Vi besøgte også en forladt landsby, som indtil 1922-24 havde været en driftig by med mange familier. Ved fredsslutningen efter den græsk-tyrkiske krig 1921-22 opstod den tanke, at man kunne mindske spændingen mellem de 2 arvefjender ved "udveksle" (tvangsflytte) store befolkningsgrupper. Forslaget, som endte med den såkaldte Lausanne traktat, blev fremsat af Fridtjof Nansen, som udover at være polarforsker også var videnskabsmand og politiker. Han fik Nobels fredspris i 1922. Tyrkere som boede på græsk område, blev tvunget til at flytte til Anatolien. Og omvendt med grækere, som boede på tyrkisk område. Det drejede sig om ca 1.300.000 grækere og 400.000 tyrker.
På billedet til venstre ses en karakteristisk formation som forekom i utallige variationer. Jeg synes, at klipperne ligner en hyggelig champignonfamilie med far, mor og barn. Der må åbenbart have dannet sig nogle andre billeder inde i hovederne på vores kvinder, for de grinede lystigt (lystent?). Men hvem er i stand til at fatte, hvad der foregår inde i hovedet på vores såkaldte bedre halvdele - selv efter 40 års ægteskab? Hovedet på champignonen består af en klippe af hårdt materiale - oftest basalt. Dette klippestykke har over millioner af år arbejdet sig ned gennem det bløde lag af tuf, indtil det endelig har lagt sig til hvile. Det var et syn, vil skulle få at se mange gange i løbet af dagen. Mange steder lignede omgivelserne et månelandskab eller noget fra Starwars. Jeg har et enkelt sted på nettet læst, at nogle af scenerne fra Starwars faktisk er optaget her - men på den anden side, der står jo så meget sludder på nettet. Andre steder var der frodige, grønne vin- og frugtmarker. Græskarmarker forekom også i store mængder.
Hele dalen opfattes som et friluftsmuseum - Göreme Open Air Museum - og det vil være den idéelle base for udforskning af Kappadokien. Hoteller og pensioner i massevis. Mulighed for at leje biler, scootere, knallerter, cykler og heste. Selv en kamel skulle det være muligt at leje. Der findes et stort antal vandreruter i området for de mere energiske. Efter hjemkomsten talte Birgit og jeg seriøst om at tage 2 uger til Göreme og studere området i detaljer.
Pottemagerbyen Avanos
![]() Vi aflagde besøg i Avanos, som gennem flere hundrede år har været kendt for sin pottemagerkunst. Vi fik at vide, at der er ca 300 pottemagerværksteder i byen, som har mindre end 20.000 indbyggere. Der findes mange smukke bygninger i byen fra 1800-tallet med imponerende facader. Herudover er byen kendt for sine dejlige druer og tilhørende vinproduktion. Avanos ligger på bredderne af Kizilirmak, hvilket betyder den røde flod. Floden bidrager gavmildt til pottemagerindustrien ved sine fede aflejringer af rødt ler.
Vi besøgte et værksted, hvor indehaveren demonstrerede sine færdigheder. Metoder og værktøj har været uændret i århundreder. Efter selv at have fremstillet en smuk krukke på kort tid, blev Natacha udvalgt til at vise sine evner. Det slap hun bedre fra, end det vistnok var hensigten. Selv den pinlige situation, da kunstværket - efter indblanding fra chefen - antog falliske former, klarede Natacha flot ved med hård hånd at reducere den formastelige genstand til normal form. Alt blev gennemført i en humoristisk atmosfære, mens vi sad og nød en kop æblete eller et glas vin. Herefter kunne vi besigte - og evt. købe - hundredevis af kunstgenstande i den flotte butik. Vi aflagde også et kort besøg på et center, hvor man fremstillede smykker i onyx, som forekommer i rigelige mængder i området. Vi så også, hvorledes guld- og sølvsmykker blev fremstillet. Ikke den største oplevelse den dag.
![]()
Fairy Chimneys Valley
Vi gjorde ophold en times tid i "dalen med eventyrskorstene", som ligger i nærheden af byen Zelve. Disse besynderlige formationer, som kan være indtil 40 meter høje, består af blødt materiale. Oprindelig var skorstenen omgivet af tuf, som tidens tand efterhånden har "spist". På toppen befinder sig en klippesten (basalt). Det er denne klippesten, vi kan takke for, at der eksisterer eventyrskorstene, iden den har virket som en beskyttelseshætte gennem tusinder af år. Når toppen på et tidspunkt forsvinder, vil resten af formationen hurtigt forvitre til støv.
![]()
Apropos mit ønske om at komme tilbage: Når det sker, vil en ballontur over Kappadokien stå højt på ønskesedlen. Det var så afslutningen på de fantastiske og bizarre landskaber i Kappadokien. Hvis du har lyst til at se nogle flere af de billeder, vi tog, så klik her.
Besøg på tæppefabrik
På tilbagevejen besøgte vi et stor tæppefabrik, hvor vi først fik gennemgået produktonsprocessen. Vi fik forklaret lidt om forskellen på uld-på-uld-tæpper, på uld-på-bomuldtæpper og endelig - de dyreste - silketæpper. Vi fik demonstreret den særlige tyrkiske teknik med at lave dobbeltknuder. Ikke at det forbedrede tæppets levetid, men det var selvfølgelig mere tidkrævende end enkeltknuder, som man fx anvender i Iran. Herefter fik vi æblete, vin, øl eller andet, mens vi fik demonstreret forskelige tæppetyper. Vi kunne selvfølgelig købe tæpper, hvis vi havde lyst, men der var behageligvis ikke meget presseri. an fortalte os, at den tyrkiske stat sponserede salg af tæpper til udlandet, så vi kunne få et tæppe leveret uden fragtomkostninger på vores bopæl i Danmark. Jeg tror dog ikke, at der blev solgt mange tæpper, men bestemt en interessant forevisning. De fleste tæpper bliver lavet på bestilling ude i landsbyerne. Da det kan tage mere end 6 måneder at knytte et tæppe, er det ikke mærkeligt, at tyrkiske tæpper er ikke billige. Prisen afhænger stort set kun at tæppets størrelse og dermed antal af knuder, der er knyttet. I stedet for at skelne mellem ægte og uægte tæpper er det mere hensigtsmæssigt at tale om håndlavede eller maskinlavede tæpper. Oprindelig blev alle garner farvet med naturfarver, men efterhånden bruges kunstfarver i stort omfang. Tæpper, som er ældre end 50-60 år gamle, betragtes som antikviteter og må ikke udføres. Klik her for at besøge tæppefabrikkens egen hjemmeside.
Turkish Night
Vi tilmeldte os aftenens arrangement - Turkish Night, som omfattede besøg i en natklub, hvor vi ville få lidt at spise, meget at drikke, se folkedanse fra forskellige egne af Tyrkiet og endelig hvirvlende dervisher. Prisen var ca 120 kr pr person - ikke afskrækkende når tages i betragtning, at alle drikkevarer var inkluderet. Ikke at nogen af os har alkoholproblemer, men især Karin og Erling bliver ofte umanerligt tørstige, når de befinder sig under varme himmelstrøg. Efter aftensmaden blev vi hentet af en bus, som kørte os lidt udenfor Urgup, hvor der var indrettet en stor natklub i en klippe. Her var vi sammen med et par hundrede deltagere fra andre rejseselskaber. Natklubben kunne rumme 500 gæster, så vi havde god plads. Midt i lokalet var en stor scene, som kunne hæves ca 1 meter.En folkedansertrup demonstrerede danse, hvorunder de var iklædt dragter fra de 7 regioner, som dansene stammede fra. Det var virkeligt imponerende. Truppen opførte et tyrkisk landsbybryllup. Kurt forsøgte uden held at blive kåret til brudgom. Mavedans så vi også. Som det er sædvane, blev en håndfuld turister kaldt op til scenen til stor morskab. Og endelig oprandt for mig aftenens højdepunkt, de hvirvlende dervisher. Desværre var det forbudt at filme under "forestillingen", så de billeder, jeg viser er fra nettet eller indscannede postkort.
De hvirvlende dervisher
Ind kom først 4 kvindelige dervisher, og derefter 4 mandlige. Endelig kom lederen af aftenens dans eller rettere ceremoni. ham kalder jeg sheiken i det følgende.Mevlevi dervisher har yderst en kappe ("cubbe") og under den en lang, hvis robe ("tennure"). Herudover bærer de en kort tætsiddende jakke, som er åben foran. Den cylindriske, konisk formede hat kaldes "sikke". Lederen af ceremonien bærer en turban ("destar"). Ceromonien, der som tidligere omtalt, benævnes "sema", finder sted i "semahane". Modsat indgangen findes "mihrab", den niche som vender i retning af Mekka. Foran "mihrab" placeres et rødtfarvet fåreskind. Det ligger ud for lederens eller sheikens plads. Modsat "mihrab" befinder orkestret sig. Instrumenterne er en "ney", en rød bambusfløjte og en "kudum", en lille dobbelttromme ofte af kobber. Musikerne sidder på gulvet. Dansearealet er opdelt i 2 lige store dele, adskilt ved en usynlig linie, ækvator. Dervisherne må aldrig træde på denne linie.
Ceremonien
Ceremonien begyndte med en bøn, efterfulgt af en kort oplæsning af nogle vers fra Mevlana. Herefter begyndte musikken, først en meget monoton tromme, derefter faldt en melankolsk fløjte ind. Under dette stod dervisherne op. Som på et usynligt signal begyndte dervisherne at marchere rundt på gulvet med langsomme skrift, 3 gange rundt mod urets retning. Herefter stillede dervisherne sig parvis overfor hinanden og hilste højtideligt. Sheiken rejste sig, hilsede og indtog sin stilling. Dervisherne lagde derefter deres ydre klædedragt. Den dervish, som leder ceremonien, kysser sheikens hånd, hvilket bliver besvaret af sheiken som tegn på, at han giver sin tilladelse og velsignelse til semaen.
H.C. Andersen og dervisher
Under en rejse til Tyrkiet overværede H.C. Andersen i mindst 2 tilfælde forestillinger med dansende dervisher - eller hvirvlende dervisher, som han kaldte dem - faktisk en meget træffende karakteristik. Den første forestilling, som fandt sted i Skutari, var efter Andersens mening for uhyggelig eller makaber. Langt mere betaget var han af den efterfølgende forestilling i et dervish-kloster i Pera. Et citat fra Andersens rejseskildring En Digters Bazar
Efter denne betagende oplevelse var der almindeligt diskotek med vesterlandsk musik. Lidt efter midnat vendte vi tilbage til hotellet.
|