Vi blev hentet i en bus ved hotellet allerede før kl 7. Selv på denne årstid (april måned) er det en god idé at undgå den brændende middagssol. Selekabet var ikke meget mere end 10-12 personer. For at komme over på vestbredden kørte vi en halv snes kilometer sydpå, hvor der lå en forholdsvis ny bro. Undervejs fortalte Anni om dagliglivet i Luxorområdet. Meget apropos kunne Anni berette, at der stadig blev gjort historiske fund i området. Ikke mærkeligt, når mange huse ligger direkte ovenpå de gamle grave.
Vestbredden af Nilen ved Luxor er arkæologisk set det måske vigtigste sted i verden. Den er meget mere end KongernesDal, en betegnelse, som fejlagtigt ofte anvendes om hele området, som ikke alene indeholder faraonernes grave, men også deres familiers og højtstående embedsmænd og adelsmænd foruden et stort antal templer.
De gamle egyptere betragtede vestbredden som helligt område. Det var her solen hver dag sted ned i underverden, og som følge heraf blev forbundet med livet efter døden. Fra Nilen er der et bredt, fladt stykke land, inden de høje bjergene tårner sig op. Bjergene, som er adskilt af talrige dale, består af blød limsten. Den perfekte begravelsesplads for kongerne, dronningerne og adelsmændene, hvor man kunne kombinere de imponerende dødetempler ned mod Nilen med de bagvedliggende, skjulte grave, som - mente man - var nemme at beskytte. Tiden skulle dog vise noget andet. Endnu vigtigere var måske, at området set fra Theben lignede det hieroglyfiske tegn for "horisont", der betegnede den stigende og faldende sol. Befolkningen kunne dagligt se solen passere Mentuhoteps og Hatshepsuts prægtige dødetempler, inden den bevægede sig hen over klipperne for til sidst at forsvinde ned i kongernes dal. Et andet vigtigt symbol var den 450 meter høje pyramideformede bjergtop el-Qurn (betyder horn eller pande), som var viet til gudinden Hathor.
Den nordlige del af vestbredden, tættest på Nilen, kalder "Adelsmændenes Grave". Sydfor ligger et område med ca 80 grave tilhørende præster og embedsmænd fra det 18.-20. dynasti. Sydvest herfor ligger et område med 40 grave fra Det Nye Rige og senere. Endnu sydligere ligger 5 kongegrave fra Det Gamle Rige og godt 50 grave fra det 18. og 19. dynasti. Vestpå ligger en samling på 146 grave, de fleste fra det 18. dynasti.
Kongernes Dal ligger i den højeste af klipperne, godt adskilt fra de øvrige gravområder. Der er p.t. lokaliseret 67 kongegrave samt et antal, som ikke er færdiggjort. Her hviler størsteparten af Det Nye Riges herskere. Fra og med det 18. dynasti flyttedes kongernes begravelsespladser fra Memphis til Theben (Luxor). Man ophørte med pyramidebyggeri og huggede i stedet gravene ud af limstenskliperne.
Syd for Kongernes Dal og tættere på Nilen ligger Dronningernes Dal. Betegnelsen er lidt misvisende, da dalen huser grave til kongehusets familiemedlemmer og også højtstående præster og embedsmænd. Her ligger godt 80 grave, hvoraf den mest kendte er Nefertaris, droning til den store Ramses II - og muligvis hans halvsøster.
Sydøst for Dronningernes Dal ligger arbejderlandsbyen Deir el-Medina, som vi skal besøge i morgen. I denne landsby boede arbejdere og håndværkere, som arbejdede med gravene. Selv om området er mindre imponerende end gravene, giver de vigtige bidrag til forståelse af arbejdernes dagligliv.
Hele vejen langs klipperanden på det frugtbare stykke ud mod Nilen ligger et stort antal templer. Mange er desværre ødelagt som følge af Nilens årlige oversvømmelser. Det sydligst beliggende tempel er Ramses III's ved Medinet Habu. Lige syd for Deir el-Medina ligger Amenhotep III's palads, som dog også blev brugt af hans efterkommere. Det nordligste tempel tilhører Seti I. Ved Deir el-Bahri ligger Hatshepsuts og Mentuhoteps templer, hvoraf især førstnævnte er meget velbevaret. Formålet med templerne var at ære den døde konge og sikre ham udødelighed. Ikke alene ved afholdelse af religiøse fester, men også mere bogstaveligt. Eksempelvis havde lagerrummene ved Ramesseum kapacitet til at rumme korn til 15-20.000 personer. Templerne blev bl.a. anvendt i de årlige fester, hvorunder kongens magt blev fornyet og forstærket og med den hele Egyptens.
Det bemærkes, at der fortsat er hundreder af grave, som endnu ikke er lokaliseret. Mange områder er identificeret og afspærret for senere udgravning, når ressourcerne (primært de økonomiske) er til stede.
Amenhotep III (18. dynasti) lod bygge et dødetempel ved Theben, hvis indgang blev bevogtet af to kolossale statuer (23 meter, ca 1000 tons), bygget af granit fra Giza. Den nordlige (til højre) status forestiller Amenhotep III med sin moder, mens den sydlige sydlige statue forestiller Amenhotep sammen med sin hustru og en af hans døtre. Statuernes sider er forsynet med relieffer, der viser Nilens guder med symboler for både Øvre og Nedre Egypten. Skønt svært beskadige er de stadig et imponerende syn.
Ved et voldsomt jordskælv i 27 BC blev statuerne svært beskadigede. Desuden skete der det besynderlige, at den ene statue (den nordlige) begyndte at "synge". Ved solopgang udsendte den en næsten klagende lyd, formentlig som følge af en kombination af fugtighed og den stigende temperatur. Græske besøgende mente, at statuen forestillede Memnon, som hilste sin moder Eos, morgenrødens gudinde. Gæster kom fra næsten hele verden for at høre disse besynderlige lyde, eksempelvis kejser Hadrian i år 130. Den senere romerske kejser Septimus Severus forsøgte - formentlig i en god mening - at reparere statuen i år 199. Dette havde desværre den virkning, at statuen blev tavs - og har været det lige siden.
Memnon, som var konge af Ethiopien (ikke det Ethiopien, som vi kender i dag, men et område af samme navn i nærheden af Tigris), deltog i den Trojanske Krig på trojanernes side med en stor styrke. Da trojanernes helt, Hektor blev dræbt af Akilleus, satte trojanerne deres lid til Memnon, som bar en rustning, der var smedet af Hefaistos selv. Memnon dræber Nestors søn, som kommer sin gamle fader til hælp. Nestor beder Akilleus om at redde sønnens lig og rustning, og Memnon må strække sværd for den vældige Akilleus. Ved Memnons død forvandles alle hans krigere til små fugle, som flyver bort. Eos sørger over sin døde søn, så morgenhimlen bliver grå, og himlen dækkes med skyer. Den dug, vi oplever hver morgen, er Eos' tårer over sin elskede søn.
Amenhotep III dødetempel var det største på vestbredden. Da det blev bygget, var det større end templet i Karnak. På grund af Nilens årlige oversvømmelser begyndte det hurtigt at forfalde, så der er ikke meget at se i dag. Tyske og egyptiske arkæologer er i gang med udgravninger i området, som ikke er tilgængeligt for turister. Merenptah anvendte mange blokke fra Amenophis III's tempel til at bygge sit eget tempel i nærheden. Også i mange andre templer på østbredden og vestbredden er der fundet blokke og statuer fra Amenophis' tempel. Templet var indviet til Amun-Re, som var hovedguden under Det nye Rige. Nord for komplekset lå et mindre tempel, viet til Memphis' dødegud Ptah-Sokar-Osiris. I Amenophis' tempel var der blandt mange andre statuer en stående og en siddende udgave af gudinden Sekhmet for hver dag i året. Mange af disse statuer kan i dag ses i andre templer i Luxor og omegn.
I bussen fortalte Anni den spændende historie om en af de få kvindelige konger i Egypen, Hatshepsut. Formentlig den bedst kendte efter den navnkundige Kleopatra. Hatshepsut regerede fra ca 1473-1453 BC. Hun var datter af Thutmosis I og hans såkaldt "store kongegemalinde" og altså født i et helligt ægteskab. Thutmosis I havde ganske vist en søn, men han var avlet med en "sidehustru" og følgelig ikke guddommelig. Men ved Thutmosis I's død foretrak man dog en søn fra et sideægteskab i stedet for en datter fra et helligt ægteskab. For at bedre lidt på tilstanden giftede Thutmosis II sig med sin guddommelige halvsøster Hatshepsut, som bliver medregent, og sammen får de ret hurtigt en datter. Med en sidehustru får han en søn, som får navnet Thutmosis. Ved Thutmosis II's død tre år efter sin tronbestigelse skal den 2-årige Thutmosis III være regent og Hatshepsut fungere i hans sted, indtil han bliver gammel nok til selv at overtage embedet.
Men Hatshepsut har fået smag for magten og har ikke i sinde at læne sig tilbage og vente på, at nevøen bliver gammel nok til selv at regere. Hun lader sig krone som farao og styrer Egypten egenhændigt i de følgende 20 år. Lille Thutmosis bliver bekvemt gemt af vejen hos præsterne i de store templer i Karnak. Da der ikke er mange fortilfælde med en kvindelig farao, forsøger hun at skjule sit køn eller i hvert fald at nedtone det. Ved ceremonier bærer hun det kongelige hovedklæde og det kunstige skæg samt den tilhørende "kilt". Hun afholder den rituelle heb-sed fest og lader sig afbilde som sfinx.
For at legitimere sin ret til tronen lancerer hun en myte om, at hendes fader er guden Amon. På væggene i hendes dødetempel - se nedenfor - ser man den store Amon aflægge et kærlighedsbesøg hos moderen. Amon har antaget ægtemandens skikkelse, Thutmoses I, så hustruen ikke kunne vide, hvem hun lå med. I et digt berettes:
"Da kom den herlige gud, Amon selv, herre over begge landes troner. Han tog skikkelse af hendes husbond og fandt hende hvilende i paladsets herlighed. Hun vågnede ved Gudens liflige duft og lo imod hans guddommelige ansigt. Flammende af elskov ilede han imod hende, og han havde tabt sit hjerte. Hun så hans gudeskikkelse, da han kom hende nær, og hun jublede ved at se hans skønhed. Hans elskov jog gennem alle hendes lemmer, paladset fyldtes af Gudens vellugt som fra salvelandet Punt. Gudens majestæt gjorde med hende, hvad han længtes efter, og hun frydede sig med ham og kyssede ham"
Senere åbenbarer Thot, visdommens gud sig for dronningen og fortæller, at hun vil få en datter, som vil blive farao. Efter dette glimrende propagandaarbejde må alle tvivlere da være overbevist om hendes lovlige adkomst til tronen. Så dermed skulle det være sat på plads. En mere sanselig beretning end det tilsvarende kristne evangelium.
På den vestre nilbred overfor Theben, tæt ved Mentuhoteps dødetempel byggede arkitekten Senmut et fantastisk tempel for Hatshepsut. Templet er viet til Amon og Hathor, men der er også kapeller for andre guder, fx den sjakalhovede Anubis. Senmut var medlem af hoffet og indehaver af mere end 40 titler og embeder (heriblandt chefarkitekt). Der er teorier om, at samme Senmut i virkeligheden er den Moses, som vi kender fra biblen, du ved, ham der førte israelerne ud af Egypten på en 40 år lang ørkenvandring, inden de kom ind i det forjættede land. Og Hatshepsut skulle have været den faraos datter, som tog ham til sig, da han blev fundet i en sivbåd på Nilen. Nu da jeg er i gang med de mere ubekræftede forlydender, kan jeg også fortælle, at mange vil vide, at Senmut var Hatshepsuts elsker. Men ikke mine ord igen.. Templet, som er bygget på det sted, hvor de otte skaberguder ifølge traditionen ligger begravet, blev af hendes efterfølgere udvidet frem til den romerske tid. En 100 meter lang avenue af sfinxer med dronningens åsyn førte frem til templet, som er delvist hugget ud af klippemassivet. På begge sider af denne avenue var plantet træer og buske, hjembragt fra Punt - se nedenfor. De store pyloner, som markerede indgangen til templet, findes ikke mere. På hver side af opgangen lå en hellig dam med papyrusplanter. Templet er placeret på tre for hinanden forskudte terrasser. Kolonnaderne i templet afspejler de lodrette mønstre i klipperne bagved. En bred rampe fører op til den første terrasse. Hatshepsut benævner templet som "en have til min fader, Amon". På den øverste terrasse lå templer for Hathor, Anubis, Ra-Horakhte og selvfølgelig Amon.
Under den ptolemæiske periode er templet viet til en kult for arkitekterne Amenhotep og Imhotep, (du husker måske, at sidstnævnte designede trappepyramiden ved Sakkara?). I det 7. århundrede bliver templet et koptisk kloster - det arabiske navn Deir el-Bahri stammer fra denne perode. Da templet bliver gravet ud af sandmasserne i 1891, er det nærmest en ruin. Siden er der foretaget en omfattende restaurering, så det i dag fremtræder som den efter min mening mest imponerende bygning på vestbredden. Den nederste terrasse blev kraftigt restaureret i 1906 for at beskytte de smukke relieffer.
Opførelsen af tempelkomplekset tog ca 20 år. Det betyder, at tempelvæggene har fungeret som ubeskrevne sider i en dagbog, som blev udfyldt i løbet af hendes regeringsperiode.
På sydsiden (venstre) af den nederste terrasse er i relieffer vist, hvorledes Hatshepsuts to obelisker blev fragtet fra Aswan til Theben. Som du måske har set under omtalen at templet i Karnak, lod Hatshepsut opføre 2 obelisker ved Karnak templet i rød granit, én på hver side af processionsgangen. De hidtil største, som verden havde set.
Relieffer på sydsiden af den midterste terrasse viser dronningens ekspedition til Punt - se nedenfor. På nordsiden findes den såkaldte "fødselskolonnade" med relieffer, der detaljeret dokumenterer Hatshepsuts ret til tronen. Man ser Amon række livets tegn (ankh) til dronningen, hvorefter han fører hende til fødselskammeret. Khnum med vædderhoved former Hatshepsut og hendes Ka på sit pottemagerhjul. Visdommens gud Thot nedskriver detaljerne om fødsel af den kommende farao. Til højre herfor findes et kapel viet til Anubis.
På den øverste terrasse er der en søjleindgang med statuer af den kvindelige farao, afbildet som Osiris. De fleste af disse er desværre ødelagt. 18 nicher med gudebilleder - 9 på hver side - flankerer Amons kapel, som selvfølgelig er den betydeligste helligdom i komplekset. Under den såkaldte Amarna-periode (som du kan læse mere om på de følgende sider) bliver mange billeder af Amon ødelagt.
I sit 8. regeringsår sender Hatshepsut en ekspedition på fem skibe med 30 roere på hver afsted "for at hente underværker fra gudelandet Punt". Det er lidt usikkert, hvor Punt ligger, men formentlig i det nuværende Somalia, men også Yemen og Afrikas Horn har været nævnt. Egypten har siden det 5. dynasti sendt ekspeditioner til Punt for at hente krydderier og især røgelse til templerne, og man anså Punt som Amons lysthave. Ekspeditionen, som ledes af ovennævnte Senmut, vender hjem med elfenben, krydderier, røgelse, ibenholt og guld - samt et par giraffer. Dværge og pygmæer var også om bord til stor moro for hoffet. Mere overraskende hjembringes også et kontingent af høvdinge og højtstående personer fra Punt, som ønsker at knytte diplomatiske forbindelser med Egypten. Ekspeditionen er særdeles veldokumenteret på de sydlige vægge på anden terrasse, heriblandt nogle næsten komiske fremstillinger af høvdingen og hans "fede hustru". Nu var egypterne jo også særdeles slanke, så de kraftige gæsters udseende har formentlig moret dem. Det originale relief må du til egyptisk museum i Cairo for at se. Da ekspeditionen er vendt tilbage, holder Hatshepsut en procession til Amons tempel, hvor inskriptioner fortæller, at Guden selv og Hathor havde ledet ekspeditionen til de nye lande.
Et andet sted ses guden Khnum i færd med på sin pottemagerskive at modellere den nyfødte Hatshepsut. Han udtaler følgende: "Jeg vil gøre dig til den øverste af alle levende skabninger. Du vil blive konge over Øvre og Nedre Egypten, som din fader, Amon, der elsker dig, har befalet".
Efter ca 20 år væltes dronning Hatshepsut af tronen, formentlig af den utålmodige Thutmosis III, men det vides ikke med sikkerhed. Allerede Hatshepsuts fader, Thutmoses I havde erkendt, at den kongelige grav ikke skulle være i templet, det var for nærliggende et mål for gravrøvere. Efter at Thutmoses I's grav var færdigbygget, blev de 100 slaver, som havde udført arbejdet, dræbt. Det vides ikke, om det samme skete i Hatshepsuts tilfælde, men det er sandsynligt. Men det var selvfølgelig ikke muligt for dronningen at skjule placeringen af hendes grav for hendes efterfølger, Thutmosis III. Mens hun var gift med Thutmosis II, gav hun ordre til bygning af en grav til hende (KV20), men den blev aldrig færdigbygget. Hatshepsuts mumie bliver stjålet og graven ødelagt. Man finder kun én af de fire kanopekruker, den, der indeholder hendes lever. Det antages, at den hævngerrige Thutmosis III systematisk har gjort alt, hvad der er muligt for at slette sporene efter hende. Mange af afbildningerne af Hatshepsut viser en mandsperson, hvorfor det er tilstrækkeligt at ændre navnet til Thutmosis I, II eller III. Senmuts navn bliver også fjernet overalt. Ironisk nok bliver bl.a. Thutmosis III's og Ramses II's mumier ca 500 år senere gemt i Hatshepsuts tempel for at beskytte dem mod gravrøvere. På hendes store obelisk ved Karnak-templet så vi et relief, hvor den knælende Hatshepsut modtager Amons velsignelse. Den såkaldte kætterkonge, Ekhnaton lader senere Amons navn fjerne, men det bliver atter indhugget under det 19. dynasti.
Senmut belønnes fyrsteligt for sine tjenester og lader bygge et tempel til sig selv ikke langt fra Hatshepsuts. Her begraves han sammen med sin ægtefælle og familie - samt sine yndlingsaber og -heste. Ikke længe efter hans død bliver hans grav raseret og sarkofagen smadret i mere end 1000 stykker. Hans mumie bliver aldrig fundet. Kunne det være Thutmosis III, som har villet hævne sig på sin stedmoders elsker?
Vi undrede os lidt over det store antal bevæbnede vagter, vi så på stedet. Når vi kiggede op i klipperne, stak deres hoveder og geværpiber frem. Indtil vi kom i tanker om overfaldet i 1997 på en gruppe tyske turister. Området omkring Hatshepsuts klippetempel er formentlig det mest sikre område i hele Egypten. Fra Hatshepsuts tempel er der i lige linie omkring 500 meter til bunden af Kongernes Dal. Der er masser af sagn om tunneller fra templet til dalen, men hidtil er der ingen fundet.
Efter disse blodige historier fortsætter vi til gravene i Kongernes Dal.
