Westminster

En af de første dage tog Birgit og jeg til Westminster for at især at studere de to kirker, som ligger her: Westminster Abbey og St Margaret's Church. Vi kom tilbage et par dage senere og deltog i en organiseret spadseretur med London Walks, hvor vi kom mere omkring i området og bl.a. så Bridge Street, Parlamentsbygningen med Big Ben, The Jewel House, Dean's Yard & Westminster School. The City of Westminster ligger op ad det travle City of London, men tiden synes her at gå i sit eget adstadige tempo.

St Margaret's Church

Vi besluttede først at studere St Margaret's Church - eller St Margaret, som den ofte kaldes. Den er let at overse, som den ligger bare en snes meter fra vældige Westminster Abbey, og efter vores mening er St Margaret bestemt et besøg værd, og samtidig er den noget mindre overrendt end storebroderen ved siden af. Nogle mener, at St Margaret blev bygget af benediktinermunkene som deres private kirke, da tilstrømningen til Westminster Abbey i 1100-tallet var så overvældende, at den generede deres bønner. Kirken blev viet til St Margaret (Margareta) af Antiokia. Den oprindeligt romanske kirke blev engang i 1300-tallet erstattet af en gotisk kirke. Fra 1482-1523 gennemgik den flere ændringer, så den i dag står med det udseende, den fik dengang. St Margaret ligger mellem Westminster Abbey og Houses of Parliament og benævnes ofte "underhusets landsbykirke". Dette går tilbage til palmesøndag den 17. april 1614, hvor det samlede parlament overværede en gudstjeneste her og efterfølgende gik til nadver. Denne skik fortsatte gennem et halvt hundrede år, idet de puritanske medlemmer fandt Westminster Abbey for pompøs for deres smag. For nylig er det igen blevet almindeligt, at parlamentsmedlemmer går til nadver i kirken, ligesom mange af medlemmerne også benytter kirken til forrettelse af dåbshandlinger og bryllupper. St Margaret er ikke en selvstændig kirke, men har siden 1973 sorteret under dekanen for Westminster Abbey.

Da første verdenskrig var afsluttet i 1918 deltog parlamentet under premierminister David Lloyd George i en takkegudstjeneste i St Margaret. I 1945 efter anden verdenskrig det samme under premierminister Winston Churchill. St Margaret led nogen skade under de tyske bombeangreb under anden verdenskrig. Fx bærer mindesmærket for James Palmer stadig præg af at være ramt af en oliebombe; det samme gælder et par kirkestole. Et par malede glasvinduer, som blev ødelagt, er delvist erstattet med almindelig glas. Der er dog bevaret nogle fragmenter af et flasvindue, hvor man ser Englands første trykker William Caxton demonstrere sin trykkemaskine for Edward IV og hans dronning.

Kirkens tårn blev i det store og hele genopført i 1730'erne. I tårnet hænger 10 klokker, hvoraf den ældste er fra 1739. I 1939 måtte egetømmeret forsynes med nye ophæng, og ved samme lejlighed blev nogle af klokkerne støbt om. De fire solure på tårnet, som efter min mening ikke er særligt kønne langt mindre praktiske er fra 1982. Til venstre for tårnet på St Margaret kan man se Big Ben, som vi kommer til i morgen. På plænen ses fra højre skyggerne af Westminster Abbey.

Charles I og Oliver Cromwell

Ved kirkens vestdør er en mindetavle over "rundhoveder", som er begravet på St Margarets kirkegård. "Rundhoveder" var det øgenavn, man i 1600-tallet gav tilhængerne af parlamentarismen, i modsætning til deres fjender, "kavalererne", som var kongetro. En del af rundhovederne, som oprindelig blev begravet i Westminster Abbey, blev i 1600-tallet flyttet og genbegravet på St Margarets kirkegård. Siden man i 1881 begyndte at lade kvæg græsse på området, er alle spor af disse grave forsvundet.

Rundhovedernes militære og politiske lederskikkelse, Oliver Cromwell (1599–1658) er bedst kendt for sin indsats for at skabe et republikansk commonwealth omfattende England, Skotland og Irland; sidstnævnte blev erobret med særdeles hårdhændede metoder. Han var medunderskriver af et dokument, som krævede, at kong Charles I skulle anklages for forræderi, hvilket resulterede i kongens henrettelse den den 30. januar 1649. Cromwell døde i 1658 og blev begravet i Westminster Abbey. I 1660 kom Charles II på tronen, og han ville gøre regnskabet op med republikanerne. Det generede ham ikke, at Cromwell allerede var død og begravet, for i 1661 blev Cromwells krop gravet op og hængt ved Tyburn. Meget symbolsk skete det på samme dato, den 30. januar, som Charles I var blevet henrettet. Cromwells parterede krop blev smidt i en grube, mens hans balsamerede hoved hang på en pæl til spot og spe udenfor Westminster Abbey i flere år. Siden blev hans hoved handlet flere gange, inden det i 1960 blev begravet ved Sidney Sussex College i Cambridge, hvor han havde studeret. Lidt makaber historie.

I 1894 foreslog den liberale premierminister Rosebery, at parlamentet lod opstille en statue af Oliver Cromwell ved Westminster for at fejre 300-året for hans fødsel. Forslaget mødte vældig modstand, ikke mindst fra irsk side. Mange engelske parlamentsmedlemmer modsatte sig forslaget med den begrundelse, at Cromwell havde organiseret retssagen og henrettelsen af Charles I, så forslaget blev droppet, og en anonym donor, måske Rosebery selv, bekostede statuen. Den blev afsløret kl 7.30 om morgenen den 14. november 1899, og for ikke at afstedkomme offentlige scener blev der ikke afholdt nogen ceremoni. Statuen viser Cromwell med et sværd og biblen i hånden. Hovedet er bøjet som i dybe tanker. Nogle påstår, at det er for at Cromwell ikke ønsker at se over på den buste af Charles I, som er opsat i en niche over en ikke længere benyttet dør på St Margarets østvæg. Fra denne position ser kongen til stadighed over på statuen af sin dødsfjende på den anden side af vejen.

Inde i St Margaret

Man kommer ind i kirken gennem vestdøren, hvorved man bedst fornemmer størrelsen af kirkerummet. Indgangen er flankeret af to monumenter, som forestiller kvinder i bøn: Blanche Parry, som først var den unge prinsesses barnepige og siden blev hendes kammerpige, og Lady Dorothy Stafford, som var dronningens påklæderske.

Siden 1681 har der altid været en særlig kirkestol til "the Speaker of the House of Commons" - formanden i underhuset; den står i den sydlige ende af kirken. I stolen er udskåret parlamentets symbol, et med krone forsynet gitter - den såkaldte portcullis. Dette symbol ses mange steder i kirken som bevis på den nære forbindelse mellem de to autoriteter, kirken og parlamentet, fx på alle bedeskamler, på gardinerne bag alle korstolene samt på den røde dør på kirkens nordside.

Når man kommer ind i kirken, betages man især af de mange glasmalerier. Vinduet over indgangen er en hyldest til Sir Walter Raleigh (1552-1618), hvis opdagelsesrejser under Elizabeth I førte til grundlæggelse af staten Virginia, en af de første engelske bosættelser i Amerika. Raleigh får ofte æren/skylden for at have ført tobakken til Europa, men det er næppe korrekt. Ved siden af østdøren er endnu et monument over Walter Raleigh. Han faldt i unåde efter Elisabeths død og sad i mange år i fængsel i Tower. Han blev sluppet ud for at gennemføre endnu en ekspedition, denne gang til guldlandet El Dorado. I 1618 blev han på trods af sine fortjenester henrettet for forræderi og i første omgang begravet i den lokale kirke ved sit hjem. Hans hoved blev balsameret og overgivet til hans hustru, som opbevarede det til sin død 29 år senere. Herefter blev Raleighs krop og hoved stedt til hvile i St Margaret.

Glasvinduet i vestsiden er en hyldest til den blinde poet John Milton (1608-1674), som blev gift med sin (anden) hustru i kirken i 1656. Midt i vinduet ses Milton i gang med at diktere sit bedst kendte værk, "Paradise Lost" til sine døtre. Hans møde med Galilei i Firenze i 1638 er også afbildet.

I den østlige ende af kirken er bl.a. et vindue til minde om admiral Robert Blake (1599-1657), som deltog på parlamentaristernes side i den engelske borgerkrig fra 1642-1651. Blake blev først begravet i Westminster Abbey, men siden som ovenfor beskrevet genbegravet på St Margarets kirkegård. Det nederste panel viser Blake om bord på sit skib ved Malaga; derefter hans døde krop blive sejlet hjem til begravelse i Westminster Abbey og endelig hans genbegravelse.

Ved foden af trappen op til koret står en imponerende læsepult, hvorfra de bibelske tekster læses under gudstjenesten. Denne pult, som er af messing, er udformet som en ørn med udstrakte vinger, Johannes Døberens symbol. Vi så tilsvarende ørnepulte i andre kirker, men ingen så flotte som denne. Prædikestolen fra 1878 er absolut også seværdig. Koret har en glasvindue med korsfæstelsesmotivet samt en statue i træ fra 1400-tallet, som forestiller kirkens skytsgelgen St Margaret af Antiokia

Vinduet mod øst er efter sigende det smukkeste, flamske glasmaleri i London. Det forestiller prins Arthurs bryllup med den 16-årige Katarina af Aragonien, datter af Ferdinand og Isabella af Spanien. Man ser den knælende Katarine i nederste højre hjørne. Inden glasvinduet, som er lavet i Holland omkring 1526, nåede til London, var Arthur imidlertid død, hvorfor glasvinduet blev sendt til Waltham Abbey, hvor det befandt sig i mange år, indtil St Margaret købte det i 1758. Familierne besluttede at fastholde den engelsk-spanske alliance og lod Katarina gifte med lillebroderen, den senere Henrik VIII. Katarina blev snart gravid, men barnet var dødt ved fødslen. Det næste barn, som var en søn, døde efter 53 dage. Endelig fødte Katarina en datter, Mary, men Henrik VIII, som desperat ønskede en mandlig arving, forsøgte at få ægteskabet annulleret. Katarina protesterede til Paven, men Henrik VIII fastslog, at Paven ikke havde nogen myndighed i England, og han tvang ærkebiskoppen af Canterbury til at godkende, at ægteskabet blev annulleret. Dette førte som bekendt til grundlæggelse af den anglikanske kirke i England med kongen som overhoved for kirken, men det er en helt anden historie.

Bryllupper i St Margaret

Som tidligere nævnt har St Margaret været et populært sted at blive gift. I 1655 blev den berømte dagbogsskribent Samuel Pepys gift med Elizabeth i St Margaret. (Hvis du ikke kender Pepys, vil du møde ham på en af de følgende sider). Det var ikke hans sidste besøg i St Margaret, idet han ofte kom her for i smug at studere de kvindelige kirkegængere, ligesom han angiveligt også havde stævnemøder i kirken. Allerede i 1656 blev John Milton, en af Englands største digtere og måske bedst kendt for sit digt "Paradise Lost", "Det tabte Paradis", gift med sin 2. hustru, Katherine Woodcock. Og den 12. september 1908 fandt årets societybryllup mellem Winston Churchill og Clementine sted i St Margaret's. Efter ceremonien tog parret på bryllupsrejse til Italien. Billeder fra brylluppet samt fra andre celenre begivenheder er udstillet i kirken, men desværre var det ikke tilladt at fotografere.

Westminster Abbey

Westminster Abbey er formentlig den bedst kendte begravelsesplads i verden og efter Peterskirken den bedst kendte kristne kirke. Der er omkring 600 monumenter og mindesmærker samt utallige gravsten i kirken. Det anslås, at omkring 3.300 personer i tidens løb er begravet i kirken og klostret. Kirkens officielle navn er "Collegiate Church of St. Peter", men det bruges sjældent. Kirken er oprindelig bygget på en ø, Thorney Island, omgivet af to kanaler fra Tyburn River. Hvor kanalerne flød, løber i dag Downing Street og Great College Street. Der menes at have været en kristen kirke på Thorney Island så tidlig som år 604, dvs, blot otte år efter, at den første kristne mission under St Augustin var landet i nærheden af Canterbury. Kong Edgar (943–975) forærede kirken land til at bygge en kirke og efterfølgende konger, herunder vores egen Knud den Store, donerede relikvier. I 960 oprettede St Dunstan (909–988), ærkebiskop af Canterbury, et kloster for et dusin benediktinermunke på stedet, men der kom først gang i det store kirkebyggeri under Edvard med tilnavnet "Bekenderen" (1004-1066), som havde en drøm om at bygge et enormt kompleks omfattende et kongeligt palads, et stort kloster samt en kirke til kongelige funktioner, ikke mindst begravelser. Ordet "minster" betyder domkirke eller klosterkirke. Navnet "Westminster" betyder således "kirken mod vest" i modsætning til "kirken mod øst", som er St. Pauls Cathedral.

I begyndelsen af Edvards regeringsperiode, blev han af en dansk vikingeflåde tvunget i eksil i Normandiet, hvor han havde tilbragt sin ungdom. Han svor et højtideligt løfte om, at han ville foretage en pilgrimsrejse til Rom, hvis Gud ville lade ham genvinde tronen. Det lykkedes ham at smide danskerne ud, men pga. det politisk usikre klima fandt han det ikke tilrådeligt at forlade landet. Paven løste Edvard fra hans løfte, såfremt han i stedet ville betænke klostret i Westminster - Fogh ville formentlig kalde dette "noget for noget". Edvard lod den gamle saksiske kirke genopføre i romansk stil og begyndte at bygge sit palads i nærheden. Byggeriet blev indviet den 28. december 1065. Edvard døde en uge senere og blev senere helgenkåret. Da han ikke havde lidt martyrdøden, fik han tilnavnet "Bekenderen" og ikke fx "Martyren", det er forklaringen på det lidt besynderlige tilnavn.

Harold Godwinson fulgte Edvard som konge, og alle efterfølgende konger fra og med Harolds efterfølger, Vilhelm Erobreren er blevet kronet i Westminster Abbey - med nogle få undtagelser: Lady Jane Grey regerede i ni dage uden at være kronet, ligesom Edward V og Edward VIII blev heller aldrig blev kronet. Henrik III kunne ikke blive kronet i Westminster, da den franske konge på det tidspunkt havde kontrol over London. Ved kroningen, som udføres af ærkebiskoppen af Canterbury, sidder monarken i St Edwards Stol; denne trone kan ses i kirken. Siden 1066 har Westminster Abbey også været begravelseskirke, i dette tidsrum er 17 monarker blevet begravet her. På billedet ovenfor ses Elizabeth II ved sin kroning den 2. juni 1953. Hun bærer "The Imperial State Crown" og sceptret med korset samt rigsæblet. Hvis du interesserer dig for de britiske kronjuveler, kan du læse mere om dem på min side om The Tower of London.

Hvis du vil besøge kirkens hjemmeside, så klik her. Her kan du fx studere åbningstider samt tidspunkter for messer og aftensang.

Den næste store bidragyder til klostret er Henrik III (1207-1272). Hans øvrige bedrifter var ikke store, men han brugte umådelige midler på at ombygge Westminster Abbey fra romansk til gotisk stil. Henrik ønskede at gøre kirken til et "helgenskrin" for sit store idol, Edvard Bekenderen. Da Henrik døde i 1272 var koret og fem buer færdige, men der skulle komme til at gå endnu hundrede år, inden arbejdet blev genoptaget. Først i 1532 var arbejdet - med undtagelse af vesttårnet, færdig. Vesttårnet, der, som det fremgår af ovenstående billede, er et dobbelttårn, blev designet af mesterarkitekten Christopher Wren, som også byggede St Paul's Cathedral. Tårnene blev færdiggjort i 1745 af Nicholas Hawksmoor, nogle år efter Wrens død i 1723.

Men munkene i Westminster skulle ikke få megen tid til at nyde deres fuldførte - og fuldendte - kirke. Da Henrik VIII begyndte af opløse klostervæsenet i England efter bruddet med pavekirken, fik han snart øje på det velhavende Westminster Abbey. Klostret blev overtaget af kronen i 1534 og lukket i 1540. Edvard Bekenderens helgenskrin blev plyndret, statuer ødelagt, og al udsmykning fjernet. På den tid opstod udtrykket: "at bestjæle Peter for at betale Paul". Westminster Abbey, som var viet til St Peter, måtte aflevere sine skatte og værdier til St Paul's Cathedral. Henrik VIII gav Westminster Abbey status som katedral i 1540, hvilket formentlig reddede klostret for den helt store vandalisering. Westminster var dog kun katedral indtil 1550. Da den katolske Mary I (AKA "Bloody Mary") kom på tronen i 1556, genindsatte hun munkene i Westminster, men hendes efterfølger, den protestantiske Elizabeth I omgjorde beslutningen, lige så snart hun var blevet monark i 1560. Elizabeth gav Westminster dens nuværende helt særlige status, hvor kirken er en universitetskirke, ledet af et råd bestående af 12 domherrer (canons) og med en domprovst (dean) i spidsen med reference alene til monarken. På en måde er Westminster Abbey den engelske monarks egen kirke, og den er således ikke som andre kirker i England underlagt en biskop.

Rundt Westminster Abbey

Nedenfor er vist en oversigt over det vældige kloster.

Kom nu med på en hurtig tur gennem denne fantastiske kirke. Det nordlige tværskib fik navnet "Statesmen's Aisle", "Statsmændenes gang" efter at premierminister William Pitt var blevet begravet her i 1778. Siden blev også Charles James Fox, William Gladstone og Lord Palmerston begraver her, og der er mindesmærker for Benjamin Disraeli og Robert Peel m.fl. Længere fremme er højaltret, som er fra 1867. Altret er flankeret af fire store statuer af Moses, St Peter, St Paul og kong David.

Til højre ligger koret, omgivet af en skærm. Her synger kirkens kor bestående af 22 drenge og 12 mænd til den daglig gudstjeneste. Orglet er fra 1727, men selvfølgelig renoveret flere gange. Af organister ved kirken kan nævnes Orlando Gibbons og Henry Purcell.

Til venstre ligger Edvard Bekenderens kapel med hans helgenskrin, der indeholder hans kiste. Der var desværre ikke adgang til det, da vi var der. Edvard, som regerede fra 1042-1066, var kendt for sin nøjsomhed og fromhed. Han blev i første oggang begravet ved altret, men da der begyndte at ske undere ved hans grav, blev han helgenkåret. Da Henrik III ombyggede kirken, lod han hente italienske kunstnere for at lave et nyt helgenskrin til den kanoniserede Edvard, og i 1269 bar Henrik III, hans broder og to sønner St Edvards kiste til dens nye hvilested. Syge kom for at bede ved skrinet, og trinene foran er slidt bort af pilgrimmenes knæ. Ved reformationen blev skrinet som nævnt plyndret, og Edvards legeme blev begravet andetsteds i klotret. I 1557 lod Mary I skrinet getablere, men det fik aldrig sit oprindelige storslåede udseende tilbage. Gennem de næste hundrede år var der flere tilfælde af vandalisme og tyveri fra kisten. Der er en beretning fra 1685 om, at et medlem af koret havde udtaget et guldkors og en guldkæde gennem et hul i kisten og afleveret dem til sin overordnede. Kongen gav ham 50 puind for hans ærlighed. Kort efter blev der lavet en omgivende kiste, som forsvarligt blev sikret med et jernbånd. Siden da har liget fået lov til at hvile i fred. Omkring helgenskrinet er adskillige grave for regenter, Henrik III, Edward III, Richard II og Henrik V samt deres ægtefæller.

Henrik VII's Lady Chapel

Længst til venstre (mod øst) er et af Englands smukkeste stykker renæssancearkitektur, nemlig Henrik VII's "Lady Chapel". Den lady, der refereres til, er selvfølgelig jomfru Maria, og det var meget almindeligt i katedralerne og i de store kirker at opføre et alter til hendes ære. Ifølge traditionen skulle dette kapel helst ligge øst for højaltret, hvilket det også gør i Westminster. Man kommer ind i kapellet via en smuk trappe. Straks betages man af de utroligt smukke buer, der hænger som kniplinger fra loftet. Langs kapellets mure står 95 helgenstatuer. Kapellet blev bygget i 1503 af Reginald Bray, som både var arkitekt og Henrik VII's nærmeste rådgiver. Henrik VII, den første af Tudor dynastiet, blev begravet bag altret ved sin død i 1509, og her hviler også hans hustru Elisabeth af York. Henrik VII's grav er udført af den italienske kunstner Pietro Torrigiano (1472-1528). Han er i øvrigt best kendt for at være den, der brækkede Michelangelos næse, mens de var kunststuderende i Firenze. Torrigiano havde været den mest feterede af de unge mennesker, som arbejdede i Lorenzo "den prægtige" af Medicis skulpturhave, indtil den unge Michelangelo Buonarroti dukkede op. I løbet af få dage kopierede Michelangelo hovedet af en faun så brillant, at Lorenzo trykkede ham til sit bryst. Dette fik den jaloux Torrigiano til at eksplodere. I nærheden ligger (halv) søstrene Elizabeth I og Mary I i en fællesgrav. Også James I er begravet i kapellet. Kapellet har siden 1725 været moderkirke for ridderordenen "The Order of the Bath", og der hænger heraldiske bannere i begge sider af rummet.

Der er flere mindre kapeller i Henrik VII's kapel: jeg vil blot nævne et enkelt, RAF-kapellet. Det blev bygget for at mindes de tapre piloter fra Royal Air Force, som døde under slaget om England fra juli-oktober 1940. Kapellet blev ramt af en bombe, men i stedet for at udbedre skaden, har man bevaret huller i murværket og dækket det med glas. Glasmosaikkerne viser badges (logos) for de eskadriller, som deltog i "The Battle of Britain".

Poets' Corner

Længere fremme ad "Statsmændenes gang" i det sydlige tværskib kommer vi til "Poeternes hjørne", et af de bedst kendte områder af Westminster Abbey. Det var ikke oprindelig hensigten, at dette område skulle være begravelsesplads for forfattere og poeter. Den første poet, som blev begravet her, var Geoffrey Chaucer, faderen til engelsk litteratur, men ikke fordi han havde skrevet "The Canterbury Tales" men i hans egenskab af embedsmand ved Westminster Palads. Efter hans død i år 1400 blev han begravet andetsteds i klostret, og først i 1556 blev hans rester overført til det sted, som vi kalder Poets' Corner. Først i 1599 blev den næste poet, Edmund Spenser begravet lige i nærheden, og man kan sige, at nu var den nye tradition født. I de følgende århundreder er de største engelske poeter blevet begravet her, fx Alfred Tennyson, Byron, Robert Browning, John Dryden m.fl. Andre, som er begravet andetsteds, har fået et mindesmærke, fx William Shakespeare, John Milton, William Blake, John Keats, Percy Bysshe Shelley, Coleridge, William Wordsworth, Robert Burns, T.S. Eliot og W.H. Auden.

Retfærdigvis skal nævnes, at det ikke alene er poeter, som er begravet i dette hjørne, men også forfattere som Charles Dickens, Dr. Samuel Johnson, Sheridan, Rudyard Kipling og andre, ligesom der er mindesmærker for Jane Austen, Charlotte, Emily og Anne Brontë, Jane Austen, Walter Scott and Henry James. Nogle få ikke-skrivende kunstnere er også blevet hædret med en begravelse her: George Frederick Händel og Laurence Olivier.

Den engelske dramatiker, poet og skuespiller, Ben Jonson er som den eneste begravet i lodret stilling. Jeg har læst, at det var af økonomiske hensyn, idet prisen for en grav blev beregnet pr. m2. Jeg tør dog ikke garantere for rigtigheden heraf, men det er da en sjov historie.

Fortsætter vi lige frem, kommer vi til "Saint Faith's Chapel". St Faith var en kristen martyr, som i det tredje århundrede led døden ved at blive ristet på en rist. Hendes kult var populær i England og Frankrig i middelalderen, og hendes kapel blev bygget omkring 1250. På vægmalerier ser man St Faith bærende sit symbol, grillristen - på samme måde, som vi almindeligvis ser St. Laurentius afbildet.

Til højre ligger "Det store kloster", hvor munkene plejede at meditere. Herfra var også indgang til klostrets øvrige bygninger som biblioteket og refectoriet (spisesalen). Går vi til venstre i stedet, finder vi "Chapter House", "kapitalhuset", hvor klostrets daglige arbejdsopgaver blev håndteret. og evt. disciplinære problemer håndteret. Munkene mødter her hver dag efter messe til oplæsning af et kapitel (a chapter) af St. Benedict. Fra 1257 mødtes parlamentet i denne smukke sal, indtil møderne blev flyttet over vejen til Westminster Palads. Egedøren ind til den ottekantede kapitelsal er den ældste dør i England og er dateret til år 1050.

Midterskibet

Som det fremgår af billedet, er der en stor højde i midterskibet, godt 30 meter. Står man indenfor vestdøren, er det første man får øje på den såkaldte "korskærm". Denne skærm indeholder eller udgør et monument for Englands gennem tiderne største videnskabsmand, Isaac Newton - mere om ham om lidt. Denne del af kirkerummet kaldes ofte for "The Scientists' Corner", "Videnskabsmændenes hjørne". Her ligger personer som Charles Darwin, David Livingstone, Sir Charles Barry (som byggede Houses of Parliament) samt Thomas Telford (arkitekt og ingeniør). Vinduet mod vest, som er fra 1735, viser Abraham, Isak og Jakob samt 14 profeter. Nedenfor vinduet finder vi "den ukendte soldats grav". De imponerende lysekroner, som er af verdens vistnok dyreste krystal, Waterford krystal, er en gave til Westminster Abbey fra Guinness familien i anledning af klostrets 900-års fødselsdag.

Til højre ligger St George's Chapel (St Jørgens Kapel), tidligere et dåbskapel, i dag dedikeret til de faldne i første verdenskrig. Ved siden af et mindesmærke for Franklin D. Roosevelt hænger Englands formentlig ældste portræt af en monark, Richard II, malet i 1395. I midterskibet ligger bl.a. følgende begravet

• Clement Attlee (1883-1967), permierminister.
• Charles Darwin (1809-1882), "The Origin of Species by natural selection".
• Ben Jonson (1573-1637), dramatiker og poet; den eneste person, som er begravet i lodret stilling i Westminster Abbey. Hvorfor? Jeg har læst, at hans venner valgte denne løsning af økonomiske årsager, da prisen på en grav afhang af det antal m2, den optog.
• David Livingstone (1813-1873), skotsk missionær og opdagelsesrejsende.
• James Clerk Maxwell (1831-1879), skotsk fysiker, som grundlagde den kinetiske varmeteori samt forudsagde de elektromagnetiske bølger.
• Sir Isaac Newton (1642-1727), matematiker, fysiker og filosof.
• Ernest Rutherford (1871-1937), en af kernefysikkens grundlæggere.
• J.J. Thomson, fysiker, som i 1897 opdagede elektronen.
• William Thomson, bedre kendt som lord Kelvin (1824-1907), irsk-skotsk fysiker, matematiker og ingeniør, som lagde navn til temperaturskalaen kelvin og var hovedmanden bag nedlægningen af det transatlantiske telegrafkabel.
• Charles Lyell (1797-1875), en af den moderne geologis fædre.

Newtons grav og "Da Vinci Code"

Isaac Newtons (1642-1727) gravmonument er udført i hvid og grå marmor. Oven på en massiv sarkofag af sort marmor ses en henslængt Newton i klassisk klædning. Han læner sig mod en stak af sine egne bøger: "Divinity", "Chronology", "Opticks" og "Philosophieae Naturalis Principia Mathematica". Ved Newtons fødder ses to bevingede drenge bærende en skriftrulle. Over hans hoved ses en globe med dyrekredsen (himmeltegnene) påført. Bag Newtons hvilende legeme rejser sig en pyramide.

Jeg husker fra min skoletid matematikeren, fysikeren og astronomen, Isaac Newton som den, der formulerede lovene for tyngdekraft, massetiltrækning og legemers bevægelse. I sit værk "Philosophiae Naturalis Principia Mathematica" fra 1687, som regnes for det måske mest betydende videnskabelige værk nogensinde, gav han en matematisk beskrivelse af de love, som styrer himmellegemers bevægelse.

I dag er Newton af mange især kendt for sin rolle i Dan Browns bestseller fra 2003 "Da Vinci Code". Et af de spor, som bogens helt Robert Langdon får lyder:

hvilket betyder noget i retningen af:

Der er som bekendt skrevet tykke bøger om tolkningen af Da Vinci Mysteriet, så jeg vil blot nøjes med at konstatere, at den ridder, som omtales er Newton, hvis arbejde vakte en del opstandelse (undskyld) i kirkelige kredse. Æblet, som efterlyses, og som ikke findes på gravmonumentet, er det, som efter sigende skal have ramt Newton i hovedet og givet ham inspiration til sine teorier om tyngdekraften. Pope er ikke paven, men Alexander Pope, som iflg. Dan Brown holdt en hyldesttale til geniet Newton ved dennes begravelse (dette er dog ikke korrekt). Det befrugtede moderskød henviser til Maria Magdalene, som iflg. Dan Brown er Jesu hustru og moder til hans søn. Dan Brown nævner Newton som en af stormestrene i Priory of Sion, hvis opgave det gennem århundreder har været at hemmeligholde forholdet mellem Jesus og Maria Magdalene - men nu er det altså sluppet ud.

En fremtrædende teolog fra Westminster Abbey har for længst erklæret Dan Browns bog for "complete and utter rubbish", men det er selvfølgelig den reaktion, som Dan Browns tilhængere ville forvente. Ledelsen har forbudt egentlige "da Vinci ture" i kirken, men har selvfølgelig har stor søgning af gæster med bogen i hånden. Ikke mindst efter filmatiseringen af bogen i 2006 med Tom Hanks og Audrey Tautou i hovedrollerne. Den afsluttende scene i Westminster Abbey finder sted i Chapter House, hvor Robert Langdon kaster en cylinder op mod loftet, da den onde Sir Teabing truer med at skyde den smukke kvindelige heltinde Sophie Neveu. Westminster Abbey gav ikke tilladelse til at filmen, som af mange anses for et stykke makværk, blev optaget i kirken. Optagelsen fandt sted i Lincoln Cathedral.

Den ukendte soldats grav

Idéen til denne grav kom til feltpræst David Railton (1884-1955), da han i 1916 i en have ved Armentières så en grav med et primitivt kors, på hvilket der stod skrevet "An Unknown British Soldier". I 1920 skrev han til dekanen ved Westminster Abbey og foreslog, at der blev lavet en grav for "den ukendte soldat". Man gravede ligene op af fire ukendte soldater, som var faldet i slag ved hhv. Aisne, Somme, Arras og Ypres, og bragte dem til et kapel. Her udvalgte den øverstkommanderende for tropperne i Frankrig og Flandern et af ligene, som blev anbragt i en kiste, dækket af Union Jack, mens de tre øvrige blev genbegravet. Næste morgen blev der afholdt en gudstjeneste med deltagelse af Church of England, den romersk-katolske kirke samt repræsentanter fra protestantiske kirkeretninger, som ikke tilhørte Church of England. Dagen efter blev kisten anbragt inden i en egekiste, som var blevet sendt til Frankrig fra Hampton Court. Kisten blev svøbt i det flag, som David Railton havde anvent som alterdug under krigen. Denne fane hænger i dag i St George's Chapel. Indenfor de smedejernsbånd, som var om kisten, blev anbragt et korsriddersværd fra 1500-tallet; sværdet kom fra The Tower of Londons samling. En plade på kisten bar inskriptionen "A British Warrior who fell in the Great War 1914-1918 for King and Country". Destroyeren HMS Verdun, hvis skibsklokke hænger i nærheden af graven i kirken, transporterede kisten til Dover, hvorfra den med tog blev kørt til Victoria station i London.

Om morgenen den 11. november 1920 blev kisten anbragt på en kanonlavet forspændt seks sorte heste, hvorefter den blev ført gennem byens gader, hvor store skarer havde taget opstilling. Først til Whitehall, hvor et mindesmærke blev afsløret af George V. Herfra blev kisten, ledsaget af kongen og medlemmer af den kongelige familie samt regeringen, ført til norddøren til Westminster Abbey. En æresgarde på 100 personer, som alle havde fået tildelt victoriakorset, bar kisten til vestdøren. Efter en kort ceremoni kastede kongen en håndfuld fransk jord på kisten, da den blev sænket ned i graven. Menigheden sang sang Rudyard Kiplings "God of our fathers", hvorefter der blev blæst Reveille og Last Post. Soldater stod vagt, mens tusindvis af sørgende defilerede forbi graven.

Den 11. november 1921 blev den nuværende sten af sort belgisk marmor - som et minde om de mange slagmarker i Belgien under første verdenskrig - afsløret. USA tildelte den ukendte soldat kongressens "Medal of Honor", og den hænger på en søjle i nærheden af graven.

Dette er inskriptionen på mindestenen:

På de fire kanter af stenen er anbragt bibelcitater: THE LORD KNOWETH THEM THAT ARE HIS (toppen) GREATER LOVE HATH NO MAN THAN THIS (siden) UNKNOWN AND YET WELL KNOWN, DYING AND BEHOLD WE LIVE (siden) IN CHRIST SHALL ALL BE MADE ALIVE (bunden).

Ved brylluppet mellem den kommende konge George VI og Elizabeth i 1923 lagde bruden sin buket på graven. Dette har alle efterfølgende kongelige brude gjort lige siden. Jeg har læst, at Alfred Rosenberg, den nazistiske chefideolog, under et besøg i 1933 lafgde en krans formet som et hagekors på graven, og at en engelsk veteran smed den i Themsen. Jeg har ikke kunnet få denne historie bekræftet, så tag den med et gran (kilo) salt.

Vi var inde i kirken ved to lejligheder, sidste gang for at overvære den såkaldte "evensong". Desværre oplevede vi ikke kirkens kor, hvis oprindelse går tilbage til 1479 eller tidligere, men det var spændende at opleve den stemning, som herskede under messen. Vi oplevede også, hvor svært det er at opretholde en andagstfuld kirke med 4-8 daglige messer samtidig med, at der kommer flere tusinde besøgende hver dag. Ved disse messer er der adgang gennem vestdøren. Der er gratis adgang til kirken, men en person ved indgangen forsøger at "sortere" de besøgende, men sig bare noget i retningen af "I want to take part in the service"; så skal du nok komme ind.

Hvis du har lyst, kan du nedenfor vælge at studere en anden af de London-sider, jeg har begået. Ellers tak for besøget.