View over Firenze

San Marco
San Marco Kirken i Firenze Hver gang, vi spadserede ned til Firenzes historiske center, kom vi forbi San Marco, som er navnet på både en kirke og et kloster. Bygningerne ligger på Piazza San Marco, hvor den krydses af Via Cavour. Åbningstid: Mandag lukket. Tirsdag-fredag: 8.15 - 13.50. Lørdag: 8.15 - 18.50. 2. og 4. søndag i måneden: 8.15 - 19.00, men check det hellere selv, når du har behov for det. Lige siden min søn, Bo og jeg for 10 år siden deltog i et kursus om renæssancen, har jeg ønsket at besøge San Marco, og nu skulle det altså være.

San Marco kirken og klostret, som oprindelig tilhørte silvestriner munkeordenen, stammer fra 1100-tallet. Kirken blev viet til San Marco (evangelisten Markus) i 1299. I begyndelsen af det 15. århundrede rådede der i klostret et sådant moralsk forfald, at pave Eugenius IV i 1434 udviste brødrene fra Firenze og overlod de forsømte bygninger til dominikaner ordenen fra Fiesole (hvis du hænger på, kommer du med os til Fiesole om nogle sider).

San Marco klostret var nærmest en ruin, da dominikanerne overtog det. Den påfølgende renovering og udvidelse (1437-1452) blev forestået af Michelozzo, Cosimo den Ældres yndlingsarkitekt, Det var også samme Cosimo, der bekostede ombygningen. Ondsindede rygter vil vide, at den dygtige bankmand ønskede at lette sin samvittighed efter nogle tvivlsomme forretninger. Og penge lugter som bekendt ikke så meget, at det gør noget. Ved renoveringen blev kirken udvidet med det fine sakristi, og klokketårnet blev restaureret. Michelozzo hidkaldte Fra Angelico (oftest benævnt som Beato Angelico), som var munk i San Domenico klostret i Fiesole, for at udsmykke salene og munkenes celler med fresker. Dette arbejde, som omfattede Beato Angelicos største mesterværker, varede i omkring 10 år fra 1438 til 1446. I slutningen af 1500-tallet skete der igen ombygning af kirken ved Giambologna, som bl.a. tilføjede sidealtrene, San Antonios kapel og Capella Salviati i 1588. I 1678 gennemførte Piero Francesco Silvani en fornyelse af kirkens indre. Endelig tilføjede Gioacchino Pronti den nuværende facade i 1780. I 1860 overtog regeringen klostret, som blev åbnet for offentligheden i 1869 efter en omfattende renovering. Museet, som er viet til Beato Angelico, åbnede omkring 1920.

San Antonino
Statue af San Antonino, står i søjlegangen ved Ufizi i Firenze Klostrets første prior blev Antonino Pierozzi. Han var egentlig døbt Antonio, men på grund af sin størrelse blev han livet igennem kaldt ved diminutivet "Antonino", "lille Anton". Som 14-årig blev han optaget i Dominikaner ordenen i det kloster, som var under etablering i Fiesole. Her blev han gode venner med Fra Beato Angelico. I 1436 blev han udnævnt til prior i San Marco, og under hans ledelse blev San Marco klostret snart et center for kristen kunst. I marts 1446 blev Antonino udnævnt til ærkebiskop over Firenze af pave Eugenius IV. Det fortælles, at pavens først valg var Beato Angelico, men at denne ydmyge og beskedne klosterbroder skulle have bønfaldet paven om i stedet at udpege Fra Antonino. Det fortælles også, at Antonino forsøgte at undgå sin skæbne ved at flygte til Sardinien, hvor han tilbragte en tid, inden han vendte tilbage for at overtage embedet som ærkebiskop.

Antonino blev en biskop af folket og beskytter af de fattige. Selv om Firenze på den tid var et særdeles velhavende samfund, var nøden stor. Mindst én gang om året besøgte han (til fods) alle sine sognebørn, hørte på deres problemer, hjalp hvor han kunne, rasede mod magi og hedenskab og arbejdede for bedring af børns forhold. Han nedlagde sin blomsterhave og begyndte i stedet at dyrke grønsager til de fattige. Han grundlagde flere velgørende organisationer, hvoraf mindst én stadig eksisterer. Det er "Buonuomini" (de gode mænd), som isæt støttede personer, som var for stolte til at bede om hjælp. Denne organisation fungerer den dag i dag og støtter omkring 600 familier.

Da pesten vendte tilbage til Firenze i 1448, gik ærkebiskoppen i spidsen for indsamling af almisser. Antonino døde i 1459 efter at have været biskop i 13 år, og hans død blev begrædt af hele byen. Pave Pius II deltog i begravelsen i San Marco kirken. Efter hans død bevirkde Antoninos skjorte og andre ejendele mange mirakler, og Antonino blev kanoniseret i 1523. Da han i 1559 blev stedt til hvile i Capella Salviati i San Marco, var hans legeme endnu ikke begyndt at gå i forrådnelse - fortælles det. San Antonino bliver i kunsten almindeligvis afbildet som en dominikansk biskop bærende en vægt.

Indenfor i kirken
San Marco Kirken i Firenze Kirken består af et hovedskib med kapeller til hver side. Det firkantede kor er dekoreret af Piero Françesco Silvani, 17. århundrede. Over hovedindgangen hænger et træ krucifiks af Giotto.

Til højre for højaltret fører en dør ind til sakristiet og San Domenico klostret, som ikke er en del af San Marco Museet. I sakristiet står en statue af San Antonino af Montorsoli, elev af Michelangelo. Det hellige sakramentes kapel til venstre for højaltret indeholder malerier af Bernardo Pocetti, Santi di Tito, Jacopo d' Empoli, Passignano m.fl.

Venstre tværskib rummer et kapel for San Antonino, hvor resterne af den gode biskop hviler. Væggene er dækket af fresker af Passignano. På væggen til højre er et billede af kirken, da helgenens legeme blev fremvist for offentligheden. På den modsatte væg ses den procession af fire biskopper, som førte San Antoninos legeme til sit hvilested i kapellet. Marmor statuerne af St Filip og Johannes Døberen er af Francavilla. Bronzerelieffer viser scener af San Antoninos liv.

Ved det første alter til højre ses et alterbillede af Santi di Tito, "Den hellige Thomas af Aquina's åbenbaring. Til venstre ses "Hellig samtale" af Fra Bartolomeo (1509). Hovedkapellet er udsmykket med fresker af Gherardini (1717). San Antoninos alter indeholder helgenens balsamerede legeme.

Beato Angelicos hovedalterbillede, 'Madonna med barnet' i San Marco Kirken i Firenze
Beato Angelicos hovedalterbillede, "Madonna med barnet" (1438-1443) i San Marco Kirken i Firenze
Beato Angelicos billede, 'Nedtagelsen fra korset' i San Marco Kirken i Firenze
Beato Angelico "Nedtagning af Kristus fra korset" (1424-1440) i San Marco Kirken i Firenze

Cosimo bestilte hovedalterbillede, "Madonna med barnet" til kirken omkring 1438. De otte afbildede helgener bærer ansigterne af Medici-familiens skytspatroner. Den opslåede bog til vesntre i billedet heviser til det sted i Lukas evangeliet, som dominikanerne støtter deres fattigdomsløfte på. Tæppet bag tronsolen er trukket til side, så man kan se det typiske toscanske landskab med pinjer og cypresser. Farverne har desværre lidt under en lidt for nidkær rensning i 1800-tallet.

Altertavlen til højre blev oprindelig bestilt hos Lorenzo Monaco til Strozzi familiens kapel i Santa Trinità. Ved Monacos død i 1425 havde han formentlig kun udført helgenbillederne i siderne, hvorefter Beato Angelico færdiggjorde værket i 1430-erne. Igen ser vi det dejlige, toscanske landskab i baggrunden.

Klokken 'la piagnona' i San Marco Kirken i Firenze Til højre for indgangen ligger det gamle pilgrimsherberg, hvor Beato Angelicos malerier er udstillet. Her finder man også "hørfabrikanternes tabernakel" (1433), som er udskåret af Ghiberti og malet af Beato Angelico. Tæt på dette ligger "det store refektorium" (spisesal) med religiøs kunst fra det 17. og 18. århundrede. Derefter følger "Sala del Lavabo" (vaskerum) med fresker af Beato Angelico og Paolo Uccello.

"Kapitelsalen" domineres af et kæmpestort krucifiks (1441-1442) af Beato Angelico. I "det lille refektorium" ses "den sidste nadver" af Domenico Ghirlandaio. Fra Kapitalsalen kommer man frem til selve klostret. I søjlegangen kan man se klokken, "la piagnona", som tilskrives Donatello. Klokken ringede forgæves for at mobilisere Savonarolas tilhængere, da han blev arresteret - mere herom senere.

Beato Angelicos 'Korsfæstelsen' i kapitelsalen i San Marco i Firenze

I "Kapitelsalen" finder man den største af Beato Angelicos fresker, "Korsfæstelsen". Det er en såkaldt allegorisk fremstilling, hvor kunstneren ikke har ønsket at vise, hvorledes begivenheden formodedes at have fundet sted. I stedet for som vanligt at vise de romerske soldater under korset viser han kvindegruppen omkring Jomfru Maria, evangelisterne Johannes og Markus, Johannes Døberen og forskellige martyrer, helgener og kirkefædre. Knælende ved korset ses Frans af Assisi. Her ses også den hellige San Domenico, stifter af dominikaner ordenen. Kunstnerens formål har formentlig været at vise, at Kristus døde for alle mennesker til alle tider.

Den sidste nadver af Domenico Ghirlandaio
'Den sidste nadver' (1480) af Domenico Ghirlandaio i refektoriet i San Marco i Firenze

Går man fra kapitelsalen videre til det lille refektorium (spisesal, som i dag er indrettet til boghandel), finder man her et religiøst kunstværk, som afviger voldsomt fra Beato Angelicos, "Den sidste nadver" (1480) af Domenico Ghirlandaio. Billedet er betydelig mere verdsligt end man finder på de fleste nadverbilleder, og det minder om en fest på et mondænt spisested. Bordet er fint dækket med vinkarafler og drikkeglas. På gulvet ved Jesu fødder sidder en kat, og i en vindueskarm ser man en påfugl. Mellem søjlehvælvingerne ses et yppigt toscansk landskab med pinjer og cypresser.

Dormitoriet (sovesalen)
Fra det lille refektorium fører en trappe op til munkenes små celler på første etage. På toppen af trappen bliver man mødt af den best kendte og oftest gengivne af Beato Angelicos fresker, nemlig "Marias bebudelse". Dominikanerne især højagtede mere end andre Jomfru Maria, idet ordenens stifter Den hellige Dominikus ifølge traditionen modtog ordenskappen af hendes hænder. Billedet omgivelser minder påfaldende om de kosrgange, der findes i San Marco klostret. Alle fresker i korridoren til venstre er af Beato Angelico og hans disciple. Korridoren til højre fører hen til priorens kvarter og Savonarolas strenge bolig, bestående af en forgang og to små celler. Hans sovecelle indeholder et krucifiks af Beato Angelico, som Savonarola brugte under sine gudstjenester. I den anden celler står hans stol.

Formålet med freskerne har formentlig været at inspirere klosterbrødrene til bøn og meditation. I de 42 celler, som Beato Angelico har udsmykket (med hjælp fra andre kunstnere), har han flere steder gentaget sine yndlingsmotiver, "Korsfæstelsen" og "Opstandelsen". Hvis du lader musen glide hen over et af nedenstående billeder, vil det blive vist i en større udgave. Cosimo den Ældre disponerede over celle 38 og 39 for enden af korridoren. De er udsmykket med et kruxifiks samt en fresko af "de hellige tre konger"", begge udført af Beato Angelico.


Jomfru Marias bebudelse

Jesu fødsel

Jesus præsenteres i templer

Korsfæstelsen

Opstandelsen

Kvinderne ved den tomme grav

Noli me tangere - Rør mig ikke

Maria krones til himmeldronning

Beato Angelicos fresker stråler med næsten overjordisk stråleglans og er inderligt bevægende. Selv om hans motivkreds er religiøs, er de skildret med stor realisme (minder om en anden stor mester, Massacio). Han begyndte sin karriere som bogillustrator, - da vi kom til biblioteket, så vi eksempler på hans kunst på det område. Da han kom i gang med at lave fresker, viste det sig, at han uden besvær kunne overføre sine evner og sin erfaring fra miniaturemaleriet. Vasari fortæller i sin biografi af Beato Angelico, at han aldrig begyndte at male uden først at knæle og bede. Hver gang han malede et af sine yndlingsmotiver, korsfæstelsen strømmede tårerne ned ad hans kinder. Jeg ved ikke, om Beato Angelico i sin himmel er tilfreds med, at hans elskede kloster har måttet vige for den om sig gribende turisme.

Beato Angelico, San Marco klostreti Firenze I slutningen af 1445 blev Beato Angelico kaldt til Rom af pave Eugenius IV for at male fresker i Sakramentetskapellet i Vatikanet. I 1447 maler han fresker i katedralen i Orvieto sammen med sin elev, Benozzo Gozzoli. Hans sidste vigtige værker er nogle fresker, som han maler fra 1447-1449 i pave Nicholas' kapel i Vatikanet. Fra 1449-1452 er Beato Angelico prior i "sit gamle kloster", San Domenico i Fiesole. Beato Angelico dør i 1455 under et dominikansk konvent i Rom.

Fra Bartolomeo
San Marco Museet rummer også en del værker af en anden stor renæssance kunstner, Fra Bartolomeo (1472-1517). Nedenfor vises hans portræt af Girolamo Savonarola. Mens han udførte nogle opgaver i San Marco klostret, blev han tilhænger af den karismatiske munk, Savonarola, som prædiker imod kirkens og pavestolens moralske fordærvelse og mod befolkningens forfængelighed. Som bekendt ender Savonarola på bålet. Hans grusomme død gør så stort indtryk på Fra Bartolomeo, at han ikke maler i flere år, og i 1500 blev Fra Bartolomeo dominikanermunk. Da Rafael (1483-1520) kommer til Firenze har Fra Bartololomeo genoptaget maleriet, og der opstår et varmt venskab mellem de to kunstnere. Bartolomeo lærer reglerne for perspektiv af den unge kunstner, til gengæld forbedrer den ældre kunstner Rafaels farveanvendelse. Ved Beato Angelicos død overtog Fra Bartolomeo ledelsen af San Marcos kunstafdeling.

Biblioteket
Biblioteket i San Marco klostreti Firenze Ligeledes på øverste etage ligger biblioteket, som blev designet af Michelozzo omkring 1440 på Cosimos bestilling. Når man har gået rundt i de små munkeceller et par timer, er det en utrolig oplevelse at komme ind i det store rum, som er omkring 180 meter langt og 36 meter bredt. Rummer er utrolig smukt og harmonisk med sine tre parallelle skibe: de to sideskibe med krydshvælvinger, som vi genkender fra klostergangene, og midterskibet med sit tøndehvælvede loft. Sideskibene er afgrænset med en arkade med slanke søjler, afsluttet med joniske kapitæler. Oprindelig var der 64 bænke i biblioteket, som fungerede som skrivestue for munkene. Herudover var det Europas første offentligt tilgængelige bibliotek. I dag huser biblioteket en samling af håndskrevne hymner og religiøse tekster. Det svimler, når man ser hvilken omhu, kunstnerne har lagt i arbejdet.

Manuskript fra biblioteket i San Marco klostret i Firenze Som tidligere nævnt startede Beato Angelico sin karriere som illustrator af messer og religiøse manuskripter. Blandt de udstillede manuskripter er nogle fra Beato Angelicos hånd. Umberto Ecos fantastiske roman "Rosens navn" giver en detaljeret beskrivelse af klosterlivet i 1300-tallet, men herudover fortæller bogen om den betydning, man på den tid tillagde religiøse skrifter. Jeg forestiller mig, at en munk har haft samme religiøse forhold til den bog, han illustrerer, son en kunstner, der fremstiller en ikon. Ikonen er ikke kun et billede af det hellige, men bliver på mirakuløs vis selv hellig.

Girolamo Savonarola
Portræt af Girolamo Savonarola, San Marco Klostret i Firenze, udført af Fra Bartolommeo Inden vi helt forlader San Marco vil jeg kort fortælle, om endnu en af klostrets tidligere beboere, nemlig bodsprædikanten Girolamo Savonarola, som efter at have haft ledelsen af staten Firenze endte med at blive brændt på bålet som kætter. Savonarola blev født i 1452 i Ferrara i en adelig familie. I 1474 afbrød han medicinstudiet, som faderen har bestemt ham for, og trådte ind i dominikaner ordenen i Bologna. Denne orden var den mest disciplinerede på den tid, og Savonarola studerede med flid og underkastede sig de strenge ordensregler uden at kny. I 1482 blev han sendt til Firenze som lektor (professor) ved San Marco klostret. Det vides, at han prædikede både i Orsan Michele og San Lorenzo. Her udviklede han sig til en sand mester i religiøs forkyndelse med en klar og skarp formuleringsevne. Nogle år efter begyndte han at få drømmesyner. Han så med forfærdelse på det moralske fordærv, som spredte sig både blandt den herskende klasse i byen men også i kirken, helt op til paven selv. Og Savonarola svang svøben ubarmhjertigt over alle uanset personsanseelse, selv over den magtfulde Medici familie. Det fortælles, at Lorenzo de Medici sendte besked til prioren for San marci klostret og bad ham sørge for, at Savonarola viste mere respekt for byens ledende mænd. Savonarola nægtede at følge henstillingen og forudsagde Lorenzos snarlige død. På trods heraf blev Savonarola i sommeren 1491 valgt til prior af San Marco. Det var kutyme, at en ny prior aflagde høflighedsbesøg i Mediciernes palads - det var jo dem, der havde foræret dominikanerne det smukke kloster og sørget for genopbygningen. Men Savonarola brød denne tradition, formentlig i protest mod familiens livsførelse.

Portræt af Lorenzo de Medici I april 1492 ligger den unge (43 år) Lorenzo den Prægtige ("Il Magnifico") for døden. Efter at have skriftet sine synder og modtaget den sidste olie sender han bud efter Savonarola, som hurtigt møder op i villaen. Savonarola formaner Lorenzo til at forbedre sit liv og levned. Da han skal til at gå, kalder Lorenzo ham tilbage og beder om hans velsignelse. Savonarola giver velsignelsen, og Lorenzo dør kort efter. Han afløses af sønnen, Piero, som desværre ikke har nogen af faderens evner som statsmand.

Efter Lorenzos død gik Savonarola i gang med at stramme disciplinen på San Marco klostret, hvor munkene fik besked på at sælge deres ejendele, samtidig med at han skar ned på de daglige rationer af levnedsmidler. Når man besøger hans to celler på klostret for enden af gangen, celle 12 og 13, får man et tydeligt indtryk af en person, som lever særdeles asketisk.

Men nu sker der ting på den europæiske scene, som river Savonarola med sig. Karl VIII af Frankrig, som blev konge 13 år gammel i 1483, regerede under sin storesøsters formynderskab, indtil han blev myndig. I 1494 tager han i spidsen for en hær på 22.000 mand til Italien, hvor han gør arvekrav på kongeriget Napoli. Dette er kun første skridt i en større plan, som skal kulminere med et korstog mod ottomanerne. Da han nærmer sig Firenze, sender han en gesandt i forvejen for at bede om fri gennemrejse. Piero de Medici taber besingelsen, og uden at konsultere "signoria" ("byrådet") overgiver han Firenze til Karl VIII. Florentinerne bliver rasende over, at byen er faldet uden kamp. Savonarola fylder domkirken Santa Maria del Fiore med 10.000 - 15.000 rådvilde borgere, og han holder en af sine opflammende prædikener. Han siger bl.a. dette: "Om jeg end ikke er værdig dertil, ser I dog, at Herren har gjort mig til både fader og moder for jer for at trøste jer i denne grådens time...". Han forudser, at flere italienske byer vil falde som straf for "vellyst, gerrighed, hovmod, forfængelighed, rov og pengeafpresning".

Da Piero er flygtet til Bologna, sender byrådet Savonarola og fire andre udsendinge til Karl VIII. I første omgang opnår de ikke noget, og franskmændene rykker ind i Firenze. Savonarola opsøger igen Karl VIII, som lover at ophæve besættelsen. Herudover opgiver han at genindsætte den flygtede Piero de Medici i hans tidligere magtposition. Den 28. november 1494 rykker franskmændene sydpå mod Siena, og efterlader Savonarola som magthaver i Firenze.

Savonarola går nu i gang med at omdanne Firenze til "Guds stat" og med evangelierne som grundloven. Den 27. december udråber han Jesus Kristus til hersker over Firenze. Savonarola går nu i gang med at udrydde lasten i byen. Han etablerer drengebander, som griber ind overfor personer, hvis opførsel er anstødelig, eller hvis påklædning er frisindet. De foretager razziaer i borgernes hjem og beslaglægger utugtige bøger og billeder, spillekort, spejle, festklæder samt pynt som smykker, bånd og sløjfer og andre beviser på forfængelighed. De anstødelige sager bliver afbrændt på Piazza della Signoria under jubel og salmesang, "Forfængelighedens bål"

Som tiden går bliver byens borgere trætte af den megen fromhed. Desuden modarbejdes Savonarola af de andre broderordener, især franciskanerne. Et forsøg på at bringe Medicierne tilbage mislykkes, og fem af konspiratorerne bliver henrettet. Men den største anstødssten mod hans regimente er hans støtte til den franske konge Karl VIII, hvilken bringer han i et modsætningsforhold til paven, Alexander VI (Borgia). Den 25. juli 1495 sender Paven Savonarola et brev og beder ham om at komme til Rom for der at fortælle om hans (og Guds) planer med Firenze. Savonarola undskylder sig med dårligt helbred, hvilket formentlig i første omgang redder hans liv. Derefter udsteder paven den 8. september 1495 et forbud mod, at Savonarola prædiker, og da han trodser forbudet, bliver han lyst i band af paven. Savonarola skærper sine udfald mod paven, som efter Savonarola mening ved sit skandaløse liv har vist sig uværdig til paveembedet. Savonarola planlægger at få den spanske og den franske konge til at indkalde et kirkemøde for at få paven afsat.

Forholdet mellem Savonarola tilhængere "i Piagnoni" ("grædekonerne") og modstandere "gli Arrabiati" ("de rasende") forværres for hver dag. På Maria bebudelsesdag den 25. marts - 9 måneder før Jesus fødsel - udfordrer franciskanerne Savonarola til at gennemgå en ildprøve for at bevise sandheden af hans påstande. Savonarola ønsker ikke at deltage, men i hans sted melder den dominikanske klosterbroder, Fra Domenico sig. Prøven skal finde sted den 7. april 1498 på Piazza delle Signoria, hvor der er opført et stillads, hvorover munkene skal passere. Imidlertid kan de to munke ikke blive enige om, hvorledes prøven skal afvikles, og til sidst blander Vor Herre sig og sender et regnskyl, som gør det umuligt at antænde træet.

Den følgende aften samler Savonarolas modstandere sig på Piazza San Marco og belaver sig på at storme klostret. Byrådet giver Savonarola ordre på at forlade byen, og da han nægter, trænger rasende borgere ind i kirken, hvor de finder Savonarola i bøn ved altret. Sammen med to tilhængere, Fra Domenico og Fra Silvestro bliver han fængslet i Palazzo Vecchio. Paven sender to betroede mænd til Firenze for at overvære retssagen, dominikanerordenens overhoved og biskoppen af Ilerda. Under tortur indrømmer Savonarola at være kætter og at have løjet om sine guddommelige syner. Disse indrømmelser trækker han dog tilbage efter at være kommet til hægterne. En verdslig domstol dømmer de tre munke til døden ved hængning og efterfølgende brænding. Den 23. maj 1498 udføres henrettelsen. Savonarola, der som den sidste får løkken om halsen på skafottet, fremsiger højt trosbekendelsen. Efter at bålet er brændt ned, samler man omhyggeligt de henrettedes aske og strøer den ud i Arno. Man ønsker ikke, at der skal opstår nogen ikon dyrkelse. Niccolò Machiavelli, forfatter til "Fyrsten", overværer henrettelsen og skriver senere om den. Medicierne har genvundet kontrollen over Firenze.

Girolamo Savonarola brændes som kætter på Piazza della Signoria i Firenze

Billedet ovenfor, som er af en ukendt kunstner fra 1500-tallet, viser brændingen af Girolamo Savonarola og hans 2 medbrødre på Piazza della Signoria. Billedet hænger i Savonarolas celle i klostret sammen med ovenfor viste portræt.

Plade som markerer det sted, hvor Savonarola blev brændt på bålet som kætter i 1498 På rådhuspladsen Piazza della Signoria ud for den store Neptun fontæne er denne marmorplade nedfældet i belægningen på det sted, hvor Savonarola blev brændt på bålet. Teksten lyder: "Her, hvor Fra Girolamo Savonarola efter en uretfærdig dom blev hængt og brændt tillige med sine medbrødre, Fra Dominici Buonvicini og Fra Silvestre Maruffi den 23. maj 1498, blev denne sten nedlagt fire hundrede år efter.". Det siges, at florentinere hvert år lægger blomster på stenen på denne dato. Nogle har set Savonarola som en forløber for reformationen, og jeg har læst, at der ved siden af Luthers monument i Worms er rejst en statue af Savonarola. Det er næppe den katolske kirkes opfattelse, og i 1999 opstod der i Italien en bevægelse for at få Savonrola helgenkåret. Jesuitterne, som til alle tider har været modstander af dominikanerne, gik voldsomt imod. Selv mere end 500 år efter sin død er Savonrola i stand til at bevægene sindene og skabe voldsomme følelser.

 

Tilbage til Rejseholdets hjemmeside Til toppen af denne side Renæssancen og Medicierne Piazza Annunziata med kirken og hittebørnshjemmet