En spadseretur fra tempel til tempel

I dag kan du komme med os på en spadseretur "fra tempel til tempel". Jeg har ikke selv fundet på denne lidt besynderlige titel, den stammer fra en hjemmeside, som jeg benyttede, da vi planlagde vores Londontur hjemmefra, nemlig www.londontourist.org. Denne hjemmeside indeholder et væld af oplysninger om London, og den er herligt fri for reklamer. Den beskriver også fire spadsereture, man kan foretage i London, og vi var faldet for "walk 3: Temple to Temple".

Turen vil bringe os forbi forskellige templer: Temple undergrundsstation, Somerset House, som med lidt fantasi godt kan ligne et tempel, Frimurernes Tempel, juraen hellige templer, Temple Church osv.

Temple Tube Station

Vi begyndte med at tage til Temple undergrundsstation, som ligger på Circle og District lines. Stationen har fået navn efter den nærvedliggende Temple Church, som også har givet navn til the Inns of Court, Inner Temple og the Middle Temple - men dem kommer vi til. Vi begyndte turen med at gå op på stationens udsigtsplatform, hvorfra der er en dejlig udsigt over Themsens sydlige bred. Lige nedenfor vores fødder løb the Embankment, som oprindelig blev opført af romerne for at modvirke det kraftige tidevand i floden. I dag er Embankment en af de mest befærdede færdselsårer i London. Det fortælles, at enhver taxachauffør tager en tur langs Embankment - uanset hvor kunden skal hen. Jeg kan dog ikke bekræfte denne påstand, da vi ikke prøvede at køre taxa i London på vores tur.

HMS Wellington

Vi kom ned på Embankment ganske få meter fra HMS Wellington. HMS Wellington, som er fra 1934, sejlede først på New Zealand og Kina, indtil hun blev kaldt hjem til England ved anden verdenskrigs udbrud. Her gjorde hun tjeneste som konvojeskorte i Nordatlanten. Hun deltog også i "Operation Dynamo", som var evakueringen af tropper fra Dunkirk. Skibet, som er det sidste "nulevende" i den såkaldte Grimsby klasse, har siden 1948 været fortøjet her ved Themsen. Det fungerer som et flydende museum og bibliotek og er hovedkvarter for "Honourable Company of Master Mariners", som omdøbte hende til HQS (Her Queen's Ship) Wellington. Skibet kan lejes til konferencer og middagsselskaber. Skibet blev i 2005 overtaget af The Wellington Trust, som er en godgørende institution med det formål at bevare skibet for nationen.

Somerset House

Vi spadserede vestpå hen ad Embankment - i retningen af parlamentsbygningen. Her kom vi snart til Somerset House, som ligger lige øst for Waterloo Bridge, tidligere for skattevæsenet, nu huser det tre museer og gallerier samt et par restauranter. Vi gik ind ad hoveddøren fra Embankment og op ad trapperne. Det lille museum eller snarere galleri, Hermitage Rooms, som er udsmykket i samme stil som Eremitagen i Vinterpaladset i St Petersborg, havde en udstilling af den såkaldte Malmaison samling. Den består af malerier og skulpturer, som er samlet af Napoleons hustru Josefine samt en af Josefines dragter. Udstillingen var lavet i samarbejde med Eremitagemuseet. I hovedbygningen ligger også Gilbert Collection, men vi besøgte ikke nogen af udstillingerne.

Et par etager oppe kom vi ud på en af de smukkeste slotspladser i England, hvor vi beundrede det forrygende springvand. Ved vintertid anvendes pladsen som skøjtebane. I august måned blev der vist film på en kæmpemæssig udendørs skærm 10 aftener i træk. Inden filmen kunne man varme op med mad og drikke samt musik af en DJ.

I 1539 købte Edward Seymour, jarl af Hertford, et stykke land ved Chester Place af Henrik VIII. Da Edward VI kom på tronen i 1547, blev Seymour udnævnt til hertug af Somerset, og et par år senere lod han opføre en imponerende residens til sig selv og sin familie. Han udnyttede reformationens opløsning af klostervæsenet til at inkludere nogle kapeller og klostre, som hidtil havde tilhørt St. Paul's Cathedral. Bygningen var et af de tidligste eksempler på engelsk renæssancebyggeri i England. Imidlertid faldt hertugen af Somerset i unåde og mistede både gods og hoved. Prinsesse Elizabeth boede her nogle år, før hun i 1558 blev kronet som Elizabeth I af England. Dronning Anne fra Danmark, som var gift med James I af England og Skotland anvendte slottet som residens, hvorfor det i en periode bar navnet "Denmark House".

Efter borgerkrigen i England mellem Parlamentaristerne ("rundhovederne") og Royalisterne ("kavalererne") blev Somerset House sat til salg, uden at der meldte sig en køber, og i en periode tjente bygningen som hærens hovedkvarter. I 1658 lå Oliver Cromwells døde legeme her.Somerset House blev renoveret af Christopher Wren i 1685, men i de følgende hundrede år gik bygningen i forfald.

Der havde i mange år været udbredt kritik af, at der manglende store, offentlige bygninger i London, og i 1775 vedtog parlamentet, at der skulle opføres en bygning, hvori en række offentlige institutioner som The Salt Office, The Stamp Office, The Tax Office, The Navy Office, The Publick Lottery Office m.fl. skulle have til huse.

Den centrale del af det nyklassicistiske bygningsværk blev bygget fra 1776–1796; nord- og sydfløjen er kommet til i 1800-tallet. Under anden verdenskrig modtog Somerset House flere træffere, og både sydfløjen og vestfløjen led stor overlast. Skaderne blev først udbedret i begyndelsen af 1950-erne. BBC's nytårsshow 2006 blev sendt fra Somerset House.

Vi forlod pladsen gennem en buegang i den nordlige fløj, hvor der på 1. og 2. etage befinder sig et mindre galleri, Courtauld Collection. Samuel Courtauld var tekstilfabrikant og kunstmæcen, som i 1931 grundlagde Courtauld Institute, hvor kunsthistoriestuderende fik mulighed for at opleve stor kunst. Hans store samling af især franske impressionister blev i 1900 samlet her i Somerset House. Samlingen indeholder også værker af kendte kunstnere som Rubens, van Dyck, Renoir, van Gogh og Zezanne samt - en af mine favoritter - Kokoscha. Den aktuelle udstilling hed "Temptation in Eden: Lucas Cranach's Adam and Eve".

St Mary-le-Strand

Vi gik til højre ad the Strand og nåede frem til St Mary-le-Strand, som er den officielle kirke for "the Women's Royal Naval Service", og i kirken skal være en mindebog over alle medlemmer, som er død i tjeneste. St Mary, som er opført i barok byggestil, blev bygget som følge af, at parlamentet i 1711 besluttede, at der skulle opføres 50 nye kirker i London og dets forstæder. De kirker, som resulterede af denne beslutning, kaldes for "Queen Anne churches", og vi ved, at dronningen var særlig interesseret i St Mary-le-Strand, som var den første i rækken. Efter de oprindelige planer skulle kirken ikke have haft noget spir, men i stedet en 75 meter høj søjle med en fem meter høj statue af dronningen på toppen. Efter dronningens død droppede man planerne om søjlen, men da fundamentet var lagt, var det ikke muligt at forsyne den med større spir. Den første kirke med dette navn går dog tilbage til begyndelsen af 1200-tallet. Charles Dickens' forældre blev viet her i 1809. På grund af renovering kunne vi ikke komme ind i kirken, så vi fortsatte og kom snart efter frem til St Mary's tvillingkirke, St Clement Danes, som vi havde sat os for at besøge. St Mary-le-Strand og St Clement Danes kaldes undertiden for "de to økirker", hvilket skyldes, at de i sin tid lå på en ø. Det gør de næsten også i dag, idet de to kirker ligger meget fredeligt midt i et ellers brølende trafikhav.

St Clement Danes

Det menes, at den første kirke på stedet blev bygget af danskere, som levede her i 800-tallet. Placeringen ved floden mellem City of London og det, der i dag hedder Westminster, tiltrak mange danskere, som på den tid beherskede mere end halvdelen af England. Da danskerne jo var en søfarende nation, opkaldte de deres kirke efter de søfarendes helgen, St Clemens. Danskerne selv blev kaldt for the St Clement Danes. Clement var pave i Rom indtil kejser Trajan omkring år 100 bandt ham til et anker og kastede ham i havet. Kong Harold I med tilnavnet "Harefod" blev genbegravet her i 1040. Han var oprindelig blevet begravet i Westminster Abbey, men da hans (formodede) broder Hardeknud kom til magten, blev hans krop gravet op, parteret og kastet i en mose; ingen blødsødenhed. Hans tilhængere gravede kroppen op igen og han blev som nævnt begravet i St Clement Danes. Kirken blev genopført flere gange, dels under Vilhelm Erobreren og dels i middelalderen. Da vi kom ind i 1600-tallet var kirken så medtaget, at den måtte rives ned, hvorefter den blev genopført af selveste Christopher Wren og indviet i 1682. Spiret er dog først kommet til i 1719. I 1700-tallet var St Clement Danes en populær kirke, hvis menighed omfattede berømtheder som Edmund Burke, James Boswell, David Garrick og Samuel Johnson. Om natten til den 10. maj 1941 under et af de sidste angreb under "Battle of Britain" blev kirken ramt af en fuldtræffer, og næste morgen var den næsten brændt ned; kun ydermurene, tårnet og spiret overlevede på mirakuløs vis.

Efter en offentlig indsamling af midler blev kirken fuldstændig restaureret og den 19. oktober 1958 genindviet som Royal Air Forces hovedkirke, en status, som kirken fortsat har. Indvielsen skete i overværelse af dronningen. I forbindelse med restaureringen blev der over hoveddøren til kirken sat en inskription på latin: "Bygget af Christopher Wren 1682. Ødelagt af krigens tordenkiler 1941. Genopført af the Royal Air Force 1958". Udenfor kirken står statuer af premierminister Gladstone (1809 - 1898) samt to RAF-ledere under krigen, Arthur Harris og Hugh Dowding. Arthur Harris var hovedmanden bag tæppebombning af tyske byer, hvilket især skete om natten for at underminere den civile befolknings moral. Hugh Dowding var leder af "Battle of Britain" og hovedmand bag planlægningen af luftforsvaret, herunder indførelse af radarteknik. Der holdes jævnligt gudstjenester i kirken for at mindes eller fejre begivenheder eller personer med tilknytning til RAF. Herudover er der gudstjeneste i kirken hver søndag kl 11. Kirken og krypten er i øvrigt spækket med RAF-symboler, men kom nu med indenfor.

Da jeg kom ind i kirkerummet, fik jeg en overvældende fornemmelse af lys, hvilket ikke er sædvanligt i en engelsk kirke, som ofte fremkalder lettere klaustrofobiske fornemmelser. Christopher Wren har givet kirken en cirkulær apsis, hvori er indsat masser af glas, som bader rummet i lys. Englene, som pryder apsis samt prædikestolen med den smukke udskæringer, overlevede blitzen i 1940-41, idet de var stuvet af vejen i krypten i St Paul's Cathedral. Kirkestolene er som alt andet træværk i kirken af mahogni.

Gallerierne er understøttet af kvadratiske murpiller, oven på hvilke er smukke korintiske søjler, der understøtter det hvælvede loft. Oppe på et af gallerierne kunne vi se et dannebrogsflag. Det er utroligt, så dansk man bliver, når man er i udlandet. Men nu er det jo ikke alene det ældste flag i verden, men også det smukkeste, som alle danske ved. Desværre er der af sikkerhedsmæssige årsager ikke adgang til galleriet.

Kirkens gulv er udsmykket med emblemer fra omkring 800 RAF-enheder. I nærheden af indgangsdøren er en ring af emblemer fra Commonwealth luftstyrker uden om en tilsvarende ring fra RAF. På gulvet i den nordlige ende af midtergangen er et mindesmærke over de polske piloter, som så tappert deltog i forsvaret af England og befrielsen af Europa under anden verdenskrig. I glaskabinetter langs væggene er fremlagt 10 store læderindbundne bøger med navnene på de engelske og amerikanske piloter, som gav deres liv; omkring 175.000 navne er registreret i disse mindebøger. Oppe ved altret er der plaketter med navne på personer, som modtog Viktoria korset eller St George korset. I galleriet hænger bannere for enheder, som i tidens løb er blevet opløst. De bageste kirkestole er reserveret til Air Force Board. Herefter følger nogle helt særlige kirkestole, som kan udvides og give ekstra siddepladser ved særlige lejligheder.

Kirkens orgel, som vi desværre ikke hørte, er en gave fra United States Air Force. I det hele taget er kirken fyldt med donationer fra personer og organisationer over det meste af verden. Læsepulten i kirken, der er udformet som en ørn med udbredte vinger, er en gave fra Royal Australian Air Force og altret fra den hollandske ambassade.

Vi så en mindetavle over engelske flyvere, som mistede livet under nedkastninger i Danmark under anden verdenskrig. Den er skænket af veteraner fra den danske frihedskamp; tavlen er dateret 5. maj 1995. Et andet sted så vi et broderi (korssting?) med følgende indskrift:

Here are the names of 47 RAF-airmen
who lost their lives
in the neighbourhood of Horsens
Denmark
during the second world war

Signeret EH/1966.

Det er desværre ikke lykkedes mig at finde ud af, hvem der har lavet broderiet, og hvad der er baggrunden herfor. Skulle du vide noget om broderiet, vil jeg blive taknemlig for en notits i min gæstebog, så skal jeg kontakte dig.

Lige indenfor døren fører en vindeltrappe ned til et kapel i krypten. I mange hundrede år tjente krypten som begravelsesplads, men i 1956 i forbindelse med restaurering af kirken efter blitzen blev resterne kremeret og genbegravet i kapellet. I kryptens vægge ses navne og årstal på de begravede. Krypten er meget enkel, næsten nøgen. Den smukke granitdøbefont er en gave fra det hollandske flyvevåben. Længere fremme ses en smuk kandelaber (paschal), som er skænket af det belgiske flyvevåben. Kapellet er meget stemningsfuldt. Jeg kan varmt anbefale et besøg, og kan du få det til at passe, så kom til en gudstjeneste. Det vil i hvert fald jeg, næste gang jeg kommer til London. I 2007 var der gudstjeneste tirsdag, onsdag og fredag kl. 12.30 samt om søndagen kl. 11.00. Kirken er åben for gæster hver dag fra 9-16.

Savoy Theatre & Savoy Hotel

Herefter vendte vi om og gik samme vej tilbage ad the Strand. På venstre side så vi Savoy Court, hvor det smukke Savoy Theatre ligger. Teatret åbnede i 1881 med det formål at opføre Gilbert og Sullivans værker. Efter sigende var det den første offentlige bygning i verden, som alene blev oplyst med elektricitet. Under en renovering af teatret i 1990, udbrød der brand, og store dele af teatret blev ødelagt. Efterfølgende blev teatret minutiøst ført tilbage til det oprindelige design og kunne åbne igen i 1993. Når man nu var i gang, tilføjede man en ekstra etage med fitness klub og swimmingpool til hotellet ved siden af.

Ved siden af teatret ligger Savoy Hotel, som åbnede i 1889 med legendariske Cesar Ritz som manager og Auguste Escoffier som chef. Escoffier er bl.a. kendt for at have kreeret desserten "Peach Melba" til ære for Dame Nellie Melba. Escoffiers køkkenremedier skal stadig i hotellets besiddelse. Vi stak forsigtigt hovedet i hotellet, som er den smukkeste Art Deco bygning i London. Desværre så vi ikke Kaspar, en alabaster kat, som anvendes som ekstra gæst for ikke at blive 13 til bords. I Danmark ville vi vel kalde ham "Ludvig den 14.".

Covent Garden og Eliza Doolittle

Kort efter Savoy drejede vi til højre op ad Southampton Street og fortsatte mod Covent Garden. Inderst inde havde jeg et svagt håb om at møde Liza Doolittle, min ungdoms Fair Lady. Du husker måske, at det er her, at sprogprofessoren Henry Higgins møder den skønne Eliza med det blomstrende sprog. Han indgår et væddemål med sin ven oberst Pickering om, at han kan lære Eliza at tale engelsk så korrekt, at hun kan passere som hertuginde. Musicalen My Fair Lady, som slog alle hidtidige rekorder, er baseret på Georg Bernard Shaws skuespil, Pygmalion fra 1913. Shaw har igen lånt fra den græske mytologi, hvor Pygmalion er en cypriotisk billedkunstner, som vælger at leve i cølibat, fordi han er træt af kvinders utugtige opførsel. Han snitter sin idealkvinde i elfenben - og forelsker sig selvfølgelig i statuen. Pygmalion ønsker sig brændende, at statuen bliver levende, og elskovsgudinden Venus opfylder hans bøn. Shaws skuespil er historien om den tarvelige, rapkæftede blomsterpige, der får poleret sit sprog, så hun kan opføre sig som en lady. Fredrick Loewe og sangskriveren Alan Jay Lerners musical havde verdenspremiere på Broadway i 1956 med Julie Andrews og Rex Harrison i rollerne som Eliza og professor Higgins.

I 1960 kom My Fair Lady til Danmark, og den skulle have premiere i juledagene 1960. Rollen som Eliza skulle spilles af Ingeborg Brahms, men hun brød sammen få dage før premieren. Forestillingen blev reddet af Gerda Gilboe, der udover sin skuespillerbaggrund havde en uddannelse som opera- og operettesangerinde, og hun spillede og sang bedårende. Mogens Wieth spillede professor Higgins og Osvald Helmuth Doolitle, mens pragtfulde Preben Uglebjerg var Elizas unge bejler Freddy. Jeg købte LP'en med alle numrene - og jeg kan stadig synge dem udenad, hvis du kigger forbi en dag. I 1961 så jeg opsætningen i Århushallen sammen med min skolekammerat Peter. Jeg har også frydet mig over den Oscarbelønnede filmversion med yndige Audrey Hepburn fra 1964. Nå, men vi må videre.

Covent Gardens historie i moderne tid begynder omkring 1630, hvor jorden, som tidligere tilhørte Westminster Abbey og bar navnet "Convent Garden", blev inddraget i et byplanlægningseksperiment og blev udlagt som den første offentlige plads i landet. Den udviklede sig snart til et mindre frugt- og grøntsagsmarked. Dette marked profiterede af den store brand i 1666, hvor markederne i City brændte. De nærliggende teatre i Drury Lane og Bow Street samt de mange prostituerede gav området en blakket ry. Det betød dog ikke, at stedet ikke var meget populært i offentligheden. En yndet sport var at kaste døde katte efter politikere, som søgte valg her. Det synes jeg nok er en urimelig behandling. Katte skal vel også behandles ordentligt. I 1770 blev Covent Garden beskrevet som "the great square of Venus, og området vrimlede efter sigende med tilbedere af den populære kærlighedsgudinde.

Hovedbygningen midt på pladsen er fra 1830; glastaget kom dog først til omkring 1870. Siden kom andre bygninger til, fx Flower Market i 1872; den huser i dag London Transport Museum og National Theatre Museum. Markedet spredte sig til de omkringliggende gader. Allerede før anden verdenskrig stod det klart, at landets vigtigste frugt- og grøntmarked ikke kunne forblive i denne tætbefolkede del af byen, men vi skulle helt frem til 1973, inden udflytning af markedet til Nine Elms i den nordøstlige del af London var en kendsgerning.

Men hvad skulle der ske med de forladte bygninger? Byplanlæggernes rygmarvsrefleks var at rive dem ned for at opføre en ny bydel med hoteller og konferencecentre, men den lokale befolkning modsatte sig denne vandalisme med næb og kløer. I stedet blev markedet renoveret og ombygget til et indkøbscenter, som er blevet meget populært både hos lokalbefolkningen og turisterne.

Covent Garden har længe været forbundet med teatre. Det ældste teater, Drury Lane går tilbage til 1663, mens Covent Garden Theatre i Bow Street åbnede i 1732. I den østlige ende af pladsen ligger The Theatre Royal fra 1603. I det nordøstlige hjørne ligger The Opera House, som for nylig er udvidet voldsomt og blevet renoveret "for en bondegård". Bygningen huser udover den kongelige opera også den kongelige ballet og det tilhørende orkester.

I begge ender af markedspladsen optræder gadeartister: jonglører, klovne, mimikere, musikere m.fl. til moro for offentligheden. De optrædende i Covent Garden skal have en licens, som de skal betale en høj pris for at opnå, så det er ikke mærkeligt, at de optrædende er energiske for at indkassere drikkepenge af tilskuerne. Kvaliteten er meget høj, og mange professionelle artister har efter sigende påbegyndt deres karriere her. Vi stod et kvarters tid og betragtede et musikensemble, som spillede klassisk musik. Mens de spillede, var de i stand til at involvere mange af børnene, som stod omkring.

Området er behageligt fri for trafik, og det er en fornøjelse at ose rundt i arkaderne og besigtige de mange små specialbutikker. Der er mange spisesteder her. Vi prøvede dem ikke, men prisniveauet lå tilsyneladende i overkanten.

Vi gik igennem operabygningen, især for at se "Floral Hall", det oprindelige blomsterhal, som er blevet inkluderet i bygningen, og kom ud i Bow Street.

Frimurernes Tempel

Vi fortsatte op ad Bow Street og drejede til højre ad Long Acre for at gå østpa ad Great Queen Street. Foran så vi en kæmpemæssig bygning, Freemason's Temple, Frimurernes Tempel. Jeg har altid været lidt fascineret af frimureriet, og jeg havde en arbejdskammerat, som var deltager. Han forsøgte et par gange at interessere mig for sagen, uden at jeg fik meget at vide om logen og dens formål. Jeg har siden opdaget, at frimureriet går tilbage til middelalderens laugvæsen, hvor håndværkere var bundet til et bestemt område, fx til en by, og altså ikke frit kunne rejse hen og arbejde, hvor de lystede. Der opstod imidlertid en gruppe af "frie murere", som ikke var bundet til et bestemt laug, og som søgte arbejde, hvor de kunne få det. Da de kom meget omkring og arbejdede som bygmestre og arkitekter, blev de meget dygtige til deres fag. Frimureriet menes at have sin rod i middelalderens katedralbyggeri, som for almindelige mennesker nærmest blev opfattet som magi og sortekunst. Alle andre bygninger var små og uanseelige og bygget i træ, og katedralernes hemmeligheder var kun kendt af en lille, eksklusiv skare af murere og bygmestre.

Da frimureriet i lange perioder var forbudt, holdt de hemmelige møder i lukkede rum, deres loge, hvortil kun medlemmer havde adgang. Der opstod forskellige ritualer, fx i forbindelse med optagelse af nye medlemmer, og når et medlem skal forfremmes til en højere grad i hierarkiet. Der optages kun mænd, dog finder der særskilte kvindeloger i nogle lande. Frimurerne anser religion som et privat anliggende, dog skal man tro på en højeste væsen eller en skabende gud. Det forhold, at frimurere anser religion som en privatsag, har selvfølgelig bragt dem på kant med kirken, ikke mindst den katolske kirke, som har lyst den i band, senest i 1983 ved kardinal Joseph Ratzinger, i dag pave Benedict XVI. I fascistiske og socialistiske regimer som Nazityskland, Spanien under Franco, Sovjetunionen, Kina og DDR blev frimurene forfulgt og undertrykt. Som årene gik, blev den oprindelige kreds af arkitekter og faglærte håndværkere udvidet med mænd fra andre professioner, bl.a. intellektuelle og handelsfolk. Den Danske Frimurerorden er ikke (længere) hemmelig orden. Både ordenens Fundamentalkonstitution ("love") og dens medlemsfortegnelse er tilgængelige på Det Kgl Bibliotek. Den danske Frimurerordens stamhus, som er hovedsæde for alle danske frimurere, ligger på Blegdamsvej i København. Den monumentale bygning med de to enorme søjler minder mest af alt om et tempel, og det er da heller ikke nogen tilfældighed, da bygningen skal symbolisere Salomons Tempel.

Frimurerbevægelsens historie

Oprettelsen af frimurerbevægelsen fortaber sig i fortiden tåger; som nævnt menes den at være forbundet med de store katedralbyggerier i middelalderen. Vi ved, at i 1717 blev fire loger i London slået sammen i en storloge, the Grand Lodge, som i 1730 omfattede mere end 100 loger i England og Wales. Bevægelsen begyndte at sprede sig til det britiske imperium, Indien, Mellemøsten, Østen, Australien, Afrika og Sydamerika. Offentlighedens interesse for bevægelsen voksede - ikke mindst for de hemmelighedsfulde ceremonier, der knyttede sig hertil. I 1737 så man den første kongelige frimurer, Frederick Lewis, Prince of Wales, søn af kong George II.

I 1799 var bevægelsen ved at blive kvalt. I lyset af den franske revolution vedtog parlamentet love, som skulle begrænse fagforeninger, politiske foreninger og andre "undertrykkende" organisationer, og specielt forbød den foreninger, hvis medlemmer skulle aflægge ed. Efter voldsomme protester fra logen, som fremhævede at dens medlemmer var lovlydige borgere, som var involveret i mange godgørende aktiviteter. Det endte med, at logen blev holdt uden for loven på betingelse af, at der hvert år blev fremsendt en medlemsfortegnelse til myndighederne. Denne regel blev først afskaffet i 1967. Gennem 1800-tallet voksede antallet af loger til 2850 i 1901, hvor Albert Edward, Prince of Wales, gik af som stormester for at overtage posten som Edward VII, konge af Storbritannien og Irland samt kejser af Indien. I 1930'erne var frimureriet forbudt i Nazityskland og i Franco’s Spanien.

Fra begyndelsen af 1950'erne vendte frimurerbevægelsen sig indad og afskar alle forbindelser med pressen, selv ikke faktuelle fejl blev korrigeret. Det førte til den opfattelse i befolkningen, at frimurerne alene tjente egne formål, og der opstod mange myter og forestillinger. Men denne holdning ændredes, da 6500 frimurere, incl. delegationer fra hele verden, i 1967 samledes i Royal Albert Hall, for at fejre 250-året for stiftelsen af Grand Lodge of England. Hertugen af Kent blev udnævnt til stormester, en position han hvert år siden er blevet genvalgt til.

Konspirationsteorier og myter

Så længe der har været frimurere, har der været konspirationsteorier om, at bevægelsens mål var at omstøde den eksisterende verdensorden og selv overtage herredømmet. Den hemmelighedsfuldhed, som i mange år prægede bevægelsen, gav grobund for alskens fantasifulde teorier. Som bevis har det eksempelvis været nævnt, at USA's første præsident, George Washington var iklædt sit frimurer-skødeskind, da han lagde grundstenen til USA's kongres på Capitol Hill. Sandt er det, at en del af hovedmændene bag den amerikanske revolution og uafhængighedserklæring, bl.a. Benjamin Franklin og Thomas Jefferson, var frimurere, og i alt 12 amerikanske præsidenter menes at have været frimurere, senest Gerald Ford, som var præsident 1974-1976.

Hvis du ikke er overbevist, så kast blot et blik på den amerikanske 1-dollarseddel, som blev sat i omløb i 1935 under præsident Roosevelt. Det er især seglet til venstre på sedlen, som af mange er blevet opfattet som er frimurersymbol. I pyramidespidsen ses et altseende øje. Den latinske tekst under pyramiden lyder "Novus Ordo Seclorum" - det er blevet oversat som "Den nye verdensorden". Frimurerbevægelsen har meddelt, at hverken pyramiden eller det altseende øje er frimurersymboler, men som bekendt kan man ikke argumentere imod myter og konspirationsteorier. Mange i den muslimske verden er af den opfattelse, at frimurerordenen er af jødisk oprindelse. Og man kan jo aldrig vide, vel?

Den almindelige opfattelse er imidlertid, at teksten på sedlen henviser til den nye verdensorden, som blev skabt i forbindelse med den amerikanske revolution og uafhængighedserklæringen fra 1776. Det er dette årstal, som ses i romertal på pyramidens base.

Der kunne nævnes mange andre myter, som har været fremherskende, en af de mere bizarre var, at frimurerne spiste menneskekød på deres logemøder. En anden myte går ud på, at frimurerne vil genopbygge Salomons tempel i Jerusalem efter først at have ødelagt Al-Aqsa moskéen. En af de mest sejlivede teorier er, at Frimurerbevægelsen i indeholder et hemmeligt selskab kaldet "Illuminati", som arbejder for en verdensomvæltning. Sandt er det, at der engang eksisterede et hemmeligt selskab med dette navn; det blev grundlagt i 1776 ved Ingolstadt Universitet i Bayern i 1776. Selskabets erklærede formål var, at medlemmerne skulle hjælpe hinanden med at opnå den højest mulige grad af moral og dyd samt reformere en verden i moralsk forfald. Desværre blev foreningen med dette hæderværdige formål opløst efter kun 12 år, og selskabet blev forbudt. Tilhængere af konspirationsteorien hævder, at Illuminatis medlemmer gik ind i frimurerlogerne, hvor de den dag i dag arbejder for at overtage verdensherredømmet. Du har muligvis mødt "Illuminati i Dan Browns "Engle og dæmoner", hvor organisationen spiller en skurkerolle.

Men skal vi nu ikke bevæge os indenfor i frimurernes tempel? Der er gratis adgang og flere daglige rundvisninger (mandag-fredag, kl 11, 12, 14, 15 og 16); vi valgte dog selv at spadsere rundt i den imponerende bygning. Bevægelsen har tilsyneladende valgt at bekæmpe de mange myter og forestillinger, som hersker ved at slå døren op og udvise stor åbenhed.

Frimurernes tempel

Freemasons' Hall i Great Queen Street er hovedkvarter for the United Grand Lodge of England og mødested for logerne i London. Den blev bygget fra 1927-1933 til minde om de 3225 frimurere, som døde i krigstjeneste under første verdenskrig. Designet er resultatet af en arkitektkonkurrence i 1925, og bygningen er den eneste art deco bygning i London, som er bevaret, og som stadig tjener sit oprindelige formål. Den særprægede bygning er ofte blevet anvendt til optagelse af TV (fx "Poirot" og "Jeeves and Wooster") og film (Churchill: "The Gathering Storm" med Albert Finney og Vanessa Redgrave) og "Shackleton" med Kenneth Branagh). Lokaliteterne anvendes ofte til produktpræsentationer, modeshows og konferencer. Vi gik frejdigt ind i den imponerende bygning, og efter at have legitimeret os behørigt (billedlegitimation krævet), blev vi ført ind i besøgsbogen og udstyret med et navneskilt og et par brochurer. Jeg tog også et lille hæfte på en snes sider, "Your Questions Answered". Heri havde frimurerlogen stillet sig selv en række typiske spørgsmål som "Hvad sker der under logemøder?" og "Hvorfor løber voksne mænd rundt med deres bukseben smøget op?" og "Hvorfor er der ikke kvindelige medlemmer?". Hæftet giver selvfølgelig selv svaret på disse spørgsmål. Og ja, det er rigtigt, at i forbindelse med optagelsesceremonierne skal de kommende medlemmer smøge deres bukseben op. Desværre giver hæftet ikke svar på dette spørgsmål, udover at det er et gammelt ritual. Vi afleverede vores tasker i garderoben, hvorefter vi kunne gå rundt på egen hånd, blot skulle vi selvfølgelig overholde skiltningens påbud. Desværre måtte jeg ikke fotografere, så bortset fra billedet af tempelbygningen ovenfor har jeg "fundet" de øvrige fotos på nettet.

Vi gik op ad den utroligt smukke trappe og stod pludselig overfor nogle enorme bronzedøre, som hver vejede mere end et ton. Dørene fører ind til mødesalen, the Grand Temple, som er ca 40 meter langt, 27 meter bredt og med 30 meter til loftet. Salen kan rumme 1700 siddende gæster. Det hvælvede loft viser i mosaik figurer og symboler fra frimurernes ritualer. I hjørnerne ses de fire kardinaldyder: visdom, retfærdighed, mod og selvbeherskelse. Man ser også våbenskjoldet tilhørende Arthur, hertugen af Connaught og dronning Victorias yngste søn. Han var ordenens stormester fra 1901-1939, og det var på hans forslag, at mindesmærket for de faldne frimurere blev opført. Mødesalen anvendes til koncerter og musicals, da den har en perfekt akustik. Bl.a. er Mozarts "Tryllefløjten" blevet opført her. Mere passende omgivelser kan næppe tænkes, da værket menes inspireret af Mozarts deltagelse i frimurerlogen i Wien, som han var blevet medlem af i 1787. Librettoen er skrevet af en logebroder, Emanuel Schikaneder.

Vi besøgte også det store museum, som udstiller tusindvis af genstande fra frimureriet, ikke kun i England men også fra loger over hele verden. Man regner med, at der er omkring 6 millioner frimurere i hele verden. Overalt var der personale, som venligt fortalte om de udstillede genstande mv. - samtidig med, at de selvfølgelig holdt lidt øje med os. Museet indeholdt utallige genstande med frimurerdekorationer såsom porcelæn, glas, sølv, møbler, ure osv. Der var også udstillet genstande, som har tilhørt berømte frimurere som Winston Churchill og Edward VII, ligesom vi så et stort antal tryk og fotografier. Jeg var især fascineret af de mange eksempler på "frimurer-forklæder", der var udstillet. Det forklæde, som stenhuggeren bar for at beskytte sig, var oprindelig et fuldstændigt lammeskind. Siden er det blevet st vigtigt frimurersymbol, som viser hvilken grad, som dets bærer har i ordenen. Når et nyt medlem har gennemført den første optagelsesceremoni, får han et ordinært hvidt forklæde. Efter næste ceremoni får forklædet blå rosetter i de nederste hjørner. Efterhånden som medlemmet avancerer gennem graderne, bliver forklædet mere og mere dekoreret. De ældste medlemmer har to forklæder, et i blåt silke med broderier - til hverdagsbrug, et andet - til festbrug, rigt dekoreret med guld.

Vi var også et smut inde i biblioteket, som har omfattende arkiver fra ordenens historie. Til sidst var vi inde i en forretning, som solgte frimurereffekter, bøger, ringe, smykker, emblemer, dragter osv.

Frimurerhumor

I tidens løb har der selvfølgelig været gjort grin med frimurerbevægelsen og dens hemmelighesdsfulde ritualer. På museet havde man valgt at vise mange af disse vittighedstegninger.

Stormesteren i vores loge fandt en flaske, som indeholdt en ånd. Som traditionen foreskriver, tilbød Ånden at opfylde et ønske for Stormesteren.

    "OK", sagde Stormesteren, "jeg har altid ønsket at komme til Hawaii, men jeg hader at flyve. Så mit ønske er, at du bygger en bro, så jeg kan køre til Hawaii".

    "Det kan jeg da ikke gøre", råbte Ånden, "du må da vide, at det er umuligt. Det er for langt borte, og vandet er for dybt; ingen ånd kan udrette det. Du må komme med et andet ønske".

    "OK", sagde Stormesteren, "på vores næste logemøde vil jeg ønske, at alle de gamle stormestre kan enes og komme godt ud af det med hinanden; at ingen fortæller, hvad de gjorde, dengang de var stormestre, at ingen klager over ritualerne, men blot sidder stille og roligt og deltager i mødet".

    "Hmmmmm", sagde Ånden, "den bro, skal den være med to eller fire spor?"

Jeg afsluttes vores spændende besøg med en oversigt over nogle af de mest fremtrædende engelske frimurere:

• Cecil Rhodes (1852 - 1903)
• Sir Winston Churchill (1874 - 1965)
• Dr Edward Jenner (1749 - 1823)
• Sir Alexander Fleming (1881 - 1955)
• Capt Robert Falcon Scott, RN (1868 - 1912)
• Sir Ernest Shackleton (1874 - 1922)
• Alexander Pope (1688 - 1744)
• Sir Walter Scott (1771 - 1832)
• Sir Arthur Conan Doyle (1859 - 1930)
• Rudyard Kipling (1865 - 1936)
• Peter Sellers (1925 - 1980)

Lige overfor templet lå denne dejlige pub, som vi desværre ikke havde tid til at frekventere. Vi skulle videre til juraens hellige haller.

Inns of the Court

Vi fortsatte ad Great Queen Street, krydsede Kingsway og satte os ind i parken en halv times tid og spiste en medbragt sandwich. Bænkene var tæt besat af kontorfolk, som havde fået den samme udmærkede idé. Vi passerede Soane Museum for arkitektur, som indeholder mange tegninger og modeller af Soanes projekter; han var selv arkitekt. I kælderen ligger farao Seti I's alabaster sarkofag. Den havde nok været et besøg værd (gratis adgang), men vi fortsatte til enden af Great Queen Street, hvor vi drejede til højre og kom til Lincoln's Inn Fields.

Indtil vi kom til London, var jeg uvidende om, at det engelske ord "inn" betyder andet og mere end en kro, men Søren Gyldendal har belært mig om, at Inns of Court er "juristkollegier hvor jurister uddannes", altså juridiske fakulteter. Han har også oplyst mig om, at der i det engelske retssystem findes to slags "sagførere": solicitors og barristers. En solicitor vejleder sin klienter mht. dennes juridiske problem og foretager de forberedende skridt, skulle det komme til rettergang. (Tidligere brugte man betegnelsen "solicitor" og "attorney" i flæng om denne type af sagførere). Proceduren i retten såvel skriftlig som mundtlig foretages af en barrister. Denne professionsadskillelse er omkring 500 år gammel.

Der findes fire Inns eller juridiske fakulteter i London: Lincoln’s Inn, Gray’s Inn, the Inner Temple og the Middle Temple. Lincoln's Inn er det ældste, grundlagt i 1422, Middle Temple er fra 1501, Inner Temple Inner Temple fra 1505 og endelig Gray's fra 1569. De ældste fakultetsbygninger går imidlertid helt tilbage til 1292 - men det gør jo også en del af engelsk ret. De fire Inns udgør rygraden i det juridiske London med Gray's Inn mod nord, Lincoln's Inn mod vest, og Inner og Middle Temple mod syd. Civilretten, "The Royal Courts of Justice" ligger et par hundrede meter borte, og der er mindre end 1 km til kriminalretten i Old Bailey mod øst.

Vi gik rundt om the Inn for at komme ind i området via den oprindelige hovedindgang, the Gate House indgang. Det menes, at Ben Johnson har hjulpet sin far med at lægge stenen til the Gate House og den tilhørende mur, som blev bygget fra 1517-1521. Egetræsdøren er fra 1564. Ben Johnson var en af Shakespeares samtidige, og som Shakespeare var han både skuespiller og forfatter. Vi befandt os snart i en smuk have omgivet af imponerende bygninger, en fredelig oase midt i Londons røg, møj og støj - including the Hall where 'A Midsummer's Night's Dream' was first performed???? Has an illustrious list of former students: William Penn, John Donne (who founded the chapel), Oliver Cromwell, Pitt the Younger, amongst others.

Som nævnt angives året 1422 for grundlæggelse af Lincoln's Inn, men med nogen ret kan den føre sin oprindelse tilbage til en forordning fra 1292, udstedt af Edward I. Denne forordning placerede ansvaret for retssystemet, herunder uddannelse af dets jurister, barristers og solicitors, under domstolens kontrol. Dette markerede samtidig afslutningen på det hidtidige gejstlige dommersystem ved retterne. Herefter begyndte Inns of Court, hvor de studerende kunne bo under deres uddannelse, at blive anlagt. Lincoln's Inn menes at have taget navn efter Henry de Lacy, 3. jarl af Lincoln (1251–1311). Han har også bidraget til Lincoln's Inns våbenskjold; hans palads lå bare 3-400 meter østpå i Shoe Lane. Lincoln's Inn fik snart de faciliteter, som var nødvendige for medlemmerne af den juridiske profession: værelser at bo og studere i, værelser til at bo og arbejde i efter studiet, en spisesal, et kapel eller en kirke at bede i og et bibliotek til at søge information i. Der har åbenbart været problemer med at opretholde en passende moral på Lincoln's Inn, for i 1565 blev "alle vaskepiger og andre kvindelige tjenestepiger under 40 år" bortvist fra området. I dag er det kun en fåtal barristers, som bor i Lincoln's Inn. Du har sikkert med mig og mange andre moret dig over TV-serien, "Rumpole of the Bailey", hvor Leo McKern spiller Horace Rumpole, en aldrende barrister, som med stor dygtighed og britisk humor forsvarer sine klienter. Der er selvfølgelig tale om fiktion, men serien er dog skrevet af en barrister, som kender miljøet, nemlig Sir John Mortimer.

Den smukkeste bygning er "the Old Hall" fra 1490 - et par år før Columbus sejlede ud for at opdage den ny verden. I denne bygning har studenter og sagførere spist og drukket, debatteret og holdt fester gennem århundreder. Her tilbragte Thomas More, som blev tilknyttet Lincoln's Inn i 1496, en stor del af sit professionelle liv.

I begyndelsen af 1800-tallet var "the Old Hall" ikke længere i stand til at dække behovet, og det blev besluttet at bygge en afløser for den. "The Great Hall" - undertiden benævnt "the New Hall" - blev indviet af dronning Victoria i 1845. Den har en mødesal på 36 x 14 meter, næsten dobbelt så stor som den gamle. Akustikken er så glimrende, at salen ofte benyttes til koncerter. Ellers tjener den til hverdag som spisesal for beboerne i Lincoln's Inn. Fire gange om året afholdes her en ceremoni, hvorunder studerende modtager deres udnævnelse til barristers. The Treasurer henvender sig til hver enkelt student og udtaler "By the authority and on behalf of the Masters of the Bench I publish you a barrister of this Honourable Society".

Fra 1619-1623 blev der bygget et nyt kapel til afløsning for det gamle, som dels var en ruin, dels var alt for lille. Indvielsesprædikenen blev afholdt af John Donne, som netop var blevet udnævnt til dekan ved St Paul's. Han havde været præst ved det gamle kapel fra 1616-1622. Størsteparten af kirkestolene er de originale fra 1623. De smukke glasvinduer har figurer med apostlene. Et vindue i den sydlige ende viser et billede af Lincoln's Inn. Kapellet har i adskillige år været under restaurering, og dette arbejde fortsætter formentlig mange år endnu. I undervisningsåret er der offentlig gudstjeneste hver søndag kl 11:30. Indtil midten af 1800-tallet blev fremtrædende medlemmer af Lincoln's Inn begravet i den imponerende krypt under kapellet. På den tid afleverede mange ulykkelige mødre deres nyfødte til Lincoln's Inn, sikre på, at de ville få en god opdragelse. Disse børn, som alle fik efternavnet "Lincoln", fik, når tiden var inde, enten en håndværksmæssig uddannelse eller en passende medgift.

Kapellet klokke siges at stame fra plyndringen af Cadiz i 1596. Den ringer hver aften kl. 9, hvorefter der er udgangsforbud. I tidligere tiden ringede klokken også, når et medlem af Lincoln's Inn var afgået ved døden. Ofte har en barrister sendt en kontorist hen for at undersøge, hvem der var død. Det er muligvis med dette i tankerne, at dr. John Donne i 1624 skrev sit digt: "No Man is an Island". Det lyder således i en nutidig gengivelse:

Vi forlod Lincoln's Inn ad den sydlige udgang, som fører ud til Carey Street. Her så vi bagsiden af den imponerende retsbygning, "Royal Courts of Justice". Bortset fra meget personlige sager som fx adoptionssager o.l. er det enhver tilladt at overvære en retssag. Der er også rundvisning i bygningen, vistnok den første mandag og tirsdag i måneden, men du må hellere kontrollere dette, hvis du skulle have lyst til at deltage.

The Old Curiosity Shop og Charles Dickens

Hvis du er Dickens fan, kan du ved at dreje til højre komme ned til "The Old Curiosity Shop" på Portugal Street, en "omvej" på et par hundrede meter. "The Old Curiosity Shoppe" er en roman fra 1840-1841 af Charles Dickens. Hovedpersonerne, Little Nell og hendes bedstefar bor begge i "The Old Curiosity Shop". Den pudsige lille bygning er fra 1567 og opført af gammelt skibstømmer. Skiltet på væggen, "Udødeliggjort af Charles Dickens", holder ikke vand, da den oprindelige bygning er nedrevet for længst. Efterfølgende fortsatte vi sydpå og kom tilbage til The Strand.

The Strand og Fleet Street

Her på The Strand ligger Englands og formentlig verdens bedst kendte tehus, Twining's. Thomas Twining (1675-1741) grundlagde "House of Twining" i 1706, og det sælger i dag især te i gavepakninger. I 1717 åbnede han også "Golden Lyon", en butik som sælger både te og kaffe. I 1787 lod hans barnebarn Richard Twining (1719-1824) bygge den smukke indgang, hvor han udvidede bedstefaderens "Golden Lyon" symbol med to kinesiske figurer. Twinings menes at være den familiedrevne virksomhed, som i den længste årrække har drevet virksomhed på stedet for dets grundlæggelse. Twining's, som er kongelig hofleverandør, gør mest i mellemklasse tesorter som Lapsang Souchong, English Breakfast, Lady Grey og Darjeeling. Twining's påstår selv, at de var først til at blande tesorten Earl Grey, opkaldt efter Charles, 2nd Earl of Grey (1764–1845), politiker og premierminister.

Da vi kom til Fleet Street, fulgte vi den til venstre. Fleet Street, navngivet efter River Fleet, var tidligere et synonym for den magtfulde britiske presse. Den 11. marts 1702 udkom Englands første avis, the Daily Courant; det skete fra lokaler i Fleet Street. Siden fulgte alle betydende aviser efter og etablerede sig i Fleet Street. Men i 1980-erne begyndte bladhusene imidlertid at forlade den navnkundige gade; de fleste for at flytte til Canary Wharf. Den sidste, som gav op, var Reuters, som migrerede i 2005, den Reuters, som indledte sin karriere med anvendelse af brevduer under den tysk-franske krig for at få sine nyheder frem. The Daily Telegraphs kontorer er i dag hjemsted Goldman Sachs investeringsbanks hovedkontor i London. I 2006 vendte Press Gazette dog tilbage til Fleet Street, men gaden bliver aldrig igen, hvad den var. De mange pubber, hvor journalisterne indtog deres frokost, ofte på flydende form, er forsvundet. En gang havde hver avis sin egen pub, evt. flere, hvor bladets medarbejdere pralede af deres successer, begræd deres uheld og udvekslede rygter. Redaktørerne dinerede på Savoy Hotel, for at vende tilbage til bladhuset for at se dagens første avis løbe af båndet. Mange af bladejerne var kendte offentlige personer som Lord Northcliffe, Lord Beaverbrook, Rupert Murdoch og Robert Maxwell, der brugte deres aviser til at fremme egne politiske formål. Engang var det at drive en avis et ære og et privilegium, som man måtte betale for af egen lomme. Alt dette er fortid. I dag drives de fleste aviser på et kommercielt grundlag.

Jeg tog billedet til venstre af en facade, som vidner om Fleet Streets fortid. På et hushjørne så vi en mindetavle for Edgar Wallace (født i London 1875 – død i Hollywood 1932). Tavlen fortalte, at journalisten og forfatteren Edgar Wallace, måske den største engelske forfatter af kriminalromaner, "gave his heart to Fleet Street". Mere end 160 film er indspillet på grundlag af hans romaner, og som dreng nød jeg både hans spændende kriminalromaner og film.

St Bride's Church i Fleet Street

På Fleet Street kom vi forbi et skilt, som "reklamerede" for en mindegudstjeneste for 10-årsdagen for Lady Dianas død. Skiltet vakte vores opmærksomhed og vi besøgte kirken, St Brides, som ellers ikke stod på vores plan. Det skulle vise sig at være en god idé. Det lille fredfyldte anlæg udenfor kirken anvendes af mange kontorister til at nyde deres frokost. Tidligere var stedet centrum for trykkerivirksomhed i London, og både Shakespeare og Dickens kom her ofte. I 1501 installerede William Caxtons assistent, Wynkyn de Worde, Englands første trykkemaskine med bevægelige typer her på pladsen, som næsten var en lille landsby i sig selv. de Wordes nye forretning blev især frekventeret af områdets gejstlige, men også skuespilforfattere og poeter dukkede op med trykkeopgaver. Dette var måske begyndelsen til Fleet Streets rolle som pressens Mekka. Dryden og Milton boede til leje et par hundrede meter fra St Bride's, det samme gjorde poeten Lovelace, som blev begravet i kirken. Den berømte dagbogsforfatter Pepys er født i nærheden og blev døbt i kirken. Fleet Street blev et mødested for intellektuelle som Samuel Johnson, Boswell, Burke og Pope.

St Bride's kirke har stået på dette sted i omkring 1500 år. Allerede i 500-tallet lod et samfund af keltere opføre en stenkirke her til ære for St Bridget af Kildare, Irland. Curia Regis, som var kongens forsamling af juridiske rådgivere mødtes her i 1205, og i 1210 holdt kong John parlament her. I tidens løb har der ligget otte udgaver af St Bride på stedet, den nuværende blev opført af Christopher Wren i 1675 efter den store brand. Desværre blev hele kirken ødelagt under blitzen med undtagelse af spiret, som mirakuløst gik fri. Men netop spiret opnåede berømmelse, da en bager i Fleet Street lavede verdens første bryllupskage bestående af flere lag - og med en kopi af spiret på St Brides i toppen. Det 70-meter høje spir, som var det næsthøjeste (efter St Paul's), som Wren byggede, blev beskadiget ved et lynnedslag i 1674, og George III rettede henvendelse til den amerikanske filosof og videnskabsmand Benjamin Franklin, som jo havde udført mange eksperimenter med netop lyn, om råd. Og Franklin anbefalede lynafledere monteret på kirken.

Ved døbefonten så vi en buste af Virginia Dare, som er det første barn, født i den nye verden af engelske emigranter; det skete i 1587. Hendes forældre er gift i kirken. (Jeg må bekende, at det ikke er den originale buste af Virginia Dare, idet denne er blevet stjålet fra kirken. Skam dig, tyveknægt, hvis du læser dette). Den smukke udskårne alteropsats i egetræ er et minde om "The Pilgrim Fathers", som i 1620 drog til Amerika og oprettede en koloni. En af lederne af Mayflower ekspeditionen, Edward Winslow, som skulle blive valgt til guvernør i Massachusetts tre gange, var kordreng ved St Brides, og hans forældre var gift i kirken. I 1619 blev hundrede forældreløse piger og drenge fra sognet sendt til den anden engelske koloni i Amerika, Virginia.

Kirken blev reduceret til en tom skal under nazistiske bombardementer i december 1940, men efterfølgende genopført på grundlag af bidrag fra journalister og bladhusejere. St Brides kaldes ofte for "Printer's Cathedral" eller "Journalisternes Kirke", og den indeholder flere mindesmærker for journalister, som er dræbt under udøvelse af deres gerning, de seneste under Golfkrigen i 2003. Under udgravning af krypten fandt man resterne af en romersk vej fra omkring år 180, et romersk hus samt talrige rester af personer, som var blevet begravet her under pesten i 1665 og den store koleraepidemi i 1854. Vi gik ned i krypten, hvor der er indrettet et lille museum med de mange fund, som er gjort på stedet. Der er også en permanent udstilling i krypten, som viser trykkekunstens historie. Meget interessant at besøge.

St. Brides er åben mandag-fredag fra 9-16.30, lørdag fra 10-15.30 og søndag 10-12.30 & 18-19.30. Om søndagen er der gudstjeneste kl 11 og kl 18.30, hvor der er Evensong.

St Dunstans in the West

Længere henne ad Fleet Street kom vi til endnu en kirke, St Dunstans in the West. Kirken er viet til St Dunstan, en af de mest populære helgener i det angel-saksiske England. Han er født i 909 og endte som ærkebiskop ved Canterbury, hvor han blev begravet efter sin død i 960. Kirken er grundlagt omkring år 1000, nogenlunde samtidig med St Mary le Strand og St Clement Danes. Henrik III erhvervede den fra Westminster Abbey i 1237. Kirken undslap med nød og næppe den store brand i 1666. Dekanen fra Westminster udkommanderede 40 studenter fra Westminster School midt om natten for at slukke ilden med spande med vand, og det lykkedes at standse ilden tre døre fra St Dunstans. En væsentlig årsag hertil er også, at vinden pludselig skiftede retning. Den nuværende bygning ligger på kirkegårdsjord tilhørende den tidligere kirke på stedet, dette var nødvendigt for at udvide Fleet Street. Kirken er designet af John Shaw den Ældre (1776–1832). Da han døde, blev kirken fuldført af sønnen, John Shaw den Yngre (1803–1870) i 1833. Tårnet blev beskadiget af tyske bomber i 1944, men genopført i 1950. I 1952 blev St Dunstans en såkaldt lavskirke, "Guild Church", som især skulle betjene de personer, som arbejdede i og omkring Fleet Street.

Over en af kirkens indgange er en statue af dronning Elizabeth I. Statuen, som er fra 1586 og formentlig den ældste udendørs statue i London, blev stillet op i 1766. Den havde hidtil stået ved en af de gamle byporte. Ved siden af "jomfrudronningen" er en buste af Lord Northcliffe, avismanden. Sammen med broderen Rothermere startede de i 1896 the Daily Mail og grundlagde the Daily Mirror i 1903. Northcliffe overtog The Times i 1914. Brødrene var foregangsmænd indenfor moderne presse og journalistik.

På kirkens facade ses et usædvanligt ur med to mandsfigurer, som hvert kvarter slår på en klokke med en kølle samtidig med, at de drejer hovedet. Uret, som er fra 1671, var den første klokke i det offentlige rum, som var forsynet med minutviser. Det sidder i et lille "klokketårn" - af udseende som et lille jonisk tempel, og ser næsten ud, som det ikke hører til kirkebygningen. Uret sad også på den tidligere kirke, og det er muligvis lavet for at fejre, at kirken mirakuløst blev skånet fra den store brand i 1666. I første omgang blev uret taget ned i 1828, da Shaw gik i gang med at opføre den nuværende kirke, og installeret i St Dunstan's College for blinde in Regent's Park. I 1935 sørgede Lord Rothermere, pressemogulen, for, at uret kom tilbage på sin oprindelige plads.

Da vi kom ind i kirken, blev vi slået af overraskelse. Udefra ligner kirken en "almindelig" engelsk kirke. Når man kommer indenfor, viser det sig, at kirken deles af adskillige kristne trosretninger. Som den eneste kirke i England betjener kirken de syv største kristne trossamfund: den anglikanske kirke, den lutheranske og reformerede kirke, den romersk-katolske kirke, den ortodokse kirke, den orientalske kirke (den armenske, den koptiske, den ethiopiske og den syriske) m.fl. Den ottekantede kirke indeholder fire kapeller og tre altre. Til venstre for hovedaltret står en smuk ikonostase, som stammer fra et rumænsk kloster. Mange af kirkens klenodier stammer fra den gamle kirke, det gælder bl.a. højaltret og altertavlen, som er fra 1600-tallet. St Dunstan in the West er åben hver dag.

Dr Johnson's House

Vi fortsatte videre ad Fleet Street, drejede til venstre ad Fetter Lane og til højre ad West Harding Street. Vi kom ind i et virvar af små gyder, men heldigvis kunne vi følge skiltene til Dr Johnson's Hus, som ligger tæt ved Gough Square. Forfatteren Samuel Johnson boede og arbejdede i huset fra 1748-1759, og det var her, han redigerede sit berønte "Dictionary of the English Language". I 1800-tallet fungerede huset som hotel, trykkeri og lager, indtil det i 1911 blev købt af Cecil Harmsworth, MP, som satte det i stand og åbnede det for offentligheden året efter. I dag drives det af en velgørende fond. Huset indeholder møbler mv. fra den periode, hvor Johnson beboede huset, og det rummer en udstilling om Johnsons liv og arbejde. Vi havde læst, at der ikke var meget at se, så vi nøjedes med at betragte bygningen udefra.

På tilbagevejen til Fleet Stret kom vi forbi "Ye Olde Cheshire Cheese" i nummer 145, en af Londons mest berømte pubber. Den kan føre sin historie tilbage til 1500-tallet; pubben brændte i 1666, men blev genopført året efter. Det fortælles, at Dickens' stamplads stadig venter på ham - bordet til højre for kaminen lige overfor baren. På væggen hænger et portræt af en af de mange berømte stamgæster, Dr. Samuel Johnson. Blandt pubbens mange kendte gæster kan nævnes Alfred Tennyson, Arthur Conan Doyle, Edward Gibbon, William Thackeray, William Yeats, Mark Twain og mange flere. Den bedst kendte var måske den papegøje, som gennem 40 år underholdt pubbens gæster; dens glansnummer var at imitere en champagneprop, som sprang. Da den døde i 1926, blev dødsfaldet bekendtgjort på BBC, og dødsannoncen blev indrykket i 200 aviser verden over.

Vi gik tilbage vestpå ad Fleet Street og drejede til venstre ind i "the Temple" - det område, som huser Inner og Middle Inns of Court. Vi kunne have tilbragt en del tid i det spændende område, men da vi som nævnt havde udforsket Lincoln's Inn, fortsatte vi frem til Temple Church.

Temple Church

Temple Church er en af tre eksisterende rundkirker, som blev bygget af Tempelridderne i 1100-tallet. Denne ridderorden bestod af soldatermunke, som først og fremmest havde til opgave at beskytte pilgrimme på disses rejse til det hellige land. Jerusalem var i 1099 blev tilbageerobret af europæiske korsfarere på det første korstog. Midt i 1100-tallet byggede man den runde gravkirke, hvor Kristi legeme iflg. traditionen er gravlagt. Omkring 1160 havde Tempelridderne i England ikke længere plads i deres hovedkvarter, som lå i High Holborn, og de købte jord ved Fleet Street og gik i gang med at bygge et stort klosterkompleks her. I 1185 blev Tempelkirken indviet af Heraclius, som var patriark i Jerusalem. Udover kirken omfattede komplekset militære øvelsesfaciliteter og boliger til ordenens medlemmer. Tempelridderne var meget populære og opnåede snart stor velstand, bl.a. som følge af mange kongelige gaver. I 1187 blev Jerusalem og gravkirken erobret af Saladin, men det var stadig muligt for kristne frit at valfarte til kirken. Dette ophørte dog, da perserne erobrede Jerusalem i 1244. Herefter begyndte ordenens popularitet af falde, og dets medlemmer blev beskyldt for kætteri og blasfemi, og i 1307 ophævede paven ordenen. Mange af de engelske medlemmer blev kastet i fængsel i Tower, og ordenen blev opløst i 1312. I første omgang blev Tempelriddernes rigdomme overført til Johannitterordenen, som havde drevet hospitaler mm. for pilgrimme. I 1540 blev også Johannitterordenen opløst, og kongen, Henrik VIII konfiskerede dens ejendomme, herunder også Tempelkirken og klostret. Området blev snart efter overladt til de juridiske fakulteter, Inner Temple og Middle Temple. Hvert fakultet fik sine egne bygninger, bibliotek, have mv., men Tempelkirken skulle være fælles for dem.

Kirken forblev uskadt under den store brand i 1666, men alligevel restaureret under Christopher Wren. I 1944 blev Tempelkirken ramt af tyske brandbomber, tårnet blev antændt, og ilden sprdte sig til den øvrige del af kirken. Efter krigen blev kirken fuldstændig restaureret. I dag betjener kirken de personer, som arbejder i området, men den er også en almindelig sognekirke. Kirkens leder bærer stadig den gamle riddertitel "Master of the Temple", og han (hun) udnævnes direkte af dronningen og er ikke underlagt Londons biskop.

Jeg havde glædet mig meget til at besøge kirken med den spændende historie - men som det så ofte er timedes os, kom vi til en lukket dør. Kirken var lukket i 2 uger - mig uvist af hvilke årsager, så det følgende er alene en gengivelse af, hvad jeg har læst om kirkens indre.

Som nævnt er Tempelkirken en rundkirke som Jesu gravkirke i Jerusalem, dog er der i 1240 tilføjet et stort kor til bygningen. Koret beskrives ofte som "næsten for smukt". På gulvet på begge side af midtergangen i kirken er anbragt 10 ridderstatuer. Indtil udgravningerne efter anden verdenskrig troede man, at det var grave, men det viste sig, at det alene er mindesmærker for agtværdige medlemmer af ordenen. Alle ridderne ligge på ryggen, men i meget forskellige stillinger. Nogle med udstrakte, andre med bøjede ben. Nogle med en kort våbenfrakke, andre med en lang kappe. Nogle knuger deres sværd, andre beder.

Det smukke træalter er designet af Christopher Wren. Heldigvis befandt det sig på et museum i Durham, da Tempelkirken næsten blev ødelagt i 1944. Altret er udsmykket med paneler, hvorpå er skrevet De ti Bud, Apostlenes Gerninger samt Fadervor i guld.

Østvinduet skulle også være bemærkelsesværdigt; det er fra 1954 og erstatter det vindue, som blev ødelagt i 1944. Motivet er Jesus og Templet i Jerusalem. I et panel ser vi den 12-årige Jesus tale med de skriftkloge i Templet, i et andet ser vi Jesus uddrive kræmmerne fra Templet. Herudover ser vi nogle af de personer, som i tidens løb har haft tilknytning til Templet i London: Henrik II, Henrik III og flere af middelalderens Masters of the Temple.

Hvis du har læst Dan Browns "Da Vinci Mysteriet", så ved du, at en af bogens mest dramatiske scener udspilles her i Tempelkirken. Vores helte skal løse en gåde, som taler om en død ridder, men efter en grundig undersøgelse af de ti riddere i Tempelkirken, får de af en kordreng at vide, at der ikke er nogen grav i kirken, kun disse mindesmærker, hvorefter de haster videre til Westminster Abbey. Hvis du er interesseret, kan du læse fortsættelsen på min side om Westminster Abbey. På billedet ses Paul Bettany som Silas i filmen Da Vinci Mysteriet.

The Embankment

Vi forlod Tempelkirken ad Middle Temple Lane og gik ned til the Embankment, som løber langs med Themsen. Vi har været i Egypten adskillige gange og ville nu gerne obelisken Kleopatras Nål, som står i nærheden af Golden Jubilee Bridge. Denne obelisk indgår i en trio, idet to tilsvarende obelisker står i hhv. Paris, and New York. Obelisken er lavet i rød granit, når en højde af 21 meter og vejer omkring 180 tons. Den er på alle sider forsynet med egyptiske hieroglyffer. Forbindelsen til Kleopatra VII er spinkel, bortset fra, at hun også var egyptisk. Oprindeligt blev de tre obelisker rejst under Thutmose III omkring 1450 BC, materialet kom fra de store granitbrud ved Aswan. Inskriptionerne er til minde om Thutmoses såkaldte "sed festival". Omkring 200 år senere lod Ramses II obelisken forsyne med beskrivelser af sine glorværdige sejre. Obeliskerne blev flyttet til Alexandria og stillet op ved Cæsarium, tempel, som Kleopatra lod bygge til ære for sin elsker Marcus Antonius. I mange år lå de begravet i sandet, hvilket havde den heldige virkning, at hieroglyfferne ikke blev ødelagt af vind og vejr.

Obelisken blev givet i gave til England i 1819 af den egyptiske vicekonge Mehemet Ali til minde om Lord Nelsons sejre over franskmændene (Napoleon) i "Slaget om Nilen". (jeg går ud fra, at Paris ikke fik deres nål til minde om samme nederlag ;-). Den engelske regering modtog gaven, men afslog at bekoste transporten til London, hvorfor obelisken forblev i Alexandria indtil 1877, da Sir William James Erasmus Wilson, en fremtrædende læge, tilbød at betale transportomkostningerne, som beløb sig til omkring £10,000 (at det var mange penge dengang, undlader jeg at sige). Obelisken blev gravet fri for sandet, hvori den havde hvilet i næsten 2000 år, og blev anbragt i en stor jerncylinder. Herefter blev den læsset på en pram, som fik navnet Cleopatra; prammen, som var opdelt i ti vandtætte afdelinger, skulle trækkes hjem til England af det gode skib Olga.

Det skulle blive en katastrofal hjemtur, idet Cleopatra kæntrede den 14. oktober 1877 under en storm i Biscayen, og 6 mand omkom. Cleopatra sank ikke, men flød omkring, og først fem dage senere blev hun fundet af et andet skib i Biscayen, som trak hende ind til Spanien for reparation. England sendte dampskibet Anglia ned for at bugsere Victoria hjem. Først den 21. januar 1878 nåede hun til Gravesend, hvor hun blev modtaget af en hujende befolkning og kanonsalutter. Obelisken blev rejst på Victoria Embankment i august måned samme år. Og Cleopatra? Hun blev skrottet - efter at have gjort sin pligt for England!

Tavler på obeliskens base fortæller kort om obeliskens historie og minder de mænd, som døde under transporten til England.

Kleopatras Nål flankeres af to egyptiskudseende sfinxer i bronze; dyrene, som skal bevogte obelisken, er dog fremstillet i England. Under første verdenskrig blev den ene sfinx lettere beskadiget af sprængstykker fra en tysk granat. Disse spor er først blevet fjernet i 2005. De offentlige bænke på Embankment har også vingede sfinxer på armlænene.

Hvis du har lyst, kan du nedenfor vælge at studere en anden af de London-sider, jeg har begået. Ellers tak for besøget.