Inden vi kom til Firenze, havde vi læst, at den havde en imponerende synagoge, hvorfor vi havde sat den på vores program. Også fordi vi aldrig havde været i en synagoge, mens vi har besøgt masser af kristne og muslimske kirker. Synagogen ligger i udkanten af den historiske bydel i Via Farina, men ikke længere væk, end vi med lethed kunne spadsere derhen. Vi undrede os lidt over, at der ikke var skilte, der viste til synagogen, idet der var masser af skilte til byens øvrige seværdigheder. Da vi kom frem til synagogen, havde den netop lukket for turister, så vi spadserede lidt længere hen ad Via Farini, hvor der ligger en dejlig park. Her sad vi en halv time på en bænk og kiggede på de legende unger. Vi vendte tilbage til synagogen et par dage senere, men da der jo ikke er nogen grund til, at du også skal fjolle rundt, får du åbningstiderne her:
| April-september: | Søndag-torsdag: | 10.00-13.00, 14.00-17.00 |
| - | Fredag: | 10.00-13.00 |
| - | Lørdag | lukket |
| Oktober-marts: | Søndag-torsdag: | 10.00-13.00, 14.00-16.00 |
| - | Fredag: | 10.00-13.00 |
| - | Lørdag | lukket |
Af sikkerhedshensyn (?) måtte vi efterlade vores camera i en aflåset boks ved indgangen lige før metal detektoren. Synagogen ligger i en dejlig have. Til venstre for synagogen er opsat et monument med navne på de florentinske jøder, som omkom under anden verdenskrig. Det så ud, som om hele familier var blevet udslettet. Ca 25% af byens jøder omkom. Uhyggelig læsning. Hver time er der en præsentation af synagogen (kl 10.00, 11.00 osv) ved en guide, som fortæller om synagogen og dens historie. Jeg har gengivet noget af foredraget nedenfor. Efterfølgende kunne vi stille spørgsmål til guiden. Der kommer ca 40.000 gæster om året, næsten alle jøder fra hhv. Israel og USA.
Der har formentlig levet jøder i Firenze siden romertiden. Den første skriftlige dokumentation herfor stammer fra det 6. århundrede. I 1430 inviterede byens ledere (priori) jøder til at slå sig ned i Firenze som pengeudlånere, da man var stærkt utilfredse med de kristne bankers ukristelige ågerrenter. I mange år levede den jødiske befolkning i fred og ro i Firenze. Lorenzo den Prægtige forsvarede de jødiske samfund i Toscana. Under kampene mellem Medicierne og de øvrige familier blev jøderne, som tog parti for Medicierne flere gange udvist for igen at vende tilbage, når krigslykken skiftede. I 1490'erne blev jøderne sammen med Medicierne udvist fra Firenze, da Girolama Savonarola kom til magten og indførte en slags præstestyre. Udvisningen blev udsat for en tid, da jøderne ydede et betydeligt (rentefrit) lån til republikken. Da Medicierne kom til magten igen i 1512, blev udvisningen ophævet. I 1527 blev jøderne igen udvist, men kom tilbage i 1531, da Alessandro af Medici kom til magten.
I 1537 kom Cosimo I af Medici til magten i Firenze. Han gav udstrakte rettigheder og privilegier til jøder, som ville komme og slå sig ned i hans område. Der kom især mange såkaldte sefardiske jøder fra Spanien, Portugal og Mellemøsten. Cosimo gav endda asyl til jøder fra andre pavestater, Men piben fik en anden lyd, da Cosimo i 1569 blev udnævnt til storhertug af Toscana. Jøderne blev tvunget til at bære den gule Davidsstjerne. I 1570 lukkede han de jødiske banker, og i 1571 oprettede han en jødisk ghetto - formentlig efter krav fra paven. Ghettoen lå i den gamle bydel mellem Via Roma, Piazza della Repubblica, Via Brunelleschi og Via de' Pecori. Indenfor dette område levede jøderne deres religiøse, sociale og kulturelle liv. Der var to synagoger, én til de sefardiske jøder, en anden til de italienske jøder (de europæiske askenazy jøder). Der var også jødiske skoler, en kosher slagter, en bager, et badehus mv. Dette samfund valgte at råd på 18 medlemmer, hvoraf tre blev udvalgt til at varetage den øverste ledelse. Alle juridiske problemer, kontrakter, søgsmål, ægteskab og skilsmisse mv. blev afgjort af deres egen religiøse domstol. Denne domstols kendelser blev respekteret af republikken (staten). Jøder havde også den særlige status, at de ikke kunne indklages for de almindelige domstole, men kun for republikkens højesteret.
Bortset fra ghettoiseringen, som betød, at jøderne fra solnedgang til solopgang bogstavelig talt var låst inde i deres bydel, blev jøderne behandles med tolerance og respekt af myndighederne og borgerne i Firenze. Overførslen af storhertugdømmet fra Medici familien til Habsburg-Lorraine familien i 1738 forringede ikke de florentinske jøders levevis. Selv da Napoleon efter erobringen af Toscana åbnede portene til ghettoen og gav jøderne borgerrettigheder, ændrede det ikke meget på jødernes levevilkår. Men da Habsburgerne kom tilbage i 1815, blev jøderne mod deres vilje tvunget tilbage til ghettoen. I 1848 blev ghettoen lukket for stedse. I løbet af 1860'erne blev de gamle bygninger brudt ned, og den bydel, hvor der havde boet jøder i mere end 300 år, forsvandt. i stedet blev der på området opført en række monumentale bygningsværker (som efter min mening ikke alle har nogen større arkitektonisk værdi). Firenze var hovedstad i det nydannede Italien, og nu skulle der bygges pompøst, fx Piazza della Repubblica. Selvfølgelig var det et fremskridt, at jøderne ikke længere var henvist til at bo i ghetto, men man forskertsede muligheden for at bevare et gammelt jødisk kvarter som fx i Prag. Nej, det er ikke alle fremskridt, som fører fremad. Jøderne, som nu havde samme rettigheder og muligheder som de øvrige borgere i republikken, kunne nu kaste sig over alle professioner, som hidtil havde været dem forment, og de bidrog betydeligt til samfundets kulturelle og økonomiske udvikling.
Efter ødelæggelse af ghettoen var behovet for en ny synagoge påtrængende. Siden 1842 havde det jødiske samfund været i gang med at rejse penge til byggeriet. En komité blev nedsat, og en fond blev grundlagt med et bidrag fra Montebarocci familien på 5.000 dukater. Da den velhavende David Levi, som var præsident for det jødiske samfund i Firenze fra 1860 til 1870, ved sin død efterlod sin ejendom til det formål "at bygge et monumentalt tempel, værdig til Firenze", kom der gang i projektet, og komitéen købte et passende grundstykke i Via Farini. De tre arkitekter, Marco Treves, Mariano Falcini og Vincenzo Micheli vandt arkitektkonkurrencen om at bygge en monumental synagoge. Firenze var hovedstad i den italienske stat fra 1864-1870 (hvor værdigheden overgik til Rom). Det har formentlig også haft en ansporende effekt. Opførelsen begyndte i 1874 og strakte sig over otte år. Synagogen blev indviet den 24. oktober 1882 med deltagelse af jødiske personligheder fra hele verden. Den nye synagoge, som lå langt fra de to tidligere, tiltrak jødiske borgere, og førte til en koncentration omkring synagogen.
Den fascistiske æra i Italien og anden verdenskrig medførte store lidelser for de ca 3.000 jøder i Firenze som så mange andre steder. 243 jøder blev sendt i koncentrationslejr, kun 13 vendte tilbage. Efter krigen gik man i gang med at genopbygge det jødiske samfund - både materielt og mentalt. Synagogen var blevet svært beskadiget i august 1944. Nazisterne, som havde brugt synagogen som garage, minerede kirken, da de blev tvunget til at trække sig tilbage. Desværre lykkedes det ikke at få fjernet alle bomber, så der skete en eksplosion inde i kirkerummet. Flere søjler kollapsede, og en stor del af kvindernes galleri blev ødelagt. Synagogens skatte, som var blevet stjålet og ført bort, blev heldigvis skaffet til veje. Bygningen blev smukt restaureret og bærer i dag kun mindre tegn på ødelæggelserne.
I 1966 blev synagogen igen udsat for en katastrofe, idet Arno gik over sine bredder og fyldte godt 2 meter af bygningen med en forfærdelig blanding af vand, mudder og fyringsolie. Dette ødelagde mange kunstværker og møbler samt det historiske bibliotek. 90 Torah ruller blev svært beskadiget, men som guiden sagde, er de alle (som?) ved et mirakel blevet restaureret og bragt i god stand. Menigheden fik hjælp til restaureringen fra mange jødiske samfund i og udenfor Italien. Skaderne på bygningen er dog stadig synlige. I dag er der ca 1.000 medlemmer af den jødiske menighed i Firenze. Menigheden driver et plejehjem (1957), en skole (1964), en ungdomsklub, en sportsklub mv. Endelig findes der også et mindre bedested for askenazy jøder.
Måske fordi de fleste af Firenzes jøder var sefarder (fra Mellemøsten eller fra Spanien og Portugal, som jo var besat af maurere indtil 1492), er synagogen bygget i maurisk eller muslimsk stil. Den er tydeligvis inspireret af den byzantinske kirke Hagia Sophia i Konstantinopel. På det tidspunkt var det almindeligt, at arkitekter bevidst blandede forskelige stilarter, i dette tilfælde byzantinske buer og mauriske dekorationer. Resultatet er noget, som minder om en græsktortodoks kirke eller en nordafrikansk moske. Bygningen er beklædt med marmorblokke i skiftende hvid og rød farve. En søjlegang med tre buer fører ind til hovedindgangen. Her er et langt atrium med smukke mosaikker med indlagt marmor i mange farver i gulvet. Kirkerummet er kvadratisk, og over det rejser sig en vældig kuppel, beklædt med kobber. To små tårne på facaden er forsynet med mindre kupler. Væggene og loftet er dekoreret af Giovanni Panti med motiver, som går igen på møblerne. Efter jødisk tradition har man undladt at afbilde religiøse motiver i kirken. Helhedsindtrykket er præget af harmoni og skønhed. På de tre sider er rummet afsluttet med buer, som understøttes af søjler. Disse søjler, hvis kapitæler er forsynet med udskårne arabesker, bærer "kvindernes galleri". Den fjerde side er dækket med venetiansk mosaik. Her er den såkaldte "Bimah" (eller tebah), som er den forhøjede platform, der findes i enhver synagoge. Herfra læser Rabbien op af Torah rullerne for menigheden, og forhøjningen skal sikre, at alle kan se Torahen. I hver side af "Bimah" står en "Menorah", den 7-armede lysestage. Bagest står "Aron ha Kodesh", Pagtens Ark, hvori Israelitterne transporterede stentavlerne med de 10 bud, som Moses modtog fra Gud. I denne ark opbevares de hellige Torah ruller, som kun er fremme under gudstjenesten. Under sabbat gudstjenesten står menighedens ældre (beklager, kun mandlige medlemmer) foran den lukkede ark og fremsiger en bødn. Herefter udpeges to af dem til at åbne dørene ind til Torah rullerne. Herefter anbringes Torah rullerne i særlige stativer på "Bimah", hvorefter de forsamlede kommer frem og berører de indpakkede Torah ruller. Mere herom lidt senere. Vi fik desværre ikke lov til at betræde denne hellige del af kirken. Efter sigende skal der være spor af bajonetmærker i arken efter den nazistiske besættelse.
Efter at have overværet "forelæsningen" og beset synagogen gik vi op i det jødiske museum, som ligger på anden etage. Museet er grundlagt i 1981 af en non-profit organisation "Det jødiske museum i Firenzes venner". Foreningens formål er at bidrage til vedligeholdelse og udbygning af den historiske samling, Museet indeholder bl.a. en samling af religiøse genstande. Vores guide, som tilsynaladende var alene om at passe forretningen den dag, lukkede kirken og fulgte med op i museet. Jeg spurgte til betydningen af de 9-armede lysestager, og hun fortalte, at de anvendes i forbindelse med "Chanukkah" - indvielsesfesten. I dag fungerer Chanukkah nærmest som en jødisk udgave af den kristne jul, idet festen oftest falder i december. Festen er til minde om indvielse af det 2. tempel i Jerusalem. Det blev opført 165 BC. (Det første tempel blev som måske bekendt opført under Salomon. Det 3. og sidste tempel, som blev nedbrændt af romerne i år 70, blev opført af Herodes den Store). Efter at præsterne havde indviet templet, tændte de lys. Der var kun olie til 1 døgn, men på mirakuløs vis brændte det i 8 dage. Derfor har hver jødisk familie en 8-armet lysestage, og for hver dag tændes yderligere et lys, til alle 8 lys brænder. "Men hvad så med det 9. lys?", spurgte jeg. Nå, det bruges til at tænde de øvrige 8 med. Sådan bliver man oftere lidt klogere, hvis man tør spørge.
Det mest interessante i museet var efter min mening et par Torah ruller. På tavler var forklaret de ritualer, der knytter sig til disse. Jeg skal prøve at gengive mit udbytte heraf i det følgende. Torahen indeholder "Loven", dvs de fem mosebøger, oprindelig altid håndskrevne på pergament (skind af et kosher (rent) dyr), men der bliver også lavet trykte udgaver af Torahen, den helligste af jødernes bøger. Torah rullen opbevares i et skab (ark) i synagogen. Ved hver gudstjeneste (sabbat, helligdage m.fl.) læses et stykke fra Torahen. Mænd fra forsamlingen kaldes op til læsning. I de fleste tilfælde udtaler den udvalgte en velsignelse og overlader det til rabbien eller kantoren at foretage oplæsningen fra Torahen i hans sted. Oplæsningen har nærmest karakter af sang, og Torahen er forsynet med små symboler, som viser hvilken melodi, der skal bruges. Hertil kommer, at der almindeligvis ikke er vokaler i teksterne, så det er en udfordring af læse fra Torahen.
Torahens tekst fylder almindeligvis 248 kolonner, og da ét stykke pergament giver plads til 3-4 kolonner, går der omkring 80 skind til en Torah. Den pen, der anvendes, skal også kommer fra en Kosher fugl, oftest en gås eller kalkun. Der anvendes en særlig pen til at skrive Guds navn med. Personen, som skriver Torahen, lavet selv det blæk, der anvendes. Det tager en professionel skriver omkring 1 år at skrive de mere end 304.805 bogstaver, der indgår i de fem mosebøger. Skriveren kopierer hvert tegn fra en udgave af mosebøgerne, som er blevet specielt kontrolleret og autoriseret til formålet. Intet bogstav må berøre et andet bogstav. Selv afstanden mellen afsnit og de enkelte bogstaver skal kopieres nøjagtigt.
Torahen må ikke indeholde fejl. Hvis der er blot én eneste fejl i Torahen, er den "pasul" (dvs ikke kosher. Mindre fejl må skriveren udbedre ved at radere det fejlagtige tegn bort med en kniv. Hvis der er fejl i Guds navn, skal hele pergamentet kasseres og brændt, da det ikke er tilladt at slette Guds hellige navn. Når et pergament er færdigt, kontrollerer skriveren det tre gange med hjælp af en anden person, som bruger en autoriseret udgave til sammenligning.
Når skriveprocessen er tilendebragt, syer skriveren de enkelte stykker pergament sammen med sener fra en ko eller et får. Derefter bliver Torahen i hver ende syet fast til en trærulle (kaldes "Livets Træ"). Endelig bliver Torahen "klædt på" og er nu klar til indvielse i et jødisk samfund. Det sker ved en særlig ceremoni.
Torahen, som opfattes som Guds redskab for kommunikation med sine børn (Israels børn), klædes på i én eller flere ofte farvestrålende kapper. Kappen eller klædet, som almindeligvis er håndlavet af medlemmer af menigheden, forsynes med en eller flere brystplader af guld eller sølv. Toppen af de to træruller forsynes med en krone, som skal symbolisere Guds almagt.
Under læsningen anvendes en særlig pegepind af metal eller træ for ikke at ødelægge det dyrebare og følsomme pergament. Denne pegepind ender oftest i en finger.
I forbindelse med museet lå en butik, hvor man kunne købe bøger, billeder og souvenirs med tilknytning til synagogen og den jødiske religion, kunst og kultur.
Da vi gik tilbage mod den historiske bydel, opdagede vi, at der ved siden af synagogen lå en kosher restaurant, Ruth. Menukortet viste mest vegetarretter og retter af mellemøstlig tilsnit.
Jeg har hele tiden omtalt den jødiske kirke som en moske. Jøderne selv kalder det et tempel - "Tempio Israelitico" til minde om templet i Jerusalem. Vi var enige om, at vi havde haft et par spændende timer, så måske er det noget for dig, hvis du kommer på de kanter.
