"When it's 3:00 o'clock in New York
it's stil 1938 in London."
Bette Midler
Vi tog undergrundsbanen til High St Kensington for at besøge Kensington Park eller Kensington Gardens, som den også kaldes, et af mange åndehuller, som London har. Green Park og St. James's Park udgør sammen med Kensington Park og Hyde Park "Londons grønne lunge". Kensington Park dækker et areal på 275 hektar, og var oprindelig en del af den tilgrænsende Hyde Park, som ligger øst for Kensington. I 1536 - i forbindelse med opløsning af klostervæsenet efter reformationen forlangte Henrik VIII Hyde Park overdraget fra munkene i Westminster Abbey og begyndte at bruge den til jagt. I 1728 fik dronning Caroline, George II's hustru, oprettet søerne Serpentine og Long Water med vand fra Westbourne vandløbet. På et tidspunkt i 1700-tallet havde offentligheden ikke adgang til parken, men siden blev der adgang for, som det hed, "respectably dressed people". Nogen tid efter, at parken var blevet åbnet for alle, spurgte kongen sin premierminister om, hvad det ville koste at lukke den igen, og premierministeren skulle have svaret: "en krone". Denne legende er næsten sjovere på dansk end på engelsk. I dag er billeded meget broget, og både parken og de besøgende er meget farverige.
Vi besøgte parken to gange og blev hver gang overrasket over de mange aktiviteter, der fandt sted: hesteridning, rulleskøjteløb, tennis, cykling, bowling, svømning er de mere formelle aktiviteter. Herudover spilles mere uformelt cricket, fodbold og rugby på de mange græsplæner - som alle gerne må betrædes og som bliver betrådt. Især området omkring Serpentine Lake, hvor man kan leje robåde, var velbesøgt. Der arrangeres spadsereture rundt i parken, ligesom der også afholdes koncerter og andre arrangementer. Birgit og jeg undrede os ofte over, at næsten alle parker er indhegnede, formentlig for at man kan lukke dem af om aftenen. Men også mange græsplæner har et hegn omkring, så selv om det er tilladt at gå og ligge på græsset, skal folk dog ikke selv bestemme, hvorfra de vil komme ind på plænen.
Særlig smuk er den italienske have med den flotte fontæne. Ved siden af denne så jeg statue af Edward Jenner (1749-1823), som udviklede koppevaccinen i 1796. På den tid var kopper en af de mest frygtede sygdomme, som dræbte tusinder af småbørn verden over. Statueen som er af William Calder Marshall, blev indviet af prins Albert i 1862, og den var den første statue, som blev rejst i Kensington Gardens
Vi begyndte med at studere Kensington Palace, som er et af kongehuset mange ejendomme. Vi kendte især paladset som prinsesse Dianas foretrukne domicil efter skilsmissen fra Charles.
Den oprindelige 1600-tals bygning lå i udkanten af landsbyen Kensington og bar navnet Nottingham House efter dets ejer, jarlen af Nottingham. I 1689 købte William III (1650–1702) ejendommen, da han ønskede en residens i nærheden af London - men på den anden side borte fra byen os og røg, da han var astmatisk. Der blev anlagt en privat vej fra paladset til Hyde Park Corner - den nuværende Rotten Row. Vejen var så bred, at 3-4 ekvipager kunne køre ved siden af hinanden. Paladset blev udvidet af Christopher Wren , som anbragte pavilloner i hver ende af hovedbygningen. Derefter satte han en nordfløj og en sydfløj på bygningen. Gennem 70 år var Kensington Palace de britiske monarkers foretrukne opholdssted. Dronning Mary døde af kopper i Kensington Palace i 1694, og i 1702 faldt William af hesten i Hampton Court og blev bragt til Kensington Palace, hvor han døde kort efter. Efter William III's død blev paladset residens for dronning Anne. Hun fik bl.a. anlagt et orangeri. George I (1660–1727) fik indrettet nye kongelige gemakker og den smukke "kuppelsal". Den sidste regerende monark, som boede på Kensington Palace, var George II (1683–1760). Efter hans død var slottet beboet af andre medlemmer af den kongelige familie. I 1819 blev den lille prinsesse Victoria, som var født på paladset, døbt i denne kuppelsal. Det var her i paladset, at prinsesse Victoria (1819-1901) i 1837 modtog meddelelse om, at hun skulle efterfølge sin onkel William IV på tronen. (Han var død barnløs, selv om alle vidste, at han havde 10 børn med sin elskerinde - men det er en helt anden historie). Dronning Victoria flyttede efter kroningen til Buckingham Palace. Foran slottet står en statue af dronning Victoria. Den er udført af et af hendes ni børn, prinsesse Louise, i anledning af moderens 50 års regeringsjubilæum. Dronning Mary, den nuværende dronnings bedstemoder, blev født på Kensington Palace i 1867. Så det er et palads med en stor historie.
I 1981 blev der indrettet en lejlighed til det nygifte par, prinsen og prinsessen af Wales, Charles og Diana, og den forblev Dianas officielle residens indtil hendes død. Idag er slottet residens for hertugen og hertuginden af Gloucester, hertugen og hertuginden af Kent og prins og prinsesse Michael af Kent.
I 1980'erne indhegnede man paladset - der har formentlig været for mange gæster - og satte den smukke forgyldte låge op. Vi bemærkede, at der var anbragt nogle få hilsener på hegnet til prinsesse Diana. Der var fire dage til 10-årsdagen for prinsessens dødsdag den 31. august 1997, og vi besluttede at komme tilbage til paladset på dagen. Man kan komme ind og se paladset, men vi nøjedes med at gå en tur omkring i den lille have. Lige indenfor lågen var opstillet et bord, hvor 5-6 personer var i gang med at anbringe bladguld på nogle store blomsterblade af metal. Disse blev efterfølgende anbragt på nogle store blomster, som skulle opsættes i haven på 10-årsdagen for Dianas død. De 10 store blomster skulle være et minde om de tusindvis af buketter, som blev anbragt udenfor hegnet til paladset i dagene efter hendes død af sørgende englændere.
Mens Birgit slappede lidt af ved det lille kunstmuseum, Serpentine Gallery, som ligger i parken, spadserede jeg op til en bronzestatue af Peter Pan, som ligger på vestbredden af Long Water. Undervejs blev jeg anholdt af en kvinde, som spurgte, om jeg kendte hendes veninde. Hun var blevet væk inde i Serpentine Gallery. Jeg måtte desværre besvare spørgsmålet benægtende, men anbefalede, at hun stillede sig op ved indgangen til galleriet - så ville hendes veninde sikkert snart dukke op. Og så overraskede hun mig. "I like your hair style, sagde hun. Jeg skal lige fortælle, at jeg kun har nogle få strittende tjavser oven på hovedet - hvis du kan forestille dig Tintin som 65-årig, så er du på sporet. På vejen derop, netop hvor de mange stier løber sammen, så jeg en fantastisk statue, "Physical Energy" udført af George Frederick Watts. Jeg har siden læst, at to andre afstøbninger findes i hhv. Cape Town, Sydafrika og i Zimbabwe. Watts, som blev kaldt "the Victorian Michaelangelo", er bedre kendt som maler; dette skyldes, at han som følge af allergi overfor gips ikke lavede mange skulpturer.
Peter Pan, "drengen som ikke ville blive voksen" har siden min drengetid været en af mine helte. Figuren er skabt af den skotske roman- og skuespilforfatter J. M. Barrie (1860–1937), som i 1904 præsenterede ham på scenen. I 1911 skrev han børnebogen, "Peter Pan and Wendy", som jeg slugte som barn. Siden jublede jeg over Disneys filmatisering fra 1953, som havde premiere 2. juledag samme år.
Jeg skal kort berette om bogens handling. Peter Pan, som kan flyve, bor på Ønskeøen ("Neverland, the land where you never grow up") sammen med sine venner, "The lost boys" samt den lille-bitte alf Klokkeblomst. Klokkeblomst kan ikke tale og hendes humør svinger fra den ene yderlighed til den anden. Bogen fortæller, at det skyldes, at hun er så lille, at hun kun kan rumme én følelse ad gangen. En aften overværer Peter Pan Mrs. Mary Darling i Kensington fortælle eventyr for sine børn, inden de skal sove, og han bliver så fascineret, at han kommer tilbage den ene aften efter den anden for at høre mere. En aften bliver Peter opdaget, og han har så travlt med at komme afsted, at han glemmer sin skygge. Da han vender tilbage for at hente den, vækker han husets datter, Wendy. Wendy hjælper Peter Pan med at fastgøre hans skygge, og han tilbyder Wendy at komme med ham til Ønskeøen/Neverland og blive moder for hans venner der, nemlig de børn, som er blevet borte i Kensington Park. Belønningen herfor skal være evig barndom. Wendy accepterer på betingelse af, at hendes mindre brødre, John og Michael må komme med, og familiens store st. bernhardshund Nana må fortvivlet se børnene flyve afsted, mens den forgæves rykker i sin lænke.
På Ønskeøen oplever børnene mange dramatiske ting, især de stadige kampe mellem Peter Pan og kaptajn Klo. Kaptajn Klo, som er sørøver, har mistet sin ene hånd til en krokodille, og denne forfølger uafbrudt kaptajnen for at sikre sig resten af personen. Heldigvis for kaptajnen har krokodillen slugt et vækkeur, hvis tikken hver gang i sidste øjeblik afslører dens tilstedeværelse. En sjov pointe, at i Neverland, hvor tiden står stille, bliver kaptajn Klo alligevel jaget af tiden. Kaptajn Klo er hævngerrig på Peter Pan, som han giver skylden for tabet af hånden. Wendy bliver ustandselig provokeret af Klokkeblomst, som er jaloux på hende. Peter Pan er ofte glemsom og lever i sin egen fantasiverden. Til sidst finder Wendy ud af, at hendes plads er i Kensington hos sin syge moder, og hun overtale sine brødre til at tage tilbage sammen med hende. Peter bliver på Ønskeøen, men lover at hente Wendy en gang om året - så hun kan hjælpe ham med hans forårsrengøring. Ja, det er stærke sager.
I 1991 lavede Steven Spielbergs spillefilmen "Hook" med Robin Williams som Peter Pan, Dustin Hoffmann som kaptajn Klo, Bob Hoskins som bådsmand Smisk og Julia Roberts som Klokkeblomst. Senest i 2004 har australieren P.J. Hogan lavet en filmatisering af Peter Pan.
J.M. Barrie levede i nærheden af Kensington Gardens en stor del af sit liv. Allerede i 1906 begyndte Barrie at planlægge en statue i parken, og i 1912 blev statuen af Peter Pan, udført af George Frampton, rejst på vestbredden af Long Water søen. Han står på en træblok, omgivet af skovens dyr og små vingede væsener. Der var ingen højtidelig indvielse af statue, idet Barrie simpelthen indrykkede denne annonce i The Times:
|
Der er en overraskelse til de børn, som kommer til Kensington Gardens for at fodre ænder her til morgen. Nede ved den lille bugt på den sydvestlige side af søen vil de finde en 1. majgave fra Mr. J.M. Barrie, en statue af Peter Pan, som spiller på sin fløjte, siddende på en træblok med alfer, mus og egern omkring sig. Den yndefulde bronzestatue af "drengen, som ikke ville blive voksen" er af Sir George Frampton..
|
Ikke alle var lige glade for statuen, og mindst af alt dens placering. Der blev stillet spørgsmål i Underhuset om, hvorvidt det var tilladeligt, at en forfatter opstillede en statue i en offentlig park for at promovere sine egne værker. Statuen står dog fortsat i Kensington Park, og der er kopier af Peter Pan i Liverpool, Canada, Brüssel, Australien og New Jersey, USA.
Et par uger efter at vi var kommet hjem, så vi en dejlig film på TV: "Finding Neverland" fra 2004. Filmen fortæller om den unge skotske forfatter J.M. Barrie, hvis seneste skuespil modtages lunkent af publikum. Han keder sig i sit ægteskab og længes efter ny inspiration. Den møder han overraskende i Kensington Gardens i form af den unge enke Sylvia Llewelyn Davies og hendes fire drenge Peter, Jack, George og Michael. Sammen opbygger de et eventyrligt univers, befolket med konger og riddere, cowboys og indianere, pirater og skibbrudne, og resultatet bliver teaterstykket "Peter Pan - drengen, der nægter at blive voksen". Johnny Depp spiller J.M. Barrie, mens Sylvia bliver spillet af Kate Winslet. En hjertevarm film, som jeg godt kan anbefale. Husk kleenex til afslutningen.
Peter Pan ville formentlig have nydt den legeplads, som blev anlagt til minde om prinsesse Dianas død. Det ville prinsessen sikkert også, da kærlighed til børn er en af hendes egenskaber, man synes at være enige om. Legepladsen, som hedder "Diana, Princess of Wales' Memorial Playground", åbnede i juni 2000. Midt på legepladsen står et stort sørøverskib, og foran det er der en kunstig strand. Her ligger også nogle indianerhytter, og der er masser af muligheder for, at ungerne kan lege. I sommerferien er der børneunderholdning tre gange om dage. Endelig er der siddepladser til de voksne samt en café med toiletter - det skal nævnes, at London ikke er overbefolket med nødtørftsanstalter. Den tidligere legeplads, som lå på stedet, var anlagt/sponseret af J.M. Barrie, så det.
Efterfølgende spadserede vi (vestpå) ad kensington Road hen til det monstruøse mindesmærke, som dronning Victoria har sat efter sin elskede ægtefælle, prins Albert af Saxe-Coburg og Gotha og Victorias fætter. De blev gift i 1840, og Albert blev ikke alene Victorias hengivne ægtefælle men også hendes vigtigste rådgiver på posten som dronning og kejserinde over verdens største imperium. Albert døde i 1861, og den sørgende enke bar sort i resten af hendes (lange) liv; Victoria døde i 1901.
Statuen af prins Albert, som er lavet af Sir George Gilbert Scott, stirrer ud over South Kensington kulturcenter, hvor der foruden Royal Albert Hall også ligger tre større museer - dem kommer jeg tilbage til på en af de øvrige sider. Dette område er et af Alberts store projekter, "the Great Exhibition", som fandt sted i 1851. Den var den første i en række af verdensudstillinger, hvor de seneste fremskridt indenfor landbrug og industri blev vist frem, og den fremskridtsvenlige Albert stillede sig entusiastisk i spidsen for den komité, som forestod dette enorme projektm hvor Storbritannien kunne vise sin overlegenhed i forhold til sine kolonier og protektorater, og ikke mindst i forhold til andre "mindre civiliserede" nationer. Der blev opført en særlig bygning, som fik øgenavnet "Crystal Palace", til at rumme udstillingen, hvortil kom bidrag fra hele verden. Bygningen, som var mere end 550 meter lang, blev siden flyttet til Sydenham i det sydlige London, hvor den nedbrændte i 1936. 6 millioner besøgte udstillingen, og indtægterne blev brugt til at opføre Victoria and Albert Museum, Science Museum og Natural History Museum. Området fik i folkemunde navnet "Albertopolis".
Efter Alberts død blev der udskrevet en national konkurrence for et passende mindesmærke, og Victoria selv valgte vinderen,
Scott, som fra 1864-1876 opførte dette gotiske monster. Monumentet kostede £120.000, og beløbet blev delvist rejst ved offentlig indsamling. Mindesmærket er spækket med allegorier: de fire ydre hjørner viser Afrika, Asien, Amerika og Europa. Over Alberts hoved ses Landbrug, Produktion, Ingeniørkunst og Handel. Spidsen, som hæver sig næsten 60 meter over sin base, er udsmykket med billeder på Tro, Håb, Kærlighed og Ydmyghed. Søjlerne, som støtter baldakinen, er skåret ud af et enkelt stykke granit og vejer 17 tons hver. Det skal efter sigende have taget 8 mænd 20 uger at tildanne og polere søjlerne
Charles, den engelske tronfølger og prins af Wales var under et voldsomt pres for at finde en passende pige at gifte sig med og producere en tronarving. Hans kærlighed, Camilla havde giftet sig med Andrew Parker Bowles, så vistnok fra en liste over passende partier valgte den 31-årige ungkarl Diana Spencer, datter af jarl Spencer som sin hustru og kommende dronning af England. Valget af en naiv og lidt sky teenager syntes perfekt, og parret blev forlovet i begyndelsen af 1981. Da Charles på TV blev spurgt, om de var forelskede, svarede han kryptisk "Whatever love is". Diana, som hidtil havde levet en fuldstændig anonym tilværelse, befandt sig pludselig i medierne spotlight, hvilket må have været overvældende. Hun flyttede fra den lejlighed, som hun havde delt med en skolekammerat, ind på Clarence House, hvor Charles' bedstemoder boede. Den 29. juli 1981 blev de gift i St. Paul's Cathedral, og Charles' moder, dronningen havde erklæret dagen for national helligdag. Bryllupsfesten blev holdt på Buckingham Palace. Ved ægteskabet blev Diana prinsesse af Wales.
Inden deres 1-års bryllupsdag fødte Diana deres første søn, William. Diana insisterede på at have sønnen med på deres rejse til Australien, hvor Diana blev umådelig populær hos befolkningen. I 1984 fødte Diana deres anden søn, Harry, og hun havde nu "gjort sin pligt", som hun selv spøgende sagde. Det fortælles, at Charles var utilfreds med, at Harry havde Spencer-familiens røde hår.
Allerede i 1970 havde Charles mødt Camilla. Camilla var en frisk og ligefrem kvinde, som delte Charles' kærlighed til heste, hunde, rævejagt og skydning, og de gik på rævejagt sammen, og Camilla overværede Charles spille polo. Året efter gik Charles ind i flåden, og han havde ingen hast med at slå sig til ro. Camilla vendte tilbage til sin gamle kæreste, Andrew Parker Bowles. I 1973 blev de gift, og de fik to børn i hhv. 1974 og 1979, og prins Charles var gudfader til den ene af sønnerne.
Det gik op for Diana, at Charles stadig sås med sin gamle flamme, Camilla, og hun begyndte selv at have affærer. Da dette kom til offentlighedens kendskab, gik hun på skærmen i et BBC program, og hun fortalte, at "der var tre i deres ægteskab", at hun vidste, at hun aldrig ville blive dronning, men at hun blot ønskede at være "dronning af folkets hjerter". Charles fortalte offentligheden, at han først havde været utro, efter at deres ægteskab uigenkaldeligt var ødelagt, hvorefter dronning Elisabeth opfordrede parret til at blive skilt. Diana flyttede ind på Kensington Palace med sine to sønner.
Hun fortsatte med at støtte forskellige områder, som hendes hjerte brændte for, såsom hjemløse, spedalskhed og AIDS. Du har sikkert også set billeder fra Angola i 1997, hvor hun gik rundt i et område, som var blevet ryddet for landminer. Diana satte på forslag af sønnen William mange af sine fantastiske dragter på auktion; salget indbragte omkring 2 millioner pund, som blev givet til godgørenhed. Pressen og offentligheden elskede hende for det.
Senere samme år var hun med sine sønner på ferie i Sydeuropa, hvor de bl.a. opholdt sig på en yacht, som tilhørte Mohammed Al Fayed, den egyptiskfødte ejer af Harrods. Hjemme i England holdt Charles Camillas 50-års fødselsdagsfest på hans slot i Highgrove.
Nogle uger senere vendte Diana tilbage til yachten og var der nogen tid sammen med Al Fayeds søn Dodi. Da de vendte tilbage til Hotel Ritz i Paris, forærede Dodi en "venskabsring" (£50.000) til Diana. Om aftenen bad Dodi sin chauffør om at samle parret op ved hotellets bagindgang for at undgå fotograferne, og de kørte fra hotellet i rasende fart. Som alle ved, endte turen med, at vognen kolliderede med en søjle i en tunnel, og Dodi og chaufføren blev dræbt øjeblikkeligt, mens Diana blev hårdt såret. Hun blev bragt til et hospital, hvor hun døde om morgenen den 31. august 1997.
Nationen gik i sorg, og en bølge af fordømmelse slog imod de medier, herunder paparazzi fotografer, som havde jagtet Diana de sidste 16 år. Den kongelige familie, som var på sommerferie på Balmoral i Skotland og ikke viste tegn til at vende tilbage til London, blev udsat for massiv kritik fra befolkningen, som især var fortørnede over, at der ikke blev flaget på halvt på Buckingham Palace. Om natten fløj Charles til Paris sammen med Dianas to søstre for at bringe Dianas legeme tilbage til England. Titusinder af gæster kom med blomster og andre hjertevarme hilsener og anbragte dem foran Kensington Palace og Buckingham Palace. På alle rådhuse i England blev der fremlagt kondolencebøger, og folk stod i lange køer for at bevidne deres deltagelse. Disse bøger kan ses i det museum, som Dianas familie åbnede for hende i Althorp House
Da den kongelige familie langt om længe vendte tilbage til Buckingham Palace, gik dronning på TV (live). Hun roste Diana for at være " an exceptional and gifted human being", og hun fortalte, at hun beundrede Diana for hendes deltagelse i velgørenhedsarbejde, hendes kærlighed til børn og for den kærlighed, som hun inpirerede.
Den 6. september 1997 blev diana begravet, og for første gang nogensinde flagede man på halvt på Buckingham Palace. Formålet med flaget er at symbolisere kontinuiteten i monarkiet, så selv ved monarkens død forbliver flaget i top. Det er den samme holdning, som ligger bag den gamle proklamation "kongen er død, længe leve kongen", men forkestemningen var for stærk til at opretholde traditionen.
Kisten, hyllet i den kongelige standard, blev kørt på en kanonlavet. Bag den gik Charles, sønnerne William og Harry samt dronningens ægtefælle prins Philip og Dianas broder Earl Spencer. Herefter fulgte repræsentanter for alle de foreninger, som Diana havde støttet. Offentligheden mødte op i stort tal langs ruten, og mange flere fulgte begivenheden på TV. Begravelsen blev overværet af kongelige, indenlandske og udenlandske skuespillere, sangere samt specielt indbudte gæster.
Premierminister Tony Blair læste bibelteksten, Elton John sang sit hit "Candle in the Wind", som han havde iklædt nye ord. Denne skulle siden blive den mest solgte single nogensinde og indbragte millioner af pund til godgørenhed. Earl Spencer afleverede en hyldest til sin søstre. Uhørt klappede de sørgende inde i ærværdige Westminster Abbey; det samme gjorde den store menneskemængde, som fulgte ceremonien på kæmpeskærme i Hyde Park. Diana blev begravet ved en privat familieceremoni på familiens gods, Althorp House, hvor hun ligger på en lille ø ude i en sø på ejendommen. Besøgende kan komme ned til søen, hvor der er opstillet et mindesmærke for Diana.
|
Life is mostly froth and bubble,
|
Som nævnt kom vi tilbage til Kensington fredag den 31. august 2007 på 10-årsdagen for Dianas død. Vi kom hen på eftermiddagen og opsøgte først den fontæne, som var opført til minde om prinsessen. Den ligger i det sydvestlige hjørne af Hyde Park og lige syd for Serpentine Lake og øst for Serpentine Gallery. Fontænen er designet af den amerikanske landskabsarkitekt Kathryn Gustafsonog kostede 6.4 millioner pund. Grundstenen blev nedlagt i 2003, og dronning Elisabeth indviede fontænen den 6. juli 2004 i overværelse af Dianas sønner William og Harry samt Dianas broder Earl Spencer.
Som du kan se på billedet, er der ikke tale om et springvand, hvilket ellers er det, jeg forbinder med en fontæne, men snarere en kæmpemæssig, oval granitskulptur, hvor vand løber ind i den høje ende og derefter deler sig i to retninger for at mødes igen på det laveste punkt. Herefter sendes det tilbage til udgangspunktet. Der kan anlægges mange fortolkninger på dette kunstværk: livets cirkel, to mennesker, som mødes, skilles for at mødes igen eller bare livet og døden. Fontænen er ca 50 x 80 meter og omgivet af græs. Det var fra begyndelsen tilladt at bade/soppe i vandet, men da der umiddelbart efter åbningen forekom flere uheld med personer, som faldt på det våde underlag, er dette ikke længere at gå eller løbe i vandet, men man må (vistnok) sidde på kanten og bade sine fødder. Der er lavet tværgående ribber i granitten for at gøre den skridsikker.
Vi så også en del af den 10 km lange "memorial walkway", "mindesti", som er anlagt gennem Londons parker til minde om Diana. Stien passerer Kensington Palace, hvor Diana boede en stor del af sit liv, Buckingham Palace, hvor Diana boede efter forlovelsen, Clarence House, hvor dronningemoderen residerede, St James' Palace, hvor Diana havde kontor samt Spencer House, som på et tidspunkt var Spencer familiens domicil i London. På stien er anbragt 70 mindetavler, som viser vej.
Da vi kom op til Kensington Palace, var der forsamlet et par tusinde mennesker. Nogle bar T-shirts med et billede af Diana, andre havde skrevet hendes navn i panden. Endnu flere lagde blomster og hilsener ved hegnet til paladset. Mange havde lavet collager med billeder af den billedskønne Diana, nogle havde skrevet personlige hilsener og digte. TV-journalister omgivet af fotografer med håndholdte videomaskiner spurgte tilfældige sagesløse besøgende om, "hvad de følte lige nu".
Jeg talte lidt med en ældre kvinde, som undskyldte, at hendes søn masede sig frem, men han ville gerne fotograferes sammen med en af de mange flotte collager af prinsesse Diana. "Han elskede Diana", sagde moderen om drengen, et såkaldt "mongolbarn" på en snes år eller mere.
En del af de ophængte "hilsener" gik til prins Charles og Camilla. Mange bebrejdede Charles, at han ikke havde behandlet Diana efter fortjeneste. Andre fastslog, at Diana var folkets prinsesse, og at Charles og Camilla aldrig ville blive britisk kongepar. En ældre kvinde bag mig hvislede, at Camilla "was a bloody whore".
Mange udtalte højlydt, at de ville vende tilbage hvert år på dagen, så længe de levede. Vi spadserede fra paladset ned mod Royal Albert Hall for at tage metroen til Knightsbridge for at se, hvorledes tilbedelsen af Diana fandt sted i stormagasinet Harrods.
Som tidligere nævnt ejer Dodis fader, Mohamed Al Fayed, Englands mest prestigefyldte stormagasin, Harrods, og der var larmende protester, da han i 1985 købte dette nationale symbol for 615 millioner pund. Stormagasinets historie går tilbage til 1834, og det har haft den nuværende beliggenhed siden 1849. I december 1883 brænte bygningen ned til grunden, men forretningen fortæller stolt, at den desuagtet opfyldte alle aftaler med kunderne om rettitidig leverance af julegaver mv. til sine kunder, som bl.a. talte prominente personer som Oscar Wilde, Lilly Langtry, Noël Coward, Sigmund Freud og A.A. Milne. Det skal bemærkes, at den britiske kongefamilie gennem årene har været trofaste kunder hos Harrods.
Vi havde været i Harrods for nogle år siden og beundret den fantastiske indretning, som mere leder tanken hen på et museum end på et stormagasin. Ved foregående besøg havde der været forbud mod at fotografere i forretningen, formentlig for ikke at støde kunderne, men denne gang så vi ingen forbudsskilte af den art. Vi osede gennem bare nogle få af forretningens 330 afdelinger, hvor især fødevareafdelingen var imponerende. På en travl dag kommer her mere end 300.000 kunder. En ugs tid efter vores hjemkomst læste jeg, at Harrods havde anskaffet en egyptisk cobraslange for at beskytte skoafdelingen, og især et par sandaler udført af Rene Caovilla. Nu var det heller ikke et par helt almindelige sandaler, idet de var besat med rubiner, safirer og diamanter. Det fortæller lidt om stilen i Harrods, som er meget egyptisk inspireret med pyramider, sfinxer, faraoner mv. og hertil kommer den fantastiske egyptiske elevator.
Mohamed Al Fayed har lod i 1998 indrette et midlertidigt mindesmærke for Diana og Dodi ved foden af den smukke egyptiske elevator. Her er opstillet portrætter af parret, og ved siden af dem løber et springvand. En akryl pyramide bærer denne indskrift: "The wine glass has been preserved in the exact condition it was left on the couple’s last evening together at the Imperial Suite at the Hotel Ritz in Paris. Dodi bought this engagement ring for Diana on the day before the tragedy". Kl 11 havde Mohamed Al Fayed bedt alle tilstedeværende holde to minutters stilhed i stormagasinet og mindes prinsesse Diana og hans søn, og i dagens løb havde besøgende lagt adskillige buketter ved mindesmærket. Al Fayed har for længst bestemt, at dette mindesmærke skal blive stående i hans stormagasin.
Vi tog den egyptiske elevator op på tredje etage, hvor der er opstillet en bronzestatue af Diana og Dodi. Statuen, som er lavet af husets fast tilknyttede kunstner gennem 40 år, Bill Mitchell blev indviet på samme dato to år tidligere. Den bærer titlen "Innocent Victims", "Uskyldige Ofre". Statuen er inspireret af Diana og Dodis sidste dage sammen ved Middelhavet. Man ser et dansende par under vingerne af en albatros, symbolet på frihed og evighed. Og deres fødder skylles af Middelhavet. Måske ikke noget betydeligt kunstværk, men en hyldest fra en ulykkelig fader til sin søn og dennes kæreste.
Mohamed Al Fayed har haft svært ved at acceptere, at Dianas og Dodis død skyldtes et uheld, Han har gennem fæere år haft detektiver til at undersøge sagen, og det fremgår af hans hjemmeside, at ""Mohamed Al Fayed will go on fighting to reveal how his son and the Princess were murdered and who is responsible.". Mohamed Al Fayed er overbevist om, at "Folkets Princesse" blev dræbt på grund af hendes engagement i forbud mod fremstilling, salg og anvendelse af landminer. Dette engagement er efter hans mening en trusel, ikke alene mode den britiske stat, men mod den kongelige familie selv. Du kan finde Al Fayed hjemmeside her.
I Guards Chapel i nærheden af Buckingham Palace i London havde prinserne William og Harry organiseret en mindegudstjeneste for deres moder. Der var inviteret omkring 100 gæster, deriblandt dronning Elizabeth II og prins Philip. Prins Edward, Charles' Yngre broder deltog også, det samme gjorde hans søster prinsesse Anne. Premierminister Gordon Brown og tidligere premierministre John Major og Tony Blair samt repræsentanter fra de 110 godgørende organisationer, som Diana støttede. Sir Elton John var også med, men denne gang uden at optræde. Mohamed al Fayed, som næsten direkte har beskyldt prins Philip for at stå bag komplottet mod Diana og Dodi, var ikke på gæstelisten, men hans datter Camilla al Fayed deltog. Prins Charles havde ifølge aviserne udvirket, at hans hustru Camilla var blevet inviteret, men der rejste sig en voldsom modstand mod hendes deltagelse i medierne, så det endte med, at hun rejste til udlandet, mens ceremonien fandt sted.
Prins William, som var 15 år, da Diana døde, læste fra Paulus' brev til efeserne, hvori han beder om indre styrke. Prins Harry sagde i en bevægende tale, at han og hans broder hver dag tænkte på deres døde moder. Diana var den bedste moder i verden og deres ven og beskytter. Ærkebiskoppen af Canterbury genkaldte sig Dianas evne til at række ud mod de udstødte og glemte. Biskoppen af London sagde, at det nu var på tide at lade Diana hvile i fred. "Lad det slutte her."
Og som om det ikke var nok. Dagen efter så vi på TV filmen "The Queen" fra 2006 med Helen Mirren i rollen som Elisabeth II, en rolle hun fik en oscar for som bedste kvindelige skuespiller. Man følger hoffets reaktioner, eller rettere manglende reaktioner, i dagene efter Dianas død. Det engelske folk går i dyb sorg, dronningen mener, at følelser er noget, der hører hjemme i privatlivet. Og da Diana ikke længere en del af kongefamilien, er hendes død ikke et statsanliggende, og der er ingen grund til, at dronningen skal afbryde sin ferie på Balmoral Castle i Skotland. Begravelsen af Diana er en privatsag, som bedst varetages af Spencer familien. Den nyindsatte premierminister Tony Blair, den første premierminister fra Labour i 18 år - spillet af Michael Sheen - har en anden holdning til tingene, og han udfordrer hoffets tilsyneladende følelseskolde holdning. Blair udsender en pressemeddelelse, hvori han beskriver Diana som "Folkets Prinsesse", en titel, som stadig klæber til hende. En udmærket film efter vores mening. Men nu ikke mere kongerøgelse foreløbig.
Hvis du har lyst, kan du nedenfor vælge at studere en anden af de London-sider, jeg har begået. Ellers tak for besøget.
