St Paul's Cathedral

Begge gange, vi hidtil har været i London, skulle vi omkring byens imponerende katedral, St Paul's Cathedral - eller bare St Pauls. Så vidt vides, er det den fjerde kirke i London, som bærer apostlen Paulus' navn. Den første kirke på stedet menes at være opført i år 604 - kun otte år efter, at den første, kristne missionær St Augustin var gået i land i Kent. Mellitus var kirkens første biskop. På det sted, hvor kirken blev opført, lå i tidligere tid et romersk tempel for Diana. Den kristne kirke, som var bygget af træ, brændte ned og blev genopført i sten i perioden 675-685. Denne kirke blev ligeledes ødelagt, men denne gang af de frygtede vikinger i 961-962. Igen i 1087 brændte kirken ned, og en ny blev først indviet i 1240. I 1313 blev der føjet et gotisk kor til kirken, som nu med sine 180 meter var den tredjelængste i Europa. Året efter, da spiret var færdigt, var St Pauls den højeste kirke i Europa, omkring 150 meter høj.

Men kirkens trængsler var ikke forbi. I 1549 blev dens indre hjemsøgt af protestantiske borgere, som ødelagde højaltret og raserede gravene og udsmykningen. I mange år blev kirken anvendt som handelsplads, hvor folk kunne købe øl, brød, fisk, kød og frugt. Andre steder i kirken mødtes sagførere og hestehandlere med deres kunder. I 1561 blev det opadstræbende kirkespir ramt af lynet, hvilket både katolikker og protestanter anså som et varsel af Gud sendt mod "den anden side". Englands første klassiske arkitekt, Inigo Jones (1573 - 1652) blev tilkaldt for at restaurere den faldefærdige bygning, men der var ikke midler til at løfte den store opgave. Under den engelske borgerkrig fra 1642-1651 anvendte regeringstropper kirkerummet til indkvartering af tropper med tilhørende heste, og soldaterne brækkede stilladserne ned og solgte materialerne.

Men da Charles II kom på tronen i 1660, så det ud til, at lykken endelig havde vendt for den hårdt prøvede katedral. Kongen bad en ung arkitekt ved navn Christopher Wren om at udføre den nødvendige restaurering af kirken. Det var lidt af en satsning af kongen, da Wren af uddannelse var matematiker og astronom, men han havde en brændende ambition at arbejde som arkitekt. I 1657 var Wren blevet udnævnt til professor i astronomi ved Gresham College i London, og i 1661 blev han professor i astronomi ved Oxford. I 1662 grundlagde han sammen med andre videnskabsmænd og lærde "the Royal Society". Den 4. september 1666 udbrød der en tilsyneladende harmløs ildebrand i bageriet i Pudding Lane, men næret af en voldsom vind spredte ilden sig lynhurtigt i de tæt pakkede gader i London. Ilden rasede i fire dage, og da røgen lagde sig, var St Pauls ikke andet end en hob af forkullet træværk og murbrokker.

Christopher Wren og St Pauls

"Den enes død, den andens brød". Christopher Wren benyttede lejligheden, og i løbet af kort tid fremlagde han en storslået plan for kongen om at gennemføre en byudvikling af store dele af London med brede boulevarder og åbne pladser. Kong Charles syntes om Wrens forslag, men der var selvfølgelig ikke penge til at gennemføre så enormt et projekt, og i øvrigt var byens borgere hurtigt i gang med at genopføre bygninger langs de eksisterende byggelinier. I stedet fik Wren til opgave at genopføre byens mere end 50 nedbrændte kirker, herunder opføre en ny St Paul's Cathedral. Opgaven blev finansieret ved at lægge en særlig skat på kul, som kom til Londons havn. Wrens første forslag blev forkastet som værende "for moderne". Det næste forslag fra Wren blev forkastet, fordi det var "for moderne og italiensk (læs katolsk)". Endelig i 1675 gav Wren kirken, hvad den ønskede: en traditionel engelsk kirke med et langt midterskib og et højt spir. Kongen godkendte forslaget, men han gav samtidig sin yndlingsarkitekt Wren visse frihedsgrader, idet han fik tilladelse til "at udføre ændringer, snarere udsmykningsmæssige end grundlæggende" - og selvfølgelig vidste Wren at udnytte dette smuthul, og han droppede tre buer i midterskibet, slap af med spiret, gjorde kuplen større og opførte mure i sideskibene. Det menes, at meget af det indledende arbejde blev udført bag beskyttende stilladser, så præsteskabet først blev opmærksom på ændringer så sent, at det ikke var muligt at gøre noget ved det.

Fra nedlæggelse af den første sten i 1675 til færdiggørelsen i 1708 gik der således kun 33 år, hvilket ikke er meget for bygning af en stor katedral. Det er derfor muligt at tilskrive Christopher Wren hovedparten af æren for det enorme byggeri. - selv om mange dygtige håndværkere og kunstnere selvfølgelig har ydet deres væsentlige bidrag. Kirken stod færdig den 20. oktober 1708 på arkitektens 76 års fødselsdag. På Christopher Wrens lidt uanselige grav, som befinder sig i krypten, står denne velvalgte inskription: "Læser, hvis du søger hans [arkitektens] mindesmærke, så se dig omkring".

Vi så St Paul's Cathedral adskillige gange under vores besøg, da kirkens enorme hvide kuppel hele tiden dukker op i Londons skyline. Nedenstående foto er taget omkring Tate Modern, som ligger på sydsiden af Themsen. Til højre i forgrunden ses den moderne fodgængerbro Millennium Bridge. Den "bedste måde" at nærme sig St Pauls på er efter min mening via denne smukke bro. Du kan i stedet vælge at tage metroen til St Paul’s undergrundsstation.

St Pauls udefra

Lad os betragte St Pauls udefra- eller rettere oppefra. Den originale kugle og det originale kors fra 1708 blev i 1821 erstattet af de nuværende eksemplarer, som vejer omkring syv tons. Af sikkerhedsmæssige årsager er det ikke længere tilladt besøgende at komme op i kuglen indefra.

Det gyldne galleri, som er det mindste af gallerierne, løber omkring kuplen på dennes øverste punkt, omkring 50 meter over jorden. Mens byggeriet af kuplen og gallerierne stod på, blev Christopher Wren et par gange om ugen hejset op i en kurv, så han kunne inspicere arbejdet. Hvis du har gode ben, kan du efter at have besteget trappens 530 trin nyde en fantastisk udsigt over London fra galleriet.

St Pauls er udformet som et kors, hvor kuplen er anbragt over det punkt, hvor korsarmene skærer hinanden. Kuplen, som tydeligvis er inspireret af kuplen over Peterskirken i Rom, er i øvrigt en af de største i verden; den bæres af otte søjler og vejer omkring 65.000 tons. Mellem buerne på indersiden af kuplen er der mosaikker af profeter og helgener samt scener fra Paulus' liv, udført af James Thornhill. Mosaikkerne er imidlertid ikke Wrens opfindelse. De blev først tilføjet, efter at dronning Victoria under et besøg i 1872 klage over, at kirken var "dirty, dark, and undevotional". I dag kan man ikke beskylde St Pauls for at være mørk; kirkerummet er tvært imod strålende oplyst og stråler af farver.

Stengalleriet, som befinder sig omkring 53 meter over jorden, løber omkring kuplen ved dens base. Det kan nås via en trappe med 378 trin.

Hviskegalleriet, som løber på indersiden af kuplen, er 259 trin over jorden. Det har fået sit navn, fordi en meddelse, som bliver hvisket ind mod væggen, kan høres tydeligt på den modsatte side af galleriet 35 meter borte. Hvis man derimod taler med almindelig stemme, når meddelelsen ikke frem. Når man har klatret de 259 trin op til galleriet, har man ikke vejr til andet og mere end at hviske. Desværre er der altid så mange, som skal afprøve denne overraskende effekt, at det ofte drukner i larm, men det skulle være ganske vist...

Billedet ovenfor viser St Pauls set fra Ludgate Hill. Der sidder altid masser af mennesker på de brede trapper, som fører op til hovedindgangen med to rækker af monumentale søjler, så vi slog os også ned her en tid for at indsuge atmosfæren. Til højre for indgangen står en statue af dronning Anne (1665–1714) med scepter og guldæble i hånden. Anne, som befinder sig bag et smukt støbejernsgitter, blev dronning over England, Skotland og Irland i 1702 efter sin fader. I 1702 blev hun monark over "the Kingdom of Great Britain", da England og Skotland blev forenet.

Klokkerne på St Pauls ringer hver time. De to klokketårne på vestsiden var ikke med i det design, som Wren havde fået godkendt, men blev tilføjet "i sidste øjeblik" i 1705. I tårnet mod nord er hele 12 klokker. Den mindste hedder "Treble" og vejer sølle 500 kg, mens den største, "Tenor" vejer mere end 3 tons. Tårnet mod nord huset "Great Paul", den største klokke i Storbritannien. Med sine 16½ tons er hun større end "Big Ben". Hun lader sin malmfulde røst høre hver dag kl 13. Udover disse klokker, som blev sat op i 1878, er der stadig den oprindelige klokke, "Banger" fra 1700; den høres hver morgen kl 8 til nadvergudstjenesten. Uret, på tårnet til højre, hedder "Big Tom", men er ikke så imponerende som uret på parlamentsbygningen, selv om det måler omkring fem meter i diameter og har en minutviser, som er højere end en mand.

St Pauls indefra

Kom med på en kort tur rundt i kirken. Den er åben for gæster mandag-lørdag fra 08.30-16.00. Billetpriser: £10.00 for voksne, £3.50 for børn. Guidede ture i katedralen og krypten af 1½-2 timers varighed koster yderligere £3.00 for voksne og £1.00 for børn (priser i 2007). Turene begynder kl. 11.00, 11.30, 13.30 & 14.00. Det er ikke tilladt at filme eller fotografere i kirken. Hvis du vil spare indgangsbilletten, kan du dukke op til Evensong, som almindeligvis afholdes kl. 17, eller til en regulær gudstjeneste.

Hvis du kommer ind ad hovedindgangen gennem de ni meter høje døre, dvs. fra vestsiden, komer du ind i midterskivet, som går op gennem kirkerummet, under kuplen og frem til apsis i den modsatte ende. Lige indenfor døren ligger en flise i gulvet med denne indskrift:

Til venstre ligger det nordlige sideskib, som indeholder kapellerne All Souls og St Dunstans. Kapellet All Souls blev i 1925 dedikeret til minde om feltmarskal Lord Kitchener (1850-1916) og alle soldater, som omkom under første verdenskrig. Her står en smuk pietá, en skulptur af jomfru Maria med sin døde søn i armene. I dette kapel er også et monument for hertugen af Wellington. Hertugen døde i 1852, men mindesmærket af krigeren til hest blev først afsløret i 1912. Kapellet St Dunstans blev i 1905 viet til St Dunstan, biskop af London og ærkebiskop af Canterbury for ca. 1000 år siden.

Det sydlige sideskib med kapellerne St Michael og St George ligger til højre for midterskibet. Det indeholder bl.a. statuer af Englands skytshelgen St George (ja, jeg ved godt, at St George er skytshelgen for mange andre steder end England; fx så vi i sommer (2007) adskillige fantastiske statuer af samme George i Moskva og St Petersborg, men englænderne føler, at han er deres).

Det nordlige tværskib domineres af et religiøst maleri af William Holman Hunt, "The Light of the World", "Verdens lys". Maleriet er fra 1901 og det tredje med samme motiv, malet af Hunt. Man ser Kristus banke på en dør, som kun kan åbnes indefra - et symbol på, at du selv må invitere Kristus ind i dit liv, hvis du ønsker at leve i ham. Kapellet kaldes Middlesex Chapel, og der er ophængt faner for Middlesex Regiment. Jeg undrede mig over en tom flagstang, men fik at vide, at flaget var gået til under anden verdenskrig.

Det sydlige tværskib indeholder et pompøst monument over Englands største flådehelt, admiral lord Horatio Nelson. Monumentet er udført af John Flaxman fra 1808-1811. Nelson læner sig mod et anker med sin venstre arm - den højre mistede han under kamp i 1797. Du husker også, at han havde mistet sit højre øje, hvilket formentlig er baggrunden for anekdoten om, at han satte kikkerten for det blinde øje, da hans øverstkommanderende under Slaget på Reden i 1801 bad alle skibe om at trække sig tilbage. Til venstre for Nelson ses Britannia, iført hjelm og græsk udstyr, pegende mod helten. Det ser ud til, at hun opfordrer to drenge til at følge hans eksempel. Ved foden ses en løve - et symbol på, at hovedpersonen er omkommet i kamp. Han døde som bekendt under slaget ved Trafalgar i 1805. Det var forud for dette slag, som blev vundet af den engelske flåde, at Nelson sendte det berømte flagsignal til sine skibe: "England expects that every man will do his duty". Nelsons lig er begravet i krypten, som vi kommer til om lidt. Der er også mindesmærker for andre af Englands store sønner, landskabsmaleren J.M.W. Turner og kaptajn Robert Scott, som døde på tilbagevejen fra sydpolen i 1912.

Når vi fortsætter fremad, befinder vi os under den vældige kuppel, som understøttes af otte massive søjler. Kuplens dimensioner er så præcise og udførelsen så akkurat, at "the Royal Society" - som Wren var med til at grundlægge - planlagde at udføre deres test af Newtons tyngdelov her. Efter at have passeret under kuplen kommer vi til koret. Det er her, at koret og de tjenstgørende præster befinder sig under gudstjenesten. Koret er den del af kirken, som først blev bygget og indviet. Kirkestolene, som står på begge sider, er udskåret af Grinling Gibbons, som også har bidraget til mange kongelige paladser i England. På højre side ses biskoppens trone eller stol, benævnt "cathedra". Betegnelsen "cathedral" kommer faktisk fra navnet på biskoppens stol. Her befinder sig også kirkens orgel: det første blev installeret i 1695, men det er blevet ombygget adskillige gange siden. Det nuværende orgel er det tredjestørste i England og har 7.189 piber og fem keyboards.

Det nuværende højalter er fra 1958; det foregående alter blev ødelagt af en bombe under anden verdenskrig. Altret er lavet af marmor og forgyldt egetræ; tronhimlen over altret er lavet på baggrund af en skitse udført af Christopher Wren.

De to korsarme er forsynet med smukke smedejernsgitre, udført af den franske kunstner Jean Tijou, som står for det meste jernarbejde i kirken. I den nordlige korsarm står en skulptur af Madonna og barnet, udført af Henry Moore. Her findes også et mindesmærke for anglikanske martyrer, som er døde for deres tro siden 1850. I den sydlige korsarm er et mindesmærke over John Donne, som var dekan i katedralen fra 1621 til sin død i 1631 og er en af Englands fineste poeter (fx ophavsmand til udtrykket "no man is an island"). Mindesmærket overlevede den store brand i London, men man kan stadig se spor af ilden på monumentets fod.

I apsis findes "the American Memorial Chapel", som blev indviet i 1958 til minde om amerikanske soldaters indsats under kampen mod nazismen. I et skrin bag altret i kapellet er "Book of Remembrance", en bog indbundet i rødt læder, som på 500 illustrerede sider indeholder navnene på mere end 28.000 amerikanere, stationeret i England, som gav deres liv under anden verdenskrig. Denne del af kirken blev ødelagt under blitzen i anden verdenskrig, men blev genopbygget i 1950-erne af Stephen Dykes Bower og Godfrey Allen. Billederne i kapellet afbilder den amerikanske flora og fauna ligesom der er referencer til historiske begivenheder.

Krypten under St Pauls

Nelsons grav ligger midt i krypten, direkte under kuplens centrum. Som tidligere nævnt døde han under slaget ved Trafalgar i 1805. For en sikkerheds skyld havde Nelson allerede lavet fremstille sin kiste, som bestod af træ fra masten på det franske skib L'Orient, som blev sænket under Slaget om Nilen, en af Nelsons tidligere sejre. Nelsons lig blev anbragt i en tønde fyldt med cognac, hvorefter det blev ført til Gibraltar på HMS Victory. Her blev brandyen udskiftet med vin, inden HMS Victory fortsatte til England, som hun nåede den 4. december 1805. Efter obduktion blev liget anbragt i en blykiste, som blev fyldt med cognac. Endelig den 21. december blev liget anbragt i kisten, som var fremstillet af træ fra L’Orient. Det antages, at omkring 100.000 personer besøgte Nelsons kiste i de tre dage, hvor den lå på Greenwich Hospital, inden den blev transporteret på den kongelige chalup op ad Themsen til Admiraliteten ved Whitehall - fulgt af en procession af skibe. På Nelsons begravelsesdag den 9. januar 1806 overværede hundredtusinder begravelsesprocessionen fra Whitehall til St Pauls Cathedral. Processionen omfattede kongehuset, adelen, ministre, højtstående officerer samt mindst 10.000 soldater. Nelsons kiste blev anbragt i en marmorsarkofag i krypten i St Pauls. Sarkofagen, som er fra 1500-tallet, var oprindelig bestemt for kardinal Wolsely, men da han faldt i unåde hos Henrik VIII, var sarkofagen altså ledig, da man ca 300 år senere skulle finde et passende sidste hvilested for en af nationens største sønner. Længere fremme i krypten kommer vi til Wellingtons grav. De jordiske rester af Wellington, helten som slog Napoleon ved Waterloo, ligger i en simpel kiste, lavet af granit fra Cornwall. Bannerne omkring hans grav blev fremstillet til anvendelse i begravelsesprocessionen.

Christopher Wrens grav ligger blandt gravsteder og mindesmærker for andre engelske kunstnere og videnskabsmænd, eksempelvis malerne Joshua Reynolds og John Everett Millais, videnskabsmanden Alexander Fleming, som opdagede penicillinen, komponisten Arthur Sullivan (fra Gilbert og Sullivan), billedhuggeren Henry Moore, Florence Nightingale og Thomas Edward Lawrence (Lawrence of Arabia). Wren døde den 25. februar 1724 91 år gammel og blev begravet ved siden af sin datter Jane, sin søster Susan og hendes ægtefælle Williams Holder. På den simple gravsten læses teksten:

Wrens ældste søn og arving, Christopher Wren, Jr. formulerede et af de mest berømte gravskrifter nogensinde:

På video forklares kirkens historie fra grundstensnedlæggelsen i 1675 til den sidste sten blev lagt i 1708.

OBE kapellet. I den østlige ende af krypten ligger det såkaldte "OBE kapel", som i 1960 blev indviet til "the Order of the British Empire". Denne orden blev stiftet i 1917 af George V for at udfylde et gab i det britiske ordenssystem. "The Order of the Bath" blev kun givet til veltjente officerer og embedsmænd, "the Order of St Michael og St George" blev givet til diplomater, og "the Royal Victorian Order" til personer, som havde tjent den kongelige familie. George V ønskede at kunne hædre de mange tusind personer, som havde ydet et stor indsats under første verdenskrig uden at have deltaget i kamphandlinger. Hvert fjerde år afholder ordenen en ceremoni i domkirken, hvor nye medlemmer af den øverste rangklasse udnævnes, "Knight Grand Cross" og "Dame Grand Cross"; ordenen har i alt fem klasser. Glasvinduerne har motiver fra Commonwealth samt de kongelige grundlæggere af ordenen. Bannere, som hænger fra loftet, repræsenterer medlemmerne af den kongelige familie.

I Skatkammeret i krypten er der ikke meget at se. Størsteparten af de oprindelige skatte forsvandt under et røveri i 1810. Til gengæld (?) ser man en stor model af Christopher Wrens andet forslag til genopførelse af St Pauls Cathedral; modellen er i målestoksforhold 1:24. Det var utvivlsomt den katedral, som Wren ville have ønsket at bygge, men som det så ofte er tilfældet, måtte også han gå på kompromis. Modellen benævnes ofte "the Great Model".

Ovenstående billede er taget fra toppen af St Pauls.

Til aftenandagt i St Pauls

St Pauls har selvfølgelig også en hjemmeside. klik her for at besøge den. Her kan du læse en masse om kirken og du kan endog bestille billetter online. Du kan også finde en kalender, som fortæller, hvad der sker i kirken på forskellige datoer. Hvis du ikke vil deltage i en "hel gudstjeneste", kan jeg anbefale dig at dukke op til den daglige "evensong", "aftenandagt". Under denne andagt, som på hverdage oftest finder sted kl 17, bliver der læst en bøn og sunget 3-4 salmer og/eller hymner. Det er en dejlig stemningsfuld måde at opleve kirken på. Der er gratis adgang som til alle kirkelige ceremonier.

Begivenheder i St Pauls

Som byen Londons domkirke har St Pauls bivånet mange betydningsfulde begivenheder siden den første gudstjeneste i 1697, som fx:

• Begravelserne af hhv. lord Nelson, hertugen af Wellington og Winston Churchill.
• Fejring af regeringsjubilæer for dronning Victoria og George V.
• Gudstjenester til markering af adslutning af hhv. første og anden verdenskrig.
• Mindegudstjeneste for September 11, 2001.
• Dronningemoderen, dronning Elisabets 80- og 100-års fødselsdag.
• Prins Charles og lady Diana Spencers bryllup i 1981 og
• Den nuværende dronnings 50-års regeringsjubilæum.

Til globryllup i St Pauls

Mens vi sad på trappen til St Pauls sammen med flere hundrede andre, som havde fået samme gode idé, lagde Birgit mærke til, at der på kirkepladsen dukkede flere og festklædte mennesker op. Nogle kom spadserende, andre kom standsmæssigt i kæmpestore limousiner. Alle herrer var i smoking med undtagelse af en enkelt, som var iført kilt. Alle kvinder bar hat. Efterhånden var der forsamlet omkring 100 ventende mennesker på pladsen. Vi gættede på, at der skulle være bryllup i kirken. Og endelig dukkede 3-4 limousiner op, og ud af den første steg en smuk, hvidklædt brud og hendes stolte fader. Ud af de følgende biler steg en halv snes brudepiger i alle aldre; i hvert fald fra 3-4 år til midt i tyverne.

Da bruden, brudens fader og brudepigerne tog opstilling til fotografering på en sidetrappe til kirken, klemte jeg mig skamløst frem - efter flere opmuntrende skub i ryggen af Birgit - og tog ovenstående fotos. Herefter kom en funktionær fra kirken ud af en sidedør og bød selskabet velkommen. En sød afslutning på et spændende besøg.

Hvis du har lyst, kan du nedenfor vælge at studere en anden af de London-sider, jeg har begået. Ellers tak for besøget.