Gaden, som forbinder San Marco og Piazza della Signoria (Domkirkepladsen) hedder Via Cavour på det første store stykke og Via Martelli på et mindre stykke. På den tid, som vi skal beskæftige os med, hed gaden Via Larga (Bredgade). På hjørnet af Via Cavour og Via dei Gori ligger et af Firenzes ældste og smukkeste paladser, "Palazzo Medici". I turistbrochurer omtalet des som "Palazzo Medici Ricardi", forklaring herpå følger om lidt. I dag er paladset hjemsted for politiøvrigheden og forskellige andre offentlige institutioner, men engang husede det den magtfulde Medici familie. Der er dog bevaret et lille museum og et kapel, som er et besøg værd.
Bygherren til paladset er Cosimo de Medici (1389-1464), også benævnt "den Ældre" eller "Fædrelandets fader". Cosimo var ældste søn af bankhusets grundlægger, Giovanni di Bicci de Medici og fortsatte i faderens spor. Da han overtog banken havde den mange udenlandske filialer, og Cosimo udbyggede bankens udlandsnet, og han kom til at spille en afgørende politisk rolle i store dele af Europa. Han vægrede sig mod at modtage noget offentligt embede og holdt sig i baggrunden, men konger og statsoverhoveder kom til ham for at få hans hjælp.
Det fortælles, at Cosimo tilkaldte arkitekten Filippo Brunelleschi og bad ham lave et udkast til en standsmæssig bolig for familien i Firenze. Brunelleschi lavede en model i træ, som Cosimo fandt for prangende, hvorefter Brunelleschi smadrede den i vrede. Vasari fortæller, at Cosimo var bange for, at Brunelleschis palads i stedet for alene at pryde byen ville skabe misundelse blandt byens borgere. Cosimo henvendte sig dernæst til Michelozzi, hvis forslag blev godkendt. Medicierne opkøbte en række huse i den rolige gade Via Larga og lod dem rive ned. Byggeriet startede i 1444, men først i 1460 kunne familien flytte ind i det smukke palads, som kom til at fungere som prototype på private renæssance bygninger. Familien omfattede da 11 personer i tre generationer. Da den gamle Cosimo efterhånden var stærkt ældet, overlod han færdiggørelsen til sin søn, Piero (1416-1469) - med tilnavnet "den Gigtsvage". Piero og hustruen Lucrezia havde fem børn, hvoraf især Lorenze (1449-1492) "den Prægtige" kom til at spille en betydelig rolle i Firenze. Lorenzos søn, (1472-1503) bidrog til at udsmykke rummene i den aristokratiske bolig med elegante møbler, kunstværker og antikviteter.
Palazzo Medici blev det spektakulære centrum for familieliv, fester, receptioner, modtagelse af officielle visitter mv. de følgende 100 år.
I 1459 modtog Cosimo den Ældre hertugen af Milano, Galeazzo Sforza, som var kommet til Firenze sammen med mange andre italienske prinser, kardinaler mv. Sforza erklærede efterfølgende, at han i hele Italien ikke havde set så mange malerier af store mestre, så mange skulpturer, bronzearbejder, bøger mv.
I november 1494, efter at Savonarola, prior for San Marco klostret, var kommet til magten, blev Medicierne fordrevet fra Firenze, og det nye styre konfiskerede familiens ejendomme, herunder Palazzo Medici med den samling af kunst og antikviteter. Nogle værker, som fx "David" og "Judith og Holofernes" af Donatello blev overført til Palazzo della Signoria, som blev hovedkvarter for republikken. Bronzegruppen "Judith og Holofernes" blev opfattet som et symbol på friheden: den stærke kvinde - republikken - dræber tyrannen - Holofernes. I august 1495 blev meget indbo fra paladset solgt på auktion i Orsanmichele. Overalt i byen blev Mediciernes våbenskjold ødelagt eller fjernet.
I 1512 vender Medicierne tilbage til Firenze og genvinder størsteparten af deres ejendomme. De vender tilbage til paladset i Via Larga, som igen bliver residens for byens førende familie. I 1517 blev hjørne loggiaen lukket, og Medicierne satte fire kanoner op i stedet, formentlig for at kunne forsvare sig ved fremtidige revolter.
Efter republikkens ophør i 1530 blev Palazzo Medici residens for de første Medici grever: først Alessandro, og efter hans død (snigmord) Cosimo I. Denne gren af storhertuger kom til at regere over Toscana de næste 200 år. I 1536 fik paladset besøg af den tysk-romerske kejser karl V, Alessandros kommende svigerfar. I 1539 var blev brylluppet mellem Eleonora di Toledo og Cosimo I fejret i paladset. I 1659 solgte atorhertug Ferdinando II Palazzo Medici og tre tilstødende bygninger til marquis Gabriello Riccardi for 40.000 scudi. Over de følgende 60 år gennemførte Riccardi en del ombygninger og forbedringer af paladset og forlængede bygningen i nordgående retning. Man forsøgte at respektere bygningens renæssance stil, men man opdaterede interiøret til den mere pompøse barok stil, som var kommet på mode. I 1874 måtte Riccardi pga økonomiske problemer sælge paladset til staten.
Efter Gabbriello Riccardi død i 1675, arvede hans nevø Francesco paladset, og han fortsatte med at forny og modificere det. Bl.a. fik han tidens største barok maler, Luca Giordano (1634-1705) til at lave fresker på loftet i galleriet og i bibliotekets læseværelse. Det skete i perioden 1682-1685.
Ved Francesco Riccardis død i 1719 blev der indrettet et slags museum i slotsgården, og antikke relieffer og buster blev anbragt på muren. Riccardi familiens rige kunstsamling blev udstillet i paladsets sale. Over 60 år havde Riccardi familien brugt mere end tre gange købsprisen til at transformere Palazzo Medici til en aristokratisk residens i barok stil. Økonomisk nedtur for Riccardi familien bevirkede, at der ikke længere blev foretaget udvidelser eller vedligeholdelse af paladset. I 1814 solgte Riccardi paladset til den toscanske stat. Fra 1865-1870, hvor Firenze var hovedstad i den nye italienske stat, var paladset hjemsted for indenrigsministeriet.
I 1938 afholdtes en overdådig banket i Palazzo Medici-Riccardi. Festen var til ære for en vis Adolf Hitler, som i selskab med Mussolini beærede aristokratiet i Firenze med et besøg. Det var også fra dette ærværdige palads, at Det toscanske Befrielsesråd om morgenen den 11. august 1944 meddelte, at byen var befriet for fascismen. I 1953 blev der i paladset indrettet "Istituto Storico della Resistenza Toscana", hvor dokumenter mv. fra den lokale modstandskamp blev samlet.
I 1992 i forbindelse med 500-året for Lorenzo den Prægtiges død, blev der iværksat forskellige restaureringsarbejder. Arbejdet, som endnu pågår, omfatter primært kapellet, slotsgården og freskerne af Luca Giordano.
Palazzo Medici repræsenterer en hel ny byggestil, om end den fastholder mange af Firenzes bygningsmæssige traditioner. Oprindelig var paladset kubeformet, men facaden blev som nævnt forlænget til sin nuværende længde i 1659, da familien Riccardi overtog det. Indtrykket er på én gang magtfuldt og elegant. De tre etager, hvis højde reduceres set nedefra, er adskilt ved såkaldte bæltegesimser. Nederste etage er udført i grove stenkvadrer, næste etage i fine sandstensblokke og den øverste etage er pudset. Udefra virker bygningen meget streng, næsten borgagtig som et forsvar mod rivaliserende familier. Oprindelig var der en loggia, som åbnede mod hjørnet af Via Larga og Via dei Gori. Her udførtes en del af bankens forretninger. Klienter ventede på den bænk (banca), som løb langs hele facaden. Gennem en port kommer man ind i den indvendige kvadratiske gård, som har tre runde buer på hver side, båret af korinthiske søjler. Medicifamiliens våbenskjold ses overalt. Bag slotsgården lå paladsets smukke have, dengang med mange buksbomtræer klippet i form af hunde, elefanter, skibe osv. Her legede Lorenzo og Guiliano sammen med deres tre ældre søstre. Midt i haven stod Donatellos bronzegruppe, "Judith og Holofernes" - muligvis i et springvand - og hans statue af "David". Herudover var der opstillet mange klassiske skulpturer i haven. I dag står der "kun" en enkelt status, "Orfeus" af Baccio Bandinelli. Fra slotsgården er det muligt at komme op på førstesalen for at betragte maleren Gozzolis berømte fresker i kapellet.
Det fortælles, at Cosimo simpelthen havde glemt, at der skulle være et kapel i Palazzo Medici. I så fald er det forklaringen på kapellet indeklemte placering mellem de store sale på første etage. Efter at Riccardi erstattede den oprindelige trappe med en større og mere bekvem skal man i dag næsten kante sig ind i kapellet. I sommeren 1459 blev den ret ukendte Benozzo Gozzoli (1420-1497) kaldt til Firenze for at udsmykke kapellet. Han havde arbejdet i Lorenzo Ghibertis stab, da bronzeportene til dåbskapellet blev lavet. Senere blev han elev af Beato Angelico, og bistod med freskerne i San Marco. Da Beato Angelico rejste til Rom, var Gozzoli fulgt med sin læremester. Før Gozzoli gik i gang med sit arbejde, havde Filippo Lippi malet et smukt alterbillede, som viser "Jomfru Maria tilbeder Jesus barnet". I sandhedens interesse må jeg oplyse, at det er en kopi - ganske vist fra Lippis eget værksted - og at originalen befinder sig i "Staatliche Gemäldegalerie i Berlin". Gozzoli laver et pragtfuldt malet og forgyldt loft samt et prægtigt gulv med indlagt antik marmor.
Men hovedværket er tre sammenhængende fresker, som viser optoget med de tre vise mænd ("Magi"), som kommer for at tilbede det nyfødte Jesusbarn - altså motivmæssigt i forlængelse af alterbilledet. Kapellet fik navnet "Cappella dei Magi", de vise mænds kapel. Gozzoli lavede en hel cyklus af fresker, idet han over døren til sakristiet malede "hyrderne på marken" og "den himmelske hærskare" af tilbedende engle, og bag altret de fire evangelisters symboler. Alt indgår på smukkeste vis i en betagende helhed. Desværre har man i forbindelse med senere foretagne ændringer af paladset måtte fjerne mindre dele af det oprindelige værk. Udsmykningen blev afsluttet med smukt udskårne træpaneler på de tre sider, lavet i 1470 af (vistnok) Giuliano da Sangallo.
Piero Medicis hustru, Luccrezia havde netop skrevet et digt om begivenheden med de tre vise mænd (eller de hellige tre konger, som vi ofte kalder dem), som kom rejsende fra Østerland for at tilbede den nyfødte konge. Måske derfor vælger Gozzoli som en hyldest til paladsets kommende frue at illustrere hendes digt på kapellets tre vægge. Jeg kan forestille mig, at de farvestrålende fresker med de mange, fine detaljer også har moret husets fem børn. Malerierne, som dækker de tre vægge i kapellet, er alle orienteret mod alterbilledet med tilbedelsen af Jesusbarnet.
På østvæggen ses det første billede, optoget med den unge Caspar. Han symboliserer den unge (nyopdagede) verdensdel Asien, og bliver også associeret med egenskaber som morgen, ungdom, forår og tro. I horisonten kan vi se hans følge bevæge sig ned fra bjergene. På det højeste punkt ligger en lille fæstning, sandsynligvis Jerusalem, hvortil de tre konger jo rejste først under deres søgen efter Jesus barnet. Baggrunden for de tre malerier er forskellige fantasifulde landskaber med et følge af næsten endeløs længde. Flere scener med gengivelser af dyr giver billedet liv, bl.a. den indlagte jagtscene.
På sydvæggen ses den midaldrende Baltasar højt på sin hvide ganger, ledsaget af pager og riddere. Han symboliserer verdensdelen Afrika, og bliver også associeret med egenskaber som middag, manddom, sommer og håb. Han kigger opad, mens han rider gennem det bjergrige toscanske landskab. Han menes at stirre mod Bethlehem stjernen, som engang befandt på venstre side af den ødelagte indgangsdør.
På vestvæggen ses den gamle Melchior med stateligt, hvidt skæg. Han befinder sig midt i en gruppe af ridende pager. Han følges af en lang række pilgrimme. Øverst til højre slanger optoget sig op ad en lang bakke. Han symboliserer den gamle verdensdel Europa, og bliver også associeret med egenskaber som solnedgang, alderdom, efterår og næstekærlighed. Den gamle konge er nærmest ved Jesusbarnet på alterbilledet. Han stirrer mildt over på den unge konge på den modsatte væg. Desværre er billedet skæmmet af, at Riccardi efterfølgende anlagde en trappe, der kom til at gå gennem kapellet. Det medførte bl.a., at Baltasars hest blev skåret over.
De smukke religiøse fresker ovenfor indeholder imidlertid en dårlig skjult hyldest til Medici familien, dens venner og allierede samt tidens store personligheder. Dette opnåede Gozzoli ved at koble den gamle historie om vismændenes tilbedelse af det nyfødte Jesusbarn sammen med en verdenshistorisk begivenhed af nyere dato, nemlig kirkemødet eller koncilet i Firenze i 1439-1442. Formålet med dette kirkemøde var at genforene den østlige (græsk-ortodokse) og vestlige (romersk-katolske) kirke, som var blevet splittet ca 400 år tidligere. Målet var bedre at kunne dæmme op for den tyrkiske aggression. Her mødtes den byzantinske kejser, Johannes VII Paleologus og patriarken af Konstantinopel, Josef med pave Eugenius IV. Cosimo de Medici, som øjnede en række forretningsmæssige åbninger i den nære orient, tilbød at være vært. Koncilet var faktisk påbegyndt året i forvejen i Carrara, men byen var ikke i stand til at yde den økonomiske støtte længere. De tre prominente personer dukkede op i Firenze i februar 1439, hver med et følge på 500-700 personer. Det lykkedes at få bilagt nogle teologiske stridigheder omkring forholdet mellem Gud, Jesus og Helligånden. Desværre gav koncilet ikke det ønskede politiske resultat, idet den østlige kirke måtte kapitulere til tyrkerne (osmannerne) allerede i 1453 – uden støtte fra den vestlige kirke. Og den teologiske enighed, der blev opnået på koncilet, blev brudt ca 50 år senere.
Gozzoli begik den genistreg at forsyne sine religiøse fresker med kejserens og patriarkens ansigtstræk. Herudover afbildede han også medlemmer af Medici familien, både den herskende generation og den følgende. Desuden kan man også genkende flere af familiens venner og samarbejdspartnere.
 Den unge konge, Caspar. |
 Den voksne konge, Baltasar. |
 Den gamle konge, Melchior.
|
Mange har ment, at den unge konge, Caspar. er et portræt af Lorenzo de Medici. Ganske vist er Lorenzo kun 10 år, men det behøver selvfølgelig ikke at afholde en kunstner fra at afbilde hans portræt. Imod det taler, at den unge Lorenzo også optræder i en anden rolle på billedet - se nedenfor. Jeg har også svært ved at tro, at Gozzoli "har vovet" at afbilde den unge Lorenzo på niveau med konger, kejsere og patriarker, så min mening er, at der er tale om en idealiseret fremstilling af en ung mand. Den voksne konge, Baltasar bærer den østromerske kejser, Johannes VIII Palaeologus (1390-1448) træk. Oprindelig antog man, at Den gamle konge, Melchior var Josef, patriarken af Konstantinopel, som døde i Firenze under koncilet - og blev begravet i Santa Maria Novella. Senere undersøgelser peger på, at Melchior "er" den hellige romerske kejser Sigismund (1410-1437).
Det har også været muligt at genkende andre aktører på de tre fresker.
 Lorenzo de Medici (forrest) og broderen Guiliano. |
 Piero de Medici, Lorenzos fader. |
 Galeazzo Sforza, hertug af Pavia. |
Sigismondo Pandolfo Maletesta, Rimini (1417-1468), herre over Rimini. Han beskrives som "grusom og nådesløs", men også som "en kultiveret protektor for kunstnere og forfattere". |
I spidsen for gruppen lige efter kongen rider Cosimo den Ældre (1416-1469), som har betalt for freskerne. |
Det har ikke været muligt at identificere denne unge kvinde (eller mand?), som rider med en leopard på sadlen. |
Benozzo Gozzoli har udødeliggjort sig selv på fresken. Hans røde hue bærer inskriptionen "Opus Benozzo Gozzoli " - Benozzo Gozzolis værk. |
Vi var så heldige, at der kun var en gruppe på tre personer i kapellet, da vi kom derind, to turister og en guide. Selvom vi havde forberedt os godt hjemmefra, fik vi mange nyttige og spændende oplysninger ved at lytte til guiden. Helt i tråd med mit motto: Man lever, så længe man lærer.
Vi afsluttede det spændende besøg i Palazzo Medici ved at overvære et multimedia show, som er indrettet i Lorenzo den Prægtiges værelse. Freskerne fra Cappella dei Magi blev vist på en storskærm, som fyldte en hel væg. Man stillede sig på en særlig platform og begyndte med at vælge sprog. Nej, man kunne ikke vælge dansk, men måtte "nøjes med" engelsk. Man kunne pege på udvalgte elementer (hot spots) på billedet og fik præsenteret en eller flere sider med forklaringen. Fx kunne man pege på personer i følget og få at vide, hvem de forestillede. Sjov og belærende. "PointAt systemet" er udviklet ved Universitetet i Firenze.
Åbningstider: 9.00–19.00. Lukket onsdag. Billetpris €4.00.
