"Go where we may, rest when we will,
Eternal London haunts us still ..."
Thomas Moore
"Go where we may, rest when we will,
Eternal London haunts us still ..."
Thomas Moore
I dag (den 2. september 2007) ville vi tage med på endnu en organiseret spadseretur, og vi havde besluttet at deltage i turen "Old Westminster - 1,000 Years of History", arrangeret af London Walks. Denne tur udbydes hver tirsdag, torsdag, lørdag og søndag. Vi mødte op ved Westminster Tube kl 14.45 ved exit 4. (Westminster undergrundsstationen ligger på følgende linier: Circle, District & Jubilee Lines). Graham, vores guide dukkede op til tiden, og snart var vi omkring 30 forventningsfulde deltagere. Graham viste sig at være en af de mest vidende og livfulde guider, vi har oplevet, og har er et væld af historiske og underholdende fortællinger. Han har boet i London i hele sit 67 årige liv og tilsyneladende været en god iagttager.
Turen indledtes med, at vi gik ud fra Westminster Tube ad exit 4, hvorved vi havnede på the Thames Embankment med udsigt over Themsen lige overfor det vældige "pariserhjul", "London Eye" og lige neden for en vældig statue af to kvinder på et stridsvogn. Graham fortalte, at statuen forestiller dronning Boadicea (Boudica eller Boudicca), som i år 61 ledede et oprør mod de romerske undertrykkere, der var ankommet 18 år tidligere. Boadicea udnyttede den kendsgerning, at feltherren Aulus Plautius var optaget i Wales, og hendes styrker nedslagtede i første omgang de romerske legioner. Da Plautius vendte tilbage, lykkedes det han at retablere det romerske styre, og Boadicea begik selvmord. Landet blev nu en romersk provins, Britannia, som samme år fik hovedstad i Camulodunum, det nuværende Colchester, der traditionen tro blev befolket med romerske veteraner og købmænd. Boadicea blev et vigtigt symbol for landet i den victorianske tid, og dronning Victoria blev flere gange afbildet som Boadicea. Samme skæbne er - uden sammenligning i øvrigt - overgået "jernladyen" Margaret Thatcher, dog mest i tegneserier.
Graham gav os et overblik over, hvad vi ville komme til at opleve under den to timer lange spadseretur. Der ville eksempelvis ikke være tid til at komme ind i hverken parlamentet eller Westminster Abbey, men vi ville se alle de betydende bygninger udefra og høre deres historie.
Inden vi gik, fortalte han om det store "pariserhjul, "London Eye", som ligger lige på den anden side af Themsen. Udenfor billedet til højre ligger Westminster Bridge. Ejeren, som er British Airways, kalder det 136 meter høje hjul for "verdens største observationshjul"; det var rigtigt, da det blev bygget, men det er siden blevet overgået et par steder i Asien, bl.a. er Singapore Flyer ca 15 meter højere. Der er utvivlsomt en fantastisk 360 grader udsigt derfra over Houses of Parliament, Canary Wharf, Big Ben, Windsor Castle osv; i alt 55 seværdigheder skal være indenfor synsvidde. På en god dag skal man kunne se 35-40 km i alle retninger. Vi sparede de £15, som det kostede for en tur i karussellen (børnebillet £7.50), og herudover sparede vi os selv for at stå i kø en time eller to. Hvis man vil prøve det, er det en god idé, at bestille billetter på Nettet forinden. Her kan du også bestille selskab af en guide - eller et glas champagne til turen. Hjulet bevæger sig en omdrejning på 30 minutter, og der kan være 25 personer i hver gondol. Hjulet begynder sin vandring kl 9:30. "London Eye" er den mest populære turistattraktion i London med mere end 3.5 million besøgende om året. Med en årlig billetindtægt på 3-400 millioner kroner formoder jeg, det kanløbe rundt (undskyld). Hjulet, som blev indviet af Tony Blair den 31. december 1999, havde kun fået tilladelse til at køre i fem året, men bystyret har forlængst givet tilladelse til, at det må blive permanent.
Herefter krydsede vi den travle Great George Street og stod nu foran parlamentsbygningen, hvor det vrimlede med turister, alle bevæbnede med kamera. Graham fortalte om parlamentsbygningens historie. Westminster Palace, også kendt som Houses of Parliament, rummer det britiske parlament, der som bekendt består af Overhuset, "the House of Lords" og Underhuset, "the House of Commons". Det ligger på den nordlige side af Themsen, helt ned til bredden. Den første kendte bygning på stedet var Knud den Stores residens, han regerede fra 1016-1035. Edvard Bekenderen byggede et kongeligt palads på Thorney Island, samtidig med, at han lod opføre Westminster Abbey fra 1045-1050. Området fik navnet Westminster, hvilket er en sammentrækning af "West Monastery", vestklostret. Efter normannernes erobring i 1066 flyttede William I, Vilhelm Erobreren ind i Tower, men flyttede siden til Westminster.
Siden 1295 har det engelske parlament holdt til her. I den sene middelalder var monarkens formelle residens i Westminster Palads, indtil det blev ødelagt af en brand i 1529. I 1530 lagde Henry VIII beslag på York Palace, hvis ejer var faldet i unåde hos kongen. Henrik VIII omdøbte paladset til Palace of Whitehall, Westminster beholdt dog sin status som kongeligt palads, skønt dets vigtigste funktion var at huse parlamentets to kamre.
Den 16. oktober 1834 blev størsteparten af paladset ødelagt af brand, kun Westminster Hall, Jewel Tower, krypten under St Stephen's Chapel og klostret overlevede. Der blev nedsat en kongelig kommission, som besluttede, at et nyt palads skulle opføres på samme sted. Stilen skulle være gotisk eller slizabethansk. Efter en ophedet offentlig debat blev det besluttet, at stilen skulle være konservativ gotisk; et nyklassicistisk design som fx. præger Det Hvide Hus i Washington, ønskede man i hvert fald ikke. I 1836 valgte kommissionen efter et nøje studium af 97 forslag arkitekt Charles Barry's (1795-1860)plan. Grundstenen blev lagt i 1840. "The Lords' Chamber" til Overhuset stod færdigt i 1847, og "The Commons' Chamber" til Underhuset i 1852. Som belønning blev Barry slået til ridder.
Charles Barry design er som nævnt gotisk, som opstod i 1400-tallet, men som igen blev populær i 1800-tallet. Han fik hjælp af arkitekten Augustus Pugin, som mestrede det gotiske design. Facadens limsten begyndte snart at forfalde, delvis på grund af deres ringe kvalitet. Problemerne viste sig allerede i 1849, men først i 1928 gik man i gang med udskiftningen. Projektet lå stille under anden verdenskrig og blev først afsluttet i løbet af 1950'erne. Den stigende forurening viste snart sit grimme ansigt, og fra 1981-1994 blev en del af facadestenene især på tårnene udskiftet. I øjeblikket er man i gang med at renovere de mange indre paladsgårde, et arbejde, som forventes afsluttet omkring 2010.
Mens vi spadserede langs med det imponerende bygningskompleks, forklarede Graham den britiske parlamentsbygning. Med sine 1200 værelser, 100 trapper og mere end tre kilometer korridorer er det måske verdens største parlamentsbygning. Bygningen er i fire etager, hvor den nederste etage indeholder kontorer, spisesale og barer. På første etage ligger Overhusets og Underhusets mødesale og bibliotekerne. Westminster Hall ligger ved siden af Underhuset for enden af paladset. De to øverste etager indeholder mødelokaler og kontorer. Graham fortalte, at der er 19 barer og restauranter i parlamentsbygningen. Hertil kommer en skydebane, en gymnastiksal og en frisørsalon.
Undervejs på vores tur langs parlamentsbygningen kom vi forbi flere imponerende statuer. Ovenfor til venstre Richard I, Richard "Løvehjerte", som Graham ikke havde megen respekt for, men af en eller anden grund er han blevet glorificeret i den angelsaksiske verden. Til højre ses en statue af Oliver Cromwell. Du kan læse mere om denne person og statue på min side om Westminster Abbey, hvis du har lyst.
Graham udpegede de store tårne, som dominerer paladsbygningen. Det højeste, som er 98 meter, er Victoria Tower, det firkentede tårn i den sydvestlige ende af paladset, opkaldt efter dronning Victoria; det er hjemsted for parlamentets arkiver. Det kongelige flag på toppen af tårnet vajer, når dronningen (regenten) er i byen, ellers flages med Union Jack. Ved foden af tårnet er regentens indgang til paladset, som fx anvendes ved parlementets åbning. Over den midterste del af paladset har vi St Stephen's Tower, som er 91 meter højt. Som det eneste af paladsets tårne har St Stephen et spir. Tårnet er ottekantet. På fronten af paladset mellem Westminster Hall og Old Palace Yard er et mindre tårn, hvori er indgangen til Underhuset; den kaldes St Stephens indgang.
I den nordøstlige ende af paladset ligger verdens måske bedst kendte tårn, "The Clock Tower". Klokketårnet, som er 96 meter højt, kaldes i daglig tale Big Ben. Som alle guider elsker at gøre opmærksom på, er det ikke tårnet, der kaldes Big Ben, ej heller dets ur, men den største af klokkerne, som er i tårnet. Tårnet har et kæmpemæssigt ur, "The Great Clock of Westminster", som kan aflæses på alle fire sider. Urskiven er ca 7 meter i diameter, minutviseren 4,2 meter og størrelsen på tallene 0,6 meter. Under hver skive er inskriptionen "God save our Queen Victoria I". Det fortælles, at urets gang justeres ved at anbringe pennystykker på klokkens pendul; jeg formoder, at det er en af årsagerne til, at England ikke er skiftet til Euro ;-).
Tårnet huser fem klokker, som slår hvert kvarter. (Det var dog ude af drift i den tid, vi var i London, men jeg formoder, at det er korrekt). Den største af klokkerne kaldes Big Ben, men det officielle navn er "The Great Bell of Westminster". Den vejer 13.5 tons, og det fortælles, at den var (er) så tung, at det tog 36 timer at hejse den op på sin plads i 1859. Det menes, at Big Ben er opkaldt efter politikeren Benjamin Hall, som skulle have bestilt den store klokke. Andre mener, at der midt i 1800-tallet var en tendens til at kalde alle tunge genstande for Big Ben efter den berømte bokser Benjamin Caunt. Big Ben lyder hver time. Det er muligt at komme op i tårnet ad en indvendig trappe. I bunden af tårnet er bl.a. en fængselscelle, som var tiltænkt ministre, der misbrugte deres privilegier.
BBC radio udsendte første gang Big Ben klokkeslag nytårsaften 1923. Siden har lyden af Big Ben været kendt af alle BBC radiolyttere, ikke mindst under anden verdenskrig, hvor den bragte håb til lyttere over hele verden.
Overhusets mødesal, "The Chamber of the House of Lords" ligger i den sydlige del af Westminster Palace. Bænke og andre møbler i den overdådigt udsmykkede sal, som måler 14x24 meter, er holdt i rødt. Den øverste del af salen er udsmykket med glasmalerier og fresker, som symboliserer religion, ridderskab og retfærdighed. I 1920'erne blev tilskuergalleriet forsynet med et ca 25 cm højt gardin for at skjule evt. kvindelige tilhørers ankler og ben mod beskuelse fra salen. Jeg ved ikke, om det var for at beskytte kvinderne eller overhusets medlemmer.
I den ene ende af salen monarkens guldtrone; i praksis anvendes den blot én gang om året - ved parlamentets åbning. Foran tronen er den såkaldte "Woolsack", "uldsæk", som er en skammel, udstoppet med uld. Den repræsenterer den historiske betydning af uldhandlen for Englands økonomiske udvikling. "The Woolsack" bruges af overhusets formand ("lord speaker").
Overhusets medlemmer sidder på røde bænke på tre sider af salen. Bænkene på formandens højre side er besat med ærkebiskopper og biskopper fra Church of England. Bænkene på venstre side tilhører de adelige medlemmer af Overhuset. Medlemmer, som ikke har nogen partimæssig tilknytning sidder på bænkene overfor "The Woolsack".
For tiden er der 731 medlemmer af Overhuset, mens der kun er 646 medlemmer i Underhuset. I marts 2007 besluttede Underhuset at arbejde for at erstatte Overhuset med et kammer, hvoraf enten 100% eller 80% af medlemmerne er folkevalgte. Der blev stemt om forskellige kombinationer, men det forslag, som fik størst flertal, gik ud på et 100% folkevalgt "Overhus". Siden vedtog Overhuset et forslag om et kammer, hvor 100% af medlemmerne er udnævnt - og altså hverken valgte eller arvede. For tiden pågår der diskussioner herom mellem de to kamre.
Underhusets mødesal, "The Chamber of the House of Commons" åbnede i 1950 efter at den hidtidige mødesal var blevet ødelagt i 1941. salen, som ligger i den nordlige ende af Westminster Palace, måler 14x21 meter. Indretningen er noget mere spartansk end Overhuset, og farverne er holdt i grønt. I den ene ende af salen står "The Speaker's Chair", "formandens stol". Den er en gave fra Australien. Foran denne stol står "The Table of the House", som embedsmændene sidder ved, og hvorpå ligger Underhusets ceremonielle scepter. Medlemmer af regeringspartiet sidder på bænkene til højre for formanden, mens oppositionens medlemmer sidder til venstre. Ministre og betydningsfulde oppositionspolitikere sidder på de forreste rækker. Der er ingen bænke overfor formandens stol, som der er i Overhuset. Salen er faktisk for lille, idet kun 427 af de 646 medlemmer kan sidde ned. Under debatterne og når premierministeren besvarer spørgsmål, står mange medlemmer op i begge ender af salen.
Ifølge traditionen kommer monarken ikke ind i Underhusets sal. det skete sidste gang i 1642, da Charles I søgte at arrestere fem parlamentsmedlemmer, som var anklaget for højforræderi. Da kongen spurgte formanden for Underhuset, William Lenthall, om han vidste, hvor de eftersøgte personer var, svarede Lenthall: "Må det behage Deres majestæt, men jeg har hverken øjne at se med ellere tunge at tale med på dette sted, bortset fra hvor Huset, hvis tjener jeg er, behager at befale mig".
På gulvet mellem de ro bænkerækker er to røde linier; talerne må ikke overskride denne røde linie. Afstanden melem linierne svarer til to sværdlængder + 30 cm, hvilket skulle forhindre diskussioner i Underhuset til at udvikle sig til egentlige dueller.
I modsætning til Overhuset er Underhuset en demokratisk valgt forsamling med medlemmer fra England, Nordirland, Skotland og Wales. Hvert medlem repræsenterer et valgdistrikt, og hovedparten af ministrene udgår fra denne gruppe. Underhuset er i dag det mest magtfulde af de to kamre, og Overhuset har stort set alene mulighed for i en kortere periode at forhale lovgivning, fremsat af Underhuset. Debatter udsendes over radioen samt på TV-stationen BBC Parliament, et program, vi så flere gange om aftenen på vores hotelværelse.
Udfaldet af de fleste afstemninger er givet på forhånd, da de politiske partier fortæller medlemmerne, hvorledes de skal afgive deres stemme. Dette styres med hård hånd af partiets "whip", "pisk". Medlemmer, som ikke følger partidisciplinen, får en kortvarig karriere i det politiske liv. Traditionelt får et medlem lidt frirum, hvis et lovforslag har alvorlige konsekvenser for hans eller hendes valgdistrikt. Ved afstemninger, som vedrører samvittighedsspørgsmål som abort og dødsstraf, får medlemmerne undertiden lov til at stemme efter deres eget hoved.
Westminster Hall, den ældste eksisterende del af Westminster Palace, er fra 1097. Hallen, som måler 21x73 meter, har gennem tiden haft mange forskellige funktioner, fx var den i flere hundrede år sæde for de øverste domstole i riget. Herudover er fx rigretssager og sager om højforræderi blevet behandlet i salen, fx retssagen mod Charles I, som endte med, at kongen blev henrettet i januar 1649. Hermed blev fastslået, at ingen - end ikke en konge, hvis embede var givet ham af Gud - var hævet over loven.
Westminster Hall har også været sæde for mere muntre begivenheder, fx er alle kroningsbanketter fra det 12. - 19. århundrede blevet afholdt her, sidste gang ved George IV's kroning i 1821. Hallen har også været anvendt ved flere lejligheder som Elizabeth II's 25 års regeringsjubilæum i 1977 og 50 års regeringsjubilæum i 2002 samt 50-året for afslutningen af anden verdenskrig i 1995. Westminster Hall har også været anvendt i forbindelse med begravelser af monarker og disses ægtefælle, senest i 2002 da Dronningemoderen lå her på lit-de-parade. En af de få undtagelser fra, at det kun var royale, der blev begravet fra Westminster Hall, er Winston Churchills begravelse i 1965.
Der har i tidens løb været flere forsøg på at ødelægge Westminster Palace; det bedst kendte er det såkaldte "Gunpowder Plot" i 1605. Kort sagt gik komplottet, som var planlagt af en katolsk gruppe, ud på at sprænge paladset i luften under åbning af parlamentet og dræbe den protestantiske konge James I, hans familie og størsteparten af adelen. Planen blev afsløret, da en katolsk adelsmand fik en anonym advarsel om ikke at møde op til parlamentets åbning. Paladset blev gennemsøgt, krudtet fundet i kælderen sammen med en af hovedmændene Guy Fawkes. De sammensvorne blev anklaget for højforræderi, hængt og parteret. Hvert år siden da har paladsvagten foretaget en ceremoniel eftersøgning i kældrene forud for parlamentets åbning.
Vi nåede desværre ikke at komme indenfor i parlamentet, det har vi til gode til næste besøg. Turister og andet godtfolk har mulighed for at overvære debatterne i Underhuset og Overhuset fra de offentlige gallerier, "strangers galleries" i mødesalene. Man stiller op i en kø og håber det bedste. Chancerne er desværre ikke særligt store, da adgangen selvfølgelig er stærkt begrænset. I perioder, hvor parlamentet er indkaldt, er der undertiden rundvisninger - dog på tidspunkter, hvor der ikke er møder i de to kamre, fx om fredagen.
Der arrangeres rundvisninger i de to sommermåneder, hvor parlamentet holder ferie. Billetter købes i forvejen på et billetkontor, som ligger ved siden af The Jewel Tower overfor Westminster Palace. Turen varer 75 minutter og priserne i 2007 var: Voksne: £20.00, Pensionister (60+): £8.00, Børn: £5.00, Family: £30.00 (2 voksne og 2 børn under 16 - jeg ved ikke, om de kan købes af turister?). Billetter skal afhentes senest 30 minutter, før turen starter.
Næste stop på turen var ved "The Jewel Tower", som tillige med Westminster Hall er de eneste bevarede dele af det oprindelige, kongelige Westminster Palace. Det blev bygget omkring 1365 til at rumme Edward III's skatte og kaldes undertiden for "Kongens private garderobe". Den lille treetagers stenbygning ligger lige overfor Westminster palace. Det blev reddet fra den store brand i 1834, da tårnet dels lå i udkanten af paladskomplekset, dels indgik i paladsets forsvarsmur og ikke var forbundet med de øvrige bygninger. Ved siden af tårnet ses resterne af den gamle voldgrav. Indtil 1834 husede tårnet Overhusets historiske arkiver; disse opbevares i dag i Victoria Tower.
Graham anbefalede et besøg i tårnet, som rummer den spændende udstilling: "Parliament Past And Present", som beskriver Englands og den engelske parlaments historie. På anden etage er tårnets historie fortalt på illustrerede paneler.
Vi fortsatte rundt om Westminster Palace og kom ind i Victoria Tower Gardens, som er åben for offentligheden. Den ligger langs med Themsen på paladsets sydside. Der findes flere haver/parker her, men flere af dem er ikke tilgængelige for publikum, e´det gælder Black Rod's Garden, Old Palace Yard, som af sikkerhedshensyn er beskyttet af vældige betonblokke, New Palace Yard og Speaker's Green på nordsiden. Parken indgår i Thames Embankment og strækker sig sydpå indtil Lambeth Bridge; den er anlagt i 1870'erne.
Der findes flere skulpturer i parken; den mest spændende efter min mening er "Borgerne af Calais", som er udført af Auguste Rodin. Den blev købt af regeringen i 1911 og anbragt i parken i 1915. Under hundredårskrigen (1337-1453), hvorunder den engelske konge gjorde krav på den franske trone, var Calais blevet indtaget i 1346 af Edward III efter voldsom modstand af byens indbyggere. Kongen, som ønskede Calai som et brohoved for de videre kampe, tilbød at spare byen for repressalier, hvis seks prominente borgere fra Calais ville overgive ham byens nøgler og lade deres liv. Klædt i sække og med et reb om halsen fremstillede seks frivillige sig for kongen. Edwards dronning gik i forbøn for de seks gidsler, og deres liv blev sparet. Rodin lavede denne statue, som viser de seks borgere på vej til den engelske lejr, på bestilling af borgmesteren i Calais, hvor der står en udgave af statuen. Rodin har selv valgt placeringen i Victoria Gardens med de himmelstræbende tårne fra Westminster Palace i baggrunden.
Graham viste os også en statue fra 1930 af den kendte kvindesagsforkæmper Emmeline Pankhurst, hvis navn mere end nogen andens forbindes med kampen for kvindernes frigørelse i årene op til første verdenskrig; statuen er udført af A.G. Walker. I parken så vi også "The Buxton Memorial Fountain", som oprindeligt stod på Parliament Square, men som blev flyttet til sin nuværende placering i 1957. Monumentet er bekostet af Charles Buxton MP til minde om slaveriets ophævelse i 1834. og udført i 1865 af Samuel Sanders Teulon
Efter at have studeret parlamentsområdet udefra, førte Graham os i det nærliggende beboelseskvarter. Her lå bl.a. de politiske partiers hovedkvarterer. Med områdets nærhed til parlamentet bor her selvfølgelig også et stort antal parlamentsmedlemmer, MP'er. Under de lange debatter i Underhuset tager mange medlemmer hjem, hvis de bor i nærheden. Andre sætter sig ind på en af områdets pubber. Når debatten er overstået, lyder en klokke, og medlemmerne har 8 minutter til at foretage deres afstemning. Inden debatten har partiets indpisker ("the whip") fortalt sine MP'er, om der er oligt til at deltage i afstemningen. (Titlen "whip" går tilbage til 1700-tallet, hvor "the whip" var den person, som med pisk i hånden havde til opgave af holde sammen på hundekoblet ifm. en jagt)". Derfor er en stor del af de huse, som ligger indenfor denne 8-minutters afstand, beboet af MP'er. Graham fortalte, at lyden af afstemningsklokken i Underhuset bliver transmitteret til pubberne i området, og man kan opleve, at en håndfuld personer pludselig springer op og styrter mod døren. Undervejs fortalte Graham et utal af politiske anekdoter, som jeg desværre ikke er i stand til at genfortælle. Du må selv ulejlige dig en tur til Westminster - det er bestemt ulejligheden værd.
Graham viste os en af Englands og dermed verdens ældste skoler, Westminster School, eller mere korrekt "The Royal College of St Peter at Westminster". Den ligger i umiddelbar nærhed af Westminster Abbey og kan føre sin historie tilbage til 1179, hvor pave Alexander III anmodede benediktinermunkene ved Westminster Abbey om at oprette en offentlig skole, men der har formentlig været udført undervisning på stedt længe før, og de ældste dele af skolen er ældre end Westminster Abbey selv. Efter opløsningen af klostervæsenet i 1540 ifm revolutionen, tog Henrik VIII skolen under sine beskyttende vinger, og han datter Elisabeth I gav skolen kongelige privilegier og anses for dens stifter.
Selv om skolen fik mange skader under blitzen under anden verdenskrig, har den insisteret på at bevare sin placering i det centrale London og dermed bevaret en nær tilknytning til kirke og stat. For tiden går der omkring 750 børn på skolen. Ca 1/3 er "boarders", som bor på skolen i et af de 11 "huse", som skolen er opdelt i. Nogle huse har kun boarders, andre en blanding. Skolen optager 13-16 år gamle drenge i "the Lower School" og 16-18 gamle piger og drenge i "the Upper School". De første piger begyndte at gå på Westminster School i 1976, dog kun "på dagholdet"; først fra 1981 kunne de også bo på skolen. Pigerne klarer sig fint rent akademisk, og mange af dem deltager også i musik og dramaklasser; en del synger i skolens Abbey Choir, som regelmæssigt synger i Westminster Abbey.
Der optages også udenlandske elever på skolen, så hvis du har et barn i den rette alder, så får du taksterne pr. semester for 2007:
| Boarding | £ 8652 |
| Day | £ 5992 |
Vi fortsatte forbi Westminster Abbey og St Margaret's, som kun fik enkort omtale af Graham. han opfordrede til, at man besøgte den ofte oversete St. Margareth's, ligesom han kunne anbefale et besøg i Westminster Abbey i forbindelse med en gudstjeneste eller den daglige Evensong.
Turen afsluttede på parlamentspladsen, Parliament Square, et større grønt område mellem Westminster Palace, Westminster Abbey og St Margaret's. I 1926 blev her etableret Englands første rundkørsel, men i dag er området et trafikhelvede. Det bliver ikke bedre af, at ethvert interview af en MP absolut skal ske her. Det er selvfølgelig også med sin nærhed til parlamentet det oplagte sted for alskens demonstrationer. Første gang Birgit og jeg kom forbi, så vi en gruppe tilsyneladende afrikanske børn udføre stammedans på græsset i farvestrålende klædning. Om aftenen (29. august 2007) så vi på TV afsløringen af en statue af den 89-årige tidligere sydafrikanske præsident Nelson Mandela netop på Parliament Square. Det skete i overværelse af Mandela selv, hans hustru Graca Machel og premierminister Gordon Brown. Gordon brown hilste Mandela, som "den største og modigste leder i vores generation". Londons borgmester Ken Livingstone udtalte: "Længe efter, at vi er glemt, vil De blive husket som den, der lærte verden en forbløffende sandhed: at man kan opnå retfærdighed uden hævnfølelse. Jeg ærer Dem, og London ærer Dem".
Graham omtalte statuerne af de otte statsmænd, som er opstillet på pladsen: Winston Churchill med front mod parlamentsbygningen, Abraham Lincoln, Robert Peel, Lord Palmerston, Jan Christian Smuts, jarlen af Derby, Benjamin Disraeli, George Canning og nu altså også Nelson Mandela. Graham fortalte, at det havde taget syv år at finde den rette placering til statuen. En placering på Trafalgar Square blev afvist pga pladsnød, og til sidst blev det besluttet at placere Mandela sammen med statsmænd som Winston Churchill, Benjamin Disraeli og Abraham Lincoln. Kunstneren Ian Walters nåede at lave en model i ler, inden han døde i 2006. Han valgte at lade Nigel Boonham stå for færdiggørelsen af statuen og støbningen af den i bronze.
Graham afsluttede med et par anekdoter om Winston Churchill, bl.a. denne: Churchill var ved en middag blevet placeret ved siden af Lady Astor, som var berømt for at sige sin mening rent ud. Under konversationen blev hun irriteret på Churchill og sagde til ham: "Mr. Churchill, hvis jeg var deres hustru, ville jeg hælde gift i deres kaffen", hvortil svarede: "Hvis jeg Deres mand, ville jeg drikke den". Bedre kan det vel ikke siges, og dermed sluttede en spændende og underholdende spadseretur.
Hvis du har lyst, kan du nedenfor vælge at studere en anden af de London-sider, jeg har begået. Ellers tak for besøget.
