Piazza Santa Croce

Den enorme, rektangulære plads "Piazza Santa Croce" er resultatet af en større byfornyelse i det 13. århundrede. Her ligger et par smukke paladser: Palazzo Cocchi-Serristori, som ligger overfor kirken og er fra slutningen af 1400-tallet, og Palazzo dell'Antella, som tilhørte Cerchi familien, leder af "det hvide guelfe parti". Den store plads har i tidens løb været anvendt til utallige religiøse, politiske og folkelige forsamlinger. I 1250 blev det første parlamentsmøde afholdt her. Under pesten i 1437 talte franciskanermunkene til befolkningen her. Der blev hvert år afholdt karneval på pladsen. Under renæssancen blev der afholdt turneringer her, de mest berømte arrangeret af brødrene Lorenzo og Giuliano de Medici. Siden begyndelsen af 1400-tallet har pladsen været brugt som bane for den årlige fodboldkamp ("calcio storico"), der i dag afvikles i historiske kostumer. Der er 27 spillere på hvert hold, og kampen varer 50 minutter. Inden kampen går spillerne m.fl. i parade gennem den historiske bydel. Efter kampen er der et stort fyrværkeri. De tre kampe finder sted sidst i juni måned - besøg evt. denne hjemmeside, som indeholder tidspunkter for mange italienske begivenheder. Selv belejringen af Firenze i 1529 af Karl V kunne ikke afholde byens borgere fra at gennemføre deres årlige spil. Lidt udfordrende placerede de trompeterere på taget af Santa Croce, udsat for beskydning. Spillet var suspenderet fra 1739 til 1930.

I et hjørne af kirkepladsen står en statue af Dante Alighieri, udført af Enrico Pazzi. I 1864, i 500-året for Dantes fødsel, blev denne statue rejst under overværelse af den italienske konge og tilskuere fra hele Italien. Oprindelig stod statuen midt på pladsen, men på grund af de mange begivenheder, der finder sted på pladsen, blev den senere flyttet til sin nuværende placering.

Omkring Santa Croce

Santa Croce dominerer i dag hele Piazza Santa Croce. Før den nuværende kirke (basilika) lå her en mindre franciskanerkirke fra omkring 1225-1226. Traditionen vil, at denne kirke blev grundlagt af den hellige Frans af Asissi, som besøgte sin lille menighed i Firenze i 1221 på vej til et møde med en anden ordensgrundlægger, Dominicus. Frans (Giovanni Bernardone), grundlægger af tiggermunkeordenen også kaldet gråbrødrene, døde i 1226. Allerede to år efter sin død blev Frans kanoniseret af sin gode ven, pave Gregor IX. Allerede i 1252 måtte den lille kirke udvides, men den stærkt voksende menighed kom snart igen i pladsnød. Det var også nødvendigt at bygge et kloster til de mange ordensbrødre, som strømmede til. Udover munkene kom også mange lægmænd, som tilsluttede sig den hellige Frans' idéer. En af disse var Dante Alighieri. Herudover skulle der også være plads til to skoler: en teologisk skole og en læg (verdslig) skole, samt til det omfattende bibliotek, som blev grundlagt omkring 1250.

Da ordenens ledere besluttede at bygge en helt ny kirke af enorme dimensioner - den skulle være større end dominikanerordenens "Santa Maria Novella" - kom der en del protester om, at dette næppe var i overensstemmelse med den hellige Frans' ideal om ydmyghed og fattigdom. Protesterne blev overhørt, og tidens mest berømte arkitekt, Arnolfo di Cambio blev ansat som bygmester. Arnolfo di Cambio blev allerede året efter også betroet opgaven med at opføre en ny katedral til byen, Santa Maria del Fiore, og de to kæmpekirker blev opført sideløbende. For en ordens skyld skal jeg nævne, at Arnolfo di Cambio også var ansvarlig for opførelse af Palazzo della Signoria, så mon ikke han har haft hænderne fulde.

Santa Croce Kirken

Santa Croce - betyder helligkorskirken - er den største franciskanerkirke i hele Italien. Kirken blev bygget som et modstykke til dominikanerkirken Santa Maria Novella, som var bygget ca 50 år forinden. Byggeriet af den vældige kirke, som blev påbegyndt i 1295, trak ud. I 1320 fik menigheden adgang til at bede i kirken, som først blev indviet i 1442 af pave Eugene IV. Kirkemødet i Firenze i 1439, som skulle hele bruddet mellem den romersk katolske kirke og den ortodokse kirke, blev holdt i Santa Croce - mødet var desværre uden varig virkning.

Cosimo den Ældre bekostede opførelsen af "Cappella Medici" ("Cappella Novitiate") ved siden af sakristiet. Det blev udført af Michelozzo, Cosimos yndlingsarkitekt (1434-1445), og Andrea della Robbia og Mino da Fiesole stod for udsmykningen. Andrea de Pazzi stod for bygning af "Cappella Pazzi" i det første kloster, "De dødes Kloster", designet af Filippo Brunelleschi omkring 1430. Fra 1566-1584 blev kirkens indre "moderniseret" af Giorgio Vasari på bestilling af storhertug Cosimo I, og de store altre i sideskibene blev udført. Ved den lejlighed gik det ud over en stor del af den oprindelige udsmykning. Facaden blev i første omgang blev efterladt uden udsmykning. Engang i 1400-tallet tilbød Quaratesi familien at bekoste en facade til kirken, men betingede sig, at familien våbenskjold skulle indgå i ornamenteringen. Dette blev afslået af klosterbrødrene, og de 100.000 floriner gik i stedet til opførelse af en kirke i nærheden af San Miniato al Monte, San Salvador. Omkring 1850 lavede Nicola Matas et forslag til en facade (grøn og hvid marmor, som vi har set så mange steder i Firenze). Desværre havde byen ikke de nødvendige midler til at gennemføre projektet. Så tilbød Commendatore Sloane, en engelsk gentleman, som havde boet længe i Firenze, at yde et lån på £700 for at arbejdet kunne påbegyndes. Lånet blev snart efter konverteret til en gave, og over byggeperioden 1857-1863 donerede han et beløb på omkring £12.000. Facaden "afsløret" af pave Pius IX i maj måned 1863. Det originale klokketårn (kampanile) blev genopbygget fra 1847-1865, efter at det var blevet ramt af lyn.

Til højre for kirken ligger "det gamle" og "det nye kloster". I det gamle kloster finder vi det smukke Pazzi kapel, der oprindelig tjente som kapitelsal for ordensbrødrene; bygget af Filippo Brunelleschi fra 1442-1446 og afsluttet i 1470-erne. I en selvstændig bygning ligger museet, "Museo dell'Opera di Santa Croce", som er indrettet i klostrets gamle spisesal. Franciskanernes sovesal huser i dag en læderskole, og turister kan købe punge, tegnebøger o.l. i en lille forretning. Det var efter min mening ikke den store oplevelse.

Kirkens indre

Den gotiske kirkes grundplan er et egyptisk kors, dvs formet som et "T". Det brede midterskib bæres af to rækker med hver 7 søjler. Det meste af gulvet er dækket af gamle gravsten (276 stk). For enden af det 138 meter lange og 39 meter brede kirkerum ligger koret samt et tværskib med i alt 16 kapeller for kvarterets fremtrædende adelsfamilier: Bardi, Peruzzi, Tosinghi, Pulci, Rinuccini, Alberti osv. Væggene i kirkerummet og i kapellerne blev efter opførelsen straks bemalt med fresker af Giotto og hans medhjælpere. De samme kunstnere lavede også de smukke glasvinduer i de høje gotiske vinduer. I dag er det kun udsmykningen af Peruzzi and Bardi kapellerne, som man med sikkerhed kan tilskrive Giotto, mens de øvrige er "gået til" i tidens løb. På altret er en altertavle af Gerini med Madonna og et antal helgener. Herover et smukt krucifiks af en af Giottos elever.

Benedetto di Maiano (1442-1497) har lavet den smukke prædikestol, som "hænger" på en af søjlerne i midterskibet. Den er udført i marmor, udsmykket med scener fra Frans af Asissis liv. Sammen med broderen, Giuliano har han lavet de smukke døre ind til Pazzi kapellet.

I tværskibet ligger et større antal kapeller - vistnok 13. De er bygget af byens mest velhavende familier, fx af Bardi og Peruzzi familierne, som var de største bankfamilier i Firenze i 1300-tallet. Det kapel, som interesserede mig mest, var Cappella Maggiore, hvor Agnolo Gaddi med sine fresker fortæller legenden om "det sande kors". Jeg vil ikke gennemgå alle kapellerne, blot de mest fremtrædende. Vi starter med Maggiore kapellet, som ligger midt i tværskibet.

Kapellerne i Santa Croce

Bardi kapellet af Donatello er viet til Sankt Ludvig (biskop af Toulouse) og Sankt Bartholomæus. Det indeholder en række fresker, som viser den hellige Frans' liv og død. Over altret i kapellet hænger et trækrucifiks, et af Donatellos tidligste værker. Vasari fortæller i sin kunstnerbiografi, at Brunelleschi kritiserede den unge Donatello og mente, at hans Kristus mere lignede en bonde end verdens frelser. Donatello blev formentlig sur og bemærkede, at det er nemmere at finde fejl hos andres værker end selv lave noget, der var lige så godt. Nogen tid efter inviterede Brunelleschi Donatello til frokost i sit studie, og Donatello kom ind i rummet med sit forklæde fyldt med ost og frugter fra markedet. Det første, han ser, er et krucifiks, som Brunelleschi netop har lavet. Han taber alle frugterne på gulvet og udbryder i beundring: "Brunelleschi kan lave en Kristus, mens jeg kun kan lave bønder!". Bemærk at Bardi familien har to kapeller.

Peruzzi kapellet er ligeledes bemalt med fresker af Giotto, mange mener, at de er de smukkeste fra Giottos hånd. Motiverne er overvejende fra Johannes Døberens liv og død. Man ser faderen, den gamle Zacharias skrive sin søns navn på en tavle, mens branet bæres frem for ham. Man ser den smukke Salome danse sin forførende dans, mens hun spiller på lyre. Og endelig ser man en soldat, som præsenterer Herodes for Johannes Døberens afhuggede hoved. En anden freske viser evangelisten Johannes opvække Drusiana - et under, som tilskrives evangelisten. En anden freske viser evangelistens himmelfart, og man ser, hvorledes han møjsommeligt bliver trukket til himmels.

Riccardi kapellet, som tidligere tilhører Giugni familien, var også dekoreret af Giotto, men der er ikke noget tilbage af freskerne. Kapellet blev givet til Joseph Bonaparte, ekskonge af Spanien og broder til Napoleon I, da han boede her. Hans og hans families monument står ved sidevæggene.

Morelli kapellet, lige før døren til sakristiet, har tidligere tilhørt Velluti familien. Altertavlen forestiller "Marias bebudelse", udført af Cristofano Allori. Velluti familien var købmænd i Firenze, men medlemmer af familien foretog også diplomatiske missioner til pavestaten og Neapel.

Baroncelli kapellet er et af de største kapeller. Baronelli familiens gravmonument tilskrives Nicola Pisano, men nogle mener, at det snarere er af Andrea. Kapellet, som er fra 1327, er viet til Gud og jomfru Maria. Væggen er dækket med scener fra jomfru Marias liv. Vi ser jomfru Marias forældre, Joachim og Anna, den lille Maria præsenteres i templet, og endelig vielsen til Josef. På den anden af vinduet har Taddeo Gaddi malet bebudelsen, englene, som viste sigt for hyrderne, hyrdernes tilbedelse af Jesus-barnet, stjernen, som viste sig for de vise mænd, og deres besøg i stalden i Bethlehem. På de søjler, der understøtter buen ind til kapellet fortælles historien om David, som besejrede Goliath, samt historien om Josefs stav, som pludselig skød knopper. Jeg har undret mig over, at Josef undertiden blev fremstillet som en ældre eller ligefrem gammel mand, og her fandt jeg forklaringen. En legende om jomfru Maria fortælles, at hun havde mange bejlere. For at afgøre hvem, der skulle have Maria, skulle hver ugift bejler - der som forudsagt skulle være af Davids slægt - lægge sin stav på altret. Den, hvis stav der begyndte at skyde, skulle blive hendes ægtemand. Blandt rivalerne var Josef, en gammel enkemand med børn og børnebørn, og selvfølgelig var det hans stav, som begyndte at skyde.

Bardi kapellet er udsmykket med fresker, som viser adskillige scener fra den hellige Frans af Assisis liv. Man ser fx indstiftelsen af franciskaner ordenen, og den hellige Frans gå gennem ild i overværelse af sultanen. En anden freske viser stigmatiseringen af Frans, hvor en engel sender stråler mod den hellige Frans' hænder og fødder samt mod hans side, hvor Jesus som bekendt blev stukket med et spyd, mens han hang på korset. Den mest kendte freske viser Frans på dødslejet, omgivet af franciskanermunke. Freskerne er udført af Giotto di Bondone (1266-1337) omkring 1310. I mange år var de overmalede, men kom igen for dagens lys i 1853. Desværre var denne frilægning af freskerne så brutal, at man måtte restaurere dem i 1958-1961.

Castellani kapellet overfor Bardi kapellet og til højre for Baroncelli kapellet, er også et af de største kapeller. I dag kaldes det "det hellige sakramentes kapel". Freskerne, som er Agnolo (søn af Taddo) Gaddi viser Jesus og evangelisten Johannes' liv.

Rinuccini kapellet er dekoreret med fresker af Giovanni da Milano, elev af Taddeo Gaddi. I 2x5 fresker skildres Jomfru Marias og Maria Magdalenes liv. På den højre væg ses Magdalene i færd med at salve Jesu fødder, mens den altid bebrejdende Martha kigger skeptisk til og peger ud mod køkkenet. Vi ser også genopvækkelsen af Martha og Marias broder, Lazarus. På det femte og sidste billede ser man Maria Magdalene gå om bord på et lille skib sammen med søsteren Martha og broderen Lazarus. Legenden fortæller, at skibet driver til Marseilles, hvor det efterhånden lykkes de tre at omvende hele befolkningen til kristendommen. Det er bl.a. denne legende, som indgår i "Da Vinci Mysteriet" af Dan Brown.

Pulci og Berudi kapellet er viet til Sankt Laurentius og Sankt Stefan. Freskerne af de to martyrer er malt midt i 1300-tallet af Bernardo Daddi, elev af Spinello Aretino.

Bardi kapellet er viet til Sankt Sylvester. Iflg traditionen blev Sylvester født i Rom i det fjerde århundrede, endnu før kejser Konstantin havde konverteret til kristendommen. Sylvester blev valgt til biskop af Rom, men måtte flygte og boede i en hule på Monte Calvo. Mens Sylvester boede her, fik Konstantin spedalskhed. Kejseren nægtede at følge sine lægers råd om at tage bad i børneblod. I en drøm viste Sankt Peter og Paulus sig for ham i en drøm og bad ham sende bud efter Sylvester. Sylvester neddykkede Konstantin tre gange i et bassin, og kejseren blev straks helbredt og konverterede til kristendommen. Konstantin bad Sylvester deltage i en disput med nogle jødiske rabbier, idet kejserens moder, Helena var tiltrukket af jødedommen. En af rabbierne bad Sylvester vise sin Guds magt, hvorefter Sylvester hviskede noget ind i øret på en vild tyr. Tyren faldt livløs om, og Sylvester bad jøden vække dyret til live igen. Da dette ikke lykkedes, gjorde Sylvester korsets tegn og bad tyren rejse sig og gå bort i fred, hvilket den gjorde. De jødiske rabbier lod sig overbevise af dette mirakel og lod sig døbe til kristendommen. Freskerne, som afbilder denne legende, er af Tommaso Giottino.

Sakristiet er bygget af Peruzzi familien. Der er en mindre udstilling af gamle bøger og religiøse klædestykker. Sydvæggen er udsmykket med fresker af elever af Giotto. Bl.a. har Taddeo Gaddi lavet et betagende billede af "Korsfæstelsen". Et af de malede krucifikser menes at være af Cimabue, et andet af Giotto.

Mediciernes kapel eller ligger Novitiate kapellet ligger ved siden af sakristiet. Kapellet, som er viet til San Cosimo og San Damiano, er designet af Michelozzo. Over altret hænger "Madonna med barnet", udført af Luca della Robbia. Omkring svæver mange små keruber. Til den ene side ses Johannes Døberen og hans moder, Elizabeth - hun har skødet fyldt med roser. Da Galilei døde i 1642, havde den katolske kirke ikke glemt hans kætteri, og den tillod ikke hans legeme at blive gravsat i kirkerummet. I stedet lå Galileis rester i mange år her i Mediciernes kapel. Først i 1757 blev der givet tilladelse til at flytte hans rester til hovedskibet.

Begravelsesmonumenter

Med sine mange og pompøse gravmonumenter over byens store sønner (sorry ladies) tåler kirken sammenligning med Roms Pantheon eller Londons Westminster Abbey. Det første kapel på højre side tilhører Buonarotti familien. I et monument, designet af Vasari, ligger resterne af Michelangelo, som døde i Rom i 1564, 88 år gammel. Det fortælles, at pave Pius IV ville lave et stort gravmonument i Rom til denne tidens største kunstner, men at florentinerne i al hemmelighed "bortførte" det til hans fødeby, Firenze, gemt i en balle uld. Begravelsesceremonien blev afholdt i Mediciernes familiekirke, San Lorenzo, og store skarer af besøgende bevidnede kunstneren den sidste ære. Det antages, at busten på sarkofagen er vellignende. De sørgende figurer og skikkelser vidner om byens store tab.

På søjlen ved monumentet har Antonio Rossellino lavet et marmorrelief med "Madonna og barnet", omgivet af små keruber. Det er til minde om Nori familien. Herunder ligger resterne af Francesco Nori, som reddede Lorenzos liv ved at kaste sig mellem ham og hans drabsmand. Du husker nok den berygtede Pazzi sammensværgelse i 1478, hvor man forsøgte at ombringe Lorenze de Medici og hans broder - ellers kan du læse om det på siden "Mordet i domkirken".

Dante Alighieri (1265-1321) er født i Firenze i en lavadelig familie. Han fik en god uddannelse og var særdeles velbevandret indenfor filosofi, teologi, historie, latinsk digtning, retorik, astronomi og musik. I 1289 deltog han i slaget mod nabobyen Arezzo, hvorefter han gik ind i lokalpolitik, og i 1300 blev han valgt ind i byrådet i Firenze. På Dantes tid var der i Italien en voldsom konflikt mellem kejserstaten, pavekirken og bystaterne. I Firenze kæmpede guelferne, som var tilhængere af kejseren, mod ghibellinerne, som var tilhængere af kejseren, om magten. I 1250 overtog guelferne magten efter ghibellinerne, og Firenze var et blomstrende demokrati i 10 år. I 1260 blev det igen ghibellinernes tur til at lede byen/staten, men i 1266 blev ghibellinerne endeligt fordrevet. Det var slutningen på ghibellinerpartiet. I 1293 blev demokratiet genindført, og den nye grundlov lagde magten i hænderne på håndværkerlaugene. Kun deres medlemmer kunne vælges til byrådet (priorkollegiet). Det enerådende guelfeparti var blevet opdelt i "de hvide guelfer", som var kritiske overfor pavens ambitioner om verdslig magt, og "de sorte guelfer", som ønskede en stærk kejser som garant for Firenzes selvstændighed. Dante, som tilhørte "de hvide", blev sendt til Rom for at forhandle med paven. I hans fravær tiltog "de sorte" sig magten, og Dante blev sammen med tre andre priorer idømt en kæmpebod, som skulle betales i løbet af tre dage. Da dette ikke var muligt, blev Dantes ejendomme konfiskeret, og han blev landsforvist. Dante vendte aldrig tilbage til sit elskede Firenze. Allerede omkring 1292 var Dante begyndt at skrive digte og havde bl.a. lavet sonettesamlingen "Vita Nuova", hvori han besynger sit livs kærlighed, Beatrice, naboens datter, som han var blevet forelsket i som niårig - og som han aldrig fik. I sit eksil skrev han "Den guddommelige Komedie" (ordet "guddommelig" er ikke Dantes opfindelse, men blev først anvendt i forbindelse med hans værk i 1500-tallet). I denne komedie Dante en rejse gennem Helvede, Skærsilden og Paradiset. På rejsen, som foregår i påsken i jubelåret 1300, bliver Dante ledsaget af Vergil (fornuften), Beatrice (troen) og Sankt Bernhard af Clairvaux (kærligheden). Undervejs møder de fortidens store helte og filosoffer: Æneas, Cæsar, Aristoteles, Homer, Horats m.fl. I helvede får han at vide, at der er reserveret plads til Bonifacius VIII, hvilken næppe har bekommet paven vel. Rejsen ender med, at Dante finder vejen op til Gud. Komedien blev straks en stor succes, og der blev over hele Italien arrangeret oplæsninger af værket, bl.a. af Boccacio i Firenze. Dante døde i Ravenna efter at have tilbragt mange år i hhv. Verona og Rimini.I 1700-tallet blev Dante en kultfigur for den italienske frihedsbevægelse, og han fik stor betydning for den italienske nationalfølelse omkring Italiens samling i 1870-årene.

I 1829 opførte Firenze, som vel havde fortrudt, at man havde sendt et af sine mest fremtrædende bysbørn i eksil, dette gravmonument for ham inde i Santa Croce. Monumentet, som ikke sættes særlig højt af kunstkendere, er udført af Stefano Ricci. Graven er tom, da Dantes krop er begravet i Ravenna, langt fra den by, han elskede så højt. Firenze har flere gange forsøgt at få resterne af deres berømte bysbarn udleveret, men hidtil uden held.

Det næste gravmonument i rækken tilhører Vittorio Alfieri, en af de største italienske dramatikere, født i 1749. Allerede som 16-årig arvede han en formue, og han brugte de næste 10 år af sin liv på restløse rejser til mange lande i Europe. Efter at være fyldt 25 begyndte han at skrive digte og dramaer. Han er en sand patriot, hvilket han giver tydeligt udtryk for i sin digtning. Han begyndte at studere latin og græsk som voksen og studerer de frihedsidealer, som eksisterede i disse antikke samfund. 28 år gammel blev han "gode venner med" Louise, som var gift med den engelske prins Charles, den senere Charles III af England. I 1780 forlod Louise prinsen og levede resten af livet sammen med Alfieri. Efter prinsens død i 1788 blev de gift. Alfieri døde i 1803. Monumentet, som er udført af Antonio Canova, blev rejst af Alfieris hustru, som var prinsesse af Albanien. Ved sarkofagen står en yndefuld kvinde i en sorgfuld attitude; hun repræsenterer Firenzes genius, som selvfølgelig begræder Alfieris død. På sarkofagen ses poetens laurbærkrans i midten, med de teatralske masker for Tragedien og Komedien i hver sin ende.

Mellem det fjerde og femte kapel følger Nicolò Macchiavellis gravmonument. Monumentet blev først rejst i 1707, efter at der var foretaget en indsamling til en gravmæle over den store italienske politiker, historiker, filosof og digter. Macchiavelli, som er født i Firenze i 1469, var ambassadør i republikkens tjeneste fra 1498 til 1512 og foretog missioner til hoffene ved Frankrig, Tyskland og Rom. En af hans øvrige bedrifter var etableringen af den hær, som indtog Pisa i 1509. Efter Mediciernes tilbagekomst til magten blev han afsat og arresteret på mistanke om at have konspireret mod Medici familien. Efter løsladelsen skrev han sit kendte hovedværk Fyrsten (1513, udgivet 1532; dansk 1876), en lærebog i praktisk politik. Den blev skrevet, mens han var i eksil. Machiavellis mål var Italiens befrielse, det Italien, som var opdelt i en række mindre stater, præget af splittelse, uorden og korruption, hvilket medførte, at det blev domineret af lande som Spanien og Frankrig. I sit værk fremfører han bl.a., at alle midler er nødvendige - og tilladte - for en hersker (fyrste), der vil vinde magten. Han blev dog taget til nåde igen af Medicierne og fik tildelt nogle mindre opgaver. Bl.a. skrev han byen Firenzes historie, "Istorie Fiorentine" Han blev afsat i 1527 efter Mediciernes fordrivelse, da republikkens ledelse ikke længere havde tillid til ham. Machiavelli døde samme år.

Machiavelli anses af mange som grundlæggeren af den politiske videnskab og behandler forholdet mellem politik og moral. Paven fordømte "Fyrsten", mens dens synspunkter, som ofte benævnes machiavellanske, er blevet et synonym for politiske manøvrer præget af snuhed og falskhed: "Intet er mere vanskeligt eller mere farligt og usikkert end at gå i spidsen for gennemførelse af en ny orden". "Det er meget sikrere for en hersker at være frygtet end elsket". "Alle bevæbnede profeter har sejret, alle ubevæbnede tabt". Jeg tror dog ikke, at nutidens spindoktorer og politikere kan lære meget af Machiavelli. Den fyrste, som var Machiavellis model, var ikke en Medici, men Cecare Borgia, som var fyrste i pavestaten.

Herefter følger et pragtfuldt marmormonument af Bernardo Gambarelli for Leonardo Bruni, som var en stor lærd. Efter at have tjent som privatsekretær hos pavehoffet for fire paver blev hans kansler for Republikken Firenze. I mange år virkede han også som lærer ved Mediciernes hof. Over sarkofagen, som støttes af to ørne, er en smuk lunette med et relief at "Jomfru Maria og barnet", udført af Andrea Verocchio.

Her finder vi også et monument af Fantacchiotti over den store komponist Luigi Cherubini, som blev født i Firenze i 1760. Kun 13 år gammel blev hans første messe opført. Cherubini levede i Paris det meste af sit liv og virkede som leder af musikkonservatoriet. Cherubini, som komponerede en mængde kirkemusik og 42 operaer, døde i 1842.

Den sidste grav i rækken tilhører Galileo Galilei (1564-1642). Som ung studerede Galilei efter familiens (faderens) ønske medicin ved universitetet i Pisa. Galilei interesserede sig dog mere for naturvidenskab og matematik end for medicin. En dag sad Galilei i domkirken, mens den store lampe fik skiftet lys. Han morede sig med at måle hvor lang tid, de korte og lange svingninger af lampen tog. Til hans overraskelse opdagede han, at tiden var nøjagtig den samme for korte som for lange pendulbevægelser. En af de teorier, som Galilei tog op til overvejelse, var Aristoteles' naturlov, som siger, at tungere genstande falder hurtigere end lettere genstande, en tilsyneladende indlysende observation. Galilei besluttede at afprøve naturloven ved at gennemføre et eksperiment. Han klatrede op ad de 294 trin, bærende et antal kugler af forskellig vægt. Han kastede/skubbede dem ud fra toppen, og til alle tilstedeværende professorers og studenters overraskelse, ramte de jorden samtidigt. Gentagelser af eksperimentet med geværkugler, guldklumper og sølvstykker, træstumper mv. beviste, at Aristoteles havde uret. Genstande i frit fald accelererer med samme hastighed uanset deres masse. Det endte med, at Galilei forlod universitetet i 1585 uden eksamen - sikkert til faderens store ærgrelse. Siden opdagede han Jupiters måner samt den kendsgerning, at Jorden drejer sig omkring Solen. Denne påstand bragte ham i inkvisitionens kløer, og efter stort pres måtte han foran altret afsværge denne kætterske opfattelse. Du kan læse mere om Galilei på vores rejseside om Pisa. Galilei levede resten af sit liv i husarrest ved SS. Trinità di Monte i nærheden af Firenze. Først i 1737 tillod kirken Galilei en kristen begravelse. Giulio Foggini designede en grav til den store videnskabsmand. På denne finder vi et relief med solen i centrum. I 1992 ophævede paven ekskommunikationen af Galilei.

Den hellige Helena finder det sande kors

På væggene til apsis bag højaltret har Agnolo Gaddi omkring 1380 lavet en serie fresker, som beskriver legenden om kejserinde Helena, som finder det kors, som Jesus blev korsfæstet på - det sande kors. Freskerne blev bekostet af Jacopo degli Alberti. Helena, som var moder til kejser Konstantin, blev kristen som 63 årig. Opfyldt af sin nye religion tager hun på rejse til det hellige land. Hun havde forinden haft en drøm om, at hun ville finde Kristi kors. Og sandelig, det lykkes. Faktisk finder hun hele tre kors i en grotte - både Jesu kors og de to røveres kors - men hvilket er "det sande kors". Fortvivlet søger hun hjælp ved biskop Macarius af Jerusalem, som får den ide, at bringe en død kvinde hen til de tre kors. Man berører på skift kvinden med de tre kors, og ved det tredje kors bliver kvinden vakt til live og sætter sig op. Det er denne scene, der er vist på billedet til højre. Værket består af en serie på otte billeder:

Du husker måske, at Jesus ved dammen ved Bethesda helbredte en mand, som havde været lam i 38 år. Da tiden var inde til Jesu korsfæstelse, steg træet op til overfladen, hvor jøderne samlede det op og lavede korset ud af det.

I 1099 bliver korset genfundet under det første korstog. Det relikt, som bliver fundet, er ikke hele korset, men kun et fragment af træ, som er indfattet i et guldkors. Efter Saladdins erobring af Jerusalem i 1187 forsvinder korset igen.

Helena, som med sin rejse igangsatte en sværm af pilgrimsrejser til det hellige land, blev senere helgenkåret. (Birgit og jeg har set en smuk statue af den hellige Helena i Peterskirken). Med udgangspunkt i det kors, hun fandt, blev der spredt tusindvis af små korsrelikvier over hele Europa. Andre vil vide, at Helena delte "det sande kors" i tre dele, hvoraf hun tog én del med til Rom, én del kom til Konstantinopel, mens den sidste del forblev i Jerusalem. Freskerne er desværre ret medtagne, og efter at vi kom hjem, har jeg læst, at de nu står over for en større restaurering.

Pazzi Kapellet

Pazzi Kapellet, som er et af Filippo Brunelleschis store værker, blev bekostet af Andrea de Pazzi, ridder ved kongen af Neapels hof. Han dedikerede kapellet til familiens skytshelgen, St. Andreas. Brunelleschi begyndte formentlig at designe kapellet omkring 1429-1430, efter at han havde afsluttet sakristiet i San Lorenzo. Kapellets indre var færdig i 1444, mens kuplen først var klar i 1461. Som så mange andre af arkitektens værker blev også dette fuldført af hans efterfølgere. Kapellet skulle både tjene som gravkapel for de fremtrædende familier i byen og som samlingssal (kapitelsal) for franciskanerne. Seks elegante korinthiske søjler fører ind til kapellets forhal. Det firkantede hovedrum i kapellet minder meget om sakristiet i San Loranzo. Omkring på væggene hænger medaljoner af de 12 apostle, udført i hvid og blå terracotta af Luca delle Robbia. I kuplen ses farvelagte medaljoner af de fire evangelister.

Klostret

Brunelleschi påbegyndte "det første kloster". Det blev efter hans død fuldført af Bernardo Rossellino.

I klostret findes et monument over Florence Nightingale, som er født i Firenze (på engelsk Florence) den 12. maj 1820. Hendes velhavende engelske forældre rejste rundt i Europa de første to år af deres ægteskab - noget af en bryllupsrejse. Florences ældre søster var blevet født året i forvejen i Neapel. Hun fik navnet Parthenope (Neapels græske navn). Florence følte et kald til at blive sygeplejerske, hvilket ikke passede hendes forældre. Florence satte dog sin vilje igennem, og hun studerede sygepleje først på Kaiserwerth i Tyskland, siden i Paris. I 1853 blev hun udnævnt til forstander for et hospital for invalide kvinder i London. I 1854 erklærede England og Frankrig krig mod Rusland, den såkaldte Krimkrig. Krigsminister Sidney Herbert, som kendte Florence Nightingale personligt, bad hende komme til Krim med et kontingent af sygeplejersker og overtage ledelsen af lazarettet i Scutari. Med utrolig energi gennemførte hun sammen med sine 38 sygeplejersker hidtil ukendte principper som hygiejne, sund kost og menneskeværdig behandling. Dette medførte, at dødeligheden på lazarettet faldt fra 42% til 2%. Soldaterne gave hende kælenavnet "Kvinden med lampen" på grund af hendes utrættelige arbejde døgnet rundt. Efter hjemkomsten i 1856 opbyggede hun sygeplejerskeskoler ved St Thomas's og King's College. Hendes helbred var imidlertid blevet nedbrudt under Krimkrigen, men selv fra sygesengen regerede hun med fast hånd det britiske hospitals- og sundhedsvæsen. I 1883 tildelte dronning Victoria hende "the Royal Red Cross". Florence Nightingale døde i 1910.

Museo dell'Opera di Santa Croce

I klostrets spisesal (refektorium) er indrettet et museum. På bagvæggen har Taddeo Gaddi (1300-1366) omkring 1349 lavet en kæmpemæssig fresko, som forneden viser den sidste nadver og foroven viser korsfæstelsen - desværre temmelig medtaget. Især den store oversvømmelse i 1966 var hård ved maleriet. På nadverbilledet ser man Johannes, "den discipel, som Jesus elskede", næsten liggende i Jesu skød. På den anden side af bordet, sidder den falske Judas. Han er sortklædt og gengivet i mindre størrelse end de øvrige figurer - og selvfølgelig uden glorie. Peter, som sidder ved siden af Johannes, kigger stift på forrædderen. Det kors, som Jesus hænger på, er "livets træ", som vi kender fra Paradiset. Frugterne fra livets træ gav iflg. 1. mosebog evigt liv. Træer har 12 grene, én for hver af de 12 disciple. Frugterne på træet er skriftruller, evangeliets frugter. Den hellige Frans finder vi ved træets fod, som han omfavner. Her ser vi også Johannes sammen med kvinderne. På et af motiverne ved siden af korsfæstelsen err vi Frans modtage stigmatiseringen fra Himlen. I museet findes også et meget stort trækrucifiks, udført af Cimabue omkring 1290. Krucifikset, som fremtræder meget byzantinsk i stilen, blev også svært beskadiget ved oversvømmelsen i 1966.

Stendhal syndromet

I januar 1817 besøgte den franske forfatter Marie-Henri Beyle - bedre kendt som Stendhal - Santa Croce. Han kom først og fremmest for at se gravstederne til Machiavelli, Michelangelo og Galilei. Men vel inde i kirken bliver han betaget af 1600-talsmaleren Volterranos fresker:

"Jeg var i en slags ekstase allerede ved tanken om at være i Firenze, i nærheden af de mænd, hvis grave jeg lige havde set. Jeg havde opnået en emotionel tilstand, hvor himmelske fornemmelser, som blev udløst af den fine kunst, blandede sig med passionerede følelser. Da jeg kom ud fra Santa Croce, havde jeg hjertebanken, livet var blevet revet ud af mig, da jeg gik, var jeg bange for at falde". 160 år senere sidst i 1970'erne noterede dr. Graziella Magherini, som var leder af den psykiatriske afdeling på Santa Maria Nuova Hospital, at mange turister, som kom til Firenze, kom i en art paniktilstand, som varede flere dage. Hun huskede, at Stendhal havde haft lignende symptomer, hvorfor hun navngav "lidelsen" at blive fuldstændig overvældet af en kunstoplevelse for 'Stendhal syndromet'. Graziella Magherini udgav en bog, hvori hun beskrev 106 turister, som over en 10-årsperiode blev indlagt på et psykiatrisk hospital i Firenze efter at være blevet overvældet af mødet med renæssancekunsten. En parallel hertil er det såkaldte "Jerusalem syndrom", hvor turister bliver overvældet af mødet med den hellige by og de religiøse og historiske steder. Så nu er du advaret. Det lykkedes Birgit og mig at gennemføre besøget uden at pådrage os dette syndrom, hvorefter vi lettere berusede hastede videre til en anden kæmpemæssig kirke, nemlig Santa Maria Novella.