 |
Ved siden af Marzocco finder vi en anden af Donatellos statuer, "Judith og Holofernes" (1456-1457). Originalen befinder sig i Palazzo Vecchio, så jeg vil vente med at fortælle om dette værk, til vi om lidt bevæger os indenfor i paladset. Neptun fontænen
Siden 1550 havde det været en kappestrid mellem kunstnerne i Firenze om at få lov til at lave en fontæne på Piazza della Signoria. I 1560 meldte fem kunstnere sig på banen: Cellini, Ammanati, Giambologna, Vincenzio Danti og Il Moschino. Der var udbredt enighed om, at det bedste forslag var Giambolognas, men han blev vraget, da man ikke mente at kunne give så betydelig en opgave til så ung en kunstner. Cellinis forslag var det næstbedste, men desværre kom han til at fornærme storhertugen ved at irettesætte ham i overværelse af en ambassadør fra Lucca (Cellini var kendt for et sprudende temperament og manglende diplomatiske evner.) Det endte med, at den af byrådet nedsatte kommission, som bl.a. talte Michelangelo og Vasari, gav opgaven til Bartolomeo Ammanati (1511-1592), som var en erfaren billedhugger. I 1565 blev Ammanatis model af den kæmpestore Neptun rejst på pladsen i forbindelse med brylluppet mellem Francesco de Medici (1541-1587)og Giovanna d'Austria. Marmorfiguren blev færdig fem år senere for at blive rejst i 1575. Havguden Neptun står på en stridsvogn af muslinger, trukket af fire heste. I hånden har han en trefork. Det fortælles, at Neptuns ansigt har en slående lighed med Cosimo I. Værket har skullet vises Mediciernes dominans over havet. På det tidspunkt er man i gang med at skabe en sikker havn ved Livorno. Florentinerne, som aldrig for alvor er kommet til at holde af dette monument, kalder Neptun for "Biancone", "den store hvide". Selveste Michelangelo skal have udtalt: "Ammanati, du har ødelagt en vidunderlig blok marmor!". Det ottekantede marmorbassin er næsten for lille til den store figur. Op af bassinet kommer flodguder (bronze), leende satyrer og heste af marmor. Neptun er en kopi, lavet i det 19. århundrede. Originalen findes på Nationalmuseet. Et sagn fortæller, at Neptun hver nat stiger ud af bassinet og går rundt og sludrer med de andre statuer på pladsen. Jeg må skynde mig at fortælle, at jeg ikke selv har oplevet dette.
I 1594 opstillede Ferdinando de Medici en rytterstatue til venstre for fontænen til minde om sin afdøde fader, Cosimo I de Medici. Den majestætiske statue er udført af Giambologna. Cosimo sidder værdigt på den fremadskridende ganger. I hånden bærer han kommandostaven, én af magtens attributter. Loggia dei Lanzi
Til højre for paladset (når man står foran hovedindgangen) ligger den smukkeste loggia i Firenze, "Loggia dei Lanzi", "lanseknægtenes loggia". Loggiaen blev bestilt af "Signoria" (byrådet) i 1350 ved Orcagna, og blev fuldført i 1382 af Benci di Cione and Francesco Talenti. Stilen er klassisk, hvilket er karakteristisk for tiden. Storhertugen Cosimo I blev så begejstret, at Michelangelo foreslog, at man skulle udvide kolonnaden til at omfatte hele den store plads. Planen blev alene droppet på grund af de enorme udgifter, den ville medføre. Loggiaen var tænkt som et sted, hvor borgerne kunne samles og diskutere byens anliggender. Oprindelig blev den kaldt "Loggia dei Priori". Under Cosimo I husede den hans soldater, schweiziske landsknægte - benævnt "lanzichenecchi", og således fik den sit nuværende navn. I dag er den nærmest et friluftsmuseum, under hvis tag findes en stor udstilling af statuer. Alle - de fleste - statuer synes at behandle et voldeligt tema: Under buen til venstre ser man den græske helt Perseus (udført af Benvenuto Cellini) hæve det afhuggede hoved af Medusa, som han netop har dræbt. Du husker sikkert historien med, at Medusa forvandlede alle, som mødte hendes blik, til sten, hvorfor den snu Perseus kiggede på hende i sit blankpudsede skjold, hvorved han undgik denne skæbne. Af Medusas blod opstår den bevingede hest, Pegasus. Cellini havde store problemer med at støbe figuren, idet han ikke havde materiale nok ved hånden. I desperation kyler han alt sit bly, potter og pander, fade og tallerkener ned i den boblende gryde og ser, hvorledes formen endelig bliver fyldt. Statuerne i baggrunden kommer fra mediciernes villa i Rom. Fra loggiaens top skal der efter sigende være en pragtfuld terrasse, som kan nås fra "Galleria degli Uffizi", der ligger lige om hjørnet. Det lykkedes ikke os at finde denne terrasse under vores senere besøg på "Galleria degli Uffizi".
Palazzo Vecchio
Grundstenen til "Palazzo Vecchio" blev lagt i 1299. Bygmesteren var Arnolfo di Cambio, som også stod for domkirken, Santa Maria del Fiore og Santa Croce kirken. Paladset blev bygget på ruinerne af Palazzo dei Fanti og Palazzo dell'Esecutore di Giustizia, som beggede ejedes af Uberti familien. Facaden med det 94-meter høje tårn var færdigt allerede i 1302. Når dette arbejde kunne udføres så hurtigt, skyldes det, at det eksisterende Foraboschi-tårn blev inkluderet i løsningen. Det er formentlig også forklaringen på, at det rektangulære tårn ikke befinder sig i midten af bygningen. Tårnet, som heder Torre d'Arnolfo efter arkitekten, indeholder bl.a. to små celler, som har huset nogle prominente gæster: Cosimo den Ældre (1435) og Girolamo Savonarola (1498). Den resterende del af komplekset blev fuldført over de næste 2-300 år, og de afsluttende ændringer blev udført af Ammannati i 1588.
Over indgangen er en dekorativ marmorplade fra 1528. Flankeret af to gyldne løver er Jesus monogram, omgivet af en glorie. Pladen bærer denne tekst: "Rex Regum et Dominus Dominantium", hvilket betyder "Jesus Kristus, kongernes konge og herrernes herre". Øverst oppe rager en vægtergang ud over basis. Forgården til Palazzo Vecchio
Den første forgård er som nævnt skabt omkring 1450 af Michelozzo. I midten står en fontæne af Battista del Tadda. På toppen af fontænen står en pragtfuld skulptur, "Dreng med en fisk", udført af Andrea del Verrocchio (1435-1488) i 1476. Også denne figur er en kopi, og originalen befinder sig på anden etage i paladset. Statuen stod oprindelig i haven til Villa Medici i Careggi. Vandet, som strømmer ud af delfinens mund, kommer i rør fra Boboli haverne ved Pitti Paladset. Vægfreskerne er malet i 1565 af Giorgio Vasari for at fejre brylluppet mellem Francesco de Medici (Cosimo I's ældste søn) og Johanna af Østrig, søster til kejser Maximilian.Der findes endnu to forgårde bag den første. Den anden forgård rummer en række solide søjler, bygget i 1494 for at understøtte den store sal "Salone dei Cinguecento" på anden etage. Den tredje forgård rummede oprindeligt officielle kontorer. Mellem de to gårde er en monumental trappe op til "Salone dei Cinquecento".
Salone dei Cinquecento - byrådssalen
Leonardo da Vinci blev i 1503 bestilt til at male en slagscene på den lange væg. Leonardo, der som bekendt var en kreativ og eksperimenterende person, havde forsøgt at blande voks i pigmentet i sine farver. Da maleriet var færdigmalet, var det længe om at tørre, og den utålmodige Leonardo forsøgte at frtemskynde processen ved anvendelse af varmebækkener med glødende kul. Resultatet var, at voksen smeltede under den stærke varme og alle farver løb ned ad væggen. Michelangelo blev umiddelbart efter kaldt til Rom af pave Julius II for at udsmykke det sixtinske kapel, så han fik aldrig løst opgaven i "Salone dei Cinquecento". Vasari og hans assistenter forsynede fra 1563-1565 de bare vægge med fresker som priste Cosimo I og hans dynasti.
Studiolo - studerekammer
Overfor "Salone dei Cinquecento" ligger Francesco I's studerekammer (studiolo). Værelset er uden vinduer, men forsynet med hemmelige døre. Dog findes et hemmeligt vindue i væggen, hvorigennem Cosimo I kunne holde øje med sine embedsmænd, når der var møde i "Salone dei Cinquecento". I dette studerekammer, som er indrettet af vasari, studerede Cosimos ældste søn Francesco I alkymi og udførte sine videskabelige eksperimenter.
Anden etage
En trappe af Vasari fører op til anden etage. Sala degli Elementi omfatter fem værelser og to loggiaer. De er oprindelig indrettet som privatbolig for Cosimo I. Efter Battista del Tassos død fuldfører Vasari og hans hjælpere værket. Dette er første gang, at Vasari udfører arbejde for Medicierne. Væggene i "Sala degli Elementi" er udsmykket med fresker med motiverne Vand, Ild og Jord. I et af de mindre værelser står originalen Verrocchios "Dreng med en fisk" - det var den, vi så på fontænen i første forgård.Terrazzo di Saturno er en åben loggia med en pragtfuld udsigt til flere sider, bl.a. over Arnodalen til Piazzale Michelangelo. Den har fået navn efter Saturn-motiverne i det malede loft.
Sala dei Gigli - Liljesalen
Liljesalen er - ikke uventet - udsmykket med smukke liljedekorationer, gyldne liljer på blå baggrund. Overraskende - i hvert fald for mig - hentyder liljerne ikke til byens våben, men i stedet til Firenzes gode forbindelser til den franske krone. På en af væggene er der en smuk fresko af Domenico Ghirlandaio, som viser Firenzes oprindelige skytshelgen (før Johannes Døberen), Zenobius omgivet af romerske statsmænd og filosoffer. I salen ses også Donatellos bronzeskulptur af "Judith og Holofernes". Statuen er sammen med Michelangelos David nogle af de første i Italien, som er lavet til beskuelse fra alle sider. Donatello var selv så tilfreds med sit værk, at han for første gang i sit liv dedikerede et af sine værker: "DONATELLI OPUS".
Cosimo de Medici bestilte omkring 1455 Donatello til at lave en bronzeskulptur, som skulle indgå i en fontæne i haven til Palazzo Medici-Riccardi. Efter fordrivelsen af Medicierne kom værket til at stå ved siden af hovedindgangen til Palazzo della Signoria som et frihedssymbol over Firenzes befolkning. Herfra blev det flyttet til den første forgård. En periode stod værket i Loggia dei Lanzi. I 1919 blev skulpturen anbragt på en forhøjning udenfor Palazzo della Signoria. I 1980 blev originalen nedtaget for restaurering, og i stedet blev den nuværende kopi opstillet i dens sted i 1988. Statuen var oprindelig forgyldt, men der er kun lidt tilbage af denne.Skulpturen, som Donatello lavede hen imod slutningen af sin kunstneriske karriere, viser den jødiske kvinde Judit lige efter, at hun har hugget hovedet af Holofernes. Den bloddryppende historie kan læses i "Judits Bog" (et af de apokryfe skrifter: Holofernes er en af den assyriske konge Nebukadnesar generaler. Han er sendt ud fra Nineve for at nedkæmpe modstanden i områderne i vest. Holofernes indleder en belejring af den jødiske by Bethulia. Efter nogen tid er byen klar til at overgive sig, men Judit, som er enke, går til det jødiske råd og beder om tilladelse til at tage til Holofernes' lejr. Hun tager afsted, og det lykkes den smukke og forførende kvinde at besnære Holofernes. Under en fest bliver Holofernes sandseløst beruset og falder i søvn i sit telt. Judit hugger hans hoved af med to slag. Hun venter tilbage til sine landsmænd med det afhuggede hoved i en sæk. "Her er Holofernes' hoved, den øverstbefalende over assyrerhæren. Herren slog ham ihjel ved en kvindes hånd. Så sandt Herren lever, han som har beskyttet mig på den vej, jeg gik, mit udseende besnærede ham, og det blev hans undergang, men han har ikke øvet nogen syndig handling med mig, som kunne gøre mig uren eller kaste skam over mig".
Assyrerne, som finder deres hovedløse general, gribes af forfærdelse og drager hastigt bort. Som David er Judit et symbol på den unge og smukke person, som besejrer den langt stærkere fjende med list.
Inden vi forlader den imponerende Piazza della Signoria, kaster vi lige et blik på en marmorplade ud for den store Neptun fontæne. Teksten på pladen, som er nedfældet på det sted, hvor Savonarola blev brændt på bålet, lyder:
"Her, hvor Fra Girolamo Savonarola efter en uretfærdig dom blev hængt og brændt tillige med sine medbrødre, Fra Dominici Buonvicini og Fra Silvestre Maruffi den 23. maj 1498, blev denne sten nedlagt fire hundrede år efter." .
|
Hovedindgangen til paladset flankeres af to store statuer, mere end 5 meter høje. Den ene er en statue af David (1504), udført af Michelangelo - efter min ringe mening et af Michelangelos bedste værker. Den er et symbol på demokratiets sejr over tyranniet (du husker nok den lille David, som besejrede og dræbte den store Goliat) David står med sit våben, stenslyngen over den højre skulder. Da byrådet så Michelangelos statue, var det klart, at den ikke som planlagt kunne stå i en bue i domkirken, Santa Maria del Fiore. Der blev nedsat en kommission med deltagere som Filippino Lippi, Botticelli, Andrea delle Robbia og Leonardo da Vinci for at fastlægge statuens placering. Efter lange overvejelser kom man frem til, at statuen burde placeres ved indgangen til Palazzo Signoria. Her stod den, indtil den måtte fjernes i 1882, da man frygtede klimaets ødelæggende påvirkning. I dag er originalen hovedattraktionen ses på "Accademia di Belle Arti". Vi så yderligere to kopier af David i Firenze: den ene foran det gamle rådhus, den anden på Piazzale Michelangelo, hvor David har den smukkeste udsigt over byen. Endelig har vi mange gange set den bronzeafstøbning, som står på kajen foran Harsdorffs "Vestindisk Pakhus" i København, hvor den er et vartegn for Nationalmuseets afstøbningssamling. Den blev anskaffet i 1896 af Carl Jacobsen, og stod i mange år i Østre Anlæg nedenfor Kunstmuseet. Jeg har sågar læst, at der skulle være en kopi af David ved Caesars Palace i Las Vegas. I 1995 tilbød Firenze bystyret i Jerusalem en David-kopi som gave i anledning af 3.000 året for kong Davids indtagelse af Jerusalem. Efter voldsomme religiøse protester måtte bystyret betakke sig. For det første var det ikke passende med en statue af en nøgen mand. For det andet kunne figuren umuligt være David, da han ikke var omskåret. Alle jøder siden Abrahams pagt med Gud har som bekendt været omskåret.
Den anden statue er (en kopi) af Baccio Bandinellis (1488-1560) "Herkules og Cacus". Den blev opsat i 1534 som et symbol på mediciernes sejr over deres rivaler. Den ildsprudende Cacus er søn af guden Vulcanus. Han var "så uheldig" at stjæle Herkules' okser (som Herkules selv havde stjålet fra kong Geryone), hvorfor Herkules dræbte ham med sin kølle. Gruppen blev bestilt af pave Clement VII (de Medici) på grundlag af en voksmodel. Da modellen var for stor i forhold til den udvalgte marmorblok fra Carrara, måtte kunstneren lave en ny model. Inden Bandinelli var blevet færdig med skulpturen, blev paven taget til fange i Rom. Det medfører i Firenze, at Medicierne og deres tilhængere - deriblandt Bandinelli - må forlade byen i 1527. Først i 1530 lykkes det Clemens VII at indsætte sin illegitime søn som hertug af Toscana, og hermed kan Bandinelli vende tilbage til Firenze. I 1534 er statuen færdig og bliver transporteret fra Opera del Duomo til Piazza della Signoria, hvor den anbringes på sin marmorsokkel. Statuen er sidst blevet restaureret i 1994.
Tæt på indgangen står også "Marzocco", udført af Donatello (1420), et symbol på kommunens styrke og frihed. Løven holder i sine poter et beskyttende skjold over Firenze. originalen befinder sig i Bargello. Navnet "Marzocco" kommer formentlig af "Mars", som var byens beskytter, indtil det kristne Firenze i stedet valgte Johannes Døberen. Indtil det 18. århundrede holdt man et løvepar i bur ved paladsets bagside.
Paladset var tænkt som sæde for "Byrådet". Byrådet bestod af otte medlemmer, "signori", som alle var formænd for byens forskellige laug. De blev valgt for en periode på to måneder. Byrådet valgte en leder, en såkaldt "gonfaloniere". Den rådgivende forsamling, "consiglio del comune" trådte sammen for at tage stilling til de forslag, som priorerne forelagde. Ved sjældne lejligheder sammenkaldte priorerne alle vælgerne, "parlamento". Dette skete ved at ringe med den store klokke i "Palazzo Vecchio" - eller "Palazzo della Signoria", som det oprindelig hed. Udover at huse kontorer og rådslokaler var paladset bolig for priorerne. Fra 1440-1460 under Cosimo den Ældre blev byrådssalen ("de 200's sal")udsmykket i renæssancestil, ligesom Michelozzo indrettede den første indre slotsgård. I 1540, da Cosimo I kom til magten, skiftede paladset navn til "Palazzo Ducale", "Fyrstepaladset". Da det skulle tjene som hjem for den storfyrstelige familie, blev Vasari bedt om at fordoble arealet, hvilket skete ved tilføjelse af en bygning på bagsiden. Samme Vasari byggede også en overdækket korridor fra paladset gennem Uffizierne over Ponte Vecchio til Palazzo Pitti. Da Medici-familien i 1565 flyttede til Palazzo Pitti på den anden side af Arno-floden, skiftede det igen navn, denne gang til "Palazzo Vecchio". Mens Firenze var Italiens hovedstad (1865-1871) havde parlamentet sæde her. I dag er Palazzo Vecchio både et museum med offentlig adgang og sæde for Firenzes borgmester med byråd.
I den nordlige ende af salen, oplyst at store vinduer, ligger en forhøjning, som som Bartolommeo Bandinelli byggede til Cosimo I, når han skulle modtage byens borgere og fremmede ambassadører. Loftets 39 paneler er også malet af Vasari. De viser "Højdepunkter fra Cosimo I's liv" samt motiver fra byen. En glorificering af den magtfulde fyrste.
I nicherne står statuer af Bandinelli. I midten ser vi pave Leo X. Der findes også en skulptur, som viser "Karl V krones af Clement VII". Seks statuer langs væggene viser "Herkules' arbejder". I den centrale niche på sydvæggen af hallen står Michelangelos marmorgruppe "Sejrens geni" (1533-1534). Denne var oprindelig tiltænkt pave Julius II's gravmonument. Statuen stod tidligere på Bargello Museet. Der er ikke offentlig adgang til de øvrige værelser på etagen.