Dronningernes Dal og Deir el-Medina
Også denne dag skulle vi på tur til vestbredden, hvor vi først skulle besøge en arbejderlandsby fra det 19.-20- dynasti og derefter til Dronningernes Dal. Det gamle Egyptens bygninger var naturligvis andet end templer og pyramider, befolkningen skulle jo også have noget at bo i. De boede i huse bygget af ubrændte lersten, hvilket er årsagen til, at der stort set ikke eksisterer rester af disse huse. Husene havde en tagterrasse, hvor man opholdt sig, når varmen tillod det. I sommerens trykkende varme var det heller ikke usædvanligt, at man sov der; det oplevede vi også at befolkningen i den nubiske landsby ved Aswan gør den dag i dag. Husene lå tæt placeret, adskilt af gader med en ivrig handel. Vi skulle besøge den bedst bevarede arbejderlandsby på vestbredden, Deir el-Medina, som ligger ca 1 km fra den vej, der fører til Dronningernes Dal.
Arbejderlandsbyen Deir el-Medina
Deir el-Medina var et samfund bestående af arbejdere og deres familie, alle beskæftiget med at bygge grave til de egyptiske konger i den periode, vi kalder "det nye rige" 19. - 20. dynasti. Man skal gøre sig klart, at det ikke var slaver, men personer, som havde valgt at bruge deres liv på at sikre deres konges efterliv. Tilsvarende landsbyer er fundet i Ghiza fra "det gamle rige, og i Kahun fra "det mellemste rige. Deir el-Medina er et af de bedst bevarede gamle bosteder i Egypten. De højt specialiserede håndværkere - kunstnere - overleverede deres ekspertise fra fader til søn. De arbejdede direkte under kongens vesir og var bedre uddannet og bedre aflønnet end andre arbejdere. Under Ramses IV var der så mange som 120 arbejdere beskæftiget. Byens navn, Deir el-Medina er arabisk for "Byens kloster", og det stammer fra den tid, hvor de koptiske (kristne) munke havde overtaget det nærvedliggende ptolemæiske tempel.
Der er fundet en righoldigt materiale i form af papyrus ruller og talrige limstensplader (de var meget billigere end papyrus) med indskrifter, som beretter om livet i landsbyen, om ægteskaber og skilsmisse, bodelinger, retssager, arbejdsforhold, forsyninger osv. Der er fundet en del litteratur i Deir el-Medina. Den bedst kendte er historien om "Sinuhe, egypteren", som i mange år er politisk flygtning i udlandet. Den finske forfatter Mika Waltari har lavet en dejlig roman over denne historie. Historien ender lykkeligt med, at Sinuhe vender tilbage til sit elskede Theben. Byen havde sin egen domstol, som afgjorde alle mindre forseelser, så kun alvorlige forbrydelser blev indbragt for vesirens domstol.
Da landsbyen var på sit højeste, var der omkring 70 boliger indenfor bymurene og 40-50 boede udenfor murene. Her lå byens brønd, som vandbærere fyldte med vand fra Nilen. Der var to parallelle nord/syd gående hovedgader med flere sidegader. Husene var bygget af soltørrede muddermursten. Et almindeligt hus havde fire rum, hvoraf et af dem havde en lille helligdom med billeder af fx Bes, som var gudinde for børnefødsler. En trappe førte op til taget, hvor man opholdt sig om aftenen og undertiden sov om nattet. På samme måde, som man stadig bor i mange landsbyer i dagens Egypten.
Stenhuggerne sørgede for at hugge gravene ud af de bløde limstensklipper, sommetider indtil 100 meters længde. Kunstnere lavede omridsene af dekorationerne på vægge og lofter, så den eksisterende plads blev bedst udnyttet. Herefter påførte malere de strålende farver. Formændene og skriverne var landsbyens ledere og mellemled til administrationen, især vesiren og skatmesteren. De stod for overføring af værdier fra de kongelige lagre til gravområdet. Desuden var det dem, der hver måned udbetalte lønningerne og sørgede for nødvendige ansættelser. Lønnen bestod af naturalier som hvede (til mel), byg (til øl), fisk, grønsager mv. På festdage blev der uddelt ekstra rationer som færdigbrygget øl, olie, salt osv. Herudover var der selvfølgelig fiskere, gartnere, pottemagere, vaskerifolk osv, som sørgede for forplejning og husholdning. Endelig var der et stort antal vagtposter, som holdt øje med lagre, værktøj mv. Der var permanent vagt ved nedgangen til de grave, man arbejde på. Herudover var der selvfølgelig et stort korps af vagter, som patruljerede i hele området på vestbredden. Arbejderne kunne skyde genvej til Kongernes Dal, som blev kaldt "Sandhedens Sted", ad en bjergsti langs klippekanten.
Arbejderne i landsbyen byggede også grave til deres egne. De er (selvfølgelig) meget mindre end de kongeliges grave og blev formentlig lavet i deres sparsommme fritid. De bestod af et lille kapel og et lille underjordisk kammer. Over graven er ofte rejst en pyramide i mandshøjde, hvor de efterladte bringer deres ofre til afdøde. Gravene ligger tæt på byen, gravet ind i klippevæggen.
Historiens første strejke
Anni fortalte levende om det, man anser for historiens første dokumenterede strejke. Under Ramses III begyndte leverancer af korn mv. til landsbyens beboere at komme meget uregelmæssigt, og befolkningen sultede og led nød. En af årsagerne var de korrupte administratorer, som reducerede forsyningerne og beholdt overskuddet for egen mund. Landsbyens skriver, Neferhotep skrev en klage til kongen, og arbejderne gik i strejke. En anden skriver, Amennakhte afleverede personligt en formel klage over situationen til Horemheb Templet, som var en del af administrationen i Medinet Habu. Ganske vist fik arbejderne deres tilgodehavende ret hurtigt herefter, men de dårlige forhold fortsatte. Og i mindst to tilfælde samme år nedlagde arbejderne arbejdet og gik i demonstration til Tuthmosis III's dødetempel, hvor de foranstaltede hvad vi ville kalde en sit-down strejke. Næste dag fortsatte protesten ved et andet tempel, hvorefter præsterne fik travlt med at sende besked over til Theben. Først da blev arbejdernes tilgodehavende rationer uddelt. Det var ikke den eneste gang, at de selvbevidste arbejdere gik i aktion. Så hvis socialdemokratiet tror, at det er dem, der har opfundet arbejdskampen, så kom til Deir el-Medina.
Senedjems grav
Vi aflagde besøg i den nok mest imonerende arbejdergrav i Deir el-Medina, nemlig Senedjems grav. Senedjem, som levede i det 19. dynasti under Seti I og Ramses II, havde titel af "tjener på Sandhedens Sted". På billedet til højre ser du Senedjem og hans hustru Lyneferti. Graven blev fundet intakt i 1886 og udgravet af den navnkundige Gaston Maspero. Den indeholdt 20 mumier, hvoraf ni tilhørte afdøde og hans familie, hustru, søn og svigerdatter og andre familiemedlemmer i mindst to generationer. Der var masser af udstyr i graven, men det meste er overført til egyptisk museum i Cairo, men nogle genstande kan ses på museer i Paris, Moskva og København. Det gælder også den dekorerede trædør ind til graven. Mumierne kan ses på museer i New York, Berlin og Cairo. Lidt sørgeligt, at man ikke har kunnet holde sammen på denne betydningsfulde samling.
Indgangen til graven ligger ovenfor Deir el_Medina hugget ind i bjergsiden. Man skulle kravle ned i en skakt for at komme ind. I den korte korridor, som fører frem til gravkammeret, ses Senedjem tilbede Aton. Her ser man også katten dræbe den grumme Apophis slange, som vil sluge solguden Re (Ra). Som i de fleste af de private grave er malerierne simplere end i de kongelige grave, men desto mere imponerende er den livlighed og farvepragt, der lyser imod beskueren. De fleste billeder er malet på en okkergul baggrund og fantastisk godt bevarede.
Til venstre for indgangen ses Senedjems mumie liggende på sin løvehovede seng, overvåget af tvillinge gudinderne Isis og Nephthys, de samme, som tog sig af den døde Osiris, hvis du husker den historie. Man ser Senedjems sønner og andre slægtninge ofre til afdøde og hans hustru, alle iklædt deres bedste tøj. Kvinderne har den karakteristiske "parfumeklump" oven på hovedet. Det er en fedtklump, som frigiver en behagelig duft, efterhånden som varmen får fedtet til at smelte. (nej, jeg synes heller ikke, at det lyder særlig lækkert).
På en anden væg ses igen Senedjems mumie, som bliver tilset af en præst iført en Anubis-maske. Siden fører Anubis Senedjem frem for Osiris, der som sædvanligt er gengivet i mumieform.
Selv loftet er udsmykket med motiver i klare farver, hvor man ser de afdøde tilbede forskellige guder. Hele graven er udsmykket med traditionelle scener fra "dødebogen", som viser Senedjems rejse til dødsriget.
Det mest berømte billede i graven viser Senedjem og hans hustrus forventede efterliv. Man ser dem så, pløje og høste store mængder af korn og frugter på bredderne af deres elskede Nilen. Man ser Senedjem og hustruen knæle for guderne Ra, Osiris, Ptah og andre guder. Øverst på en væg ser man to bavianer tilbede solguden, som han tager ud på sin daglige tur hen over himlen. Slutmotivet i graven er Senedjem og hans hustru, der tilbeder de 10 vagter, som står ved indgangen til underverdenen.
Landsbyens undergang
I løbet af det 20. dynasti, svækkedes landets styre, og aflønningen af arbejderne blev mere tilfældig og fejlbehæftet. Samtidig blev området hjemsøgt af libyske røverbander, som fx plyndrede Ramses VI's grav. Under Ramses IX hærgede organiserede bander kongernes Dal og Dronningernes Dal som tidligere beskrevet. Til sidst - efter mere end 300 år - blev landsbyen forladt. Beboerne søgte beskyttelse i templerne i Medinet Habu. Men templerne blev stormet, og beboerne taget som slaver.
Medinet Habu
Næste - og sidste stop på dagens tur - var i Medinet Habu, hvor vi bl.a. skulle se Ramses III's dødetempel . Ramses III er den sidste af de store faraoner, og efter hans regeringsperiode på 31 år indledes en økonomisk og kulturel nedgangsperiode. Hans mumie findes som så mange andre på det egyptiske museum i Cairo. Selve komplekset, som ligger 6-7 km fra Kongernes Dal, overgås i størrelse kun af Karnak templerne. Komplekset er påbegyndt under det 18. dynasti under Hatshepsut og Tuthmose III, som lod bygge et tempel til ære for Amon. Ramses III opførte sit dødetempel og lod bygge en vældig fæstningsmur 10 meter bred og næsten 18 meter høj omkring hele området. Kun det ene af de to kæmpemæssige porttårne eksisterer i dag. Tårnet mod vest blev ødelagt, da templet blev indtaget under Ramses XI. Indgangspartiet menes lavet efter fæstninger, som Ramses III havde set under sine militære togter mod Syrien. Den øverste etage i tårnet skal have huset Ramses III's harem. Relieffer viser konge slappe af i selskab med unge, smukke kvinder. Ramses III havde to yndlingshustruer samt en utal af "mindre betydende" hustruer. En af dem, Tiye, ønsker så brændende at se sin søn på tronen, at hun laver et komplot mod kongen og ombringer ham med gift. Ved den efterfølgende retssag, som er veldokumenteret på papyrus, bliver hun og hendes medskyldige dømt til døden og tvinges til at begå selvmord.
Medinet Habu blev efterhånden det økonomiske og administrative centrum for Luxor (Theben). På grund af det fæstningsværker var Medinet Habu et sikkert tilholdssted under urolige forhold. Vi har netop hørt, at arbejderne fra Deir el-Medina søgte tilflugt her i slutningen af det 20. dynasti. Stedet var beboet indtil omkring år 600. I det 9. århundrede blev der indrettet en koptisk kirke i den anden tempelgård, og den store forgård tjente til beboelse.
Efter at have passeret porten, kom vi ind på en enorm plads. Her lå dels templerne, dels boliger til præster og embedsmænd, forrådsrum, værksteder osv. Her i forgården blev afholdt sportskonkurrencer i fx brydning. Indenfor til højre lå den hellige sø - intet egyptisk tempel uden en hellig sø. Tidligere var templet forbundet med Nilen med en kanal. Ved den østlige indgang lå en kaj, hvor bådene lagde til i forbindelse med de tilbagevendende religiøse ceremonier. Her ligger også resterne af Amon-templet samt et antal gravkapeller. Der er ikke meget tilbage af Horemhebs dødetempel, som han vistnok overtog fra forgængeren. Vi har mødt begge disse herrer tidligere i beretningen.
Ramses III's dødetempel
Grundplanen for dødetemplet svarer til Ramesseum (Ramses II's dødetempel, som vi desværre ikke så). Den første pylon, der leder ind til tempelgården, er forsynet med kæmpemæssige relieffer og inskriptioner. Her ser vi den stolte Ramses III præsentere sine overvundne fjender for Amon og Ra. Der er talrige relieffer, der glorificerer hans militære sejre over libyerne, kretenserne, filistrene (som du sikkert husker fra din bibelhistorie) og det såkaldte havfolk. Man ser angriberne (som vistnok er på flugt fra hungersnød) rykke frem i stort antal medbringende familie, kvæg og øvrige ejendele. De kom både til lands og til vands. Egypterne havde den fordel, at deres skibe var udstyret med både sejl og årer, mens angribernes skibe kun havde sejl. Ramses' bueskytter beskød de fjendtlige skibe, hvorefter man bordede dem og druknede alle de overlevende. Det er de eneste kendte relieffer, som viser et søslag i Egypten. Sejrens omfang dokumenteres ved optælling af fjendernes afhuggede hoveder. Jo, der var skam orden i tingene. Anni viste et relief, hvoraf det fremgik, at man ikke havde nøjedes med at afhugge og hjembringe fjendernes hoveder - men du får ikke mere at vide af mig, men må tænke dig til resten. Et stort relief viser guden Ptah, som er i stand til at viderebringe bønner til Amon fra de undersåtter, som ikke kan/må komme ind i templet. Tæt ved indgangen står en granitstatue af gudinden Sekhmet med det karakteristiske løvehovede.
I den nordlige ende af forgården står et antal statuer af Ramses III i den traditionelle Osiris-form med korslagte arme og med de kongelige symboler, krumstaven og plejlen i hænderne. Mod syd en søjlegang, hvori der er det vindue, hvori kongen viste sig under de religiøse ceremonier.
Ved siden af templet ses fundamentet til et palads, som via en søjlegang har været forbundet med templet. Det vides ikke med sikkerhed, om kongen har boet her, men i hvert fald er der fundet et baderum, og stentanken til varmt vand er bevaret.
De massive pyloner er nok de mest imponerende, vi så på turen. Også disse er udsmykket med relieffer af kongen, som foran gudernes åsyn nedkæmper landets fjender. Disse scener gentages i den første tempelgård.
Den anden tempelgård, som man kommer til via en rampe, er viet til religiøse processioner. Desværre er der ikke meget tilbage af den engang så store søjlehal, som blev svært beskadiget ved en jordskælv i år 27 BC. Til venstre for søjlehallen ligger Ramses III's begravelseskammer, og man ser visdommens gud Thoth skære kongens navn i det hellige træ ved Heliopolis.
Til højre for indgangen ligger den ældste del af komplekset, det såkaldte "Lille Tempel", grundlagt under det 18. dynasti og flere gange udvidet efterfølgende. Det står på et af de helligste steder i Egypten, hvor de første urguder menes begravet. Her dukkede urhøjen op, da vandene trak sig tilbage, og her anbragte guderne det æg, som Amon blev født af. Kernen i templet blev bygget under Hatshepsut og Tutmosis III. Senere blev det lille tempel inkluderet i Ramses’ tempelkompleks. Nord for "det lille tempel" ligger den hellige sø og det såkaldte "nilometer", som er en brønd, der fører ned til grundvandet. Ved hjælp af nilometret kunne man ikke alene måle vandstanden i Nilen, men også beregne sig frem til mængden af frugtbar slam, som ville blive aflejret ved den kommende oversvømmelse. Dette gav guvernøren en fantastisk redskab til at forudsige størrelsen af årets høst og dermed fastlægge skatteprocenten.
Ramses III's dødetempel er det bedst bevarede af alle dødetempler ved Luxor. Det måler ca 200 gange 300 meter og er lidt mindre end Ramses II'2 dødetempel i Ramesseum. I modsætning til andre kultbygninger er templet omgivet af en mur.
Efter et par dage i bagende sol på vestbredden vil vi i morgen aflægge besøg i det smukke Luxor tempel, inden vi tiltræder vores hjemrejse.
