Kender du Tutankhamon?

Hvis jeg beder dig om at nævne nogle faraoner, vil Tutankhamon med garanti være imellem dine svar. Ikke på grund af hans bedrifter, som af gode grunde var små og få. Han var kun farao i ca 10 år og døde som 19-årig. Men indtil i dag - 3300 år efter hans død - er hans grav, den eneste, der har været stort set intakt, da den blev fundet. Tutankhamon var nærmest ukendt, indtil hans grav blev fundet. Og der eksisterede meget lidt historisk materiale om ham. Videnskaben er sågar stadig i tvivl om, hvem der var hans fader.

På denne side vil jeg fortælle den spændende historie om fundet af Tutankhamons grav - en historie, som har fascineret mig, siden jeg var dreng. Jeg har altid syntes, at virkeligheden var mere spændende end fiktionen. Jeg vil indlede med at præsentere de tre hovedpersoner: farao selv, den person, som fandt graven og endelig sponsoren til projektet.

Tutankhamon

Tutankhamon blev født i 1343 BC og regerede fra ca 1333 BC til sin død i 1325 BC. Han var sandsynligvis den 12. hersker i det 18. dynasti. Hans dåbsnavn var formentlig Tutankhaton ("Atons levende billede"), hvis hans fader - hvad mange formoder - var Akhenaton, den kætterske farao, som du formentlig har stiftet bekendtskab med. Hans moder var den legendariske dronning Nefertiti. Undet det andet år af sin regeringsperiode skiftede han navn til Tutankhamon ("Amons levende billede").

Han tilbragte sine første år i Amarna, hvortil faderen i kraftig konflikt med hele præsteskabet i Theben (Luxor) havde flyttet landets hovedstad og dets religiøse centrum. 9 år gammel blev han gift med sin halvsøster, Ankhesenaton, som senere skifter navn til Ankhesenamon. Hun menes at være ældre end Tutankhamon og har allerede fået et barn med deres fælles fader (ja, de egyptere så anderledes på disse forhold end vi gør). Muligvis har hun forinden været gift med den farao, Smenkhare, som har regeret mellem Akhenaton og Tutankhamon. Der er stor usikkerhed om, hvem denne Smenkhare var, muligvis en onkel eller en ældre broder til Tutankhamon. En nyere teori foreslår, at Smenkhare i virkeligheden er Akhenatons enke, den smukke Nefertiti, som har overtaget kongeværdigheden efter sin afdøde ægtefælle.

Ved afslutning af den tidligere faraos regeringstid sørger de to mest fremstående medlemmer af hoffet, Ay og Horemheb for, at den 9-årige prins bliver kronet i den gamle (verdslige) hovedstad, Memphis. Det er sandsynligt, at disse to herrer har fungeret som støtte og rådgiver for den unge konge. De har formentlig også haft en stor indflydelse på beslutningen om at vende tilbage til den oprindelige polyteistiske religion med flere hundrede guder samt flytte landets religiøse hovedstad tilbage til Theben og genindføre den gamle orden i riget.

Besynderligt nok har det været vanskeligt at finde Tutankhamons navn på de officielle kongefortegnelser. Det menes, at hans efterfølger Horemheb, som er den sidste hersker i det 18. dynasti, slettede de fleste af sporene af Tutankhamon. I nogle tilfælde indsatte han sit eget navn på statuer og billeder, hvor det var tydeligt, at billedet forestillede drengekongen.

Tutankhamons bidrag til tempelbyggeriet ved Karnak og Luxor omfatter færdiggørelsen af Indgangskolonnaderne til Amenophis III's tempel ved Luxor samt opstilling af et stort antal statuer og relieffer med Amon, Mut og sønnen Khons. Selvfølgelig blev der også opstillet et større antal statuer af Tutankhamon selv, ligesom der blev rejst et lille tempel med hans navn. Han bygger muligvis også lidt i Memphis. Jeg ved, at han lod bygge et tempel ved Kawa i den sydlige del, fordi Birgit og jeg har set et par granitløver derfra ved indgangen til det egyptiske galleri i British Museum.

Militært set skete der heller ikke meget i Tutankhamons regeringstid. Der var nogle mindre felttog ind i Nubien samt mod Palæstina/Syrien, men det er ikke sandsynligt, at kongen selv deltog i disse ikke særligt succesfyldte togter.

Tutankhamon er sandsynligvis blevet slået ihjel som følge af intriger ved hoffet. Moderne undersøgelser af mumien har påvist læsioner i venstre side af kraniet. Mere herom senere.

Howard Carter

Howard Carter (1874-1939) er født i Kensington, London. Hans fader, Samuel John Carter, som levede af at tegne billeder af de lokale bønders dyr, lærer sønnen grundbegreberne indenfor tegning og malerkunst. Howard udvikler tidligt en dyb interesse for Egypten, og allerede som 17-årig sejler han til Alexandria, det er hans første udlandstur. Howard håber at få et job med at kopiere relieffer og hieroglyffer til brug for senere videnskabeligt studium. Han får et job ved Bani Hassan sitet, hvor han kopierer scener fra murerne til en prinsessegrav. Han arbejder flittigt, og det fortælles, at han sover sammen med flagermusene i gravene. Under ledelse af William Flinders Petrie udvikler Carter sig fra kunstner til arkæolog. Ved el Amarna imponerer Carter Petrie ved at gøre flere spændende fund. En tid arbejder Carter under den navnkyndige Gaston Maspero, som senere bliver leder af "den egyptiske forhistoriske tjeneste".

Carter bliver chefkunstner for de udgravninger, der finder sted ved dronning Hatshepsuts dødetempel ved Deir el Bahari, som jeg tage dig med til om et par dage. Hans store indsats gør, at han i 1899 som 25-årig udnævnes til generalinspektør for monumenterne i Øvreegypten under "den egyptiske forhistoriske tjeneste" og han får ansvaret for alle udgravningerne omkring Theben (Luxor) og helt ned til Abu Simbel. Carter er meget praktisk anlagt, og det er fx hans fortjeneste, at der indlægges elektricitet i Kongernes Dal, og at der kommer lys i nogle af kongegravene. Desværre bliver han tvunget til at forlade tjenesten i 1905 pga en episode ved Sakkara med nogle (vistnok berusede) franske turister. Da turisterne bliver voldsomme, bakker Carter sine vagter op. De arrogante, velhavende turister klager, og den egyptiske generalkonsul, lord Cromer forlanger, at Carter skal give turisterne en undskyldning. Carter nægter, hvorefter han bliver tvunget til at tage sin afsked.

De følgende fire år ernærer Carter sig ved at male akvareller til turisterne og handle med antikviteter. Samtidig forsøger han at rejse private midler til udgravningsarbejde. Carter er besat af tanken om at finde den næsten ukendte farao Tutankhamons grav. Heldigvis sætter Gaston Maspero Carter i forbindelse med den engelske lord af Carnarvon, som har en af de mest værdifulde private samlinger af egyptiske oldtidsgenstande. Maspero foreslår lord Carnarvon at ansætte Carter som leder af et udgravningsarbejde, han ønsker af udføre.

Lord George Herbert Carnarvon

Den 5. lord George Edward Stanhope Molyneux Herbert Carnarvon (1866-1923) er et eksempel på den fuldkomne britiske gentleman og adelsmand. Han er beleven, har gået på Eton og Trinity College i Cambridge. Han er rig, hesteopdrætter, medlem af jockeyklubben og kunstsamler. Desuden er lord Carnarvon meget interesseret i biler. Han kommer til skade ved en bilulykke i Tyskland i 1901, og på trods af adskillige operationer lider han af kronisk dårligt helbred resten af livet. Han tåler dårligt det kolde, fugtige engelske klima og tilbringer derfor vinteren 1905 i Egypten - som så mange andre velhavende englændere. Undet dette ophold bliver lorden meget interesseret i landets historie, og han beslutter at ville gennemføre nogle udgravninger. Som nævnt ansætter han den arbejdsløse Howard Carter til at lede arbejdet. Deres samarbejde består fra 1909 til 1929. Efter at have gravet nogen tid ved Luxor uden større udbytte flytter Carter udgravningsarbejdet til deltaet i 1912. I 1914 får lord Carnarvon en koncession til at grave i Kongernes Dal, men arbejdet ligger stort set stille under første verdenskrig for at blive genoptaget i 1917. De følgende fem gravesæsoner er resultatløse. Ikke mærkeligt at den frustrerede lord er på nippet til at standse projektet, men det lykkes Carter at overtale lorden til at finansiere endnu en sæson - den sidste.

Fundet af Tutankhamons grav

Den 1. november 1922 påbegynder Carter sin sidste gravesæson. Alle de øvrige berømte arkæologer har erklæret, at der efter adskillige års gravearbejde ikke er mere at finde i Kongernes Dal. Men Carter, som har gjort flere, små fund af fajance og andet, som bærer barnekongens navn, er overbevist om, at han skal finde Tutankhamons grav. Han beder sine arbejdere om at grave i nærheden af Ramses VI's grav. Og bare efter tre dage - den 4. november 1922 - afdækker han nedgangen til Tutankhamons grav. Da har Carter været i Egypten i 30 år. Sidst på eftermidagen den følgende dag er 12 trin blevet afdækket, og Carter står foran den blokerede indgangsdør. Carter dækker hurtigt sporene og efterlader nogle betroede arbejdere som vagtposter.

Og nu kommer det, som altid har imponeret mig mest. Carter går hen på det lokale telegrafkontor og sender dette telegram til lord Carnarvon i England. Herefter afventer han lordens komme i næsten tre uger uden at forsøge at komme ind i graven.

"Endelig har vi gjort en vidunderlig opdagelse i Dalen; en prægtig grav med seglene intakt, afventer Deres ankomst; til lykke"

Ventetiden må have været forfærdelig for Carter. Den 23. november ankommer lord Carnarvon, og den følgende dag afdækker arbejderne igen de 16 trin ned til graven, og de står foran døren, som er forsynet med adskillige segn, hvoraf et bærer Tutankhamons navn. Den 25. november åbnes/fjernes døren, og der viser der sig en gang af limstens blokke. Søndag den 26. november ryddes gangen, og man kommer frem til endnu en forseglet dør. Og endelig efter mange års arbejde befinder Carter og lord Carnarvon sig sammen med lady Evelyn, lordens datter, ingeniør Arthur Callender, som er Carters hjælper, samt nogle formænd sig foran døren ind til gravens forkammer. Der laves et lille kighul øverst til venstre i den tilmurede dør, og Carter kigger ind.

Da lord Carnarvon ikke længere kan holde spændingen ud, spørger han: "Kan De se noget?" og Carter svarer: "Ja, vidunderlige ting".

Her er et citat fra Carters dagbog, som beskriver hans følelser, da han for første gang kigger ind i gravens forkammer gennem den lille åbning:

"Jeg stak lyset ind og kiggede ind, lord Carnarvon, lady Evelyn og Callender stod ved siden af mig, spændt ventende på at høre dommen. Først kunne jeg intet se, den varme luft, som kom ud fra kammeret, fik lyset til at blafre, men som mine øjne vænnede sig til lyset, dukkede detaljer langsomt frem: besynderlige dyr, statuer og guld - overalt et skær af guld ..."

De besynderlige dyr, som Carter så, da han kiggede ind i forkammeret, var hovedenderne af tre forgyldte bårer eller senge, som var udformet som dyrehoveder: en løvinde (Isis, Sakhmet), en flodhest (Amonet, Nut) og en ko (Hathor). Herudover indeholdt kammeret flere adskilte vogne, beholdere med føde, troner og to sorte vagter, som bevogtede indgangen til begravelseskammeret.

Graven havde været røvet to gange i fortiden, måske allerede af de arbejdere, som lavede graven. Allerede dengang var det ikke ualmindelig med tyveri fra arbejdspladsen. Men begge gange er graven igen blevet forseglet af myndighederne. Men Carter og lord Carnarvon er de første mennesker, som i mere end 3000 år kommer ind i den kongelige grav. Det tager mere end 10 år at katalogisere alle de genstande, der findes i graven. De befinder sig alle på det egyptiske museum i Cairo, hvor vi har set dem to gange indtil videre. Carter fortsatte gravearbejdet, indtil koncessionen udløb i 1929.

Senere fortalte Carter om sine følelser ved at betræde Tutankhamons grav:

"Den, som første gang betræder et sådant sted, hvis hellighed har været uantastet gennem tre tusinde år, vil uvilkårligt gribes af ærefrygt, ja af virkelig frygt. Det er næsten som en indvielse, når man forstyrrer den lange fred... Den mindste lyd øger frygten og forstørrer den ærefrygt, man føler. Den ubudne gæst bliver stum."

Efter opdagelsen af Tutankhamons grav trækker Howard Carter sig tilbage fra arbejdet i felten. Han begynder selv at samle egyptiske oldtidsgenstande. Han bor ofte på Old Winter Palace Hotel i Luxor. I 1939 vender han tilbage til Kensington, hvor han dør den 2. marts, 65 år gammel. Der er planer om at omdanne Howard Carters hus på Vestbredden, "Castle Carter" til et museum, men dette er mig bekendt endnu ikke blevet realiseret.

Tutankhamons grav

Tutankhamons grav - benævnt KV 62 - ligger i Kongernes Dal på vestbredden overfor Luxor (dengang Thebes). På trods af dens berømmelse er den en af de mest ydmyge kongegrave. Den ligger mellem Ramses II og Ramses IV's grave. Faktisk var Carter utrolig heldig med at finde Tutankhamons grav, da en af hans konkurrenter, amerikaneren Theodore Davis, var mindre end en meter fra at finde den under sine udgravninger.

Graven er opbygget efter det gængse mønster for en kongegrav i det 18. dynasti. Hele graven er på knap 110 m². På det højeste sted er der godt 3½ meter til loftet. Den samlede længde er godt 30 meter. Fra indgangen fører en række trin ned til en kort korridor, hvorfra man kommer ind i et forkammer. Har fandt man en del redskaber og brugsgenstande, som kongen forventedes at få brug for på sin rejse til evigheden. Efter dette kammer er der en åbning ind til begravelseskammeret. Denne indgang blev bevogtet af to sorte statuer. Begravelseskammeret indeholdt Tutankhamons sarkofag og kiste. Bag begravelseskommeret lå skattekammeret, som indeholdt mere end 3.000 genstande.

Midt i rummet stod et stort forgyldt skrin. Oven på dette lå den hellige kobra. Et guldskrin indeholdt fire kanopekrukker af gennemsigtig alabaster. I disse krukker opbevaredes den døde faraos organer: lunger, mave, tarme og lever. Fire gudinder beskyttede skrinet: Neith, Selkis, Isis og Nephthys. Gudindernes rolle er beskrevet, ikke på Tutankhamons sarkofag men på Thutmose IV's med disse ord: "Disse fire gudinder skal være med dig, ledsage dig, uddrive alt ondt fra dit kød, udslette dem, der er imod dig og anvende deres magiske kræfter mod dem."

Ved siden af begravelseskammeret ligger det såkaldte skattekammer, som indeholder størsteparten af de genstande, som kongen formodedes at få brug for i sit efterliv. Lige indenfor indgangen til kammeret var et beskyttende sort figur af Anubis i skikkelse af en sjakal.

Det er alene væggene i gravkammeret, der er udsmykket. På den vestlige væg findes scener fra "Amduat". Amduat er den ældste af de dødetekster, der er fundet. Den beskriver solgudens rejse gennem underverden, fra den forsvinder i vest, indtil den dukker op i øst som Kehpri, den genfødte sol. På den sydlige væg ser vi kongen få foretræde for Hathor i selskab med Anubis. Der er også en scene, hvor kongen bliver budt velkommen af Hathor, Anubis og Isis. På den nordlige væg stedes kingen for Nut og den kongelige Ka omfavner Osiris. På samme væg ser vi vesiren Ay udføre det vigtige mundåbningsritual på Tutankhamons mumie, hvorefter mumien trækkes videre på en art slæde. Med i processionen er kongens to vesirer og en tredje person, som muligvis er general Horemheb. Både Ay og Horemhem efterfølger Tutankhamon på den egyptiske trone. Mere herom senere.

Tutankhamons skatte

Mere end 5.000 genstande er fundet i Tutankhamons grav. Det vigtigste fund er Tutankhamons sarkofag, som stod i begravelseskammeret. Sarkofagen var af rødt kvarts med rødt granitlåg. Sarkofagen befandt sig inde i fire forgyldte trækapeller, den ene inden i den anden. Herefter igen indlejret 3 forgyldte kister. Den yderste kiste er 2.20 meter lang, den følgende 2 meter. Kongens mumie befandt sig i den inderste kiste, som var lavet af massivt guld, vægt 110.4 kilo med en længde på 1.85 meter. Kongens krop var balsameret på traditionel egyptisk vis, indpakket i bandager. Osiris' symboler, krumstav og svøbe, var anbragt i kunstige hænder af guld, som var lagt over kors over brystet. Dette er en af de typiske kongelige attituder. Hals og bryst var dækket af en krave af siv og blomster på en bund af papyrua. Over hans ansigt var anbragt en strålende guldmaske med kongens træk. Kongens udtryk er bedrøvet med fredfyldt. Masken, som vejer 11 kg, er lavet af guld, lapis lazuli, kvarts, obsidian karneol, og farvet glas. Nemes-hovedklædet er på kongens pande udsmykket med gribben og uræusslangen, symbolerne for hhv. Øvre og Nedre Egypten. Øjnene, som er lavet af kvarts og obsidian, er fremhævet med lapis lazuli og omgivet af blåt glas, hvilken giver en fantastisk virkning. Gudinderne Iris og Ephtys breder de beskyttende vinger omkring kongens krop (vi har en tarvelig kopi stående i vores fælles sommerhus). Ved mumien lå 143 smykker og en jerndolk - formentlig en gave fra en hittitisk konge. I graven blev også fundet mumierne af to dødfødte piger. Alt tyder på, at Tutankhamon ikke efterlod sig nogen mandlig arving.

Dette smukke smykke blev fundet på Tutankhamons mumie. Det viser den hellige skarabæ og falken, som repræsenterer Horus. Over skarabæen ses måneskibet med Horus' øje. Smykket er lavet af guld, lapis lazuli, tyrkis og glas.

På mange af de smykker, der fandtes i graven, forekommer den hellige skarabæ, der spiller en afgørende rolle i solens daglige genfødsel. Skarabæen er et symbol på guden Kephri. Den hellige uræus slange (kobraslange), som er et symbol på kongeværdigheden i Nedre Egypten, forekommer også på adskillige smykker.

En anden af de mange smukke ting, der blev fundet i graven, var Tutankhamons gyldne trone, lavet i træ og forgyldt fra top til bund. De smukt svungne ben er afsluttet i løvehoveder. Armene er kronede og bevingede slanger, mens ryggen beskyttes af seks kobraslanger. Den smukke ryg, som er dækket med bladguld, er udsmykket med en scene af Tutankhamon og hans hustru, Ankhesenamon. Scenen er sikkert rituel, men alligevel privat og rørende, idet man ser dronningen kærligt berøre sin mand på skulderen. Stilen er den naturalistiske amarna-stil. Til tronstolen hørte en fodskammel, dekoreret med billeder af sammenbundne krigsfanger, så kongen i bogstavelig forstand trådte sine fjender under fode, når han sad i tronstolen.

Der blev også fundet en barnestol, som formentlig har været brugt af Tutankhamon som barn. Den er lavet i ibenholt med indlagte motiver af elfenben og med forgyldte, dekorerede paneler. Et udskåret træhoved af Tutankhamon, som viser kongens fødsel som solgud i det øjeblik, hvor han vokser ud af den hellige lotusblomst.

Der blev fundet to leopardskind, hvoraf kun det ene skind var ægte, mens det andet var lavet af stof. Det ægte skind var forsynet med et udskåret, forgyldt leopardhoved.

Der blev selvfølgelig fundet maser af smykker i graven, heraf mange af guld. Men hvad var der ikke? Jeg remser op: senge, vogne, møbler, lamper, sammenklappelig feltseng, modelbåde med lærredssejl, spil, skriveredskaber, lændeklæder, handsker, buer, boomeranger beklædt med birkebark (må have rejst en lang vej), en elfenbensvifte med strudsefjer, en daggert af hærdet guld med indlagte ædelsten, det kongelige scepter, bronzetrompet delvis belagt med guld, et spillebord af forgyldt ibenholt med indlagt elfenben, parfumeboxe af guld, 45 vinbægre osv osv.

Personligt synes jeg bedst om samlingen af ushabtier, der blev fundet i graven. Du husker måske, at man gav den afdøde disse ushabtier med i graven, for at de til sin tid kunne udføre det arbejde, som blev pålagt afdøde. Tutanhamon havde godt 400 ushabtier med i graven, én arbejder til hver dag i året samt ca 40 formænd. Ja, Egypten var i sandhed et velorganiseret samfund.

En anden spændende ting er Tutankhamons guldsandaler. Det er tydeligt, at de aldrig har været i forbindelse med jorden. Jeg forestiller mig, at Tutankhamon først sætter sig ind i sin gyldne vogn, hvorefter den kongelige sandalbærer bliver tilkaldt. Han sørger for at iføre kongen hans gyldne fodtøj, som formentlig bliver placeret, så de er synlige for de undersåtter, som hylder kongen på hans vej.

I betragtning af, at Tut kun regerede en halv snes år, er antallet af genstande overvældende. Hvilke herligheder har der ikke været i de store kongers grave, fx Ramses II, der blev næsten 100 år?

Tutankhamons død

Vi ved ikke med sikkerhed, hvad Tutankhamon døde af. En analyse af hans mumie viser, at han er 17-18 år, da han dør. En røntgenundersøgelse af hans hjerne afslører en lille benstump, som kunne tyde på, at han er død ved et ulykkestilfælde eller evt. mord. Skaden kan selvfølgelig også være tilføjet mumien efterfølgende.

Da Tutankhamon dør pludseligt og uventet, må hans begravelse arrangeres i hast. Efter mumificering bliver hans krop anbragt i en kiste af guld og transporteret over Nilen til Kongernes Dal. Tutankhamons hustru og nærmeste slægtninge samt ypperstepræster og øverste embedsmænd deltager i ceremonien. Tutankhamons grav er formentlig tiltænkt en anden person, men som følge af den unge faraos hurtige og uventede død, bliver den valgt til hans sidste hvilested. "Mundåbningsritualet" bliver udført af hans efterfølger Ay, hvorefter kroppen og kisten anbringes i den røde sarkofag i begravelseskammeret. Den ydre kiste er lavet af træ, formentlig cedertræ fra Libanon, belagt med guld. Den er formgivet i Tutankhamons billede som Osiris, som jo skal forestå domsafsigelsen af den døde. Han bærer de kongelige insignier, scepteret og krumstaven, ligesom han er iført det kongelige skæg og nemes hovedklædet. Isis og Nephthys spreder deres beskyttende vinger ud over kongen, som de i sin tid beskyttede Osiris. Der opføres en væg mellem begravelseskammeret og forkammeret. Efter at have givet farao alle de verdslige ting, han formodes at få brug for i efterlivet, forsegles døren til graven, og Tutankhamons kartouche bliver stemplet på muren. Den ydre korridor afspærres, og indgangen til graven bliver fyldt op med sten og grus for at forhindre adgang til graven.

Ved Tutankhamons død finder hans unge hustru, Ankhesenamon sig omgivet af magtfulde og magtsøgende mænd. Hun er imidlertid ikke interesseret i at gifte sig med nogen af dem, og hun sender en meddelelse til hittitternes konge og spørger, om ikke en af hans sønner vil gifte sig med hende. Dette brev finder i Amarna-arkivet. Det ender med, at hittitterkongen Shuppiluliuma sender sin søn, Zannanza, men han bliver myrdet, allerede da han når den egyptiske grænse, formentlig på Horemhebs eller Ays befaling. Ay efterfølger Tutankhamon som farao. Ay er da mindst 70 år gammel og svoger til Amenhophis III (sandsynligvis Tutankhamons bedstefar). Ay er som så mange herskere i den periode militærmand og har tilsyneladende ikke forrettet tjeneste som præst. Allerede under farao Ekhnaton opnår han rang af vesir og kongelig skatmester. Den unge enkedronning gifter sig med Ay. Omkring 1920 finder man i Cairo en ring, som indeholder Ays og Ankhesenamons kartoucher ved siden af hinanden, hvilket er en typisk indikation på ægteskab. Ay deltager i Tutankhamons begravelse som konge, bærende den blå krone, formentlig for at vise sit krav på tronen. Han regerer bare i fire år, inden han dør og bliver efterfulgt af general Horemheb. Det menes, at Ay bliver begravet i den grav, som oprindelig var tiltænkt Tutankhamon. Horemheb efterfølges af en anden militærdiktator, Paramessu, som under navnet Ramses (I 1305-1303 BC) undleder det 19. dynasti.

Tutankhamons forbandelse

Du har sikkert lige som jeg hørt historier eller set film med temaet "Mumiens forbandelse"? Sådanne historier begyndte at dukke op, da lord Carnarvon døde den 5. april, ca ½ år efter fundet af Tutankhamons grav. Han havde en periode på tre uger med hoste, feber og koldsved, hvorefter lungerne svigtede. Og rygter om, at Farao havde hævnet sig, fordi hans gravfred var blevet forstyrret, bredte sig med hast. At Howard Carter levede yderligere 16 år afficerede ikke offentligheden. Historien vil vide, at der i forrummet blev fundet en lille lertavle med følgende hieroglyfiske indskrift:

"Måtte Døden komme på hastige vinger til den, der forstyrrer Faraos fred."

Den nyhedshungrede (sensationshungrende) offentlighed så dette som en advarsel, idet den 57-årige lord Carnarvon kort efter den officielle åbning af gravkammeret blev stukket af en myg. Og senere gik der betændelse i såret, kort før han døde. Desværre er denne lertavle ikke registreret. Heldigvis levede lordens søster, lady Evelyn, som også deltog i åbningsceremonien, til hun blev 79. Lægen, dr D.E. Derry, som obducerede kongens mumie, døde først i 1969, mere end 40 år senere.

En anden historie lyder, at Carters kanariefugl var blevet spist af en cobra, mens han arbejdede i graven. Vi ved jo alle, at cobraen er et af faraos symboler. Kræver du flere beviser? OK, da lord Carvanon døde, gik al lys i Cairo ud et par minutter. Ja, jeg ved godt, at lord Carnarvon gennem 20 år havde haft et dårligt helbred efter en bilulykke, men alligevel. Men når jeg nu fortæller, at lordens yngre broder dør mindre end fem måneder efter lord Carnarvon. Hvis du stadig tvivler, så er det endelige bevis her: Da lord Carvanon dør, begynder familiens hund, Susie, som befinder sig flere tusinde km væk på familiens ejendom i England, at gø umotiveret, hvorefter den falder død om. Selveste Conan Doyle, skaberen af Sherlock Holmes bekendtgjorde, at lord Carnarvons død kunne være resultat af en faraonisk forbandelse. Og læserne labbede det i sig. Nu var det jo også før, man kunne se TV-programmer som Åndernes magt, så behovet for oplysning var stort.

Da Tutankhamons skatte sidst i 1970'erne var i USA under en stor verdenstourne, var der stadig mange, der troede på forbandelsen. I San Francisco krævede George LeBrash, en af de politimænd, som havde passet på Tutankhamons dødsmaske, en erstatning på ca 125.000 kr for et mildt slagtilfælde. Han mente, at dette var indtruffet som følge af "Faraos forbandelse", altså en arbejdsskade. Det blev dog afvist af dommer Richard Figone med henvisning til, at i så fald skulle de mange udstillingsgæster også have lidt under forbandelsen. Måske var dommeren også bekymret for mulige sagsanlæg fra de millioner af tilskuere, som så udstillingen.

Det har været overvejet, om nogle af de få dødsfald, som er indtruffet kort efter et besøg ved graven, kan skyldes en svamp ved navn Aspergillus Niger, som florerer på væggene i gravkammeret. På den anden side ville det med det enorme besøgstal være statistisk umuligt, om der ikke skulle indtræffe dødsfald i tiden efter besøget. Det har været nævnt, at rygterne om "Faraos Forbandelse" blev spredt for at skræmme mulige røvere.

Men uanset hvor mange mystiske dødsfald og andre mærkværdigheder der gennem årene er tilskrevet denne forbandelse, så er den ikke desto mindre frit opfundet af Howard Carter, lord Carnarvon og sikkerhedsofficer Richard Adamson. Da de nåede ind til graven og alle dens kostbarheder, uberørt gennem 3000 år, var de naturligvis klar over, at skattene måtte beskyttes. Det gjorde man ved dels at lade en sikkerhedsofficer sove i gravkammeret, side om side med guldkister og mumier, dels ved at udsprede rygtet om forbandelsen. I slutningen af 1970'erne udtalte sikkerhedsofficer Richard Adamson: "Vi lod denne historie cirkulere, fordi det lettede nattevagten. Gennem syv år sov jeg i graven om natten."

En af de mange krukker med madvarer til kongens efterliv indeholdt sædekort, som med tiden var blevet sorte. En journalist fik den idé at stikke nogle korn fra graven ned i en urtepotte, som han havde fyldt med havejord - og miraklet skete. 14 dage efter dukkede de første spirer frem, og historien om "mumiehveden", som havde bevaret sin spireevne over tre tusinde år, gik jorden rundt. Da man undersøgte sagen, viste det sig, at der var kvikgræs i urtepotten, og ingen af hvedekornene havde spiret. Ak ja, sådan er der altid nogen kynikere, der skal ødelægge en god historie.

Det er vanskeligt for os at fatte den opmærksomhed, som fundet af Tutankhamons grav medførte. Guldsmede verden over begyndte at lave smykker med egyptiske motiver. I dansesalonerne dansede man cake walk, hvor man på klassisk egyptisk vis (?) bevægede sig sidelæns.

Som nævnt aflagde vi ikke besøg i Tutankhamons grav. Dels var der ikke adgang den pågældende dag. Dels fortalte Annie os, at vi ville blive frygtelig skuffede, da graven var lille og uanseelig sammenlig net med, vi havde været inde i. Alle skattene, som blev fundet i graven, befinder sig som nævnt på det egyptiske museum i Cairo, hvor vi har set den foreløbig to gange.

Sinuhe egypteren

Hvis du som jer er fascineret af Egyptens 18. dynasti, vil jeg anbefale dig at læse Sinuhe egypteren af den finske forfatter Mika Waltari. Det er en historisk roman i 15 afsnit (bøger) om lægen Sinuhes liv. Den foregår omkring 1390-1335 BC, mens Ekhnaton og efter ham Tutankhamon regerer. Som andre før ham bliver Sinuhe som spæd sat ud på Nilen og fundet af et ældre ægtepar. Faderen er læge for de fattige, og Sinuhe beslutter at gå i hans spor. Han har en mislykket kærlighedsaffære med den skønne Nefernefernefer, som frarøver Sinuhe alle hans ejendele, sågar hans forældres grav på vestbredden som skulle have sikret deres evige liv. Det ender med, at Sinuhe forlader sit elskede Theben og rejser til Syrien, Kreta og andre steder i den kendte verden sammen med sin enøjede tjener, Kaptah. Først mange år efter vender han tilbage til Theben og bliver læge for de fattige. Jeg er i gang med at genlæse den efter mange år.

Eller er næste stop på turen et besøg i Dronningernes Dal.

Cairo Memphis og Sakkara Pyramiderne og Sfinxen Aswan Den ufuldendte obelisk, Kitchener Island, Den Nubiske Landsby Aswan dæmningen Philae, Nilens Perle Nilkryds fra Aswan til Luxor Templet i Kom Ombo Horustemplet i Edfu Luxor Karnak Templerne Luxor Templet Kongernes Dal Kongernes Dal, Memnon kolosserne, Hatshepsuts tempel Tutankhamons grav Dronningernes Dal Luxor Museet