Midt i byens markedsområde ligger "Basilica di San Lorenzo, som er en af de største kirker i Firenze. I første omgang blev jeg skuffet over den berømte kirkes uanseelige facade. Hertil kom, at den i dagtimerne er omsluttet af utallige boder, som sælger især skind og læder samt de sædvanlige gyselige turist souvenirs. Den oprindelige kirke på stedet går tilbage til år 393, hvor den blev indviet af den hellige Ambrosius af Milano, så det er også en af de ældste kirker i byen. Ambrosius fortæller, at der på den tid i Firenze boede en from kvinde Giuliana, som havde tre døtre men ingen sønner. Så stort var hende ønske om at få en søn, at hun i en bøn lovede at bygge en kirke til Sankt Laurentius (San Lorenzo på italiensk), hvis hendes bøn blev hørt. Da hun fødte en søn, lod hun bygge en kirke. Ærkebiskop Ambrosius kom fra Milano for at indvie kirken, og Giulianas 12-årige søn, Lorenzo læste dagens tekst i kirken. I 1059 blev San Lorenzo genindviet af pave Nicholas II (tidligere biskop Gherardo af Firenze) efter en større udvidelse. Gennem 300 år var San Lorenzo byens domkirke, indtil værdigheden overgik til "Santa Reparata".
I begyndelsen af 1400-tallet var kirkebygningen stærkt forfalden og tæt på sammenstyrtning. Samtidig var der store pladsproblemer. Kirkens ledelse bad byrådet (Signoria) om tilladelse til at nedrive nogle tilstødende bygninger for at udvide kirken med et kapel og senere et kloster. I virkeligheden blev en hel bydel nedrevet, hvilket gav plads til Mediciernes residens Palazzo Medici. Giovanni di Bicci de Medici lovede at deltage i finansieringen af byggeriet, som blev igangsat med prioren som bygmester (capomaestro). Under et middagsselskab bad Giovanni de Medici arkitekten Filippo Brunelleschi om hans mening om det igangværende projekt. Brunelleschi påpegede adskillige mangler og kom med flere forslag til forbedringer. Desuden udtrykte han sin forundring over, at den velhavende Giovanni "kun" ville bekoste et sakristi og et kapel. I stedet for at tage det ilde op bad Giovanni de Medici Filippo Brunelleschi om at lave et udkast til "en fuldstændig kirke" i stedet for den gamle romanske kirke. "Det gamle sakristi" stod færdig i 1428. Opførelsen af hovedskibet skete under ledelse af Brunelleschis assistent, Antonio Manetti. Sønnen Cosimo den Ældre overtog rollen som hovedsponsor efter faderens, Giovanni di Biccis død; Giovanni blev begravet i en krypt under højaltret. Kirken, som efterhånden udvikledede sig til Mediciernes private familiekirke, blev først færdiggjort flere år efter Brunelleschis død (1446).
På trods af store bidrag fra Medici familien over årene blev facaden aldrig færdiggjort og henstår tilsyneladende ufærdig. Pave Leo X, der som bekendt tilhørte Medici familien, tilkaldte i 1518 Michelangelo for at lave en facade i hvidt Carrara marmor. Michelangelo lavede en model i træ, hvorefter paven sendte ham til Carrara for at udvælge marmor til facaden. Flere år gik med diskussioner og forsinkelser til stor frustration for Michelangelo, som havde forpligtet sig til at lave et stort gravmonument til pave Julius II. Mens tiden gik, døde pave Leo X projektet blev lagt på is, da økonomien blev belastet af en krig mod Lombardiet. I 1520 bad efterfølgeren pave Clement VII Michelangelo om i stedet at gå i gang med at lave "Sagrestia Nuova", Mediciernes gravsted. Dette er forklaringen på, hvorfor facaden aldrig blev realiseret.
I 1551 blev der foran kirken opsat en marmorstatue af Cosimo I´s far, Giovanni delle Bande Nere de Medici. Statuen, som er udført af Baccio Bandinelli, havde forinden været opstillet "den store salon" i Palazzo Vecchio, og den anses ikke for et af Bandinellis største værker. Giovanni var kaptajn for en gruppe vovehalse, som altid kæmpede klædt i sort harnisk, deraf navnet "Le Bande Nere" - "den sorte bande". Giovanni døde 28 år gammel efter en amputation. Han blev såret i slaget ved Mantua (1526). Sønnen Cosimo I blev senere storhertug. Kampanilen (klokketårnet) er fra 1740.
Den anden gren af Medici familien efter Cosimo I bekostede det imponerende "Fyrsternes kapel", som ligger i fortsættelse af hovedskibet. Det som skulle tjene som mausoleum for hele familien og samtidig demonstrere dens enorme magt for omverden. Kapellet blev påbegyndt i 1604.
San Lorenzos grundplan er en traditionel treskibet basilika. Tværskibet er overdækket af en kuppel. Hovedindtrykket er harmoni, kølighed, lys, grå og hvide farver - og masser af plads. Det flade træloft understøttes af monolitsøjler med smukt dekorerede kapitæler. Tværskibet åbner sig i den nordlige ende mod "Sagrestia Vecchia" - "det gamle sakristi" - den ældste del af kirken, som indeholder Mediciernes familiegrave. Modsat, i det sydlige tværskib ligger "Sagrestia Nuova" - "det nye sakristi" - påbegyndt i 1520 af Michelangelo, som også designede Mediciernes grave, som ligger her.
Et af de mange kapeller i San Lorenzo tilhører Martelli familien. Størsteparten af udsmykningen er udført af Donatello (1428-1432). Fx har han lavet rondeller med de fire evangelister. I den lille kuppel ses scener fra Johannes Døberens liv. I kapellet finder vi et af kirkens smukkeste og bedst kendte malerier, "Bebudelsen" af Filippo Lippi (ca 1440). Kapellet rummer bl.a. en smuk sarkofag, udført af Donatello (1464).
De to prædikestole i San Lorenzo er Donatellos sidste værk, lavet da kunstneren var næsten 80 år gammel og led af nedsat syn og lettere lammelser. De er resultat af et frugtbart samarbejde mellem mesteren og hans elever Bertoldo og Bellano, som færdiggjorde reliefferne efter Donatellos død i 1466. Reliefferne blev midlertidig stillet op i kirken i 1515, da pave Leo X aflagde besøg i Firenze. I løbet af 1600-tallet blev reliefferne anbragt på søjler, så de kom til at udgøre to prædikestole, og der blev tilføjet et par paneler, udført i træ, men behandlet, så materialet lignede bronze. Prædikestolen til venstre i kirken benævnes "Passions prædikestolen", og reliefferne på dens paneler viser scener fra Kristi lidelse og død. Prædikestolen til højre kaldes "Opstandelses prædikestolen" og viser scener fra Kristi nedfart til dødsriget og genopstandelse. Herudover er der paneler, som viser kvinderne ved graven samt Sankt Laurenti martyrdød. Fra disse prædikestole har Savonarola prædiket mod Medicierne og deres vandel, inden han blev brændt som kætter.
I den sydlige del af tværskibet til venstre for højaltret ligger Brunelleschis "gamle sakristi" (i modsætning til Michelangelos "nye sakristi"). Sakristiet, som er bygget 1419-1428, skulle primært tjene som gravplads for kirkens store mæcen, Giovanni di Bicci de Medici, sekundært som Mediciernes kapel. Sammen med børnehjemmet, "Ospedale degli Innocenti" regnes sakristiet for Brunelleschis betydeligste værk. De gennemgående (enkle) designelementer er terningen (kvadratet) og kuglen (cirklen). Sakristiet er udsmykket af Brunelleschis nære ven, Donatello. (Brunelleschi var efter sigende ikke alt for begejstret for resultatet). Til kuplen (loftshvælvingen) har Donatello lavet fire cirkelrunde stukrelieffer med scener fra Johannes Døberens liv (1434-1443), samt relieffer af de fire evangelister.
Giovanni de Medici, som døde i 1429), ligger begravet her sammen med sin hustru, Piccarda Bueri. Senere blev deres søn, Cosimo dem Ældre begravet foran højaltret. Det fortælles, at hele Firenzes befolkning kom til begravelsen for at ære "Fædrelandets Fader", som han blev kaldt. Her i det gamle sakristi ligger også Cosimos 2 sønner, Piero den Gigtsvage og Giovanni, som døde før faderen.
I det nordlige tværskib ligger resterne af Donatello. Hans sidste ønske var at blive begravet i nærheden af sin ven og patron Cosimo de Medici, "fædrelandets fader". San Lorenzo ville også have været et passende sidste hvilested for Michaelangelo, som døde i Rom i 1564. Der blev holdt en messe for ham her i San Lorenzo, inden hans legeme blev overført til Santa Croce.
Donatello har også lavet fire terracotta statuer, som står parvis i to smalle nicher over dørene til vaskerummene. Statuerne er af St Stefan og St Laurentius samt af St Cosimo og St Damian (sidstnævnte er helgener for lægestanden). Overalt i kirken findes malerier og statuer af St Laurentius, som led martyrdøden i år 258. Da han som ærkediakon i Rom adlød pave Sixtus II's ordre om at uddele kirkens midler til de fattige - for at de ikke skulle falde i hænderne på den romerske kejser - blev han brændt på en rist. Senere blev han ophøjet til helgen som de fattiges beskytter. St Laurentius afbildes altid bærende på en rist - også i dette tilfælde. Donatello har også lavet bronzedørene til vaskerummene (1437-1443). Døren til venstre viser billeder af helgener, apostle og martyrer. Her finder vi igen St Laurentius, som slæber rundt på sin rist.
"Det nye sakristi" blev -som flere gange nævnt - udført af Michelangelo (1520-1534). Det er en geometrisk pendant til Brunelleschis "gamle sakristi". Sakristiet blev færdiggjort af Vasari. Midt i sakristiet står et monument af Donatello, rejst af Cosimo den Ældre over sine forældre, Giovanni og Piccarda. Det var pave Leo X, som i 1519 tog initiativ til sakrostiet. Situationen var den, at med Giulianos død i 1516 og Lorenzos død i 1519, var Mediciernes hovedlinie udslukt. Leo X skal have udtalt: "Fra nu af hører vi ikke længere til huset Medici, men til Guds Hus".
Til højre og venstre for altret står to gravmonumenter af Michaelangelo til minde om Lorenzo og Giuliano de Medici. Min første indskydelse var, at det måtte være Lorenzo den Prægtige og hans elskede lillebroder, som blev dræbt i domkirken under den såkaldte Pazzi-sammensværgelse, men som det fremgår nedenfor, er det ikke tilfældet. De to Medicier blev faktisk bisat i San Lorenzo, men deres planlagte gravmonumenter blev aldrig udført. Statuerne er smukke, men ifølge kunstneren selv er der tale om idealiserede fremstillinger snarere end portrætter. Selv om Michelangelo arbejdede på monumenterne i mere end 10 år, var de ikke færdige, da han forlod byggeriet.
 Lorenzo de Medici, hertug af Urbino døde i 1519, kun 27 år gammel. Hans samtid gav ham tilnavnet "Il Pensieroso", dvs. "den tænksomme", og det er også lykkedes for kunstneren at forlene figuren med en vis tænksomhed. I 1518 viede Leo X ham til Maddalena de la Tour d'Auvergne, som var af fransk kongelig familie. Ved sin død efterlod han sig datteren, Catharine de Medici, senere fransk dronning til Henry II. Under statuen står en sarkofag med Lorenzos jordiske rester. På låget af sarkofagen er der to figurer af hhv. "Morgen" og "Aften". I 1875 begyndte statuen af "Aften" at glide ned af sarkofagen, og det var nødvendigt at tage den ned. Da der havde været lidt tvivl om, hvorvidt de to fyrsters rester befandt sig i den rette sarkofag, åbnede man låget. Man fandt to skeletter - eller rettere mumier - hoved mod fod. Hermed var spørgsmålet besvaret, da det var kendt, at kroppen af den myrdede hertug Alessandro de Medici blev begravet i samme sarkofag som faderen, Lorenzo, som var død 20 år tidligere. |
 Giuliano de Medici Giuliano, yngste søn af Lorenzo den Prægtige og broder til Piero og til Giovanni - senere pave Leo X. Giuliano døde i 1516, 38 år gammel. Han blev leder af Republiken Firenze i 1512. I 1513 blev han udnævnt til greve af Nemours af Frans I. af Frankrig. Pave Leo X udnævnte ham til chef for de pavelige tropper. I modsætning til sine brødre var Giuliano en mand af fin karakter. Michaelangelo har iført Giuliano en romersk feltherres klædning, og over knæet har han sin herskerstav. Figurerne på Lorenzos sarkofag er hhv. "Dag" og "Nat", ofte opfattet som symboler på "Død" og "Genopstandelse". |
Modsat altret findes en smuk marmorstue af "Madonna med barnet", også af Michaelangelo. Den benævnes ofte som "Madonna Medici", og det menes, at den skulle have indgået i et monument over Lorenzo den Prægtige. Statuen står, således at der er øjenkontakt med både Lorenzo og Giuliano de Medici. Det har været anført, at statuen oprindelig var bestemt for pave Julius IIs gravsted, men at den i stedet havnede i Mediciernes sakristi. På hver side af Madonna statuen står en statue af St Cosimo og St Damian, som vi tidligere har mødt. De er udført af to af Michaelangelos bedste elever: Fra Giovanni Angelo Montorsoli og Raffaelle Sinibaldo da Montelupo.
I det nye sakristi finder vi gravmonumenter for
Den mest bemærkelsesværdige del af San Lorenzo komplekset er efter min mening "Cappella dei Principi" - "Fyrsternes Kapel" - som ligger i kirkens apsis. Bemærk at der er en selvstændig indgang til kapellet, som snarere opfattes som et museum end som en kirke. Efter indgang kommer man først ind i en krypt, hvor ca 50 medlemmer af Medicislægten ligger begravet. Krypten er designet af Bernardo Buontalenti. Efterfølgende kommer man ind op i mindekapellet, hvor de mest fremtrædende medlemmer af familien er begravet. En korridor forbinder mausolet med det nye sakristi.
Allerede i 1568 havde Cosimo I fået forelagt et udkast til et familiekapel af Vasari. Dette forslag, som var i fin overensstemmelse med Michelangelos "nye sakristi", blev dog aldrig realiseret. Først i 1604 under storhertug Ferdinand I blev opførelsen af kapellet påbegyndt. Bygherre og arkitekt var Matteo Nigetti. Byggeriet, som svulmede vældigt op undervejs, kom til at strække sig over flere hundrede år. Fx blev kuplen først færdiggjort i 1826.
Det fortælles, at Medicierne stadig betalte af på byggeriet, da det sidste familiemedlem, Anna Maria Luisa de Medici døde i 1743. En endnu mere absurd historie fortæller, at kapellet i sin midte skulle huse "den hellige grav". Storhertug Ferdinand I skulle angiveligt have sendt enorme beløb til emiren over druserne i det hellige land som betaling for Jesus grav. Forsøg på at stjæle graven fra Jerusalem slog også fejl.
Mediciernes Kapel er en selvstændig bygning, som ligger i fortsættelse af midterskibet. Bygningen, som er ottekantet, bærer en imponerende kuppel. Udvendigt er den beklædt med sort marmor og rige "pietra dura" udsmykninger. "Pietra dura" er en særlig teknik for at indlejre halvædelsten som agater, perlemor, onyx mv. i marmor for at frembringe mønstre eller billeder. Teknikken er måske bedst kendt fra Taj Mahal. Cosimo I inviterede eksperter i denne teknik til at komme til Firenze og arbejde på et værksted, som blev oprettet i Uffizi. Der blev oprettet en virksomhed, "Opificio delle Pietre Dure", som stadig eksisterer og arbejder på restaureringsopgaver over hele verden. (Jeg har siden læst, at der findes et mindre museum i Firenze, som er knyttet til denne virksomhed, men vi så den ikke under vores besøg.
Som det fremgår af fotoet til venstre, oplevede vi endnu en gang, at et af de smukke værker, som vi var kommet for at se, var dækket med uklædelige stilladser. Det er dog lykkedes mig at "finde" et billede, som giver indtryk af det imponerende rum.
I sidevæggene til kapellet finder vi monumentale sarkofager for storfyrsterne, udført i prægtig granit.
Under gravene finder vi våbnene for 16 toscanske byer, frembragt med den tidligere nævnte "pietra dura" teknik. Det var hensigten, at hver af storfyrsterne skulle være repræsenteret med en statue, men det er kun Ferdinando I og Cosimo II, som indtil videre er støbt i bronze. De kæmpestore, forgyldte statuer er udført (1626-1642) af hhv. Pietro Tacca og hans læremester Giambologna (Jean Boulogne eller Giovanni da Bologna).
Den øverste del af kapellet blev først færdiggjort i 1740 - efter at den sidste hertug af slægten var død. Fredinando og Giuseppe Ruggieri lavede de karakteristiske klokkeformede vinduer. Ifølge den oprindelige plan skulle kuplen indvendigt have været dekoreret med lapis lazuli og opdelt i felter forsynet med forgyldte roser. Desværre rakte økonomien ikke hertil, og i stedet bestilte man i 1827 Pietro Benvenuti til at male kuplen. Det tog Benvenuti otte år at male kuplen, som han inddelte i 16 store og små felter. Motiverne valgte han fra det gamle og det nye testamente.
I 1791 beordrede Ferdinand III, at alle kister med rester af Medici familiens medlemmer skulle stables i krypten. I 1818 opstod det rygte, at kisterne var blevet plyndret for alle værdier. Først i 1857 blev 49 af kisterne løftet ned og åbnet, og det viste sig, at de fleste af dem havde været brudt op. Ligene af Cosimo I og hans hustru Eleonora af Toledo var uskadte, men kisterne var berøvet for alle smykker. Resterne af Giovanni delle Bande Nere, faderen til hertug Cosimo, lå i kisten iført sin sorte rustning og med højre ben amputeret. Mange af ligene var i en udmærket stand, men smykker og juveler borte.
"Biblioteca Laurenziana" er bygget sammen med San Lorenzo kirken og klostret. Adgang til biblioteket sker fra første etage af klostret. Mediciernes omfattende bibliotek blev anlagt af Cosimo. Ved Nicolò Niccolis død (1439) købte Cosimo hans værdifulde bibliotek med mere end 600 værker. Biblioteket blev yderligere udvidet af Cosimos søn Lorenzo. Da Medicierne blev udvist fra Firenze, blev samlingen konfiskeret af staten, og den var på nippet til at falde i hænderne på Karl VIII af Frankrig. Munkene i San Marco klostret solgte noget af deres jord og optog et lån på 2.000 floriner for at købe samlingen. I 1508 var brødrene i San Marco nødt til at sælge samlingen, og den blev købt af kardinal Giovanni de Medici (senere pave Leo X ), som bragte den i sikkerhed i Rom. I 1523 besluttede pave Clement VII (tidligere kardinal Giulio de Medici), at der skulle bygges et bibliotek med offentlig adgang i hans hjemby Firenze. Arbejdet blev påbegyndt i 1524 under Michelangelos ledelse. I 1527 sendte pave Clement VII samlingen til det endnu ikke fuldførte bibliotek i Firenze. Selv efter at Michelangelo havde forladt Firenze i 1534, fulgte han byggeriet. I 1557 sendte han en model til den prægtige trappe sammen med byggeanvisninger. Michelangelo så dog aldrig det færdige resultat. Biblioteket blev indviet i 1571 af storhertug Cosimo I. Samlingen voksede støt, især på grundlag af donationer fra kirker i Firenze, som var pressede af det franske styre.
Biblioteket er især kendt for sin fantastiske facade, vestibulen og læseværelset og ikke mindst den fantastiske trappe. Det fortælles, at trappens udformning, som er særdeles original og udskåret i kølig marmor, kom til Michelangelo i en drøm. Jeg har set midtertrappen beskrevet som "flydende lava, der løber nedad", mens forløbet af de flankerende trapper peger opad.
Biblioteket er næsten 50 meter langt med 15 vinduer med farvet glas (af Francesco Salviati). I den store bibliotekssal er der parvist forekommende søjler, sat ind i væggen, så de ligner skulpturer snarere end bærende konstruktioner. Gulvet, som er smukt restaureret, er af terra cotta, designet af Triboli. Det smukke træloft og de 88 læsekabiner med bænke er udskåret af Francesco Tassi. I 1800-tallet blev der tilføjet et ottekantet værelse på den ene side af forhallen. Dette værelse skulle rumme en donation af en større samling klassiske bøger, givet af grev Angiolo d' Elci i 1818. For enden af biblioteket havde Michelangelo planlagt en spændende trekantet bibliotekssal, som skulle udnytte den overskydende plads mellem bygningerne. Denne idé blev desværre aldrig realiseret.
