Beyoglu

Udflugt til Kappadokien
Turistkort over Tyrkiet

Vores tidligere tur til Pamukkale, som du måske netop har læst om, havde givet os blod på tanden til at prøve endnu en af de mange udflugtsmuligheder, der findes fra Alanya. Hjemmefra var vi blevet enige om en udflugt til det spændende Kappadokien (Cappadocia), som ligger inde i Anatolien. Udover de imponerende landskaber håbede vi at stifte bekendtskab med de hvirvlende dervisher, som H.C. Andersen var blevet så betaget af på sin rejse til Tyrkiet. Vores rejsebureau havde ikke en sådan tur på programmet, og i virkeligheden finder vi det også mere spændende at komme afsted sammen med andre. Det var ikke noget problem at finde tilbud, for med 100 meters afstand på hovedgaden står der velmenende og veltalende agenter, som forsøger at sælge udflugter. Efter at have talt med et par agenter endte vi med at bestille en 3-dages tur til Kappadokien. Udflugten omfattede transport i bus med air-condition, engelsk- og tysktalende guide, entreer til alle seværdigheder, 2 overnatninger på luksushotel med tilhørende morgenmad og aftensmad. Prisen var - hold nu fast - 320 kr pr person. I virkeligheden havde vi fået et tilbud, som var en snes kr lavere og som også indbefattede en byrundtur, men denne agent virkede lidt mindre overbevisende. Vi betalte et mindre beløb i depositium, en kvittering samt løfte om, at vi ville blive afhentet på hotellet 2 dage senere kl 05:30 om morgenen.

Og tidligt om morgenen i god tid stillede vi os ned på hovedvejen i Alanya, 50 meter fra hotellet. Vi bemærkede, at der udfor mange butikker var vagter, som enten sov eller sad og drak en kop kaffe. En tom turistbus kom kørende og standsede lidt før os, og chaufføren steg ud og kravlede ind på bagsædet. Da jeg gik hen for at forhøre mig hos ham, kunne jeg se, at han havde rullet sit bedetæppe ud og lå og bad. Vi havde også netop hørt muezzinen kalde til bøn. Lidt efter blev vi samlet op af "vores bus". Der var allerede nogle gæster i bussen: et par hollændere, nogle tyskere samt en dansk mor og hendes datter. Det var Else og Natacha, som vi efterhånden lærte at kende. De var på en "dannelsesrejse" og havde været i Istanbul, hvorfra de havde taget den spændende tur langs Middelhavskysten forbi Izmir, Troja, Efesos osv. Og nu skulle de slutte af med en uge i Alanya. Heraf ville de altså bruge 3 dage i Kappadokien, og Else glædede sig især til at se Göreme dalen.

Da alle gæster var taget op og vi kørte østpå, præsenterede vores guider sig. De var begge tyrker, den yngste guide (27 år) havde studeret på universitetet, mens den anden guide (måske 35 år) havde arbejdet i Tyskland godt 4 år. De fortalte kort om de følgende dages program, hvor vi skulle et stykke ind i Anatolien, som de kaldte - Guds moders land, formentlig fordi jomfru Maria levede sine sidste dage her sammen med disciplen Johannes. Du husker måske, at Jesus på korset gav Johannes besked på at tage sig af hans moder?


Islam
På vi havde kørt et stykke, spurgte guiden os, om vi ønskede at høre lidt om hans religion Islam, hvilket vi indvilligede i. Begge guider var muslimer, men det var min opfattelse, at den yngste guide måske tog det mest alvorligt. Han fortalte, at han hverken røg eller drak øl, vin eller spiritus. Han fortalte også, at han til sin tid, når han skulle giftes, ville gøre det i henhold til de muslimske traditioner. Han fortalte meget fængslende om de skikke og ritualer, der knytter sig til tyrkiske forlovelser og ægteskab.

Allah er muslimernes gud. Han er større, end alt hvad mennesket kan forestille sig, og der er forbud mod at afbilde ham. Allah er nådig og gavmild. Han er over alt i himlen og på jorden, har ubegrænset magt. Allah er en kærlig gud. Islam betyder egentlig, at man underkaster sig guds (Allahs) vilje. Sprogmæssigt kommer Islam af samme stamme som ordet Salaam, der betyder Fred.

Koranen er muslimernes hellige bog. Den er den endelige og ufejlbarlige åbenbaring af Allahs vilje, som den blev overgivet til hans profet Muhammed over en periode på 23 år. Bogens formål er at vejlede, advare og dømme mellem mennesker. Koranen giver svar på ethvert spørgsmål i en muslims liv. Ud over at være muslimernes guddommelige vejleder er Koranen også en lovsamling. Dens ord forener nemlig tro og politik, religion og samfund.

En muslim er en person, som tror på Allah. Han/hun lever efter De fem søjler, som er foreskrevet i Koranen:
Trosbekendelsen
Bøn
Faste
Almisse
Pilgrimsrejse

De fem søjler angiver, hvorledes en muslim skal opføre sig. Der kan dog slækkes på reglerne. For eksempel behøver syge og gravide ikke at faste, og hvis man bliver forhindret af noget vigtigt, kan man springe en bøn over. Allah er nemlig nådig og barmhjertig og bærer over med sine skabninger. Det er vigtigere at anerkende hans regler end at følge dem.

Muslimernes trosbekendelse består af én sætning: "Der er ingen anden Gud end Allah, og Muhammed er hans profet".

Bøn er den anden af De fem søjler. En muslim skal bede fem gange om dagen: ved solopgang, når man står op, til middag, om eftermiddagen, ved solnedgang og før man går i seng. Bønnen er et anliggende mellem Allah og det enkelte menneske, og den kan derfor finde sted over alt. Før man beder, vasker man sig. Renselsen er en rituel afvaskning som forberedelse til den åndelige renhed. Man gør sig åben og parat til at modtage Allah. En anden forberedelse er at indtegne et område omkring sig. Dette område er helligt, mens man beder. Ofte bruger man et bedetæppe for at understrege det hellige. Under bønnen skal man vende ansigtet mod Mekka, den hellige by. Alle muslimer beder på arabisk, uanset personens talesprog. En bøn tager 15-20 minutter. Ved enhver moske er opført et tårn - en minaret. Fra minareten kalder muezzinen til bøn fem gange i døgnet, men i praksis er det ofte et bånd, der afspilles.

Fasten er en pligt for enhver muslim - dog er syge, gravide og børn fritaget. Man skal faste i en måned, Ramadan, men kun i dagtimerne. Denne måned forrykkes hvert år, fordi den følger månens bevægelser. Det er den måned, hvor Allah begyndte sine åbenbaringer af Koranen. Muhammed fastede i den måned, hvor han modtog koranens åbenbaringer.

Almisse. Koranen byder enhver muslim at dele ud af sit overskud. Hvert år skal man give 2½ % af sin ejendom til de fattige.

Pilgrimsrejse er den femte søjle. En muslim skal mindst én gang i sit liv at tage på en pilgrimsrejse til Mekka. Formålet med valfarten er at styrke forholdet til Allah, og rejsen kræver både fysisk og psykisk forberedelse, for at man kan nå den rette åbenhed og modtagelighed. Samtidig skaber pilgrimsrejsen lighed mellem alle muslimer, uanset om man er rig eller fattig. Under rejsen bærer alle den samme klædning af to enkle stykker stof.

Islam følger som kristendommen Det Gamle Testamentes beretning om verdens skabelse, og Koranen henter en stor del af sit indhold i Bibelen. Mange af reglerne for, hvordan en muslim bør opføre sig, har samme grundlag som de kristne. Muslimerne har også himmel og helvede, engle og djævle. Grundlæggende er muslimernes, de kristnes og også jødernes gud den samme, men de tror på ham på forskellige måder. Medlemmer af alle 3 religioner kaldes ofte for "Bogens Folk".

Ligesom de kristne, anser muslimerne Abraham for at være deres stamfar. Men herefter skilles de to religioner. Abraham var som bekendt gift med Sarah. Da det så ud til, at dette ægteskal ville forblive barnløst, fik han sønnen Ismael med Sarahs slavekvinde, Hagar. Men da Sarah fødte sønnen Isak - du husker måske den rørende historie fra biblen? - forlangte hun, at Hagar og Ismael skulle forvises. De rejste til det sted, hvor Mekka senere opstod, og Ismael blev stamfar til muslimerne, mens Isak blev stamfar til jøderne.

Muhammed er født i 570 i Mekka. Han er Allahs profet og stifter af Islam. Muhammed var forældreløs, men voksede op hos en god onkel. På Muhammeds tid var der stor ufred mellem de forskellige stammer, hvilket gjorde ham sørgmodig. Uden for Mekka søgte han ensomhed i en hule i et bjerg. Her modtog han sine første åbenbaringer fra Allah. Omkring år 610 modtog han i et syn i hulen en engel, der bød ham at forkynde. Han afviste først, at han skulle være i stand til det, men stemmen blev ved at komme tilbage til ham. Muhammed var nu Allahs profet, og i løbet af 23 år modtog han de åbenbaringer fra Allah, som nedskrevet blev til muslimernes hellige bog, Koranen.

I Islam er det åndelige og det jordiske ikke to adskilte områder, og det er den samme virkelighed, der gælder. Derfor hører religion og stat sammen. Islamisk lovgivning er følgelig identisk med de love og anvisninger, der er givet i Koranen. Koranen forener nemlig tro og politik, religion og samfund, så de ikke kan adskilles. Muhammed var både religiøs og politisk leder og udtalte bl.a., at "hele verden er en moské".

Striden mellem sunni-muslimerne og shia-muslimerne opstod i år 680, da der opstod uenighed om, hvem der havde ret til at forkynde Muhammeds lærdom. Shia-muslimerne fulgte Muhammeds svigersøn Husain, som de betragtede som Muhammeds naturlige efterfølger. Sunni-muslimerne mente, at lederen skulle udpeges gennem valg. Husain blev taget til fange, og da han fastholdt, at han var efterfølger af Muhammed, blev han slået ihjel af sunni-muslimernes leder.

Konya
Moskeen i Konya Først på eftermiddagen - efter en spændende køretur gennem et frodigt landskab, hvor vi mange steder så bomuldsplukkere på marken, kom vi til byen Konya, som i dag først og fremmest er kendt Mevlana Klostret - eller rettere Mevlana Muséet. Konya, som har mere end 500.000 indbyggere, har altid ligget, hvor de store handelsveje krydsedes. Byens historie går formentlig 7000 år tilbage. Under romernes herredømme blev byen kaldt Iconium. Paulus var et par gange i Konya på ogle af sine mange rejser. Under det seldjukiske herredømme i det 12. og 13. århundrede, hvor Konya var rigets hovedstad, blev der bygget mange prægtige bygninger, som stadig beundres. Udover klostret som jeg vil vende tilbage til, ligger der flere moskeer i byen. Alaedin Camii, som er den største seldjukiske moske i Konya. Det tog mere end 70 år at bygge den, og i den store gård ligger 8 sultaner begravet. Tæt på moskeen ligger Karatay Medrese, som er en teologisk skole fra omkring 1250. Lidt længere borte ligger Ince Minareli Minare (den slanke minaret) fra 1258, som især er kendt for dens prægtige indgangsportal. Havde vi haft lidt mere tid, ville vi formentlig have spadseret en tur i den dejlige park lige i nærheden


Mevlanas liv
Mevlana museet Inden vi gik ind i Mevlana Muséet fortalte vores unge guide om baggrunden for stedet. Mevlana - som på arabisk betyder 'vor mester' - er født i Afghanistan i år 1207. Hans oprindelige navn var Celaleddin, men hans tilhængere kaldte ham Mevlana, hvilket på arabisk betyder 'vor mester'. Calaleddins fader Baha'aldin Veled var en fremtrædende islamisk lærer, som bl.a. på grund af mongolsk indtrængen blev tvunget til at flygte - i første omgang til Bagdad. Da Mevlana var 8 år, flyttede familien til Mekka, via Damaskus og endelig til Malatia i den vestlige del af Tyrkiet. Familien flyttede endelig til Konya, da Mevlana af sultanen blev inviteret til at skrive poesi på persisk, som dengang var hofsproget. Konia blev på den tid kaldt Rum. Indbyggerne i Rum blev kaldt Rumi, hvilket blev Mevlanas fornavn.


Portræt af Rumi Mevlana Rumi blev også religiøs lærer og filosof, og han havde snart en stor flok disciple. I 1244 mødte Rumi Tebrizi, en omvandrende mystiker, som gjorde et stort indtryk på ham. Som følge af Tebrizis store indflydelse på Rumi, slog Rumis disciple Tebrizi i hjel, og i forfærdelse trak Rumi sig tilbage fra verden for at meditere. I denne periode skrev han sine store værker, hvori han prædiker tolerance og kærlighed. Rumi var muslim, men havde en usædvanlig tolerant indstilling til andre religioner. Han så de forskellige religioner som mere eller mindre gode, men han udelukkede ingen, hverken jøder eller kristne. På trods af, at Rumi levede det meste af sit liv i Tyrkiet, skrev han de fleste af sine ting på persisk. Divan-e-Shams er et kompendium i poesi på mere end 45.000 vers. Mathnavi er Rumis mest kendte værk, bestående af 7 bøger med 24.660 vers. Dette værk benævnes undertiden som den persiske koran. Rumi dør søndag den 17. december 1273 i sit hjem i Konya i en alder af 66 år (68 år, hvis man regner i måneår, som man fx gjorde/gør i Persien). Rumis tilhængere fejrer denne dato hvert år og benævner den Rumis bryllupsdag, idet Rumi på denne dato blev forenet med Allah.

Det viste sig, at min gode ven og arbejdskammerat, Afshin, der som 18-årig flygtede fra regimet i Teheran for at havne i Århus, hvor han i dag lever en "normal" dansk tilværelse med sin danskfødte hustru og deres 3 dejlige piger, udmærket kendte Mevlana, én af Persiens store poeter. Afshin gjorde mig opmærksom på ét af Mevlanas mere kendte digte, fløjten, som jeg har gengivet nedenfor. Digtet forklarer måske den smerte og melankoli, som præger den særlige sufi-musik, som vi skulle komme til at opleve.

Hør på fløjten, hvor den fortæller
og fører klager over skilsmissens smerter.
Siden de skar mig bort fra rørenes krat,
har mænd og kvinder jamret, rørt af min klage.
Adskillelsen får mig til at søge et sønderrevet bryst
for at tolke længselens smerte for det.
Enhver som dvæler fjernt fra sin rod,
længes bestandig efter genforeningens stund.
I alskens selskab lod jeg min klage lyde,
jeg blev fælle af de glade og de ulykkelige.
Rumi Mevlana


Mevlana Muséet
Mevlanas grav Bygningen har et meget karakteristisk tårn med turkisfarvede kakler. Under kuplen i et pragtfuldt rum befinder sig muséets største klenodie, nemlig kisterne, som indeholder Mevlana, hans fader, hans søn og andre kendte tilhængere af Rumi. På toppen af sarkofagerne ses personernes turban.

På Mevlanas kiste læses følgende inskription:

"Når vi er døde, søg ikke i vores grav på jorden, men find os i menneskers hjerter.".

Selv om det ikke er en moske, er det for mange en helligdom. Vi blev derfor bedt om at stille skoene udenfor, inden vi gik ind. Det er også velset, at kvinderne er sømmeligt klædt. Apropos kvinder så var der i bygningen et galleri, som var forbeholdt kvinder. Desuden opbevares flere hår af Muhammeds skæg, men jeg så dem desværre ikke. Derimod så jeg den store udstilling af smukke håndskrevne udgaver af Koranen fra middelalderen. Nogle af Mevlanas originale poetiske værker var selvfølgelig også udstillet. På muséet findes verdens formentligt smukkest vævede persiske silketæppe, mere end 500 år gammelt. Karins tænder løb i vand.


Mevlevi munk i sin celle Der er arrangeret flere udstillinger, som viser mevlevi munkene hverdag i klostret før i tiden. Vi så nogle af de musikinstrumenter, som de første munke benyttede.

Mevlevi ordenen tilhører en islamisk retning som kaldes for mystikerne. Disse ordener, som findes mange steder, lægger mindre vægt på doktriner og ydre former for tilbedelse end andre sekter. Den retning, som Mevlana tilhørte, kaldes også for sufi, hvilket betyder de uldklædte. Medlemmerne er åbne og tolerante, og dans og musik indgår ofte i deres ritualer. Klostrene, som hedder tekke på tyrkisk, har typisk en stor åben gård i midten. Uden om den ligger semahane, som er det værelse, hvor dansene (sema) foregår. Det er sikkert forkert at kalde en sema for en dans, der er i virkeligheden tale om en slags bøn. Her ligger også de værelser, hvor novicerne bor. Hvis et barn - eller rettere dets forældre - ønskede at blive Mevlevi novice, blev det bragt til klostret som 9-årig. Her gennemgik barnet en årelang uddannelse i læsning, meditation, dans og musik. Undertiden var der i tekke et harem for sheiken og hans familie. Dagen begyndte med bøn og meditation. Herefter fulgte studier i Koranen samt Mevlanas skrifter. Desuden blev der undervist i de 2 musikinstrumenter, der anvendes: ney, en bambusfløjte og kudüm, en lile dobbelttromme, der spilles på med små pinde. Og endelig blev de undervist i den særlige hvirveldans, en meget pinefuld proces - undertiden benævnt 1001 dags smerte. Der blev plantet en "pind" i gulvet, omkring hvilken de unge novicer i timevis øvede sig på at rotere med pinden mellem 2 tæer, så man kunne fastholde sin position. Disse pinde kunne vi se på muséet. Det er sikkert ukorrekt at kalde en tekke for et kloster, idet dervisher gifter sig, får familie og bor udenfor tekke. Kun som novicer bor de i tekke.

Hvirvlende dervish Vores guide fortalte levende om den dans, som blev praktiseret i tekke. Den dervish, som er ansvarlig for dagens sema, spreder et fåreskind ud på gulvet. Skindet er et symbol på sheiken, som er leder af ceremonien. Iklædt hvide dragter med store skørter og høje hatte udfører munkene deres bøn, mens de venter på, at sheiken dukker op. En af munkene læser op fra Koranen, hvorefter en anden munk begynder at blæse på bambusfløjte, ney. Når sheiken dukker op, hilser munkene på ham og hinanden, hvorefter de begynder deres dans. Dervisherne drejer sig omkring deres egen akse, skulder mod skulder, uden at røre hinanden eller sheikh'en, som bevæger sig ud og ind imellem dem. Indtil 60 omdrejninger pr minut. Samtidig roterer de om hinanden og om sheikh'en. Efter at de er begyndt, bevæger de hverken arme, hænder eller hoved. Denne dans, som kan tage 30-60 minutter, bringer dem i en tilstand, hvor de kommer tæt på Gud. Musikken. Og pludselig stander alle på én gang, og bliver stående. Du har sikkert som barn prøvet at dreje om dig selv en halv snes gange, hvorefter du er endt på græsset, svimmel i flere minutter. Guiden fortalte, at vi den følgene aften ville få lejlighed til at overvære hvirvlende dervishe. Han påstod - jeg er ikke sikker på, at det er korrekt, at disse opvisninger kun kan ses 3 steder i Tyrkiet: her i Konya på den årlige festival, på Topkapi i Istanbul samt på den "natklub", som vi skulle besøge den følgende dag.


Festival i Konya
Festival i Konya på Mevlanas dødsdag Mevlana Klostret var fra Mevlanas død i 1273 sæde for undervisning, meditation og ceremonielle danse, ligesom de var genstand for pilgrimsrejser. Under det osmanniske styre opstod et stort antal Sufi ordener, som fik stadig større indflydelse. Ikke kun i Tyrkiet men også i de omkringliggende lande, Syrien, Ægypten, Grækenland m.fl. Så stor var ordenens indflydelse, at Atatürk i 1925 udstedte en lov,som forbød ordenen og deres ceremonier og lukkede alle Sufi klostre. Dette på trods af, at der var - og er - religionsfrihed i Tyrkiet. Dog 2 år senere i 1927 fik klostret tiladelse til at genåbne i skikkelse af museum. Og i 1953 genoplivede man de årlige ceremonier fra begyndelsen af december og med kulmination den 17. december på Mevlanas dødsdag. Denne festival tiltrækker hundredetusinder fra hele verden. Måtte jeg selv opleve det en dag.

Efterkommere af Mevlana har en spændende hjemmeside, hvor du bla. kan se et stamtræ for de 26 generationer, der er kommet til verden efter Rumi!!!


Kappadokien
Efter Konya blev omgivelserne gradvis mere barske. I en periode på 1½ time kørte vi nærmest gennem en stenørken. En kørende bil rejser et spor af støv over 10 km - så det er ikke så tit, man får uventede gæster på disse kanter. Vores transport skete dog under noget mere komfortable forhold en Marco Polo, som 4 gange rejste fra Europa til Asien ad Silkevejen.

Kort over Kappadokien

Kappadokien eller Cappadocia er et uspoleret, måneagtigt landskab i det centrale Anatolien indenfor en trekant, der dannes af Aksaray, Kayseri og Nigde. De mest spaktakulære former findes indenfor en endnu mindre trekant, afgrænset af Ürgüp, Göreme og Avanos. Dette fantastiske landskab blev skabt ved flere enorme vulkanudbrud af Mount Erciyes (3916m) og Mount Hasan (3268m) for omkring 10 millioner år siden, som begravede området under at 500 meter tykt lag af mudder, aske og lava. Over tiden blev dette materiale omskabt til tuf, som er blød og porøs klippe. Denne tuf har millioner af års erosion af regn, vind, temperaturskifte omdannet til fantastiske former (kegler, pyramider, søjler, champignon, dyr osv.) - ofte kaldet "Fairy Chimneys", "Eventyrskorstene", ofte med fine gyldne, røde og violette farver. Adskillige jordskælv har i tidens løb medvirket til yderligere modellering af de mange dale i området.

Klar til Kappadokien Det vides ikke med sikkerhed, hvornår Kappadokien blev befolket, men fra omkring 600 BC omtaler skrifter kongeriget Kappadokien. Navnet Kappadokien menes at komme fra hittitisk Katpatuka, som betyder Landet med de smukke heste. Under den byzantinske tid blev der bygget næsten 1000 kirker og klostre i Kappadokien. De fleste af disse udhugget i de bløde klipper.


Kirkefædrene fra Kappadokien Efter Jerusalems ødelæggelse i år 70 blev Lilleasien centrum for kristenheden. Mange af de tidlige kristne flygtede til Kappadokien for at undgå romersk forfølgelse og for at få fred og ro til at faste, meditere og bede. Her blomstrede kunst, kultur og videnskab, men også hedensk afgudsdyrkelse. Gennnem den utrættelige Paulus arbejde stiftedes de første menigheder her. Efter Paulus' martyrdød i Rom fortsatte bl.a. hans ven Timotheus og apostlen Johannes med at udbrede det kristne budskab i Kappadokien. Selv i den kristne pinse - kirkens fødselsdag - er Kappadokien involveret. Da underet skete, og apostlene begyndte at tale i fremmede tunger (dvs sprog), var ét af de fremmedsprog, der blev nævnt, det sprog, der taltes i Kappadokien.

I det 4. århundrede gjorde 3 helgener St. Basil den store, Gregorius af Naziansus (Nigde) og Gregorius af Nyssa (Nevsehir) området til et af datidens mest betydningsfulde kristne centre. St. Basil, som var biskop i området, udformede bla. regler for livet i klostret. Disse regler følges stadig af munke i græsk-katolske kirker og klostre. Deres vigtigste indsats var nok at bekæmpe den såkaldte "arianisme", som benægtede den guddommelige side af Jesus, og der blev i flere hundrede år diskuteret, om Jesus var "den samme" som Gud eller blot "ligesom" Gud. De 3 kirkefædre fra Kappadokien spillede en afgørende rolle, da man på konciliet i Konstantinopel i 381 fik gjordt op med denne tro. At Muhammed 400 år senere anlagde samme syn på Jesus er en anden sag.


Underjordiske byer
Møllestensdør, som kun kan åbnes indefra Der er indtil i dag fundet 36 underjordiske byer i Kappadokien, hvoraf kun nogle er åbne for offentligheden. Der er dog næppe tvivl om, at der vil blive fundet flere med tiden. De største byer kunne rumme indtil 20.000 beboere. Disse hulebyer er lavet som tilflugtsted for beboerne i krigstid. Forsvaret mod en truende fjende var simpelt: en stendør bestående af en 500 kg tung klippeblok, som kun kunne "åbnes" indefra. Byen havde kilder, som kun var tilgængelige indefra, dvs fjenden kunne ikke stoppe eller forgifte drikkevandet. Skakter gav både frisk luft og fungerede som skorstene. Så godt er disse ventilationsanlæg konstrueret, at de giver et godt indeklima 8 etager under jorden. Sindrige labyrinter gav beboerne gode muligheder for at slippe bort.

Fresko i underjordisk kirke i Tatlarin, kappadokien I det 7. århundrede bliver Kappadokien slagmark for arabiske-byzantinske sammenstød. Kristne og andre søger beskyttelse i de underjordiske byer, som tusinder af år forinden er blevet lavet af datidens befolkning. Her bygger de kristne underjordiske kirker og gravsteder. Mange af kirkerne er udsmykket med farvestrålende fresker med religiøse motiver.

Betegnelsen by er måske ikke den mest velvalgte, da det er tvivlsomt, at den blev anvendt til beboelse i fredstid. Snarere et sted, hvor man kunne søge tilflugt, når fjenden truede. Så sent som i 1839 flygtede lokalbefolkningen ned i de underjordiske byer for den fremrykkende ægyptiske hær. I fredstid blev hulerne formentlig anvendt til lagring af forråd. Det bliver de i øvrigt også i dag. Mange nyere huse er bygget ovenpå sådanne huler, som så anvendes som kælder. Mange af hulerne fungerer i øvrigt som beboelse i dag.


Tatlarin
Erling på vej ind i tunnel, som fører fra en etage til den næste Vi gjorde ophold ved landsbyen Tatlarin, 10 km nord for Acigol. Her skulle vi både besøge en underjordisk by og en klippekirke. Den underjordiske by ligger inde i på en klippe. Den blev først opdaget i 1975 og åbnet for offentligheden i 1991. Byen er i 8 etager, men kun de øverste 3 etager er åbne for offentligheden. Efter guidens udsagn skulle der selv i den underste etage være et udmærket indeklima. Udover rum til beboelse og køkkenbrug var der mange forrådsrum, hvilket tyder på, at byen måske har været en militær garnison. Den nærliggende kirke kunne også tyde på, at stedet har været et kloster. Noget særligt ved denne by er, at den er forsynet med et toilet med rindende vand. OK, toilettet var selvfølgelig kun en rende i gulvet, men alligevel.

Erling på vej ud af tunnel. Gangene mellem de forskellige etager er ca 40 meter lange og nogle steder kun 1 meter i diameter. Der var jo ingen grund til at gøre det alt for let for en evt. indtrængende fjende. Gangene kan ikke anbefales til personer med tendens til klaustrofobi. I mange tilfælde var flere underjordiske beboelser forbundet med gange. I det mindste var der lavet et lille hul i væggen, så man kunne kommunikere med naboerne. På billedet ser vi Erling vende tilbage fra et besøg i dybet.


Fresko i Tatlarin klippekirke Den lille byzantinske kirke, som ligger i nærheden, har ikke været udsat for vandalisering. De mange smukke fresker er forbløffende friske med især røde, gule og purpur farver på en grå baggrund. På billederne ser man jomfru Maria og jesusbarnet, ærkeenglene Mikael og Gabriel, kejser Konstantin den Store, Palmesøndag med indtoget i Jerusalem , korsfæstelsen samt forskellige helgener. Heldigvis har de tidlige fresker overlevet den periode i det 8. århundrede, hvor der var forbud mod at afbilde personer, og kun tilladt at lave geometriske figurer. De fleste fresker er i øvrigt fra det 9. - 13. århundrede.


Sagnet om Sct Georg
Sct Georg dræber dragen Georgius, som er spejdernes skytshelgen, blev født år 303 i Kappadokien. Da han fyldte 17 år, blev han soldat i kavalleriet, og der gik snart ry om hans dygtighed i våbenbrug og idræt, og han blev berømt for sin tapperhed, uforfærdethed og gode dyder. På sin færden kom han vidt omkring. Således kom han en dag til den lille by Salem. Her huserede et skrækkeligt uhyre, en grådig drage. Mange mænd havde prøvet at fælde den, men uden held, og man havde derfor lavet en aftale med dragen, således at den skulle vogte landet mod til gengæld hver dag at få 2 får. Imidlertid slap fårene op, og dragen forlangte nu at få ét menneske i stedet - set fra dragens side bestemt et rimeligt forlangende. Også dette måtte man gå ind på, og hver dag måtte én af beboerne gå den tunge gang til dragen.

Den dag Georgius kom til Salem, havde loddet truffet kongens smukke datter. Kongen bekendtgjorde, at den, der ville kæmpe med dragen og dræbe den, skulle få prinsessen og det halve kongerige. Men ingen meldte sig. Da Georgius ankom, var prinsessen allerede på vej til dragens tilholdssted uden for byen. Men da Gregorius blev klar over hvilken skæbne, der ventede den unge prinsesse, besluttede han at kæmpe mod dragen. Efter en voldsom kamp, hvor dragen spyede ild gennem næsebor og mund, fældede han dragen; men da kongen tilbød ham den lovede belønning, afslog han. Gud alene havde æren, sagde han. Ikke så mærkeligt, at Sct Georg er blevet spejdernes skytshelgen. Måske skal jeg undgå at nævne, at han kommer til at lide martyrdøden.


Otel Kral
Hotel Kral, hvor vi havde 2 overnatninger Hen under aften kom vi frem til Hotel Kral i Ürgüp, hvor vi skulle tilbringe de følgende 2 nætter. Jeg tror, at vi alle blev behageligt overraskede, da vi så hotellet. Værten fortalte senere påp aftenen, at hotellet både var bygget med "gamle materialer" - dvs kalksandsten - men også efter gammel byggestil. Han erklærede stolt, at der ikke fandtes andre hoteller i Tyrkiet i denne stil. Det vrimlede med tjenstvillige tjenere, så snart var vi indkvarteret på vores værelser. På billedet til højre står vores unge guide og snakker med den meget venlige overtjener.


Aftensmad på Hotel Kral Efter at vi havde nettet os lidt, spise vi aftensmad i restaurationen, som lå i kælderen. Maden - kylling -var udmærket. Vi fik et bord med plads til 8, så Else og Natacha kunne gøre os selskab. Else fortalte, at de havde købt udflugten gennem deres danske rejsebureau. Prisen var næsten 600 kr sammenlignet med de ca 300 kr, vi havde betalt. Men hun havde ikke haft mod til at købe rejsen "på gaden", som vi havde gjort. Vi fik at vide, at Natacha var elektronikingeniør og arbejdede med radiokommunikation ved Motorola. Det er s'gu ingen sag, når man både er køn og velbegavet.


Hotel Kral, nabohuset, hvor ejeren boede sammen med sin familie samt broderen og hans familie Da vi senere på aftenen sad og nød en øl eller raki, faldt vi i snak med værten. Han fortalte, at han og hans bror ejede og drev hotellet. De 2 familier boede i det smukke hus ved siden af, som var opført i samme stil som hotellet. Vi bemærkede, at et enkelt par af selskabet fik anvist værelse derovre. Da vi spøgte med, at rakien var stærk, sagde værten, at man uden problemer kan drikke 3 glas raki, men herefter skulle man også passe på. I øvrigt skulle Erling passe på allerede ved det første glas, fordi han ikke - som alle rigtige mænd - havde skæg. Men da der senere kom fodbold på TV skærmen, steg stemningen. Alle tyrkere - i hvert fald mændene - er fuldstændigt tossede med fodbold. Og da både Kurt og Erling har været habile fodboldspillere, faldt de godt ind i selskaber.

Trætte gik vi i seng efter en lang og begivenhedsrig dag. Og morgendagen så ud til at blive mindst lige så spændende.


 

Start på rejsen Toppen af denne side Forrige side Næste side