Let my people go

På vej til St Katharina klostret
På vej til klostret fortalte guiden den spændende historie om Moses, som optages ved Faraos hof og flygter til Sinai, hvor han modtager indvielsen ved "den brændende tornebusk" på Sinai bjerget. Fremkalder de 10 plager over Egypten, inden Farao giver ham og hans folk tilladelse til at drage afsted, og modtager lovens tavler med de 10 bud på samme Sinai bjerg. Og endelig bogstavelig talt efter 40 års ørkenvandring når frem til det forjættede land på den anden side af Jordan floden. Det var den korte version. Hvis du synes, at denne er tilstrækkeligt, kan du springe frem til næste side, hvor vi ankommer til St Katharina klostret.

Historien om Moses
Biblens fem første bøger - de såkaldte mosebøger - er angiveligt skrevet af Moses, som førte Jakobs efterkommere ud af deres fangenskab i Egypten, hvor de har levet i ca 400 år til Kanaans land. (Det antages, at Moses skrev bøgerne undervejs mod Kanaan mellem år 1290 og 1250 f.Kr.). Mosebøgerne begynder med at fortælle om himlens og jordens, livets og menneskets oprindelse. Jeg vil her alene fortælle historien om Moses.

De 70 mandspersoner, som sammen med Jakob og hans familie havde slået sig ned i Egypten i området Gosen i nildeltaet, havde/stiftede famile på stedet. Efterhånden blev de så mange, at Farao opfattede dem som en trussel mod Egypten. "Vi må finde en løsning, så de ikke slår sig sammen med vores fjender i tilfælde af krig.". Han beordrede, at israelitterne skulle gøres til slaver og udpegede brutale slavefogeder. Men det var som om, at jo mere egypterne mishandlede dem, jo flere børn fødte de. Farao beordrede dernæst, at alle israelitiske drenge skulle kastes i Nilen, så snart de var født, mens pigerne fik lov til at leve.

Moses bliver født
Faraos datter finder den lille Moses i sivene På den tid får et ægtepar af Levis stamme en søn. Moderen beslutter at skjule sit spædbarn, hvilket lykkes i de tre første måneder. Da hun ikke længere kan holde barnet skjult, fletter hun en kurv af papyrusrør, gør den vandtæt med beg og tjære, lægger barnet ned i kurven og sætter den ud mellem sivene ved Nilen. Drengens storesøster gemmer sig i nærheden for at se, hvad der vil ske. En af Faraos døtre kommer ned til Nilen med sine hofdamer for at bade, og hun får hun øje på kurven med barnet mellem sivene. "Det må være en af de hebræiske drenge", udbryder hun. Drengens storesøster springer belejligt frem og tilbyder at skaffe en hebræisk amme til barnet. Prinsessen indvilliger, og pigen skynder sig hjem og henter sin mor, som nu passer drengen i nogle år. Da drengen er gammel nok, bringer moderen ham hen til prinsessen, som adopterer ham og giver ham det egyptiske navn Moses.


Moses flygter fra Faraos hof
En dag, efter at Moses er blevet voksen, ser han en egyptisk slavefoged slå en hebræer - en af Moses' landsmænd. Moses, som har et voldsomt temperament, slår egypteren ihjel og begraver liget i sandet. Næste dag ser han to hebræere i slagsmål og beder dem om at holde op. "Du tror måske, du er prins og dommer over hebræerne? Du har måske tænkt dig at slå mig ihjel som egypteren, du myrdede i går?" Da indser Moses, at hans drab på slavefogeden er blevet opdaget. Da historien kommer Farao for øre, beordrer han, at Moses skal arresteres og henrettes.

Moses flygter til Midjans land, som ligger på Sinai halvøen. Mens han holder hvil ved en brønd, kommer den lokale præsts syv døtre for at hente vand og fylde truget, så faderens får kan drikke. Da de andre hyrder kommer, vil de jage pigerne væk, men Moses lægger sig imellem og hjælper pigerne med at vande deres får. Da de kommer hjem til faderen, fortæller de, at en egypter hjalp dem med at vande fårene. "Gå ud og hent ham og inviter ham på aftensmad". Det ender med, at Moses blive boende hos præsten Jetro og gifter sig med den ælsdte af hans døtre, Sipporah, og de får en søn.

Imidlertid lider israelitterne mere end nogen sinde under det tunge slavearbejde, og i deres fortvivlelse herover råber de til Gud. Gud hører deres klage og husker sit løfte til Abraham, Isak og Jakob om at bringe deres efterkommere tilbage til Kanaans land.

Moses og den brændende tornebusk
Mosed ved den brændende tornebusk på Sinai bjerget En dag, da Moses vogter får for sin svigerfar, Jetro befinder han sig ved Horeb bjerget. Moses bemærker da en busk, som står i flammer uden at brænde op. Da han kommer nærmere for at studere fænomenet, råber Gud til ham: "Moses! Moses! Tag dine sandaler af, for du står på hellig grund! Jeg er dine fædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud!". Og Moses dækker sit sit ansigt med hænderne, for han er bange for at se Gud.

"Jeg har set, hvorledes mit folk bliver undertrykt i Egypten, og jeg er kommet ned for at udfri dem og føre dem til et dejligt land, der flyder med mælk og honning", fortsætter Gud. "Derfor sender jeg dig til Farao for at forlange, at han skal lade dig føre mit folk Israel ud af Egypten", Den forskrækkede Moses forsøger at undslå sig, men Gud siger, at han skal kalde alle Israels ledere sammen og fortælle dem, at Herren har vist sig for ham i den brændende tornebusk, og at han sagde, at han Moses skal føre folket ud af Egypten til Kanaan. "jeg ved godt", siger Gud, " at Faroa ikke uden videre vil lade jer rejse. Men jeg skal gøre mirakler, så han til sidst giver efter og lader jer rejse". Og for at overbevise den frygtsomme Moses forvandler han hans hyrdestav til en slange og igen tilbage til en stav. Moses indvender, at han er en dårlig taler, og Gud siger, at hans broder Aron skal tale for ham.


Moses vender tilbage til Egypten
Moses går tilbage til sin svigerfar Jetro og får tilladelse til at rejse til Egypten med sin kone og deres sønner. Aron mødes med Moses ved Horebs bjerg, hvor Moses fortæller om det budskab, han har fået af Herren. De opsøger israelitternes ledere og fortæller om budskabet, og Moses udfører nogle af de mirakler, som Gud har givet ham magt til.

Derefter går Moses og Aron til Farao og beder om tilladelse for de israelske slaver til at rejse ud i ørkenen og ofre til Gud i tre dage. Farao afslår og beder i stedet sine slavefogeder om at israelitterne ikke længere skal have udleveret halm til fremstilling af mursten. I stedet skal de selv samle det. og de skal fortsat lave lige så mange mursten som hidtil. Og opsynsmændene pisker israelitterne mere brutalt end nogensinde, og de beklager sig til Moses og Aron

Guds løfte om udfrielse
Moses henvender sig til Herren og siger: "Hvordan kan du behandle dit folk på den måde? Hvorfor har du overhovedet sendt mig? Siden jeg gav Farao din besked, er hans brutalitet taget til - og du har ikke gjort spor for at komme dit folk til hjælp". Gud siger til Moses: "Jeg indgik en pagt med Abraham, Isak og Jakob, hvor jeg lovede at give dem og deres efterkommere Kanaans land. Jeg har hørt Israels folks skrig under deres slaveri i Egypten, og jeg husker den pagt, jeg har indgået med dem. Sig derfor til israelitterne, at jeg med magt og store undere vil udfri dem fra slaveriet. Gå til Farao og sig, at jeg har befalet jer at føre israelitterne ud af Egypten".

Moses og Aran går til Farao
Moses og Aron går til Farao, som Herren har befalet. Moses er på det tidspunkt 80 år gammel, og Aron er 83. Aron smider sin stav på gulvet foran Farao og hans hoffolk - og staven forvandles straks til en slange. Men Farao kalder på sine vismænd og troldmænd, og de er i stand til at efterligne miraklet ved hjælp af magi. Men Arons slange sluger troldmændenes slanger! Farao er hård og stædig og vil ikke høre på dem.

De 10 plager
Og nu sender Gud de formentlig velkendte plager over egypternes hoveder, den ene værre end den anden.

1. Vand til blod. Gud sender nu den første plage over det egyptiske folk. Da Aron rækker sin stav ud over Nilen, bliver landets floder, kanaler og damme forvandlet til blod, og alle fiskene i det dør. Selv vandet i spande og krukker i hjemmene forvandles til blod. Men Farao er ubøjelig.

2. Frøer. Syv dage senere beder Gud Aron om at række sin stav ud over Nilen, og landet oversvømmes nu af frøer fra ende til anden. Frøerne trænger ind overalt, selv i Faraos paladser. Farao kalder Moses og Aron til sig og siger, at han vil give israelitterne tilladelse til at rejse, hvis blot frøerne vil forsvinde igen. Men da frøerne er borte, nægter Farao alligevel at lade det israelitiske folk rejse.

3. Myg. Aron slår i støvet med sin stav, og alt støvet forvandles til til myg, som angriber både mennesker og dyr. Men Farao er ubøjelig.

4. Utøj. Vældige sværme af utøj fylder Faraos palads og hvert eneste egyptiske hjem, men Farao er ubøjelig.

5. Pest. Alle egypternes dyr rammes af pest, mens ikke et eneste af israelitternes dyr dør, men Farao er ubøjelig.

6. Bylder. Alle egyptiske mennesker og dyr bliver fulde af bylder, selv Faraos troldmænd bliver befængt med betændte bylder, men Farao er ubøjelig.

7. Hagl. Gud sender torden, hagl og lyn, så voldsomt, at hele Egypten ligger i ruiner. Mennesker og dyr bliver dræbt, træer splintres, afgrøder slås ned. Det eneste sted i Egypten, som undgår katastrofen, er Gosens land, hvor israelitterne boer. Farao indvilliger i, at lade israelitterne rejse, men skifter straks efter igen mening.

8. Græshopper. Herren lader en østenvind blæse hele dagen og den følgende nat. Næste morgen har østenvinden bragt græshopperne til landet, så jorden er sort af græshopper - og græshopperne æder den smule føde, som er tilbage efter haglvejret. De efterlader ikke noget grønt overhovedet - ikke et træ, ikke en plante i hele Egypten - men Farao er ubøjelig.

9. Mørke.. Herren lader et tykt mørke sænke sig over landet i tre dage. Ingen egypter kan røre sig ud af stedet i tre dage, men israelitterne har sollys i Gosen som sædvanlig. Farao tilbyder, at israeliterne kan rejse, hvis de blot efterlader deres husdyr. Moses nægter, da de vil bringe slagtofre og til Gud, men Farao er ubøjelig.

10. Død.. Gud sagde til Moses: "Jeg vil sende endnu en katastrofe over Farao og egypterne. Derefter vil han lade jer rejse. Ved midnatstid vil jeg gå gennem Egypten. Den førstefødte søn i hvert hjem skal dø - lige fra kronprinsen til slaven - ja, selv de førstefødte blandt dyrene skal dø. En skærende dødsklage skal lyde over hele Egypten, aldrig før har landet oplevet sådan en sorg, og aldrig siden skal det ske". Hver israelitisk fdamilie skal ofre et lam - et 1-års handyr uden fysiske defekter. Lammets blod skal smøres på dørkarmen i huset. Samme aften skal alle jøder spise lam med usyret brød. Ifør jer jeres rejsetøj, så I uden varsel kan begive jer ud på en lang rejse. Dette var den første påske.

Samme nat går Herren gennem Egypten og slår de ældste sønner og de førstefødte dyr ihjel. Men de huse, hvor der er smurt blod på dørkarmen, går han forbi. Et sørgeskrig rejste sig fra Egyptens land, thi ikke et eneste hus var undsluppet døden.

Udrejsen fra Egypten
Denne nat kalder Farao Moses og Aron til sig. "Tag af sted, sammen med jeres får og kvæg". 600.000 mænd vandrer afsted. Sammen med dem en stor mængde kvinder og børn. Når de gør holdt for at spise, bager de brød af den usyrede dej, de har bragt med sig. Dejen er usyret, for de har ikke fået tid til at vente på, at den skal hæve. Moses tager Josefs knogler (mumie) med sig, da Josef i sin tid har fået Israels sønner til at sværge på, at de vil tage hans knogler med sig, når Gud engang vil føre dem ud af Egypten. Herren selv leder dem ved hjælp af en sky om dagen og en ildsøjle om natten.

Overgangen over Det Røde Hav
Faraos soldater drukner i Det Røde Hav, mens israelitterne slipper tørskoet over. Da det går op for Farao, at israelitterne ikke vil vende tilbage efter de tre dage, fortryder han. Han samler sin hær og sætter efter israelitterne med sine 600 stridsvogn. De indhenter israelitterne, som har slået lejr ved havet. Da israelitterne får øje på Faraos soldater i det fjerne, bliver de skrækslagne og råber til Moses: "Har du ført os her ud i ørkenen for at dø? Vi vil hellere være slaver for egypterne end blive slagtet i ørkenen". Men Moses rækker sin stav ud over havet, som deler sig i to, og en tør overgang kommer til syne imellem dem. Så går israelitterne gennem havet på den tørre havbund, mens havet står som en mur på begge sider. Men egypterne følger efter med heste, vogne og ryttere. Da israelitterne er kommet over på den anden side, rækker Moses igen sin stav frem, og vandet vender tilbage og skyller hen hele Faraos hær. Ikke en eneste overlever.


Vandring i ørkenen
Moses leder israelitterne gennem Sinai ørkenen. Da israelitterne kommer ind i ørkenen, beklager de sig over, at de ikke har mad at spise. Samme aften kommer en stor flok vagtler flyvende, og de falder ned over lejren. Næste morgen er ørkensandet rundt om lejren dækket af tynde flager, der ligner rimfrost. Det er manna, som er korianderfrø med en smag som honningkage. Hver morgen samler enhver så meget, han har behov for. Den sjette dags morgen samler de dobbelt portion, fordi den syvende dag skal være hviledag.

En dag beklager de sig over manglende vand. Gud befaler Moses at tage folket med ud til Horebs bjerg. Der slår han på klippen med sin stav, og vandet strømmer frem.

Det varer ikke længe, før Jetro, Moses' svigerfar, hører om de fantastiske mirakler, Gud havde gjort, da han førte sit folk, israelitterne, ud af Egypten. Jetro, Moses' hustru Sippora og deres to sønner møder Moses ved Guds bjerg, Sinai bjerget - også kaldet Horebs bjerg. Herefter tager Moses afsked med sin svigerfar, som vender tilbage til sit land.


Ankomst til Sinai bjerget
Tre måneder efter udvandringen af Egypten ankommer israelitterne til Sinai ørkenen, hvor de slår lejr ved foden af Sinai bjerget. Moses klatrer op på bjerget for at møde Gud. Herren råber til Moses fra bjerget: "I har set, hvad jeg gjorde mod egypterne, og hvordan jeg har båret jer på ørnevinger indtil nu. Hvis I vil adlyde mig og holde jeres del af pagten, skal I være mit folk ". Moses vender tilbage til folket og fortæller dem, hvad Herren har sagt, og de lover enstemmigt at følge Herrens befalinger.

Moses får de 10 bud på på Sinai bjerget
Moses kommer ned fra Sinai bjerget med stentavlerne med de 10 bud. En dag siger Herren til Moses: "Kom højere op på bjerget og vent, til jeg har givet dig de befalinger og love, jeg har skrevet på stentavlerne, og som du skal bruge, når du underviser folket". og Moses gik sammen med med sin medhjælper Josva højere op på Guds bjerg. Han sagde til de israelitiske ledere, at de kunne drøfte det med Aron, hvis der opstod nogen problemer. Derefter går Moses op på bjerget, som er blevet dækket af en sky, og han er borte i 40 dage og 40 nætter. Da Gud er færdig med at tale til Moses, overrækker han ham to stentavler, hvorpå han med egen hånd har skrevet de ti bud:

1. Du må ikke have andre guder end mig.
2. Du må ikke misbruge Herren din Guds navn.
3. Du skal holde hviledagen hellig.
4. Ær din far og mor.
5. Du må ikke slå ihjel.
6. Du må ikke begå ægteskabsbrud.
7. Du må ikke stjæle.
8. Du må ikke anklage nogen på falsk grundlag.
9. Du må ikke begære din næstes hus.
10. Du må ikke begære din næstes hustru, svend, pige, kvæg eller noget, der tilhører din næste.


Guldkalven
Da der går lang tid, inden Moses igen kommer ned fra bjerget, mister folket tålmodigheden og går til Aron. "Hvad mon der er sket med Moses, som førte os fra Egypten? Hjælp os med at lave en gud, som kan vise os den rette vej". Aron beder folket give ham de guldringe og smykker, de har, og han smelter guldet og laver en tyrekalv ud af det. Da folket ser den, udbryder de: "Se, det er den gud, som førte os ud af Egypten". Aron bygger et alter for tyrekalven og næste dag begynder de at ofre til tyren. Bagefter giver de sig til at feste og drikke. Gud siger til Moses: "Skynd dig ned! Folket, du førte ud af Egypten, er fordærvet. Det har trodset mine befalinger, lavet en tyrekalv og tilbeder den og ofrer til den. Jeg vil gøre en ende på dem, og i stedet begynde forfra med dig og gøre dig til et stort folk.". Moses går i forbøn for sit folk, og Gud lader sig formilde og skåner dem., hvorefter Moses går ned ad bjerget med de to stentavler.

Da de kommer nærmere til lejren, opdager Moses, at folket danser om tyrekalven, og i raseri slynger han stentavlerne mod jorden, så de knuses. Derefter tager han tyrekalven og kaster den i ilden.

De nye stentavler
Næste dag sigere Moses til folket: "I har begået en stor synd, men jeg vil alligevel gå tilbage til Herren; måske jeg kan opnå soning af jeres synd" Herren siger til Moses, at han skal gå tilbage til folket og føre det til det sted, han har befalet. Han beder Moses om at lave to nye stentavler i stedet for dem, som han har ødelagt. Herefter skriver Gud sine bud på tavlerne. Moses tilbringer igen 40 dage og 40 nætter på Sinai bjerget sammen med Herren. Da Moses kommer ned fra Sinai bjerget med de to stentavler i hænderne, stråler hans ansigt efter samværet med Herren.

Opbrud fra Sinai bjerget
Herren siger nu til Moses, at han skal drage bort fra dette sted med folket og gå til det land, Gud lovede Abraham, Isak og Jakob, og som flyder med mælk og honning. Gud vil sende en engel i forvejen, som skal bortdrive kanaanæerne, amoritterne, hittitterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne. Selv vil han ikke tage med dem, da de (israeliterne) er et stædigt og rebelsk folk, og de risikerer at blive tilintetgjort af hans vrede, hvis han er iblandt dem.

Og her vil jeg også tage afsked med Moses og hans ørkenvandring, som på grund af folkets vantro og ulydighed kommer til at vare 40 år. I denne periode giver Gud dem deres religiøse "grundlov", som udover de ti bud omfatter "moseloven", der består af flere hundrede detaljerede lovparagraffer, som er nævnt i Det gamle Testamente. De ti bud og moseloven er den pagt (overenskomst) som indgås mellem Gud og israelitterne. Hvis de overholder pagten, vil Gud beskytte dem og gøre dem til et stort folk. Først da den eksisterende generation er uddød, får de lov til at komme ind i det forjættede land.

Hvem var Moses egentlig?
Almindeligvis antager kristne og jøder, at teksterne i Biblen er "Guds ord", men de er i hvert fald nedskrevet af mennesker. Nogle mener, at jøderne i perioden 600-400 f.Kr. foretager flere omskrivninger, hvorefter Moses opfattes som jøde og ikke som egypter. Af religiøse (religionspolitiske) grunde passer det bedre, at Moses' moder er en jødisk kvinde og ikke Faraos datter. Disse omskrivninger - hvis de er sket - finder sted i Babylon, hvortil en stor del af israelitterne bliver deporteret, efter at landet er blevet indtaget af Babylonien. Indtil dette tidspunkt har de religiøse traditioner primært foreligget på mundtlig form, men under eksilet "ved Babylons floder", bliver de nedskrevet.

Den dramatiske og rørende hændelse, hvor et tre måneder gammelt spædbarn i et lille sivflettet fartøj bliver fundet af kongens datter og optaget i paladset, er kendt omkring 1000 år tidligere end historien om Moses. Her hedder drengen Sargon (2300 f.Kr.), og floden er Eufrat. Efterfølgende møder vi lignende fortællinger i den græske mytologi med Dionysos og Attis, og i Romernes med Romulus. Du husker måske også historien om vores egen kong Skjold. Der er formentlig tale om et ældgammelt kongebarnsritual. Sargons kongebarnsritual er det ældste kendte, og Moses er det mest kendte.

Så måske var Moses slet ikke hebræer (israelit), men et egyptisk kongebarn, som deltager i en velkendt kultceremoni. Mange mener, at han ikke kun er kongelig med oven i købet kronprins.

I mange år har historikerne antaget, at Moses levede samtidig med Ramses II. Dog har det undret, at der på trods af ekstremt mange fund fra den periode stort set ikke er fundet nogen beviser eller udsagn om, at der skulle have opholdt sig et større antal israelitter i Egypten. Biblen taler om 600.000 mænd; incl. kvinder, børn og tjenestefolk vil det løbe op 2-3 mio personer. Er det ikke usandsynligt, at der ikke foreligger papyrus, relieffer, hieroglyffer eller andet, som beskriver dette? Ikke mindst når den spektakulære udgang resulterer i, at en stor del af Faraos hær ødelægges.

Der er historikere, som forbinder Moses med den kvindelige farao, Hatshepsut (1490-1468 f.Kr.) i det 18. dynasti. Hun er Tutmosis I's datter og førstehustru (ja, de egyptere) og barnebarn af dronning Nefertari. Efter Tutmosis I's død bliver hendes ægtemand (og halvbroder) kronet til farao som Tutmoses II. Da Tutmosis II dør, træder Hatshepsut imidlertid ikke ned af tronen, men fortsætter at regere som faraos enke. Flere år senere lykkes den hende at blive kronet som farao - muligvis for at forhindre, at præsteskabet indsætter hendes nevø, den senere Tutmosis III på tronen.

På vores netop afsluttede nilkryds besøgte vi Hatshepsuts gravtempel på vestbredden af Nilen overfor Luxor, måske det mest fantastiske bygningsværk, vi så på turen. Templet er bygget af den mystiske bygmester og storvesir Senmut, hvis liv altid har været en gåde for egyptologerne. Der har været fremsat en teori om, at Senmut var Hatshepsuts elsker. Andre mener, at Senmut var Hatshepsuts søn og den retmæssige arvtager til tronen. Og at denne Senmut er identisk med Biblens Moses. Teorien udbygges med, at præsteskabet tvinger Moses til at flygte, da de ønsker den senere Tutmosis III på tronen. Moses slutter sig til det hebræiske folk (israelitterne) og bliver dette folks store lovgiver.

Men nu ikke mere bibelshistorie - vi er lige ved at være fremme ved St Katharina klostret. Denne vej.

Rejseholdets forside Toppen af denne side Forrige side: På vej til St Katharinaklostret - i selskab med Josef Næste side: St Katharinaklostret