Gennem en række reformer søgte Peter at placere Rusland i toppen af de europæiske magter. Han var meget begejstret for europæisk kunst og kultur, og han inviterede de bedste ingeniører, arkitekter, håndværkere og købmænd til at komme til Rusland og være med til at modernisere det store rige. Hundreder af russerere blev sendt til Europa for at uddanne sig. Selv tog han i 1698 på en 18 måneder lang "dannelsesrejse" til Europas hovedstæder. Han skulle forestille at rejse in cognito og benyttede navnet "Peter Mikhail", men ingen var i tvivl om, hvem han var. Hans 204 cm høje og kraftige skikkelse var ikke nem at tage fejl af, selv om hans følge talte 250 personer. Rejsen bragte ham gennem Sveriges baltiske provinser, Prøjsen og andre tyske stater, Holland, England, Østrig og Polen. Han tilbragte hele fire måneder i Holland, hvor han studerede skibsbygning, et emne, som interesserede ham voldsomt. Han var på vej til Venedig, da han modtog besked om et oprør i Rusland. Han vendte straks om, men i Polen nåede meddelelsen ham, at oprøret var slået ned og lederne henrettet; Peter fortsatte dog hjemrejsen til Moskva.

Hjemme igen indførte Peter en række europæiske reformer såsom europæiske klædedragter, ny teknik på fabrikkerne, reformer i landbrug og statsforvaltning, ændringer i undervisningssystemet, modernisering af hær og flåde, reformering af kalender og alfabet, forbud mod tvungne ægteskaber mv. Peter ville fx ændre den mandlige kjortels længde, så den ikke nåede længere end til knæet, og blev man antruffet i en utilbørlig lang klædning, kom lovens håndhævere straks med saksen. Han forbød også russiske mænd at bære skæg, og hverken overskæg eller fuldskæg var tilladt. Nu var der en mangeårig tradition for skæg blandt den russiske befolkning - især den mandlige del, så forbudet mødte en del modstand. Peter fik da den temmelig moderne idé at indføre en skat på skæg; de rigeste skulle betale 30-100 rubler om året for at beholde skægpragten, mens fattige bønder slap med 1 kopek (1/100 rubel). Ja, jeg ved godt, at på billedet længere oppe på siden bærer Peter et nydeligt overskæg - men der skulle jo gerne være forskel på Kong Salomon og Jørgen Hattemager.

På rejsen havde Peter forgæves søgt at finde allierede til at gå mod det mægtige tyrkiske rige. Han indså, at han ikke alene var stærk nok til at skaffe Rusland adgang til Sortehavet, så han sluttede fornuftigvis fred med Tyrkiet. I stedet indgik han i et angrebsforbund med Danmark-Norge og Polen mod Sverige, der siden 1648 havde været herre over Østersøen, og som havde flere provinser i de baltiske lande. I år 1700 begyndte Den Store Nordiske Krig, som skulle komme til at vare i 21 år. Russerne erobrede hurtigt området ved Nevaflodens udløb i Den Finske Bugt, og allerede i 1703 anlagde man St. Petersborg i det store sumpområde - meget mere herom senere.

Peter gik i gang med at indføre politiske og øknomiske reformer. Han oprettede "Senatet" samt 12 "ministerier", kaldet "kollegii". Han introducerede en "kopskat", en skat pr. hoved; pengene brugte han på sin meget aktive udenrigspolitik og til at få gang i handel og industri. Peter var den første til at organisere en regulær russisk hær og han grundlagde den russiske flåde. Som allerede nævnt var han selv en habil skibsbygger.

I 1703 mødte han Katharina, en simpel bondepige, som siden skulle blive hans hustru. Katharina tog med på flere militære ekspeditioner og viste angiveligt stort mod. I hvert fald var hun den eneste, der kunne berolige tsaren, når han fik sine ustyrlige raserianfald, hvilket formentlig også har krævet en del mod. Det menes, at Peter lod bygge vinterpaladset og sommerpaladset til Katharina. Efter at være blevet gravid med deres første barn konverterede hun til den ortodokse kirke og blev døbt Katharina (Ekatarina på russisk). I 1707 blev de gift under private former i St. Petersborg, men ægteskabet blev først offentliggjort i 1712. Af syv børn, alle døtre, var der kun to, som overlevede, Anna og Elizabeth.

Peter aflagde flere besøg i Europa og besøgte for eksempel København i 1716. Da han var meget interesseret i astronomi, skulle han selvfølgelig besøge Observatoriet på Rundetårn. Da det ikke var passende for en tsar at bestige tårnet til fods, red han derop til hest, mens hustruen lod sig køre op i hestevogn. Der stod i avisen, "Post-rytteren", at tsaren kikkede på Venus og Jupiter, og en uges tid senere besøgte han igen tårnet tidligt om morgenen for at studere solpletter.

Peter personlighed har ofte været omdiskuteret. Han synes at have været en blanding af en brutal enevoldshersker og en folkelig og livsglad reformator, som interesserede sig meget for teknik. Han var også primitiv og drikfældig og til tider grusom. De oprør, der var under hans regeringsperiode, blev slået ned med hård hånd og deltagerne henrettet, i nogle tilfælde af Peter selv.

Sønnen Alexei med Peters første hustru voksede op uden forbindelse med faderen. Han blev gift med en tysk prinsesse, som imidlertid døde i barselsseng. Peter bebrejdede sønnen hans manglende interesse i landets styre og truede i 1715 med at gøre ham arveløs, hvorefter Alexei flygtede til sin svoger i Østrig. Peter fik ham til at vende tilbage til Moskva mod løfte om frit lejde. Da Peter fik mistanke om, at nogle af hans fjender ville styrte ham og anbringe Alexei på tronen, lod han i 1717 sønnen fængsle i Peter-Paul fæstningen, hvor han blev udsat for tortur. Det menes, at Peter selv deltog i forhøret. En domstol kendte Alexei skyldig i forræderi, hvorefter han blev henrettet.

Ved fredsslutningen i 1721 blev de erobrede områder lagt under det russiske rige. Året efter erklærede Peter Rusland for et kejserrige og (selv)følgelig sig selv som russisk kejser, en titel, som kun blev anerkendt af et fåtal af Europas kronede hoveder. I 1723 lod Peter sin hustru krone til kejserinde af Rusland og han anbragte personligt kronen på hendes hoved. I 1724 blev Videnskabernes Akademi grundlagt i St. Petersborg efter fransk forbillede, og de fleste af medlemmerne var faktisk franskmænd og tyskere. Peter den Store døde den 8. februar 1725 og blev begravet i Peter-Paul katedralen. Det fortælles, at i november året før havde Peter set en båd, som var gået på grund og var i fare for at kæntre. Han sprang straks i det kode vand (og vandet i Neva er koldt i november) og hjalp med til at redde besætningen. Herunder pådrog han sig en lungebetændelse, som skulle have kostet ham livet. Han døde i sin hustrus arme den 28. januar 1725 og blev begravet i Peter-Paul katedralen. I mine ører lyder det næsten for smukt til at være sandt, men døm selv."

Allerede i 1741 kom Elisabeth Petrovna, Peter den Stores datter, på tronen ved et statskup, og Ivan og hans familie blev fængslet. (I 1764 blev Ivan myrdet, da der blev gjort forsøg på at befri ham fra fængslet. Dette skete på grundlag af en hemmelig instruks, givet af tsarinaen Katharina den Store). Elizabeth (1741-1762), som var ugift, havde ingen efterkommere, og hun udpegede sin søster Annas søn som sin arving. Hun fandt oven i købet en brud til sin nevø, den senere Peter III (1762), og ved konverteringen fik hun navnet Katharina, den senere Katharina II den Store (1762-1796). Men lad os standse her og kigge lidt på byen St. Petersborgs spændende historie.

Det var en utroligt krævende opgave at anlægge en storby under disse hårde vejrmæssige og geografiske forhold. Der var ikke megen lokal arbejdskraft i de store sumpområde, men man er vel ikke tsar for ingenting: Peter udskrev omkring 40.000 bønder (livegne) til byggeriet. Soldater og svenske krigsfanger deltog også i strabadserne. På grund af stor dødelighed blandt arbejderne blev der hvert år udskrevet et tilsvarende antal. Mange flygtede fra det hårde arbejde, skønt de var under skarp overvågning af soldater. Herefter gik man i gang med at dræne sumplandet under ledelse af tyske ingeniører, som Peter havde inviteret til Rusland. For at fremskynde byggeriet forbød Peter opførelse af stenbygninger udenfor St. Petersborg, og alle bygningshåndværkere, som arbejdede med opførelse af stenbygninger, blev kommanderet til St. Petersborg. Han bestemte også, at alle vogne, som kom til byen, skulle medbringe byggematerialer.

De første bygninger, som blev opført, var udover skibsværftet en tjærefabrik, en krudtmølle, et kanonstøberi og andre maritime anlæg samt et møntværksted. Den russiske adel fik ordre på at gå i gang med at opføre palæer i St. Petersborg; det har næppe bekommet dem vel at skulle flytte til dette øde, nordligt beliggende sumpområde. Inspireret af Amsterdam ønskede Peter den Store, at byen skulle gennemskæres af et net af kanaler, og byen benævnes ofte "Nordens Venedig".

Allerede i 1712 - altså før Sverige ved fredsslutningen i Nystad 1721 afstod området officielt til Rusland - afløste St. Petersborg Moskva som Ruslands hovedstad. Peter beordrede 1000 adelsmænd om at flytte til St. Petersborg sammen med deres familie. Tilsvarende ordrer blev givet til omkring 500 købmænd og handlende. Endelig fik alle medlemmer af Senatet besked på at forlade Moskva og etablere sig i den nye hovedstad. Man kunne ønske sig en person med Peters egenskaber til at standse Europaparlamentets vanvittige rejsecirkus mellem Bruxelles og Strasbourg..

Først i 1850 blev det tilladt at bygge permanente broer over Neva; indtil da havde der kun været småbroer over byens mindre vandløb, og folk havde været henvist til at sejle fra bred til bred. Det betød, at størsteparten af transporten forgik på vandet, om sommeren i både, om vinteren på slæder på de frosne vandløb, hvorfor man i mange år kaldte Neva for byens hovedgade. I dag er der omkring 350 små og store broer i St. Petersborg, de små er for fodgængere, de store for varetransport som fx. den næsten en kilometer lange Alexander Nevsky Bro, bygget fra 1960-1965. Broen blev testet med en kolonne kampvogne, inden den blev åbnet for trafik. Mange er broerne er udført i middelalderstil med figurer af løver, heste og griffer. Fra april-november, hvor floden er sejlbar, åbnes otte af de større broer for skibstrafik om natten, iflg. vores guide Jørgen fra kl. 2-4:30 om morgenen, så jeg formoder, at en gangbar undskyldning overfor konen for at komme for sent hjem fra et værtshusbesøg vil være, at "broen var oppe". Personligt plejer jeg at undskylde mig med, at "klappen gik ned. Hvis du kunne tænke dig at overvære åbning af en af broerne, kan du besøge denne hjemmeside.

I løbet af 1700-tallet blev der oprettet en række virksomheder som en porcelænsfabrikker, sukkerraffinaderier, bryggerier og tekstilfabrikker. Ved slutningen af 1700-tallet var der mere end 160 produktionsvirksomheder i byen. Langt de fleste arbejdere var udskrevne livegne. Efter at tsar Alexander II i 1861 ophævede livegenskabet, flyttede et stort antal personer fra landet til St. Petersborg, omkring år 1900 var St. Petersborg et af de største industriområder i Europa, og udenlandske firmaer begyndte at investere i byen. Mere end 70% af byens arbejdere var i 1914 beskæftiget i virksomheder med mere end 500 ansatte. Revolutionen (revolutionerne) i 1917, den efterfølgende borgerkrig samt fratagelse af status som hovedstad i 1918 reducerede produktionsomfanget og befolkningstallet beydeligt, men før 2. verdenskrig var især sværindustrien i god udvikling.

Da vi svingede ud på hovedvejen, kunne vi se, at politiet var i gang med en razzia, og stort standsede hver bil, som kom forbi, undersøgt bilen, og udspurge føreren. Vi gjorde flere ophold undervejs á 10-15 minutters varighed. Første stop var ved Smolny Katedralen og Klostret samt Smolny Instituttet ved Ploschad Rastrelli.

I nærheden af Smolny Klostret ligger Smolny Instituttet. Det blev bygget fra 1808-1808 som en skole for adelsfrøkener. Det er dog ikke det, der gør stedet interessant. I 1917 under Oktoberrevolutionen beslaglagde Petrograd Sovjetten under Trotsky den store bygning og gjorde den til hovedkvarter for bolsjevikkerne. Den tjente som bolig for Lenin og hans hustru Krupskaja i adskillige måneder, indtil den nationale regering flyttede til Moskva året efter. Herefter blev Smolny Instituttet hovedkvarter for det lokale kommunistparti. I 1931 blev der rejst en stor statue af Lenin udenfor bygningen. I dag findes her et af de få Lenin-museer i Rusland, idet mange blev nedlagt efter den anti-kommunistiske bølge, som kom efter Sovjetunionens sammenbrud. Man kan se Lenins kontor, hans soverum samt den store hal, hvor han holdt adskillige opflammende taler til partiets arbejdere og soldater. Bygningen har de sidste mange år fungeret som borgmesterkontor.

Hver gang, vi steg ud af bussen, blev vi "overfaldet" af ihærdige sælgere af især postkort og turistbøger, men man kunne også erhverve militærhuer og kasketter med emblemer fra det hedengangne sovjetregime. Sælgerne var dog ikke var særligt pågående Efter et par stop gik det op for os, at de "forfulgte" vores bus på motorcykler.

Tæt herved ligger det imponerende grønne og hvide Stroganoff (Stroganov) Palads udført i barokstil. Før revolutionen havde familien Stroganoff en af landets fineste kunstsamlinger, som nu indgår i Eremitagens. Men måske er Stroganoff mest kendt for at have givet navn til en velsmagende kødret med smalle strimler oksekød? Den russiske guide fortalte, at grev Stroganoff havde mistet den ene arm i krigen, og derfor fik hans kok det indfald at skære kødet i smalle strimler, så greven kunne spise maden med kun en arm. En sød historie - men næppe autentisk. På vejen så vi byens nuværende domkirke Kazan Katedralen, som med sine store kolonnader er bygget med Peterskirken som forbillede. Under kommunisterne var bygningen museum for ateisme. Til venstre for Kazan-broen ligger Gribojedov Kanalen, og et stykke nede ad kanalen kunne vi se den surrealistiske Opstandelseskirke eller Blodkirke, som er opført på det sted, hvor Alexander II blev udsat for et bombeattentat i 1861.

Vi kom også forbi Gostinyj Dvor, som er bygget under Katharina den Store og nu er indrettet som Leningrads største stormagasin. I tsartiden lå der 300 småbutikker i to etager. Vi aftalte - eller rettere pigerne bestemte - at vi ville besøge Gostinyj Dvor den følgende dag. I anlægget udenfor Pushkinteatret står en statue af Katharina den Store, og på pladsens modsatte side ligger Anitjkov Paladset, som Katharina forærede sin elsker, fyrst Potemkin. Det lyder måske som en "fyrstelig gave", men Katharina var altid meget rundhåndet overfor sine unge elskere. Herefter kom vi frem til Oprørspladsen med Moskva-metrostationen, som ligger i underetagen til Hotel Moskva. Lige overfor ligger Alexander Nevskij Klostret, som vi også havde besluttet at besøge på egen hånd.

Decembristernes Plads ligger tæt ved Isak-katedralen. Pladsen har fået navn efter en gruppe officerer, som i december 1826 forsøgte et statskup mod tsar Nikolaj I. Oprøret, som gav startskuddet til den revolutionære bevægelse i Rusland, blev hurtigt slået ned og fem af de sammensvorne blev hængt nede på pladsen, mens de øvrige slap med at blive sendt til Sibirien. Midt på pladsen står Falconets rytterstatue af Peter den Store, som i daglig tale bare hedder Bronzerytteren. På pladsens vestside ligger to smukke bygninger i klassicistisk stil, Senatet og Synoden. "Kunstpladsen", Plosjtjad Isskustv, hvor bussen holdt, mens vi havde frokostpause, ligger for enden af Brodskij gaden, som udgår fra Nevskij prospekt i nærheden af Gostinyj Dvor. Her ligger Det Russiske Museum og Malyj Teatret, mens Philharmonikernes Hus befinder sig lige rundt om hjørnet i Brodskij-gaden. Det Russiske Museum indeholder omkring 350.000 malerier af russiskre kunstnere.

Vores russiske guide fortalte, at byrådet havde besluttet, at alle større bygninger skal være oplyst af projektører om natten, så Nevskij Prospekt tager sig formentlig også flot ud ved nattetide, hvilket vi desværre ikke have lejlighed til at opleve.

Kirken var en yndet mål for nazistiske bombardementer under 2. verdenskrig, og den blev flere gange ramt af granater, hvilket søjlerne stadig bærer præg af. Den skinnende kuppel blev målet grå for ikke at tiltrække fjendtlige bombefly. I begyndelsen af 1930'erne blev kirken lukket og omdannet til et museum. I dag bliver der igen afholdt messer i kirken, fx. de traditionelle jule- og påskegudstjenester, men den betragtes primært som et museum (hvortil der skal løses billet, hvis man ikke er russisk. For resten, kirken er lukket om onsdagen). Har du gode ben, kan du mod betaling få lov til at klatre de godt 300 trin op til rotundaen omkring kuplen og nyde en fantastisk udsigt over byen.

Oprindeligt var hele kirkens indre dækket med malerier af russiske kunstnere, men da billederne begyndte at forgå på grund af det fugtige klima, forlangte Montferrant, at de blev erstattet af mosaikker; arbejdet blev imirdlertid aldrig fuldført.

Om sommerens første sol melder sig, samles soltilbedere i tusindvis på murene og forstranden. Vi så også et par svømmere i vandet under vores besøg. Om vinteren svømmer vikinger omkring mellem isflager i Neva, klubben hedder "Neva Hvalrosklub", hvis du skulle interessere dig for dette dødsforagtende tidsfordriv. Vi fik at vide, at der på helligdage blev tændt fakler langs fæstningsmurene.

Ud for hovedindgangen står en elegant pavillon, udsmykket med søjler og skulpturer. Det er Peter den Stores bådehus, som i mange år husede tsarens båd, som han medbragte fra Moskva. Legenden vil vide, at det var i denne båd, den unge Peter lærte at sejle. Bådehuset blev bygget i 1761, men indeholder i dag kun en kopi af Peters skib; originalen kan ses på søfartsmuseet. Turister kaster mønter i båden i håb om en dag at vende tilbage til stedet. På den modsatte side af kirkepladsen ligger Møntfabrikken.

Katedralen var bispesæde indtil 1859, hvor Isak-kirken blev byens katedral. I dag er byens katedral Kazan-katedralen på Nevsky Prospect. I 1919 blev katedralen lukket og dørene forsegler efter ordre fra fæstningskommandanten. I 1922 blev kirkens skatte konfiskeret under foregivende af, at de skulle gå til de sultne fattige. I 1926 besluttede en komité, at bronzeornamenter mv. fra Storfyrstekapellet skulle smeltes om, da de ikke havde nogen historisk eller kunstnerisk værdi. Det er uvist, om det er sket, men ornamenternes skæbne er uvis. I 1930 blev bygningen anvendt til opbevaring af bøger.

Klokketårnet og spiret har også haft en bevæget fortid, og som den højeste konstruktion i miles omkreds er det ofte blevet ramt af lynnedslag. (Ja, jeg ved godt, at TV-tårnet er noget højere, 316 meter, men det er altså kommet til en del senere ;-). Allerede i 1756 brændte spiret ned, og klokkerne blev ødelagt. Katharina den Store beordrede klokketårnet genopført i samme skikkelse som før, og det nye tårn blev taget i brug i 1776. De nye klokker kom, som de gamle, fra Holland. Indtil 1917 spillede de hver time i dagtiden, og kl. 12 spillede de nationalmelodien. Dette ophørte i 1917, men blev genoptaget i 1952 og har siden lydt hvert kvarter.

I 1830 blev spiret igen ramt af lynet, og den stærke vind væltede guldenglen. Det fortælles, at Pjotr Telushkin, en tømrer fra Yaroslavl, frivilligt tilbød at få figuren på plads uden brug af stillads. Et øjenvidne berettede, at den lille, men meget stærke mand, som kunne løfte omkring 200 kg, ikke forlangte nogen betaling for udførelse af den farlige opgave. Han kastede et reb omkring spiret og klatrede højere og højere op, indtil han nåede den 1.6 meter store kugle. Her lykkedes det ham at få fastgjort en rebstige til det 5-meter store kors. Det tog Telushkin 6 uger at få rettet guldenglen op. Vores russiske guide fortalte, at som belønning havde Telushkin fået en lille tatovering på siden af halsen, et tegn som sikrede, at han kunne få gratis vodka i ethvert udskænkningssted. Hun fortalte også, at hvis en russer gør en lille bevægelse med hånden ved dette sted på halsen, er det en opfordring til at få en vodka. Jeg har desværre ikke kunnet få denne historie bekræftet, men den er da sjov - og det er just det vigtige.

Indvendig er kirkerummet opdelt i tre skibe ved hjælp af kæmpemæssige søjler. Den forgyldte udskårne ikonostase er udført fra 1722-1727 af mere end 40 kunstnere fra Moskva. Væggene er forsynet med malerier med bibelske temaer, ligeledes udført i 1700-tallet. Flere steder var ophængt bannere; det er trofæer fra erobrede byer og fæstninger, som opbevares i kirken sammen med evt. nøgler til byerne.

Da Peter den Store jo døde, før katedralen var færdig, blev der bygget et midlertidigt kapel indenfor katedralens mure. Her blev Peter og hans datter Natalia, som døde en uge før sin fader, anbragt på en katafalk. I 1727 blev Peters hustru, Katharina I, anbragt ved siden af dem. I 1731 blev kisterne anbragt i den krypt, som var lavet til lejligheden. Ceremonien blev overværet af medlemmer af Generalstaben, Admiraliteten og Regeringen, og der blev affyret 51 skud fra fortets kanoner. Borgere i byen lægger til stadighed friske blomster på Peters grav, som ligger ved den sydlige indgang lige til højre for ikonostasen.

Som tidligere nævnt, er der ikke siddepladser i russisk-ortodokse kirker. Selvfølgelig var der en undtagelse for tsaren, og hans tronstol stod her før revolutionen.

Inden vi fortsætter vores rundgang i kirken, vil jeg bringe et par bloddryppende historier, om den russiske revolution, om den gale munk Rasputin, om den sidste tsarfamilies endeligt og om den danske prinsesse Dagmar, som bliver russisk kejserinde /tsarina og moder til den sidste tsar.

En forsmag på, hvad der ville komme, var Den Russiske Revolution, som brød ud i 1905. Den havde hverken leder eller klare mål, men regnes som en optakt til "den rigtige revolution" i 1917. I januar måned 1905 anførte en præst en demonstration på 200.000 mennesker mod Vinterpaladset for at få tsaren til at gribe ind mod de høje fødevarepriser, som krigen mod Japan havde medført. Tsarens soldater åbnede ild mod folkemassen, og der blev dræbt mellem 1000 og 4000 mennesker. Dagen er senere blevet kaldt Den blodige Søndag. Begivenheden udløste strejker, bondeoprør og mytteri i hær og flåde, og i efteråret 1905 gik arbejderne i generalstrejke. Strejken blev organiseret af sovjetten (arbejderrådet) i St. Petersborg. Oprøret blev slået ned, men tsaren måtte modvilligt gå med til en begrænset demokratisering af landet, hvorunder der blev oprettet en rådgivende nationalforsamling, Dumaen; kun få havde stemmeret, og censuren blev lettet en smule. Men de demokratiske forbedringer var for få, for små og kom for sent. I 1914 kom 1. Verdenskrig, hvor Rusland sammen med England og Frankrig kæmpede mod Tyskland og Østrig-Ungarn. Efterhånden som antallet af døde voksede, voksede også befolkningens uvilje mod den tyskfødte tsarina, Alexandra.

Bolsjevikkerne var bange for, at mensjevikkerne ville bemægtige sig tsaren og bruge ham politisk, hvorefter de satte familien på et tog til Moskva. Rejsen blev afbrudt i Ekaterinburg, hvor tsarfamilien blev indkvarteret i en ejendom, der tilhørte en velhavende jødisk borger, Nicholas Ipatiev, som blev bedt om at flytte ud.

Tidligt om morgenen den 17. juli 1918 blev tsarfamilien og deres tjenestefolk ført ned i kælderen og skudt - vistnok på Lenins direkte ordre. Ligene blev brændt og derefter overhældt med syre for endelig at blive smidt i en forladt mine. Nogen tid senere blev ligene gravet op og begravet et andet sted udenfor Ekaterinbourg. I 1977 beordrede Boris Jeltsin, aom var leder af kommunistpartiet i Ekaterinburg, at den bygning, hvori tsarfamilien var blevet myrdet, skulle ødelægges. Efter Sovjetunionens sammenbrud blev ligene fundet. Et anonymt medlem af Romanov-familien stillede sig til rådighed, og der blev gennemført en DNA-undersøgelse, som med næsten 99% sikkerhed fastslog, at ligene tilhørte Nikolai II og hans familie. Resterne af Nikolai II og hans familie blev gravsat i St. Katharina kapellet i Peter-Paul katedralen på 80 års dagen for deres død den 17. juli 1998. Da det ikke var muligt at adskille deres jordiske rester, ligger de i en fællesgrav. Den russiske patriark var på trods af DNA-analyserne ikke overbevist om, at ligene stammede fra tsarfamilien, hvorfor kirken benævner de gravsatte for "anonyme ofte for den russiske revolution". På trods af modstand fra den ortodokse kirke deltog præsident Jeltsin i højtideligheden.

I korridoren mødte vi et mandskor, som gav en kortvarig koncert. Det er en meget anvendt måde at sælge CD'er og andet materiale på, men godt lød det. Nå, ikke mere kongerøgelse i denne omgang.

I 1930 blev bygningen omdannet til et historisk museum. Bygningen led nogen overlast under 2. verdenskrig, men museets genstande var bragt i sikkerhed. Udstillingen viser især brugsgenstande, som har tilhørt Peter, ligesom der er beskrivelser af de russiske sejre over Sverige i Den Store Nordiske Krig. Der fremvises også en lille båd, som skulle være lavet af den store skibsbygger selv. Museet er lukket om tirsdagen.

Under 2. verdenskrig blev Aurora sænket på lavt vand for ikke at falde i hænderne på tyskerne, mens kanonerne blev brugt ved fronten for at afværge den tyske belejring. Efter krigen blev Aurora retableret, og i 1949 blev hun fast forankret og indrettet som museum. Der er gratis adgang til skibet.

Vinterpaladset blev bygget af Bartolomeo Rastrelli fra 1754-1762 til kejserinde Elisabeth, Peter den Stores datter, men desværre døde hun, før det var færdigbygget. I 1762 flyttede Katharina den Store ind i paladset, som er inspireret af Versailles, og gik straks i gang med ændre både paladset og dets interiøre efter sit eget hoved. Allerede i 1764 begyndte Vinterpaladset at fungere som et kunstgalleri, da Katharina købte en samling på 255 malerier af byen Berlin. Eremitagen er et vældigt bygningskompleks, som består af i alt fem med hinanden forbundne paladser, som ligger med facaden mod Neva. Alene Vinterhaven, som er det ældste, har mere end 1800 værelser. Udover Vinterhaven er der Den Lille Eremitage og Den Store Erimitage. Den Lille Eremitage blev opført af Katharina fra 1764-67 til hendes privat brug. På hendes tid måtte man gennem hendes gemakker for et komme ind i de sale, hvor hun opbevarede sine hollandske og flamske mesterværker. Hun fortalte sine venner, at kun hun selv om musene kunne fryde sig over de dejlige malerier. Selv den store russiske digter Pusjkin skulle have speciel tilladelse for at besøge museet. Og ønskede en maler at studere og evt. kopiere malerierne, skulle han/hun fremlægge en attest på sin politiske pålidelighed. På den tid var navnet "Eremitagen" - eneboer bolig" sikkert velvalgt - men i dag virker det besynderligt med 3.5-4 mio. gæster årligt. Den Store Eremitage blev bygget fra 1770-1860 og er med en lille bro forbundet med et hofteater på den anden side af Vinterkanalen. Østfløjen af Generalstabsbygningen samt Mensjikovpaladset indgår også i "Eremitagen", som i dag er en fælles benævnelse for alle de kunstsamlinger, som befinder sig i Vinterpaladset og de øvrige tilknyttede bygninger. Tsarerne, som efterfulgte Katharina, samlede også på kunst, og i 1852 måtte Nikolai I bygge Den Nye Eremitage for at få plads til enorme mængder af egyptiske, græske og romerske antikviteter. Efter revolutionen beslaglagde man privat kunst overalt i Sovjetunionen og sendte det til St. Petersborg.

I slutningen af 1837 blev Vinterpaladset ramt af en frygtelig brand, som rasede i mere end 30 timer. Tsar familien og hofet flyttede straks til Anichkov Paladset, men allerede i påsken 1839 var paladset restaureret. Samtidig var det blevet brandsikret på forskellig vis: paladset blev nu opvarmet af et varm luft, som kom fra et fyr i kælderen, bjælker mv. i lofter og vægge blev udført i metal, og mange træsøjler blev erstattet af murværk. Når man nu havde fået fat i håndværkerne, kunne man lige så godt lave endnu en mindehal; den er til minde om Alexander I og hans sejr over Napoleon - mere herom senere. Samtidig med restaureringen søgte man at opnå en fordeling mellem det offentlige og det private rum, og der blev oprettet otte lejligheder til den kongelige familie samt en række gæstelejligheder. Alle etager i den nordvestlige blok, som var forbundet med en trappe og en elevator, indeholdt tsar Nikolai I, hans hustru Alexandra Fjodorovna og deres døtres hjem. Hele familien samledes efter middagen i tsarinaen lejlighed, hvor der ofte var underholdning. Hvis der var soiré, spillede tsaren med på sin fløjte. Efter det første attentatforsøg mod tsaren, som fandt sted i St. Petersborg, skiftede stemningen, og familien tilbragte mere tid i deres paladser i Moskva.

Under Stalin-perioden i 1920'erne og 1930'erne blev kunst opfattes som "borgerskabets dekadence" og den sovjetiske regering solgte mere end 2.000 af Eremitagens kunstværker: Rafaels "Alba Madonna", Titians "Venus med et Spejl", Botticellis "De vise mænd tilbeder Jesusbarnet" Jan van Eycks "bebudelsen" m.fl. Da nazisterne nærmede sig Leningrad, gik man i gang med at klargøre samlingerne til evakuering. Selvfølgelig kunne man ikke evakuere flere millioner værker, hvoraf mange er meget omfangsrige, men værker af Rembrandt og andre lysende mestre blev pakket ned i kasser til transport og langvarig opbevaring. 52 jernbanevogne blev læsset med skatte og sendt i sikkerhed i Sibirien. Mange af medarbejderne nægtede at forlade den belejrede by, men blev tilbage for at tage vare på museet; mange flyttede i museets kældre. De holdt vagt på taget og slukkede brandbomber. Museet blev bombet 19 gange. Der var indrettet 12 beskyttelsesrum i kælderen, og det anslås, at der på et tidspunkt levede omkring 12.000 mennesker i museumskomplekset. De plantede grønsager i de hængende haver for at overleve. Den 11. oktober 1945 vendte museets skatte tilbage fra Sibirien, og godt tre uger senere genåbnedes de første 69 sale for publikum. Efter 2. verdenskrig forærede flere kunstnere gaver til museet; fx gav Henri Matisse 40 af sine værker til museet.

I 1995 viste det sig, at den sovjetiske regering havde forsøgt at skaffe sig kompensation for de store tab under krigen ved at "konfiskere" et stort antal kunstværker, som den røde hær havde beslaglagt under krigens afslutning. Disse værker, deriblandt de skatte, som Heinrich Schliemann havde hjemført til Berlin fra det sagnomspundne Troja, havde man hidtil regnet for gået tabt, men de befandt (befinder sig) i kældrene på de russiske museer uden adgang for offentligheden. Den russiske regering anser de røvede værker som en lille kompensation for de ødelæggelser, som nazismen påførte den russiske kulturarv.

Vores guide Jørgen fortalte, at Danmark havde medvirket til renovering af den indre gård i Vinterpaladset. Gården, som nu skal være hovedindgang til museet, fremstår igen med sit oprindelige udseende fra 1880'erne. Projektet som blev finansieret af A.P. Møller og Chastine Mc-Kinney Møllers Fond (1½ mio dollars?), var Danmarks officielle gave til St. Petersborg i forbindelse med byens 300 års jubilæum i 2003. Jeg tror, at vi alle rankede rykken og et kort øjeblik følte os stolte over at være danskere.

Når man kommer ind i Vinterpaladset virker vægge, lofter og gulve næsten blændende i al deres pragt. Først imponeres man af den smukke "Jordantrappe", som fører op til 1. etage, hvor de vesteuropæiske værker er samlet. Trappen har fået sit navn, fordi tsaren hvert år på den 6. januar gik fra paladsets kirke og ned ad trappen for at deltage i den ceremonielle velsignelse af Nevafloden. Russerne sammenlignede Neva med Jordanfloden, hvor Jesus blev døbt af Johannes Døberen. Men kom nu med os op ad den imponerende trappe, som undervejs deler sig i to trapper, som mødes igen på 1. etage. Trappen bæres af 10 solide granitsøjler. Loftsmaleriet, som viser Olympens Guder, antyder måske, hvorledes tsarfamilien og hoffet så sig selv? Oprindelig hed trappen "Ambassadørernes Trappe", fordi den blev anvendt af ambassadører og andre, som kom til paladset til officielle receptioner.

Første stop var i "Feldmarskallernes Hal", hvor Peter den Stores kroningsvogn er udstillet. Den blev hjembragt fra Peters besøg i Paris i 1717. Vognen er også anvendt ifm kroning af både Katharina I (1724) og Katharina den Store (1762). Salen har fået sit navn, fordi der indtil revolutionen hang portrætter af russiske feltmarskaller i nicherne.

"Peter den Stores Mindehal" - også kaldet "Den Lille Tronsal" - blev som nævnt udført efter den store brand i 1937. På væggene er to kampscener fra Den Store Nordiske Krig, Slaget ved Lesna og Slaget ved Poltava, hvor Peter den Store tævede svenskerne. I en niche står en tronstol, som er lavet, ikke til Peter men til Anna I, tsarine fra 1730-1740. Over tronstolen er et maleri af Peter sammen med den romerske Minerva, visdommens og sejrens gudinde. Der er i det hele taget ikke sparet på symboler i den imponerende sal, hvor man også ser tsarens symbol, den dobbelthovede ørn.

Pavillonsalen" i Den Lille Eremitage er fra midten af 1800-tallet. Stilen er en blanding af klassisk antik, renæssance og orientalsk. Den lyse marmor og 28 kæmpemæssige krystallysekroner er fantastisk. Salen er udsmykket med en arkade af smukke søjler, som støtter et yndefuldt galleri.

Det, som tiltrak sig størst opmærksomhed i den store sal, var det såkaldte "Påfugleur", som er lavet af den engelske guldsmed og urmaget James Cox i 1700-tallet. Uret består af en påfugl på en forgyldt gren, en ugle i et bur samt en hane. Hver onsdag kl. 17 bliver uret trukket op. Den forgyldte påfugl spreder sin hale, fjerene rejser sig, og hele fuglen roterer, samtidig med, at uglen hopper i sit bur og åbner og lukker øjnene. Desværre oplevede vi ikke denne begivenhed, men iflg. guiden er salen fyldt på dette tidspunkt. James Cox var en blandt mange urmagere, som arbejdede med at lave yderst komplicerede ure, som indeholdt bevægelige objekter som dyr og mennesker. I 1777 aflagde grevinde af Kingston Elizabeth Chudleigh besøg i St. Petersborg, og under et bal, som blev afholdt til hendes ære, fortalte hun fyrst Potemkin, Katharina den Stores elsker, om Cox's mekaniske frembringelser. Potemkin, som var bekendt med Katharinas passion for at samle kunstværker, bestilte et ur hos Cox til opsætning i Vinterpaladset. Uret kom til St. Petersborg i 1781, og prisen var 11.000 rubler, omkring 1.800 pund sterling - det var sikkert mange penge den gang. Påfugleuret er vistnok det eneste af sin slags fra 1700-tallet, som stadig er uændret og funktionsdygtig.

Leonardo Salen indeholder to mesterværker af Leonardo da Vinci: "Madonna med en Blomst" og "Madonna og Barnet". Sidstnævnte blev købt af museet i 1865 fra hertugen af Litta i Milanos samling. Værkerne befinder sig i et af de oprindelige gæsteværelser. De smukke døre har indlæg af skildpaddeskjold og kobber. Over dørene hænger seks medaljoner med protrætter af russiske feltmarskaller.

Titian Salen indeholder værker af den store venetianske renæssancekunstner Titian (Tiziano Vecellio, 1490-1576), bl.a. "Danae", "Den angrende Mary Magdalene" og "St. Sebastian".

Rafaels Loggia er en prægtig efterligning af Rafaels berømte loggia ud mod St. Damaso gården i Vatikan Paladset, påbegyndt af Bramante og fuldført af Rafael (Raffaello Sanzio, 1483-1520) og formentlig hans elever i begyndelsen af 1500-tallet. Vores russiske guide fortalte. at tsaren sendte et antal kunstnere til Vatikanet, hvor de møjsommeligt overførte hvert eneste motiv til lærred. Loggian er opdelt i 13 sektioner, hver med sin egen hvælving. I hver hvælving vises fire scener fra bibelen: 48 fra det gamle testamente og fire fra det nye testamente, og i spøg kaldes de undertiden for Rafaels bibel. Først præsenteres Adam og Eva, så syndefaldet, patriarkerne og kongerne. Fra det nye testamente vises Jesu fødsel, Jesus tilbedes af de vise mænd, Jesu dåb og den sidste nadver. Freskerne på væggene er med motiver af mennesker og dyr, omgivet af blomster og løvværk; freskerne er udført fra 1783-1787. Efter ordre af Katharina II blev der malet et billede af Rafael på loggiaens sydlige væg. På den tilsvarende plads i Vatikanets loggia er Mediciernes våbenskjold - det var dem, der bestilte værket udført, og du husker måske, at et par af paverne tilhørte Medici slægten. Da Birgit og jeg var i Vatikanet, var der ingen adgang til Rafaels Loggia, så det var spændende at se denne smukke kopi.

Riddersalen, som er et af de største rum i Eremitagen, er udført fra 1839–1849 af den tyske arkitekt og maler Leo von Klenze. Salen var oprindelig tænkt til udstilling af gamle mønter, men i dag huser den en enorm samling af vesteuropæiske våben fra omkring 1400-1700, både til brug på jagt, i ridderturneringer og i krig. Det er "interessant" at se udviklingen i våbenfremstilling over så langt et tidsrum. Samlingen bærer efter min mening præg af, at flere af de russiske tsarer var stormestre i malteserordenen, og den minder på mange måder om, hvad der er udstillet i Stormesterens Palads i Valetta på Malta.

Det italienske Kabinet indeholder nogle smukke fresker, som er overført fra Villa Spada, som lå (ligger?) på Palatinerhøjen i Rom. Freskerne er udført af Rafael, og hovedmotivet er kærlighedsgudinden Venus. I salen ses også Michelangelos mesterværk, "Den sammenkrøbne Dreng" fra 1530-1534, formentlig udført til Medici Kapellet i Firenze. Det er det eneste værk af Michelangelo (1475-1564), som findes på Eremitagen. Figuren er kun 54 cm høj. Michelangelo har ikke selv leveret nogen nøgle til figuren med de på en gang svulmende og slumrende muskler. Nogle har set en allegori på den ufødte sjæl, mens andre har set en såret soldat. Museet selv mener, at der er tale om en person, som lider ved tanken om renæssancens fald. Dit bud er lige så godt som alle de andres.

Rubens Salen indeholder 22 malerier og 19 skitser, som tidsmæssigt dækker den store flamske mester Peter Paul Rubens (1577–1640) udvikling og produktion. Det mest berømte er nok "Nedtagningen fra Korset" .

St. George Salen eller Den Store Tronsal i modsætning til Den Lille Tronsal, som du netop har set, er et af de mest imponerende rum på Eremitagen, og blev indtil revolutionen anvendt til officielle ceremonier og receptioner. Desværre blev også denne sal ødelagt ved branden i 1837. Ved restaureringen benyttede arkitekten Vasily Stasov hvid carrara-marmor både til de korinthiske søjler og til væggene i stedet for farvet marmor af russisk oprindelse. Det malede loft blev udskiftet med et kassetteloft med indlagte dekorationer af forgyldt bronze. Til det smukke parketgulv er anvendt 16 forskellige slags ædeltræ. Salen er på størrelse med en pæn parcelhusgrund, dvs. godt 800 m2. Syv trin fører op til tronen, som er anbragt under en baldakin. Tronen er udført i forgyldt sølv og fremstillet til Tsarina Anna omkring 1730. På ryggen af tronen og over tronen ses det imperiale symbol, den dobbelthovede ørn. Over baldakinen er et marmorrelief af Sankt George, som dræber dragen - oversat fra russisk til dansk: Peter den Store, som overvinder Karl XII. I denne sal tog Nikolaj II Ruslands første parlament, Dumaen i ed i 1906. Eremitagens "husorkester", som hedder "St Petersburg Camerata", giver ofte koncerter i St. George Salen, hvor unge talentfulde kunstnere præsenteres.

På galleriets bagvæg hænger rytterportrætter af Alexander I, som var leder af koalitionen mod Napoleon. Maleriet er udført af Franz Kruger i 1837. Ved hans (tsarens) side hænger malerier af Frederik Vilhelm III af Prøjsen og den østrig-ungarnske kejser Francis I. På hver side af indgangen til St. George Salen hænger portrætter af de to ledende feltmarskaller, Mikhail Kutuzov og Mikhail Barclay de Tolly. Ved krigens udbrud i 1812 blev den russiske hær ledet af Alexander I's broder, storfyrste Konstantin Pavlovich, som var tilhænger af at slutte fred med Napoleon. Allerede samme år blev han fjernet fra posten efter uoverensstemmelser med Barclay de Tolly, som overtog ledelsen af hæren en kort tid, indtil den blev overgivet til helten Kutuzov.

Ikke mærkeligt, at Kutozov blev den måske mest berømte general i Ruslands historie. Men i virkeligheden var det Barclay de Tolleys fortjeneste, at de franske styrker blev udmattet ved "den brændte jords taktik", som ledte dem dybere og dybere ind i det kæmpemæssige Rusland. Da Napoleon kom for tæt på Moskva, svigtede nerverne Alexander I, og han erstattede de Tolley med Kutuzov, som blot fuldførte sin forgængers plan. Udenfor Kazan Katedralen så vi senere Boris Orlovskys statuer af heltene Mikhail Kutuzov og Barclay de Tolley.

Malakit Salen, som er designet af Alexander Briullov omkring 1830, er efter min mening et af de smukkeste rum i Vinterpaladset. Ikke mærkeligt, at kejserinde Alexandra Fjodorovnas ("Dagmar") valgte det som sin officielle dagligstue. Rummets helt særlige udsmykning omfatter søjler, vægpiller (pilastre), kamingesimser og dekorative vaser, alt lavet i malakit fra Ural bjergene. En del værker er lavet i mosaik. og der er medgået mere end to tons malakit til udsmykning af rummet.

Fra juni til november 1917 var Malakit Salen mødested for den provisoriske regering, og dens sidste møde blev afholdt om natten mellem den 7. og den 8. november. Da Vinterpaladset blev stormet, søgte ministrene tilflugt i den tilstødende spisesal, hvor de blev arresteret af de revolutionære og ført til Peter-Paul Fæstningen.

Romanov portrætgalleriet viser portrætter af Romanov dynastiet fra Peter den Store, grundlægger af det russiske imperium, til den sidste tsar Nikolai II. Galleriet blev oprettet efter den store brand i 1837. Udover disse portrætter rummer galleriet to af de betydeligste russiske ikoner: "Jesu forklarelse" og "Vor Frue af Kazan" af Simon Ushakov (1626-1686). Sidstnævnte forsvandt efter oktoberrevolutionen i 1917, men det dukkede mirakuløst op igen under nazisternes belejring af St. Petersborg, hvor det blev båret i procession på forsvarsværkerne.

Renoir salen indeholder ikke overraskende malerier af den franske kunstner Pierre Auguste Renoir (1841-1919), ét landskab og fem impressionistiske portrætter.

Monet Salen indeholder otte værker af Claude Monet (1840-1926), en af impressionismens grundlæggere. Museets værker daterer sig fra 1867 til 1903, og giver således en god beskrivelse af mesterens udvikling.

Rodin Salen indeholder en samling på ni værker af den franske billedhugger Auguste Rodin (1840-1917).

Gauguin Salen rummer 15 værker af den franske kunstner Paul Gauguin (1848-1903) - vistnok alle malet på Tahiti. Han var oprindelig impressionist, men udviklede en stil med stærk forenkling og stærke konturer, den såkaldte primitivisme. I 1873 i Paris giftede han sig med Mette Sophie Gad, og de fik fem børn i løbet af de følgende 10 år. Familien boede en tid i København, men Gauguin stak af til Paris for at hellige sig malerkunsten. Han husker måske mest for sit besøg hos Vincent van Gogh i Arles, et besøg, som endte med, at van Gogh skar sin venstre øreflip af. Fra 1891–1893 opholdt Gauguin sig på Tahiti og Marquesasøerne for at male primitive polynesiske motiver.

Matisse Salen indeholder en samling på ni værker af den franske kunstmaler og billedhugger Henri Matisse (1869–1954). Han var i begyndelsen af 1900-tallet leder af den europæiske avantgarde, som blev kaldt "Fauvisterne", "Vilddyrene". To af de udstillede værker lavede han til den russiske samler og kunstmæcen, Sergei Shchukin: "Dans" og "Musik". Udstillingen rummer også et antal bronzeskulpturer, lavet af Matisse.

Picasso Salen indeholder en samling af værker fra Pablo Picassos (1881–1973) tidlige periode fra 1901-1908.

Kandinsky Salen indeholder værker af den russiske kunstner Wassily Kandinsky (1866–1944). Efter at have fået sin uddannelse i Rusland flyttede han til Tyskland, hvor han arbejdede og underviste indtil nazisternes overtagelse i 1933. Han flyttede da til Frankrig, hvor han boede indtil sin død.

Lettere berusede af de mange kunstindtryk førte vores russiske guide os ned i underetagen eller stueetagen om du vil.

Den egyptiske Sal, som rummer en pæn samling af genstande fra det antikke Egypten, er designet af A. Sivkov i 1940. Samlingen omfatter monumentale skulpturer og små statuetter, relieffer, sarkofager og brugsgenstande fra en hverdag, som indledtes omkring 4.000 år før Kristi fødsel. Selv om - eller måske fordi - vi havde været på rundrejse i Egypten for et par år siden, måtte vi hen og studere denne samling, som selvfølgelig ikke kan måle sig med samlingerne i Det egyptiske Museum i Cairo, men spændende var det. Vi beundrede den store statue af gudinden Sakhmet-Mut, udskåret af sort granir, som kommer fra hendes tempel i Luxor (Theben). Museet har også en smuk skulptur af Amenemhat III, farao i det 12t. dynasti (dvs 19. århundrede før Kristi fødsel). Som traditionen foreskriver sidder han på sin trone iført det kongelige hovedklæde og med kobrasymbolet i panden. Skikkelsen er på en og samme tid majestætisk, smuk og streng.

"Den store Vases Sal", som blev oprettet i 1851 af Leo von Klenze, skulle oprindelig have været museets vestibule. Salen har et hvælvet loft, som er udsmykket med smukke stukornamenter. Rummet domineres af en kæmpemæssig vase midt i rummet. Vasen, som ofte betegnes som "tsarinaen af vaser", vejer 19.2 tons og er 2.57 meter høj. Den er hugget ud af én klump jaspis. Arbejdet, som varede næsten 12 år, blev udført på det berømte Kolyvan Stenhuggeri i Altai bjergene i den sydlige del af Sibirien. Vasen ankom til St. Petersborg i februar 1843 og blev oplagret på Nava-flodens bred indtil videre. Først i november 1849 var museet klar til at modtage den store vase. Den blev lempet ind gennem et hul i væggen og anbragt på en dertil indrettet sokkel. Først derefter gik man i gang med at opføre murene omkring den.

Langs væggene er udstillet adskillige romerske skulpturer fra det 1. og 2. århundrede. Bl.a. beundrede jeg en smuk statue af Antinoos, som blev fundet ved udgravninger ved Tivoli i 1769. Antinoos var kejser Hadrians elsker, som druknede under en rejse på Nilen sammen med kejseren i år 130. Hadrian fik opstillet et antal statuer af sin døde elsker ved sin villa ved Tivoli udenfor Rom.

I tsartiden fandt millitærparader sted her på pladsen, hvor tsaren til hest skridtede fronten af. I januar 1905, "Blodige Søndag", åbnede soldater ild mod ubevæbnede demonstranter, som var kommet for at overrække tsaren et bønskrift. I 1917 indledte bolsjevikkerne deres angreb på Vinterpaladset fra denne plads. I dag er der souvenirboder, caféer og hestetrukne vogne på pladsen. Bente og Karin fik øje på et brudepar, som kom i limousine for at blive foreviget i de smukke omgivelser.

Da vi nærmede os vores gode skib MS Kronstadt, var politiet stadig i gang med deres razzia, og stort set hver eneste bil blev vinket ind til siden, og bilen undersøgt, og føreren udspurgt.