"London is made for walking.
It is a city of small streets and sudden vistas,
of unexpected alleys and hidden courtyards.
It cannot be seen from a bus or car..."
Peter Ackroyd
Hver gang Birgit og jeg er på storbyferie, undersøger vi, om der er mulighed for at deltage i arrangerede spadsereture. Det har vi haft glæde af i Berlin, Madrid, Firenze og andre steder, hvor entusiastiske personer, som brænder for deres by, viser rundt ofte til steder, som en turist aldrig ville finde på egen hånd. Den nemmeste måde at lokalisere sådanne foretagende på at henvende sig på turistbureauet. I London findes adskillige af slagsen, hvilket vi havde opdaget under vores forberedelser hjemmefra. Efter nærmere studium af deres hjemmeside besluttede vi at tage med på en eller flere ture med London Walks.
Ialt var vi på tre ture med dette selskab, og havde vi haft mere tid, var det blevet til flere. Deres program, som du kan læse om her er spændende og omfattende. Tonen er frisk uden at være kvalm, og umiddelbart ser det ud til, at de tilknyttede guider er vidende. Her er et udpluk af ture fra programmet:
Hver dag - også lørdag og søndag - 15-20 ure. Du skal ikke tilmelde dig, men blot møde op ved den undergrundsstation, som er angivet i programmet. Prisen er 6 pund - dog kun 5, hvis du er over 65, børn under 15 gratis i følge med deres forældrene. Turene, som varer omkring to timer, bliver gennemført uanset vejret. Jeg havde den opfattelse, at vejret i London er meget regnfuldt, men ifølge London Walks hjemmeside falder der på årsbasis mere regn i Rom end i London. Men derfor kan du jo godt tage en paraply under armen. Det værste, der kan ske, er, at du får brug for den.
Denne dag valgte vi at tage med London Walks tur til Little Venice. Vi kendte intet til området, men navnet lød spændende, vejret var strålende, og programmet berettede om en hemmelig verden af kanaler, spændende kirker, imponerende rigmandsvillaer med celebre beboere mv., så vi tog undergrundsbanen til Warwick Avenue 
Tube på Bakerloo Linien, hvor vi var i god tid før kl. 11. Vi var spændte på, om vores guide ville være Peter, Shaughan eller Richard III. Lidt før kl 11 dukkede Shaughan med et skilt på maven fra og en stak programmer under armen. Shaughan er skuespiller og har bl.a. spillet Sherlock Holmes, ligesom han har deltaget i TV-stykker med Poirot og Miss Marple. Han viste sig at have en god stemme og en særdeles fin humor.
Shaughan tog os med over på det lille torv, 20 meter fra nedgangen til undergrundsstationen og viste os en grøn træbygning. I 1875 stiftedes en fond, hvis formål var at oprette læskure, "shelters" for "Hansom Cab drivers", datidens taxichauffører. Du har set hansom cabs i utallige film fra Londons victoriatid - når Sherlock Holmes skulle ud på sine undersøgelser, skulle dr. Watsom altid skaffe en hansom cab. (Hansom er navnet på den person, som opfandt det lille hestetrukne køretøj, og cab er en forkortelse af cabriolet). Skurene, som skulle have samme længde som en hansom cab med forspændt hest, blev stillet op ved byens holdepladser; føreren af en hansom cab måtte ikke forlade holdepladsen, når han var i tjeneste. Her kunne føreren købe lidt mad og drikkevarer, og komme i læ. Der var plads til omkring 10 førere i skuret. Det var strengt forbudt at drikke spiritus, spille og bande i skuret. Der var borde og bænke i skurene, og der lå også aviser og bøger til afbenyttelse. Selv om førerne skulle betale for mad og drikke, var der primært tale om et filantropisk foretagende.
Shaughan fortalte, at en ung skuespiller hver morgen standsede ved dette læskur for at få en kop kaffe eller te på vej til teatret. Det var såmænd Laurence Olivier. Fra 1875-1914 blev der opført 61 af disse læskure. De fleste er borte, men der er stadig 13 tilbage i London, og de er selvfølgelig fredede. Du kan finde dem her, hvis du er interesseret:
"The Cabmen's Shelter Fund" eksisterer stadig og driver ovenstående 13 læskure, som især frekventeres af taxichauffører. priserne skal efter sigende være moderate.
Med Shaughan i spidsen spadserede vores selskab, som vel talte 15-20 personer, ad de stille villaveje. Vi standsede hvert andet øjeblik, og Shaughan fortalte om bygningen og dens historie, ikke mindst dens indbyggere, som han havde et forbløffende kendskab til. Mange kom ud i forhaven og hilste på ham. Alle de herskabelige villaer er elegante hvide og udsmykkede med masser af stuk på facaden. Desværre er stuk ikke velegnet til det britiske klima, så med ca. 5-10 år mellemrum skal facaden udbedres. Ikke bare med frisk maling, men pudset bliver hakket ned for derefter at blive fornyet. En særdeles kostbar proces, men man må jo betale for udseendet.
En af de første ejendomme, som Shaughan udpegede, havde tilhørt Annie Lennox, medlem af duoen "The Eurythmics" og kaldt "the greatest living white soul singer". Hendes partner Dave Stewart boede i ejendommen ved siden af. Da Annie Lennox flyttede, overtog Dave Stewart hendes ejendom og lagde de to ejendomme sammen. Med en pladesalg i omegnen af 100 millioner har han sikkert haft råd til det.
På den anden side af vejen udpegede Shaughan en kæmpestor villa. Den havde tilhørt Madonna, som betalte omkring 15 millioner pund for herligheden - mere end 150 millioner kroner - for ejendommen. Hun var imidlertid aldrig flyttet ind i ejendommen, angiveligt fordi der boede så mange fattige mennesker i den anden ende af vejen. Vi så de boliger, som disse fattige mennesker boede i, St. Mary's Mansions. Det var ganske vist etageejendomme, men velholdte og tilsyneladende af en særdeles fin standard. Shaughan fortalte, at disse lejligheder havde indgået i den såkaldte "houses-for-votes scandal", hvor det konservative byrådsmedlem Dame Shirley Porter havde solgt offentlige ejendomme langt under markedsprisen for at skaffe stemmer til sit parti. Måske kunne Ritt Bjerregaard lære noget her? I 1996 afgjorde retten dog, at salget havde været ulovligt, og Shirley Porter og fem andre deltagere blev dømt til at betale et beløb på 27 millioner pund. Det lykkedes Shirley Porter at overføre sine værdier til familien og anbringe dem i hemmelige fonde, inden hun stak af til Israel.
Vi havde flere steder i London lagt mærke til de fine blå skilte med hvid skrift, som var anbragt på nogle ejendomme. Fx havde vi set en på 221b Baker Street, hvor Sherlock Holmes i sin tid boede. Her i Little Venice vrimlede det med dem. Shaughan fortalte, at disse mindetavler placeres på ejendomme, hvor der har boet eller arbejdet en bemærkelsesværdig person: skuespiller, forfatter, politiker, videnskabsmand, sportsmand etc. Disse blå skilte går tilbage til 1867, hvor den første tavle til minde om Lord Byron blev opsat. Der kommer omkring 10-15 nye skilte op hvert år, og i øjeblikket (2007) er der omkring 700. Jeg skal vise dig nogle af de mindetavler, som vi passerede undervejs. Det stille vand og de elegante hvide villaer i Little Venice har tiltrukket kunstnere, forfattere og poeter. Fx boede poeten Robert Browning her fra 1861-1868; "sjovt nok" døde Browning i det rigtige Venice i 1889.
Selvfølgelig finder der en hjemmeside, som lister alle disse mindetavler, bare klik her.
For enden af vejen kom vi til Regent's Canal, som er en af flere kanaler, som gennemstrømmer området. Shaughan fortalte, at de indfødte mente, at navnet Little Venice kom af, at området efter deres mening mindede utroligt meget om venedig (Venice). Mange henviste til, at den store venetianske maler Canaletto havde haft et atelier ud mod kanalen i den periode, hvor han havde boet og arbejdet i London (1747-1755). Familienavnet var egentlig Canal, mens Canaletto betyder "lille kanal", så måske var Canaletto ikke særlig stor af statur. Shaughan mente, at navnet var blevet opfundet af ejendomsmæglere, som jo altid er på udsigt efter spektakulære navne, som vækker købernes interesse - og i øvrigt var der ingen kanaler i området i 1700-tallet. God pointe synes jeg.
Regent's Canal forbinder Grand Union Canal med Themsen. Den er 13.6 km lang og falder på vejen til Limehouse Basin omkring 26 meter. I 1811 præsenterede forretningsmanden Thomas Homer et forslag om at bygge kanalen for den kendte arkitekt, John Nash. Han påtog sig opgaven, og da han var gode venner med kronprinsen (the Prince Regent), den senere kong George IV og allerede var i gang med at designe Regent's Park, navngav Nash kanalen the Regent's Canal. Arbejdet blev påbegyndt i 1812 under ledelse af ingeniør James Morgan. Efter adskillige ændringer og flere finansielle kriser kunne kanalen åbne den 1. august 1820. De samlede omkostninger var 772.000 pund, dobbelt så meget som budgetteret. Efter nogle år blev kanalen et vigtig led i transport af varer til og fra London. Grand Union Canal, som har en længde på 220 km, forbinder Englands to største byer. På sin vej passerer den 166 sluser.
"Junction House", som ligger på den anden side af den kulørte bro, var engang det sted, hvor bådene skulle betale for at bruge kanalen. Jo lavere båden lå i vandet, jo højere pris. Undertiden stillede skipperen sig om på den fjernere side af båden for at få den side, som vendte over mod "Junction House" til at ligge højere i vandet.
Shaughan fortalte, at bådene blev trukket af heste, som altid gik på nordsiden af kanalen. Når man kom til en bro, blev hestene koblet fra. Drenge, som lå på ryggen på toppen af båden skubbede båden frem ved at stemme benene mod loftet. Samtidig sang de højt for at hindre et andet fartøj i at gå ind i den anden ende af tunnellen, som kunne være indtil 200 meter lang.
På begge sider af kanalen lå husbåd ved husbåd, nogle af dem så ud til at kunne sejle, de fleste var permanente. Nogle af dem var indrettet med servering.
Shaughan fortsætte med at fortælle "gossip" om de kendte personligheder, der har boet i Little Venice. Bl.a. boede skuespillerinden Lillie Langtry på sine gamle dage i dejlig ejendom, som vendte ud mod kanalen. Du husker måske, at Lillie Langtry havde et langvarigt forhold til prinsen af Wales, dronning Victorias søn Albert Edward ("Bertie"), den senere Edward VII. Det var en offentlig hemmelighed, at man ikke skulle invitere prinsen til en social begivenhed, hvis man ikke også inviterede Lillie Langtry.
Shaughan kunne fortælle en rørende historie om Richard Branson, en af Englands mest succesfulde forretningsmænd - ham med flyselskabet Virgin Atlantic Airways, pladeselskabet Virgin Records og mere end 300 selskaber baseret opå brandet Virgin. Som 16-årig var han ude at køre en tur på sin motorcykle. Han fik problemer med maskinen og søgte hjælp på en flodbåd ved kanalen. Her boede en ung pige, som var ved at blive smidt ud, da hun ikke kunne betale lejen. Richard Branson købte båden for 2.000 pund og flyttede ind på båden, som den dag i dag skal være i familiens eje.
Skuespillerinden Jane Asher har haft et hus i området sammen med sin (tidligere) kæreste Paul McCartney. Mel Smith, som du måske husker fra humoristiske TV-shows som "Not The Nine O'Clock News" og "Verdens Værste Værter " med makkeren Griff Rhys Jones, bor i Little Venice. Skuespillerinden Emma Thomson. Musikeren Elvis Costello. Fodboldspilleren Les Ferdinand og mange flere.
Shaughan viste os "Flemming House", en blok med store, smukke lejligheder; den er opkaldt efter og blev i 1948 indviet af sir Alexander Flemming. Han huskes bedst som opfinderen af penicillinen i 1928, mens han arbejdede på St. Mary's Hospital i Paddington, som ligger lige i nærheden.
Speaking of Paddington... Shaughan fortalte, at forfatteren Michael Bond bor i Little Venice. Hvem er det nu lige Michael Bond er? Jo, han er forfatter til de pragtfulde bøger om den lille bjørn, som bliver fundet på Padding Station med et skilt om halsen, hvopå der står: "Please look after this bear. Thank you", med en kuffert i hånden og iført en sjov hat samt en duffel coat. Det hele begyndte med, at Michael Bond en juleaften på vej hjem fra arbejde "faldt over" en lille bjørn i en legetøjsbutik. Den sad helt alene på en hylde, og Michael Bond kunne ikke lade være med at købe den, og da han kom hjem til sin hustru Brenda, blev de enige om at døbe den Paddington, da de boede i nærheden af stationen af dette. Mindre end 10 dage efter, havde Bond skrevet den første bog om den indtagende bjørn. Kort tid efter forlod han sit job som kameramand ved BBC for at hellige sig skriveriet. Bøgerne om bjørnen Paddington er oversat til 30 sprog. I 1997 blev Michael Bond rildelt en OBE (Order of the British Empire) for sine fortjenester som børnebogsforfatter. Shaughan fortalte, at han bogstavelig talt var vokset op med bjørnen Paddington. Første gang, Birgit og jeg var i London, købte vi også en Paddington til vores barnebarn Britt. Denne gang tog vi hen på stationen og beundrede den bronzestatue, der findes af den lille bjørn her.
Nu synes du måske, at det er megen snak om en lille legetøjsbjørn. Men i år 2000 vandt David Goodman Olney på amerikansk TV i "Hvem vil være Millionær" én million dollars for at kunne besvare spørgsmålet: "Hvor kom bjørnen Paddington fra?". Alle vi Paddington-elskere ved selvfølgelig, at hans tante Lucy havde sendt ham afsted fra "det mørkeste Peru" som blind passager, så sig ikke, at trivialviden er unyttig. Vores søn Bo vandt sammen med en gymnasiekammerat for resten en rejse til Tour de France for at blive dansk mester i Trivial Pursuit, og han så i 1996 Bjarne Riis trille ind på Champs-Élysées som vinder det år.
Vores tur afsluttedes udenfor Colonnade Hotel, som ligger omkring 100 meter fra undergrundsstationen. Den smukke bygning var op til og under krigen opholdssted for flygtningen; i 1938 boede en vis Sigmund Freud, flygtning fra Wien her. Inden vi drejede om hjørnet, fortalte Shaughan, at vi nu ville komme til fødestedet for en af de personer, som ifølge Churchill havde haft størst indflydelse på afslutningen af anden verdenskrig. Jeg tror ikke, at der var noget, der kunne gætte, hvem det var, men da vi så den blå mindetavle med inskriptionen "ALAN TURING (1912-1954), Code-Breaker and Pioneer of Computer Science was born here", var vi en del, som havde hørt om ham. Hans forældre boede og arbejdede i Indien, da hustruen blev gravid, og familien besluttede at flytte til England, og den 23. juni 1912 blev Alan Touring født i denne bygning. Alan Touring, som viste sig at have bemærkelsesværdige evner indenfor matematik, studerede ved King's College i Cambridge og fik en PhD. fra Princeton University i 1938. Han vendte tilbage til England, inden krigen brød ud, og fik ansættelse ved King's College.
I 1939 dominerede de tyske U-både som bekendt Atlanten, hvilket især skyldtes den såkaldte Enigma maskine, som tillod tyskerne uhindret at kommunikere med hinanden. Enigma var en elektro-mekanisk chiffermaskine, som blev brugt til kryptering og dekryptering af meddelelser. På den måde kunne de tyske U-både viderebringe deres viden om de allierede skibes positioner. Videnskabsmænd havde i flere år forgæves forsøgt at bryde koden. Turing blev knyttet til gruppen "Government Communication Headquarters" (GCHQ) ved Bletchley Park, og han var i en periode dens leder. Under arbejdet udviklede gruppen en maskine kaldt Colussus; den anses for en af forgængerne til den digitale computer. Det lykkedes gruppen i samarbejde med amerikanske eksperter at knække koden, hvilket kom til at ændre krigens gang og formentlig afkortede den væsentligt. I 1945 fik Turing tildelt "Order of the British Empire" for sin indsats.
Turing, som efter krigen kom til at arbejde for Manchester University, var homoseksuel, hvilket på den tid var ulovligt og nærmest anset for en sygdom. I 1952 blev Turing arresteret pga sin homoseksualitet, som han ikke lagde skjul på, og han blev dømt til gennem et år at modtage hormonindsprøjtninger. Amerika, som i begyndelsen af 1950-erne var domineret af McCarthyismens heksejagter, anså Turing som en sikkerhedsrisiko - det var lige så slemt at være bøsse som kommunist. Den 7. juni 1954 fandt Alan Turings rengøringskone ham i sengen, død af cyanidforgiftning. På hans natbord lå et æble, hvoraf der var taget et enkelt bid. Retten afgjorde, at der var tale om selvmord, selv om hans moder påstod, at der var tale om skødesløs omgang med kemiske stoffer. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på eventyret Snehvide. I dag ville der formentlig være opstået en konspirationsteori om, at han var blevet dræbt af den engelske - amerikanske - israelse - whatever - efterretningstjeneste.
Rygter vil vide, at Apple's logo, et regnbuefarvet æble, hvoraf der er taget et enkelt bid, er Steve Jobs hyldest til Alan Turing. Andrew Hodges, som har skrevet en biografi om Alan Turing, mener ikke, at det er tilfældet. Det ville ellers havde været passende, da Turing anses som en af fædrene til computeren og ikke mindst til det område, som hedder "kunstig intelligens". Første gang, jeg hørte om Alan Turing, var i hans egenskab af opfinder af en test, som kan afgøre, om en person kommunikerer med et andet menneske eller en maskine, den såkaldte "Turing test". Men det er en helt anden historie.
Den amerikanske Association for Computing Machinery, ACM har indstiftes den såkaldte Turing Award, en pris, som gives én gang årligt til en person som har ydet "et afgørende og væsentlig bidrag indenfor datalogien". Prisen, som omtales som "datalogiens nobelpris", er én eneste gang tilfaldet en dansker, nemlig Peter Naur, som modtog den i 2005. Peter Naur fik prisen for "grundlæggende bidrag til udformningen af programmeringssprog og definitionen af Algol 60, til udformningen af oversættere og til det kreative og praktiske arbejde med programmering". Peter Naur blev i 1969 den første professor på Datalogisk Institut på Københavns Universitet. Jeg havde den fornøjelse at arbejde lidt sammen med Peter Naur i 1964-1965, hvor han bl.a. van ansat ved Regnecentralen. I en tid, hvor andre betragtede programmering som en formel matematisk disciplin, understregede Peter Naur, at programmering også er en aktivitet, der bliver udført af mennesker for mennesker.
Meget apropos hedder baren i forbindelse med Colonnade Hotel E-bar, hvilket står for Enigma-bar. Og hermed sluttede en spændende tur i Little Venice.
Hvis du har lyst, kan du nedenfor vælge at studere en anden af de London-sider, jeg har begået. Ellers tak for besøget.
