Chiang Mais historie går mere end 700 år tilbage i tiden. Før den tid var den en sydkinesisk provins. I mere end 200 år var området en burmesisk vasalstat. Chiang Mai blev først en del af Thailand (Siam) i 1774, da den blev befriet fra burmesernes herredømme. Selv om Chiang Mai er Thailands næststørste by og Nordthailands hovedstad, har den kun ca. 200.000 indbygger sammenlignet med Bangkoks mere end 10 millioner. På trods heraf er der næsten lige mange templer i Chiang Mai som i Bangkok. Mange huse i Chiang Mai er bygget af teaktræ, det gælder også mange af de smukke templer. Byen er kendt for sine håndarbejds- og håndværkstraditioner indenfor silke, sølv og træ..
Første stop var ved en lokal kommuneskole, hvor vi ankom næsten en halv time før skoletids begyndelse. Men i modsætning til i en dansk skole var de fleste børn allerede mødt. Vi spadserede rundt i klasserne og hilste på ungerne. Det var tydeligt, at de var vant til dette ugentlige besøg, De kom hen, gav hånd og sagde "My name is ... What is your name?". Og de grinede begejstret, når vi forstod og besvarede deres spørgsmål. Lidt før kl. 8, blev flaget hejst, samtidig med at nationalmelodien gjaldede ud fra de store højttalere. Alle børn - helt fra 5 års alderen - sang ivrigt med.
Ungerne stillede op klassevis - næsten som i en århusiansk kommuneskole i 1950'erne. De stillede op efter størrelse. Læreren gik rundt og inspicerede, om nogen af børnene havde lus. Af sociale årsager var de fleste iført blå/hvide skole uniformer. Kun de største børn var klædt individuelt. En af de store elever var udpeget til at læse et stykke religiøst litteratur. Efter 5-10 minutter forsvandt de mindre børn ind i deres klasser. De større børn blev på pladsen, hvor de i et stykke tid arbejdede med meditation.
Karin kunne ikke lade være med at gå ind i en skoleklasse. Nu mangler hun også en hel del i sin skoleuddannelse, da hun er vokset op i Homå. Men til gengæld, er hun altid varmt klædt på. Ved du ikke, hvor Homå ligger? Det er et ubetydeligt trinbrædt langt ude på det mørke Djursland. Men pigerne er tydeligvis begejstrede over besøget.
Efter det spændende skolebesøg cyklede vi videre til ØK's tidligere hovedkvarter. Som bekendt blev ØK grundlagt med henblik på skovning og forhandling af teaktræ. Efter at træet var blevet fældet, blev det transporteret - ofte med hjælp af elefanter - til den nærmeste flod. Herefter flød tømmeret ned ad floden i retning af Bangkok. Her i Phrae lå ØK's center for kvalitetskontrol. For 50 år siden var ca. 75% af landet dækket af skov. I dag vurderes, at kun 20% er skovdækket. Der er indført et 100% forbud mod fældning af skov - onde stemmer siger, at forbuddet ikke bliver respekteret. Dyrelivet har selvfølgelig også lidt under dette. Siden begyndelsen af 1960'erne er der oprettet et større antal nationalparker og dyrereservater. Disse dækker i dag mere end 10% af landets areal. På billedet ses den bygning, hvor den lokale ØK leder boede. Måske har Birgits Onkel Max boet der, da han i 1930'erne arbejdede for ØK?
Fra terrassen var der en dejlig udsigt over den nærliggende flod. Desværre var bygningen i temmelig forfalden stand. Et par ikke helt unge thaikvinder gik neden for den lange trappe og passede haven. Ved første øjekast så de lidt tilknappede ud. Men et lille smil fik dem til straks at blomstre op, og det endte med, at vi måtte springe for livet for deres vandslanger. Til den anden side var der udsigt til administrationsbygningen, som var under restaurering. I den smukke bygning var indrettet et museum for teaktræ med mange fotografier og redskaber fra fortiden.
Næste stop på cykleturen var ved en lille farm, hvor man opdrættede kamphaner. Hanekamp er en meget populær forlystelse i Thailand. Træningen af fuglene starter, når de er godt et halvt år gamle. Putipong forklarede, hvorledes man forsøger at fremelske et krigerisk temperament i fuglen. Dette sker ved, at man oversprøjter fuglen med vand. Herefter udsættes den for den brændende sol, indtil den gisper af varme. Herefter gentages processen. På trods af, at hanernes sporer ikke klippes, må dyrene ikke beskadige hinanden under kamp. Når én af fuglene viser træthedstegn, standses kampen, og den anden fugl erklæres for sejrherre. Vi overværede en træningskamp af ca. 12 minutters varighed mellem 2 imponerende flotte kamphaner. Ejeren af en kamphane er efter sigende mere stolt af sin fugl end sin kone. Men nu koster en kamphane jo heller ikke mere end 3-4 måneders løn, mens en kone som bekendt er betydeligt dyrere i drift.
Herefter gik køreturen til Chiang Mai, hvor vi skal tilbringe 2 nætter på Hotel Porn Ping Tower. På vejen holdt vi ind ved en bod, som solgte thailandske lækkerier - røgede rotter. Mette påstod, at rotterne blev opdrættet ligesom kaniner. Et par modige personer smagte på rotterne og påstod, at de smagte udmærket. Jeg forstår bare ikke, hvorfor de kun nippede til lækkerierne uden at spise op. Der var heller ingen, der købte nogen rotter med hjem som snack.
