Hvem er Katharina egentlig?
St Katharina Omkring år 300 lever der i Alexandria i Egypten en både smuk og intelligent pige ved navn Dorothea. Hun er af adelig familie, taler flere sprog og er velbevandret i poesi, filosofi og medicin. Efter en vision, som fortæller hende, at Kristus er hendes tilkommende brudgom, lader hun sig sig døbe og får navnet Katharina (den rene). Katharina bebrejder kejseren, at han forfølger de kristne og opfordrer han til at afsværge sin hedenske overtro og bekendte sig til Kristus. Kejseren forlanger, at Katharina skal ofre til de romerske guder, hvilket hun nægter. Den kun 18-år gamle Katharina foreslår i stedet, at hun beviser, at hendes tro er den rette i en diskussion med 50 af rigets mest lærde mænd. Det fortælles, at de alle må bøje sig for Katharinas argumenter og efterfølgende lader sig døbe. Kejseren bliver så rasende, at han lader dem alle dø på bålet. Katharina bliver pisket med blykugler og kastet i fængsel, men en due bringer mad til hende, og en engel trøster hende. Selv hendes fangevogtere omvender sig til kristendommen.

Til sidst lader kejseren Katharina radbrække og sætte på hjul og stejle, men Katharine berører hjulet, hvorefter det bryder sammen. Da selv kejserens hustru omvender sig til kristendommen, lade kejseren Katharinas bryster rive af. Den 25. november 306 bliver Katharina halshugget, men det fortælles, at fra hendes halspulsåre strømmer mælk og ikke blod. Engle griber hendes legeme og fører det bort til Egyptens højeste bjerg, Sinai Bjerget. Ca 500 år senere har flere munke i et kloster den samme drøm. De ser det sted på på Sinai Bjerget, hvor Katharinas legeme ligger. Munkene finder hendes lig, duftende af myrrha, og de hensætter hendes jordiske rester i et sarkofag, der stadig står i klostret. Desværre har turister ikke adgang til den del af klostret. På det tidspunkt antager klostret Katharinas navn.

Katharina er utrolig populær gennem hele middelalderen, og der bygges mange kirker til hendes ære. Katharina er en af de 14 såkaldte hjælpere blandt de katolske helgenerne. Omkring år 1200 er Katharina den mest dyrkede helgen, selvfølgelig bortset fra Jomfru Maria, som jo er i sin helt egen klasse. Syerskerne i Paris’ modehuse kaldtes på et tidspunkt for "Catherinetter" efter hende. I Frankrig mener man, at Katharina viste sig for Jeanne d'Arc og gav hende råd. På Malta fejrer man hver sommer (ikke den 25. november) Katharina i de to byer Zurrieq and Zejtun. Katharina omtales første gang i skrifter omkring 900-tallet.

I 1961 fjerner den katolske kirke Katharinas festdag fra kirkens kalender, da man mener, at der ikke er tilstrækkelige beviser for, at hun har eksisteret. At hun snarere er en idealfigur end en historisk person. Men i 2002 optages hun igen i den romersk katolske helgenkalender. Jeg ved ikke, om dette skyldes et stort antal protester, eller om Vatikanet bare har skiftet holdning.


Dansen om guldkalven
Fra nogen afstand så vi tre bjergtinder: Moses Bjerget, som også benævnes Sinai Bjerget eller Jebel (arabisk for bjerg)Musa (2285 meter), Serbal Bjerget (2070 meter), og Katharina Bjerget (2642 meter, det højeste bjerg på Sinai). Lige før vi nåede frem til vores bestemmelsessted, passerede vi en slette, hvor "man" mener, at israelitterne slog sig ned og ventede på, at Moses skulle komme ned af bjerget. Da folket blev utålmodige, fik de som bekendt Moses' broder Aron til at fremstille en figur af en guldkalv, som de tilbad skamløst, da Moses endelig kom ned igen efter 40 døgn på bjerget. Selv om pladsen er stor, er jeg i tvivl om, hvorvidt den ville kunne give plads til de ca 2 millioner mennesker, som angiveligt (iflg Bibelen), der var i Moses' flok. Heldigt nok var der flere kilder på stedet. Det var også på dette sted, at Moses rejste det første tabernakel.

St Triphones kapel
St Triphones kapel ved St Katharina klostret Vi blev læsset af på en parkeringsplads med masser af turistbusser. Herfra var der en spadseretur på godt 500 meter - ikke særlig besværligt. Vi blev tilbudt både taxa- og kameltransport, men valgte at trave. På den første del af strækningen lå der en halv snes turistboder. Lige inden vi nåede klosterområder kom vi forbi et lille kapel, St Triphones kapel, som ligger lige ved siden af klostrets have. St Triphone (ca 232-250), som lever i Nikæa, bliver beskyldt for at være kristen, og efter at være blevet tortureret dør han som martyr. I det 5. eller 6. århundrede bygges dette kapel til hans minde.


Kranier i St Triphones kapel ved St Katharina klostret Kapellet indeholder knoglerne af afdøde munke gennem mange hundrede år. Efter at have ligget i jorden i mindst seks måneder blev ligene - eller resterne - gravet op og renset for kød, hvorefter kraniet og de øvrige knogler blev deponeret i krypten i kapellet. Lidt makabert, men unægtelig meget pladsbesparende, hvilket er en nødvendighed, da der er meget lidt jord til rådighed for en kirkegård.

I krypten er der særlige nicher til opbevaring af ærkebiskoppernes knogler. Et af de ældste skeletter tilhører en eneboer, Stephanos, som levede på Sinai Bjerget i mange år og døde der ca år 580. Han (hans skelet) er iklædt en sort munkekutte, hans purpurfarvede hætte bærer et hvidt kors. Desværre var der ikke adgang til kapellet på grund af ombygning, så billedet nedenfor har jeg ikke selv taget, men "fundet" på nettet.


St Katharina Klostrets historie
St Katharina Klostret ligger i 1570 meters højde i en lille, idyllisk kløft i et ellers uvejsomt terræn. Som du måske netop har læst, var det her, at Moses så en brændende tornebusk, som brændte uden at blive fortæret. Gud henvendte sig til den skræmte Moses og fortalte, at han havde udset ham til at lede sit eget folk - israelitterne, jøderne, hebræerne eller hvad vi nu vælger at kalde dem - ud af Egypten og til det forjættede land, der flød af mælk og honning. Moses vender tilbage til Sinai Bjerget med hele folket. Han bestiger bjerget, og i 40 dage og nætter taler han med Gud, som giver ham de to stentavler med de ti bud. Desuden får han en detaljeret beskrivelse af, hvorledes han skal lave "pagtens ark", som skal indeholde lovens tavler. Ca 250 år senere bliver pagtens ark opstillet i jødernes tempel i Jerusalem.

På toppen af Sinai Bjerget (Jebel Musa) ligger et lille kapel, som er viet til Treenigheden. Kapellet, som er fra 1934, står på ruinerne af en kirke fra det 16. århundrede. Dette kapel menes at ligge på den klippesten, hvoraf Gud lavede stentavlerne. 740 trin længere nede ligger et lille plateau, kaldes Elias’ Bassin. Her skal profeten Elias, som flygtede fra Jesabels hævn (men det er en anden historie), have tilbragt 40 dage og nætter i samtale med Gud, inden han for til himmels i en ildvogn. I nærheden ligger Aarons klippe, hvor Moses' broder Aron sammen med 70 ældre modtager loven fra Moses. Nordvest for Elias’ plateau ligger et område, hvor mange pilgrimme, heriblandt St Gregor boede. For muslimer er bjerget også interessant, idet det er fra dets top, at Muhammeds hest, Boraq fløj til himmels (himlen).

Selv om der ikke er nogen håndfaste, historiske, arkæologiske beviser for, at Sinai Bjerget er det bjerg, som omtales i det gamle testamente, så er omgivelserne så imponerende, at man som besøgende ikke har svært ved at tro det. Og tro er jo netop det, det drejer sig om. Allerede i det 3. århundrede begynder eneboere og pilgrimme at strømme til det hellige bjerg. Især i det 4. og 5. århundrede var tilværelsen for de kristne usikker, og der er mange beretninger om masakrer og martyrdød. På trods heraf opstod der tidligt små samfund på Sinai, især på Sinai Bjerget med den brændende tornebusk.

Efter henvendelse fra kristne, som er udsat for stadige angreb fra nomadestammer, beordrer Helena, kejser Konstantins moder i år 330, at der skal bygges en lille kirke ved den brændende tornebusk, viet til jomfru Maria. Og nu begynder pilgrimme at strømme til fra hele den kristne verden. Fra det 5. århundrede er overhovedet for det lille samfund bishoppen af Pharan, siden bishoppen af Sinai. Munkene retter henvendelse om hjælp til kejser Justinian, som fra 527 til 565 bygger en smuk kirke bag mure, som kan modstå angreb fra beduiner og andre. Dette er begyndelse til St Katharina Klostret.

Dokument fra Muhammed I det 7. århundrede er klostret igen i krise, denne gang som følge af muslimernes erobring af Egypten. I år 808 sender munkene, hvis antal er reduceret til kun 40, en delegation til profeten Muhammed og anmoder om hjælp. Profeten, som ser de kristne som brødre i troen, udsteder et dekret, som befaler Muhammeds tilhængere at beskytte munkene på Sinai: "Jeg skal være klostrets beskytter mod enhver fjende. Det er ikke tilladt at fjerne en præst fra hans religion eller en eneboer fra hans celle". Dokumentet findes i klostret, men de lærde har sat spørgsmålstegn ved dets autenticitet. På den anden side er der ikke tvivl om, at klostret ikke kunne have overlevet som en enklave omringet af muslimer uden støtte fra profeten og hans efterfølgere. Måske er tilstedeværelsen af den lille moské på klosterområdet er bevis for, at klostret har været under muslimernes beskyttelse. Mange muslimer mener, at profeten selv skal have besøgt klostret, og vel er der ikke langt hertil fra de hellige byer Mekka og Medina i Saudi Arabien. Som bekendt ser muslimerne også Moses som en stor profet.

I år 726 beordrer kejser Leo III, at alle religiøse billeder i kristen besiddelse, skal ødelægges. Denne ordre når heldigvis frem til det isolerede samfund på Sinai. I hvert fald "overlever" flere tusinde ikoner og andre billeder i det lille kloster. Efter Luther i 1500-tallet oplever den protestantiske kirke som bekendt en tilsvarende billedstorm

I det 11. århundrede begynder Europa at få øjnene op for munkene på Sinai. Det resulterer bl.a. i, at en del relikvier bliver overført fra St Katharins til Frankrig. Korstogene fra 1099 til 1270 øger også interessen for de isoleres munkesamfund. Gennem det 11., 12., 13. og 14. århundrede de siddende paver klostret. Selv dogerne af Venedig hjælper klostret ved at fritage det for skat og foranstalter oven i købet indsamlinger til dem. Venetianerne og andre kristne nationer respekterer klostrets skibe, som sejlede med St Katharinas banner eller med hendes monogram. Selv om klostret efter den arabiske besættelse af Egypten er omgivet af islamiske samfund, bevarer det tætte relationer med Byzans.

Da Napoleon erobrer Egypten i 1798, kommer klostret under hans beskyttelse. Det dokument, som beskriver klostret status, findes i dets bibliotek.

Gennem det 14. århundrede kommer der hvert år flere tusinde pilgrimme til klostret, selv om rejsen fra Cairo tager mindst én uge. Den foregår til fods eller på kamelryg. Efter reformationen falder antallet af kristne pilgrimme, så det midt i 1900-tallet ligger omkring 80-100 om året. I 1950’erne bliver der lavet asfalterede veje langs vestkysten ad Sinai til oliefelterne og minerne. Dette bevirker, at turister begynder at ankomme fra Cairo med taxa til området. I dag er der daglig busforbindelse mellem Cairo og St Klostret. På en enkelt dag kommer flere hundrede besøgende i turistbusser til klostret, som er beboet af 15-20 græsk-ortodokse munke. I klostrets storhedstid levede der ca 400 munke i klostret. Munkene lever i dag efter de regler, som blev fastsat under biskop Basil den Store (329-379).

Pave Johannes Paul II hilser på ærkebiskop Damianos i St Katharine Klostret I år 2000 - den romersk-katolske kirkes jubelår - var Johannes Paul II som den første pave på pilgrimsrejse til Sinai Bjerget. Han besøgte også St Katharina Klostret, hvilket gav anledning til en del overvejelser i det græsk-ortodokse samfund. Paven bad ved St Katharinas relikvier inde i kirken, hvorefter han tog sin ring af og berørte helgenens finger og hovedskal med den, kyssede ringen, inden han igen tog den på. Paven sad en halv snes minutter i intens bøn i Den brændende busks kapel. Munkene viser derefter paven klostrets skatte og helligdomme. Ærkebiskoppen af Sinai, Damianos giver paven gaver, men både han og klostrets munke forlader stedet, inden paven afholder en udendørs gudstjeneste. Paven udtaler dette ønske for klostret: "Må St Katharina Klostret forblive en åndelig oase for medlemmer af alle kirker, som søger Guds ære på Sinai Bjerget".


St Katharina Klostret - udefra
St Katharina klostret set lidt fra oven Da vi kom frem til klostret, klatrede jeg et halvt hundrede meter op ad en klippeskrænt for at få et overblik over området - og for at tage det billede, du ser her til højre. Her mødte jeg 4-5 personer, som vi havde sejlet sammen med på Nilen. De havde været oppe på Moses Bjerget og set solen stå op kl 5:30. De havde startet fra hotellet kl 23 den foregående aften. Efter en køretur på ca 3 timer, var de klatret i 3-4 timer. De havde alle nydt turen, men et ægtepar på godt 50 år udtalte, at havde de set ruten i dagslys, havde de næppe meldt sig, men nu var de glade, fordi de havde gennemført. Stemningen på bjerget, da solen brød frem, havde været betagende.

Turister har kun adgang til måske 25% af området. Også af den grund ønskede jeg at få et overblik. Klostret ligner en fæstning, hvad det for så vidt også er. Grundplanen er ca 75 x 90 meter. Muren, som er lavet af rektangulære granitblokke, er 2-3 meter tyk. Højden varierer fra 12 meter mod syd til 15 meter mod nord. Jeg kunne både se tårnet på kirken og den moské, der har ligget på klostrets område siden det 10. århundrede. Yderst til højre ligger klostrets gæstefløj, hvor særlige gæster kan bo for en periode. Selvfølgelig kun gæster af hankøn - beklager damer. På vejen tilbage til bussen så vi imidlertid en halv snes gæsteværelser udenfor klostret. De lejes af pilgrimme, som tilbringer en tid med bøn og fordybelse på dette hellige sted, samt af forskere, som studerer skattene i klostrets bibliotek.

Adgang til klostret Den gamle indgang til St Katharina klostret, hvor personer og gods skal hejses ind og ud I hvert hjørne af muren er der et fæstningstårn. Herudover er der et hovedtårn, som hedder Kleber Tårnet. På den indre side af muren er der en løbegang, hvorfra munkene kan hælde fx kogende vand i hovedet på angribere udefra. I middelalderen fandt man det nødvendigt at mure den eksisterende indgang til af sikkerhedsårsager. Det betød, at alle forsyninger til klostret samt alle besøgende skulle op over muren med et hejseværk. Kun når ærkebiskoppen kom på besøg i klostret, blev indgangen åbnet. Billedet til højre, som hang på vores hotelværelse i Cairo, viser, hvorledes adgang fandt sted.

Over Kleber Tårnet findes denne inskription: "Sinai Klostret blev bygget af Justinian, den gudfrygtige romerske kejser til evigt minde om hans hustru Theodora. Denne bygning stod færdig 30 år inde i hans regeringstid, år 6021 efter Adam, hvilket svarer til år 527 efter Jesus Kristus".

Som du måske kan se på billedet, ligger klostrets haver udenfor murene. Det har været nødvendigt at bringe jord ind udefra, ligesom der er lavet systemer til opsamling af vand fra bjerget. Haven, som er anlagt i det 4. århundrede, strækker sig som en grøn kile ud i den omliggende ørken. Munkene dyrker grønsager, oliven, appelsiner, aprikoser, blommer, kirsebær, vin samt blomster.


Nuværende indgang til St Katharina klostret Birgit, som ikke er nogen ørn med hensyn til højder, var svært tilfreds med, at hun ikke skulle op i en lift. Adgang til klostret sker i dag gennem en lille åbning i muren, som er lavet i nyere tid. Lige indenfor bliver din påklædning kigget efter i sømmene. Du må ikke have bare knæ eller bare skuldre. Det gælder såvel mænd som kvinder. Bliver din påklædning ikke godkendt, kan du låne passende beklædningsstykker mod donation af et mindre beløb. Også af hensyn til temperaturen i 1700 meters højde kan det være en god idé at medbringe en trøje; det er ikke usædvanligt med temperaturer på omkring 10 grader.


Oversigt over St Katharina Klostret
Kort over St Katharina klostret

Ovenfor er vist en plan over hele klostret. Som du kan se, er det kun en begrænset del, der er tilgængelig for offentligheden. Det skyldes selvfølgelig, at det er et "levende" kloster, hvor munke så vidt muligt skal praktisere deres religion uden at blive distraheret af turister. Faktisk er det det ældste kristne kloster, som stadig fungerer. Der er kun adgang til klostret 2 timer hver dag fra kl 10-12.

Mosesbrønden
Mosesbrønden i St Katharina klostret Lige til højre indenfor indgangen ligger en af klostrets største seværdigheder, den såkaldte Mosesbrønd (Bir Musa). Ifølge traditionen er det ved denne brønd, at Moses møder præsten Jethros syv døtre, som er i færd med at vande ders faders får. Moses, som er flygtet fra Egypten, hjælper døtrene mod nogle fremmede hyrder og bliver inviteret hjem. Det ender med, at Moses bliver gift med den ældste af døtrene, Zipporah. Men dette sker noget før, at Moses bliver kaldet af Herren til at føre israelitterne ud af Egypten og til det forjættede land. Hvad man måske ikke skulle tro, så er klostret velforsynet med vand, idet der er flere kilder både indenfor og udenfor klostermuren. Ifølge traditionen tørrer Mosesbrønden aldrig ud, og den er faktisk klostrets vigtigste vandforsyning.


Den brændende tornebusk
Den brændende tornebusk i St Katharina klostret Næste stop sker ved "den brændende tornebusk". Ifølge traditionen er det ved denne busk, at Gud første gang taler til Moses. Det, der i første omgang forbløffer Moses, er, at busken står i flammer - uden at den bliver fortæret. Gud beder Mosesd afføre sig sine sandaler, fordi stedet er helligt. Herefter får han at vide, at han er udvalgt til at føre Guds eget folk ud af slaveriet i Egypten til Kanaan, et land, der flyder af mælk og honning. Efter flere forsøg på at undslå sig påtager Moses sig den store opgave, som kommer til at tage resten af hans liv.

Der knytter sig selvfølgelig mange historier til denne busk. En er, at det er den eneste busk af sin art på hele Sinai halvøen. En anden siger, at busken ikke kan vokse andre steder end her i klostret, og at alle forsøg på at tage aflæggere og plante dem andetsteds er mislykket. Desværre var der for mange mennesker til, at Birgit kunne tage et skud med hjem. Busken tilhører rosefamilien, Rubus Sanctus, og sandt nok findes den kun på Sinai. Den er særdeles sejlivet. Det menes, at busken blev flyttet i det 10. århundrede, da der blev lagt tag på kapellet. Den ser sund og rask ud, og bliver formentlig passet med stor omhu. Det fortælles, at buskens rødder befinder sig inde under det nærliggende kapel, som du hører mere om lidt senere. En af de forklaringer, der er forsøgt givet på fænomenet den brændende tornebusk, er, at på afstand kan buskens mangfoldige, knaldrøde blomster give mindelser om et helt flammehav.

Brandslukker placeret ved den brændende tornebusk i St Katharina klostret I en af mine mange yndlingsbøger - Walking the Bible af Bruce Feiler - skriver forfatteren, at han under besøg ved den brændende tornebusk havde undret sig over, at der lige til venstre for busken var placeret en ildslukker. Og som du kan se på billedet til højre, er det stadig tilfældet. Jeg ved ikke, om munkene er bange for, at der igen skal gå ild i busken. Og hvis der gjorde, hvem ville så have mod til at forsøge at slukke ilden?


St Katharina Kirken
Fresko over indgangen til kirken i St Katharina klostret Klostrets hovedkirke (Katholikon) benævnes almindeligvis som Katherina Kirken, skønt dens rigtige navn er Jesu' Forklarelses Kirke. Under Jesu Forklarelse tager han Peter, Jakob og Johannes med op på bjerget Tabor, "...og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham... da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: Dette er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham! ...". Jesus forklarer nu sine disciple om sin forestående lidelse, død og genopstandelse. Over indgangen til kirken vises dette motiv i en fresko. Den gamle pagt er her repræsenteret ved hhv. Moses (loven) og Elias (profeterne). Desværre yder det billede, jeg fik taget, ikke maleriet fuld retfærdighed.

Kirken er som nævnt bygget samtidig med klostermuren og som denne af massive granitsten. Arkitekten var Stefanos. Man regner med, at den er bygget fra 542-551. Den ældre kirke på stedet, bygget af St Helena og dedikeret til den brændende busk, blev indlemmet i kirkerummet. Kirken er ca 40 x 20 meter incl. kapellerne. Trædørene til kirken, cedertræ fra Libanon, er 1400 år gamle. I dem er udskåret relieffer med kristne motiver, fugle, blomster og blade.

Kirken i St Katharina klostret Rummet er opdelt af 12 granitsøjler, som repræsenterer årets måneder. Alle kapitælerne er forsynet med udskæringer med forskellige motiver. I toppen af hver søjle hænger et billede af den helhen, der fejres i den pågældende måned. Ned fra loftet hænger omkring 50 guldlamper, som efter sigende er udsmykket med strudseæg. Røgelseskar i stort antal. Ikoner med motiver fra det gamle og det nye testamente. Overalt glimrer det af guld og ædelstene.

Foran altret står en såkaldt ikonostase, som består af fire forgyldte og indlagte træpaneler. Den er en gave til klostret fra den russiske ortodokse kirke. Her er store ikoner af Jesus, jomfru Maria, St Katharina og Johannes Døberen. Over dette en smuk figur af den korsfæstede Jesus.

Bag ikonostasen og over højaltret ses klostrets måske største skat: en mosaik fra det 6. århundrede af Jesu Forklarelse.

Jesu Forklarelse, mosaik i St Katharina klostret

Den viser som nævnt Jesu Forklarelse, hvor han tager Peter, Jakob og Johannes med op på bjerget Tabor. På siden af Jesus ser vi hhv. Moses (loven) og Elias (profeterne) og ved hans fødder disciplene. Både Moses og Elias har "set" Gud på Sinai Bjerget. Over Jesus ses ansigterne af de øvrige disciple, blot er Peter, Jakob og Johannes udskiftet med Paulus, Thaddæus og Matthias. Nedenunder ses af profeternes ansigter. Billedet er et mesterværk af byzantinsk kunst og er sikkert udført af kunstnere, som er kommet hertil fra Konstantinopel.

Til højre for hovedaltret står en marmorsarkofag, som indeholder resterne af St Katharina. Den er en gave fra den russiske tsar familie.

Den brændende busks kapel
Der findes ialt 12 kapeller i klostret. Af disse er det vigtigste kapellet for den brændende busk. Det er kun 3 x 5 meter og ligger bag sanktuariet inde i St Kathrina Kirken. Kapellet ærer jomfru maria og hendes bebudelse, idet kirken ser lighedspunkter mellem Moses, som ser den brændende tornebusk, som ikke brænder, og Jesu' moder, Maria, som bliver gravid og fortsat er jomfru. I kapellet findes en ikon, som viser jomfru Maria ved den brændende busk med sin søn i favnen, mens Moses tilbeder dem begge. Kapellets alter befinder sig ovenpå rødderne af den brændende busk, mens selve busken befinder sig på den anden side af væggen. Pilgrimme kommer ind i kapellet barfodede i respekt for Guds befaling til Moses om at tage sine sko af, "for dette sted er helligt".

Ikon samlingen
Jesus Krist Pantokrator i St Katharina klostret Klostret har en samling på godt 2000 ikoner. Omkring 100 af de mest værdifulde kan ses i det såkaldte Ikon galleri. Disse græske og russiske ikoner fortæller hele den kristne historie indtil i midten af det 18 århundrede, hvor man ophørte med at lave ikoner. Som allerede nævnt overlevede klostrets ikoner den billedstorm, der fandt sted i kirken i midten af det 8. århundrede. Her til højre ses et af de mest spændende værker, Christ Pantocrator, Kristus verdens herre, hvor Jesus sender en velsignelse med sin højre hånd og i den venstre hånd holder en tyk bibel, udsmykket med juveler og ædelstene. De lidt asymmetriske øjne er melankolske. Ikonen er dateret til det 6. eller 7. århundrede og er formentlig lavet af en byzantinsk kunstner. Da kirken som nævnt er bygget under kejser Justinian, er denne ikon måske en gave fra ham til klostret.

Samlingen omfatter et større antal ikoner, som er lavet på klostret fra det 12. til det 15. århundrede. Ikonerne forestiller personer, som har haft tilknytning til klostret, fx munke, abbeder, patriarker og helgener, men selvfølgelig også Moses, St Katharina, Johannes Døberen m.fl. Udover at være kunstværker giver de også en enestående indsigt i klostrets historie og de personer, som er del af historien.


St Katharinas Moskéen
St Katharinas Moské var oprindelig et kapel, men i 1106 blev det omdannet til en moske, måske fordi klostret var truet af en krigerisk kalif. En anden forklaring er, at klostret på den tid var besat af muslimske soldater, som ville "beskytte" det mod korsriddere. Moskéen benyttes undetiden af lokale beduiner, som i århundreder har hjulpet til på klostret. De tilhører Jebeliya stammen, som tilbyder taxakørsel og kameltransport mellem klostret og parkeringspladsen.

Klokketårnet
Klokketårnet, som er fra 1871, indeholder ni klokker af forskellig størrelse. Det er en gave fra den russiske tsar. Til hverdag kaldes munkene dog til gudstjeneste ved hjælp af en gammel træklokke.

Biblioteket
Eksempel på et af de mange manuskripter, der befinder sig i St Katharina klostret Biblioteket har den mest værdifulde samling af religiøse skrifter - udenfor Vatikanet. En del af de ca 6000 manuskripter, som er skrevet på græsk, arabisk, jødisk, syrisk, armensk, koptisk mv., er ældre end klostret selv. Fx er Codex Syriacus en oversættelse af biblen til syrisk. Den stammer fra det 5. århundrede og er den ældste, kendte bibeloversættelse. Mange af manuskripterne er forsynet med fine farvestrålende illustrationer. Herudover har biblioteket en stor samling af trykte bøger. Ca 5000 af disse er næsten lige så gamle som bogtrykkerkunsten. Klostret har ofte besøg af videnskabsmænd, som forsker i de sjældne dokumenter i biblioteket.

Codex Sinaiticus
Uddrag af Esthers Bog fra Codex Sinaticus fra St Katharina klostret I 1859 finder Constantin von Tischendorf i St Katharina klostret en næsten fuldstændig udgave af biblen fra det 4. århundrede, skrevet på græsk. Denne får navnet "Codex Sinaiticus" og regnes for kristenhedens mest kostbare bog. Den er skrevet omkring år 350, formentlig i Egypten. von Tischendorf har under to tidligere besøg fundet nogle fragmenter heraf, bl.a. i en papirkurv. Disse sider havde han udgivet i 1946 under protektion af kong Friedrich August af Sachsen, Tsar Alexander II af Rusland sender ham igen til klostret, overbevist om, at der er mere at finde. Efter nogen tids forgæves søgen er von Tischendorf ved at opgive. Han havde håbet at finde materiale i klostret til at supplere den hidtil ældste udgave af en bibel på græsk. Kort før sin planlagte afrejse aflægger han besøg hos en af munkene i dennes celle, hvor han får forevist munkens private bibel. Til von Tischendorf fryd viser det sig af være det søgte skrift. Skriftet omfatter 346 foliosider, skrevet i fire spalter. 199 sider fra det gamle testamente og 147 fra det nye.

På en eller anden måde lykkes det von Tischendorf at slippe afsted med skriftet - de nærmere omstændigheder er lidt grumsede. På den ene side modtager klostret 12.000 rubler fra den russiske tsar for skriftet. På den anden side er ærkebiskoppen af Sinai i besiddelse af et dokument fra september 1859, hvori von Tischendorf lover at bringe skriftet tilbage efter en nærmere aftalt tid. Sandt er det, at klostret den dag i dag gør krav på skriftet, som de betragter som stjålet. Tsaren får udfærdiget nogle kopier (faksimiler) af Codex Sinaiticus på kostbart pergament. En af disse kopier skænker han til St Katharina klostret.

Under oktoberrevolutionen i 1917 kommer manuskriptet i hænderne på (de gudløse) bolsjevikker, som i 1933 sælger det til British Museum for £100.000. Og det var mange penge den gang. Jeg ved ikke, om det siden er overgået, men dengang var det det hidtil største beløb, der er betalt for en bog. Størsteparten af pengene rejses ved private bidrag fra den engelske befolkning. Codex Sinaiticus er siden blev opdelt i fire portioner, som befinder sig i British Library i London, St Katharinas Kloster på Sinai, Leipzig Universitetsbibliotek og Det russiske nationalbibliotek i St Petersborg.

Under restaurering af St Georgs Kapel i 1975 opdager munkene flere fragmenter, heriblandt 13 manglende sider fra Codex Sinaiticus.


Det lykkelige Arabien
Det lykkelige Arabien af Thorkild Hansen Nu tænker du måske: "Hvad har Det lykkelige Arabien, som jo ligger i Yemen, med St Katharina Klostret i Sinai at gøre?". Sandt er det, at den tragiske ekspedition, som under Frederik V fandt sted fra 1761-1767, gik til Yemen. Men undervejs tager en af mine helte, bondesønnen og landmåleren Carsten Niebuhr, på en udflugt til den sydlige del af Sinai sammen med professor F.C. von Haven, mens den øvrige del af ekspeditionen opholder sig i Suez. Formålet er at finde Sinai Bjerget, opsøge det sted, hvor Moses slog vand af en klippe med sin stav samt besøge det hellige St Katharina Kloster, som er berømt for sin samling af gamle skrifter, som aldrig er blevet behandlet af nogen europæisk videnskabsmand. Den 15. september 1762 når de frem til klostret, hvor de bliver mødt af en lukket dør. Som tidligere fortalt er "den rigtige dør" kun åben, når ærkebiskoppen af Sinai befinder sig i klostret, hvilket desværre ikke er tilfældet ved denne lejlighed. von Haven er henvist til at kommunikere med munkene indenfor gennem en sprække i muren. Munkene spørger, om han har en introduktionsskrivelse deres ærkebiskop, og da det ikke er tilfældet, bliver de nægtet adgang og må vende om med uforrettet sag. Dette er så meget mere ærgerligt, fordi von haven ved flere lejligheder har været i forbindelse med ærkebiskoppen af Sinai under opholdet i Cairo, men har altså ikke haft åndsnærværelse nok til at udbede sig en introduktion.

Var de to ekspeditionsdeltagere kommet ind i klostret, ville de måske 100 år tidligere end Constantin von Tischendorf havde set den berømte "Codex Sinaiticus", en bedrift, som ville have givet genlyd i hele den kristne verden. I Kjøbenhavnske Danske Posttidende kunne man læse den 12. januar 1761:

"Hans Majestæt (Frederik V) haver afsendt et lærdt Selskab, som på alle Steder skal indsamle og hidsende nyttige orientalske Håndskrifter samt østerlandske Naturalier og Rariteter såvel til Videnskabernes Fremvæxt i almindelighed som til den hellige Skrifts nærmere Fortolkning i særdeleshed". Nu må ekspeditionen nærmest beskrives som en fiasko. Kun Carsten Niebuhr vender levende tilbage, mens de øvrige 4 omkommer undervejs af malaria. Carsten Niebuhr dør i 1815.

Hvis du ikke har læst "Det lykkelige Arabien" af Thorkild Hansen, kan jeg ikke stærkt nok anbefale dig at gøre det. I øvrigt er Carsten Niebuhrs rejsenotater også udkommet for nylig i to bind. De står højt på min ønskeseddel.


Besøg St Katharina Klostret Vi forlod det spændende kloster "ved lukketid", dvs kl 12 middag. På vejen tilbage kiggede vi ind i det besøgscenter, som er oprettet for nyligt. Her ligger et pas små forretninger, en restauration samt en fløj med en halv snes gæsteværelser. Så måske vender vi en dag tilbage for at tilbringe lidt mere tid i disse spændende omgivelser.

Rejseholdets forside Toppen af denne side Forrige side: På vej til St Katharinaklostret - historien om Moses