En af de seværdigheder, som stod højest på min ønskeliste, var "Ospedale degli Innocenti", "de uskyldiges hospital", verdens første hittebørnshjem. Det ligger i den nordøstlige ende af Piazza della Santissima Annunziata, som er en af renæssancens første og smukkeste torve. Vinkelret på Filippo Brunelleschis "Ospedale degli Innocenti" med den elegante loggia. ligger Michelozzos "Santissima Annunziata kirken" med sine fint afrundede søjler og smukke udsmykninger. Torvets harmoniske fremtoning skyldes, at de symmetriske bygninger, der vender ud mod torvet, alle har en facade med åbne arkadegange.
I 1594 betroede storhertug Ferdinando I af Toscana (1549-1609) Giovanni da Bologna (denne flamske kunstner bliver almindeligvis benævnt Giambologna) - at udføre en rytterstatue til ære for sin afdøde fader, Cosimo. Ferdinando var oprindelig kardinal, men undlod at lade sig ordinere. Årsagen hertil er ukendt, men i hvert fald gav han i 1587 afkald på sit purpur og sin kardinalhat for at blive storhertug efter sin afdøde broder, Francesco I, som ikke efterlod sig mandlige arvinger. Der knytter sig en sjov historie til især hesten. Den blev støbt af erobrede tyrkiske kanoner af Giambologna, mens kunstneren var i firserne. Maria de Medici ønskede at få lavet en rytterstatue af sin afdøde mand, Henrik IV af Frankrig. Da hun erfarede, at Giambologna havde lavet en imponerende bronzehest - og samtidig frygtede, at han på grund af sin høje alder ikke ville kunne nå at lave flere - bad hun frimodigt sin onkel Ferdinando om at sende hende hesten. Så kunne han jo bare få Giambologna til at lave et nyt eksemplar. Ferdinando løste problemet ved at lade støbe endnu en hest i den samme form (etisk acceptabel form for kloning?) og sende denne til niecen i Frankrig. I nærheden af Le Havre faldt figuren i vandet, men blev dog reddet og siden rejst på Pont Neuf med Henrik IV i sadlen. Desværre for turisterne blev dette prægtige dyr smeltet om til kanoner under den franske revolution, så den rytterstatue, man i dag kan se på Pont Neuf, er en nyere udgave af Henrik IV til hest. At denne gruppe så er støbt af bronze fra en statue af Napoleon, som engang (altså statuen) stod på Concorde pladsen, er en anden sag.
Den rytterstatue, som i dag står på Piazza Annunziata, er af Fernando Medici selv. En halv snes år efter, at Giambologna havde færdiggjort rytterstatuen af Cosimo, bad storhertug Fernando Medici Giambologna om at lave en rytterstatue af ham selv. Desværre døde kunstneren i 1608, inden arbejdet var færdigt. Rytterstatuen blev dog færdiggjort af Giambolognas elev, Pietro Tacca, og den er den, vi ser på det smukke torv. Den tidligere omtalte statue af Cosimo står i dag på Piazza delle Signoria. Pietro Tacca har også lavet de to bronzebrønde (1608), der står på torvet. Både Giambologna og Pietro Tacca er begravet i kirken.
Da Antonio Sangallo og Baccio d'Agnolo i 1516-1525 byggede "Servi di Maria" ordenens hovedsæde overfor børnehjemmet, kopierede de med godt resultat Brunelleschis løsning, hvilket har bidraget til torvets rolige harmoni.
Kirkens fuldstændige navn er "Basilica della Santissima Annunziata", dvs "Basilikaen for den helligste bebudelse". Den første kirke på stedet er grundlagt i 1250 af de syv oprindelige medlemmer af "Servi di Maria ordenen" ("Marias tjenere"), og kirken er stadig moderkirke for denne orden. I 1252 var en munk i gang med at male en fresko af "Jomfru Marias bebudelse". Munken faldt i søvn efter at have færdigmalet en engel, men han sov meget dårligt, da han frygtede ikke at være i stand til at portrættere den hellige jomfru, så godt som han ønskede. Men da han vågnede, var fresken på mirakuløs vis blevet færdiggjort af en engel i nattens løb. Dette mirakel resulterede i, at pilgrimme i stort tal valfartede til kirken, hvor der skete mange undere. Velhavende borgere viste deres taknemlighed og fromhed ved at opstille såkaldte votiv-gaver i kirken. Ofte bestod gaven af en voksfigur af giveren i naturlig størelse. I nogle tilfælde en rytter i fuld harnisk til hest. Det gav selvfølgelig snart pladsproblemer i den lille kirke. En tid forsøgte man at løse problemet ved at hænge votiv-gaverne op i loftet ved hjælp af tove. Men da der ved flere lejligheder skete dødsfald i menigheden, når genstandene styrtede ned fra loftet, måtte denne praktiske løsning forlades. Til sidst indrettede man det særlige "Chiostro dei Voti", hvor man anbragte votiv-gaverne.
I 1444 besluttede Cosmo den Ældre de Medici at finansiere en ny kirke. Opgaven blev givet til Michelozzo, som var broder til ordenens prior. Kirken blev fuldført af Leon Battista Alberti i 1481. Ved den lejlighed blev der placeret et åbent atrium foran den egentlige kirke. Efter kanonisering af ordenens stifter, Filippo Benizzi (1516) blev atrium forsynet med fresker udført af af kunstnerne Andrea del Sarto, Pontormo og Rosso Fiorentino. Freskerne viser scener fra Benizzis liv samt fra Jomfru Marias liv. I 1559-1561 blev facaden forsynet med en buerække.
Sidst i 1700-tallet var der udstillet mere end 600 voksfigurer i "Chiostro dei Voti", som havde udviklet sig til en veritabel turist attraktion. Det blev for meget, og i 1786 ryddede man "Chiostro dei Voti" og smeltede alle figurerne om til vokslys.
Øverst på den prunkløse facade er anbragt pave Leo X's våbenskjold. Han var som bekendt også en Medici'er. Fra den smukke portico (søjlegang) er der til højre indgang til "Capella dei Pucci", til venstre til "Cloister dei Morti", og i midten til "Chiostro dei Voti". "Chiostro dei Morti" indeholder en berømt fresko, "Madonna del Sacco" af Andrea del Sarto. Mange kunstnere er begravet her, såsom Benvenuto Cellini, Jacopo Pontormo, Mercantonio Franciabigio, Giovanni Montorsoli og Lorenzo Bartolini. "Chiostro dei Voti" er udsmykket med fresker fra begyndelsen af 1500-tallet af mestre af den såkaldte manieristiske skole (manierismen var den sidste fase i renæssancen, som førte over i barokken), såsom Rosso Fiorentino, Pontormo og Andrea del Sarto. Sidstnævnte anvendte sin hustru, Lucrezia del Fede som model for Jomfru Maria på fresken "Jesu fødsel" (1514). Dette mishagede Vasari, som i sin kunstnerbiografi antyder, at hustruen ikke var i besiddelse af de nødvendige dyder såsom troskab.
Fra "Cloister dei Morti" kommer man ind i "St Lukas' kapel". Lukas er malernes skytshelgen. (Birgit og jeg har i en grotte på Malta set en fresko, som påstås malet af Lukas under hans besøg på øen i selskab med Paulus). I dette kapel ligger Benvenuto Cellini, Pontormo, Franciabigio, Bartolini og andre mestre begravet.
Fra "Chiostro dei Voti" kommer man ind i hovedkirken, som består af et enkelt skib med flere sidekapeller; for enden ligger et usædvanligt kor, en såkaldt "tribune", som er cirkelrund. Denne tribune rummer højaltret, omkring hvilket der ligger adskillige små kapeller. Kirken blev som nævnt opført midt i 1400-tallet. I anden halvdel af 1600-tallet blev udsmykningen ændret til den mere overdådige barokstil. Især trælofterne, bemalet i guld og med smukke udskæringer, er bemærkelsesværdige.
Indenfor til venstre ligger et lille marmorkapel udført af Michelozzo til ære for den underfulde freske med "Jomfru Marias bebudelse". Desværre så vi ikke fresken, da denne kun vises for offentligheden på Marias bebudelsesdag (den 25. marts - 9 måneder før Jesu fødselsdag). Jeg har læst, at billedet med de mirakuløse egenskaber er restaureret så mange gange, at det efterhånden er umuligt at se detaljerne på det. Det er en gammel tradition i Firenze, at nygifte brude tager til Annunziata kirken umiddelbart efter deres bryllup og anbringer deres brudebuket her foran Madonna. Tabernaklet er behængt med hundreder af votivlamper, så det minder mest om et græsk kapel. I et kapel på venstre side er en fresko af St Jerome og to helgener, som tilbeder Treenigheden, udført af Andrea del Castagno (ca 1453). Som det ofte er tilfældet, afbildes Jerome sammen med en løve, en henvisning til en legende, som beretter, at Jerome engang fjernede en torn fra dens pote. Jesus er vist på korset, og Helligånden fremtræder i form af en hvid due. Andre af kapellerne indeholder fresker af Andrea del Castagno. Desværre så jeg det ikke selv, men jeg har læst, at der på tabernaklet er denne inskription: "Costo fior. 4 mila el marmo solo", "alene marmoret kostede fire tusinde floriner". Det er formentlig den gamle Cosimo, som lige ville gøre opmærksom på, at det ikke er gratis at støtte hverken kunsten eller kirken.
Fronten på højaltret er et prægtigt sølvarbejde, udført af storhertugens sølvsmed, Cosimo Merlini. Orglet fra 1628 er det ældste i Firenze - og det næstældste i Italien. Bag højaltret åbner den såkaldte "tribune" sig. Den er formentlig designet af arkitekten Leon Battista Alberti (ca 1451). Også denne del blev renoveret under barokperioden. De smukke fresker på indersiden af kuplen er udført af Baldassare Franceschini ("il Volterrano"). Det midterste kapel bag tribunen blev renoveret sidst i 1500-tallet af Jean de Boulogne (på italiensk "Giambologna"). Kapellet skulle tjene som gravsted for flamske kunstnere, som døde i Firenze. Bronze krucifikset er af Giambologna, som også har lavet seks basrelieffer af kristi Lidelser.
Vi havde håber på at komme til at overvære et bryllup i den smukke kirke. I stedet blev vi vidner til en stemningsfuld begravelse med flere hundrede deltagere.
I 1294 overdrog byrådet i Firenze ansvaret for "innocenti" til det magtfulde Silkehandlerlaug, "Arte della Seta". I mere end 100 år havde lauget sørget for ordentlige kår for forældreløse og afviste børn. I 1419 gav lauget en bevilling på 1000 floriner til at bygge en institution for disse børn. Børnehjemmet skulle udformes som et kloster, dvs med en kirke, en sovesal samt værelser til andre service funktioner. Disse bygninger skulle omslutte en klostergård eller -have.
Silkehandlerlauget betroede opgaven som bygmester (capomaestro) til Filippo Brunelleschi, som selv havde været medlem af lauget siden 1404. Brunelleschi var på det tidspunkt bedst kendt som opfinder, billedhugger og guldsmed. Desuden var han kendt for sin model til en kuppel til domkirken, "Santa Maria del Fiore". Men børnehjemmet skulle blive hans første større opgave som arkitekt. Brunelleschi var på det tidspunkt 41 år gammel.
Bygningen er symmetrisk med kirken i den ene ende og børnenes sovesal i den anden ende. Herimellem ligger klostergården. Mod nord er der en indgang for mænd, i den anden ende en for kvinder. Der er ligeledes en sovesal for hhv. mænd og kvinder. Herudover er der selvfølgelig en reception, køkken, vaskeri, lægeværelse mv. En loggia eller arkade i hele bygningens længde præsenterer børnehjemmet ud mod Piazza della Santissima Annunziata. Arkaden er afgrænset fra torvet ved en række trapper. Fra arkaden er der indgang til forskellige dele af bygningen. Her kunne gæster og andre opholde sig, ligesom arkaden også skulle lette den store trafik, der var til hjemmet af arbejdere, besøgende, kunder mfl. I virkeligheden fungerer arkaden som en udvidelse af torvet og udgør et overdækket gang- og opholdsareal. Arkadens 9 buer støttet af 10 slanke korinthiske søjler er perfekt proportionerede og giver et både elegant, gratiøst og harmonisk billede. Afstanden mellem søjlerne er den samme som afstanden fra søjlerne til muren, som igen er den samme som afstandet fra gulvet til loftet. Som vi har set, har den smukke arkade givet inspiration til både "Santissima Annunziata kirken" og "Loggia dei Servi". Arkaden opfattes i dag af fagfolk som et af den tids største mesterværker i arkitektur i Firenze.
Brunelleschi var imidlertid kun "capomaestro" for byggeriet indtil januar 1427, dvs 18 år før byggeriet blev afsluttet. I august 1420, kort efter påbegyndelsen af børnehjemmet, vandt han konkurrencen on at lave en kuppel til domkirken, og dette kæmpestore arbejde kom til at fylde hans tid i mange år. Der menes også at have været nogle konflikter mellem arkitekten og hans arbejdsgiver, idet Silkehandlerlauget besluttede at udvide børnehjemmet, hvilket selvfølgelig kompromitterede Brunelleschis design og hans ønske om fuldkommen symmetri. Ved den formelle indvielse af børnehjemmet i januar 1945 beklagede Brunelleschi sig over de ændringer, som Francesco della Luna havde foretaget i forhold til det oprindelige oplæg. For sir arbejde i perioden 1419-1427 modtog Brunelleschi 55 floriner, ca 2% af byggeriets omkostninger i samme periode.
Først i 1487, 40 år efter Brunelleschis død, lavede Andrea della Robbia (1435-1525) på sit værksted de 10 "spædbørn", som blev placeret over hver søjle. Disse glasserede relieffer eller medaljoner (det er det bedste udtryk, jeg kan komme på) er lavet i terracotta (betyder "kogt jord") med en teknik, som var opfundet af hans onkel, Lucca delle Robbia (1399-1482). Andrea della Robbias sønner, Giovanni og Giralamo udviklede efterfølgende teknikken yderligere. I forhold til marmor er ler selvfølgelig et billigt materiale. De indtagende blå figurer, alle forskellige, på den hvide baggrund giver trods alt et marmorlignende indtryk. I 1845 blev der lavet endnu to reproduktioner af spædbørn, som blev anbragt med en i hver ende af bygningen. Silkehandlerlaugets symbol, som hang over den midterste søjle i arkaden, blev i 1500-tallet erstattet af en buste af Cosimo de Medici. Det er den, vi ser i dag. I de følgende århundreder blev der foretaget mange forskellige ændringer indvendigt og udvendigt. I 1970'erne blev værket restaureret efter den store oversvømmelse i 1966 og så vidt muligt ført tilbage til det udseende, det havde ved indvielsen.
Børnehjemmet fik navnet "Ospedale degli Innocenti", dvs "De uskyldiges hospital eller hjem". Betegnelsen "uskyldige" menes at referere til ofrene for Herodes' barnemord i Bethlehem (jvf Matthæus). Det første hittebarn blev afleveret på børnehjemmet den 5. februar 1445, 10 dage efter åbningen. Børn, som ikke blev afleveret personligt til hjemmets personale, blev lagt i et lille bassin i højre side af søjlegangen. Bag et lille vindue sad en kvinde vagt døgnet rundt, og hun reagerede på barnets første gråd. Omkring 1660 blev bassinet afløst af et hjul ("ruota"). Det befandt i den ende, som vender mod Via della Colonna. Over det sted, hvor "hjulet" befandt sig, er en passende og rørende inskription fra en salme i biblen: "Pater et mater reliquerunt nos, Dominus autem assumpsit" – "Vores fader og moder har forladt os, Herren har tages os til sig." Det uønskede barn blev anbragt på hjulet, og der blev trukket i en klokkestreng. Hjulet kunne betjenes indefra, og barnet kunne på denne måde komme i ly og sikkerhed, samtidig med at man respekterede den stakkels moders ønske om anonymitet. Dette hjul var i funktion indtil 1875. Udover mad og klæder fik børnene en praktisk uddannelse på hjemmet. Når pigerne var giftefærdige, hvilket de blev i 15 års alderen, fik de en passende medgift.
Før dette børnehjem blev oprettet, var ulykkelige kvinder, som ikke kunne tage sig af deres nyfødte, henvist til at lægge barnet et tilfældigt sted og blot håbe på, at det blev fundet i rette tid og optaget i et godt hjem. Mange af disse børn udenfor ægteskab - som man med et grimt udtryk kalder/kaldte for "uægte børn" - var børn af slavekvinder, som tjente i de fornemme familier i Firenze. Det passer ikke helt ind i vores billede af den spirende humanisme under renæssancen, men slaveri var desværre almindeligt. Det er rapporteret, at børnehjemmet allerede i 1467 tog sig af omkring 600 hjemløse børn. Ca 200 år senere i 1647 var der 1091 børn i pleje på børnehjemmet. Det krævede selvfølgelig et større personale af barnepiger, sygeplejersker, læger m.fl. På hjemmet boede også et antal enlige kvinder med børn. Desuden var der 40 præster og andre, som tog sig af de administrative opgaver. Spædbørn blev ofte overført til en familie på landet for at vende tilbage nogle år senere, når det var vænnet fra. Børnehjemmet formidlede i mange tilfælde adoption, så børnene kom til en familie, hvor de udover kærlig pleje kunne få en faglig uddannelse.
I dag indeholder børnehjemmets bygning et mindre museum, "Galleria dello Spedale degli Innocenti", som bl.a. indeholdt donationer til børnehjhemmet over flere hundrede år. En del af disse er desværre forsvundet i løbet af 1800-tallet. Der findes dog nogle fresker og andre værker af Luca della Robbia, Andrea del Sarto, Sandro Botticelli, Piero di Cosimo og Domenico Ghirlandaio, en af Michelangelo lærere. Ghirlandaio har dels malet motivet med hyrdernes tilbedelse af Jesus barnet (1488), men også en række portrætter af medlemmer af Silkehandlerlauget og andre af hjemmets velgørere.
I 2001 blev der i stueetagen i børnehjemmets bygning indrettet et bibliotek, "Biblioteca Innocenti" som led i et UNICEF projekt. Biblioteket er (meget passende) specialiseret i dokumentation vedr. børn og unges forhold og rettigheder, og det indeholder omkring 19.000 dokumenter herom.
