Jeg har altid elsket biblioteker og tilbragte en stor del af min ungdomstid på biblioteker i min hjemby Århus. En af de største dage i mit liv var, da jeg to år før tiden fik lånerkort til voksenbiblioteket. Den venlige bibliotekar havde fået medlidenhed med mig, efter at jeg havde læst samtlige bøger på hylderne i børnebiblioteket. Og nu skulle jeg besøge British Library (BL), Englands nationalbibliotek og et af verdens største. Det ligger på Euston Road 96, to minutters gang fra undergrundsstationen King's Cross/St Pancras. Birgit og jeg havde besøgt det en times tid sammen, og nu havde hun sendt mig afsted på egen hånd. Til min store overraskelse er British Librarys status som nationalbibliotek af ny dato, faktisk indledtes den først den 1. juli 1973. Før 1973 var British Library en del af British Museum. Biblioteket har mere end 150 million "ting" på hylderne: bøger, magasiner, aviser,lyd og musikoptagelser, patententer, kort, frimærker, tryksager, tegninger og meget mere. Antallet af bøger er omkring 25 millioner. Pga pligten til at aflevere alle trykte udgivelser til biblioteket, vokser antallet med omkring 3 millioner om året. Biblioteket opkøber også mange værker, som ikke bliver udgivet i England. Kernen i bibliotekets historiske samling er baseret på donationer fra 1700-tallet, de såkaldte "foundation collections".
I mange år var British Library fordelt på flere adresser, men siden 1997 har det haft til huse i en énkelt bygning på Euston Road, det blev formelt indviet af dronning Elisabeth i juni 1998. Ud mod Euston Road ligger en stor plads, hvorpå befinder sig flere kunstværker. Det mest iøjnefaldende er en stor bronzeskulptur udført af Eduardo Paolozzi, figuren forestiller den engelske kæmpe i videnskab Isaac Newton. Inde i hjertet af bygningen er et 6-etagers "glastårn", som indeholder "King's Library", 65.000 bind, som er samlet af George III mellem 1763-1820.
British Museums "Department of Printed Books", som er grundlagt i 1753, havde en meget populær læsesal. Den blev flittigt benyttet af kendte personer som Charles Dickens, Virginia Woolf, George Bernard Shaw, Karl Marx og Lenin. Karl Marx tilbragte en stor del af sine år i London i læsesalen, hvor han ivrigt studerede numre af The Economist og bøger, som kunne hjælpe ham i hans analyse af det kapitalistiske samfund. Imens levede familien i yderste armod og blev smidt ud af deres lejlighed i Chelsea, da de ikke kunne betale huslejen. Siden flyttede de til en billigere lejlighed i Soho, hvor de boede i seks år. Læsesalen findes fortsat på British Museum, men på British Library har man en ansøgning om at få et "reader pas" til biblioteket, underskrevet af en vis Jacob Richter. Ansøgningen, som er fra Lenins hånd, er udstillet på et af gallerierne i British Library.
Jeg havde læst, at biblioteket stod til rådighed for alle, som har behov for at bruge dets samlinger. Da jeg optimistisk forsøgte at komme indenfor, viste det sig, at jeg for det første skulle have en fast adresse i England (UK eller Irland). For det andet skulle jeg udfylde en behørigt underskrevet og attesteret ansøgningsblanket for at få et "Reader Pas". Så jeg måtte nøjes med stående i indgangsdøren at kigge ind i det forjættede land, men på den anden side, det var jo stort set samme skæbne, som overgik Moses - uden sammenligning i øvrigt. Mere end 500.000 personer anvender bibliotekets læsesale hvert år. De store læsesale har flere hundrede pladser, som ofte alle er optaget af forskere og studerende - men altså ikke nysgerrige (jeg foretrækker nu selv betegnelsen videbegærlige) turister).
Det lykkedes mig heldigvis at se "Magna Carta", det historiske dokument, som oprørske adelsmænd i 1215 tvang kong John til at underskrive og dermed anerkende, at også kongen står under loven. Denne håndfæstning skulle alle efterfølgende monarker underskrive, og den er på sin vis forgænger for langt senere forfatninger såsom den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776. Dokumentet er udstillet i et særligt værelse i galleriet. Jeg havde set dokumentet hjemmefra på bibliotekets hjemmeside, men selv om Nettet er en god ting, kan det ikke give den samme oplevelse som virkeligheden. Det af kongen underskrevne dokument har desværre ikke overlevet, men af de fire eksisterende kopier, findes de to i England, og det ene er altså udstillet permanent på British Library - i skummel belysning for at skåne papiret. Efter vores hjemkomst fra London læste jeg, at det eneste eksemplar i privat eje vil blive udbudt til salg i New York i december 2007. Det har i længere tid været udlånt til National Archives i Washington, men nu har ejeren, Texas milliardæren Ross Perot besluttet at sælge det. Han købte det i 1984 for 1½ million dollars. En ekspert fra Sotheby's mener, at dokumentet efter en konservativ vurdering vil blive solgt for et beløb i omegnen af 20-30 millioner pund. Det bliver spændende at erfare, hvem der løber af med det. The Perot Foundation vil anvende beløbet til godgørende formål. (Du husker måske, at Ross Perot stillede op til det amerikanske præsidentvalg i 1992?) Herudover kunne man i galleriet bl.a. se kaptajn Cooks journal og Charlotte Brontë's Jane Eyre.
I det følgende har jeg lavet en kort liste over nogle af museets største klenodier. Lindisfarne evangelierne (omkring 680-720) er lavet af munkene ved klostret på den hellige ø Lindisfarne udfor Nordøstengland. Det smukt illustrerede manuskript er på latin, men det indeholder den ældste overlevende oversættelse af Evangeliet til engelsk, idet den engelske tekst er tilføjet mellem linierne omkring 970. I år 793 blev klostret angrebet af danske vikinger, dette angreb anføres almindeligvis som indledningen på vikingetiden. Det er en besynderlig tanke, at dette uvurderlige manuskript ved denne lejlighed nemt kunne have havnet i Danmark, i så fald havde det næppe overlevet til i dag.
Sultan Baybars’ koran (1304-1306), denne prægtige 7-binds udgave af koranen, håndskrevet i guld, er et af den muslimske verdens vigtigste dokumenter. Den blev fremstillet i Cairo til Sultan Baybars af kalligrafimesteren Muhammad ibn al-Wahid og et hold illustratorer. Som bekendt er koranen for muslimer Guds egne ord, åbenbaret på arabisk for Profeten Muhammed af ærkeenglen Gabriel.
Johann Gutenbergs Bibel (omkring 1455), den første bog, som blev trykt i Europa ved hjælp af bevægelige typer. Man mener, at der blev trykt 160-180 kopier, hvoraf 36 trykt på papir og 12 trykt på pergament; British Library har to af disse bibler. Gutenberg blev aldrig rig på sin opfindelse, det gjorde imidlertid en af hans håndværkere, Peter Schöffer.
Leonardo da Vincis notesbog (1452-1519) - i virkeligheden er der tale om flere af Leonardos notesbøger, som viser hans utroligt brede interesseområde. Teksten er med Leonardos karakteristiske "spejlskrift", skrevet med venstre hånd og fra højre mod venstre.
William Tyndale (1494-1536): På Tyndales tid var biblen kun tilgængelig for offentligheden på latin. Hvorfor skulle en gemen bonde eller borger også selv kunne læse og tyde biblen, det kunne kun gøre dem forvirrede? Tyndale, som var præst og videnskabsmand, udfordrede denne kirkens holdning og oversatte det nye testamente fra græsk til engelsk og lod værket trykke i Tyskland. Det blev straks forbudt i England og konfiskeret. Tyndale blev fængslet, kvalt og brændt på bålet - så kunne han lære det. Kun to kopier har overlevet tidens tand.
Lewis Carroll (1832-1898): Alice i Eventyrland. Den originale, håndskrevne version af eventyret "Alice's Adventures in Wonderland". I juli 1862 fortalte matematiklæreren Charles Dodgson et eventyr til tre døtre af dekanen ved Christ Church i Oxford, Henry Liddell. Hovedpersonen i fortællingen hed Alice, tilfældigvis samme navn, som den yngste af pigerne bar. Historien skal angiveligt være blevet fortalt i en robåd på en tur. Dodgson udgav fortællingen i 1865 under pseudonymet Lewis Carroll, og den har lige siden været en af verdens mest populære børnebøger. Og som alle gode eventyr er den lige elsket af voksne som børn. Jeg kan i farten nævne, at den er en af min søns yndlingsbøger - og han har passeret 30 år.
Jeg brugte nogle timer på bibliotekets aktuelle udstilling, "Sacred contexts", som løb fra 27. april - 23. september 2007. Forestillingen, som omfattede mere end 150 hellige tekster fra de tre store monoteistiske religioner, Jødedom, Kristendom og Islam, havde næsten 200.000 besøgende. Da jeg altid har interesseret mig meget for både historie og religion, var det lige en udstilling efter mit hjerte. Disse tre religioner, som alle har patriarken (profeten) Abraham som deres fælles udspring, tror på én almægtig gud, universets skaber. Der er meget, som er fælles for de tre religioner, men (desværre) også en del, som skiller. Jøderne tror, at gud indgik en pagt med deres folk på Sinai Bjerget, nemlig Moseloven og de ti bud, og at denne pagt stadig er gældende. Kristne tror, at gud kom til jorden i skikkelse af Jesus Christus for at skabe forsoning mellem gud og mennesket. Muslimer tror, at Profeten Muhammed modtog guds ord i dets endelige og sande form. Jøderne og de kristne har bl.a. de ti bud til fælles, mens islam har de fem søjler. Alle religioner har profeter, og de er enige om, at Abraham og Moses var nogle af de største profeter. Hvor de kristne anser Jesus som guds søn, ser muslimerne ham "bare" som en stor profet. Jøderne har den hebræiske bibel, de kristne har det gamle og det nye testamente, mens muslimerne har koranen. Muslimerne betegner medlemmer af de tre religioner som "bogens folk". Der kunne selvfølgelig siges meget mere om disse tre verdensreligioner, men det ville kræve større indsigt end min. Men som amatør var det en oplevelse af vandre omkring mellem de hellige tekster på udstillingen. Der var også opstillet computere, hvorpå man kunne følge forskellige multimediepræsentationer.
Her er de tekster, som jeg fandt mest spændende:
Codex Sinaiticus, verdens ældste bibel, nedskrevet omkring 330–350. Dets oprindelse er ukendt; nogle mener, at den måske er en af de 50 kopier af biblen, som den romerske kejser Konstantion lod udfærdige, da han konverterede til kristendommen. Vi, dvs. den vestlige verden, hører først om Codex Sinaiticus da biblen bliver præsenteret for den tyske teolog og opdagelsesrejsende Constantin von Tischendorf under hans tredje besøg på Santa Katharina klostret i Sinaiørkenen i 1859. von Tischendorf har under to tidligere besøg fundet nogle fragmenter heraf, bl.a. i en papirkurv. Disse sider havde han udgivet i 1846 under protektion af kong Friedrich August af Sachsen, Tsar Alexander II af Rusland sender ham igen til klostret, overbevist om, at der er mere at finde. Efter nogen tids forgæves søgen er von Tischendorf ved at opgive. Han havde håbet at finde materiale i klostret til at supplere den hidtil ældste udgave af en bibel på græsk. Kort før sin planlagte afrejse aflægger han besøg hos en af munkene i dennes celle, hvor han får forevist munkens private bibel. Til von Tischendorf fryd viser det sig af være det søgte skrift. På en eller anden måde lykkes det von Tischendorf at slippe afsted med skriftet - de nærmere omstændigheder er lidt grumsede. Ærkebiskoppen af Sinai hævdes at være i besiddelse af et dokument fra september 1859, hvori von Tischendorf lover at bringe skriftet tilbage efter en nærmere aftalt tid. Efter at have modtaget det uvurderlige dokument sender tsaren klostret et beløb på 9.000 rubler som kompensation. I mange år var Codex Sinaiticus i Det russiske Nationalbibliotek, men i 1933 solgte det gudløse Sovjetunionen codexen til British Library for 100.000 pund. Jeg har læst, at Tischendorfs kvittering for codexen skulle hænge på væggen i klostret, men under Birgits og mit besøg i klostret 2005 var jeg ikke i stand til at opspore denne kvittering. Hvis du interesserer dig for dette emne, vil jeg anbefale dig at læse Thorkild Hansens "Det Lykkelige Arabien", hvori han dramatisk beskriver, hvorledes Codex Sinaiticus med en smule held og omtanke i stedet var kommet på danske hænder i stedet for russiske.Codexen er opdel i fire portioner, hvoraf 347 sider er på British Library, 12 sider og 14 fragmenter på Santa Katharinaklostret og 43 sider på Leipzig Universitetsbibliotek. Endelig skal der være 3 sider/fragmenter på Det russiske Nationalbibliotek i St. Petersborg. For et par år siden blev det besluttet af producere en digital udgave af manuskriptet i sin helhed.
Du kan besøge udstillingens hjemmeside ved at klikke her .
Sidste gang, vi var i London, besøgte vi British Museum, og også denne gang begav vi os derhen. Museet ligger i Great Russell Street; nærmeste undergrundsstationer er Holborn, Tottenham Court Road og Russell Square. Museet har en samling på mere end 13 millioner genstande, en af de største og mest omfattende samlinger i hele verden. Udviklingen af den menneskelige kultur fra begyndelsen til vore dage er dokumenteret her. I 2005-2006 havde museet 4.6 millioner gæster. Selv om der er gratis adgang til museet, bortset fra specialudstillinger, er det alligevel et imponerende besøgstal. Museet har åbent hver dag fra 10.00-17.30 og forlænget åbningstid torsdag og fredag.
Facaden mod Great Russell Street ligner med sine 44 søjler med en højde på ca. 14 meter et græsk tempel. De 15 allegoriske figurer over indgangen forestiller "civilisationens fremskridt" og er udført af Richard Westmacott. Museet har et udstillingsareal på 75.000 m². Der er omkring 100 gallerier, som er åbne for offentligheden, en spadseretur på omkring 5 km. Det er ikke muligt at få bare et overblik over museets samlinger på et enkelt besøg, men hvorfor ikke komme to eller tre gange - når der nu er gratis adgang?
British Museum blev oprettet i 1753, primært baseret på lægen og videnskabsmanden Hans Sloanes (1660–1753) samlinger, og det åbnede for offentligheden den 15. januar 1759. Sloanes samlinger bestod af omkring 71.000 genstande, heraf 40.000 bøger, 7.000 manuskripter, 337 bind med tørrede planter samt et stort antal print og tegninger. Hertil kom antikviteter fra Egypten, Grækenland, Rom, Mellemøsten, Orienten samt Nord- og Sydamerika. Sloane, som ønskede at hans samlinger skulle forblive samlede, testamenterede dem til nationen gennem kong George II. Kongen gav sit samtykke og samme år, som Sloane var afgået ved døden, blev The British Museum oprettet som "a universal museum". Ved oprettelsen blev to eksisterende biblioteker lagt ind under museet. Allerede i 1757 blev "The Royal Library", som indeholdt de britiske monarkers samlinger af dokumenter og manuskripter over tiden, lagt under British Museum; disse samlinger omfattede bl.a. de tidligere nævnte "Lindisfarne Evangelier" samt den eneste eksisterende udgave af det britiske nationalepos "Beowulf". England havde for første gang fået et nationalt museum, et museum, som tilhørte nationen og ikke kronen eller kirken, og med fri adgang for offentligheden.
På grund af de voksende samlinger, og de voksede hurtigt, da museets indsamlingsområde i princippet var ubegrænset, blev der i 1802 nedsat en byggekomité, som skulle udarbejde en plan for udvidelse af museet. Behovet for udvidelse blev forstærket, da "The King's Library", George III's personlige bibliotek, omfattende mere end 65.000 bind blev lagt under biblioteket. Arkitekten Robert Smirke lavede et udkast til en udvidelse mod øst, hvilket krævede nedrivning af en faldefærdig ejendom, som lå ved siden af museet. Projektet blev gennemført fra 1823-1831 og gav museets dets nuværende udseende. Som ovenfor nævnt var British Library indtil 1997 en del af British Museum.
I 1840 blev museet involveret i de første udenlandske arkæologiske udgravninger, hvor Charles Fellows's ekspedition til Xanthos i Lilleasien afslørede flere kongegrave tilhørende regenterne i Lykien. I 1857 opdagede arkæologen Charles Newton Mausoleet i Halikarnassos, et af den antikke verdens syv vidundere. I 1840-erne og 1850-erne deltog museet i udgravninger i Assyrien (Irak) ved Nimrod og Nineve. Af særlig interesse for museet var opdagelsen af Assurbanipals bibliotek, hvoraf mere end 30.000 lertavler befinder sig på British Museum. Alle disse ekspeditioner resulterede uvægerligt i flere antikviteter til mussets samlinger.
Sir Thomas Grenville, som var kurator for The British Museum fra 1830, overlod ved sin død sit bibliotek på mere end 20.000 bind til museet. En januardag i 1847 rullede 21 hestevogne op foran museet, læsset med bøger og manuskripter. Således voksede museets samlinger støt over tiden.
British Museums læsesal, "The Reading Room" ligger i hjertet af museet, hvor der tidligere, dvs. indtil omkring 1850, var en offentlig have. Antonio Panizzi fik den idé, at bygge en stor læsesal på området, og Sydney Smirkes, som i 1846 havde afløst sin ældre broder, Robert Smirke som museets husarkitekt, designede og byggede læsesalen, som hurtigt blev et af verdens mest anerkendte videncentre.
I 1857 åbnedes den runde læsesal, som gav plads til en million bøger. Den samlede længde af bogreolerne, som var af jern, dels for at kunne bære vægten af de mange bøger, dels af hensyn til brandfaren, var næsten fem km og gav plads til 40 km bøger. Kuplen over læsesalen var med sin diameter på godt 42 meter den næststørste i verden, kun overgået af kuplen over Pantheon i Rom.
Som nævnt skulle man udfylde en ansøgningsblanket for at få adgang til læsesalen, og du har allerede hørt, at berømte personer som Karl Marx, Jacob Richter (måske bedre kendt som Lenin), Charles Dickens, Virginia Woolf, George Bernard Shaw, Arthur Conan Doyle m.fl. flittigt benyttede læsesalen.
I 2000 fik alle gæster for første gang adgang til læsesalen, som i dag huser et moderne informationscenter, "Walter and Leonore Annenberg Centre", hvor man bl.a. har adgang "Paul Hamlyn Library", bestående af 25.000 bøger, kataloger mm. Databasen fokuserer på alle de kulturer, som er repræsenteret på museet.
På en måde ville jeg ønske, at vi var kommer bare 14 dage senere, idet der fra den 13. september 2007 til den 6. april 2008 er en udstilling om "The First Emperor: China’s Terracotta Army, som interesserer mig meget. Men selvfølgelig vil jeg hellere se de berømte terrakottakrigere på stedet i Kina - det står højt på ønskesedlen.
I 1882 var museet med til at stifte "Egypt Exploration Society", som skulle forestå udgravninger i Egypten. osv. Alle aktiviteter, som medførte et skrigende behov for mere plads. I 1887 flyttede man de naturvidenskabelige samlinger til det nuoprettede naturhistoriske museum i South Kensington, men det var kun en stakket frist. Ved udgangen af det 19. århundrede var det klart, at museumsbygningen ikke længere var stor nok til at rumme de voksende samlinger.
I 1895 købte museets fond de 69 huse, som lå omkring for at rive dem ned og udvide museet mod vest, nord og øst. Dette arbejde blev påbegyndt i 1906. Husene blev revet ned, men den grandiøse plan resulterede alene i opførelse af Edward VII gallerierne på nordsiden. I 1931 tilbød kunsthandleren Joseph Duveen at bekoste et galleri til Parthenon skulpturerne, mere om dem i det følgende; galleriet stod færdigt i 1938. I 1939 efter indgåelse af den tysk-russiske ikke-angrebspagt evakuerede man de mest værdifulde genstande fra museet. Det viste sig at være en forudseende beslutning, idet Duveen Galleriet blev beskadiget af en bombe i 1940, og først var fuldt retableret i 1962. I september 1940 ramte to heldigvis ueksploderede bomber Edward VII gallerierne, ligesom "The King's Library" fik en fuldtræffer, og i maj 1941 blev museet blev beskadiget af flere brandbomber.
Antallet af besøgende til museet blev imidlertid ved med at vokse. Udstillingen i 1972 af "Treasures of Tutankhamun" tiltrak omkring 1,7 millioner gæster, hvilket ikke er overgået siden. Måske derfor besluttede parlamentet samme år, at samlingerne af bøger og manuskripter skulle flyttes fra British Museum for at skabe plads til de øvrige genstande. Som vi ved, skulle der gå 25 år, inden dette var tilendebragt. Denne flytning gav mulighed for en bedre udnyttelse af det store areal, der var i midten af det store bygningskompleks, og i 2000 indviedes "Queen Elizabeth II Great Court", den største overdækkede plads i Europa. Den store læsesal, hvor Karl Marx i årevis arbejdede på sine politiske og økonomiske teorier, lukkede i 1997.
Taget er lavet i glas og stål, og der indgår 1656 individuelt tilpassede ruder i konstruktionen. Første gang, men kommer ind ind på pladsen, mister man vejret og må sætte sig ned. Det er der heldigvis også gode muligheder for. Som det fremgår af fotoet, dækker taget også den historiske læsesal. Mens jeg sad og nød det dejlige rum, blev jeg opmærksom på to vinduespudsere, som klatrede rundt som menneskelige fluer ovenpå glastaget.
Birgit og jeg havde besluttet, at vi især ville studere den egyptiske samling og de såkaldte Parthenon friser fra det antikke Grækenland. British Museum har verdens største og mest omfattende samling af egyptiske antikviteter udenfor det egyptiske museum i Cairo. Vi har besøgt museet i Cairo tre eller fire gange, og har hver gang følt, at de uvurderlige skatte ikke blev præsenteret efter fortjeneste. Jeg ved godt, at det primært er et spørgsmål om økonomi, men bortset fra skattene fra Tut Ankh Amons grav er det en noget større oplevelse at besøge British Museums samling. Den repræsenterer kulturen i Nildalen, incl. Nubien og Sudan fra omkring 10.000 BC indtil 1100-tallet, en periode på mere end 11.000 år.
Museets egyptiske samling blev grundlagt med 160 antikviteter, som indgik i Hans Sloanes samling. Efter at have slået Napoleons tropper ved Slaget om Nilen i 1801, "konfiskerede" den engelske hær de af franskmændene erobrede historiske genstande, som blev overført til British Museum, heriblandt den berømte Rosetta-sten. Den engelske konsul i Egypten, Henry Salt samlede uhyre mængder af antikviteter, som blev solgt til British Museum og Louvre. I 1866 bestod samlingen af mere end 10.000 genstande. I 1924 var den vokset til 57.000 genstande, især som følge af museets aktive støtte til udgravninger i Egypten. Museets egyptiske samling omfatter i dag mere end 110.000 genstande, men kun nogle få procent (mindre end 5) er udstillet i de syv permanente egyptiske gallerier. I gallerierne på anden etage er udstillet et udvalg af museets 140 mumier og kister. Disse er meget populære blandt de besøgende, især en mumificeret kat.
Det er selvfølgelig umuligt bare at give et overblik over samlingerne, men her er nogle af højdepunkterne:
Som ved vores foregående besøg var der sort af mennesker foran Rosetta-stenen; det er lidt irriterende med alle de nysgerrige mennesker, når man nu er kommet helt fra Danmark for at studere den, men ... Heller ikke denne gang lykkes det mig at tage et nogenlunde ordentlig billede af stenen. Jeg har efter et af vores besøg i Egypten beskrevet denne stens spændende historie, så hvis du er interesseret, skulle du måske bare klikke her. Hvis du er mindre interesseret, giver jeg lige en mundsmag her.
I sommeren 1798 sendes Napoleon an hær på mere end 35.000 mand til Egypten for at bryde englændernes handelsruter til Indien. Udover soldater deltager en gruppe på ca 150 historikere og andre videnskabsmænd. I august 1799 er en gruppe franske soldater i færd med noget byggearbejde i nærheden af Rosetta i nildeltaet. Under nedbrydning af en gammel mur opdager man, at der i muren er indfældet en sort sten, som er dækket med inskriptioner. Det viser sig, at inskriptionerne er delt i tre afsnit: øverst en tekst med hieroglyffer, i midten en tekst med kursiverede tegn, som minder lidt om arabisk, og nederst en tekst på græsk. Videnskabsmændene oversætter den græske tekst, som viser sig at være et dekret fra farao Ptolemæus V til sine undersåtter, skrevet af en egyptisk præst i Memphis i 196 BC. Man formoder, at det er den samme tekst, der er skrevet på stenen med hieroglyffer. Imidlertid når de franske videnskabsmænd ikke langt med tydning af stenen, inden de må overlevere den til englænderne. I 1802 efter fredsslutningen bliver stenen, som er 118 x 77 x 30 cm og vejer 3/4 ton, overført til British Museum, hvor den har befundet sig siden. De franske videnskabsmænd havde imidlertid kopieret stenens inskriptioner, som hurtigt blev genstand for indgående studier af den akademiske verden.
Efter mange forgæves forsøg af tidens største sprogfolk lykkes det omsider Jean Francois Champollion at bryde gåden, således at man nu bliver i stand til at læse de mystiske hieroglyffer, som forekommer overalt på væggene i de egyptiske templer og kongegrave.
Også den græsk/romerske samling er med sine mere end 100.000 genstande en af verdens mest omfattende. Genstandene omfatter perioden fra den græske bronzealder (omkring 3200 BC) til den romerske kejser Konstantin i det 3. århundrede. Det er selvfølgelig umuligt at give et fyldestgørende overblik, hvilket også ville kræve betydelig mere viden, end jeg er i besiddelse af, men her er de værker, som vi fandt mest interessante:
Den smukkeste del af British Museums samling er efter min mening den såkaldte Parthenonfrise, eller, som den kaldes på engelsk, "The Elgin Marbles". Den omfatter en større samling af marmorskulpturer, aom blev fjernet fra Parthenontemplet ved Athen i 1806 af lord Elgin, den britiske ambassadør ved det ottomanske rige fra 1799-1803. På det tidspunkt var Grækenland besat af ottomanerne (tyrkerne), og lord Elgin udnyttede den situation til at opnå en såkaldt "firman" (tilladelse) fra den ottomanske sultan til at fjerne skulpturer fra templet, og med tilladelsen i hånden fjernede (reddede?) han bl.a. den såkaldte Parthenonfrise. I 1816 købte parlamentet frisen for 35.000 pund, og den blev overført til British Museum, hvor den har været lige siden.
Frisen måler i alt 160 meter i længden og 1 meter i højden, heraf befinder omkring halvdelen sig på British Museum. Frisen indeholder 378 menneskefigurer og 245 dyrefigurer og er teknisk og kunstnerisk et højdepunkt i den klassiske græske kunst. Da skulpturerne kom til England rejste der sig en del kritik af lord Elgin, som i øvrigt havde betalt en formue af egen lomme på projektet. Lord Byron protesterede skarpt, som det fremgår af dette digt.
Dull is the eye that will not weep to see
Thy walls defaced, thy mouldering shrines removed
By British hands, which it had best behoved
To guard those relics ne’er to be restored.
Curst be the hour when from their isle they roved,
And once again thy hapless bosom gored,
And snatch'd thy shrinking gods to northern climes abhorred!
Lord Byron
Meget forståeligt har den græske regering krævet, at Parthenonfrisen, og i øvrigt alle andre græske kulturskatte udenfor Grækenland, bliver returneret til Grækenland, et synspunkt, som også støttes af UNESCO. Det er ikke muligt at genplacere dem på Akropolis, men Grækenland har bygget et museum, Nyt Akropolis Museum, hvor der er sat plads af til frisen i dens fulde udstrækning. Det er meddelt, at denne plads vil forblive uudnyttet som en påmindelse, såfremt den manglende del af frisen ikke tilbagegives Grækenland. Dette museums planer er for så vidt også kontroversielle, idet det indeholder senromersk og tidlig kristen arkæologi, ligesom det rummer en byzantisk badehus fra 600-tallet. Materialet fra Parthenon er i øvrigt spredt på mange lokationer; omkring halvdelen befinder sig på British Museum, mens resten er fordelt på følgende samlinger:
Indtil videre er kun to fragmenter fra hhv. Sverige og Tyskland blevet returneret til Grækenland.
British Museum har bl.a. fremført disse tre argumenter imod udlevering af skattene:
Der er ingen tvivl om, at en generel tilbagelevering af alle "fremmede genstande" ville tømme ikke alene British Museum men alle store museer verden over. Engelsk Højesteret besluttede i 2005, at fire værker af gamle mestre, røvet af nazister under anden verdenskrig, ikke skulle returneres til ejere, de var røvet fra. Dommeren fastslog, at British Museum Act, som skal beskytte samlinger for eftertiden, ikke kan tilsidesættes af såkaldte "moralske forpligtelser" til at returnere værker, som har været udsat for plyndring. Det skal dog nævnes, at museet betalte den oprindelige ejers efterkommere en erstatning på 175.000 pund. Jeg tror dog, at tiden arbejder for en tilbagelevering, idet meningsmålinger i England viser flertal for tilbagegivelse af "The Elgin Marbles" til Grækenland. Når det måtte ske, vil man i hvert fald kunne glæde sig over, at genstandene på British Museum har undgået den forfærdelige athenske forurening, som på få år forvandler ansigter på statuer til ansigtsløse spøgelser.
Jeg behøver vel ikke nævne, at Egypten også har gjort krav på tilbagelevering af Rosettastenen.
Jeg kan ikke lade være med at tænke vores egen sag om udlevering af de islandske håndskrifter. Kravet, som blev rejst omkring 1830, blev afvist. Det samme skete med det efterfølgende krav, som blev rejst i 1907. Efter Islands udskillelse af rigsfællesskabet i 1944 blev kravet igen fremført, og i 1965 vedtog folketinget, at den islandske kulturarv skulle udleveres. De sidste to håndskrifter blev først udleveret i 1997.
Hvis du har lyst, kan du nedenfor vælge at studere en anden af de London-sider, jeg har begået. Ellers tak for besøget.
