Bare fem minutters gang fra "Piazza delle Signoria" ligger "Ponte Vecchio" ("Den gamle Bro") er den ældste og bedst kendte bro over Arno i Firenze. Den første udgave, som var en træbro, blev formentlig bygget omkring år 50 BC ved flodens smalleste sted, hvor den romerske koloni Florentia lå. Broen blev adskillige gange fejet bort ved oversvømmelser, men hver gang genopbygget. Broen fik sin nuværende placering i 1178, da en stor oversvømmelse fjernede den eksisterende bro, som var fra 800-tallet. Den nye bro havde fem buer, men var kun halvt så bred som den nuværende. Genopførelsen blev finansieret ved udlejning af butikker (43), som blev opført på broen. Indtil 1218, hvor "Ponte alla Carraia" blev bygget, var den den eneste forbindelse over Arno. I 1333 ødelagde en voldsom oversvømmelse både "Ponte Vecchio" og "Ponte alla Carraia". "Ponte alla Carraia" blev genopført fra 1334-1337, muligvis efter design af Giotto. "Ponte Vecchio" blev genopført i 1345, denne gang i sten. Bygmesteren var Taddeo Gaddi (Taddeo di Gaddo Gaddi 1300-1366). Gaddi var søn af mosaikkunstneren Gaddi di Zanobi og gudsøn af Giotto, som han arbejdede sammen med i 24 år. Udover at være en anerkendt maler med mange værker i Firenze, Pisa, Arezzo og Pistoia, var han altså også en dygtig arkitekt og bygmester. Broen består af 3 buesegmenter. Hovedbuen spænder ca 30 meter, mens de to sidebuer spænder 27 meter. "Ponte Vecchio" er den første bro i vesten, som er opført i sektioner. Oversvømmelsen i 1333 havde også fjernet rytterstatuen af Mars, der stod som beskytter af byen. Der er vel således ikke noget at sige til, at florentinerne i stedet rejste en statue af Johannes Døberen.
Der har formentlig været forretninger på broen siden 1100-tallet, muligvis har der ligget en toldstation her. De handlende kunne efter at have indhentet tilladelse fra Bargello ("borgmester") udstille deres varer på dertil indrettede bænke. Det fortælles, at begrebet "bankerot" opstod her. Når en handlende ikke kunne betale sin gæld, blev hans bænk (banco) ødelagt (rotta) - heraf udtrykket. Når man havde en ødelagt bænk (bancorotta), kunne man ikke længere drive forretning.
I 1565 bad Cosimo de Medici Giorgio Vasari, som var både arkitekt, maler og kunsthistoriker, om at bygge en overdækket korridor mellem sit hjem og kontoret, dvs. mellem Palazzo Pitti og Palazzo Vecchio, hvor rådhuset lå. Det skete i anledning af brylluppet mellem hans ældste søn Francesco og Joanna af Østrig, så gæsterne ikke behøvede at færdes udendørs mellem disse lokaliteter. Det var ikke alene vejrliget, den gode Cosimo tænkte på, men også den grufulde stank, der ofte var fra fra slagter- og fiskeboderne på broen. Vasari lavede en løsning, hvor korridoren løb fra Palazzo Vecchio gennem Uffizierne hen over eksisterende bygninger langs nordbredden af Arno, ovenpå boderne på Ponte Vecchio og frem til Palazzo Pitti. I flere tilfælde måtte korridoren føres gennem andre personers ejendom, ligesom den undervejs tangerede et par kirker. Kun én familie protesterede mod at give plads til korridoren. Det var Manelli-familien, hvis tårn - il Torre dei Manelli - lå i/på vejen. Da familien ofte havde ydet Medicierne store tjenester, lod Vasari blot korridoren løbe udenom tårnet, som du kan se på billedet ved siden af. Den 500 meter lange korridor blev bygget på mindre end 6 måneder. I flere generationer blev korridoren benyttet som legeplads for den unge generation af Medicier. Fra korridoren havde Medicierne også mulighed for at kigge ind i familiekirken Santa Felicita. Onde rygter vil vide, at hertugen via mange kikhuller kunne holde øje med, hvad der rørte sig blandt befolkningen.
Der blev lukket for offentlig adgang til korridoren i 1993 efter at en bombesprængning foretaget af mafiaen. I 2000 blev der igen åbnet for turister, men prisen (godt 500 kr pr person) afholdt Birgit og mig fra at prøve at få billetter. Det ser ud til, at åbningstiderne ofte skifter, så det er nok en god idé at checke hjemmefra, hvis du er interesseret. Korridoren er i dag et kunstgalleri med malerier fra Mediciernes hjem samt en stor samling af selvportrætter fra Uffizierne, fx af Delacroix, Bernini og Rubens. Jeg har også læst, at der skulle hænge et selvportræt af P.S. Krøyer (1888). Jeg håber, at vi får råd til at kigge indenfor ved vores næste besøg.
I 1593 forbød storhertug Ferdinando I slagterne, som siden 1442 havde haft monopol på at have deres forretninger på broen. Stanken har formentlig generet hans aristokratiske næse, og det var kendt, at slagterne smed kødaffald mm. i floden. I stedet etablerede guldsmede, sølvsmede og juvelerer sig på broen, og her ligger de fortsat. Og som vi alle ved, så lugter penge ikke.
Ponte Vecchio undgik som den eneste af alle broer over Arno at blive sprængt i luften, da tyskerne trak sig nordpå den 4. august 1944 for de allieredes styrker. Det hævdes, at efter udtrykkelig ordre fra Hitler "nøjedes man med" at ødelægge bygningerne i begge ender af broen.
Den store oversvømmelse i 1966 ødelagde de fleste forretninger på broen, men broen selv holdt til belastningen. En vægter fik itide alarmeret butiksejerne, som nåede at få fjernet de kostbare smykker i tide.
Midt på broen, hvor der er en åbning til begge, er der en udkigsplads. Her står en buste af Firenzes mest berømte guldsmed, Benvenuto Cellini - samme Cellini, som lavede den imponerende statue af Perseus i Palazzo Vecchio.
Benvenuto Cellini (1500-1571) var guldsmed, maler, billedhugger, soldat og musiker - hvad vi kalder for et rigtigt renæssancemenneske. 15 år gammel kommer han i lære hos en guldsmed. På grund af sit stridbare sind kommer han tit i klammeri med sine omgivelser og bliver på et tidspunkt "forvist" til Siena i seks måneder for at tingene skal falde til ro. Derfra bliver han sendt til Bologna, hvor han udover at lære guldsmedearbejde også bliver en habil fløjtespiller (hans fader både lavede spilleinstrumenter og spillede på dem). Efter et besøg i Pisa slår han sig kortvarigt ned i Firenze, men flytter straks efter til Rom 19 år gammel. Her kommer han bl.a. til at lave nogle sølvarbejder for kirken, hvilken giver ham pave Clement VII's opmærksomhed (samme pave, som tilhører Medici familien, er også fra Firenze). I en periode er Cellini fløjtespiller i pavens orkester. Ellers arbejder Cellini mest med mønter og medaljer.
Under kejser Karl V's erobring af Rom i 1527 udmærker den unge Cellini sig også som soldat, og ifølge egne opgivelser dræber han egenhændigt Philibert, prins af Oranien. Karl V har ikke penge til at betale sine 20.000 udenlandske lejesoldater, som i stedet hærger og plyndrer Rom i en hel måned. Pavens schweizergarde indlægger sig uvisnelig hæder ved at sørge for, at paven kommer sikkert fra Vatikanet til Castel Sant'Angelo ad en hemmelig korridor. Af 189 vagter overlever kun 42. I 1529 bliver Cellinis broder dræbt, og da Cellini hævner mordet, må han flygte til Neapel. Flere kardinaler går i forbøn for Cellini hos den nye pave, Paul III, som tillader Cellini at vende tilbage til og indtræde i sit embede i Rom. Han kommer snart i strid med pavens søn, Pierluigi Farnese. I 1537 bliver han beskyldt for at have begået underslæb i forbindelse med diamanterne til pavens tiara, han sidder nogen tid i fængsel i Castel Sant'Angelo, hvorfra han flygter for igen at blve fanget. Det lykkes ham at slippe fri efter indblanding af indflydelsesrige venner som Pierluigis hustru og kardinal d'Este af Ferrara.
Cellini arbejder fra 1540-1545 i Paris og Fontainebleau ved Francis I's hof, hvor han præsterer flere mesterværker, bl.a. et guldsaltkar, der betragtes som det ypperste guldsmedearbejde i renæssancen. Birgit og jeg har set værket på "Kunsthistorisches Museum" i Wien. Også her bliver Cellini indblandet i intriger og må mod sin vilje vende tilbage til Firenze efter fem år i Frankrig. Her genoptager den stridbare kunstner et tidligere fjendskab med Baccio Bandinelli, som på et tidspunkt kalder Cellini for sodomit (homoseksuel) foran selveste Cosimo I de Medici. Jeg ved ikke, om denne anklage er sand, men i hvert fald viser mange af hans værker en tydelig beundring for den mandlige krop. Det gælder ikke mindst han hovedværk, Perseus, som vi tidligere har set på Loggia dei Lanzi. Da han dør i 1571 - ugift og uden efterkommere - bliver han begravet under stor pragt i Annunziata kirken.
Vi undrede os over betydningen af flere hundrede hængelåse, der var fastgjort til rækværket omkring Cellinis buste. Jeg læste senere, at det er en lokal tradition at unge elskende skriver deres navne på en lås, fastlåser den til dette rækværk og kaster nøglen i Arno fra Ponte Vecchio. Dette skulle medføre, at deres kærlighed vil holde for evigt. Vi så denne skik praktiseret flere steder i byen, bl.a. ved vildsvinet på Mercato Nuovo. Jeg har dog også læst, at byen regelmæssigt lader disse låse fjerne med en boltsaks - noget af et ansvar man derved påtager sig. (Jeg kan betro, at Birgit og jeg nu har været gift i mere end 42 år uden brug af den slags hjælpemidler. Selv om vi var i Firenze i november måned, hvor der ikke er mange turister, var broen dog fyldt med sådanne. Hertil kom et stort opbud af gadekunstnere, kunststuderende og protrætmalere. En god oplevelse.
Det er dog ikke alle, som er lige imponerede af Arno floden. Mark Twain, som jeg ellers holder meget af, er citeret for ved synet af Arno at have udtalt: "Det er populært at beundre Arno. Den er et betydelig historisk vandløb med fire fod vand i kanalen og med nogle pramme flydende omkring. Det ville være en mere troværdig flod, hvis de ville pumpe noget vand ind i den. De kalder den en flod, og de tror virkelig, at det er en flod. De forsøger oven i købet af underbygge denne vildfarelse ved at bygge broer hen over den. Jeg kan ikke se, hvorfor de er for gode til bare at vade over.". Nok lidt respektløst af den store humorist, der som bekendt er vokset op ved den store Mississippi.
