Birgit og jeg havde set på et bykort, at der fandtes "en engelsk kirkegård" i Firenze. Det lå ikke så langt fra vors hotel, så vi spadserede derud en dag. Kirkegården ligger på Piazzale Donatello med masser af trafik på alle sider. I 1827 købte "den schweiziske evangeliske reformerede kirke" et landområde udenfor Firenzes bymure af Leopold II, storhertug af Toskana. Kirken anlagde en internationel kirkegård for russisk- og græsk ortodokse samt for protestanter. Hidtil havde ikke-katolikker og ikke-jøder været henvist til at blive begravet i Livorno. Kirkegårdens officielle navn er "Cimitero Porta a' Pinti" efter navnet på den byport, som kirkegården var bygget op ad. På grund af den store britiske koloni i Firenze fik kirkegården i folkemunde snart navnet "den engelske kirkegård", i dag omtales den lige så ofte som "den protestantiske kirkegård". I 1877 blev den middelalderlige bymur, som kirkegården "lænede sig op ad", revet ned, og kirkegården fik sin nuværende ovale facon. Umiddelbart efter måtte kirkegården nedlægges, da det efter gammel romersk lov og skik ikke er tilladt at begrave lig indenfor byens område.
Ved indgangen blev vi mødt af en venlig portnerkvinde, som spurgte, om vi ikke ville skrive os i deres gæstebog, som var inde i portnerbygningen ved indgangen. Hun fortalte, at man arbejde på at få kirkegården optaget på UNESCO's liste over verdens kulturarv. En nonne trådte til og advarede os mod at gå udenfor de markerede områder, da der var risiko for sammenstyrtning.
Det viste sig, at advarslen om at holde sig til "dydens smalle vej" var absolut berettiget. Mange steder var der sket mindre sammenstyrtninger. Vi kiggede især efter Elizabeth Barrett Brownings gravmonument (6. marts 1806 – 29. juni 1861), som vi da også fandt. Elizabeth Barrett Browning anses for en af Victoriatidens de mest betydningsfulde poeter. Hun får sammen med sin broder en fin klassisk uddannelse. Allerede som 14-årig udgiver hun sine første digte. Allerede som barn udvikler hun en alvorlig lungesygdom (formentlig tuberkulose). Efter afskaffelse af slaveriet mister familien Barrett deres besiddelser på Jamaica og må flytte fra deres landsted til London, hvor Elisabeths tilstand forværres, hvilket dog ikke påvirker hendes litterære produktion. I 1845 begynder hun at korrespondere med poeten Robert Browning (1812 - 1889). Han erklærer hende sin kærlighed og i september 1845 gifter de sig i al hemmelighed og flytter (flygter) til Firenze. Her flytter de året efter ind i en 8-værelses lejlighed i "Palazzo Guidi". Elisabeth går i gang med at omskabe et palads til et hjem, "Casa Guidi". Den 9. marts 1849 føder Elizabeth sønnen, Robert Wiedemann Barrett Browning. I disse år skriver poeterne nogle af deres største værker, som Elizabeths "Casa Guidi Windows" og "Aurora Leigh" og Roberts "Men and Women" og "The Ring and the Book". I 1850 udkommer fra Elisabeths hånd "Sonnets from the Portuguese", en lettere maskeret beskrivelse af sin egen kærlighedshistorie:
How do I love thee? Let me count the ways.
I love thee to the depth and breadth and height
My soul can reach, when feeling out of sight
For the ends of Being and ideal Grace.
I love thee to the level of everyday's
Most quiet need, by sun and candle-light.
I love thee freely, as men strive for Right;
I love thee purely, as they turn from Praise.
I love thee with the passion put to use
In my old griefs, and with my childhood's faith.
I love thee with a love I seemed to lose
With my lost saints!---I love thee with the breath,
Smiles, tears, of all my life!---and, if God choose,
I shall but love thee better after death.
Da Elisabeth dør i 1861, dedikerer Robert sin liv til sin skrivning og til pasning af deres søn. Robert dør i 1889. Det er desværre ikke muligt at imødekomme hans ønske om at blive begravet ved siden af Elisabeth, da kirkegården er blevet lukket i mellemtiden. I stedet får han en storslået begravelse i Westminster Abbey. Jeg har siden læst, at det er muligt at besøge Elisabeth og Roberts lejlighed i "Casa Guidi", som ligger overfor sydfløjen af Pitti Paladset på Piazza San Felice.
Når man spadserer omkring, er det tydeligt, at de engelske grave er i overtal, men vi ser dog også mange amerikanske, russiske, tyske, jødiske, franske grave mv. Der skulle også være en enkelt dansk grav, men den befinder sig åbenbart på den afspærrede del af kirkegården.
I mere end 125 år har kirkegården været forsømt og var i mange år spærret for offentligheden. I år 2000 blev der igen adgang til kirkegården og der blev indrettet et lille bibliotek med en udstilling i portnerhuset. Kirkegårdens Venner drømmer om at få restaureret området til dets oprindelige udseende og få den erklæret som "UNESCO World Heritage Site", og de er i gang med at indsamle beretninger og fotos om kirkegårdens tidligere udseende. De schweiziske ejere har "truet med" at afhænde kirkegården, og Regionen Toscana har ikke vist den store lyst til at overtage ansvaret for området.
På denne side findes en liste over samtlige gravsteder på kirkegården. Hvis du ønsker at give moralsk støtte til bevaring af kirkegården, kan du aflevere navn og nationalitet på denne side. Jeg står som nummer 676 på listen. Måske kan de schweiziske ejere på et tidspunkt få indtægter ved at sælge urnegravpladser på kirkegården, hvilket er tilladt efter loven.
Under alle omstændigheder er kirkegården efter vores mening et besøg værd, hvis du kommer på de kanter.
