Azize

Sultanhani Karavanserai
Sultanhani Karavanserai Ca 40 km før Konya standsede vi ved et såkaldt karavanserai - eller han. En indskription fortæller, at det er bygget af (eller rettere under) den seldjukkiske sultan Alaaddin Keykubat i 1229, arkitekten var Muhammed bin Havlan el Dimiski. Efter en voldsom brand i 1278 blev karavanseraiet restaureret af den lokale guvernør Seraceddin Ahmed bin El Hasan, som en anden inskription fortæller. Med sine 4800 m2 er Sultanhani det største karavanserai i Tyrkiet. Byggematerialet er smukke sandsten. Sultanhani er meget monumental og ligner en fæstning - hvad det for så vidt også er tænkt. Indgangen sker gennem en stor og flot udsmykket jernportal. Den indre gård er omgivet af en arkade af værelser på venstre side og overdækkede arealer på højre side. Værelserne indeholdt soverum, lagerrum, baderum mv. Disse rum var selvfølgelig opvarmede og oplyst med lamper og stearinlys. Om sommeren overnattede gæsterne almindeligvis i området i højre side. I den bageste del er der en stor, overdækket stald med plads til indtil 200 kameler. Guiden gjorde opmærksom på, at der var meget højt til loftet i stalden, da luften ellers kunne blive meget stram med så mange dyr. Midt i gården ligger en mindre moske. Jeg kan forestille mig det liv, der har været med sang, musik, historiefortælling mv., når karavaner fra forskellige dele af verden mødtes i et karavanserai.


Moskeen i Sultanhani Karavanserai Handelsvejene gennem Tyrkiet i tidligere tid var afhængig af kamelkaravaner. En kamels dagsrejse er på 35-40 kilometer, og den er ikke meget for at gå om natten. Der var således behov for steder langs handelsvejene, hvor karavanen kan søge ly og læ, få mad og drikke og få forsyninger af vand mv. Man kan måske sammenligne datidens karavanserai med nutidens motel eller vandrehjem. I krigstid fungerede disse karavanseraier også som befæstede forte med soldater. En af de vigtigste handelsveje gik fra Antalya ved Middelhavet gennem Konya, Aksaray, Kayseri og Erzurum videre til Tabriz og østpå til Turkestan. En anden fortsatte nordpå til Sortehavet og videre til Irak.

Staten (sultanatet) indgik handelsaftaler med fremmede stater. Derfor byggede man et stort antal karavanseraier for at opmuntre den internationale handel og reducere risikoen for overfald og røveri. En rejsende købmand kunne - uanset sprog, race eller religion - opholde sig i indtil 3 dage i et karavanserai, og i denne periode få gratis mad og drikke til sig selv og sine dyr. I karavanseraiet arbejde et stort antal personer: bestyrer, læge, imam (præst), opsynsmand, kromand, dyrlæge, budbringere, smed, kok osv. Ofte var der et tyrkisk bad (hamam), et kaffehus og et bibliotek. Alle disse ydelser var gratis for modtageren. Karavanseraiet havde et mindre landbrug, hvor man bl.a. holdt får. Rationen pr dag var: 1 kg brød, 250 gram kød samt en gryde med grøntsager. Dette skulle gælde, uanset om du var muslim, jøde eller kristen, fri eller slave. Oven i købet hvis du var sultan. Kvinder deltog også i driften af karavanseraiet, og jeg har læst, at Muhammeds hustru bestyrede et karavanserai. I dag er der ca 120 karavanseraier i Tyrkiet.


Natacha på toppen Bestyreren af et karavanserai var også ansvarlig for sikkerheden. Ikke alene den personlige sikkerhed, men også for varer. Når en karavane ankom til et karavanserai, blev der foretaget en optælling og registrering af antal dyr (heste, kameler, får, geder) og de transporterede varer. Som en almindelig regel gjaldt, at porten blev lukket ved solnedgang. Og porten blev først åbnet den følgende morgen, når det var konstateret, at der ikke var forsvundet varer eller dyr i løbet af natten. I virkeligheden havde disse karavanseraier verdens første forsikringssystem, idet ejeren blev holdt skadesløs, hvis hans led tab under opholdet. Jeg tror, at dette overraskede de fleste af os - i hvert fald mig.

Hvis en karavane blev overfaldet, ville de mennesker, som boede i området, blive pålagt en bod. Bortset fra disse tilfælde blev befolkningen ikke beskattet. Dette medførte, at beboerne langs handelsvejene medvirkede til at opretholde sikkerheden for de rejsende. Til gengæld slap de for at betale skat. Så høj var sikkerheden, at man på den tid sagde:

"Intet vil hænde dig, om du rejser fra Izmir til Van med en krukke guld på hovedet"

Karavanerne fulgte som nævnt de etablerede handelsveje. Den mest kendte er nok Silkevejen, som gik fra Østasien til Europa, men der var også andre ruter. Ad dissee blev eftertragtede varer som silke, krydderier, porcelæn, te, papir o.m.a. transporteret frem til de europæiske handelshuse og forbrugere. Vejen forgrenede sig flere steder, når den kom ind i Anatolien. Som du sikkert ved, var et af de vigtigste formål med at sende Columbus på færden at finde en søvej til Indien, så man kunne undgå de lange og langvarige transporter ad landjorden. At manden så i stedet havnede i Amerika, var ikke planen. Og meget havde været anderledes, hvis Amerika aldrig var blevet opdaget.

På billedet til højre poserer Natacha ovenpå moskeens tag.


Tilbageturen fra Kappadokien
Bortset fra et par kaffe- og spisepauser fortsatte vi hjemturen. Vi spiste frokost på samme restaurant som på udturen. Imidlertid havde vi spist så godt og rigeligt, at vi nøjedes med en kop kaffe. Omkring kl 18 blev vi læsset af ved vores hotel. Vi var alle enige om, at det havde været en pragtfuld tur, som vi giver vores bedste anbefaling.

Find et billede af Metro restauranten.

Jeg har lavet en kavalkade af nogle af de bedste billeder, som vi tog i Kappadokien. Hvis du har lyst til at studere dem nærmere, så klik her.

 

Start på rejsen Toppen af denne side Forrige side Næste side