Rusland er en gåde svøbt i et mysterium inden i en gåde.
Winston Churchill
For nogle år siden havde vi en pragtfuld tur på Nilen, hvor vi sejlede fra Luxor til Aswan. Det var måske denne gode oplevelse, som gjorde, at vi i år (2007) besluttede at tage på en sejlads af de russiske flodveje fra Moskva til St. Petersborg. Hertil kom, at nogle af vores venner, som deltog i Ruslandsturen for et par år siden, anbefalede den i høje vendinger. Vores venner har flere gange rejst med 65-Ferie og har været udmærket tilfredse hermed. De fortalte, at især flodsejladserne ofte var udsolgt mindre end en uge efter, at kataloget var udkommet. Vi opdagede, at Folkeferie, som vi har rejst flere gange med under navnet Dansk Folkeferie, udbød den samme tur, og vi bestilte rejserne på nettet. Et par måneder før vi skulle afsted, udfyldte vi visumansøgninger og indsendte dem sammen med passene (NB. kun originalpas accepteres, ikke kopier) til rejsebureauet. Den russiske ambassade er som minimum tre uger om at udstede visum, og i den periode kan du ikke forlade Danmark. Jeg troede ikke, at det var nødvendigt i disse EU/Schengen-tider, men Udenrigsministeriets hjemmeside belærte mig om, at man altid skal medbringe gyldigt pas, når man rejser til udlandet (bortset fra Norden) for at kunne bevise sit statsborgerskab. Ifm forespørgsler om vores visumudstedelse gik det op for os, at den tekniske rejsearrangør var Scandinavian Cruise Center, hvis hjemmeside kan findes her. er et krydstogtrejsebureau, som har specialiseret sig i krydstogter overalt i verden. Scandinavian Cruise Center, som ligger i København og i Århus, er Danmarks førende udbyder af krydstogter.
Vi besluttede at tage afsted i juni måned. Juli og august er de varmeste måneder i Moskva men samtidig de foretrukne feriemåneder både af russere og udlændinge, hvorfor maj, juni, september og oktober er de bedste alternativer. Fra slutningen af november til begyndelsen af april er byen dækket af is og sne. Man risikerer dage med regn i juni måned, men vi var heldige med vejret, skulle det vise sig. Vores venner, Lise og Boj havde haft en del regn under deres besøg, som fandt sted på næsten samme tidspunkt, så det er en god idé at tage en paraply med på turen. Ovenståede diagram har jeg lånt fra DMI's fortræffelige hjemmeside.
Den 9. juni 2007 rejste vi med fly fra Århus (Tirstrup ) til København (Kastrup), hvor vi mødtes med de øvrige rejsedeltagere samt rejselederen Jørgen Dietz, som skulle med i flyet til Moskva. Der er fem lufthavne, der betjener Moskva. Vi landede i Sheremetyevo International Airport, som håndterer mere end halvdelen af de internationale flyvninger; lufthavnen ligger knap 30 km udenfor centrum. Flyveturen tog godt to timer. Tidsforskellen mellem København og Moskva er +2 timer. Vi ankom til Moskva først på eftermiddagen, hvorefter vi i bus blev transporteret til vores skib, hvor vi skulle tilbringe de næste 10 dage. Jeg vil vente med at præsentere skibet M/S Kronstadt, indtil vi forlader Moskva for ad de russiske flodveje at sejle omkring 2000 km til St. Petersborg. Da vi gik om bord, blev vi budt brød, som vi skulle dyppe i salt - et russisk tegn på gæstfrihed. Efter at være blevet indkvarteret i vores kabiner mødtes vi på soldækket, hvor vi fik den første russiske øl. ½ liter velsmagende øl for 80 rubler (ca 18 kroner). Karin havde været lidt bekymret, idet vi havde læst i en ganske vist ældre guidebog, at det russiske øl var nærmest udrikkeligt. Efter (en dejlig) middag på skibet, hvortil vi drak russisk champagne, gik vi en tur i land, hvor vi fik 6 øl for 50 kr. Vi beundrede den imponerende havneterminal, som er bygget fra 1933-1937 i pompøs russisk stil - du kan se den i baggrunden af fotoet. Der lå omkring en snes turbåde som vores ved kajen. Da vi kom om bord, nød vi det lokale skibsorkester i Volga-baren samt et folklore show.
Kl. 8 næste morgen var der morgenmad - buffet - med alt, hvad man kan ønske sig. Og lidt til. Kurt spiste havregrød hver morgen. Det er formentlig en udmærket kost for en endnu ikke udvokset knægt, men, som det også vil fremgå af de efterfølgende fotos, er alle medlemmer af Rejseholdet med undtagelse af Erling i god foderstand. Som altid, når vi rejser sammen, mødtes vi 10 minutter før morgenmaden for at indtage vores medicin. Medicinen, som skal beskytte vores små, sarte maver mod ondsindede, fremmede bakterier, varierer fra gang til gang. Denne gang havde vi indkøbt 1 liter "Branca Menta" samt ½ liter "1 enkelt". Især førstnævnte bekom os godt. Andre gange har vi forsøgt os med "Dr. Nielsen", "Nordsøolie" og den fortræffelige "ARNBITTER", som produceres af Anthon Thorup & Søn. Vi iler med at anbefale begge vædsker. Det er vigtigt at understrege, at vi ikke "bæller", da andre kunne få den fejlagtige opfattelse, at vi drikker den for vores fornøjelses skyld.
Kl. 9 gik vi ombord i bussen for en byrundtur i Moskva. Mens vi kører de godt 20 km til centrum, vil jeg kort fortælle om byens historie. Den drabelige rytter, som dræber en drage, antages af være St. George. Oprindelsen er lidt usikker, men i hvert fald har dette symbol indgået i byens våbenskjold siden Yaroslav den Vise (978-1054), og figuren indgår også i det russiske våbenskjold.
Moskva har været hovedstad i Rusland indtil 1712 og igen siden 1918 og er med sine næsten 12 millioner indbyggere Ruslands største og Europas næststørste by. Selv efter Sovjetunionens opløsning er Rusland verdens største land: 17.075 mio km², hvilket er næsten lige så meget som USA og Kina tilsammen - eller 396 gange så meget som Danmark. Moskva har været Ruslands magtmæssige, økonomiske, religiøse og kulturelle centrum i mere end 850 år, og den første reference til Moskva daterer sig til 1147, hvor fyrst Jurij Dolgorukij lod bygge en fæstning på Borovitskij bakken. Moskva er dog ikke så gammel som Kiev og Novgorod. Dolgorukij blev kaldt "langarm" for sin tilbøjelighed til at bemægtige sig land fra sine omkringliggende rivaler. I 1156 beordrede fyrst Jurij Dolgorukij, at der skulle bygges en træmur omkring Moskva, og man fældede alle de fyrretræer, som var på højen. Allerede i 1237-1238 brændte mongolerne, "Den gyldne Horde" byen ned og dræbte de fleste af indbyggerne, Moskva kom igen på fode og blev hovedstad i et selvstændigt fyrstedømme i 1327. Byens gode placering ved Volgafloden hjalp til at byen støt kunne udvikle sig, samtidig med, at den med sin høje beliggenhed var relativt let at forsvare.
Det gik op for fyrsterne i Moskva, at det var bedre at samarbejde med fjenden, mongolerne eller tatarerne, og under Ivan I (regerede 1325-1340) sluttede man fred med den mongolske khan, og Moskva blev hovedstad. Samtidig blev fyrsten skatteopkræver for de mongolske herskere. Han udførte sin opgave så dygtigt (nidkært), at han fik tilnavnen "Kalita", som betyder "pengepung". Ivan Kalita lokkede metropolitten (kan bedst sammenlignes med en ærkebiskop) for den russiske ortodokse kirke til at flytte sin residens til Moskva, som snart blev religiøst hovedsæde. Da Konstantinopel i 1453 faldt i hænderne på tyrkerne (osmannerne, muslimerne), giftede Ivan den Store sig med den sidste byzantinske kejsers niece og udråbte Moskva til "Det 3. Rom". Moskva så sig nu som kristendommens forsvarer mod angreb fra østen (i øvrigt en indstilling, som holdt sig indtil revolutionen i 1917). I 1480 under Ivan III - også kaldet Ivan den Store (regerede 1462-1503) slog russerne tatarerne i et stort lag ved Ugra floden og de opnåede dermed uafhængighed. Hovedstaden i Rusland, som havde skiftet mellem Kiev og Vladimir, blev ved slutningen af Ivan III's regeringstid endelig henlagt til Moskva. Under Ivan III firedobledes Ruslands areal, og han benævnes ofte som "den, der samle de russiske lande". Han lod bygge Kreml i Moskva, og er den længst regerende hersker i Rusland.
Midt i 1500-tallet var befolkningstallet i Moskva vokset til omkring 100.000, og Moskva var nu en af de største byer i Europa. Ivan IV - oftere benævnt Ivan den Grusomme (regerede 1533-1584) kom på tronen som 3-årig. 17 år gammel blev han af metropolitten kronet til tsar og blev dermed den første russiske kejser. Han huskes mest som en blodtørstig tyran, der oprettede det første russiske politi og dræbte sine modstandere på bestialsk vis. Få år før sin egen død dræbte han sin søn i et raserianfald. Der skete dog også mere fredsommelige begivenheder i hans regeringsperiode. Han oprettede Moskvas første trykkeri og fik mange kunstnere og håndværkere til byen. Til minde om sejren over tatarerne ved Kazan og Astrakhan gav han ordre til opførelse af Vasilij-katedralen, vel nok Ruslands mest berømte bygningsværk. Ivans efterfølger, Fjodor I, var desværre umådelig dårligt begavet, og ved hans død i 1698 uddøde det dynasti, som havde regeret Rusland i 300 år. Fjodor blev efterfulgt af opportunisten Boris Gudonov, som jeg vil berette mere om under sejladsen fra Moskva til St. Petersborg. Efter en del år med indre uro kom Romanov-dynastiet på tronen i 1613. Jeg vil fortsætte min beretning om den russiske historie, når vi er kommet til St. Petersborg.
Moskva ligger i en dal, som er dannet af Moskva-floden. Moskva-floden er en biflod til Oka, som igen er en biflod til den vældige Volga. Havde vi haft mere tid på egen hånd, ville vi have taget en bådtur, hvilket er vores foretrukne måde at lære en ny by at kende på. Byen er gennem århundreder vokset i koncentriske cirkler. Den inderste cirkel udgøres af Kreml, som siden 1400-tallet har været magtens centrum i Rusland og Sovjetunionen. Fra Kreml løber vejene udad og krydser undervejs en række ringveje. Den inderste ring, Boulevardringen, blev bygget hvor der tidligere lå en bymur fra det 16. århundrede. Den anden ring er Haveringen, som også følger en gammel bymur. Den tredje ring, som er en motorvej, blev færdiggjort i 2003. Den fjerde ring er en 108 km lang motorvej, som markerer bygrænsen. Den rusiske guide, som var med i bussen, fortalte, at der var risiko for trafikpropper, fordi man den tirsdag den 12. juni 2007 skulle fejre Ruslands uafhængighedsdag (Ruslandsdagen), og der var mange foranstaltninger i gang for at forberede denne. Jeg spurgte, hvad det var, Rusland var blevet uafhængig af på den dato, og hun smilede og sagde, at det spurgte russerne også sig selv om. Datoen kan tilsyneladende ikke knyttes til nogen bestemt begivenhed. Russerne havde fri for arbejde om mandagen, men til gengæld skulle de arbejde den forudgående lørdag. Noget for noget, og vi ved jo alle, at "lediggang er djævelens hovedpude". Efter en spændende køretur, hvorunder Jørgen udpegede og fortalte om seværdighederne, kom vi frem til byens centrum, Kreml.
På spadsereturen fra bussen til Kreml passerede vi "Den ukendte Soldats Grav", som er et mindesmærke over de faldne i slaget om Moskva i 1941 under "Den store Fædrelandskrig" - som russerne benævner anden verdenskrig. Mindesmærket ligger i Alexander Haven op til Kreml muren. Jeg listede mig tilbage kl 12 for at overvære vagtskiftet. Resterne af de faldne blev flyttet fra deres oprindelige begravelsessted udenfor Moskva til dette sted i december 1966 på 25 års dagen for slaget. Faklen med den evigt brændende ild blev antændt med ild fra et tilsvarende mindesmærke på Marsmarken i St. Petersborg, som vi skal se om en uge. Indskriften på mindesmærket lyder: "Dit navn er ukendt, din dåd er udødelig."
På granitvæggen til venstre for graven står "1941 - For de som faldt for Fædrelandet - 1945". Til højre er der en lille gang med mindesmærker for heltebyerne Leningrad (St. Petersborg), Kiev, Volgograd (Stalingrad), Odessa, Sevastopol, Minsk, Kerch, Novorossiysk, Tula og Brest.
"Over byen er Kreml, over Kreml er kun Gud."
Sådan lyder et gammelt russisk ordsprog. Det har været sandhed i mange hundrede år. Og efter revolutionen i 1917, hvor man afsatte Gud, var Kreml stadig magtens centrum.
Selv om man traditionelt daterer Moskvas anlæggelse til 1147, er der dog tegn på menneskelig beboelse tilbage til ca 500 BC. Vores guide Jørgen fortalte, at Kreml betyder borg eller en befæstet bydel, og at der findes et Kreml i mange af de gamle russiske byer, og på den videre tur vil vi møde et par af slagsen. Men den bedst kendte af dem alle er Kreml i Moskva, som er udstyret med monumentale bygninger fra 1400-tallet og frem. Kreml bruges også som synonym for den russiske regering, fx hedder præsident Putins hjemmeside www.kremlin.ru. Fra Kreml styres nutidens Rusland og tidligere Sovjetunionen. Kreml er hjemstedet for regeringen og den russiske præsident. Putin - som vi ved, bliver han kaldt Vladimir af Bush - var ikke hjemme, han var til G8-topmøde. Kreml var tsarernes hjem, indtil Peter den Store flyttede hovedstaden til St. Petersborg i 1712 - meget mere herom senere. Vi kom ind i Kreml gennem den imponerende "Treenighedsport", som er 80 meter høj. Jørgen fortalte, at området til venstre for porten er forbudt område, og at vi skulle holde os på fortovet. Da Kurt lige skulle afprøve denne påstand, hørtes en høj fløjten fra en politibetjent/politisoldat.
De eksisterende mure med tilhørende tårne blev opført under Ivan III fra 1485-1495. Som så ofte tilkaldte man udenlandske, oftest italienske arkitekter til de større byggeopgaver. Den røde murstensmur, som er 2205 meter lang, danner en lidt uregelmæssig trekant med den sydlige mur mod Moskva Floden, den vestlige mur mod Alexander Haven, og den nordøstlige mur mod Den Røde Plads. Den er mellem 3.5 og 6.5 meter bred og mellem 5 og 19 meter høj. Muren brydes af 20 forsvarstårne af forskellig højde og form. Når fjenden nærmede sig, lød klokkerne, og de omkringboende kunne søge tilflugt indenfor Kremls mure. På toppen af muren findes en 4 meter bred gangsti. Vi var ikke deroppe, hvilket ellers ville have været spændende. Der vil føre for vidt at beskrive samtlige 20 tårne, men jeg vil kort omtale et par stykker. Vor Frelsers Tårn, som vender ud mod Den Røde Plads, fra 1491 anses for det smukkeste af tårnene. Det har fået navn efter en ikon af Jesus, som i 1658 blev hængt op på tårnet over indgangen til Kreml. Ifølge legenden har tårnet magiske kræfter og beskytter Kreml mod fjendtlig invasion, og det fortælles, at da Napoleon red gennem porten, blev hans hest sky, og kejseren tabte sin hat - så der er nok noget om snakken. I spidsen af det 71 meter høje tårn er anbragt en rød stjerne. Herunder findes et klokkespil, som kan høres over hele Kreml og Den Røde Plads. Under revolutionen i 1917 blev klokken beskadiget af en granat. Lenin beordrede, at den blev sat i stand, således at klokkespillet kunne spille Internationale. Fra Det Hemmelige Tårn var der en tunnel, så man under en belejring ubemærket kunne komme ned til Volga Floden. Vandpumpe Tårnet indeholder, som du sikkert har gættet, en pumpestation, som forsynede Kreml med vand fra Moskva Floden.
Alle de officielle bygninger her, Arsenalet, Senatet og Den Øverste Sovjets Præsidium, er holdt i smukke gule farver. Udenfor Arsenalet, som blev opført under Peter den Store, er en udstilling af gamle russiske kanoner. Da Napoleons tropper trak sig tilbage fra Moskva i 1812, sprængte de bygningerne i luften. De er for længst opført, og tjener i dag som kvarter for omkring 200 kadetter - mere om dem senere. Til højre ligger det enorme (uskønne) kongrespalads fra 1961; bygningen rækker 17 meter ned under jorden. Tidligere holdt Kommunistpartiet sine kongresser her i det store auditorium med plads til 6000 personer; i dag samles Folkekongressen her, ligesom der afholdes koncerter og andre kulturelle arrangementer.
Den smukkeste af de officielle bygninger er efter min mening Senatet, som blev opført fra 1776-1788 i en stil, som benævnes "Moskva klassisk". Senatets cirkulære hall kaldes undertiden for "Ruslands Pantheon". Efter revolutionen i 1917 blev bygningen anvendt til ministermøder, men den indholdt også Lenins og Stalins kontorer. Siden 1991 har den tjent som præsidentens residens.
Tsarens Kanon. Jørgen fortalte, at det er den største kanon, som nogensinde er støbt, og formentlig den ældste. Den vejer 38 tons og har et løb på mere end 5 meter. Løbets ydre diameter er 1200 mm, og kaliberen er 890 mm. Kanonen blev støbt i 1586 af Andrej Shchokhov under tsar Fjodor, Ivan den Grusommes søn, hvis kontrafej er foreviget på kanonløbet. I 1700-tallet blev den store kanon placeret i Kreml, først i Arsenalets indre gård, siden ved indgangen til Kreml. I 1835 blev kanonvognen støbt i St. Petersborg, hvorefter kanonen blev placeret overfor Senatet. Fire kanonkugler på hver 1000 kg er dekorativt anbragt foran kanonen. I 1960 i forbindelse med opførelse af Kongrespaladset fik Tsarens Kanon sin nuværende placering. Mange mener, at kanonen aldrig er blevet affyret. Andre mener, at der er foretaget en enkelt prøveskydning med kanonen, ved hvilken lejlighed kuglen med nød og næppe sneg sig ud af kanonløbet. Under alle omstændigheder har formålet med kanonen været at afskrække folket fra tumulter og revolution, og det har den sikkert været god til.
Viggo Haastrup har uddybet ovenstående med denne kommentar: "Den store kanon i Moskva har aldrig været affyret. Efter færddiggørelsen blev den præsenteret for den russiske generalstab, som skønnede, at den var farligere for betjeningsmandskabet end for fjenden. Man havde altid støbt kanoner i bronze og forsøgte sig med det billigere støbejern, som grundet manglende evne til at modstå slag ikke egnede sig. Senere støbte man kanoner i stål." Det er altid en fornøjelse, når nogen tager sig tid til at kommentere mine skriblerier. Tak for det.
Kanonen står foran "De 12 Apostles Katedral", som er forbundet med "Patriarkens Palads", hvor den russiske kirkes overhoved boede i 1600-tallet. Katedralen indeholder 1100-tals billeder at Peter og Paulus, en gave fra paven til Peter den Store. Katedralen blev lukket i 1918, og er i dag som så mange andre russiske kirker et museum for religiøs kunst. Bag kanonen ligger indgangen til Katedralpladsen.
I nærheden ligger Tsarens Klokke, ikke langt fra Ivan den Stores klokketårn. Det er verdens største klokke med en vægt på mere end 200 tons; den er mere end 6 meter høj og med en diameter på 6.6 meter. Man kan fristes til at tro, at guderne har villet straffe menneskeheden for dens overmod (hybris), idet klokken blev ramt af den ene ulykke efter den anden. Tsarina Anna Ioanovna bad en fransk klokkestøber, Germaine om at udføre den vældige klokke, men han afslog med den begrundelse, at det ikke var muligt at lave en klokke i den størrelse. Derfor gik opgaven til de russiske håndværkere Motorin fader og søn. Klokken skulle støbes i en stor grube på Ivanovsky Pladsen. Man arbejdede på opgaven i to år, men måtte standse, da flydende metal satte ild på det hejseværk, som skulle hæve den færdige klokke. Det menes, at fader Motorin døde af sorg, og hans søn måtte videreføre opgaven på egen hånd. I 1735 var klokken støbt under store anstrengelser og lå nu i sin støbegrube. I 1737 opstod der en brand i nærheden af klokken, og da man pøsede vand på klokken for at afkøle den, brækkede en stump på 11 tons sig løs fra klokken. Der skulle gå 100 år, inden man fik den monstruøse klokke hejset op på dens nuværende sokkel. Klokken er i øvrigt smukt udsmykket med relieffer af Jesus Christus, Jomfru Maria, Johanne Døberen, russiske tsarer og deres skytshelgener.
Sobornaya eller Katedralpladsen bærer sit navn med rette. Her finder vi udover "De 12 Apostles Katedral" "Maria Bebudelses Katedral", "Maria Himmelfarts Katedral", "Ærkeenglens Katedral" og "Jesu Kåbes Kirke" m.fl. Alle kuplerne skinner af guld - ikke som guld. I 2001 gav Placido Domingo koncert på pladsen. Hvert år på dagen for Jomfru Maria bebudelse slipper overhovedet for den russiske kirke, patriarken en stor flok duer løs på pladsen som et symbol på, at det kristne budskab skal udbredes over hele jorden.
"Maria Bebudelses Katedral" var gennem hundreder af år fyrsternes og tsarernes familiekirke. Den første kirke på stedet blev bygget i 1397. Den nuværende kirke er fra 1484-1489, bygget under Ivan III (den Store). Stilen er en blanding af græsk og russisk. Efterfølgende er kirken blevet ændret adskillige gange, bl.a. tilføjede Ivan IV (den Grusomme) fire små sidekapeller, hver med sin kuppel. Desuden blev der tilføjet to kupler bagest på bygningen, og alle kuplerne blev forgyldt. Og vi snakker ikke om maling med guldbronze eller tilsvarende, nej der bliver altid anvendt rigtig bladguld, når kuplerne skal dekoreres. Ivan IV blev udstødt af kirken i 1572, da han giftede sig for fjerde gang - tre gange, var hvad den russiske kirke kunne tolerere. Han lod derfor bygge sin egen indgang og et separat kapel, da kirken forbød ham at bruge hovedindgangen.
Katedralen er især berømt for sin prægtige ikonostase (jeg vil fortælle lidt mere om ikonostaser, når vi på vores sejltur kommer til Yaroslavl). Men kort fortalt er en ikonostase en væg med ikoner, som adskiller den hellige del af kirken fra den del, hvor menigheden opholder sig. Jeg forestiller mig, at ikonostasen har samme funktion som forhænget i det gamle jødiske tempel. Ikonerne er malet af kunstnere fra 14.-19. århundrede. Katedralen blev anvendt til fejring af navnedage, brullupper, dåb mv. for tsarfamiliens medlemmer. Den blev svært beskadiget under revolutionen, hvor Kreml var under artilleriild. I 1918 blev katedralen lukket som kirke og fungerer i dag som museum.
"Maria Himmelfarts Katedral", som ligger midt på pladsen, er den ældste og vigtigste kirke i Kreml og har siden 1326 været centrum for den russiske ortodokse kirke. Den smukke bygning med de fem forgyldte løgkupler blev opført i 1475-1479 af den italienske arkitekt Fioravanti. Her er russiske tsarer og storfyrster blevet kronet, og patriarker (jeg tillader mig med forsigtighed at sammenligne en patriark med den romerk-katolske pave) og metropolitter (ærkebiskopper) blevet indsat i deres kald. De fleste fresker går tilbage til 1600-tallet. I 1642 rekvirerede tsar Mikhail Fyodorovich Romanov omkring 150 kunstnere, som skulle komme til Moskva for at udsmykke kirkerummet. Katedralen blev plyndret for værdier af Napoleons soldater i 1812, og det fortælles, at soldaterne opstaldede deres heste i kirken. Under franskmændenes tilbagetog lykkede det russerne at tilbageerobre en del af de fem tons sølv, som var blevet stjålet, og dette sølv blev anvendt til fremstilling af den kæmpemæssige lysekrone, som hænger i kirken. Katedralen blev igen beskadiget i 1918 under kampe mellem "de hvide" og "de røde", menchevikker og bolsjevikker. Da bolsjevikkerne kom til magten, blev kirken lukket, og kirkens skatte beslaglagt. Det fortælles, at da nazisterne i 1941 nærmede sig udkanten af Moskva, tillod Stalin i al hemmelighed, at der blev afholdt en gudstjeneste i kirken for at frelse nationen. Hvis denne historie er sandfærdig, har gudstjenesten tilsyneladende virket, men mere herom senere. Katedralen blev genåbnet i 1990.
Ærkeenglens Katedral" er viet til ærkeenglen Mikael, som i 1300-tallet var herskerne i Moskvas skytshelgen (Mikael er i parentes bemærket lidt mere krigerisk end de øvrige ærkeengle). Katedralen blev bygget fra 1505-1508 under Ivan den Store. Arkitekten var italieneren Alevisio Novi, som forenede italiensk renæssance med den traditionelle russisk stil. Freskerne er malet mellem 1652 og 1666. På syd- og nordvæggen ses ærkeenglem Mikael i kamp mod Satan selv. Kirkens ældste ikon, som viser Mikael i fuld rustning, er fra slutningen af 1300-tallet. Katedralen rummer 46 grave af de russiske herskere fra 1300-tallet fra Ivan Kalita (død 1341) til Ivan V (død 1696), indtil Peter den Store flyttede hovedstaden til St. Petersborg. Den eneste undtagelse er Boris Gudonov, hvis grav ligger i Trinity Klostret ved byen Sergiev Posad udenfor Moskva. Ivan den Grusomme, som var den første, som antog tsar-titlen, var selv med til at planlægge sit gravkammer. Katedralen blev lukket efter revolutionen, og åbnede i 1955 som et museum.
Ivan den Stores Klokketårn, som ligger på østsiden af Katedralpladsen, er med sine 81 meter Kremls næsthøjeste bygningsværk. Som navnet antyder, blev klokketårnet bestil af Ivan den Store, idet han ønskede et fælles klokketårn til Ærkeenglens-, Himmelfarts- og Bebudelseskatedralen. Det karakteristiske ottekantede tårn blev bygget af den italienske arkitekt Marco Bono i begyndelsen af 1500-tallet. Omkring år 1600 gav Boris Gudonov ordre til at forhøje tårnet til de nuværende 81 meter, og det blev nu muligt fra toppen af tårnet at se næsten 30 km bort. Fra 1532-1543 byggedes det 4-etagers "Himmelfartsklokketårn", som står ved siden af Ivan den Stores klokketårn. "Himmelfartsklokketårnet" huser en klokke på 64 tons. Når jeg fortæller, at Big Bens klokker i London vejer 13.5 tons, er det klart, at vi er i sværvægtsklassen, hvad klokker angår. Der er i alt 21 klokker i tårnet og klokketårnet.
Det fortælles, at Napoleon beordrede korset på "Maria Himmelfarts Katedral" taget ned, da han erfarede, at det var af rent guld. Imidlertid forvekslede den franske officer katedralen og klokketårnet, hvis kors kun var af forgyldt jern. Efter flere forgæves forsøg meldte en russisk bonde sig og tilbød at klatre op i tårnet og løsgøre korset og fire det ned i et reb. Da han henvendte sig til Napoleon for at få sin belønning, lod Napoleon ham skyde for forrædderi mod sit eget land. Da Napoleons tropper trak sig tilbage, forsøgte de at sprænge klokketårnet, men heldigvis var skaderne begrænsede, og allerede i 1819 var de udbedret. "Himmelfartsklokken" var altid den første klokke, som ringede på søn- og helligdage, herefter fulgte de øvrige. I 1918 blev den sidste påskemesse i Kreml afholdt, og Ivan den Stores klokker ringede først igen i 1992.
Da vi kom ud af "Maria Himmelfarts Katedralen", viste det sig, at den store plads foran var ved at blive spærret af. Jørgen fandt ud af, at der skulle være parade. Som tidligere nævnt har et par hundrede kadetter kvarter i Kreml, og vi gættede på, at de skulle øve sig til Uafhængighedsdagen to dage senere, hvor der formentlig skulle være opvisning.
I paraden deltog omkring 100 fodfolk, 35 ryttere samt et militærorkester på 30 mand. Det var en spændende oplevelse, som varede en halv times tid.
Efterfølgende førte Jørgen os ind på Den Røde Plads, hvor vi fik en kort introduktion til pladsen og dens seværdigheder. Jeg har altid troet, at navnet "Den Røde Plads" havde forbindelse med den røde farve, som var den mest fremherskende under kommunismen, men Jørgen fortalte, at det russiske ord for "rød", "krasnaya" også kan betyde "smuk". Så i virkeligheden kunne vi i vesten lige så godt kalde den for "Den Smukke Plads". Jeg ved ikke, om jeg vil kalde pladsen for smuk, men selvfølgelig var det en oplevelse at stå på den plads, hvor man hvert år den 1. maj og igen den 7. november så det kommunistiske styres gamle mænd demonstrerede deres potens med magtfulde militærparader af våben og soldater. Den kappes med "Den Himmelske Freds Plads" i Beijing om rangen som den bedst kendte plads i verden. Pladsen er ca. 330m x 70m. I dag anvendes paldsen heldigvis til mere fredelige formål. Blandt andre Paul McCartney, Luciano Pavarotti og Placido Domingo har givet koncerter på Den Røde Plads.
Du husker sikkert som jeg, da den 19-årige Mathias Rust passerede det sovjetiske luftforsvar og landede på ved Den Røde Plads med et fly af typen Cessna 172B. Han blev idømt fire år i en arbejdslejr, men kom "kun" til at afsone lidt over ét år. Begivenheden fandt sted den 28. maj 1987. Rust startede fra Hamburg og fløj derefter til Island, og over Norge til Finland, hvor han landede i en lufthavn ved Helsingfors. Efter en optankning fortsatte han sin flyvning. Han opgav Stockholm som sin destination, men ændrede snart kurs mod Moskva. Flyvningen fik stor international opmærksomhed og medførte store konsekvenser i Sovjetunionen. Den sovjetiske forsvarsminister, chefen for flyvåbnet samt en række officerer blev at Gorbatjov gjort ansvarlige for hændelsen og fik en tidlig pensionering - 10 år tidligere ville deres ufrivillige pensionisttilværelse formentlig være blevet henlagt til Sibirien, men allerede i 1987 var den vestlige blødsødenhed overfor klaseforrædere begyndt at vise sig.
I dag er det ikke tanks, som ruller hen over pladsen, i stedet anvendes den til fredeligere formål som rockkoncerter, og Paul McCartney, Pink Floyd og mange andre har optrådt her. Man var i gang med at opføre en scor scene med kæmpemæssige TV-skærme - formentlig til fejring af Uafhængighedsdagen den 12. juni. Vi fik nogle timer fri, hvor vi på egen hånd kunne udforske Kreml og Den Røde Plads. Pladsen eksisterede så tidligt som 1434, hvor den lå et marked her. I 1493 beordrede Ivan III, at de mange træhuse, som lå tæt op mod Kreml, skulle nedrives på grund af brandfare. Den fik sit sit nuværende navn omkring 1660.
På billedet ovenfor har vi den røde mur ind til Kreml i venstre side. Midt i billedet ses Lenins Mausoleum, opført i rød marmor, hvor Sovjetunionens grundlægger ligger på lit-de-parade. Til højre bagest i billedet ses Det Statslige Historiske Museum mod nord.
Her ser vi den østlige side af pladsen med det store varehus GUM og i baggrunden Vasilij Katedralen med de mange løgformede kupler.
Hvis vi troede, at vi havde set tilstrækkeligt mange kirker for én dag, så tog vi fejl. I den ene ende af Den Røde Plads ligger Vasilij Katedralen, uden sammenligning Ruslands mest fotograferede seværdighed. Ved siden af varehuset GUM i det nordøstlige hjørne af pladsen ligger Kazan Katedralen - lad os begynde med at kigge på den.
I 1612 var Moskva besat af polske tropper, og den russiske patriark, overhoved for den russiske kirke, var fængslet. Han kom da i tanker om ikonen "Vor Frue af Kazan", som var kommet til Rusland til byen Kazan i 1200 tallet fra Konstantinopel. Da tatarerne indtog Kazan i 1438 og gjorde byen til hovedstad i det mongolske rige, begravede man ikonen for at beskytte den. Mere end 100 år gik, og da Ivan den Grusomme tilbegeerobrede Kazan fra tatarerne i 1552, havde man glemt, hvor ikonen var blevet begravet. I 1579 viste Jomfru Maria sig for en 10-årig pige, Matrona og fortalte, hvor hun kunne finde ikonen. Matrona gik til ærkebiskoppen Hermogen og fortalte om sin drøm, men han tog hende ikke alvorlig. Efter yderligere to drømme gik Madrona og hendes moder hen til det sted, som Jomfru Maria havde anvist, og gravede ikonen op. De bragte ikonen, som var lige så smuk og strålende, som da den blev begravet, hen til ærkebiskoppen. Samme dag, som den blev hængt op i kirken, fik en blind mand synet igen. Ærkebiskop Hermogen blev efterfølgende patriark, og det var ham, som sad i fængsel i Moskva. Fra sit fængsel beordrede han, at ikonen skulle bringes hen til Fyrst Pozharsky, som var i spidsen for den russiske kamp mod besætterne. Fyrsten bad skillige gange til Vor Frue af Kazan, og da det lykkedes at befri Moskva for sine polske besættere, lod Fyrst Pozharsky for egne midler opføre en lille trækirke på Den Røde Plads. Kirken blev selvfølgelig viet til Vor Frue af Kazan. Da trækirken blev ødelagt ved en brand et par år efter, blev der i stedet opført en stenkirke.
I 1936 besluttede Stalin, at Den Røde Plads skulle bruges til militærparader for at vise nationens styrke. Han beordrede, at pladsen skulle ryddes for kirker, som lå i vejen,og Kazan Katedralen blev revet ned. Efter Sovjetunionens fald var Kazan Katedralen den første kirke, som blev genopført. Peter Baranovsky havde heldigvis foretaget opmåling af kirken og gemt adskillige fotografier, så kirken kunne genopføres i sit originale udseende.
Den flotte, farverige og fantasifulde Vasilij-katedral, som ligger i den sydøstlige ende af Den Røde Plads, blev opført af Ivan den Grusomme fra 1555-1561 til minde om hans erobring af Kazan i 1552. Det fortælles, at tsaren lod arkitektens øjne stikke ud for at sikre, at han ikke skulle frembringe et endnu smukkere værk end "Moskvas stenblomst". Denne historie er næppe sand, da flere senere bygningsværker tilskrives arkitekten Postnik Yakovlev. Da den endelig sejr over tatarerne fandt sted på festdagen for "Jomfru Marias forbøn", og da kirken lå tæt ved voldgraven omkring Kreml, besluttede Ivan, at kirken skulle have navnet "Jomfruen ved voldgravens bøns katedral", hm. Med det navn er det forståeligt, at den i folkemunde den snart kom til at hedde "St. Vasilij" efter en hellig mand, som var utrolig populær i Moskva på det tidspunkt. Den hellige Vasilij, som døde i 1552, lå begravet ganske tæt ved kirkemuren. I 1588 blev Vasilijs grav overført til det niende kapel.
Hvis du som jeg undrer dig over kirkens form, kan jeg fortælle, at Ivan beordrede, at kirken skulle bestå af syv mindre kapeller, som lå omkring et ottende og større kapel, hvor altret var placeret. Hvert kapel skulle være viet til et bestemt slag i forbindelse med indtagelsen af Kazan. For at opnå bedre symmetri ændrede arkitekten planen til otte mindre kapeller og et niende større kapel. De otte mindre kapeller har hver sin egen løgformede kuppel, mens der over det niende kapel er et stort spir. De otte kapeller refererer til, at Jesus vil vende tilbage på den ottende dag. Kirkens grundplan er nærmest en 8-takket stjerne, og man føler nærmest, at man er i en labyrint, når man vandrer omkring i de forskellige kapeller, som alle er meget forskellige i stil og farver. I kirken finder man nogle af de bedst bevarede ikoner i Rusland. I dag er kirken et museum og en afdeling af det historiske museum. Der bliver dog ved særlige lejligheder holdt messe i katedralen. Det fortælles, at Stalin overvejede at lade Vasilij Katedralen nedrive som Kazan Katedralen, men arkitekten Peter Baranovsky skal have forhindret det ved at true med at skære struben over på sig selv på kirketrappen. Lidt makabert - men tilsyneladende effektivt.
Ikke langt fra Vasilij Katedralen ligger "Lobnoye Mesto", en rund platform med en diameter på 13 meter. Den er bygget omkring 1530 og er således det ældste bygningsværk på Den Røde Plads. Fra denne platform blev officielle meddelelser fra tsaren oplæst og domsafsigelser mv. bekendtgjort. Her blev relikvier vist frem for befolkningen ved religiøse højtider. I 1547 blev det meste af Moskva ødelagt af en brand. Patriarken bekendtgjorde, at branden var Guds straf for Ivan den Grusommes forfærdelige handlinger, og det endte med, at tsaren fra "Lobnoye Mesto" måtte bede befolkningen om tilgivelse.
"Lobnoye Mesto" kommer af "lob", som betyder "pande", og "mesto", som betyder "plads". Navnet minder således om "Golgata", klippen, hvor Jesus blev korsfæstet, idet Golgata som bekendt betyder "hovedskalsklippen". Det er måske derfra, den opfattelse stammer, at der tidligere blev foretaget henrettelser på "Lobnoye Mesto". Jeg fortalte mine rejsevenner, at jeg havde læst, at Stenka Rasin var blevet henrettet på "Lobnoye Mesto". Karin spurgte, hvem Stenka Rasin var, og jeg fortalte, at han var en kosak, som stod i spidsen for et oprør mod tsaren. Han blev fanget og bragt til Moskva, hvor han efter tortur blev dræbt her. For at lette lidt på mine venners hukommelse sang jeg et vers af den russiske folkevise "Stenka Rasin". Jeg tror, at det var den vise, der vakte Karins slumrende trang til øl: Er det ikke den, der hedder "Uden øl og langt fra hjemmet?", spurgte hun. Jo, det er sandt, den indeholder de udødelige strofer: "Hel´re dødfødt, uden fader, end langt fra hjemmet uden øl. Og snart havde Karin lokaliseret et værtshus med udendørs servering. Dagen før havde vi fået 6 øl for 50 kr - på Den Røde Plads kostede de også 50 kr - denne gang pr styk.
Langs muren ind til Kreml, bag Lenins Mausoleum, ligger en russisk heltekirkegård. Den første begravelse fandt sted den 10. november 1917 på ordre af den militære revolutionskomité. 238 soldater, som var blevet dræbt under Oktober Revolutionen, blev begravet i to grave. Siden da er mange fremtrædende personer blevet begravet her. Jeg nævner i flæng: Felix Dzerzhinsky (grundlægger af det hemmelige politi i Rusland), Georgy Zhukov (russisk general, som var i spidsen for angrebet på Berlin i 1945), Joseph Stalin (leder af Sovjetunionen efter Lenins død i 1924 indtil sin egen død i 1953, Leonid Brezhnev (generalsekretær fra 1964-1982), Yuri Andropov (generalsekretær fra 1982-1984) og Konstantin Chernenko (generalsekretær fra 1984-1985). Hvis du undrer dig over, hvorfor jeg ikke har nævnt Nikita Khrusjtjov, skyldes det, at han jo forlod sit embede i utide, tvunget af sine partikammerater, og derfor ikke er fundet værdig til denne ære. I stedet ligger han begravet på Novodevichy Kirkegården, som vi besøger i morgen. På heltekirkegården på Den Røde Plads ligger eksempelvis flere kosmonauter begravet her, fx Yuri Gagarin (første menneske i rummet i 1961) samt ofrene for Soyuz 1 og Soyuz 11 ulykkerne.
Foran heltekirkegården ligger Lenins Mausoleum, hvor man 80 år efter Lenins død stadig kan se hans afsjælede (balsamerede) legeme i en krystalmontre. Vladimir Lenin, Sovjetunionens grundlægger, døde den 21. januar 1924. Allerede tre dage senere var der opført et midlertidigt mausoleum, en terningeformet træbygning kronet med en pyramide. Det eksisterende mausoleum, som er fra 1930, er dækket af mørkerød granit. Over indgangen står navnet "LENIN" med kyrilliske bogstaver. Fra toppen af mausoleet overværede Sovjet-lederne i sin tid militærparader m.m. på Den Røde Plads. Til begge sider langs med muren ind til Kreml er der opført tribuner med plads til omkring 10.000 tilskuere.
Efter sin død i 1953 blev Stalin også bisat i mausoleet, men da Khrusjtjov i 1956 fordømte Stalin, blev hans (Stalins) lig flyttet fra Mausoleet til heltekirkegården. Samtidig blev hans navn, som stod ved siden af Lenins, fjernet fra facaden. Og i 1961 blev Stalingrad omdøbt til Volgograd.
Desværre var der ikke adgang til mausoleet, den dag vi var der. Åbningstiden er tirsdag, torsdag, lørdag og søndag kl. 10-13. Kun en enkelt soldat, som havde travlt med at studere sin mobiltelefon, holdt vagt. Nej jeg har ikke selv taget ovenstående billede af den balsamerede Lenin. Det ville formentlig selv i dag have kostet et længere ophold i et ubehageligt russisk fængsel.
Mens vi slentrede rundt på Den Røde Plads, var nogle af vores rejseselskab på besøg i Tsarens Skatkammer. Bygningen er opført fra 1844-1851 som et museum for tsarens skatte, men museet går tilbage til 1508. Museets samling fylder ni store lokaler, fyldt med udsøgte juveler, fornemme dragter, vogne, rustninger, våben og mange andre fascinerende genstande fra en glorværdig fortid. Her kan man fx se den legendariske "Monomakhs Krone", formentlig en gave til Fyrst Vladimir af Kiev i det 11. århundrede fra den byzantinske kejser Konstantin IX. Den er således et symbol på det russiske krav om at være åndelig og religiøs arvtager efter Byzanz (Konstantinopel). I 1711 lod Peter den Store størsteparten af skattene overføre til den nye hovedstad St. Petersborg. Efter revolutionen blev samlingen udvidet med effekter fra Kremls katedraler, klostre samt private samlinger. Nogle af disse blev dog solgt af Stalin i 1930'erne.
Museet rummer fx verdens største samling af de berømte Fabergé æg. Det første guld, sølv og juvelbesatte æg fra 1897 fra juveleren Peter Carl Fabergé (1846-1920) var en påskegave fra tsar Alexander til sin hustru, den danske prinsesse Maria Feodorovna (Dagmar) og er blevet karakteriseret som den smukkeste gave nogensinde givet. Hermed startede en tradition, som varede omkring 30 år – indtil tsarstyrets afskaffelse.
Inden vi tog bussen tilbage til MS Kronstadt, gik vi en kort tur i stormagasinet GUM, hvis 242 meter lange facade optager størstedelen af østsiden af Den Røde Plads. Mange større russiske byer har et GUM, men det i Moskva er det største og bedst kendte. Bygningen - eller rettere bygningerne - er opført fra 1890-1893 og er i moderne russisk stil med anvendelse af stål- og glaselementer. Den består af tre parallelle arkader, og inde i midten ligger et stort springvand. Gangarealerne mellem arkaderne er overdækket med mere end 20.000 glasruder, hvorfra lyset strømmer ind. Der er overgange mellem arkaderne på både 2. og 3. etage.
Efter revolutionen blev GUM (selvfølgelig) nationaliseret, men fortsatte som stormagasin, indtil Stalin i 1928 indrettede det til kontorer til styring af den første 5-års plan. Det var også her, at man fremstillede bannere, fotografier og sovjetisk propagandamateriale til brug for paraderne på Den Røde Plads. GUM genåbnede som stormagasin i 1953, og det var et af de meget få butikker i Sovjetunionen, som aldrig havde mangel på varer. Køen af kunder nåede ofte hele vejen over Den Røde Plads.
Stormagasinet er med sine 200 butikker et meget populært turistmål. De fleste butikker forhandler vestlige mærkevarer som Christian Dior, Benetton, Estee Lauder, Gucci, Motorola osv. Nyrige - ikke nærige - russere køber deres dyre tøj i GUM. Herudover findes et stort antal caféer og restauranter.
Om aftenen var vi i cirkus. Siden Katarina den Stores tid har cirkus været umådelig populært i Rusland, og det anerkendes som kunstart på lige fod med ballet (det var ikke et forsøg på at være sjov) skuespil og opera. I løbet af 1800-tallet blev cirkus en af de mest folkekære forlystelser, og selv efter revolutionen i 1917 bevarede det sin popularitet. Ved kommunismens sammenbrud i begyndelsen af 1990'erne var der 70 permanente og omkring 50 omrejsende cirkus (hedder det cirka i flertal?) i Moskva og de andre russiske storbyer. Mange af dem turnerer til USA og Europa.
Bente og Karin var lidt skuffede over, at der "kun" var én manege, men vi var alle imponerede over artisternes høje niveau. En virkelig morsom klovn bandt alle numrene sammen på lystig vis. Blandt dyrene som optrådte var elefanter, aber, hunde, katte, pindsvin og et hulepindsvin. Desværre var det strengt forbudt at fotografere under forestillingen, og da jeg i et øjebliks distraktion satte kameraet for øjet, blev jeg øjeblikkelig antastet af en meget nidkær opsynskvinde, så jeg må nøjes med at vise et billede, jeg har fundet på nettet.
Kom med her, hvis du vil følge os på vores sidste dag i Moskva. Du kan også vælge en af følgende muligheder.
1. dag i Moskva: Kreml, Den Røde Plads, katedraler, GUM og cirkus
2. dag i Moskva: Sejrspladsen, Metroen, Novodevichy, KBS og Stalins 7 Søstre
Sejlads fra Moskva til St. Petersborg
1. dag i St. Petersborg
2. dag i St. Petersborg: - under udarbejdelse
Tilbage til Rejseholdets forside