"I think being a Londoner
is the greatest thing that happened to me
without any effort on my part"
Michael Caine
Den sidste dag i London besluttede vi at tage på endnu en "guided walk" med London Walks, "Shakespeares London". Som foreskrevet i programmet mødte vi op klokken 10 på Westminster Tube (undergrundsstation), exit 4, lige ved parlamentsbygningen. Her skulle vi stadig iht. programmet møde shakespeare skuespilleren Shaughan, mens hans rolle var denne dag overtaget af Stephanie (som selv havde haft en rolle i "Shakespeare in Love"). Lidt over kl 10 spadserede selskabet, som var på omkring 20 personer, et halvt hundrede meter langs med Themsen, til vi kom til det fartøj, som skulle bringe os over til området ved Globe Theatre. Det ligger på sydsiden af Themsen og hedder Southwark (udtales mystisk, men lad som om, der ikke er noget "u" eller "w" i navnet). Sejlturen, som varede 15-20 minutter, var på flere måder spændende. Dels så vi London fra vandsiden, hvilket er en oplevelse, dels var sejlførerens kommentarer til alt, vi passerede, virkeligt sjove. Vi lagde til kort efter at have passeret Tate Modern Gallery og sejlet under Millennium Bridge.
Millennium Bridge er en fodgængerbro, som forbinder Bankside i Southwark med City. Den blev indviet den 10. juni 2000 og er den første bro over Themsen, siden Tower Bridge blev bygget i 1894. Borgerne i Londom kalder den for "the Wobbly Bridge", "den vakkelvorne bro" som følge af, at fodgængerne de første par dage kunne mærke en uventet svingning af broen. Det er for så vidt helt naturligt, når flere tusinde personer spadserer over broen på samme tid. Fra min soldatertid husker jeg, at sergenten kommanderede "intet trit", når vi skulle passere en bro. Problemet (resonnans) blev dog hurtigt udbedret, samtidig med at nyhedens interesse for broen selvfølgelig også aftog. Jeg kan ikke lade være med at fortælle, at broen er designet af arkitektfirmaet Ove Arup, grundlagt af den danske civilingeniør af samme navn, og arbejdet er udført af det danske entreprenørfirma Monberg & Thorsen. Nordenden af broen udgår lige syd for St. Pauls Cathedral, som du kan se på billedet, og den ender i nærheden af Globe Theatre og kunstmuseet Tate Modern. Vi besluttede, at vi på vejen hjem ville besøge kunstmuseet og spadsere tilbage via Millennium Bridge.
Stephanie fortalte, at på Shakespeares tid var Southwark det livligste område i London. Da den romerske hær slog sig ned på Bankside, oprettede den talrige bordeller for at betjene de mange soldater. Flere hundrede år senere kom området under kirkens styre - og bordellerne blomstrede og gav betydelige indtægter til biskopperne af Winchester, som ejede denne del af London. En sjov tanke, men som bekendt lever mennesket ikke af brød alene. Skønt Henrik VIII lukkede biskoppernes bordeller, skød andre op, og Southwarks ry som et forlystelseskvarter holdt sig. Der opstod andre adspredelsesformer såsom teatre, bjørnekampsarenaer ("bear-baiting rings") og hanekamppladser foruden hundredvis af kroer og værtshuse.
Stephanie forklarede dette med, at City og Westminster forbød mange af disse udskejelser, så hvis folk ville more sig, måtte de krydse Themsen. Hvis man havde råd, tog man en "wherry" (en fladbundet robåd). Ellers var man henvist til London Bridge, den eneste bro over Themsen indtil 1750. På det sidste stykke skulle man passere de såkaldte forræddere (mod tronen), hvis hoveder hang på spid. En hyggelig optakt til en god teaterforestilling. Havde man set en god eftermiddagsforestilling i The Globe, sluttede man måske dagen af med et besøg på et af de mange bordeller. Her kune man i kvindeligt selskab drikke og spise til skyhøje priser, inden man trak sig tilbage til et lille lysthus i haven. Det hændte, at der pludselig dukkede en fortørnet "ægtemand" op, hvis sårede stolthed kun lod sig reparere mod et klækkeligt beløb - jeg formoder, at dette velkendte nummer stadig praktiseres.
Stephanie udpegede Southwarks katedral, St. Saviour's i Borough High Street, som Shakespeare formentlig har besøgt mange gange, da den var sognekirke i området. Vi ved med sikkerhed, at hans broder Edmund blev begravet i kirken i 1607. Edmund var skuespiller, og på den tid ville begravelse af en sådan ikke påkalde sig megen opmærksomhed, men af kirkebogen fremgår: "Edmund Shakespeare, skuespiller, begravet i denne kirke med forudgående ringen med den store klokke XXs". 20 shillings var et betydeligt beløb på den tid, men mon ikke Shakespeare har betalt for, at hans broder blev begravet som en gentleman? I koret er opsat en mindesten over Edmund. Engang i 1800-tallet blev der levet et stort glasmaleri med scener fra Shakespeares mange stykker, og nedenfor er en statue af en siddende Shakespeare, som holder en fjerpen i hånden. Du ved formentlig dette, men for en ordens skyld: temaet til mr. Bean er indspillet af kirkens kor. Koret synger almindeligvis til "evensong", så måske skulle man overvære det næste gang, man er i nærheden.
Når man så var kommet over til Bankside, kunne man vælge mellem tre teatre. The Rose fra 1587-1588, The Globe fra 1594, og the Swan, som åbnede i 1595. Der var en indædt konkurrence mellem de tre teatre, som uafbrudt skiftede repertoire for at tiltrække og fastholde publikum. The Rose blev udvidet i 1592 for at give plads til flere tilskuere, men allerede i 1605 blev det revet ned, da lejemålet udløb. Resterne blev fundet ved udgravning i 1989, og vi så den tavle, der er opsat på stedet. Til optagelserne af den dejlige film "Shakespeare In Love", som ikke er særlig autentisk, opbyggede man en kopi af The Rose. The Swan blev revet ned i 1632. Londons første teater, som blot hed The Theatre (navnet giver god mening, så længe, det er byens eneste teater) lå imidlertid på den anden side af Themsen ved Shoreditch. Det blev opført i 1576.
Før vi kaster os over The Globe, vil jeg kort introducere William Shakespeare (1564–1616), hvis navn er uløseligt forbundet med dette teater. Han blev født i og voksede op i Stratford-upon-Avon, hvor han 18 år gammel giftede sig med Anne Hathaway, som fødte ham tre børn. På et tidspunkt mellem 1585 og 1592 tog Shakespeare til London, hvor han sluttede sig til en af byens teatergrupper, "Lord Chamberlain’s Men", og han blev en af gruppens ejere. Alle teatergrupper havde en sponsor, som enten var kongelig eller adelig, men i 1603, da kong James efterfulgte Elisabeth I på tronen, overtog kongen sponsorskabet for teatergruppen, og den antog navnet "The King's Men". Shakespeare fungerede både som skuespiller og skuespilfatter, og som medlem af denne gruppe var Shakespeare med til at opføre "The Globe Theatre". Shakespeare blev efterhånden ret velhavende, og i 1597 købte han et af de største huse i Stratford.
I 1613 vendte Shakespeare tilbage til Stratford, hvor han døde i 1616. Vi ved ikke særlig meget om Shakespeares private liv, men han efterlod sig et imponerende livsværk bestående af 38 skuespil, 154 sonetter samt en del digte. Hans værker er oversat til alle kendte sprog og udføres oftere end nogen anden skuespilforfatters værker. Jeg kan i flæng nævne Hamlet, Kong Lear, Richard III, Macbeth, Othello, Vintereventyret, Stormen, Købmanden i Venedig, Romeo og Julie, En Skærsommernats Drøm, Stor Ståhej for ingenting o.m.f. Han benævnes ofte som "Englands nationaldigter".
The Globe blev opført af tømmer fra The Theatre. Da lejemålet for den jord, som The Theatre lå på, udløb, blev teatret revet ned. The Theatre var blevet oprettet af James Burbage, fader til Shakespeares ven og skuespillerkollega Richard Burbage. Som det var almindeligt på den tid, var teatret åbent i midten; det var formentlig muligt at trække en pressenning over åbningen i tilfælde af regn. Langs væggene i det ottekantede rum var der balkoner i tre etager, hvor publikum sad. Det lille orkester befandt sig på balkonen over scenen. De to nederste balkoner blev kaldt "Twopenny Gallery", mens den øverste hed "Penny Gallery". De fleste tilskuere stod dog på jorden midt i rummet foran den rektangulære scene, som var ca 13 x 9 meter, og der var således publikum på de tre sider af scenen. Der var ikke særlige loger til fornemme gæster; disse fik lov til at sidde på scenekanten, hvor de kunne ryge en pibe eller drikke en øl. Rummet var oplyst af lanterner, som var ophængt omkring, men der vat intet scenelys eller projektører, så alle spil blev opført om eftermiddagen i det dagslys, som sneg sig gennem åbningen i taget. Taget, som gik ind over balkonerne og også delvist dækkede scenen, var dækket med strå. Der var plads til omkring 3000 tilskuere i teatret. Publikum blev informeret om hvilken type skuespil, der ville blive opført ved næste forestilling: hvis der hang et lyst flag udenfor teatret, var det et lystspil, mens et sort flag angav et alvorligt spil.
The Globe fik sit navn efter et skilt af Atlas, som bærer jordkloden på sine skuldre, og altså ikke, fordi bygningen var cirkelformet; den var ottekantet. Under skiltet stod på latin "Hele verden er en scene" - en sætning, som Elvis som bekendt relancerede i sin "Are you lonesome tonight", nå det er en anden historie. Der blev kun opført forestillinger om sommeren, thi om vinteren tog skuespillerne tilbage til teatret ved Blackfriars, som var overdækket og dermed bedre egnet til opførelse af skuespil på denne årstid.
Et skilt udenfor teatret fortalte bl.a. følgende: "... I 1599 lejede Richard og Cutberth Burbage sammen med William Shakespeare to lodder land langs med Maiden Lane (i dag Park Street), på hvilken de af brugt tømmer fra James Burbages nedrevne "The Theatre" i Shoreditch byggede "The Globe". "The Globe" overgik snart sin nærved liggende konkurrent "The Rose". Under en opførelse af "Henrik VIII" den 29. juni 1613 antændte en gnist fra en kanon, som blev affyret som en del af skuespillet, stråtaget, og teatret brændte ned til grunden. "The Globe" genåbnede i 1614 efter genopførelse på de samme fundamenter, men med et tegltag i stedet for det oprindelige stråtag... "The Globe" blomstrede endnu en gang, indtil den blev revet ned i 1644."
Som alle andre teatre i London blev "The Globe" lukket af "puritanerne" i 1642. Disse puritanere var radikale troende, som syntes, at det gik for langsomt med at få indført reformationen i den engelske kirke. Teatret blev brudt ned i 1644, og fundamentet til "The Globe" blev begravet under andet byggeri. På et tidspunkt lå der et bryggeri på stedet, men da det lukkede, lå pladsen øde hen. Teatrets nøjagtige position blev først fastlagt i 1989.
Den amerikanske skuespiller og instruktør, Sam Wanamaker (1919–1993) udkastede den idé at genopføre Shakespeares "Globe Theatre". Wanamaker havde deltaget i 2. verdenskrig fra 1943-1946, hvorefter han indspillede film i Europa. Da han i 1952 blev blacklistet af "Committee for un-American Activities", besluttede han ikke at vende tilbage til USA. I 1957 blev han udnævnt til leder af New Shakespeare Theatre i Liverpool, og to år senere sluttede han sig til Shakespeare Memorial Theatre Company i Stratford-upon-Avon. I 1960-erne og 1970-erne lavede han flere opsætninger på Covent Garden og andre steder, og han stod for fejringen af Shakespeares 300 års fødselsdag.
I 1949, da Wanamaker var i England for at indspille en film, ledte han forgæves efter det sted, hvor det originale Globe Theatre lå, men blev skuffet over at erfare, at der ikke var noget mindesmærke for verdens måske største skuespilforfatter gennem tiden. I 1960 stiftede Wanamaker "Shakespeare Globe Trust" med det formål at rekonstruere "The Globe Theatre". Arbejdet kom i gang i 1987, men Wanamaker nåede desværre ikke at opleve åbningen af teatret, hvilket fandt sted i juni 1997 i overværelse af bl.a. dronningen. Han efterlod sig tre døtre, og især Zoë Wanamaker, som er en kendt skuespiller, har gjort et stort arbejde for at fuldføre faderens drøm.
"New Globe Theatre" er opført i overensstemmelse med det gamle teater, dog er der kun plads til 1600, og ikke 3.000 som i det gamle. Måske er folk mere pladskrævende i dag, og i hvert fald er sikkerhedskravene i dag høje; i 1600-tallet var de næppe eksisterende. Det åbnede i 1997 under navnet "Shakespeare’s Globe Theatre", og der opføres stykker på teatret fra maj til oktober. Der er 700 ståpladser til hver forestilling, som sælges til en pris af 5 pund. Desværre nåede vi ikke at opleve en forestilling i teatret, som ligger ca. 200 meter fra det originale. Vi kunne se af plakaterne, at der er andet end Shakespeare på programmet. Stephanie fortalte, at det er den eneste bygning i London med stråtag efter den store brand i 1666. Det skal dog nævnes, at bygningen er udstyret med sprinklere, og jeg tror ikke, at man oftere vil tillade afskydning af kanoner under forestillingen. Som i originalen er både scenen og det centrale tilskuerrum udendørs. I forbindelsen med teatret er bygget en moderne lobby og et gæstecenter. I lobbyen, hvor der sælges mængder af souvenirs og bøger, er en udmærket udstilling, som viser teatrets histore. Den er åben hver dag fra 10-17, om vinteren dog kun fra 9-12. Der er mulighed for at deltage i en guidedet tur gennem teatret.
En af tidens største forlystelser var dyrekampe, og alle mulige dyr blev anvendt: æsler, heste, tyre, leoparder, løver, tigre og aber. De mest populære kampe var dem, som involverede bjørne, og det fortælles, at dronning Elisabeth I var en stor fan af denne blodige "sport". Det fortælles, at hun ved en lejlighed inviterede den franske og den spanske ambassadør med til underholdningen. Store beløb skiftede ejermand gennem væddemål, fx væddede man om, hvorvidt en bjørn kunne klare sig mod 5 hunde, typisk mastiffer. Bjørnen, som var bundet til en pæl enten omkring halsen eller med et ben, blev forud hidset op ved piskeslag. Bjørnene blev nærmest berømtheder, og alle kendte deres navne; en af de mest kendte hed Sackerson. Shakespeare lader i "De lystige koner i Windsor" Slender forsøge at gøre indtryk på pigen Anne ved at sige: "Jeg har set Sackerson tabe 20 gange, og jeg har holdt i hans kæde". Den berømte dagbogsskribent Pepys noterer den 14. august 1666, at han og hans hustru "saw some good sport of the bull's tossing the dogs - one into the very boxes, men han tilføjer dog "But it is a very rude and nasty pleasure".
Kampene fandt sted i bygninger, som var lavet til formålet: en arena i midten under fri himmel, omgivet af gallerier med tilskuerpladser, lidt som et romersk amfiteater. I de største havde plads til omkring 1000 tilskuere. I midten af arenaen stod en kraftig pæl, som bjørnen blev bundet til, enten om halsen eller med et ben. I 1835 vedtog parlamentet "Cruelty to Animals Act", som forbød kampe med tamme eller vilde dyr. Stephanie viste os det sted, hvor den mest berømte arena, "Bear Garden", stod for 300 år siden. Den blev bygget i 1662. Efter min mening er det bemærkelsesværdigt, at den overlevede den puritanske periode, hvor størsteparten af alle teatre blev lukket - men på den anden side praktiseres der jo stadigvæk tyrefægtning i Spanien og Mexico. I dag er bygningen en del af "Shakespeares Globe complex". Vi var ikke inde i bygningen, men efter sigende skal der i foyeren stå en kæmpestor udstoppet sort bjørn som en minde om stedets blodige fortid.
Da rundturen var afsluttet, gik vi tilbage til Tate Modern Gallery, som Stephanie havde sagt, at man ikke måtte gå glip af. Som navnet antyder, fokuserer museet på moderne kunst, men selv om man ikke er interesseret i moderne kunst, er det et besøg værd at se, hvorledes et elektricitetsværk er blevet ombygget til et tidssvarende museum. Tate Modern er Englands nationalmuseum for moderne kunst, og indgår i Tate gruppen sammen med Tate Britain, Tate Liverpool, Tate St Ives og Tate Online. Sidstnævntes hjemmeside finder du her.
Museet ligger i de bygninger, som tidligere udgjorde Bankside Power Station. Dette værk blev lukket ned i 1981, hvorefter man gik i gang med at omskabe til til et værdigt kunstgalleri. Museet åbnede i maj 2000 og besøges af et stigende antal turister og lokale. Som til alle museer i London er der gratis adgang, dog skal man betale for at komme ind i evt. særudstillinger. Da vi var der, var der en udstilling af Dali, men da vi dels havde kort tid til rådighed (under to timer), dels har set en del af Dali, valgte vi at hoppe over.
De permanente udstillinger finder sted på 3. og 5. etage i bygningen, mens 4. etage er helliget større midlertidige udstillinger. Et mindre udstillingslokale på 2. etage rummer værker af nyere kunstnere. Samlingerne vises ikke, som så ofte set, i kronologisk order; i stedet er de ordnet i temaer: "History/Memory/Society", "Nude/Action/Body", "Landscape/Matter/Environment", og "Still Life/Object/Real Life". Det menes, at dette princip er valgt for ikke at afsløre store huller i samlingen ved en kronologisk ophængning. Museets indkøbssmag i første halvdel af 1900-tallet var vistnok meget konservativ.
Vi tog elevatoren op på 5. etage, hvorefter vi bevægede os nedefter. Oppe fra fik vi et fantastisk kig ned i de enorme turbinehaller, som ligger ved siden af galleriet. Her stod tidligere kraftværkets generatorer på et areal af 3400 m2. Hvert år inviteres en kendt kunstner til fra oktober til marts at udnytte rummet til et kunstværk. Det er Unilever, som sponserer disse udstillinger. Normalt ville jeg ikke nævne en sponsor, men jeg synes at formålet er så godt, at det fortjener at blive nævnt. Det var meningen, at projektet kun skulle have løbet i 5 år, men det blev så populært, at det fortsætter i hvert fald til 2008.
I 2003 lavede den verdensberømte dansk/islandske kunstner Olafur Elíasson "The Weather Project" i turbinehallen med repræsentation af solen, månen og himlen. Eliasson brugte vandfordampere til at skabe en fin tåge i rummet; tågen blev lavet ved en blanding af sukker og vand. Der indgik også en skive lavet af hundreder af skiver med lamper, som udsendte et rent gult lys. Loften var dækket af et kæmpemæssigt spejl, hvori gæsterne kunne se sig selv som små sorte skygger mod en masse af orange lys. Mange tilskuere reagerede på udstillingen ved at lægge sig på ryggen og vinke med deres hænder.
I år (2007) er det besluttet at udvide museet på sydsiden med en stor glas pyramide, som skal fokusere på foto og video. Dette skulle forøge udstillingsarealet med 60%. Projektet, som er budgetteret til 215 millioner pund, skal stå klar til De Olympiske Lege i 2012, som finder sted i London.
Her står Birgit og studerer et af de mange informationstavler, som findes i London. Til højre aner man Millennium Bridge, som vi tog på vores vej tilbage, i baggrunden ses St. Paul's Cathedral.
Hvis du har lyst, kan du nedenfor vælge at studere en anden af de London-sider, jeg har begået. Ellers tak for besøget.
