"Vi vil kæmpe på strandene,
vi vil kæmpe på landgangsstederne,
vi vil kæmpe på markerne og i gaderne,
vi vil kæmpe i bjergene,
vi overgiver os aldrig"."
Winston Churchill
I dag skal vi til et af de museer, jeg har glædet mig mest til at besøge, nemlig Imperial War Museum. Vi tog undergrundsbanen til stationen med det sjove navn "Elephant and Castle", som også anvendes for at beskrive hele området. Jeg har læst et sted, at navnet formentlig er en forvanskning af betegnelsen "la Infanta de Castile", som skulle referere til en prinsesse fra Castilien. Den spanske kongedatter kunne fx være Eleanor af Castile eller Catherine af Aragon. Hvis du har en bedre forklaring, så hører jeg gerne herom. Alternative undergrundsstationer indenfor gåafstand er Lambeth North, Waterloo station og Southwark. Fra "Elephant and Castle", som ligger på Northern Line, spadserede vi til Kennington Road 111, hjørnet af Lambeth Road.
I stedet for at komme med os, kan du besøge museets spændende hjemmeside, bare klik her. Vi var lidt mystificerede, da vi så museet på afstand. Det mindede lidt om et hospital, omgivet af en stor dejlig græsplæne. Jeg fandt siden ud af, at Imperial War Museum ligger i et tidligere sindssygehospital, "Bethlem Royal Hospital" fra 1815, ofte blot benævnt "Bedlam". I 1926 flyttede hospitalet til Beckenham, og jord og bygninger blev købt af Viscount Rothermere, ejer af the Daily Mail. Han lod øst- og vestfløjen rive ned for at give plads til den store park, "Geraldine Mary Harmsworth Park", opkaldt efter hans moder. Parken åbnede i 1934. I parken findes en sektion af Berlinmuren samt et sovjetisk mindesmærke for de omkring 27 millioner personer, som omkom under anden verdenskrig. I 1999 indviede Dalai Lama "Den tibetanske Have for Eftertænksomhed og Fred". Rundt om i haven står skulpturer, som symboliserer jord, luft, vand og ild.
Imoperial War Museum blev etableret i Crystal Palace i 1920 som en hyldest til de faldne i første verdenskrig. Da Crystal Palace imidlertid nedbrændte i 1936, besluttede man at flytte samlingerne til Bedlam. Efter anden verdenskrigs udbrud blev museets formål udvidet til også at dække denne krig, og fra 1953 har museet dækket alle væbnede konflikter, som England har været involveret i siden 1914. Museets samling omfatter ikke alene britiske genstande, men også genstande fra nationer som Frankrig, USA, Tyskland, Italien og Rusland. Vi så også et par effekter fra Danmark - men det kommer vi til.
Der er gratis adgang til museet, men som alle andre britiske museer, vi besøgte, er man taknemlig for frivillige donation. Museet er åbent hver dag fra 10-18 (i 2007). Hver lørdag og søndag kl 11.30 og 13.30 er der gratis rundvisning. Museet har udover museet her i London i følgende afdelinger:
Foran den imponerende facade med en søjlegang med seks joniske søjler står to kæmpemæssige 15-tommer kanoner. Den ene kanon, Gunbody No. 125, blev installeret på HMS Ramillies i 1916. Den blev første gang affyret i kamp i 1920 mod den tyrkiske kyst under en kamp i Marmarahavet. Bortset fra enkelte prøveskud blev kanonen næste gang brugt i 1940 under bombardement af Bardia i Libyen, Nordafrika. I 1941 blev kanonen fjernet fra HMS Ramillies. Den anden kanon, Gunbody No. 102, sad på HMS Resolution fra 1915-1938. Den deltog også i træfningerne i Marmarahavet i 1920 uden at komme i kamp. I 1944 blev kanonen overført til HMS Roberts og deltog under de allieredes invasion i Normandiet. Kanonens samlede vægt andrager omkring 100 tons, og den kan (kunne) sende en granat på 876 kg over en afstand på knap 30 km. Men kom nu med ind indenfor - der er som nævnt gratis adgang.
Allerede i forhallen er man ved at tabe næse og mund; i hvert fald, hvis man er en mand med en smule interesse for historie. Birgit kastede et hurtigt blik rundt og sagde, at hun ville gå en tur i parken og derefter sætte sig på en bænk med en bog. Så kunne jeg fordybe mig i museets samlinger. Min første indskydelse var, at det var da lidt synd for hende. Så kom jeg i tanker om de utallige timer, jeg havde tilbragt i dødssyge tøjforretninger, mens Birgit havde oset omkring, og så fik jeg det lidt bedre.
Forhallen indeholder museets "store genstande", fx "Ole Bill", som er en af omkring 900 London busser, som blev udskrevet til troppetransport under første verdenskrig. Busserne blev malet i militærets khakifarve og ombygget, så de kunne medføre 25 soldater med fuld militærudrustning, hvorefter de blev sendt afsted til Frankrig eller Belgien. Jeg så også den 4-tommer kanon fra destroyeren HMS Lance, som affyrede det første engelske skud under første verdenskrig.
I nærheden var udstillet en britisk Mark V tank fra 1918. Disse tanks blev udviklet under første verdenskrig som et svar på den udbredte skyttegravskrig på vestfronten. Soldater fra begge sider lå i årevis i mudderfyldte skyttegrave og skød på hinanden med maskingeværer. Der var også udstillet et engelsk rekognosceringsfly fra første verdenskrig samt en tysk enkeltmands U-båd. Her stod også en amerikansk M4 Sherman tank, som blev produceret i et antal af omkring 50.000 til brug i Europa under anden verdenskrig. Endelig var ustillet en tysk Jagdpanther, som var en såkaldt "tank destroyer" eller en anti-tank tank.
En lille fiskebåd, Tamzine, som deltog i evakueringen fra Dunkirk i 1940, stod ved siden af en enorm V2-raket, ("Vergeltungswaffe 2", "Gengældelsesvåben 2"). Disse blev som bekendt anvendt i den sidste del af anden verdenskrig mod mål i det sydøstlige England, især London. Den var forløberen til alle senere raketter, herunder dem, som senere sendte mennesker til månen og sonder udenfor vort solsystem. Raketten blev udviklet under Wernher von Braun, som senere kom til at lede USA's rumfartsprogram og blev direktør for NASA - en besynderlig tanke. Turen over Nordsøen varede lidt mere end 5 minutter, og raketten nåede en højde på omkring 85 km. Mellem august 1944 og marts 1945 blev der produceret omkring 4500 V2-raketter.
Hylstret - eller rettere en model heraf - til atombomben "Little Boy", som blev nedkastet over Hiroshima i Japan den 6. august 1945 fra B-29 Superfortress Enola Gay. Tre dage senere blev "Fat Man" bomben kastet over Nagasaki, og dermed kom anden verdenskrig til en afslutning også i Asien. Omkring 70.000 personer omkom som en direkte følge af eksplosionen, og et tilsvarende antal blev sårede. En stort antal døde senere af følgerne af den radioaktive bestråling, ligesom mange nyfødte kom til verden med alskens deformiteter.
Jeg studerede med interesse et Polaris missil til affyring fra en neddykket undervandsbåd. Ikke så meget på grund af missilet, som blev udviklet under den kolde krig, men mere fordi jeg midt i 1960'erne arbejdede en del med netværksplanlægning efter en metode til planlægning og styring af projekter med mange tusinde aktiviter, som var udviklet i forbindelse med Polaris projektet. Det var også interessant at se vraget af den Messerschmitt 110, i hvilken Rudolf Hess i 1941 fløj til Skotland på en besynderlig fredsmission. Han blev taget til fange kort efter landingen og sad i Tower indtil 1945. Under Nürnbergprocessen blev han idømt fængsel på livstid, og han sad i Spandau-fængslet sammen med bl.a. von Schirach og Albert Speer, De blev begge løsladt i 1966, men Sovjetunionen modsatte sig Hess' løsladelse. Hess blev stærkt svækket mentalt og døde 93 år gammel efter selvmord ved hængning efter i alt 46 års fængsling. Der er selvfølgelig myter blandt nynazister om, at Hess i virkeligheden blev myrdet - men dem om det.
Herefter spadserede jeg op på første etage, som er åben ud mod forhallen. Her kiggede jeg først efter den nok mest berømte jager fra anden verdenskrig, den engelske Spitfire Mark 2A. Produktionen begyndte i 1937 og den første Spitfire eskadrille var stationeret i Duxford, hvor Imperial War Museum som nævnt har en afdeling. Det udstillede eksemplar, en Spitfire R 6915, deltog i "the Battle of Britain" og er noteret for 5 nedskydninger af fjendtlige fly. Den blev taget ud af kamp i juli 1941 for at overgå til træningsformål, og i 1946 havnede den på Imperial War Museum. Da produktionen blev indstillet i 1948, var der fremstillet mere end 22.000 Spitfires og Seafires (en model til brug fra hangarskib). Som dreng slugte jeg kaptajn W.E. Johns' spændende bøger om Biggles - eller rettere James Bigglesworth - og hans venner Algy, Ginger m.fl. Biggles deltog allerede i første verdenskrig, hvor han fik sin pilotuddannelse, og ved udbruddet af anden verdenskrig blev han leder af en Spitfire eskadrille. Nå, men det er en helt anden historie.
Meget passende hang der ved siden af Spitfiren en tysk Focke-Wulf 190, som var en af sin tids bedste jagerfly. På de fleste punkter tålte den sammenligning med Spitfire jageren. Hertil kom, at den også var anvendelig til angreb mod mål på jorden, til eskorte af langdistance bombefly og kunne indsættes i natlige flyveoperationer. Ned fra loftet hang også en amerikansk P-51 Mustang, som blev sat ind i kampen om luftrummet i Europa midt under anden verdenskrig. Flyet havde fantastiske flyveegenskaber, og det blev yderligere forbedret, da man udstyrede den med en amerikansk fremstillet Rolls-Royce Merlin motor. Mustangen var med i begyndelsen af Koreakrigen, hvor den dog snart blev afløst af jetjagere.
På denne etage stod også et AVRO-Lancaster bombefly. Bagenden var taget af, så man kunne studere flyets indretning med bombetårne og navigationsudstyr i detaljer.
Fra den øverste etage studerede jeg en Sopwith Camel 2F1, det berømte engelske jagerfly fra første verdenskrig, fremstillet af Sopwith Aviation Company. Flyet, som var et biplan, blev hurtigt populært blandt de britiske piloter på grund af sin gode manøvredygtighed. Prototypen kom i luften i december 1916. Den var udstyret med 2 stk 7.7 mm maskinkanoner, som skød gennem propellerne. En skærm omkring kanonerne skabte en pukkel, som selvfølgelig har givet den navnet "Camel".
I begyndelsen af 1918 var der 13 eskadriller, som var udstyret med "Sopwith Camels". Der blev produceret omkring 5.500 af typen, men i dag er der kun syv tilbage. N6812, den Sopwith 2F1 Camel, som er udstillet på museet, er kendt for at have nedskudt Zeppelin L 53 den 11. august 1918. Zeppelineren havde da deltaget i 19 rekognosceringtogter og fire angreb mod England. Du kender formentlig navnet "Sopwith Camel" fra den dejlige tegneserie Radiserne, hvor Nuser på toppen af sit hundehus jagter den tyske jagerpilot von Richthofen, "Den røde Baron". I Nusers fantasi er hans hundehus netop en "Sopwith Camel". I den virkelige verden blev von Richthofen skudt ned den 21. april 1918 efter selv at have nedskudt 80 fjender. Motoren fra von Richthovens Fokker Dr.1 blev reddet og kan ses på udstillingen.
Som det fremgår af billederne, har jeg kun nævnt en lille del af de mange genstande, som er udstillet i forhallen. Men kom nu med på en hurtig tur gennem museets permanente udstillinger. Jeg vil også kort omtale et par særudstillinger, som var på programmet under vores besøg.
De komplekse årsager til udbruddet af den krig, som skulle ændre på magtforholdene i Europa og bringe tre imperiet til fald, blev beskrevet temmelig detaljeret: Østrig-Ungarn og Det Osmanniske Rige forsvandt og blev erstattet af en mængde mindre stater, og det slagne Tyskland blev omdannet fra monarki til republik. I Rusland opstod verdens første kommunistiske stat, Sovjetunionen. Desværre lykkedes det som bekendt ikke at skabe et stabilt og/eller fredeligt Europa, så denne krig blev en forløber for en endnu større katastrofe, anden verdenskrig. Udstillingen indeholder en rekonstruktion af et skyttegravssystem, og man får gennem syns-, lyd- og smagsindtryk en fornemmelse af livet under den årelange stillingskrig.
Udstillingen omhandler krigens første og eneste totale slag mellem den tyske flåde og den britiske flåde, slaget ved Jylland, som fandt sted den 31. maj 1916. Efter søslaget hævdede begge sider at have opnået sejr. Jeg så også en spændende udstilling om livet på hjemmefronten.
Alle aspekter af anden verdenskrig behandles på denne omfangsrige udstilling. Opbygningen af krigen, udbruddet, evakuering af de britiske soldater fra Dunkirk, battle of Britain, den tyske Ubådskrig, USA's indtræden i krigen, Rommel og Montgomerys ørkenkampe, kampene på østfronten, hverdagslivet under krigen, modstandskamp i de besatte områder, bombardementer af tyske byer, invasionen i Normandiet - "Operation Overlord", krigsafslutningen, befrielsen af fanger fra de tyske koncentrationslejre, nedkastningen af to atombomber over Japan o.m.m. Jeg fik en - tror jeg - meget virkelighedstro fornemmelse af de tyske bombardementer i en rekonstrueret bunker, ligesom der var opbygget en sønderbombet gade fra London fra 1940.
Jeg havde læst, at der skulle være to danske genstande på museet, nemlig et frihedskæmperarmbind samt en danskproduceret kopi af en britisk stengun. Modstandsbevægelsen producerede illegalt mere end 1000 kopier af dette populære våben, som blev brugt af grupper som "BOPA" og "Holger Danske". Som du kan se, lykkedes det mig at finde genstandene, men desværre var mine billeder lidt kiksede. Det er en OMMER, som jeg må gøre bedre næste gang - med mindre du sender mig et foto forinden ;-)
Jeg gik lidt hurtigt gennem denne udstilling, som omfatter de konflikter, som England har været involveret i siden 1945. Som bekendt bragte hverken første eller anden verdenskrig den omfattende fred, som alle håbede på. En del at udstillingen omfatter den kolde krig med dens våbenkapløb mellem øst og vest, delingen af Tyskland, Berlinmuren, luftbroen med forsyninger til Vestberlin mv., kommunismens sammenbrud, murens fald og (den forløbige) afslutning på den kolde krig. Herudover behandlede udstillingen problemer i østen med Kina og Nord- og Sydkorea samt Vietnamkrigen. Problemerne i Mellemøsten med Israels kampe med sine naboer, Suezkrisen i 1956, Iraks angreb på Kuwait i 1990, Golfkrigen mv. Falklandskrigen, hvor den tidligere kolonimagt England svarer igen på Argentinas invasion af Falklandsøerne er også behandlet forholdsvis detaljeret.
De nazistiske udryddelser af omkring 6.000.000 jøder (foruden et stort antal sigøjnere, homoseksuelle ...) er beskrevet i en meget omfattende udstilling med tusindvis af dokumenter, fotografier, plakater, film mm. Disse er suppleret med meget personlige vidnesbyrd fra mange ofre i form af dagbøger, fotoalbum, legetøj, hjemmelavet husgeråd osv. Jeg så en begravelsesvogn fra ghettoen i Warzawa samt en jernbanevogn, som har været benyttet til deportering af jøder til arbejdslejre og udryddelseslejre. Flere steder var der video med film fra koncentrationslejre og med interviews af personer, som havde været så heldige at komme levende tilbage fra dette helvede. Ovennævnte foto er jødiske fanger i Buchenwald koncentrationslejr, som blev befriet af amerikanske tropper april 1945. Hele baggrunden for den sindssyge nazistiske raceteori bliver gennemgået tillige med opbygningen af den nationalsocialistiske bevægelse i Tyskland.
På den øverste etage så jeg udstillingen "Crimes against humanity: an exploration of genocide and ethnic violence". Det centrale på udstillingen var en "fortløbende" film af ca 30 minutters længde, som beskrev folkedrab og etniske konflikter i Nazityskland, Armenien, Cambodia, Østtimor, Bosnien, Rwanda og andre steder. Filmen behandler spørgsmål som massepropagandaens indflydelse, økonomiske forskelle, skal det internationale samfund gribe ind? osv. Bestemt en seværdig film.
"The Secret War exhibition" handler om agenter og spioner og Englands hemmelige organisationer MI5 og MI6, som spillede en stor rolle under den kolde krig, men også specialenheder som Special Air Service (SAS) og Long Range Desert Group (LRDG) er taget med. Den verden, som vi ofte betegner som "skæg og blå briller". Der var fx udstillet flasker med usynligt blæk, som blev anvendt af tyske spioner under første verdenskrig. Jeg så også en original tysk Enigma kodemaskine, som tillod tyskerne uhindret at kommunikere med hinanden under anden verdenskrig. Jeg har skrevet lidt om denne elektromekaniske chiffermaskine, som blev brugt til kryptering og dekryptering af meddelelser, under vores udflugt til Little Venice. Her kan du også læse lidt om, hvorledes det lykkedes de allierede at bryde koden og dermed vende Enigma maskinen til deres egen fordel.
Der kørte to spændende videofilm: "Benina Raid", som omhandlede en dristigt angreb udført af SAS og LRDG mod en tysk flyvestation i Nordafrika i 1942, og en rekonstruktion af "Operation Nimrod", hvor det i 1980 lykkedes SAS at befri 20 gidsler, som irakiske terrorister havde taget på den iranske ambassade i London. Ikke overraskende er SAS' motto: "He Who Dares, Wins.
På anden etage er der to gallerier med kunst fra hhv. første og anden verdenskrig. De udstillede genstande bliver regelmæssigt fornyet fra museets store samling. Jeg havde desværre ikke megen tid til fordybelse, men vil dog fremhæve nogle værker af Henry Moore. Han er bedst kendt som skulptør, og Birgit og jeg har mødt hans bronzefigurer over det meste af Europa. Under anden verdenskrig måtte han for en tid opgive skulptørarbejdet, da hans studio blev bombet af tyskerne. I stedet gik han i gang med en serie tegninger, som viste livet i Londons undergrundsstationer under de tyske luftangreb. Da de eksisterende beskyttelsesrum var utilstrækkelige, begav tusindvis af mennesker sig ned i undergrundsstationerne, bærende på på deres tæpper. Det er lykkedes Henry Moore at gengive den særlige stemning, som herskede her. Jeg fik desværre ikke taget noget billede på museet, så i stedet viser jeg ovenstående billede, som vi så et par dage senere på Tate.
Endelig så Jeg så også en lille udstilling om Englands største krigshelt feltmarskal Bernard Montgomery - med kælenavnet Monty. Han er måske bedst kendt som leder af slaget ved El Alamein i 1942, som var et afgørende vendepunkt i ørkenkrigen. Winston Churchill anerkendte slagets betydning med denne udtalelse: "Before Alamein we never had a victory. After Alamein we never had a defeat.". Den 4. maj 1945 modtog Montgomery i sit telt på Lüneburger Heide i Nordtyskland de tyske officerer, som underskrev kapitulationspapirerne. Som dreng blev jeg ofte belært om, hvor vigtig en rolle Montgomery havde spillet i forhold til den danske befrielse i 1945. "Tænk, hvis vi var blevet befriet af russerne i stedet for englænderne. Se, bare hvordan det gik med Bornholm". Og hvor mange gange har jeg ikke hørt frihedsbudskabet: "I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig.". Min onkel, som havde siddet i tysk fængsel under krigen, fortalte ofte om Montgomerys overstrømmende modtagelse i København den 12. maj 1945.
Udstillingen åbnede i 60-året for slaget ved El Alamein. Blandt de mange udstillede genstande var Montgomerys karakterbøger fra skolen, hans fodboldkasket, hans officersværd, som han bar under første verdenskrig, og et uddrag af hans dagbog skrevet under evakueringen fra Dunkirk i 1940. Man så hans mange medaljer og ordener, herunder den sjældne sejrsorden, som han modtog af Stalin. De underskrevne kapitulationspapirer fra Lüneburger Heide var også udstillet. I forhallen havde jeg set den M3 Grant-tank, som feltmarskal Montgomery havde kørt i under "Operation Lightfoot" ved El Alamein i 1942.
Jeg så også en spændende udstilling om camouflagens historie og dens udvikling siden første verdenskrig. Udstillingens kurator var sir Jonathan Miller, som Birgit og jeg tilfældigvis havde mødt nogle dage forinden ved Regent Park. Der var først en række spændende eksempler på camouflage fra dyreriget, hvor det ofte er en livsbetingelse for overlevelse. Det samme behov for at skjule sig for fjenden har man i krigstid, og under første verdenskrig udvikledes forskellige metoder for at sløre våben, udstyr og bygninger. I 1917 opfandt kunstneren Norman Wilkinson metoder til at forvirre tyske ubåde ved hjælp af såkaldte "dazzle ships", som blev bemalt med komplekse geometriske former i kontrasterende farver, figurer som afbrød og skar gennem hinanden. Målet var ikke at sløre skibet, men snarere at gøre det vanskeligt for fjenden at bestemme fartøjets hastighed eller retning. Der var flere eksempler på denne teknik. Det var imidlertid det franske militær, som først begyndte at arbejde struktureret med camouflage, og i 1915 oprettede den franske hær en selvstændig camouflage-enhed. De farvestrålende uniformer fra 1800-tallet udgjorde en oplagt sikkerhedsrisiko i første verdenskrigs skyttegrave på vestfronten. De højrøde og midnatsblå farver fik soldaterne til at virke som skydeskiver fra rekognosceringsflyene. Snart indførte de engelske commonwealthstyrker de i dag velkendte khakiuniformer.
Det var også under første verdenskrig, at man begyndte at anvende metoder til at narre fjenden. Udstillingen rummede flere eksempler på papmachéhoveder, som blev hævet op fra skyttegravene for at tiltrække sig fjendtlig ild og dermed afsløre dennes position. Andre camouflagemetoder på den tid var sløringsnet over skyttehuller, og observationsposter forklædt som træstammer o.l.
Under anden verdenskrig begyndte man at anvende dummy tanks, dummy skibe og dummy fly for at narre fjenden og få denne til at spilde sin ildkraft på ufarlige genstande. Både kunstnere og videnskabsfolk bidrog til at udvikle camouflageteknikker. Der blev vist eksempler på, hvorledes englænderne narrede de tyske fly ved at smide tæpper på grusvejene med påmalede omrids af tanks og med spor af tankenes kørebælter. Udstillingen viste også flere af de vildledningskampagner, som blev gennemført forud for de allieredes landgang i Normandiet i 1944, fx Operation Bodyguard, der skulle overbevise tyskerne om, at invasionen ville ske andre steder end i det nordlige Frankrig, fx Balkan. Operation Fortitude South skulle overbevise tyskerne om, at det primære angreb ville ske mod Pas de Calais, mens Operation Fortitude North skulle give indtryk af, at man planlagde et angreb på Norge. Gennem dobbeltagenter og falsk radiotrafik forsøgte man at få tyskerne til at tro på eksistensen af en fiktiv amerikansk hærgruppe, First U.S. Army Group, der skulle befinde sig sig i det sydøstlige England. Englænderne fik mange af de tyske egenter i England "vendt", så de sendte rapporter til Tyskland om denne fiktive hærstyrke. Falske kampvogne, lastbiler og landgangsfartøjer samt falske militærlejre blev placeret ved havnene på Englands østkyst, og man gav Luftwaffe mulighed for at fotografere dem. Alle disse tiltage medførte, at tyskerne blev tvunget til at sprede deres tropper over et større område.
Jeg var helt omtåget, da jeg mødte Birgit igen i parken efter at have brugt nogle timer på Englands vistnok mest imponerende krigsmuseum. Jeg kunne selvfølgelig have brugt en uge eller mere på at dykke ned i de enorme samlinger, som efter museets egne opgivelser rummer:
Hvis du har lyst, kan du nedenfor vælge at studere en anden af de London-sider, jeg har begået. Ellers tak for besøget.
