidelser.Hvis dette ikke lykkedes, ville han i stedet blive en en stor lærer. Kong Shudhodhana, som ønskede at hans søn skulle blive en vældig kriger, byggede et palads til Gautama, hvori han ville være beskyttet mod verdens lidelser. Når Gautma tog på ridetur, var alle 'ubehagelige genstande' - fx syge og gamle - blevet fjernet forinden.

Men det var åbenbart bestemt, at Gautama ikke skulle være kriger men konge. En dag forlod han uset fra paladset, og da han red gennem byens gader så han for første gang i sit liv sygdom, lidelse og død. Dette gjorde et stort indtryk på den unge Gautama, og han tænkte så meget over dette, at han ikke passede de opgaver, som hans fader kongen pålagde ham. For at få ham på andre tanker arrangerede kongen et ægteskab med prinsesse Yashodhara, og nogen tid efter brylluppet fik de en søn.

Men selv det ægtekabelige liv kunne ikke afholde Gautama fra hans mission. Og en dag, da Gautama var 29 år gammel, forlod han paladset, hustruen og sønnen sammen med sin tjener. Efter at have forladt byen klippede Gautama sit hår af, fjernede sind kongelige juveler og smykker, sin rige klædning og sandaler og gav det til sin tjener og bad ham vende tilbage til paladset og fortælle om hans beslutning.

Gautama bliver Buddha - 'Den Oplyste'
Lotusblomst Gautama begyndte nu sin søgen efter årsagen til lidelse. I en periode fastede han, men hans krop kunne ikke tåle dette og han besvimede. Han indså, at dette ikke var vejen til forståelse af åragerne til lidelse. En dag satte han sig under et bodhitræ for at meditere, og han besluttede, at han ikke ville reje sig, før han havde fundet svaret på sit spørgsmål. Svaret - oplysningen - kom som et lyn fra himlen. Og det var i al sin enkelhed, at al lidelse forårsages af begær. Og han indså, at mennesket vil blive genfødt igen og igen, indtil alt begær er udslukt. Og at alle gode og dårlige håndlinger i ét liv påvirker det følgende liv(karma). Først når man - fx gennem meditation - er nået frem til en tilstand af fuldkommen indre ro og erkendelse, ophører kæden af genfødsler´og man indtræder i tilstanden Nirvana. Efter denne erkendelse begyndte Gautama at rejse rundt og prædike for befolkningen. Han fortalte, at mennesket skal tage anvar for sit eget liv og sine handlinger. En buddhist tror ikke på en almægtig gud, som har skabt verden. En buddhist prøver at følge Buddhas eksempel ved at overholde følgende 5 fornuftige leveregler:

  1. Ikke skade eller dræbe noget levende væsen
  2. Ikke stjæle eller modtage noget, som ikke er givet frivilligt
  3. Styre sit seksuelle begær
  4. Ikke lyve
  5. Ikke drikke eller bruge narkotika

Broen over floden Kwai
Filmplakat til The bridge on the river Kwai Og nu var vi fremme ved den nok mest kendte turistattraktion i Thailand: "Broen over floden Kwai", som jeg så i 1957 med stjernerne Alec Guinness, William Holden og Jack Hawkins. Filmen, som vandt 3 oscars, er baseret på en roman af den franske forfatter Pierre Boulle. Filmen viser den psykologiske krig mellem den pedantiske britiske oberst Nicholson, som insisterer på, at regler for behandling af krigsfanger skal respekteres, og den stressede japanske oberst, som kæmper mod tiden. Filmen er imidlertid optaget på Sri Lanka, og forfatteren menes aldrig at have sat sine ben i Thailand. Han virkede som fransk spion i Saigon under 2. verdenskrig og har følgelig et indgående kendskab til forholdene i sydøstasien. Broen ligger ca 4 km nord for Kanchanaburi, ca 120 km vest for Bangkok. Byen er grundlagt af Rama 1. som værn mod en mulig invasion fra Burma gennem "De 3 pagoders pas".


Efter japanske sejre i Malaya og efter indtagelsen af "den uindtagelige fæstning Singapore" i februar 1942 stod Japan pludselig med et stort antal krigsfanger. Disse udgjorde et stort praktisk problem, da man manglede 'opbevaringsfaciliteter', og transport af fangerne til Japan ville beslaglægge mange ressourcer. Men Den Kejserlige Japanske Hær opdagede pludseligt, at man havde rådighed over en stor styrke af dygtige arbejdere. Man besluttede at anvende denne arbejdsstyrke til at bygge en jernbane fra Rangoon via Bangkok til Singapore. Herved ville man blive blive mindre afhængig af de eksisterende transportlinier til søs. Hertil kom, at Kejseren havde fået kig på det engelske imperium i Indien.

Broen over floden Kwai Japan havde i 1941 indgået aftale om besættelse af Thailand. Og i 1942 indgik den thailandske premierminister aftale med Japan om at bygge denne jernbane, som fik navnet "Dødens Jernbane". Længden af banen er 415 km, hvoraf 304 km ligger i Thailand, og 111 km i Burma. De første beregninger sagde, at det ville tage 5 år at bygge jernbanen. Arbejdet blev påbegyndt i oktober 1942, var færdigt i august 1943 og blev taget i brug den 25. oktober 1943. Under byggeriet måtte krigsfanger lade sig fire ned ad klippesiden, bore et hul ind i bjerget, anbringe en stang dynamit og antænde den, hvorefter man skyndte sig op ad rebet igen. Mange omkom, fordi de ikke var hurtige nok til at redde sig i sikkerhed.

Til i hvert fald min overraskelse viste det sig, at der faktisk blev bygget 2 broer over Kwai. Først blev der bygget en træbro, som stod klar i februar 1943. Resterne af denne bro kan stadig ses lidt nedenfor den "rigtige bro", som er en jernbro. Den består af 7 jernsektioner hver på 22 meter, lavet på Java. Begge broer er bombet flere gange i 1944 og 1945. I begyndelsen af 1943 havde sygdom, sult og mishandling dræbt så mange krigsfanger, at den japanske hær var nødt til at "ansætte" 200.000 asiatiske arbejdere, primært kinesere, malajer, tamiler og burmesere. Disse blev endnu dårligere behandlet end krigsfangerne, og det menes, at mellem 80.000 og 150.000 mistede livet. Det menes, at hver km jernbane har kostet 38 krigsfanger livet.

Mange har undret sig over den umenneskelige behandling, som japanerne udsatte krigsfangerne for. Japan havde ganske vist underskrevet Genevekonventionen om behandling af krigfanger, men aftalen var aldrig blevet ratificeret. Den forklaring har været forsøgt, at de japanske soldater ikke kunne forstå, at de allierede soldater havde overgivet sig. Og at de oven i købet insisterede på at komme i forbindelse med deres familie. De japanske soldater havde svoret på at ville dø for deres kejser, og de ville hellere begå selvmord end overgive sig.

Broen blev flere gange bombet af de allierede styrker i 1945. Broen blev genopbygget efter krigen. Som et kuriosum kan nævnes, at de 3 buede midtersektioner i metalbroen er blevet udskiftet med 2 kantede sektioner. Dette arbejde er udført af Japan. Mette fortalte, at broen i en kort periode havde været forsynet med et skilt, hvorpå der stod "skænket til det thailandske folk af Japan". Efter krigen blev Thailand og Burma enige om at fjerne et stykke af sporene på hver side af grænsen. Hvert år den første uge i december opføres et "lys og lyd show" til minde om de allieredes bombninger af broen.

Vi spadserede en tur over broen sammen med en mængde andre turister. Dette er temmelig risikofrit, da der findes en række afsatser, hvor man kan undvige evt. tog. Til min overraskelse var der en del japanske turister på stedet. En japansk familiefar bad mig tage et foto af ham og hans familie på broen. Min umiddelbare indskydelse var at smide hans kamera i floden. Men, jeg er af naturen en venlig mand, og 2. verdenskrig er jo for længst afsluttet. Heldigvis ikke med Japan som sejrherre. Så den gode familiefar fik sit billede.

Krigskirkegårdene
Gravsten over dansk soldat Herefter kørte vi tilbage til Kanchnaburi for at aflægge besøg på den ene af de 2 kirkegårde for krigsfanger, som var omkommet under arbejdet på "dødens jernbane". I alt 6982 ligger begravet her. Størsteparten englændere, hollændere og australiere. Vi fandt også gravene af de 2 danskere, som mistede livet her i junglen. Den ene hed Georg Andersen. Hans gravsten, som du ser på billeder til højre, bærer indskriften "MIN GUD, MIT LAND, MIN ÆRE". Den anden dansker hed J. Timm. På hans gravsten står "KÆMP FOR ALT HVAD DU HAR KÆRT". De amerikanske ofre blev bragt til en kirkegård på Hawaii. I udkanten af byen ligger endnu en krigskirkegård - denne med 1750 grave.

Efter at vi er kommet tilbage, har jeg læst lidt mere om den ene af de 2 danskere, der endte deres liv her. Georg Andersen stak til søs engang i 1920'erne og påmønstrede som skibskok hos ØK. I 1929 gik han i land i Singapore, hvor han blev kok på Raffles Hotel, som har huset et utal af berømtheder: Kipling, Somerset Maugham samt en af mine yndlingsforfattere Joseph Conrad. Da japanerne besatte Singapore i 1941, meldte Georg Andersen sig til det britiske korps. Efter en træfning med de japanske tropper blev Georg Andersen interneret i fangelejren ved Kanchanaburi. Efter et ophold i hundehullet , som du måske husker fra filmen, fik han malaria og døde den 11. september 1943. Georg Andersens hustru fik efter krigen på mandens vegne overrakt Christian X's hædersmedalje.


Sejltur på floden Kwai
På tømmerflåde på River Kwai Herefter sejlede vi en times tid på tømmerflåde på floden Kwai - eller rettere på dens 2 bifloder Kwai Noi og Kwai Yai. Disse 2 floder løber sammen og udgør floden Mae Klong. Navnen "River Kwai" er egentlig et sprogligt misfoster, idet Kwai betyder flod. Langs floden så vi flere hoteller, som var bygget på tømmerflåder af bambus. Nogle af disse flydende hoteller så ud til at være af en god standard. Vi så også en kvinde, som vaskede tøj i det grumsede flodvand. På flåden faldt vi i snak med Birthe og Gynther. Vi fik senere at vide, at Birthe var bedemand - den mest livlige bedemand, jeg har mødt. Gynther var lige gået på efterløn efter et arbejdsliv som snedker. Min første tanke var, at det var da en udmærket jobkombination, da Gynther så kunne være leverandør til sin kone. Det viste sig dog, at han gennem mange år havde været fagleder på teknisk skole i Åbenrå.


Swimmingpoolen ved Hotel River Kwai Village Og sidst på eftermiddagen var vi fremme ved Hotel River Kwai Village, hvor vi skulle overnatte. Et dejligt hotel inde i junglen og ned til floden. Det tog mindre end 10 minutter, inden vi lå i hotellets swimmingpool, som var omgivet af flotte palmer. I baggrunden løb et lille vandfald ned i poolen. Under aftenspisningen mødte vi Else og Eigil, et ældre ægtepar fra Fyn, som for 40 år siden var emigreret til Sverige. De var på en 2-dages udflugt fra Jomtien/Pattaya, hvor de skulle opholde sig i 4 uger. Vi havde en hyggelig aften og aftalte at mødes på Hotel White House, når vi en uge senere kom til Jomtien.


 

Til Rejseholdets forside Toppen af denne side Forrige side Næste side