M/S Kronstadt - Kronshtadt?

I dag på turens 3. dag forlader vi Moskva med kurs mod St. Petersborg. Lad mig introducere "vores skib", som vi nu har overnattet på to gange. Skibet hedder M/S Kronstadt, det vil sige, mange steder benævnes det Kronshtadt, men byen, som skibet er opkaldt efter, kalder vi almindeligvis for Kronstadt (i øvrigt et bekendt navn, hvis du interesserer dig for russisk revolutionshistorie), og da der heller ikke i de russiske (kyrilliske) bogstaver indgår noget "h" i navnet, vil jeg efterfølgende kalde det gode skib for M/S Kronstadt.

M/S Kronstadt har en længde på 125 meter og en bredde på 16.7 meter. Det vil sige, at når du har spadseret omkring skibet 4 gange, har du tilbagelagt godt 1 km. Og du har også hilst på en del af de andre omkring 250 passagerer og måske nogle af den 100 mand store besætning. Skibet kan sejle 25 km i timen, men er i de mindre floder og kanaler ofte pålagt en max. hastighed på 15 km/t. M/S Kronstadt er bygget i Tyskland i 1979, men moderniseret fra top til bund (det hedder vel fra mast til køl?) i 2004/2005. Udover "vores skib" har det yderligere 6 tilsvarende både, som i alt har transporteret omkring 250.000 passagerer på sejladser på de russiske floder. Sæsonen varer fra begyndelsen af maj til midten af oktober.

Som det fremgår af ovenstående plan, så er der fire dæk på skibet. Vi var ikke på nederste dæk (dæk 1), men jeg formoder, at der var lidt motorstøj. Vi havde kahytter på dæk 2 og dæk 3, og vi kunne dårligt mærke, om motoren gik eller ej. På dæk 2, som var indgangsniveauet, lå receptionen, hvor man kunne aflevere sin nøgle, når man gik i land, og der var mulighed for deponering af værdier - skulle man være i besiddelse af sådanne. På dæk 2 lå også lægeklinikken. I ledige stunder gav lægen massage mod betaling, men der var mig bekendt ingen af os, der fik brug for hendes tjenester. På dæk 3 lå spiserestaurant Ladoga i agterstavnen, og i forstavnen Volga Bar, som vi besøgte en del. Ikke alene af de grunde, som du formoder, men også for at nyde den betagende udsigt under sejladsen. Mellem disse lå en velassorteret souvenir butik - med høje priser og tilsvarende høj kvalitet. I forstavnen på dæk 4 lå Neva bar. I agterenden var soldækket med liggestole, borde og parasoller, hvor vi også tilbragte en del tid, mens vi sejlede. Tæt herved var den store Konference sal. Det kan måske interessere dig at vide, at der ikke er elevator ombord.

Alle kahytter er såkaldt "udvendige", dvs at de alle har vinduer ud til vandsiden. Kahytterne på dæk 2, 3 og 4 har panoramavinduer, der kan åbnes, mens de få kahytter på det nederste dæk har koøjer. Kahytterne er ikke særligt store, men efter vores mening passende og velindrettede. De kan dog langt fra sammenlignes med de luksuskahytter, vi havde på vores nilkryds for nogle år siden, men som jeg sagde "passende". Har du behov for mere plads, findes der 6 suiter om bord - formentlig til en (u)passende pris. Hver kahyt har to enkeltsenge, toilet med bruser, air condition, stikkontakt med 220 V europæisk stik, køleskab og en skibsradio. Over denne radio bliver du vækket om morgenen af en behagelig stemme, som fortæller dig om vejret, om dagens program og - ikke mindst vigtigt - spisetider. Der var 5-6 forskellige selskaber om bord, svenskere, tyskere, franskmænd og amerikanere, og selskaberne blev vækket individuelt. Det vil sige, at hvis fx franskmændene skulle op kl 5 om morgenen for at tage på en særlig tur, var dem kun dem, der blev vækket (purret?). Der blev redt seng og gjort rent hver dag, og kvinderne kunne fortælle, at der var pænt rent. Vi mænd har jo så meget andet i hovedet - som fx kvinder.

Helpension var inkluderet i rejsens pris. Morgenmad var buffet med alt, hvad man kunne ønske sig af brød, ost, syltetøj, pålæg, yoghurt, müsli, æg, pølser. Kurt fik havregrød, en last, han har tillagt sig fra barnsben, hvor hans mor formentlig var bekymret for, om hendes søn nu også fik nok at spise, så han blev en stor dreng. Frokost og middag blev serveret ved det faste bord, som man fik den første dag. Menuen var hver gang på 3-4 retter incl. dessert, hertil kaffe eller te. På en del af turen kunne vi fra dag til dag vælge menu, idet der var 3 forretter, 3 hovedretter og 3 desserter at vælge imellem. Vi var alle særdeles tilfredse med kosten, måske fordi vi havde frygtet at bleve spist af med traditionel russisk husmandskost. I stedet fik vi lækre og veltillavede retter med masser af salat. De dage, hvor vi var på heldagstur, fik vi en madpakke med fra skibet. Madpakkerne var ikke noget at skrive hjem om, og det mener jeg da heller ikke, at nogen af os gjorde. Men jeg husker selv, hvor svært det var at fabrikere den daglige madpakke til ungerne, da de gik i skole. Der er ingen "dress code" ombord, og påklædningen var tilpas afslappet efter min smag. De fleste valgte dog at klæde sig pænt på til "Kaptajnens Middag".

Fra rejsens begyndelse har hver gæst (kahyt) en konto på skibet. Hver gang, vi skulle købe noget om bord (og det vil sige drikkevarer), skulle man blot skrive sit kahytsnr på regningen og underskrive. Alle priser er i euro. Erling, som er forhenværende bankdirektør og kan det der med tal, er altid vores kassemester. Da han og Bente boede i kahyt 207, var det det magiske ord, som gav ubegrænsede muligheder for indkøb af drikkevarer. Et par dage før rejsens afslutning afregnede man. Det skete i de fleste tilfælde med kreditkort (American Express, Visa eller Mastercard kunne anvendes), men kontanter i form af euro kan også bruges. Vi havde købt lidt rubler hjemmefra til brug i Moskva og St. Petersborg, og ellers hævede vi i et par tilfælde penge i en vekselautomat eller i en bank.

3. dag den 11. juni 2007: Afsejling fra Moskva

Allerede Peter den Store drømte om en vandvej mellem Moskva og St. Petersborg. Han havde i høj grad brug for en sådan, da han i 1712 dekreterede, at nu hed den russiske hovedstad ikke længere Moskva med St. Petersborg, det har formentlig medført en del flyttearbejde. Han levede ikke længe nok til at se sin drøm gå i opfyldelse. Vi forlod Moskva kl 17:30 ad Moskva kanalen, som blev bygget fra 1932-1937 af straffefanger fra Stalins Gulag-fængsler. Kanalen, som er 128 km lang, forbinder Moskva med Volga, og takket være denne kanal (og et par senere byggede kanaler ved Volga og Don) er der sejlbar forbindelse fra Moskva til Østersøen, Hvidehavet, Det Kaspiske Hav og Sortehavet. Efter et par dage kommer vi ind i "Rybinsk Reservoir", som er en kunstig sø, anlagt fra 1935-1941. Opfyldning af reservoiret, som dækker 5.200 km2, varede seks år. Ved hjælp af den regulerede man vandmasserne i Volga, som er Europas længste og vandrigeste flod, og begyndte at producere elektricitet i samme forbindelse. Omkring 150.000 mennesker blev tvangsflyttet og 663 landsbyer oversvømmet. På vores videre færd kommer vi til "Den Hvide Sø", hvor vi skal besøge landsbyen Goritsy. Vi kommer også til at passere Europas to største søer, Onega og Ladoga, inden vi når frem til St. Petersborg. Til den tid har vi tilbagelagt 1900 km sejlads på floder, kanaler og søer. Til orientering kan jeg oplyse, at vi i Moskva så et skilt til St. Petersborg - afstand godt 700 km. Vi glædede os også til at opleve de mange sluser, vi skulle passere undervejs. Der er en højdeforskel mellem Moskva og St. Petersborg på 162 meter, og vi skulle igennem 16 sluser. Især Erling glædede sig til at se disse store anlæg. Vi har prøvet at passere et par sluser på Nilen, men disse var af en helt anden størrelsesorden, indtil 14 meter ville vi blive "dykket".

Inden middagen var der præsentation af kaptajnen og besætningen på soldækket. Præsentationen blev givet på fire sprog, idet de respektive turguider oversatte fra russisk. Kl. 19:30 var der "rusisk middag" i restaurant Ladoga. Flot russisk middag inkl. et glas vodka, folklore-underholdning og tjenere klædt i nationaldragter. Den første aften drak vi (russisk) champagne til maden; den bekom os alle udmærket og var oven i købet billigere end rødvin. kl. 21:00 var der harmonikamusik i Neva bar; det varede omkring 45 minutter. kl 21:15 spillede skibsorkestret i Volga bar, og der var mulighed for at danse. kl. 22:30 optrådte folkloregruppen "Prikamiye" en halv times tid i Volga bar, inden skibsorkestret igen fortsatte, så længe der var gæster. Orkestret var glimrende, de to mandlige medlemmer spillede keyboard, guitar, balalajka og harmonika, det kvindelige medlem sang. Hvis jeg skal være helt ærlig, var hendes stemme ikke på højde med hendes udseende, men det var bestemt en charmerende og velspillende trio.

Vi overværede flere gange harmonikamusikken i Neva bar. Solisten var den ukrainske harmonika-virtuos Vadim Darmostuk, som er uddannet som solist og dirigent ved Kievs statskonservatorium. Hans repertoire spændte fra klassisk til moderne, tilsat sprælske og fyrige polkaer fra Don-kosakkernes hjemland. Han afsluttede hver forestilling med at spille et par kendte danske melodier, ved en enkelt lejlighed en svensk folkemelodi. Det var lidt overraskende, da der vel var 5-6 forskellige nationaliteter ombord. Da jeg kom hjem, opdagede jeg, at Vadim Darmostuk gennem flere år har turneret i Danmark, dels som medlem af folkemusikgruppen Divorgray, dels solo. Han har faktisk givet koncerter mindre end 20 km fra den lille by, vi bor i. Yes, it's a small world.

4. dag, den 12. juni 2007: Uglich

Skibet fortsatte sejladsen natten igennem. Næste morgen var jeg til morgengymnastik på soldækket. Rolig, jeg deltog ikke selv, men det lykkedes mig at få taget et foto af deltagerne. Gymnastikken blev ledet af den russiske guide, som vækkede os behageligt hver morgen. Jeg spurgte hende, hvad hun lavede udenfor sæsonen, og hun fortalte, at hun studerede jura. Herefter hastede jeg ned for at deltage i indtagelse af dagens morgenmedicin, hvilket de fleste dage kunne ske på dækket ud for vores kahyt.

Kl. 12 var der redningsøvelse på skibet, og vi lærte at iføre os den redningsvest, som befandt sig under vores seng i kahytten. Mandskabet satte et par redningsbåde i vandet og cirklede nogle gange omkring skibet. En helikopter deltog også i øvelsen. Det var lidt svært at tage øvelsen alvorligt, når vi sejlede i blikstille sø og kun med måske hundrede meter fra bred til bred, men om nogle dage ville vi komme ud i søer på næsten 20.000 km2. Dagen igennem sejlede vi i pragtfuldt sommervejr gennem de smukke russiske landskaber. Vi undrede os over, at vi overhovedet ikke kunne få øje på dyrkede marker eller haver. Vi så en del, som fiskede fra små joller eller gummibåde. Ca 30 km før Uglich kunne vi se en landsby, som lå på bunden af floden, eller rettere, vi så spiret af landsbykirken, som viste, at her lå en landsby, indtil man lavede de omfattende reguleringer af flodsystemet i 1930'erne. Byen hed Kalyazin, men myndighederne var dog så humane, at man inden oversvømningen havde anmodet indbyggerne om at flytte til et højere beliggende sted, så der eksisterer også i dag en by med navnet Kalyazin. Vi nåede frem til Uglich sidst på eftermiddagen. På afstand kunne vi se Opstandelseskatedralen, som vi skulle besøge på en tre timers spadseretur.

Allerede fra skibet havde vi set Genopstandelsesklostret med den store katedral og klokketårn. Oven i købet ligger der ved siden af katedralen en særlig kirke, som alene blev brugt om sommeren. Disse bygninger er fra 1674-1677. Overfor klostret ligger den smukke "Johannes Døberens Fødselskirke". Den blev bygget fra 1689-1690 af en lokal købmand til minde om hans søn, som druknede på dette sted.

Vi gik fra borde kl. 16.00 og blev som så ofte siden mødt af et lokalt orkester, som spillede Kalinka, Moskvanætter og Stenka Rasin. Uglich er grundlagt i år 1148 (lokale kilder hævder, at byen går tilbage til 937), og i den by, som i dag har godt 30.000 indbyggere, udspillede sig en blodig historie sidst i 1500-tallet. Mere herom senere. Uglich var sæde for en mindre, lokal fyrste fra 1218, indtil denne i 1328 solgte sine rettigheder til den langt større fyrste af Moskva, Ivan Kalita, som du måske husker fra en tidligere side. I 1238 blev Uglich brændt ned til grunden af mongolske krigere, men blev snart genopbygget. I 1462 gav storfyrste Ivan III byen til sin yngre broder Andrei Bolshoi, og under dennes regeringstid voksede byen, og de første stenbygninger blev opført, dels katedralen, dels et kloster (som imidlertid blev ødelagt under revolutionen) og fyrstepaladset. Gennem 1500-årene var der fremgang i Uglich både politisk og økonomisk, men herefter begyndte det at gå tilbage for byen.

Sammen med Jørgen og den lokale, obligatoriske, russiske guide spadserede vi fra skibet og omkring en kilometer til byens centrum. Begge sider af vejen var flankeret med souvenirboder. Udvalget var stort set det samme, som vi havde set mange andre steder, med én undtagelse. Uglich har i flere hundrede år været berømt for sin produktion af kvalitetsure, de såkaldte Tjajka-ure, men den store urfabrik, som havde omkring 4.000 ansatte, er i dag lukket. Vi købte ingen ure, bl.a. fordi risikoen for at få en kopi var stor. Det var især vanskeligt for Kurt og Karin, da de elsker ure. Jeg vil tro, at de har mere end 30 armbåndsure derhjemme, købt over den hele verden. Jeg må indrømme, at de også altid er meget punktlige, men de må være glade for, at urene ikke skal trækkes op. Da vi kom til byens centrum, forklarede den kvindelige, russiske guide, at vi befandt os i byens Kreml - du husker måske, at betegnelsen Kreml anvendes for den befæstede kerne i de gamle russiske byer, og det er ikke kun Moskva, som har sit Kreml. Kreml i Uglich var begunstiget af, at der var vand på tre sider, hvorfor det var relativ nemt at forsvare.

Kreml-området omfatter bl.a.:

Forklarelseskatedralen, som vi besøgte først, er fra 1713 og udsmykket med mange dejlige kalkmalerier. Det mest kendte viser Jesu forklarelse på Taborbjerget; originalen, som er af Rafael, hænger i Vatikanet. Du ved sikkert, hvad "Jesu forklarelse" er, men for alle de andre: Jesus tog op på Tabor bjerget med tre af sine disciple. For øjnene af dem forvandledes hans ansigt, så det lyste som solen, og Moses og Elias kom til stede og talte med Jesus. Fra en sky sagde gud: "Det er min elskede søn, i hvem jeg har fundet velbehag."

Mens vi var på besøg i kirken, opførte 5 mandlige sangere en lille koncert - hvilket de i øvrigt gjorde, hver gang et nyt hold turister kom ind i kirken. Som sædvanligt var mandsstemmerne helt fantastiske. Læg mærke til den utroligt smukke ikonostase (ikonvæg), som befinder sig bag sangerne. Jeg vil fortælle lidt mere om ikonostaser, når vi i morgen kommer til Yaroslavl.

Prins Dimitris Palads er ikke alene den ældste bygning i Uglich, men også en af de tidligste privatboliger i Rusland. Vi var ikke inde i paladset, som i dag er indrettet som museum. I haven til dette palads udspillede sig en blodig begivenhed den 15. maj 1591. Men lad os gå lidt længere tilbage. Ivan IV - også kaldet Ivan den Grusomme - var den første russiske hersker, som tog titlen tsar. Tilnavnet "den Grusomme" skal han have fået, fordi han brugte tortur, fangeskab og henrettelser mod sine politiske fjender, men på den anden side var det mere reglen end undtagelsen på den tid. I 1581 dræbte han sig egen søn og tronarving i et raserianfald. Samme år fik Ivan den Grusomme en søn med sin syvende hustru, Maria Nagaya. Efter Ivans død i 1584 blev hans yngste søn, Dimitri Ivanovich forvist til Uglich sammen med sin moder. Årsagen hertil var, at den ortodokse kirke kun tillader tre ægteskaber, hvorfor både moder og barn af kirken blev betragtet som illegitime. Ivan blev efterfulgt af sønnen Fjodor (1584-1598), som snart viste sig at være en svag regent, som hverken havde lyst eller evner til at regere landet. Der var ellers problemer nok at tage fat på, da Ivan den Grusommes styre havde affolket mange landsbyer, hvilket gav problemer både med skatteindtægter og soldaterudskrivning. Boris Godunov, der var tsarens svoger og rådgiver, udnyttede situationen til at gøre sig til Ruslands reelle magthaver.

Om morgenen den 15. maj 1591 fandt man den 10-årige prins Dimitri død i haven. Han havde en kniv i hånden, og hans strube var skåret over. I Uglich faldt mistanken straks på tsarens rådgiver, Boris Godunov, som man mistænkte for at stræbe efter tronen, men de officielle undersøgelser konkluderede, at Dimitri var død ved et hændeligt uheld, da han var kommet til at skære struben over på sig selv under et epileptisk anfald. Det var hverken første eller sidste gang, at en kommission er kommet frem til det resultat, som ønskes af magthaveren. Denne hændelse førte til opstand i Uglich, og kirkeklokken kaldte byens borgere sammen. Da Dimitri var det sidste skud på det gamle Rjurik dynasti, opstod der en politisk krise. For at gøre historien færdig kan jeg fortælle, at efter Fjodors død i 1598 blev Boris Gudonov valgt til tsar med støtte fra patriarken i Moskva, og han var indtil sin død i 1605 en af de bedste tsarer, der har været i Rusland. Det er aldrig bevist, om Boris Gudonov havde noget med Dimitris død at gøre, men fx. Mussorgski har i sin opera "Boris Gudunov" antaget, at han var skyldig. En stor del af befolkningen troede, at Dimitri stadig var i live, og de støttede adskillige "falske Dimitrier", som alle gjorde krav på tronen ved at hævde, at de var Ivan den Grusommes yngste søn. Det lykkedes Dimitri I, Dimitry II og Dimitri III at vinde tronen, men vores russiske guide fortalte, at der havde været ialt 9 "falske Dimitrier". Hun gjorde dog meget ud af at overbevise os om, at de netop var bedragere, og at den rigtige Dimitri var død (myrdet?) i Uglich. Rusland blev kastet ud i en alvorlig krise med borgerkrig og fremmede interventioner. Ikke underligt, at denne periode i den russiske historie kaldes for "den urolige tid". De efterfølgende Romanov-tsarer sørgede for, at den myrdede Dimitri blev kanoniseret som martyr, og Uglich blev et populært mål for pilgrimsrejser.

Den russiske guide fortalte en sjov historie om den kirkeklokke, som havde kaldt befolkningen til oprør. Efter at opstanden i Uglich var blevet slået ned i 1593, blev klokken pisket for sin delagtighed i urolighederne, hvorefter dens "knebel" blev skåret af, og klokken blev sammen med omkring 5.000 oprørere sendt i eksil i Tobolsk i Sibirien. Så kunne den lære det. De gode folk i Tobolsk passede godt på klokken og byggede oven i købet et lille tårn til klokken. Først efter næsten 300 år - i 1892 - fik klokken lov til at vende tilbage til Uglich. For resten, en af de ting, som imponerede de tre husmødre på Rejseholdet mest var, at der var gulvvarme i bygningen.

Dimitri Blodskirke. På det sted i paladsets have, hvor stakkels Dimitri, Iven den Grusommes yngste søn var blevet myrdet (eller fundet død), blev der i 1690 opført en smuk kirke. Kirken er meget farvestrålende med sine røde vægge og de fem kupler, som efter russisk tradition er malet himmelblå og forsynet med gyldne stjerner.

Efter en spændende tur vendte vi tilbage til skibet. Vi skulle som på udturen gå spidsrod forbi de mange boder, men det lykkedes os at komme igennem uden at få større økonomiske skrammer. Efter at vi var kommet ombord, fortsatte skibet nordpå. Efter nogen tid kom vi til Rybinsk Reservoiret, der som nævnt dækker et område på 4.200 km2 - 10% af Danmarks størrelse. Vi kom igennem en sluse, som sænkede skibet med indhold 11 meter. En spændende oplevelse.

Vi kom også forbi den store statue af "Moder Volga", som rækker hånden ud til velkomst. I den anden hånd holder hun planerne for det store kanalprojekt. Ved hendes fod letter en due (måge?). Før dette kæmpemæssige reservoir blev skabt, udtørredes floderne om sommeren, hvilket selvfølgelig vanskeliggjorde sejladsen. Peter den Stores kanalsystem fra begyndelsen af 1700-tallet havde ikke løst problemet, og skibene måtte ofte slæbes fra sluse til sluse. Det kunne tage tre måneder at sejle et skib fra Rybinsk til St. Petersborg. Først under kommunismen i begyndelsen af 1900-tallet blev det udgravet kanaler og bygget dæmninger, så det var muligt at sejle igennem året rundt. Samtidig blev der bygget et stort antal vandkraftværker.

Vi sluttede dagen af i Neva Bar, hvor vi først hørte harmonikamusik. Herefter satte Mogens sig til flyglet og underholdt en times tid. Mogens er af profession helikopterpilot og bor det meste af året i Sydfrankrig med sin charmerende hustru, Elisabeth (Ann). De har dog også en lejlighed i København. Det viste sig, at Mogens er "gammel" århusdreng som jeg selv, og vi er faktisk vokset op i samme kvarter. Fra sin skoletid på Læssøesgade skole kunne han faktisk huske en af vores bedste venner, Axel Pedersen, som var viceinspektør på skolen. (Desværre døde Axel - 97 år gammel - mens vi var på krydstogt - men det er en anden historie.) Mogens havde i sine yngre dage ernæret sig en tid som værtshuspianist i Århus og kunne spille masser af dejlige evergreens uden noder.

Jeg tror, at det var ved den lejlighed, at vi lærte fire dejlige nordjyder at kende, to søstre med tilbehør. Vi fandt aldrig ud af, hvad de hed, men de boede i Thisted. Senere viste det sig, at de egentlig var fra Mors, men som de sagde: "Det er da ikke noget, man praler af. Vi er bare taknemlige for det". Mændene var hhv. tømrer og maskinarbejder. Erling kom især godt ud af det med maskinarbejderen, og Erling mente, at det nok var fordi, de begge manglede et øje. Det har undertiden givet Erling nogle problemer på jobbet - Erling har været bankmand gennem hele livet - når en kunde bad om en samtale under fire øjne. Erling måtte da beklage og spørge, om det ikke kunne ske under tre øjne.

5. dag, den 13. juni 2007: Yaroslavl

Næste morgen blev vi vækket tidligt og fik tidlig morgenmad. Vi var ankommet til Yaroslavl, og allerede kl. 7 gik vi fra borde og steg på bussen, som skulle bringe os rundt i byen. Yaroslavl ligger på den såkaldte "Gyldne Ring", som består af en række gamle russiske byer nord og øst for Moskva. Yaroslavl, som breder sig på begge sider af Volga ca. 250 km nordøst for Moskva, er en vigtig havneby med en befolkning på mere end 600.000. Den blev grundlagt i år 1010 af fyrst Yaroslavl den Kloge. Legenden vil vide, at Yaroslavl kom sejlende ad Volga og fik øje på et velegnet sted at anlægge en havn. Han gik i land, men de lokale beboere sendte en stor bjørn mod ham for at jage ham bort. Efter en drabelig kamp lykkedes det Yaroslavl at kløve bjørnens hoved med en økse, hvorefter han kunne grundlægge byen, der som følge af sin beliggenhed snart udviklede sig til en betydelig handelsby. Yaroslavls byvåben har siden været en bjørn bærende på en økse. På det første udsigtspunkt, hvor vi standsede, så vi ud over en stor naturpark, beliggende ud til Volga. Her var byens våben vist i blomster og nedenunder stod byens alder, dvs. 997. Vi så adskillige steder, hvor byen var i gang med forberedelserne til 1000-års jubilæet. I 1600-tallet var Yaroslavl en kort periode de facto hovedstad i Rusland, idet rigsforsamlingen havde sæde i Yaroslavl mens Moskva var besat af ærkefjenderne Polen/Litauen. Byen blev ikke besat eller ødelagt under anden verdenskrig, og den rummer mange minder fra en glorværdig fortid.

Byen er især kendt for sine mange kirker fra 1600-tallet og ikke mindst sin gennemførte byplanlægning, som går tilbage til Katharina den Store omkring 1760. Med respekt for de historiske bygninger blev der indført en byplan efter europæisk mønster, hvor de gamle middelaldergader og -stræder blev erstattet af store boulevarder, udgående fra det flotte centrum. The city boasts the oldest remaining theater in all of Russia, the Volkov theater built in 1750.

På byrundturen var vi inde at se den smukke Eliaskirke fra 1650, byens guldalderperiode. Den hvide kirke med de grønne kupler ligger i byens centrum og er en af de bedst bevarede bygninger i byen. Den blev bygget fra 1647-1650 af to rige lokale handelsmænd. Siden 1920 har kirken fungeret som museum og er i dag nærmest et symbol for byen. Kun på profeten Elias' navnedag og enkelte andre kirkelige højtider holdes der messe i kirken. Kirken blev en del beskadiget under de blodige kampe mellem de hvide (mensjevikkerne) og de røde (bolsjevikkerne) i 1918. Under stalinperiodens kamp mod religionen i 1930-erne var kirken som så mange andre kirker tæt på at blive sprængt i luften. En lokal legende vil vide, at kirken undgik at blive sprængt i luften ved, at en af byens arkitekter klatrede op i tårnet, hvor sprængstoffet var anbragt, og råbte, at han ville give sit liv for kirken. Denne aktion reddede kirken fra ødelæggelse.

Eliaskirken er et monument for gammel russisk kunst og håndværk og viser, hvad arkitekter, malere, smede, guldsmede og træskærere kunne præstere. Kirken er især kendt for sine fantastiske vægmalerier. I 1680 samlede man et hold på 15 anerkendte mestre fra Yaroslavl og Kostroma - en anden af de byer, som indgår i "Den gyldne Ring" - og gav dem til opgave at udsmykke kirkens vægge og hvælvinger.

Alle flader i det store rum er dækket af store religiøse motiver i pragtfulde, klare farver. Virkningen er næsten, som var væggene dækket af farvestrålende tapeter.

Eliaskirken er også kendt for sin pragtfulde ikonostase. Ikonostasen er opdelt i fem lag eller rækker, hvor de tre øverste lag viser scener fra Jesus og Apostlenes liv, mens de to nederste lag viser temaer fra kirken samt om profeten Elias og hans elev Elisa. Elias er vel den største af profeterne i det gamle testamente, og det er derfor, at han og Moses mødes med Jesus på Tabor bjerget, Elias som repræsentant for den gamle pagt og Moses som repræsentant for den nye pagt. Ikonostasen er fra 1600-tallet.

I næsten alle ortodokse kirker findes en såkaldt ikonostase, som er en væg, der adskiller midterskibet i kirken, hvor menigheden opholder sig, fra altret, "det hellige", som ofte er hævet to eller tre trin. Anvendelse af ikonostaser menes at gå tilbage til det gamle testamente, hvor Gud siger til Moses: "... intet menneske kan se mig og beholde livet." Derfor tilhyllede man Guds tilstedeværelse på alteret med et forhæng. Vi husker også forhænget i templet i Jerusalem, det forhæng, som revnede, da Jesus døde på korset. Foran ikonostasen er ofte en forhøjning, hvorfra præsten taler til menigheden under messer. Når en kirkegænger kommer ind i kirken, vil den pågældende fx tænde vokslys foran ikonerne, korse sig, bukke for og kysse ikonerne, mens de lavmælt fremsiger bønner til de afbildede helgener. En katolsk præst fortalte mig engang, at katolikker ikke beder til de hellige billeder eller for den sag til Jomfru Maria. I stedet beder man de pågældende om at gå i forbøn hos Gud. Jeg formoder, at det samme gør sig gældende i en ortodoks kirke.

Der er almindeligvis tre døre i ikonostasen: den hellige dør - eller den smukke dør - i midten samt en norddør og en syddør i siderne. Den hellige dør kaldes også for "Kongedøren", og den er ofte tofløjet. Disse døre er almindeligvis åbne under messer. Midterdøren bruges af biskoppen og på bestemte steder under ceremonierne af præsten, mens det er strengt forbudt lægfolk at anvende dem. De er henvist til at bruge sidedørene.

En ikonostase består af et antal ikoner, anbragt i flere vandrette rækker (lag) efter bestemte regler. Der er altid mindst ét lag i ikonostasen, men der kan være indtil fem lag, afhængig af, hvor velhavende eller betydningsfuld kirken er. I midten af ikonostasen findes en dør, som undertiden benævnes "kongedøren". Gennem denne dør bæres biblen (Kristus) samt brød og vin bæres under messen. Døren er ofte dekoreret med "bebudelsen", hvor ærkeenglen Gabriel overbringer Jomfru Maria budskabet om, at hun skal føde Guds søn. Til højre for denne dør er der en ikon af kristus som symbol på hans genkomst, til venstre en ikon af Jomfru Maria som symbol på Kristi fødsel. Andre ikoner i dette lag viser ofte den helgen, som den pågældende kirke er viet til, fx Johannes Døberen, St. Nikolas eller en eller flere af de fire evangelister. I midten af næste lag er en stor ikon af Christus siddende på sin trone, til venstre og højre er der ikoner af Johannes Døberen og Jomfru Maria; de er ofte flankeret af af ærkeenglene Mikael og Gabriel, så St. Peter og Paulus og derefter evt. andre vigtige kirkefædre. Næste lag indeholder ikoner for de 12 store kirkefester i den ortodokse kirke, som henføres til begivenheder i Jesu og hans moders liv: Jomfru Marias fødsel, Genfinding af det kors, som Jesus blev korsfæstet på, Jomfru Marias besøg i templet, Jesu fødselsdag, Jesu dåb, Jomfru Marias bebudelse osv. De to øverste lag viser profeter og patriarker fra det gamle testamente, ofte med Jakobs 12 sønner samt evt. lokale helgener.

Herefter besøgte vi det kæmpemæssige Vor Frelsers Forklarelseskloster eller Spassky klostret (Spaso-Preobrazhensky), som går tilbage til midten af 1100-tallet og dermed er et af de ældste klostre i Rusland. Klostret spillede en vigtig rolle i byens kulturelle, politiske og økonomiske liv. Da Yaroslavls Kreml brændte ned i 1658 og dermed mistede sin forsvarsmæssige betydning, blev murene omkring klostret udbygget til sin nuværende udstrækning. Af de seks oprindelige tårne er kun to bevaret, "Jomfrutårnet" og "Uglich-tårnet". Jørgen og den obligatoriske russiske guide viste os omkring i klostret og dets kompleks af majestætiske katedraler. Herefter havde vi et par timer på egen hånd. Nogle af selskabet valgte at overvære en koncert i kirken; den varede omkring 50 minutter. Vi fortrød efterfølgende, at vi ikke havde overværet koncerten, idet mandskoret havde været en stor oplevelse. I stedet købte vi lidt souvenir og slappede af med en øl ovenpå strabadserne. Kurt er Rejseholdets hyperaktive medlem; mens vi andre slapper af, løber han omkring for at se, om der ikke skulle være noget interessant. Jeg mener, at Kurt er blevet mere rastløs, efter at hans elskede chæferhund Stoffer døde for nogle år siden; Stoffer sørgede for, at Kurt blev motioneret godt og grundigt mindst tre gange om dagen. Kurt kom tilbage og fortalte, at han havde set en stor bjørn i en kælder. Det var vist meningen, at han skulle have betalt for synet, men han blev så rasende over at se det store dyr under så usle forhold, at han bare havde skældt ud og var gået igen. Det var ikke den eneste gang, vi så bjørne i kummerlige omgivelser.

Efterfølgende blev vi læsset af midt i byen og havde igen lidt tid på egen hånd. Vi besøgte en af de mindre kirker, som havde overlevet sovjettiden. Kristendommen blev indført i Rusland på nogenlunde samme tid, som i Danmark, dvs. omkring år 1000. I mange år var kirken underlagt patriarken i Konstantinopel, men i 1589 fik den russiske kirke sin egen patriark i Moskva. Efter revolutionen i 1917 blev kirken om ikke forbudt, så i hvert fald kun lige tålt. Styret var i høj grad ateistisk (ugudeligt?), og Lenin mente som bekendt, at religionen holdt befolkningen i sløvhed og uvidenhed. Mange kirker blev ødelagt eller brugt til magasiner, garager eller andre verdslige formål. De kirker, som bedst overlevede den periode, var dem, som blev indrettet som museer over fortidens tåbelige kirkeliv; de blev da i det mindste vedligeholdt og opvarmet om vinteren. Efter Sovjetunionens fald strømmede folk tilbage til kirkerne, og man mener, at der i Rusland er omkring 18.000 aktive kirker i dag.

Når vi er ude at rejse, skal Kurt helst ind og vurdere standarden af de lokale indkøbscentre. Han har arbejdet for først Herman Salling i Århus og efterfølgende for Dansk Supermarked i en menneskealder og kunne ikke drømme om at foretage sine hjemlige indkøb andre steder end i disse butikker. Tæt på hovedgaden fandt han et stort indendørs marked, og vi var alle - selv Kurt - imponeret over kvaliteten og udvalget af fødevarer. Vi købte et par poser med nødder til indtagelse om aftenen.

Kl. 21 var der som sædvanligt harmonikamusik i Neva Bar. kl 21:45 var der præsentation af violinisten Boris Gamus, som dagen efter ville give koncert. Filminteresserede kunne kl. 22 overvære "Doktor Zhivago", I i Konferencesalen. Vi valgte i stedet at spille balut. Som du måske ved, er det indtægterne fra dette spil (en slags "super yatzy"), der finansierer Rejseholdets ture. Du kan læse mere om spillet - eller oven i købet spille balut mod din computer - på på denne hjemmeside. Hvis du kigger indgående på fotoet, vil du se et usædvanligt syn: Karin uden øl, men med en drink foran sig. Man kan også få for meget øl. Birgits glas er næsten tomt, hvilket til gengæld ikke er så usædvanligt. Måske var der derfor, at Birgit vandt en overlegen sejr den aften. I øvrigt mødte vi et hold charmerende amerikanske kvinder (fra Tennesee), som spillede bridge ved enhver given lejlighed. De havde ikke engang tid til at deltage i redningsøvelsen, og jeg er ikke sikker på, at de deltog i (alle) udflugterne i land.

6. dag, den 14. juni 2007: Goritsy

Fra Yaroslavl sejlede vi tilbage ad Volga for igen at komme ud i Rybinsk reservoiret, og igen passerede vi Moder Volga figuren. Vi fortsatte nordpå og næste stop var Goritsy (undertiden stavet Goritzy), hvor vi lagde til tidligt om morgenen den følgende dag. Vi gik fra borde og havde knap tre timer i land, delvist på egen hånd. Goritsy er en typisk russisk landsby, og det så ud til, at tiden har stået stille et par hundrede år. Ved kajen var der mulighed for at købe de sædvanlige turistting, men det var også muligt at købe tørrede fisk i boder ved vejen. Jeg lagde mærke til, at flere af skibets besætning købte tørrede fisk, og vi gættede på, at de skulle bringes med hjem til familien.

Mange af de lokale havde åbnet deres huse for turister, og det var muligt at få et kig ind i de beskedne, men pæne og nydelige hjem. Sammen med rejseselskabet fra 65-Ferie var vi inde på en lille ejendom, som blev drevet af en ældre kone. Efter at have set hendes nydelige hjem var der kaffe med hjemmebag ude på gårdspladsen. Vi lagde en skilling som tak for hendes gæstfrihed. Folkepensionen i Rusland er så lav, at man ikke kan leve af den, så disse beløb udgjorde formentlig størsteparten af konens indtægt. Desværre indgik besøg på det nærliggende Kiriliv munkekloster (Kirilo-Belozersky) ikke i programmet. Det havde ellers været oplagt, og jeg mener, at der ville have været tid til det i programmet. Kl. 11.45 var vi om bord, og der var afgang kl. 12.

Kl. 16:45 fik vi serveret blinier (russiske pandekager) med rød kaviar og (russisk) champagne (9 euro). Rød kaviar? Ja, der findes både sort og rød kaviar. Den sorte - den rigtige - kaviar stammer fra støren, mens den røde kaviar kommer fra en lakseart. Den er dog både større og mere velsmagende end den stenbiderrogn, der forhandler som et surrogat for kaviar i Danmark. Birgit og jeg har én gang smagt kaviar i større mængder. Det var på verdens flotteste hotel, som ligger i Dubai, men som H.C. Andersen sagde, "det er en anden historie". Hvis man er interesseret i kaviar, er det til salg overalt i Rusland både i butikker og på gaden - og noget af det er sikkert også ægte.

I dag fik Erling et længe næret ønske opfyldt. Lige siden sin spejdertid (og det er altså længe siden) havde han ønsker sig et kompas, og nu var han faldet over et i en russisk bod - 25 kroner for herligheden. Erling brugte timer på at kontrollere skibets kurs, og han var i det store og hele tilfreds med kaptajnens sømandsskab. Et par gange vendte han kompashuset på hovedet, så det så ud til, at vi sejlede sydpå og ikke nordpå, men herregud, der var kun tale om en mindre misvisning på 180 grader. Han besluttede, at han ville tage kompasset med den næste dag, hvor vi var inviteret op på broen.

Om aftenen hyggede vi os igen, mens Mogens tryllede på flyglet i Neva bar. De filminteresserede så 2. del af "Doktor Zhivago" i konferencesalen. Alt imens sejlede vi nordpå, hvor vi snart kom ind i Onegasøen. Onegasøen er Europas næststørste sø med sine 10.000 km2 og én af verdens reneste. Mere end 50 floder løber ind i Onegasøen, men kun floden Svir løber fra søen. Søen rummer 1.650 øer, og vi havde kurs mod den lille ø Kizhi, som skulle være den mest seværdige. Mens vi var på Onega, oplevede vi et mindre uvejr. Der var lidt regn og masser af lyn og torden med bølger på 2-3 meters højde. Det varede dog kun et par timer og var egentlig en sjov afveksling, men jeg formoder, at vejret på Onega kan være barsk på visse tider af året.

7. dag, den 15. juni 2007: Øen Kizhi

Om formiddagen var vi inviteret op på broen, hvor styrmanden tog sig pænt af os. Han fortalte, at MS Kronstadt blev bygget i Østtyskland i 1979. Den er udstyret med tre russiske dieselmotorer hver på 1.000 HK, hvilket sætter den i stand til at gøre 25 km/t. Den er 125 meter land og 16 meter bred og stikker knap 3 meter. Ved passage af de laveste broer er der en frigang på 10-15 cm, i nogle af sluserne er der kun 20 cm frigang i hver side, så det må kræve noget sømandskab at komme igennem ruten uden skrammer i lakken. Besætningen, som omfatter knap 100 personer, arbejder 4 timer og holder efterfølgende fri i 8 timer.

Erling havde taget sit lille kompas med på broen. Jeg synes, styrmanden tog det meget pænt, da Erling spurgte, om han havde noget imod, at han lige checkede skibets kompas, og han så helt lettet ud, da det viste sig, at de to kompasser stort set var enige om orienteringen. Det var spændende at få et lille indblik i, hvorledes man opererer med det store skib.

Efter frokost nåede vi frem til den lille eventyrø Kizhi, som ligger i den nordlige ende af Onega. Både Onega og den endnu større sø Ladoga ligger i Republikken Karelien, som er en kæmpe ødemark, der strækker sig fra St. Petersborg til Den Arktiske Cirkel; det meste består af vand og skov. Republikken Karelien indgår i Den Russiske Føderation, som omfatter de sørgelige rester af det engang så mægtige Sovjetunionen. I 1200-tallet var der bitre kampe mellem Sverige og Republikken Novgorod om området, og i 1323 blev Karelien delt mellem parterne. Viborg (på finsk: Vipuri) blev hovedstad i den nye svenske provins. Efter Nystad-freden i 1721 mellem Rusland og Sverige overgik størsteparten af Karelien til Rusland. I 1917 opnåede Finland som bekendt uafhængighed, og grænsen til Karelien blev fastlagt. Ved afslutningen af den russiske borgerkrig i 1922 blev den russiske del af Karelien en autonom republik under Sovjetunionen. I 1939 angreb Sovjetunionen Finland, og ved fredsslutningen i 1940 overgik størsteparten af det finske Karelien til Sovjetunionen. Omkring 400.000 mennesker, stort set hele befolkningen, blev tvangsflyttet til Finland. I 1991 blev Republikken Karelien oprettet og tilknyttet Den Russiske Føderation.

Øen Kizhi er berømt for sit fantastiske frilandsmuseum, som ligger i en vidunderlig natur på øens sydspids. Allerede et stykke fra land kunne vi se de smukke kirker og andre træbygninger. Øen er omkring 7 km lang og 500-600 meter bred.

Vi gik i land og blev modtaget af en meget vidende og entusiastisk guide, som ville føre os rundt på øen og introducere os til museet, som består af en samling af 83 restaurerede træbygninger fra hele Karelien. De fleste bygninger stammer fra det 18. århundrede. Mere end 150.000 turister gæster Kizhi hvert år. Guiden indledte med at fortælle, at fra det 10.-12. århundrede forsøgte folk fra det sydligere beliggende Novgorod at kolonisere området langs bredderne af Onega - og samtidig overbevise de hedenske stammer om kristendommens fortræffelighed. Der skulle gå et par hundrede år, inden det lykkedes - mere herom senere. Disse folk medbragte ikke alene kendskab til landbrug, men også den særlige kirkearkitektur og det nødvendige håndværk. Efter sigende har bygningerne og øen selv en helbredende virkning, og fra gammel tid har øen været et mål for pilgrimme. Desværre kom der en lille byge, da vi begav os afsted på spadsereturen, og det fik nogle af kvinderne ril at vende om. Det er altså også træls (som vi siger i Jylland), at komme ud i regnvejr, når man lige har sat håret. Og på skibet kunne man også få en smøg i udvalgte områder.

Det første, vi blev præsenteret for, var den fantastiske Forklarelseskatedral eller Transfigurationskatedral, som er opført i 1714. Med sine 22 kupler er den enestående indenfor russisk kirkearkitektur. Taget er dækket med spåner af asketræ. Som guiden påpegede, medfører dette, at taget skiftede farve dagen igennem fra solopgang til solnedgang. Et helt eventyrligt syn. Almindeligvis har en katedral en facade, hvorfra den "tager sig bedst ud". Forklarelseskatedralen er lige smuk fra alle sider. Legenden vil vide, at kirken blev bygget af tømreren Nester. Da han havde afsluttet sit arbejde, kastede han sin økse i Onega med ordene: "Denne kirke blev bygget af Nester. Der findes ingen kirke magen til den - og der vil aldrig komme nogen". Vi var ikke inde i katedralen, som skulle have en meget fin ikonostase. Ved siden af katedralen ligger Forbønskirken, som er fra 1764. Forbønskirken, som er en såkaldt "vinterkirke", har "kun" ni kupler. Om vinteren ankommer præsten til messe i helikopter, da søen som nævnt er tilfrosset. Klokketårnet blev tilføjet i 1874. Det mest imponerende var, da guiden fortalte, at bygningerne er opført uden anvendelse af et eneste søm. Det eneste værktøj, som er brugt, er mejsel og økse. I 1990 blev disse bygninger optaget på UNESCO liste over verdens kulturarv.

Efterfølgende besøgte vi nogle af de mange, gamle træhuse, som indgår i frilandsmuseet, og vi fik et indblik i, hvorledes den karelske befolkning levede for 2-300 år siden. Der boede typisk tre generationer af samme familie i en bygning, omkring 15 personer. Ofte var der en balkon/galleri udenfor vinduerne i beboelsesafdelingen med et smukt udskåret rækværk/balustre. Vi var bl.a. inde i familien Oshevnevs hus, som blev bygget i 1876 i landsbyen Oshevnevo. Huset var i to etager under et asymmetrisk tag. Beboelsen bestod af tre opholdsrum, et gæsteværelse, et kælderværelse, tre forrådsrum. Dyrene befandt sig i stalde i underetagen - hvilket gav lidt varme i den strenge vinter, hvor selv Onega er frosset til. Fra høloftet kunne man gennem et hul i gulvet fodre dyrene. Den imponerende bygning, som er 22 meter lang, 18 meter bred og 8 meter høj, blev flyttet til Kizhi i 1951, og den er begyndelsen til det store frilandsmuseum.

I flere af husene var der kvinder, som demonstrede gamle kvindelige sysler som syning og vævning. Vores kvinder var især imponeret over en kvinde, som lavede broderier, der var identiske på for- og bagsiden, dvs. de havde faktisk ingen bagside. Museet indeholder flere tusinde gamle brugsgenstande og møbler og er et levende minde om den tids kultur og levevis.

Herefter så vi intet mindre end Ruslands ældste trækirke, Genopstandelseskirken eller Lazaruskirken, St. Lazarus af Murom. Kirken, som stammer fra 1300-tallet, var oprindelig en del af Muromsky klostret. I 1960 blev kirken taget ned og flyttet til Kizhi, hvor den blev restaureret det følgende år. Vores russiske guide fortalte om St. Lazarus af Murom, som var en græsk munk, født i Konstantinopel. Hans biskop ønskede at udbrede kristendommen i Rusland og sendte i 1343 Lazarus sammen med andre munke til ærkebiskoppen af Novgorod. Her tjente han biskoppen i en halv snes år, bl.a. med fremstilling af ikoner. Da ærkebiskoppen døde, besluttede Lazarus at vende tilbage til sin hjemby, men ærkebiskoppen befalede i en drøm Lazarus at drage nordpå til øen Murom i Onega Søen.

Her byggede han en lille hytte samt et kapel, men de indfødte forfulgte ham og brændte både hytten og kapellet, men Lazarus genopbyggede ufortrødent begge dele og fortsatte med at udbrede kendskab til kristendommen. En dag blev han opsøgt af en leder af de indfødte, som fortalte, at hans søn havde været blind fra fødslen. Hvis Lazarus ville kurere drengen for hans blindhed, ville han og hans folk forlade øen og lade Lazarus i fred. Lazarus helbredte drengen ved bøn og ved at stænke hellig vand på hans øjne, hvorefter faderen og alle hans sønner lod sig døbe. Flere og flere sluttede sig til Lazarus, som lod bygge en kirke og et kloster på Murom. Lazarus døde i 1391, 105 år gammel, og han blev begravet i et kapel inde i kirken. Mens vi betragtede kirken, blev der spillet en mindre koncert fra et klokketårn i nærheden. Meget virtuost og stemningsfuldt.

På tilbagevejen gjorde vi ophold ved den smukke, gamle vindmølle, som er bygget omkring 1920. Den står på en base og kan drejes, så møllens vinger kommer direkte mod vinden. Guiden fortalte, at det krævede kun to mand at dreje møllen. Vi kom også forbi en sauna, som var et af datidens helseritualer. Jørgen spurgte, om nogen af selskabet havde været i sauna, og Kurt fortalte skamløst om en forretningsrejse til Finland, hvor man endte i sauna og fik serveret masser af vodka af personer af det modsatte køn. Efter hver vodka løb man splitternøgen ud ad broen og sprang i den kolde sø, hvis vand kun var et par grader varmt. Efter en sådan vandgang var kvinderne ikke særligt imponerede. Efter et par timer vendte vi tilbage til MS Kronstadt - en god oplevelse rigere. Især glædede det mig, at den russiske guide var så tydeligt stolt af sine forfædre og deres liv og virke.

Om aftenen var der violinkoncert fra kl. 21-22 ved Boris Gamus (7 euro), men som så ofte før hyggede vi os i selskab med Mogens og hans flygel. Andre valgte at se "Anna Karenina" i Konferencesalen. Alt imens sejlede MS Kronstadt stik sydpå for at dreje vestover ind på floden Svir.

8. dag, den 16. juni 2007: Mandrogi

Næste formiddag ankom vi til øen Mandrogi, som ligger på bredden af Svir. Mandrogi er en forholdsvis ny "landsby", som er anlagt i 1996 af en forretningsmand fra St. Petersborg. Den er sidste (eller første) stop for alle krydstogtskibene, som sejler mellem Moskva og St. Petersborg. Landsbyen ligger 270 km fra St. Petersborg, hvorfra der dagligt kommer busser med turister. Det begyndte med et mindre hotel, og siden er der hvert år udvidet med flere bygninger og turistattraktioner. Mandrogi skal forestille at være en typisk russisk landsby - på samme måde som man vel også kan sammenligne Dyrehavsbakken med en dansk landsby. Fra skibet kunne vi se en stor bygning, som er landsbyens posthus og telefoncentral med forbindelse til omverden, bl.a. via Internettet. I den anden ende af bygninger var der en stor butik med traditionelle russiske turistting. Vi gik i land kl. 9 og skulle være tilbage til skibets afsejling kl. 15. Kl. 13 blev der serveret shaslik og vin i et kæmpetelt i land, og der var bebudet underholdning ved guiderne og gæsterne.

Vi begyndte med spadsere en tur rundt på den lille ø, som har en smuk natur og et rigt fugleliv. Flere steder var der kunstfærdigt anlagte stier med brosten. Vi beundrede de smukke træhuse med de smukke træudskæringer. De smukke zinktage på de større bygninger var utroligt smukke, hvilket især Kurt, som har en fjern håndværkerfortid, kunne værdsætte. Flere af husene (dachaer) var til leje, og et enkelt sted var der indrettet rideskole.

Der gik dog ikke længe, inden vi befandt os på øens såkaldte "Vodkamuseum". For mig lignede det mere en sprititusforretning med begrænset sortiment. Et skilt fortalte stolt, at der var 2707 forskellige slags vokda i forretningen. Der var ophængt billeder, som viste præsident Putin på besøg. Ellers var der vodkaflasker af ethver tænkelig form og udseende på hylderne. Man købte en billet ved indgangen (3-4 Euro?). For dette beløb kunne man få en smagsprøve ved baren, hvilket Bente prøvede. Hvis man købte vodka i butikken, blev beløbet fratrukket. Ved udgangen fik man en lille flaske vodka, hvis man ikke havde nydt eller købt noget i butikken. Karin blev så begejstret over en flot riffel, udført i glas, at hun i kådhed tog den op. Så kom der gang i personalet, som sprang til og forklarede, at der var tale om en museumsgenstand. Og det var tydeligt, at riflen var ladt - med vodka.

Vi besøgte også flere bygninger, hvor dygtige kunsthåndværkere viste deres kunnen. Der har i mange hundrede år været tradition for hjemlig produktion i Rusland, hvor fremstillingsmetoder mv. er gået i arv gennem generationer. Som eksempler på typisk kunsthåndværk kan nævnes lakarbejder, ikonmaling, pottemagerarbejde, vævning, broderi, smedearbejde osv. Et sted kunne man under vejledning dreje en potte, hvis man havde lyst (og tid). Hvis du kigger nærmere på billedet ovenfor til højre, kan du se en koncentreret Putin blive indviet i vævekunstens mysterier. Det er altid betryggende at have et håndværk at falde tilbage på, skulle alt andet svigte.

Mandrogi har også en minizoo, som man kommer over til med en lille færge. Bente & Erling og Kurt & Karin tog derover, men var bagefter ikke særligt imponeret over forholdene. Det ser ud til, at niveauet for russiske dyreparker er noget lavere, end vi er vant til.

Kl. 13 var der som nævnt barbecue i et kæmpestort telt tæt ved skibene. Vi fik hver et stort grillspyd med forskellige slags kød og dertil grønsager samt en øl eller vin. På billedet ovenfor til venstre sidder vores venner fra Thisted ved siden af Karin og Kurt. På billedet i midten poserer en veloplagt Elisabeth for fotografen, mens Mogens ser tænksom ud. Jeg tror ikke, det betyder noget, men måske er han ved at overveje aftenens reperoire? Er det kun mig, der har undret mig over, at kvinder altid er klar over, når "de er på"?

Efter frokosten var der arrangeret underholdning på scenen i den ene ende af teltet. Først gav vores folkloregruppe fra skibet et par numre, derefter arrangerede guiderne nogle konkurrencer, hvorunder medlemmer af selskabet blev lokket op på scenen. En af de spændende konkurrencer bestod i at løbe om kap med to spande vand, som man bar i et gammeldags åg på skuldrene. Et af holdene vandt. Herefter vendte vi tilbage til skibet.

Om aftenen, som jo var sidste aften på søen, var der "Kaptajnens galamiddag". Kaptajnen gav hånd til alle, efterhånden som vi kom ind i restauranten. Servitricerne var iført nydelige marineblå uniformer. Menuen var en overraskelse, men som sædvanlig meget lækker og veltillavet. Vi fik et glas vodka til menuen, og kaptajnen gik omkring og skålede/hilsede ved alle bordene.

Kl. 22:00 var der "Galashow" i Volga Bar. Her opførte de forskellige rejseselskaber på skibet et indstuderet nummer under ledelse af de entusiastiske guider. Vi, som sammen med gæsterne fra 65-Ferie var den største gruppe, slap nemt om ved det, idet vi blot skulle afsynge den gribende og bloddryppende beretning om "Stenka Rasin" siddende ved vores borde. Stenka Rasin (1630-1671) var en kosakhøvding, som sejlede over Det Kaspiske Hav, hvor han udplyndrede Persien (nu Iran) og bragte mange rigdomme med hjem. For disse finansierede han et oprør mod tsar Alexei I. Som du måske husker fra vores ophold i Moskva, blev Stenka fanget og bragt til Moskva, hvor han blev halshugget på Den Røde Plads. På en af sine sejlture på Volga medbragte han en persisk prinsesse, og besætningen var på randen af mytteri, da Stenka tilbragte al sin tid i kahytten med den skønne prinsesse. For at genvinde sine mænds agtelse kastede han prinsessen i Volga, hvor hun druknede. En grum historie, men som bekendt kan det være svært at få familieliv og arbejdsliv til at harmonere. klik her, hvis du vil læse den gribende tekst. Du kan også høre lydsporet til den video, som blev optaget under galashower. Bare klik her.

Som sædvanligt sluttede vi dagen af i Neva Bar, hvor vi nød Mogens spille, derefter vi lyttede til skibsorkestret og folkloregruppen i Volga Bar. Vi nærmede os St. Petersborg, hvor vi skulle ankomme næste morgen. Vi fik en smagsprøve på de berømte "Hvide nætter i St. Petersborg", hvor det er næsten dagslys til efter midnat. De hvide nætter, som skyldes byens nordlige beliggenhed på højde med Oslo og sydspidsen af Grønland, varer fra 11. juni - 2, juli. St. Petersborg er verdens nordligst beliggende millionby, og solen går ikke så langt ned under horisonten, at himlen bliver mørk. Karin og jeg stod sammen med flere andre på dækket en halv times tid og betragtede det smukke syn.

1. dag i Moskva: Kreml, Den Røde Plads, katedraler, GUM og cirkus
2. dag i Moskva: Sejrspladsen, Metroen, Novodevichy, KBS og Stalins 7 Søstre
Sejlads fra Moskva til St. Petersborg
1. dag i St. Petersborg
2. dag i St. Petersborg: - under udarbejdelse
Tilbage til Rejseholdets forside