Buckingham Palace - lidt historie

Både under dette og det foregående besøg var vi et smut forbi Buckingham Palace - for londonere blot "The Palace" - som siden 1837 været den britiske monarks officielle London-residens, hvorfra en stor del af de officielle pligter og gøremål udføres. Paladset skattes dog ikke særlig højt af byens befolkning, som ved en afstemning i 2005 dømte bygningen "den 4. grimmeste bygning i London". Personligt tror jeg, at resultatet siger mere om befolkningens kærlighed til kongehuset end til den majestætiske bygning. Oprindelig var det en byejendom, Buckingham House, som fra begyndelsen af 1700-tallet tilhørte hertugen af Buckingham. Personligt husker jeg bedst hertugen af Buckingham fra Alexandre Dumas' pragtfulde roman "De tre musketerer", som foregår fra 1625-1628. Den smukke dronning Anne, som er ulykkelig gift med Louis XIII af Frankrig, har en affære med den engelske hertug af Buckingham, George Villiers. Det lykkes min drengetids helt d'Artagnan og hans tre venner at hjælpe dronningen ud af de rænker, som bliver smedet af den onde kardinal Richelieu og udført af den smukke Milady. Milady de Winter, som er gift med den ædle Athos, grev de la Fère, får sin velfortjente straf og bliver halshugget af bødlen fra Lille. Forinden er det lykkedes hende at forgive d'Artagnan elskede, Constance Bonacieux. Vi gøs alle i biografsalen, da bødlen blotter den forførende Miladys smukke skulder og fremviser hendes brændemærke, den franske lilje. Skrappe sager for børn i 1950'erne - men det er en helt anden historie, som næppe hellerer særlig historisk.

I 1761 købte George III Buckingham House til sin hustru dronning Charlotte, så hun havde et behageligt hjem i nærheden af St James' Palace, hvor mange officielle funktioner blev udført. I løbet af det følgende år blev huset ombygget for at opfylde de kongeliges behov. 14 af George III's 15 børn blev født her. Da George IV kom på tronen i 1820, anmodede han sin yndlingsarkitekt John Nash om at ombygge huset til et egentligt palads. Parlamentet bevilligede £150.000 til formålet, skønt kongen pressede på og mente, at £450.000 var et mere realistisk beløb. Det skulle vise sig, at kongen havde ret.

Nash bevarede hovedbygningen, men fordoblede den i størrelse ved at tilføje en værelsessuite på havesiden mod vest. Facaden blev beklædt med sten i den franske, nyklassicistiske stil, som behagede George IV. Nord- og sydfløjen blev revet ned og genopført i større skala. Som den ceremonielle indgang til den nye slotsgård blev rejst en triumfbue, "the Marble Arch", til minde om de britiske sejre ved Trafalgar og Waterloo. Du kan se triumfbuen på billedet nedenfor. Triumfbuen, som var modelleret efter Konstantins triumfbue i Rom, var forsynet med fine figurer, som alle endte andre steder i London. Statuen af George IV, som skulle have tronet på toppen af triumfbuen, befinder sig i dag på Trafalgar Square. Andre figurer endte på facaden af the National Gallery.

Som arbejdet skred frem, løb omkostningerne løbsk. I dag, hvor dette nærmest er en naturlov for offentlige projekter, ville vi næppe blive overraskede, men den engelske politiker Joseph Hume udtalte med bestyrtelse i parlamentet: "the Crown of England does not require such splendour. Foreign countries might indulge in frippery, but England ought to pride herself on her plainness and simplicity." - i min oversættelse: "Det engelske kongehus behøver ikke sådan en pragt. Fremmede lande kan hengive sig til overflødig pynt, men England burde sætte en ære i ligefremhed og enkelthed." I 1829 havde omkostningerne oversteget £500.000, hvilket medførte, at Nash blev fyret som arkitekt. William IV, som overtog tronen efter broderens død i 1830, pålagde Edward Blore at afslutte projektet. Blore skabte facaden mod øst, og han tilføjede en tagetage til hovedbygningen. Han sparede bl.a. på udgifterne ved at anvende møbler og forskelligt udstyr fra "The Royal Pavilion" ved Brighton og fra "Carlton House". "The Royal Pavilion" var blevet bygget af John Nash fra 1815-1822 som en prægtig sommerbolig for den senere George IV, som af sin læge havde fået det råd, at havluft ville være godt for hans helbred. "Carlton House" var i mange år kronprinsens foretrukne byhus i London. I 1825 blev Carlton House revet ned og gav plads for luksusbyggeriet Carlton House Terrace, og lejeindtægterne herfra blev anvendt til at finansiere ombygningen af Buckingham Palace. Denne "kannibalisering" har medført, at mange af værelserne stadig har et orientalsk præg. Fx stammer tapetet i Den gule Dagligstue fra en salon "The Royal Pavilion". Arbejdet blev afsluttet i 1847, men William IV flyttede imidlertid aldrig ind på slottet.

Den første regent som residerede på Buckingham Palace var dronning Victoria, som flyttede ind i juli 1837 kort efter tronbestigelsen. Efter hendes ægteskab med prins Albert i 1840 viste det sig snart, at slottet ikke egnede sig som ramme for den kongelige familie, som snart tillagde sig en stor børneflok. Dels var der ingen barneværelser, dels manglede der værelser til gæster. Det blev besluttet at tilføje en ny fløj til slottet i den østlige ende, hvorefter slottet blev 4-længet med en stor kvadratisk slotsgård i midten. Den nye fløj, som er den nuværende "forside", indeholder en balkon, hvorfra kongefamilien ved festlige lejligheder modtager folkets hyldest. Herved kom Nash's triumfbue i vejen, og i 1851 flyttede man den til den nordøstlige indgang til Hyde Park. Det er nævnt som begrundelse for flytningen, at den var for smal til de kongelige ekvipager. [Det er næppe den korrekte forklaring, idet Elisabeth II paserede gennem triumfbuen i sin guldkaret under kroningen i 1953].

Da dronning Victorias elskede ægtefælle, Albert døde i 1861, forlod hun Buckingham Palace for at bo på Windsor Castle og Balmoral Castle. Det var afslutningen på en periode, hvor der ofte havde været baller og koncerter på Buckingham. Fx har Felix Mendelssohn spillet flere gange på paladset. Johann Strauss II og hans orkester uropførte Strauss' "Alice Polka" til ære for prinsess Alice.

I begyndelsen af 1900-tallet begyndte især Blores østfacade at vise tydelige tegn på forfald, og i 1913 udskiftede man facaden med solide Portland sten. Paladsets forgård, hvor vagtskifte finder sted, blev anlagt i 1911. Låger og rækværk er ligeledes fra 1911.

Buckingham Palace under anden verdenskrig

Under anden verdenskrig blev paladset udsat for syv bombeangreb, da nazisterne mente, at det ville demoralisere nationen, hvis det lykkedes dem at ødelægge Buckingham Palace. Ved én lejlighed faldt en bombe i den kvadratiske åbne plads midt i slottet, mens kongen George VI og dronning Elizabeth befandt sig i paladset, men der skete ikke andet, end at en del ruder blæste ud ved lufttrykket. Den 15. september 1940 måtte RAF piloten, Ray Holmes, styre sit fly ind i en tysk jager, som forsøgte at bombe paladset; Holmes var løbet tør for ammunition, så det var den eneste udvej, mente han. Begge maskiner nødlandede, og begge piloter overlevede. Jeg så den engelske motor under et besøg på Imperial War Museum. Ray Holmes døde 90 år gammel i 2005.

I 1940 blev paladsets kapel ødelagt af en bombe. I alle biografer i England så man et afslappet kongepar inspicere skaderne, og den smilende dronning afleverede den berømte replik: ""I'm glad we have been bombed. Now I can look the East End in the face". Det var vigtigt at vise nationen, at kongehuset delte vilkår med befolkningen. I dag ved vi dog, at kongefamilien tilbragte de fleste nætter på Windsor Castle for at vende tilbage til Buckingham Palace den følgende morgen.

På VE Day, Victory in Europe Day, den 8. maj 1945 viste kongefamilien, kongen, dronningen, prinsesse Elizabeth, den kommende dronning, og prinsesse Margaret sig på balkonen sammen med Winston Churchill og modtog en tusindtallig befolknings hyldest. Man kan stadig se mørklægningspapiret i vinduerne bag de fem personer.

Indtil 1997 var det eneste flag, som kunne ses over Buckingham Palace, "the Royal Standard", monarkens officielle flag, og det kun, når monarken opholdt sig på paladset. Denne tradition bragte store dele af befolkningen i raseri i 1997, da lady Diana afgik ved døden. Da dronningen befandt sig på Balmoral Castle, vajede der intet flag på Buckingham Palace. Dronningen brød protokollen som følge af folkets stærke reaktion og lod Union Jack hejse på halv stang på dagen for Dianas begravelse. Siden da har Union Jack vajet over paladset, når dronningen ikke var til stede. Ved dødsfald samt ved andre nationale sørgedage - som fx ved terroristbombningerne i London den 7. juli 2005 - flages på halv.

Victoria Memorial

Inden vi bevæger os ind i paladset, kan vi lige kaste et blik på "Victoria Memorial", udført af Thomas Brock i 1911 til minde om Englands længst regerende monark. Mindesmærket, som ligger overfor hovedbygningen til paladset, indeholder en 4 meter høj statue af dronning Victoria, hugget ud af en 2.3 tons blok af hvid marmor. Dronningen sidder på en trone med ansigtet vendt mod Admiralty Arch og kigger ned ad The Mall. De øvrige marmorfigurer, som sidder omkring dronningen, symboliserer Sandhed, Retfærdighed og Barmhjertighed. Bronzegruppen symboliserer Fred, Fremskridt, Industri og Landbrug.

På toppen af mindesmærket er en forgyldt statue af sejrsgudinden; de to figurer ved hendes fødder er en gave fra New Zealands befolkning. Hele mindesmærket bærer tydeligt præg af at være skabt på et tidspunkt, hvor England var verdens maritime stormagt, og det vrimler med maritime symboler: skibe, havfruer og havmænd. Ved siden af trappen står bronzeløver, halvnøgne, muskuløse mænd med fakler samt en bevinget hest. Mindesmærket, som er placeret i et stort bassin, blev afsløret i 1911 af dronning Victorias barnebarn, George V. Området mellem mindesmærket og Buckingham Palace er bilfrit, og der er gode muligheder for at tage billeder af Buckingham Palace fra et af mindesmærkets trin.

I folkemunde hedder mindesmærket lidt respektløst "The Wedding Cake" - formentlig fordi udsmykningerne på toppen - se foto nedenfor - minder om pynten på en bryllupskage.

Den ceremonielle rute op til Buckingham Palace begynder ved "Admiralty Arch" og fortsætter op ad The Mall. Denne rute, som blev anlagt samtidig med "Victoria Memorial", anvendes bl.a. ved besøg af fremmede statsoverhoveder samt i forbindelse med den årlige åbning af parlamentet. Når The Mall bliver lukket, medfører det uvægerligt trafikkaos andre steder i London.

Plan over Buckingham Palace

Tegningen ovenfor viser kun de vigtigste af paladset 775 værelser, ligesom den i det store og hele kun viser en enkelt etage af paladset. Som det fremgår ligger de fleste af disse værelser i den bageste del, vestfløjen, som jo er den oprindelige hovedbygning. Værelserne vender ud mod paladsets have, som vi kommer til senere.

Buckingham Palace

Buckingham Palace, som dækker et areal på 77.000 m2, indeholder som nævnt 775 værelser, heriblandt 52 soveværelser, 188 værelser til personalet og 92 kontorer. Bygningen er 108 meter lang, 120 meter dyb og 24 meter høj. Det lyder måske af meget, men paladset er dog langt mindre end tilsvarende kongelige domiciler som Vinterpaladset i St Petersborg eller Palacio Real i Madrid. Elizabeth II og hendes ægtefælle bebor 12 værelser i den nordlige fløj - ud til den 160.000 m2 store have. Buckingham Palace er ikke kongefamiliens ejendom, men tilhører sammen med paladsets møbler og kunstgenstande staten. Udover at tjene som hjem for kongefamilien er paladset også arbejdsplads for 450 personer.

De 19 værelser, som benyttes til officiel brug, benævnes "state rooms", og de ligger på rad og række i vestfløjen. Alle værelserne er udstyret med nogle af verdens smukkeste engelske og franske møbler samt kunstværker fra den kongelige samling, heriblandt udsøgt porcelæn fra Sèvres. I august og september måned, hvor dronningen aflægger besøg (tager på ferie) i Skotland, er der mulighed for at se disse "state rooms" - mere herom senere. Som en forbindende korridor ligger "The Queen’s Picture Gallery", som er omkring 50 meter langt. Det indeholder en af de smukkeste kunstsamlinger i Europa med værker af Rembrandt, van Dyck, Rubens, Vermeer og mange andre.

Tronsalen blev under dronning Victorias regeringstid benyttet som et ekstra danselokale ved fester. Tronen - eller rettere de to tronstole - befinder sig i den ene ende af lokalet under en kæmpemæssig fløjlsbaldakin, kendt som en shamiana; den blev anvendt under kroningsaudiensen i Delhi i 1911. Over baldakinen svæver et par vingede udgaver af sejrsgudinden, som bærer nogle kranse. "Tronen", som efter sigende ikke er særligt imponerende, er hævet tre trin over niveauet i salen. Her modtager dronningen ved meget særlige lejligheder som regeringsjubilæer hilsener fra sine tro undersåtter. Ellers anvendes Tronsalen mest ved optagelse af officielle bryllupsbilleder og familiebilleder.

Indtil 1958 blev det årlige bal, hvor unge aristokratiske piger, "debutanter" blev præsenteret for dronningen, afholdt i Tronsalen. Denne tradition blev afskaffet, da dronningen både mente, at den var elitær og gammeldags; i stedet holdes der hyppigt haveselskaber, hvor et bredere udsnit af den engelske befolkning deltager. Prinsesse Margaret, som er kendt for sin skarpe tunge, skal have udtalt: "We had to put a stop to it, every tart [tøs] in London was getting in".

George IV's originale palads manglede en større sal til brug ved festlige lejligheder. Dette rådede dronning Victoria bod på, da hun fra 1853-1855 lod tilføje Balsalen, som på den tid var det største rum i London: 36.6 m lang, 18 m bred og med 13.5 m til loftet. Salen blev indviet i 1856 med et bal for at fejre Englands sejr i Krimkrigen. Salen anvendes bl.a. til banketter ved besøg af fremmede statsoverhoveder, og sådanne selskaber omfatter omkring 150 personer incl. medlemmer af kongefamilien, regeringen, ambassadører samt andre med tilknytning til de udenlandske gæster. Dronningen anvender også Balsalen ved sin årlige modtagelse af diplomater, hvor omkring 1500 møder op for at bevidne deres respekt. Desuden anvendes Balsalen også ved udnævnelse af højtstående embedsmænd mv. Det sker ni gange om foråret, to gange om sommeren og ti gange om efteråret - så sig ikke, at regenten ikke bestiller noget. Endelig er Balsalen blevet anvendt til afholdelse af koncerter. Hvis du kommer forbi i 2008, vil du kunne se Balsalen dækket op til en formel statsbanket. Det hesteskoformede bord vil være dækket med det prægtige sølvbestik, "the Grand Service", som første gang blev anvendt ved George III's fødselsdag i 1811. Ved hver side er arrangeret en overdådig buffet. Indtil videre (2007) har dronningen afholdt 94 statsbanketter.

Det er også her i Balsalen, at dronningen slår værdige undersåtter til riddere og uddeler andre belønninger for tro tjeneste eller ekstraordinære gerninger. I løbet af et år oplever omkring 2600 personer den ære at blive modtaget her af dronningen eller et andet højtplaceret medlem af kongefamilien. Der afholdes mere end 20 af den slags ceremonier om året. Under den højtidelige forestilling kommer dronningen ind i salen ledsaget af to Gurkha officerer, en tradition som blev påbegyndt i 1876 af dronning Victoria. På en forhøjning står fem medlemmer af dronningens vagtkorps, "The Queen's Body Guard of the Yeomen of the Guard"; dette korps, som er det ældste i England, blev oprettet i 1485 af Henrik VII. Der er i gennemsnit 120 personer, som skal i audiens, i en sådan ceremoni; hver person kan medtage tre gæster. Efter at nationalsangen er spillet, bliver hver enkelt person kaldt frem for dronningen, som af sin adjudant modtager en kort begrundelse for, hvorfor personen skal hædres. Personer, som skal slås til ridder, knæler på en særlig stol, hvorefter dronningen berører personens skulder med sit sværd. Dette sværd tilhørte dronningens fader, George VI, da han var oberst i den skotske garde. Herefter modtager personen det tildelte ordenstegn, fx CBE (Commander of the British Empire), OBE (Officer of the British Empire), MBE (Member of the British Empre), St George Cross eller Dronningens Tapperhedsmedalje.

Det vakte en del opsigt, da dronningen i juni 1965 udnævnte de fire medlemmer af the Beatles til "Members of the Order of the British Empire", MBE efter indstilling fra premierminister Harold Wilson (som i parentes bemærket var M.P. for Liverpool, hvor knægtene kom fra). Hidtil var denne orden alene blevet givet til veteraner fra den militære verden og fremtrædende samfundsborgere – og ikke til en flok langhårede lømler, som spillede primitiv og øredøvende rockmusik, som ophidsede de unge. Flere indehavere af MBE returnerede deres medaljer i protest. Siden indrømmede the Beatles, at de havde røget cannabis på paladsets toiletter. Disgraceful, in my humble opinion.

Indtil Balsalen blev indrettet, fandt de første baller sted i Den blå Dagligstue, som er udstyret med 30 søjler af (falsk) onyx. Her står "The Table of the Grand Commanders", udført i Sèvres porcelæn; bordet har tilhørt Napoleon. Den hvide Dagligstue er måske det smukkeste rum af dem alle; det anvendes bl.a. som modtagelsesværelse ifm statsbesøg.

Musikværelset ligger midt i vestfløjen mellem Den blå og Den hvide Dagligstue. Efter at paladsets kapel blev ødelagt under anden verdenskrig, er de fleste af de kongelige nyfødte blevet døbt i dette værelse af ærkebiskoppen af Canterbury. Den grønne Dagligstue har smukke silketapeter og et pragttfuldt, forgyldt loft. Den næsten 40 meter lange Marmorhal, klædt i italiensk marmor, blev bygget af Nash som et skulpturgalleri, og den indeholder skulpturer indkøbt af George IV, heriblandt tre grupper af Antonio Canova.

Ubudne gæster på paladset

Selv om sikkerheden er høj, har der dog gennem tiden været talrige tilfælde af ubudne gæster på Buckingham Palace. Det bedst kendte er nok, da Michael Fagan i 1982 brød ind i dronningens soveværelse, mens hun sov. I 2003 opnåede journalist for Daily Mirror, Ryan Parry at arbejde to måneder som lakaj på Buckingham Palace ved at bruge falske referencer. Fotos af George W. Bush's soveværelse - Bush var på statsbesøg i den periode - og at dronningens morgenmadsbord blev publiceret i Daily Mirror. De rystende billeder viste, at dronningen opbevarede sin müesli i en tupperware beholder. Hoffet slæbte avisen for retten, og den indgik et forlig, hvorefter den skulle betale en del af dronningens omkostninger. I 1994 landede en nøgen paraglider på paladsets tag. Senest i 2004 klatrede en forkæmper for enlige fædres rettigheder, Jason Hatch, op ad væggen tæt på den ceremonielle balkon. Han fik en del mediedækning - måske mest, fordi han var klædt som Batman. En meddemonstrant blev pågrebet, inden han nåede at begynde sin opstigning; han var klædt ud som Robin. Er Batman i virkeligheden en enlig far, som kæmper en forbitret kamp mod Batwoman for at få samkvem med deres søn Robin? Tankevækkende.

Det mest fantastiske eksempel er fra 1837, hvor det lykkedes en 12-årig dreng, kendt som "The boy Cotton", at leve et helt år ubemærket inde på paladset. Om dagen gemte han sig bl.a. i skorstene, hvilket til sidst førte til hans opdagelse. Han blev pågrebet i december 1838, fordi han snavsede lagnerne til i de senge, han sov i om natten.

Buckingham Palace Garden

Bag paladset ligger Buckingham Palace Garden, som dækker et område på omkring 16.000 m2. I modsætning til hvad der gælder for de nærvedliggende kongelige parker som fx. St James' Park, er der ikke adgang til haven for offentligheden. Du kan selvfølgelig håbe på at blive inviteret til et af dronningens berømte haveselskaber, men du kan også få adgang til haven ved at deltage i en rundvisning på paladset - se nedenfor. Haven er fyldt med eksotiske planter, og den er hjemsted for 350 arter af vilde blomster; et morbærtræ hævdes at gå tilbage til James I (1566-1625). Otte gartnere er fuldt beskæftigede med at holde den store have. Haven er karakteriseret som "en oase bag mure midt i London".

I haven befinder sig den berømte "Waterloo Vase". Da Napoleon rejste gennem Toscana på vej til den russiske front, blev han præsenteret for en kæmpestor blok af Carrara marmor; blokken vejede mere end 20 tons. Kejseren skal have bestilt udført en kæmpemæssig vase med motiver over sine sejre, både tidligere og kommende sejre. Efter Napoleons nederlag blev den ufærdige vase tilbudt den engelske kronprins i 1815. Den senere George IV lod vasen færdiggøre af billedhuggeren Richard Westmacott med henblik på at opstille den i et Waterloo værelse på Windsor Castle. Vasen, som er fem meter høj og vejer omkring 20 tons, var for tung til at opstille indendørs, hvorfor den i 1836 blev foræret til National Gallery. Det er unægtelig svært for et museum at betakke sig for en kongelig gave, men i 1906 returnerede museet vasen ("den hvide elefant") til hoffet, som lod den opstille i haven ved Buckingham Palace. Ovenstående foto, som kan ses på Victoria and Albert Museum, viser dronning Elizabeth, dronningemoderen, foran den famøse vase. Fotoet er fra 1938.

Midt i haven ligger en kunstig sø, som blev anlagt i 1828. Søen, som er hjem for en stor flok flamingoer, får vand fra Serpentine Lake i Hyde Park. Haven rummer også et sommerhus, en tennisbane og en helikopter landingsbane.

I forbindelse med dronningens 50 års regeringsjubilæum i 2002 inviterede hun og prins Philip befolkningen ind i haven den 1. juni til "Prom at the Palace". Ud af omkring to millioner, som havde ønsket at deltage, blev 12.500 budt indenfor i haven, hvor de blev underholdt af BBC's symfoniorkester og kor og af solister som Kiri Te Kanawa og Angela Gheorghiu og Roberto Alagna (som vi i al beskedenhed også har haft fornøjelse af i Århus). Od den 3. juni var der popkoncert i haven, "Party at the Palace". Koncerten blev overværet af alle medlemmer af den kongelige familie, som hørte stjernenavne som Paul McCartney, Eric Clapton, Cliff Richard og Tony Bennett. Queen's guitarist Brian May indledte med at spille God Save the Queen fra paladsets tag. Paul McCartney afsluttede med numrene While My Guitar Gently Weeps og Hey Jude. En million mennesker fulgte festen fra The Mall på gigantiske TV skærme. Og dronningen fortsatte sit demokratiseringsprojekt ved i 2006 at invitere 2.000 børn til Children's Party for at fejre hendes 80 års fødselsdag.

Ved siden af paladset ligger de kongelige stalde, "the Royal Mews", som er designet af Nash. Her er bl.a. udstillet den berømte guldkaret fra 1760. Den blev første gang anvendt i 1762 ved åbning af parlamentet. Siden er den brugt i forbindelse med kroningsceremonier og regeringsjubilæer.

Rundvisning på Buckingham Palace

I august og september måned, når den kongelige familie er på dens årlige besøg på slottet Balmoral i Skotland, er det muligt at komme ind og se de de såkaldte "State rooms"; det er betegnelsen for de 19 værelser i Buckingham Palace, som anvendes til officielle formål. Denne for de fleste overraskende beslutning blev taget i 1993, og formålet skulle angiveligt være at rejse penge til restaurering af Windsor Castle efter en alvorlig brand.

Gæsterne kommer ind ad "Ambassadørernes indgang" og går op ad "den store trappe" til første etage. Efter at være kommet gennem "Guard Room" kommer man ind i følgende rum: Den grønne Dagligstue, Tronsalen, Billedgalleriet, Salen med silkegobelinerne, Øst-galleriet, Balsalen, Vestgalleriet, State Dining Room, Den blå Dagligstue, Musikværelset og Den hvide Dagligstue. Herefter vender man tilbage til the ground floor??? ad Ministertrappen. Turen fortsætter gennem Marmorhallen ind i the Bow Room???. Denne fører ud til terrassen, hvorfra man kommer ud i haven.

Billetprisen er (i 2007) £13.95 for voksne, £12.60 for seniorer (over 60 år) og studerende, £7.90 for personer under 17 år, mens der er gratis adgang for børn under 5 år. Billetten omfatter også en video guide på engelsk, fransk, tysk, spansk, italiensk, japansk eller dansk. Dansk? Undskyld, det var bare en spøg. Der er åbent fra 09:45 til 18:00, men der lukkes for billetsalg kl 15:45, da man beregner et par timer til besøget.

Det er muligt at købe en billet, som udover adgang til "The State Rooms" giver adgang til de kongelige stalde og "The Queen's Gallery". Prisen herfor er (var): £28.50 for voksne, £25.00 for seniorer (over 60 år) og studerende, £16.00 for personer under 17 år, og gratis adgang for børn under 5 år.

The Queen's Gallery at Buckingham Palace

Skulle du komme til London på et tidspunkt, hvor der ikke er adgang til at besøge Buckingham Palace, så kunne du i stedet aflægge besøg i The Queen's Gallery, som ligger i paladsets sydvestlige hjørne med indgang fra Buckingham Palace Road. Her arrangeres skiftende udstillinger med kunstværker fra "The Royal Collection". "The Royal Collection" tilhører egentlig ikke kongehuset men nationen og kan siges at være i kongehusets varetægt. Samlingen omfatter mere end 7.000 malerier, 40.000 akvareller og tegninger, og omkring 150.000 tryk samt gobeliner, møbler, keramik, bøger oms. Samlingen er spredt på forskellige lokationer i England, fx Hampton Court Palace, Windsor Castle og Palace of Holyroodhouse i Edinburgh. Da vi var i London, hed udstillingen "The Art of Italy in the Royal Collection - Renaissance & Baroque", og den rummede 90 malerier og 85 tegninger, "lånt" fra kongehusets paladser i England, fx af Agnolo Bronzino, Caravaggio og Leonardo da Vinci.

Galleriet er bygget på ruinerne af paladsets kapel, der som tidligere omtalt blev bombet i september 1940. Det åbnede i 1962. Efter en større renovering åbnede det igen i 2002 - lige tidsnok til dronningens 50 års regeringsjubilæum; de skiftende udstillinger har typisk en varighed på 12-18 måneder.

I mange år var Sir Anthony Blunt kurator for samlingen og dronningens kunstrådgiver. Det sluttede i 1979, da han blev afsløret som sovjetisk spion og frataget sit ridderskab. Han var "den fjerde mand" i den gruppe på fem personer fra Cambridge, som arbejdede for Sovjetunionen fra omkring 1930 til begyndelsen af 1950-erne. I 1951 hjalp han Guy Burgess og Donald Maclean til at flygte til Sovjetunionen.

Galeriet har åbnet dagligt fra 10:00-17:30, og priserne er (2007): Voksne: £9.00, Pensionister: £8.00 og Børn: £5.00. Børn under fem år har gratis adgang.

Vagtskifte på Buckingham Palace

Første gang, vi var i London med vores venner, Bente og Erling, skulle vi selvfølgelig overvære vagtskiftet på Buckingham Palace. Vi kom tidligt og stillede os ved rækværket ved Victoria Memorial monumentet overfor paladset. Denne ceremoni, hvorved den afgående vagt overdrager ansvaret for St James’ og Buckingham Palace, har fundet sted siden 1790. Kl 11:00 begynder ceremonien med, at den afgående vagt stiller op i Friary Court ved St James’ Palace, og ledsaget af trommer og fløjter marcherer de ned ad The Mall til forgården foran Buckingham Palace. Vagtmandskabet kommer fra disse regimenter på skift: Scots Guards, Welsh Guards, Coldstream Guards, Blues and Royals og Grenadier Guards.

Kl 11.30 stiller den nye vagt op ved Wellington Barracks, som ligger knap 300 meter nord for Buckingham Palace, hvorefter de marcherer til forgården foran Buckingham Palace. De to vagthold tager opstilling overfor hinanden, og kaptajnen for den gamle vagt overdrager paladsernes nøgler til kaptajnen for den nye vagt. Lidt over kl 12 er de nye vagtposter anbragt, og den afgåede vagt marcherer langsomt til Wellington Barracks, mens den saluterer den nye vagt, da den passerer den. Den nye vagt med ansvar for St James’ marcherer med musikledsagelse op ad The Mall til Friary Court.

Det er klart, at denne maleriske ceremoni er særdeles populær hos turisterne, som især er imponerede over de 40 cm høje bjørneskindshuer, som soldaterne bærer. En af grundene til, at bjørneskindhuen er så populær er, at den bogstavelig talt er vundet i kamp. Under slaget ved Waterloo i 1815 besejrede "1st Foot Guards" grenadererne fra "the French Imperial Guards", som alle bar bjørneskind. Til minde om denne sejr fik regimentet navnet "Grenadier Guards" og tilladelse til at bære bjørneskind.

Det er dog ikke alle, som sætter pris på denne prægtige hovedbeklædning. Dyreværnsaktivister har ofte protesteret og demonstreret over disse bjørneskindshuer, som alle er fremstillet af skind fra den canadiske sorte bjørn. Billedet ovenfor til højre viser en gruppe fra PETA, People for the Ethical Treatment of Animals, som iført kunstige bjørneskindshuer og stort set intet andet protesterer mod drabene på den sorte bjørn. På banneret står "Bare Skin, Not Bear Skin - "Det bare skind, ikke bjørneskind" - ja, jeg synes også, at den er sjovere på engelsk end på dansk.

Under Krimkrigen fra 1854-1856 gik soldater faktisk til kamp iført denne kæmpemæssige hovedbeklædning, hvis formål var at indgyde fjenden rædsel. Jeg har svært ved at forestille mig nutidens soldater iført bjørneskindshuer, så det er næppe militære årsager, som får dem til at holde fast ved bjørneskindshuen. Det fremhæves, at den sorte bjørn, som lever i Nordamerika i et antal af omkring 600.000 ikke er en truet dyreart, og at det er lovligt at jage den. PETA fremhæver, at jægerne ofte dræber hunnen og efterlader ungerne moderløse, og opfordrer til, at man laver huerne i syntetisk materiale. Der har været nogle behjertede (halvhjertede?) forsøg på at fremstille huerne i nylon. Disse huer opsamlede store mængder statisk elektricitet, hvortil kom, at de næsten lettede fra bærernes hoved, når de gik under en højspændingsledning. Kampen fortsætter, men en ting er sikkert: vagtskiftet på Buckingham Palace vil ikke være det samme uden disse bjørneskindshuer.

Tak for besøget. Håber at du har nydt det - eller i hvert fald ikke kedet dig.