"It's a long way to Tipperary,
It's a long way to go.
It's a long way to Tipperary
To the sweetest girl I know!
Goodbye Piccadilly,
Farewell Leicester Square!
It's a long, long way to Tipperary,
But my heart's right there."
Jack Judge and Harry Williams, 1912
I 1812 bad kronprinsen, den senere George V, landskabsarkitekten John Nash om at udvikle området, som gennem århundreder havde huset de kongelige stalde. John Nash døde imidlertid, inden arbejdet var færdigt, men det blev fuldført under Charles Barry, som er bedre kendt for opførelsen af parlamentsbygningen. Den store plads er omgivet af veje på de tre sider, og på den fjerde side fører en trappe op til National Gallery. Ad underjordiske gange kan man komme til og fra Charing Cross undergrundsstation uden at blive kørt ned - afgjort en behagelighed. Trafalgar Square, byens største plads, har siden middelalderen været et slags centrum for London og er et uofficielt mødested for byens borgere, hvor man sætter hinanden stævne ved folkemøder og demonstrationer, hvad enten det handler om politiske tilkendegivelser eller fejring af nationens fodboldsejre, rugbysejre eller kricketsejre. Den 8. maj 1945 på "Victory in Europe Day", "V-E Day", datoen for afslutningen af anden verdenskrig i Europa, var pladsen pakket med borgere, som lyttede til Winston Churchills formelle meddelelse om, at krigen svar slut med Nazitysklands endelige nederlag. I 2007 fandt åbningsceremonien for Tour de France sted på Trafalgar Square.
Siden 1947 har byen Oslo hvert år foræret London et stort juletræ til opstilling på Trafalgar Square. Træet gives i taknemlighed over Englands støtte til Norge under anden verdenskrig, hvor det norske kongehus og den norske regering levede i eksil i London. Lord Mayor af Westminster tager til Oslo sidst på efteråret for at deltage i fældningen af træet, og siden kommer borgmesteren af Oslo til London og overværer tænding af lysene på juletræet.
Pladsen hed oprindelig "King William IV's Square", men efter Englands knusende sejr over den fransk-spanske flåde ved Trafalgar i 1805, blev den omdøbt til "Trafalgar Square". Dette slag, som fandt sted ud for den sydvestlige spanske kyst ved Kap Trafalgar, var det vigtigste slag under napoleonskrigene. Her slog en britisk flåde på 27 skibe modstandernes 33 skibe; England mistede ingen skibe, mens Frankrig-Spanien mistede 22 skibe. Den engelske admiral Lord Nelson blev dødeligt såret under slaget, som for evigt skulle krone ham til Englands største søhelt. Hans lig blev bragt tilbage til London og begravet i St. Paul's Cathedral.
Midt på den lidt uoverskuelige plads er rejst en sejrsøjle til minde om slaget. Den 50 meter høje granitsøjle blev bygget fra 1840-1843. På toppen af den står en 5½ meter høj sandstensstatue af søhelten, udført af E.H. Baily; Nelson kigger sydpå mod Palace of Westminster. Toppen af den korintiske søjle, som stammer fra Mars Ultor Templet i Rom, er udsmykket med akantusblade i bronze, støbt af engelske kanoner. Foden er udsmykket med fire bronzepaneler, støbt af franske kanoner, som Lord Nelson erobrede i sine fire store sejre. panelerne er udført af skulptørerne Musgrave Watson, John Ternouth, William F Woodington og John Edward Carew. På det maritime museum i Greenwich er udstillet arkitekten William Railtons model fra 1838 i skala 1:22. De fire løver ved søjlens fod, som er udført af Edwin Landseer, blev tilføjet i 1867. Den samlede pris for monumentet androg £47.500 pund - og det var helt sikkert mange penge den gang.
I 1924 skal den skotske svindler Arthur Ferguson (1883–1938) have solgt monumentet til en amerikansk forretningsmand for £6.000; indtægten skulle angiveligt anvendes til afbetaling på Englands krigslån til USA. Det lykkedes også samme Ferguson at sælge både Big Ben og Buckingham Palace, inden han året efter emigrerede til USA. Her fortsatte han sine kreative forretninger ved at sælge statuen af frihedsgudinden til en godtroende australsk turist. Denne og tilsvarende trasaktioner bragte ham nogle år bag tremmer, men det er en helt anden historie.
Søjlen har en umådelig symbolsk betydning, hvilket også fremgår af, at det var Hitlers plan at flytte den til Berlin, når han havde invaderet England og taget London (jvf. militærhistorikeren Norman Longmates "If Britain Had Fallen", 1972). Dette blev heldigvis aldrig en realitet. Ved siden af Nelsons søjle er to fontæner, designet af Edwin Lutyens i 1939. Hvert år den 21. oktober fejres slaget ved Trafalgar med en stor parade på pladsen.
I hvert af pladsens fire hjørner er en stor forhøjning, hvorpå er anbragt statuer af nationens store sønner. De to forhøjninger mod nord er større end de øvrige, da de er beregnet for rytterstatuer; fx står der en af George IV. Foran National Gallery står en statue af hhv. James II mod vest og George Washington mod øst. Sidstnævnte statue er en gave fra staten Virginia. Gaven omfattede også en ladning jord fra USA. Hvorfor nu det? Jo, det skyldes, at George Washington på et tidspunkt erklærede, at han aldrig igen ville sætte fod på engelsk jord, derfor er statuen anbragt på amerikansk jord. Gennem flere år blev det debatteret, om der skulle opsættes en statue af Nelson Mandela på en af forhøjningerne. Begrundelsen var bl.a. den, at South Africa House, som gennem årene var scene for mange anti-apartheid demonstrationer, ligger på østsiden af Trafalgar Square. Det endte dog med, at statuen blev opsat ved parlamentsbygningen, og sjovt nok skete dette under vores besøg i London.
Pladsen var tidligere berømt (berygtet) for de tusindvis af duer, som svinede alt og alle til med deres ekskrementer. Især turister fandt stor fornøjelse i at fodre de vingede skabninger, som på et tidspunkt udgjorde omkring 35.000. I år 2000 blev det forbudt at sælge fuglefoder på pladsen, ligesom man tog trænede falke i brug for at reducere bestanden. Foreninger som "Save the Trafalgar Square Pigeons" er fortsat med fodringen, selv om det i år 2003 blev forbudt ved lov. Vi var på pladsen et par gange og oplevede ikke noget ubehag ved de relativt få fugle, der er tilbage.
På nordsiden af pladsen ligger som nævnt National Gallery, som vi vil besøge om lidt, mod syd ligger Whitehall, mod nordøst ligger kirken St Martin-in-the-Fields, mod vest Canada House og mod øst South Africa House.
Kirkens skytshelgen er St. Martin of Tours (ca. 315 – 11. november 397) eller Morten Bisp, som vi undertiden kalder ham i Danmark. 15 år gammel begyndte han at tjene i den romerske hær, hvor han far var officer. En dag ser han en frysende tigger og splitter sin kappe i to dele og giver den ene del til tiggeren. Om natten får han et syn, hvori Jesus fortæller ham, at han selv var den arme tigger. Da Morten vågner næste morgen, er hans kappe hel igen. Kappen opbevares i dag i Paris som et relikvie. Martin lader sig døbe den næste dag og forlader hæren for at blive munk i nærheden af Tours, hvor han grundlægger et kloster i Poitiers. I år 371 ønsker befolkningen i Tours ham som deres biskop i år 371, men ifølge overleveringen føler han sig ikke værdig til denne post og gemmer sig i et skur fyldt med gæs. Men de skræppende gæs afslører ham, og han bliver således biskop mod sit ønske. Måske som hævn over de famøse fjerkræ bliver 11. november udnævnt til officiel gåse-slagtedag, og det skulle være baggrunden for, at vi i Danmark traditionelt spiser gås (eller and) Mortens aften den 10. november.
De tidligste historiske referencer til kirken er fra 1222 og beskriver en strid mellem abbeden af Westminster og biskoppen af London om hvem, der skulle have magten over kirken. Striden blev afgjort til fordel for munkene i Westminster Abbey. Kirken blev genopført i 1542 under Henrik VIII - for at undgå at ofrene for pesten skulle passere hans Whitehall Palace. På den tid lå kirken i bogstavelig forstand "in the fields" mellem Westminster og London.
Kirken overlevede den store brand i 1666, men blev i årene 1721-1726 afløst af en ny kirke, opført af James Gibbs. Kirken er nærmest rektangulær med en stor gavltrekant i klassisk stil, understøttet af vældige korinthiske søjler. Kirketårnet toppes med en forgyldt krone, hvilket formentlig er en reference til det nære forhold mellem kirken og kongefamilien. Designet er tydeligvis præget af den berømte Christopher Wren og minder på mange måder om "St James' in Piccadilly". Mange fremtrædende personer blev begravet i og ved kirken gennem 1700-tallet. En af de (mig) bedst kendte er den berømte møbeldesigner Thomas Chippendale, hvis værksted lå tæt ved kirken i St. Martin's Lane.
Kirken har gennem de seneste 100 år eller flere haft tilnavnet "Church of the Ever Open Door", og den gør en formidabel indsats for de hjemløse. Der afholdes regelmæssigt gudstjenester på engelsk, mandarin og kantonesisk i kirken. Ellers er den kendt for sine middags- og aftenskoncerter med kendte og mindre kendte orkestre og kunstnere. Bedst kendt er nok kammerorkestret "the Academy of St Martin-in-the-Fields", men der spilles også fx jazzkoncerter i kirkens store krypt, hvor der er en hyggelig café.
Udenfor kirken på St. Martin's Place så jeg en marmorstatue af en af mine heltinder, Edith Cavell, som under første verdenskrig hjalp flere hundrede allierede soldater til at flygte fra det besatte Belgien til det neutrale Holland. Edith Cavell, som var britisk sygeplejerske, var leder af et hospital i Brussel. Hun blev arresteret af tyskerne i 1915, vedstod sine handlinger og blev henrettet ved skydning den 12. oktober 1915. Hendes sidste udtalelse foran peletonen lød: "Patriotism is not enough, I must have no hatred or bitterness towards anyone" - "Patriotisme er ikke nok. Jeg må hverken føle had eller bitterhed mod nogen". Disse storslåede ord står skrevet på marmorstatuens granitsokkel. Edith Cavell blev martyr for de allierede, og det menes, at hendes død bevirkede en fordobling af antallet af frivillige til den britiske hær. Birgit og jeg så for en del år siden Mount Cavell i Jasper Nationalpark i Canada, opkaldt efter den britiske sygeplejerske.
Kom nu med os ind på Londons National Gallery, som er grundlagt i 1824. Det rummer mere end 2300 malerier fra omkring år 1250 til 1900. I modsætning til nationale gallerier som Louvre i Paris og the Museo del Prado i Madrid, som er oprettet ved nationalisering/beslaglæggelse af eksisterende samlinger, er National Gallery i London oprettet ved indkøb af 38 malerier af dødsboet efter bankier John Julius Angerstein, købssum £57.000, som kom til veje ved, at Østrig ganske uventet betalte en gammel krigsgæld. Derfor er samlingens omfang ret beskeden sammenlignet med andre europæiske museer. Ganske vist havde staten i 1777 fået tilbudt at købe en stor kunstsamling, som tilhørte Sir Robert Walpole, men kunne ikke bekvemme sig, og tyve år senere blev samlingen købt af Katarina den Store. Vi så en del af samlingen i år (2007) i Vinterpaladset i St. Petersborg. Der er gratis adgang til museet, men man ser gerne, at gæsterne lægger et par pund eller fem i de opstillede bøsser.
National Gallery åbnede for offentligheden den 10. maj 1824 i Angersteins tidligere beboelse i Pall Mall 100. Da museet begyndte at modtage donationer af kunstværker, blev det snart for lille, og i 1832 gik man i gang med at opføre en ny bygning på den nuværende beliggenhed. Det har flere gange været forslået at flyttede museet til andre omgivelser, men man har hvert gang afstået herfra, da man frygtede, at det ville mindske offentlighedens interesse i at besøge samlingerne.
I den første periode indkøbte museet især værker af italienske mestre fra 1400- og 1500-tallet. Siden er repertoiret blevet mere variret, og i dag omfatter samlingen værker af bl.a. Paolo Uccello, Piero della Francesca, Sandro Botticelli (Venus og Mars), Leonardo da Vinci, Michelangelo, Raphael (portræt af pave Julius II), Titian (Bacchus og Ariadne), Hans Holbein the Younger (The Ambassadors), Peter Paul Rubens (Paris' dom (to versioner)), Diego Velázquez, Rembrandt (to selvportrætter), Johannes Vermeer, Canaletto (regatta på Grand Canal), William Hogarth, Thomas Gainsborough (Mr. and Mrs. Andrews), J.M.W. Turner, John Constable, Paul Cézanne, Claude Monet, Pierre-Auguste Renoir, Vincent van Gogh og Gauguin.
Ved etablering af "the National Gallery of British Art", også kaldet "Tate Gallery" i 1897 blev det besluttet, at National Gallery skulle aflevere alle sine værker af engelske kunstnere, som er født efter 1790 til Tate. Dette medvirkede til, at museet blevet mere fokuseret.
Ved udbruddet af anden verdenskrig overvejede museet at sende sine værker til Canada, men dette blev forpurret efter et telegram fra Winston Churchill, som opfordrede til at gemme dem i huler eller kældre: "not a picture shall leave these islands". I stedet blev værkerne gemt i et stenbrud i Wales.
I 1996 blev det besluttet, at museet ikke skulle have værker udført efter år 1900. De følgende år blev mere end 60 malerier "langtidsudlånt" til Tate; til gengæld modtog National Gallery værker af Gauguin og andre.
Den sidste af de dejlige pladser i London, som vi vil tage dig med til i dag, er Piccadilly Circus i West End. "Goodbye Piccadilly - Farewell Leicester Square" sang de engelske soldater på deres sejlads over Kanalen til de mudrede slagmarker i Nordfrankrig og Belgien under første verdenskrig. Pladsen blev anlagt i 1819 for at forbinde Regent Street med de store indkøbsgader i Piccadilly.
Piccadilly lyder i mine ører mere spansk eller fransk end engelsk, men lidt søgning på nettet gav et svar. Det viste sig, at man i begyndelsen af 1600-tallet kaldte et mandligt skjortebryst for "en piccadille". Skrædderen Robert Baker, som blev en rig mand på at sælge de efterspurgte skjortebryster, byggede et hus i området, og folkeviddet døbte huset "Piccadilly Hall". Dette navn smittede efterhånden af på hele området. Circus betegner en cirkel, i dette tilfælde en cirkelformet plads. Piccadilly er dog ikke længere helt så cirkulær efter etablering af Shaftesbury Avenue i 1886. Piccadilly Circus er måske bedst kendt for et voldsomt opbud af farvestrålende neonskilte, og jeg kan anbefale dig at besøge den efter solnedgang. Antallet af reklameskilte er dog reduceret væsentligt gennem de seneste år, angiveligt på grund af skyhøje priser for leje af facadeplads.
I den sydvestlige ende af pladsen står "Shaftesbury Memorial Fountain", opført i 1892-1893 til minde om Anthony Ashley Cooper (1801-1885), 7. Jarl af Shaftesbury. Jarlen var politiker og kendt for sit filantropiske arbejde. På den tid arbejdede børn af fattige 12-14 timer om dagen i kulminer eller på fabrikker, og Lord Shaftesbury gjorde en stor indsats for et begrænse dette, ligesom han var talsmand for gratis skolegang til fattige børn.
Øverst på bronzefontænen er anbragt en statue, udført af Alfred Gilbert. Statuen, som angiveligt er den første, som er udført i aluminium, opfattes enten som en kristen engel eller den græske Eros. Faktisk er figuren ingen af delene, men Anteros, en tvillingbroder til Eros, søn af krigsguden Ares og kærlighedsgudinden Afrodite. Anteros er gud for "gengældt kærlighed" og straffer den, som ikke tager kærligheden alvorligt. Da mindesmærket blev afsløret, vakte det en en del opsigt, at der figurerede en nøgen statue, hvilket var kontroversielt på den tid. Mange mente også, at det var vulgært at rejse et mindesmærke for den respektable politiker i en teaterdistrikt, men i det store og hele blev det snart accepteret af offentligheden.
Anteros holder i hånden en bue, som peger sydpå i retning af Wimborne St Giles i Dorset, som var Jarlens valgkreds. I 1920-erne blev statuen flyttet til Embankment Gardens, mens undergrundsstationen på Piccadilly blev bygget, og under hele anden verdenskrig og mange år efter lå den på en madras i et mørkt lokale på rådhuset i Egham i Surrey. Ved omlægning af pladsen sidst i 1980-erne blev fontænen flyttet fra en placering i centrum til sin nuværende placering.
Pladsen er omgivet af mange, imponerende bygninger, herunder London Pavilion i den nordøstlige ende og Criterion Theatre i den sydlige ende. Under pladsen ligger Piccadilly Circus London Underground station. Den første bygning med navnet "London Pavilion" blev bygget i 1859 og var en music hall. I 1885 blev Shaftesbury Avenue ført gennem pavillonen, hvorfor en ny bygning måtte opføres; denne tjente også som music hall. I 1934 blev bygningen rekonstrueret og indrettet som biogram. I 1986 blev bygningen renoveret med bevarelse af facaden fra 1885, og der blev nu indrettet en arkade med butikker. Endelig i år 2000 blev bygningen forbundet med den nærvedliggende forlystelsescenter "London Trocadero". Fra bygningens kælder er der forbindelse til Piccadilly Circus undergrundsstation.
Criterion Theatre, som med sine næsten 600 sæder ligger under jorden, åbnede i 1874. Allerede i 1883 blev det lukket for at forbedre ventilationen og erstatte gaslygterne med elektrisk lys, men det åbnede igen året efter. I 1989 lukkede teatret igen for at gennemgå en grundig renovering for at genåbne i 1992.
Næste stop på vejen er Leicester Square (udtales nærmest Lester Square), som ligger ca 300 meter nord for Trafalgar Square og 300 meter øst for Piccadilly Circus. Pladsen har navn efter Robert Sidney, 2. Jarl af Leicester, som i 1630 købte et stykke jord i St. Martin's Field. I 1635 lod han opføre et stort hus til sig selv, Leicester House i den nordlige ende af området, der hvor Empire biografen nu ligger. Herved afskar han de hidtidige beboeres adgang til den tidligere fælles jord, hvor de tørrede tøj og lod deres kvæg græsse, og de brave borgere klagede til kongen, Charles I. Han nedsatte en lille kommission, som påbød Lord Leicester at holde den nordlige del, Leicester Field, senere Leicester Square, åben for sognets beboere.
I mange år var området meget fashionabelt, men sidst i 1700-tallet udviklede det sig til et forlystelsesområde. Leicester House blev omdannet til et museum, inden det blev nedrevet i 1788. Wyld's Globe, som indeholdt en model af jordkloden med en diameter på 18 meter, blev bygget til den store verdensudstilling. Den lå på Leicester Square indtil 1862. I 1854 blev bygget det store teater, Alhambra, som i 1884 fik følge af Empire Theatre of Varieties. Siden da har Leicester Square været centrum for West Ends forlystelsesliv.
Området blev stadig mere forfaldent, indtil Albert Grant (1830–1899) købte området i 1874 og for egne midler lod oprette en park i midten, hvorefter han donerede området til Metropolitan Board of Works. Midt i parken står en statue af William Shakespeare, i et bassin, omgivet af delfiner? Denne statue er en kopi af digterens mindesmærke i Poets' Corner i Westminster Abbey. Ved de fire hjørneindgange er anbragt buster af hhv. Isaac Newton, Joshua Reynolds, den første præsident af the Royal Academy; John Hunter, pioner indenfor kirurgien og William Hogarth, maleren, som alle boede ved Leicester Square. Den seneste tilføjelse er en statue af Charlie Chaplins dejlige vagabondfigur, opsat i 1981. Chaplin var indfødt londoner, født i Kennington i 1889. Faderen døde, da Charlie var ganske ung, og familien levede i yderste fattigdom. Da Charlie emigrerede til Amerika i 1914, tog han sin vagabondfiguren med.
I dag er Leicester Square hjertet i Londons biografland, og det er her, at alle væsentlige biografpremierer finder sted, enten vi taler om James Bond film eller om film med mit barnebarns yndling Shrek. Folk samles for at tiljuble filmstjerne på premiereaftenen. Her ligger blandt andre Odeon Leicester Square, som i 1999 fik Europas første digitale filmfremviser, Odeon Mezzanine med sine fem små sale, Empire med 1330 sæder i den store sal, Odeon West End med to sale med plads til hver omkring 1000 tilskuere.
Endelig er Leicester Square hjemsted for de såkaldte "tkts", tidligere benævnt "Official London Half-Price Theatre Ticket Booth". Her kan man i små boder købe billetter til omkring halv pris til mange af dagens forestillinger på de forskellige teatre i West End. Desværre var det ikke muligt for os at købe en billig billet her til den forestilling, vi i mange år havde ønsket at overvære i London, nemlig "The Mousetrap".
Vi havde for mange år siden lovet hinanden, at vi ville se teaterstykket "the Mousetrap", når vi kom til London, og nu skulle det være. Vi tog hen i St. Martin's Theatre et par timer før forestillingen og købte billetter. Den mellemliggende tid tilbragte vi på en af de mange pubber i nærheden. Stykket er skrevet af vores yndlingskriminalforfatter Agatha Christie, hvis bøger er oversat til mere end 40 sprog og solgt i mere end 2 milliarder eksemplarer. Det overgås vist kun af Biblen og måske Shakespeare? Hun skrev 78 kriminalromaner, 19 skuespil og mere end 100 noveller. "The Mousetrap" har spillet uafbrudt i London siden den 6. oktober 1952. På det tidspunkt var Winston Churchill premierminister i England, Dwight D. Eisenhower var præsident i USA, og Josef Stalin generalsekretær i Kommunistpartiet (diktator) i Sovjetunionen. Det er helt klart det teaterstykke i verden, som har spillet længst; den rekord blev sat allerede i ????. Af programmet fremgik, at det var blevet opført 22.800 gange og er blevet set af mere end 20 millioner tilskuere (15. august 2007). Vi satte os forventningsfulde til rette på sæderne højt over scenen. Sæderne er placeret så "stejlt", at ingen har problemer med at se over tilskuerne foran én - næsten som at være til 6-dagesløb i Århushallen i 1950-erne.
Stykket kom til verden som et kort radiophørespil, som blev udsendt den 30. maj 1947 til ære for dronning Mary, George V's hustru. Det havde da titlen "Three Blind Mice". Stykket var baseret fra en virkelig hændelse, hvor en dreng, som er i pleje ved en landbofamilie, omkommer. Agatha Christie gav rettighederne til stykket til sit barnebarn Mathew Prichard, som efterfølgende har overtaget rettighederne til alle hendes værker. Agatha Christie ønskede, at værket ikke måtte udkomme på print, så længe det blev opført i London. Dette ønske er blevet overholdt, hvad angår England, men i 1950 blev det udgivet i USA i samlingen "Three Blind Mice and Other Stories". Det er også betinget, at stykket kun kan opføres én gang om året andetsteds, så længe det spiller i West End. Det er heller ikke tilladt at lave en filmversion før tidligst seks måneder efter, at stykket er taget af programmet. Stykket måtte imidlertid omdøbes, da Emile Littler allerede før anden verdenskrig havde lavet en produktion af et stykke med denne titel. Agatha Christies svigersøn foreslog titlen "the Mousetrap", som er en henvisning til Shakespeares "Hamlet".
Stykket havde premiere på "the Theatre Royal", Nottingham som nævnt den 6. oktober 1952. Efter en kortere turné til Oxford, Manchester, Liverpool, Newcastle, Leeds og Birmingham begyndte opførelserne i London den 25. november 1952 på New Ambassadors Theatre. Her kørte det indtil lørdag den 23. marts 1974. Mandag den 25. marts 1974 genåbnede den i St Martin's Theatre lige ved siden af. I 2002 overværede dronningen 50-års jubilæumsopførelsen.
"The Mousetraps" nærmeste konkurrenter i London til titlen som det længst spillede stykke er "The Phantom Of The Opera", som har spillet siden 1986, og "Les Miserables", som har spillet siden 1985.
Undervejs har "the Mousetraps" selvfølgelig sat mange andre rekorder, hvoraf disse milepæle kan nævnes:
Mysie Monte og David Raven spillede rollerne som Mrs Boyle og Major Metcalf gennem mere end 11 år. Siden deres tilbagetræden er der hvert år foretaget ændringer i besætningen. Det er blevet en ceremoni, at den afgående og den tiltrædende "lady" i fællesskab skærer for på en "Mousetrap cake". Handlingen i stykket er traditionel for genren, idet tilskueren skal forsøge at gætte/udlede, hvem der er morderen. Det unge par, Mollie og Giles Ralston, har netop åbnet et hotel og er nu sneet inde sammen med fire gæster. Hertilo kommer en mystisk gæst, Mr Paravicini, som påstår, at han måtte forlade sin bil i en snedrive. Pludselig dukker politimanden Trotter op på ski og fortæller, at en morder er på vej til hotellet; han har angiveligt myrdet en Mrs Maureen Lyon i London. Trotter fortæller, at Mrs Lyons virkelige navn er Mrs Stanning, og at hun har siddet i fængsel for at have mishandlet tre søskende, som hun og hendes mand havde i pleje. Mr Stanning døde i fængslet, mens Mrs Stanning flyttede til London efter løsladelsen og antog et andet navn. Da en af gæsterne, den altid utilfredse Mrs Boyle, bliver myrdet, går det op for de øvrige, at morderen må befinde sig på hotellet. Gennem stykket falder mistanken på skift på samtlige medvirkende, men til sidst viser det sig, at morderen er - åh, det har jeg lovet ikke at fortælle. Efter stykkets afslutning blev vi alle pålagt tavshedspligt for ikke at afsløre fornøjelsen for senere publikummer, og det må jeg selvfølgelig respektere. Birgit og jeg var enige om, at det var en stor oplevelse at overvære forestillingen, og hvis du er i tvivl om, hvorvidt du kan følge med i handlingen og dialogen, som selvfølgelig er på engelsk, kan jeg berolige dig med, at der tales et særdeles smukt, l-a-n-g-s-o-m-t og tydeligt engelsk.
Hvis du har lyst, kan du nedenfor vælge at studere en anden af de London-sider, jeg har begået. Ellers tak for besøget.
