Capilano Suspension Bridge (hængebro) er sandsynligvis Vancouvers ældste turistattraktion, oprindelig bygget i 1889. Den bro, vi ser i dag, er den 4. bro på stedet. Den spænder 137 meter og går 70 meter oppe over den spektakulære, stedsegrønne Capilano River Canyon. Det siges, at der er plads til, at to Boeing 747'ere fly kan passere samtidigt vinge mod vinge - og så er der endda plads til overs. Den påstand er mig bekandt endnu ikke bevist. Stålkablerne er fastgjort til en 13-ton betonblok i hver ende af broen: det svarer til, siger broens ejer, at fire elefanter holder fast i hver ende af kablet. Capilano Suspension Bridge and Park blev for nylig udnævnt til British Columbias "Best Outdoor Attraction" for andet år i træk. Hvert år kommer mere end 800.000 besøgende til stedet.

På trods af, at broen svingede under dig, og at det regnede den dag (vi er vel i Vancouver, ikke?), var det ikke så skræmmende at passere broen. Vi så nogle førstegangsturister i begyndelsen klynge sig til kablerne, men snart var de i stand til at gå frit og kunne standse på midten og tage billeder af den vældige kløft under dem.

Et "historisk center" fortæller besøgende til de pionerer, som skabte Capilano og Vancouvers historie, og der er meget oplysning af hente fra udstillingen af gamle genstande og bøger. First Nations' ("de indfødtes") historie vises på et træskæreri, ligesom man har 25 autentiske totempæle, samlet siden 1930'erne. Der er oprettet stier gennem den 300 år gamle regnskov, langs med fredfyldte ørreddamme og gennem frodig vækst. På interaktive skærme kan man identificere skovens flora og fauna. Kæmpestore illsutrationer viser livet i damme og skoven. I "The Big House" kan du se "indfødte" skære i træ. Endelig kan man købe turist stuff som træarbejde, læderfodtøj (mokkasiner), bøger, og T-shirts i den historiske "Trading Post".

Næste person på scenen er Edward Mahon, der ligesom Mackay arkom til Vancouver i 1888. Efter års arbejde i minerne vendte Mahon tilbage til Vancouver, hvor han købte land på nordkysten, heriblandt Capilano Suspension Bridge. 48 år gammel blev Mahon forelsket i Lilette, en 19 år gammel datter af hans afdøde ven, James Rebbeck. Mahon bad Lilettes moder, Elizabeth D'abbadie Rebbeck om at flytte ind i Mackays hytte og bestyre stedet. Planen lykkedes, og et år senere blev Mahon og Lilette gift. Elizabeth plantede haven til med blomster som rhododendron og azalea. I 1911 blev "Tea House" bygget, og i 1914 forstærkede Mahon broen med flere kabler.

Første verdenskrig bragte hårde tider og ensomhed til Elizabeth, indtil hun mødte og giftede sig med en ung, flot ranger, "Mac" MacEachran. Under depressionen var Mac nødt til at tage andet arbejde, og i flere vintre arbejde han på Tahiti.

I 1934 fortalte Mac Elizabeth, at han havde en 19 år gammel datter, som han ønskede at bringe til Capilano. Den dybt skuffede Elizabeth indvilligede, og man gik i gang med at bygge et nyt og større hus. Elizabeth døde imidlertid, inden huset var færdigt. I 1925 kom 2 danske tømrere til Capilano. For kost og husly huggede de figurer i ceder træ af den indfødte befolkning. Desværre kendte de kun til "rødhuderne" fra film og deres barndoms bøger, så resultatet blev figurer af disse prægtige prærieindianere med krigsmaling og fjerprydelser. Jeg er glad for, at jeg tog nogle billeder af disse figurer, da protester fra First Nation People sikkert vil medføre, at figurerne blivere fjernet. Northwest kystindianerne har meget lidt til fælles med deres slægtninge fra prærierne, men det var en sjov historie for os danskere. I 1935 købte Mac broen af Mahon og inviterede lokale indfødte til at anbringe deres totempæle i parken. I 1945 solgte Mac broen til Henri Aubeneau og flyttede til Californien.

I 1953 købte Rae Mitchell broområdet af Henri Aberneau, som var begyndt at markedsføre denne attrattion over hele verden. I 1956 byggede Mitchell en ny bro, anlagde stierne på vestsiden af kløften og ændrede Tea House til Trading Post Gift Store. Da Mitchell trak sig tilbage, overtog hans datter, Nancy Stibbard stedet, og hun kører fortsat forretningen. Nancy Stibbard har renoveret stedet betydeligt og forbedret spisemulighederne, toiletterne, informationstavlerne, udsigtsdækket og naturstierne betydeligt. Trading Post er blevet ført tilbage til dens udseende i 1911.

Capilano Bridge er bestemt et besøg værd - skønt jeg nok har svært ved at se, at området skulle være British Columbias "Best Outdoor Attraction". Men se selv.

Fra kysten af North Vancouver er der en fantastisk udsigt til Vancouvers skyline og havnen. Vi sætter os ofte på en af de udendørs restauranter og drikker en kop kaffe eller tager en tallerken suppe, mens vi nyder sceneriet. Der er ofte underholdning, fx har vi oplevet et sækkepibeorkester på stedet. Forbundet til centret er der en høj udsigtsplatform med et stort Q (for Quay).

Inden dørs er der 60 dagligvareforretninger med fx nyfanget fisk, nybagt brød og kager, hjemmelavede desserter, suppe, frisk pasta, europæiske delikatesser, vinforretninger osv. osv. Tit kan vi ikke modstå fristelsen til at købe nogle specielle fødevarer med hjem. Måske kan vi lide stedet så godt, fordi der ikke er så mange turister som på Granville Island. Birgit kan lide at tjekke butikkerne med dametøj. Det ser ud til, at der altid er udsalg i disse forretninger.

Kom med denne vej, hvis du vil følge med os til dejlige Burnaby, en bydel (by) lige øst for Vancouver. Vi skal bl.a. besøge Den Danske Kirke i Vancouver.