Tårnene på Westminster Palace Graham udpegede de store tårne, som dominerer paladsbygningen. Det højeste, som er 98 meter, er Victoria Tower, det firkentede tårn i den sydvestlige ende af paladset, opkaldt efter dronning Victoria; det er hjemsted for parlamentets arkiver. Det kongelige flag på toppen af tårnet vajer, når dronningen (regenten) er i byen, ellers flages med Union Jack. Ved foden af tårnet er regentens indgang til paladset, som fx anvendes ved parlementets åbning. Over den midterste del af paladset har vi St Stephen's Tower, som er 91 meter højt. Som det eneste af paladsets tårne har St Stephen et spir. Tårnet er ottekantet. På fronten af paladset mellem Westminster Hall og Old Palace Yard er et mindre tårn, hvori er indgangen til Underhuset; den kaldes St Stephens indgang.

I den nordøstlige ende af paladset ligger verdens måske bedst kendte tårn, "The Clock Tower". Klokketårnet, som er 96 meter højt, kaldes i daglig tale Big Ben. Som alle guider elsker at gøre opmærksom på, er det ikke tårnet, der kaldes Big Ben, ej heller dets ur, men den største af klokkerne, som er i tårnet. Tårnet har et kæmpemæssigt ur, "The Great Clock of Westminster", som kan aflæses på alle fire sider. Urskiven er ca 7 meter i diameter, minutviseren 4,2 meter og størrelsen på tallene 0,6 meter. Under hver skive er inskriptionen "God save our Queen Victoria I". Det fortælles, at urets gang justeres ved at anbringe pennystykker på klokkens pendul; jeg formoder, at det er en af årsagerne til, at England ikke er skiftet til Euro ;-).

Tårnet huser fem klokker, som slår hvert kvarter. (Det var dog ude af drift i den tid, vi var i London, men jeg formoder, at det er korrekt). Den største af klokkerne kaldes Big Ben, men det officielle navn er "The Great Bell of Westminster". Den vejer 13.5 tons, og det fortælles, at den var (er) så tung, at det tog 36 timer at hejse den op på sin plads i 1859. Det menes, at Big Ben er opkaldt efter politikeren Benjamin Hall, som skulle have bestilt den store klokke. Andre mener, at der midt i 1800-tallet var en tendens til at kalde alle tunge genstande for Big Ben efter den berømte bokser Benjamin Caunt. Big Ben lyder hver time. Det er muligt at komme op i tårnet ad en indvendig trappe. I bunden af tårnet er bl.a. en fængselscelle, som var tiltænkt ministre, der misbrugte deres privilegier.

BBC radio udsendte første gang Big Ben klokkeslag nytårsaften 1923. Siden har lyden af Big Ben været kendt af alle BBC radiolyttere, ikke mindst under anden verdenskrig, hvor den bragte håb til lyttere over hele verden.

Overhuset Overhusets mødesal, "The Chamber of the House of Lords" ligger i den sydlige del af Westminster Palace. Bænke og andre møbler i den overdådigt udsmykkede sal, som måler 14x24 meter, er holdt i rødt. Den øverste del af salen er udsmykket med glasmalerier og fresker, som symboliserer religion, ridderskab og retfærdighed. I 1920'erne blev tilskuergalleriet forsynet med et ca 25 cm højt gardin for at skjule evt. kvindelige tilhørers ankler og ben mod beskuelse fra salen. Jeg ved ikke, om det var for at beskytte kvinderne eller overhusets medlemmer.

I den ene ende af salen monarkens guldtrone; i praksis anvendes den blot én gang om året - ved parlamentets åbning. Foran tronen er den såkaldte "Woolsack", "uldsæk", som er en skammel, udstoppet med uld. Den repræsenterer den historiske betydning af uldhandlen for Englands økonomiske udvikling. "The Woolsack" bruges af overhusets formand ("lord speaker").

Overhusets medlemmer sidder på røde bænke på tre sider af salen. Bænkene på formandens højre side er besat med ærkebiskopper og biskopper fra Church of England. Bænkene på venstre side tilhører de adelige medlemmer af Overhuset. Medlemmer, som ikke har nogen partimæssig tilknytning sidder på bænkene overfor "The Woolsack".

For tiden er der 731 medlemmer af Overhuset, mens der kun er 646 medlemmer i Underhuset. I marts 2007 besluttede Underhuset at arbejde for at erstatte Overhuset med et kammer, hvoraf enten 100% eller 80% af medlemmerne er folkevalgte. Der blev stemt om forskellige kombinationer, men det forslag, som fik størst flertal, gik ud på et 100% folkevalgt "Overhus". Siden vedtog Overhuset et forslag om et kammer, hvor 100% af medlemmerne er udnævnt - og altså hverken valgte eller arvede. For tiden pågår der diskussioner herom mellem de to kamre.

Underhuset Underhusets mødesal, "The Chamber of the House of Commons" åbnede i 1950 efter at den hidtidige mødesal var blevet ødelagt i 1941. salen, som ligger i den nordlige ende af Westminster Palace, måler 14x21 meter. Indretningen er noget mere spartansk end Overhuset, og farverne er holdt i grønt. I den ene ende af salen står "The Speaker's Chair", "formandens stol". Den er en gave fra Australien. Foran denne stol står "The Table of the House", som embedsmændene sidder ved, og hvorpå ligger Underhusets ceremonielle scepter. Medlemmer af regeringspartiet sidder på bænkene til højre for formanden, mens oppositionens medlemmer sidder til venstre. Ministre og betydningsfulde oppositionspolitikere sidder på de forreste rækker. Der er ingen bænke overfor formandens stol, som der er i Overhuset. Salen er faktisk for lille, idet kun 427 af de 646 medlemmer kan sidde ned. Under debatterne og når premierministeren besvarer spørgsmål, står mange medlemmer op i begge ender af salen.

Ifølge traditionen kommer monarken ikke ind i Underhusets sal. det skete sidste gang i 1642, da Charles I søgte at arrestere fem parlamentsmedlemmer, som var anklaget for højforræderi. Da kongen spurgte formanden for Underhuset, William Lenthall, om han vidste, hvor de eftersøgte personer var, svarede Lenthall: "Må det behage Deres majestæt, men jeg har hverken øjne at se med ellere tunge at tale med på dette sted, bortset fra hvor Huset, hvis tjener jeg er, behager at befale mig".

På gulvet mellem de ro bænkerækker er to røde linier; talerne må ikke overskride denne røde linie. Afstanden melem linierne svarer til to sværdlængder + 30 cm, hvilket skulle forhindre diskussioner i Underhuset til at udvikle sig til egentlige dueller.

I modsætning til Overhuset er Underhuset en demokratisk valgt forsamling med medlemmer fra England, Nordirland, Skotland og Wales. Hvert medlem repræsenterer et valgdistrikt, og hovedparten af ministrene udgår fra denne gruppe. Underhuset er i dag det mest magtfulde af de to kamre, og Overhuset har stort set alene mulighed for i en kortere periode at forhale lovgivning, fremsat af Underhuset. Debatter udsendes over radioen samt på TV-stationen BBC Parliament, et program, vi så flere gange om aftenen på vores hotelværelse.

Udfaldet af de fleste afstemninger er givet på forhånd, da de politiske partier fortæller medlemmerne, hvorledes de skal afgive deres stemme. Dette styres med hård hånd af partiets "whip", "pisk". Medlemmer, som ikke følger partidisciplinen, får en kortvarig karriere i det politiske liv. Traditionelt får et medlem lidt frirum, hvis et lovforslag har alvorlige konsekvenser for hans eller hendes valgdistrikt. Ved afstemninger, som vedrører samvittighedsspørgsmål som abort og dødsstraf, får medlemmerne undertiden lov til at stemme efter deres eget hoved.

Westminster Hall Westminster Hall, den ældste eksisterende del af Westminster Palace, er fra 1097. Hallen, som måler 21x73 meter, har gennem tiden haft mange forskellige funktioner, fx var den i flere hundrede år sæde for de øverste domstole i riget. Herudover er fx rigretssager og sager om højforræderi blevet behandlet i salen, fx retssagen mod Charles I, som endte med, at kongen blev henrettet i januar 1649. Hermed blev fastslået, at ingen - end ikke en konge, hvis embede var givet ham af Gud - var hævet over loven.

Westminster Hall har også været sæde for mere muntre begivenheder, fx er alle kroningsbanketter fra det 12. - 19. århundrede blevet afholdt her, sidste gang ved George IV's kroning i 1821. Hallen har også været anvendt ved flere lejligheder som Elizabeth II's 25 års regeringsjubilæum i 1977 og 50 års regeringsjubilæum i 2002 samt 50-året for afslutningen af anden verdenskrig i 1995. Westminster Hall har også været anvendt i forbindelse med begravelser af monarker og disses ægtefælle, senest i 2002 da Dronningemoderen lå her på lit-de-parade. En af de få undtagelser fra, at det kun var royale, der blev begravet fra Westminster Hall, er Winston Churchills begravelse i 1965.

Der har i tidens løb været flere forsøg på at ødelægge Westminster Palace; det bedst kendte er det såkaldte "Gunpowder Plot" i 1605. Kort sagt gik komplottet, som var planlagt af en katolsk gruppe, ud på at sprænge paladset i luften under åbning af parlamentet og dræbe den protestantiske konge James I, hans familie og størsteparten af adelen. Planen blev afsløret, da en katolsk adelsmand fik en anonym advarsel om ikke at møde op til parlamentets åbning. Paladset blev gennemsøgt, krudtet fundet i kælderen sammen med en af hovedmændene Guy Fawkes. De sammensvorne blev anklaget for højforræderi, hængt og parteret. Hvert år siden da har paladsvagten foretaget en ceremoniel eftersøgning i kældrene forud for parlamentets åbning.

Vi nåede desværre ikke at komme indenfor i parlamentet, det har vi til gode til næste besøg. Turister og andet godtfolk har mulighed for at overvære debatterne i Underhuset og Overhuset fra de offentlige gallerier, "strangers galleries" i mødesalene. Man stiller op i en kø og håber det bedste. Chancerne er desværre ikke særligt store, da adgangen selvfølgelig er stærkt begrænset. I perioder, hvor parlamentet er indkaldt, er der undertiden rundvisninger - dog på tidspunkter, hvor der ikke er møder i de to kamre, fx om fredagen.

Der arrangeres rundvisninger i de to sommermåneder, hvor parlamentet holder ferie. Billetter købes i forvejen på et billetkontor, som ligger ved siden af The Jewel Tower overfor Westminster Palace. Turen varer 75 minutter og priserne i 2007 var: Voksne: £20.00, Pensionister (60+): £8.00, Børn: £5.00, Family: £30.00 (2 voksne og 2 børn under 16 - jeg ved ikke, om de kan købes af turister?). Billetter skal afhentes senest 30 minutter, før turen starter.

The Jewel Tower Næste stop på turen var ved "The Jewel Tower", som tillige med Westminster Hall er de eneste bevarede dele af det oprindelige, kongelige Westminster Palace. Det blev bygget omkring 1365 til at rumme Edward III's skatte og kaldes undertiden for "Kongens private garderobe". Den lille treetagers stenbygning ligger lige overfor Westminster palace. Det blev reddet fra den store brand i 1834, da tårnet dels lå i udkanten af paladskomplekset, dels indgik i paladsets forsvarsmur og ikke var forbundet med de øvrige bygninger. Ved siden af tårnet ses resterne af den gamle voldgrav. Indtil 1834 husede tårnet Overhusets historiske arkiver; disse opbevares i dag i Victoria Tower.

Graham anbefalede et besøg i tårnet, som rummer den spændende udstilling: "Parliament Past And Present", som beskriver Englands og den engelske parlaments historie. På anden etage er tårnets historie fortalt på illustrerede paneler.

Parkerne omkring Westminster Vi fortsatte rundt om Westminster Palace og kom ind i Victoria Tower Gardens, som er åben for offentligheden. Den ligger langs med Themsen på paladsets sydside. Der findes flere haver/parker her, men flere af dem er ikke tilgængelige for publikum, e´det gælder Black Rod's Garden, Old Palace Yard, som af sikkerhedshensyn er beskyttet af vældige betonblokke, New Palace Yard og Speaker's Green på nordsiden. Parken indgår i Thames Embankment og strækker sig sydpå indtil Lambeth Bridge; den er anlagt i 1870'erne.

Der findes flere skulpturer i parken; den mest spændende efter min mening er "Borgerne af Calais", som er udført af Auguste Rodin. Den blev købt af regeringen i 1911 og anbragt i parken i 1915. Under hundredårskrigen (1337-1453), hvorunder den engelske konge gjorde krav på den franske trone, var Calais blevet indtaget i 1346 af Edward III efter voldsom modstand af byens indbyggere. Kongen, som ønskede Calai som et brohoved for de videre kampe, tilbød at spare byen for repressalier, hvis seks prominente borgere fra Calais ville overgive ham byens nøgler og lade deres liv. Klædt i sække og med et reb om halsen fremstillede seks frivillige sig for kongen. Edwards dronning gik i forbøn for de seks gidsler, og deres liv blev sparet. Rodin lavede denne statue, som viser de seks borgere på vej til den engelske lejr, på bestilling af borgmesteren i Calais, hvor der står en udgave af statuen. Rodin har selv valgt placeringen i Victoria Gardens med de himmelstræbende tårne fra Westminster Palace i baggrunden.

Graham viste os også en statue fra 1930 af den kendte kvindesagsforkæmper Emmeline Pankhurst, hvis navn mere end nogen andens forbindes med kampen for kvindernes frigørelse i årene op til første verdenskrig; statuen er udført af A.G. Walker. I parken så vi også "The Buxton Memorial Fountain", som oprindeligt stod på Parliament Square, men som blev flyttet til sin nuværende placering i 1957. Monumentet er bekostet af Charles Buxton MP til minde om slaveriets ophævelse i 1834. og udført i 1865 af Samuel Sanders Teulon

Omkring Westminster Efter at have studeret parlamentsområdet udefra, førte Graham os i det nærliggende beboelseskvarter. Her lå bl.a. de politiske partiers hovedkvarterer. Med områdets nærhed til parlamentet bor her selvfølgelig også et stort antal parlamentsmedlemmer, MP'er. Under de lange debatter i Underhuset tager mange medlemmer hjem, hvis de bor i nærheden. Andre sætter sig ind på en af områdets pubber. Når debatten er overstået, lyder en klokke, og medlemmerne har 8 minutter til at foretage deres afstemning. Inden debatten har partiets indpisker ("the whip") fortalt sine MP'er, om der er oligt til at deltage i afstemningen. (Titlen "whip" går tilbage til 1700-tallet, hvor "the whip" var den person, som med pisk i hånden havde til opgave af holde sammen på hundekoblet ifm. en jagt)". Derfor er en stor del af de huse, som ligger indenfor denne 8-minutters afstand, beboet af MP'er. Graham fortalte, at lyden af afstemningsklokken i Underhuset bliver transmitteret til pubberne i området, og man kan opleve, at en håndfuld personer pludselig springer op og styrter mod døren. Undervejs fortalte Graham et utal af politiske anekdoter, som jeg desværre ikke er i stand til at genfortælle. Du må selv ulejlige dig en tur til Westminster - det er bestemt ulejligheden værd.

Westminster School Graham viste os en af Englands og dermed verdens ældste skoler, Westminster School, eller mere korrekt "The Royal College of St Peter at Westminster". Den ligger i umiddelbar nærhed af Westminster Abbey og kan føre sin historie tilbage til 1179, hvor pave Alexander III anmodede benediktinermunkene ved Westminster Abbey om at oprette en offentlig skole, men der har formentlig været udført undervisning på stedt længe før, og de ældste dele af skolen er ældre end Westminster Abbey selv. Efter opløsningen af klostervæsenet i 1540 ifm revolutionen, tog Henrik VIII skolen under sine beskyttende vinger, og han datter Elisabeth I gav skolen kongelige privilegier og anses for dens stifter.

Selv om skolen fik mange skader under blitzen under anden verdenskrig, har den insisteret på at bevare sin placering i det centrale London og dermed bevaret en nær tilknytning til kirke og stat. For tiden går der omkring 750 børn på skolen. Ca 1/3 er "boarders", som bor på skolen i et af de 11 "huse", som skolen er opdelt i. Nogle huse har kun boarders, andre en blanding. Skolen optager 13-16 år gamle drenge i "the Lower School" og 16-18 gamle piger og drenge i "the Upper School". De første piger begyndte at gå på Westminster School i 1976, dog kun "på dagholdet"; først fra 1981 kunne de også bo på skolen. Pigerne klarer sig fint rent akademisk, og mange af dem deltager også i musik og dramaklasser; en del synger i skolens Abbey Choir, som regelmæssigt synger i Westminster Abbey.

Der optages også udenlandske elever på skolen, så hvis du har et barn i den rette alder, så får du taksterne pr. semester for 2007:

Boarding	£ 8652
Day	£ 5992

Bemærk at der er tre semestre i et skoleår, så det er omkring 250.000 pr år med kost og logi. Med sådanne priser er det ikke underligt, at det især er personer fra samfundets solside, der har skolen: poeterne Ben Jonson og John Dryden, filosoffen John Locke, videnskabsmanden Robert Hooke, komponisten Henry Purcell og arkitekten Christopher Wren, historikeren Edward Gibbon, Arthur Middleton, en af underskriverne af den amerikanske uafhængighedserklæring, ambassadør i Konstantinopel Thomas Bruce, 7th Earl af Elgin, som bragte "the Elgin Marbles" til England, arbejdsminister Benjamin Hall, som "Big Ben" er opkaldt efter, forfatteren og journalisten A.A. Milne, som bl.a. har skrevet de elskede Peter Plyds børnebøger, spionen Kim Philby, som flygtede til USSR i 1963, skuespilleren og instruktøren Peter Ustinov, politikeren Nigel Lawson, komponisten Andrew Lloyd-Webber m.fl. Hertil kommer adskillige ministre og statsmænd. Vi var der et par dage, før det nye skoleår begyndte, og så flere elever som blev afleveret i familiens rolls royce kørt af privatchauffør.

Vi fortsatte forbi Westminster Abbey og St Margaret's, som kun fik enkort omtale af Graham. han opfordrede til, at man besøgte den ofte oversete St. Margareth's, ligesom han kunne anbefale et besøg i Westminster Abbey i forbindelse med en gudstjeneste eller den daglige Evensong.

Parliament Square Turen afsluttede på parlamentspladsen, Parliament Square, et større grønt område mellem Westminster Palace, Westminster Abbey og St Margaret's. I 1926 blev her etableret Englands første rundkørsel, men i dag er området et trafikhelvede. Det bliver ikke bedre af, at ethvert interview af en MP absolut skal ske her. Det er selvfølgelig også med sin nærhed til parlamentet det oplagte sted for alskens demonstrationer. Første gang Birgit og jeg kom forbi, så vi en gruppe tilsyneladende afrikanske børn udføre stammedans på græsset i farvestrålende klædning. Om aftenen (29. august 2007) så vi på TV afsløringen af en statue af den 89-årige tidligere sydafrikanske præsident Nelson Mandela netop på Parliament Square. Det skete i overværelse af Mandela selv, hans hustru Graca Machel og premierminister Gordon Brown. Gordon brown hilste Mandela, som "den største og modigste leder i vores generation". Londons borgmester Ken Livingstone udtalte: "Længe efter, at vi er glemt, vil De blive husket som den, der lærte verden en forbløffende sandhed: at man kan opnå retfærdighed uden hævnfølelse. Jeg ærer Dem, og London ærer Dem".

Graham omtalte statuerne af de otte statsmænd, som er opstillet på pladsen: Winston Churchill med front mod parlamentsbygningen, Abraham Lincoln, Robert Peel, Lord Palmerston, Jan Christian Smuts, jarlen af Derby, Benjamin Disraeli, George Canning og nu altså også Nelson Mandela. Graham fortalte, at det havde taget syv år at finde den rette placering til statuen. En placering på Trafalgar Square blev afvist pga pladsnød, og til sidst blev det besluttet at placere Mandela sammen med statsmænd som Winston Churchill, Benjamin Disraeli og Abraham Lincoln. Kunstneren Ian Walters nåede at lave en model i ler, inden han døde i 2006. Han valgte at lade Nigel Boonham stå for færdiggørelsen af statuen og støbningen af den i bronze.

Graham afsluttede med et par anekdoter om Winston Churchill, bl.a. denne: Churchill var ved en middag blevet placeret ved siden af Lady Astor, som var berømt for at sige sin mening rent ud. Under konversationen blev hun irriteret på Churchill og sagde til ham: "Mr. Churchill, hvis jeg var deres hustru, ville jeg hælde gift i deres kaffen", hvortil svarede: "Hvis jeg Deres mand, ville jeg drikke den". Bedre kan det vel ikke siges, og dermed sluttede en spændende og underholdende spadseretur.

Hvis du har lyst, kan du nedenfor vælge at studere en anden af de London-sider, jeg har begået. Ellers tak for besøget.

 

Vælg næste side:

London startside Regent Park og Den danske Kirke London Bridge Tower Hill Tower Bridge og The Tower of London Westminster Abbey og Saint Margaret's Church En spadseretur i området omkring Westminster Trafalgar Square, Piccadilly Circus, Leicester Square og 'The Mousetrap' Kensington Park, Peter Pan og prinsesse Diana Museer i Kensington Templer i London? Et fredeligt besøg på Imperial War Museum Udflugt til Little Venice British Library og British Museum På marked og til verdens næststørste karneval Shakespeares London og Tate Modern Gallery St Paul's Cathedral Buckingham Palace Den store spadseretur gennem London - under udarbejdelse Tilbage til Rejseholdets forside