Karnak Templet
Siden jeg som dreng så filmatiseringen af Agathe Christies "Døden på Nilen", har jeg drømt om at besøge det imponerende Karnak Tempel, hvor en af de spændende scener udspiller sig i templets søjlehal. Jeg slugte også med begærlighed Mika Waltaris fascinerende roman, Sinuhe, egypteren, som for en stor del foregår i Theben. Heldigvis gik den første udflugt med Anni og den øvrige del af rejseselskabet til templet, som lå 10 minutters gang nord for vores hotel. Man skal lige gøre sig klart, at det tempel, vi ser i dag, er blevet til over en periode på ca 2500 år. Jo længere man bevæger sig ind i tempelkomplekset, jo længere bevæger man sig tilbage i historien. Hver ny farao så det som sin pligt udbygge, forbedre og forskønne forholdene for (og til) sin guddommelige fader, Amon. Ganske vist var Amon overalt, men hans tilstedeværelse var på en særlig måde koncentreret i den guldstatue, der befandt sig i et skrin inde i det allerhelligste, sanktuariet, hvortil alene ypperstepræsten havde adgang. Ofte blev ældre dele revet ned og erstattet med nyt. Der er mange eksempler på, at de nedrevne dele blev genanvendt i nyt byggeri. Det var især populært at forsyne templet med et nyy og endnu flottere indgangsparti (pylon). Denne blev så bygget foran den eksisterende indgang. Hvis der lå nogle templer i vejen, blev disse nedrevet og materialet indgik i det nye bygningsværk - et eksempel herpå senere på denne side. Tempelkomplekset, som omfatter et område på 1500 x 1000 meter, er viet til den lokale triade (vil det være respektløst at kalde det treenighed?), Amon, Mut og Khons. På området ligger Amon-templet, som er langt det største, Mut-templet, som var forbundet med Amon-templet med en sfinx-alle og Montu-templet, Montu er Thebens (Luxors) oprindelige gud. Karnak Templet var forbundet med det nærliggende Luxor Tempel med en 1½ km lang sfinx-alle. Med kanaler var Amons Tempel og Montus Tempel forbundet med Nilen. Karnak Templet er formentlig den største bygning af religiøs betydning, der nogensinde er bygget. Når jeg skriver formentlig, er det fordi, Ptahs Tempel i Memphis var endnu større, men der er stort set intet bevaret af dette kompleks.
Amon (eller Amun, Amen, Ammon, Amoun) betyder "den skjulte", måske fordi hans oprindelse er ukendt. Amon er fra de tidligste tider byen Thebens - og faraos - beskytter. Hans hellige dyr er gåsen og vædderen. Overleveringen mener, at Amon er blevet skabt af guden Thoth. Da Theben voksede i betydning, voksede også Amons betydning, og fra det 18. dynasti bærer han navnet "Gudernes konge". Med hustruen Mut, den inkarnerede modertype, har han sønnen Khons, som er månedgud.
Karnak komplekset er bygget på det sted, hvor den første del af jorden skal være dukket op af urhavet. Her i Karnak blev Farao kronet og af ypperstepræsten anerkendt som Amons elskede søn. Jubilæumsfester blev også afholdt på dette sted. Under Ramses III var der knyttet en stab på mere end 80.000 personer til tempelområdet - mere herom senere. Inden vi bevægede os ind på tempelområdet, fortalte Anni levende om de gamle egypteres gudsdyrkelse og om livet i templet.
Præsteskabet i det gamle Egypten
Den øverste præst var Farao, som var tjener for samtlige guder i alle religiøse centre i landet. Han udnævnte lokale ypperstepræster i de enkelte templer - antallet afhang af templets størrelse og betydning. Embedet som ypperstepræst var både religiøs og politisk, og somme tider kunne dette embede bevares indenfor en bestemt familie gennem mange generationer. Ypperstepræstens opgave var ikke at undervise befolkningen i kendskab til guden eller guderne eller tage vare på befolkningens religiøse og moralske adfærd. Hans eneste opgave var at sikre, at gudens behov blev opfyldt og fungere som hans gode tjener, således at Guden ville leve uendeligt og tage sig godt af Egyptens folk.
Størsteparten af præsterne forrettede tjeneste i templet hver fjerde måned. De øvrige måneder udførte de deres civile profession. I templet var den rituelle renhed af yderste vigtighed. Hvert tempel havde sin egen sø, hvori præsterne rensede sig selv, og hvorfra de hentede vand til de rituelle renselsesceremonier. Præsterne måtte kun bære hvidt linned og sandaler, fremstillet af papyrus. Alle dyriske produkter var urene. I den periode, hvor præsten forrettede tjeneste ved templet, måtte han fjerne alle sine kropshår, selv hovedhår og øjenbryn. Han skulle også afholde sig fra seksuel aktivitet. Udenfor templet måtte han gerne være gift, have hustru og børn og leve et normalt liv.
Man tilbad guden ved at recitere og synge hymner, som mundtligt blev overleveret fra generation til generation, indtil man fik hieroglyfferne og blev i stand til at formulere disse abstrakte, religiøse termer. En af præsterne havde den særlige opgave af læse op fra de religiøse ruller, både ved ceremonierne i templet, og når Guden blev ført udenfor ved festlige lejligheder. Det var vigtigt, at der blev reciteret nøjagtigt, da evt fejl blev opfattet som en fornærmelse mod Guden.
Kvinder fra adelige familier forrettede ofte tjeneste ved templerne - i hver fald i det gamle rige. Oftest var de knyttet til en kvindelig gud. Nogle af deres opgaver var at synge, danse og musicere.
Daglige ritualer
Guden - i form af en statue af sten, guld eller måske forgyldt træ - boede i et skrin i templets inderste kammer, det allerhelligste eller sanktuariet. Tre gange om dagen, ved solopgang, middag og ved solnedgang, bliver der udført bestemte ceremonier, hvori Guden deltager. Før daggry bliver Guden vækket af morgenhymnen. Ypperstepræsten renser sig med natron og vand fra den hellige sø, hvorefter han forretter morgentjenesten. Den indledes med, at seglet ind til Guden brydes, og boltene, der spærrer døren, trækkes til side, og dørene åbnes ud mod horisonten. I det øjeblik, solen stiger op over horisonten, fjernes det klæde, som har dækket Gudens ansigt, og Guden oplever nu solens genfødelse. Herefter gennemgår Guden samme renselsesproces som ypperstepræsten lige har gjort, hvorefter han (hun) bliver indsmurt i vellugtende olie og parfumeret. Der afbrændes røgelse for at rense luften, og Guden bliver iført nyt tøj i fire farver: det hvide beskytter mod fjender, det blå stof dækker Gudens ansigt, det grønne stof giver Guden et godt helbred, og det røde er for beskyttelse. Herefter får Guden lagt makeup. Til sidst påfører ypperstepræsten statuens pande lidt vellugtende olie, hvorefter Guden igen har taget sæde i statuen. Ypperstepræsten forlader sanktuariet og forsegler igen adgangen og låser dørene. Han forlader rummet baglæns - man vender selvfølgelig ikke ryggen til Guden - og sørger for at fjerne sine fodspor med en gren.
Men allerede før solopgang summer templet af aktivitet blandt præsterne og tempeltjenerne, som har travlt med at tilberede føde til Guden, lave blomsterarrangementer mm. Dette finder sted udenfor templet under sang og spil på harper, fløjter og trommer. Kun det bedste er godt nok til Guden: kød, fjerkræ, brød, frugt, grønsager, vin fra templets egne marker og haver. En præst overværer slagtningen af offerdyrene for at sikre, at kvaliteten er i top. Efter at dørene er forseglet, stilles føde og drikkeofrene til Guden udenfor dørene. På mystisk vis fortærer Guden de fremstillede ofre, og efter nogen tid fjernes maden igen. Det er ganske vist ikke til at se, at Guden har spist af den dejlige mad, men hvorledes skulle vi dødelige kunne vide, hvorledes en Gud indtager sin føde? Ved større templer bliver "resterne" tilbudt andre, mindre betydende guder i templet. Ved mindre templer bliver maden spist af præsterne, nu da Guden jo har taget det, som han/hun havde brug for.
Ved middagstid og ved solnedgang afbrændes røgelse, og der reciteres religiøse hymner til Guden. Men dørene til sanktuariet bliver ikke åbnet under disse ceremonier. På denne måde sikrer man sig, at Guden har det godt og forbliver i sit hjem i templet, og at han følgelig vil beskytte landet mod dets fjender.
Templets organisation
De større templer var hele bysamfund, som beskæftigede alle slags arbejdere. Der var bagerier og bryggerier. Nogle templer havde en flåde af både og fiskere tilknyttet, jægere, stalde med æsler og andre trækdyr samt gårde, der blev dyrket af bønder og tempeltjenere. Dagligt ankom forsyninger til templet for at blive oplagret i de store magasiner. Og alt blev nøje bogført af den ansvarlige skriver. Hertil kom et stort antal håndværkere som murere, stenhuggere, malere, vævere osv. - for ikke at nævne præsterne. Det var en kæmpemæssig organisation. Fx antages der at have været mere end 80.000 ansatte ved templet i Karnak. Disse var i stand til at forsørge deres egen familie udenfor templet. Mange ressourcer blev brugt på etablering og vedligeholdelse af de kongelige grave på vestbredden. Her tager vi over om et par dage.
Festivaller og processioner
Templerne helligholdt de foreskrevne højtider. Statuen af guden blev ført omkring på tempelområdet i procession, og på udvalgte steder standsede man og ofrede til Guden. Ved de større fester blev Guden båret udenfor tempelområdet, så befolkningen også kunne se ham/hende. Da befolkningen som nævnt ikke havde adgang til templet, men alene kunne komme ind i forgården, var det selvfølgelig meget populært. Foran følget gik en præst, som bar de hellige bøger. Herefter kom et følge af præster, som bar Guden i hans båd og beskyttede ham mod solen med palmeblade og påfuglefjer. Undervejs standsede man ved de små templer og satte båden ned på et alter, hvorefter man afbrændte røgelse og bragte ofre til Guden. Ved nogle lejligheder blev båden sat ned i Nilen fra templets kaj og sejlede et stykke ned ad floden, fulgt af en større flotille af både. Disse ceremonier, som ofte varede flere dage, blev undertiden overværet af Farao og den kongelige familie. Og der var drikke og føde i overflod til alle.
Undertiden involverede en festival to eller flere templer. Den mest berømte er vistnok den årlige bryllupsfest, hvor (kærligheds) gudinden Hathor i en båd sejles fra Dendera til Edfu, hvor hun forenes med sin ægtefælle Horus. Efter 14 dage vender gudinden tilbage til sit tempel i Dendera. Du har måske læst om denne fest under vores besøg ved templet i Edfu.
Den vigtigste fest i Theben området var den såkaldte "Opet festival". Ordet "Opet" betyder "hemmeligt kammer" og det hentyder til Amons private værelser, som lå i tilknytning til hans sanktuarium i templet. Disse værelser befandt sig netop der, hvor jorden dukkede op af urhavet. I sin ceremonibåd blev Guden (statuen) ført til sanktuariet i Luxor Templet ca 2½ km sydligere. Dette skete i den anden måned af året, hvor man fejrede Nilens årlige oversvømmelse af agerlandet med det rige, frugtbare dynd. Oprindelig blev båden båret på præsternes skuldre, men siden sejlede båden ad kanalerne. Processionen blev ledsaget af adelige og præster, soldater, musikere, sangere og dansere, og oftest med Faraos båd i spidsen. Det må have været et fantastisk syn. Efter ankomsten til Luxor blev Amons statue anbragt i det allerhelligste i Luxor Templet. Ved gentagelse af kroningsritualerne blev kongedømmets magt regenereret, og Faraos ret til at regere bekræftet, og Farao bragte ofre til Amon-Ra. Meget af vors kendskab om denne festival stammer fra scener, der er indgraveret på væggene af Amenophis III's store kolonnade i Luxor Templet, som vi skulle besøge den følgende dag.
Religion i hverdagen
Templet blev betragtet som Gudens hjem, og kun medlemmer af præstestanden havde lov til at at komme længere end i templets forgård. Alle andre måtte aflevere deres ofre til Guden til en af de tjenstgørende præster, som bragte offeret ind i templet. Alle templer var omgivet af en høj mur. I denne var der almindeligvis et hul eller et lille vindue, hvor den menige befolkning kunne komme og hviske deres bøn til Guden eller aflevere en note til Guden. Denne note blev skrevet af en af de mange skrivere, som havde kontor i forgården.
Befolkningen havde ofte i deres hjem et lille skrin med statuetter af de lokale guder, fx Bes og Tawaret, som var beskytter af børn og kvinder, især i forbindelse med børnefødsler. Ofte anvendte man amuletter med hellige symboler. Så, som du ser, spillede religionen en særdeles stor rolle i de gamle egypteres hverdag, men de udøvede altså ikke deres religion i templerne.
Amons Tempel
Tæt ved billetkontoret, inden vi kom ind på tempelområdet, lå templets kajanlæg, som blev brugt når Guden aflagde besøg i de andre templer. Vejen op mod indgangen var tidligere en kanal, som forbandt templet med Nilen. Man kan stadig se rester af de brolagte ramper, som menes byget under Taharka. Men følg med på vores tur rundt i det enorme Karnak Tempel. En avenue af sfinxer med vædderhoved (vædderen var et symbol på Amon) på begge sider af vejen fører frem til den første pylon. Hvis du kigger godt efter på billedet, kan du se en lille status af farao, godt beskyttet mellem vædderens forben.
Den første pylon menes bygget under Nectanebo I (30. dynasti omkring år 650 BC). Den er 43 meter høj og har for neden en bredde på ca 5 meter, hvilket gør den til den største i Egypten. Pylonen blev dog aldrig færdigbygget. Faktisk kan man se den rampe, som blev benyttet, da pylonen blev bygget. I mangel af stilladser o.l. byggede man en rampe af sand, når man havde lagt den første række eller to, hvorefter man yderligere kunne forhøje murværket. Således fortsatte man successivt, indtil den ønskede højde var nået. Herefter fjernede man gradvis rampen igen, idet man "på vejen ned" huggede stenene glatte, polere dem og udsmykkede dem med fx relieffer.
Efter at have passeret pylonen, kom vi ind i den store forgård, som rummer resterne af flere gamle bygninger. Her ligger fx resterne af et romersk tempel. De romerske kejsere blev i de første 300 år af vores tidsregning tilbedt som farao, og de blev ofte afbildet i faraos klædedragt. Romerne har formentlig fundet den egyptiske gudeverden fascinerende, og de var som bekendt vant til en stor gudefamilie. Da Napoleons soldater i 1799 rykker ind i templet, var forgården næsten opfyldt med sand. Det er forklaringen på, at de oplysninger, som soldaterne indridsede i pylonen, befinder sig adskillige meter over jordhøjde. Midt i forgården ses resterne af Taharkas pavillon. Det eneste, der er tilbage, er en enkelt søjle og et stenalter. Til venstre ligger Seti II's kapel, som var indviet til Amon, Mut og Khons, og som husede gudernes ceremonielle både. Til højre ligger Ramses III's tempel, hvor gudefamiliens både gjorde holdt under ceremonierne.
Vi fortsatte ligeud og nåede frem til den 2. pylon, påbegyndt under Horemheb og afsluttet under Seti I. Udenfor pylonen står en 15 meter høj kolossalstatue af Ramses II. Hvis du kigger godt efter, kan du se en lille kvindestatue mellem kongens ben. Det er hans smukke hustru, Nefertari, som selvfølgelig ikke kan have de samme dimensioner, som hendes mægtige ægtefælle. Gennem pylonen kommer vi ind i den mægtige søjlehal (hypostylhal).
Søjlehallen
Søjlehallen, som blev påbegyndt under Seti I og afsluttet under Ramses II, dækker et areal på 6000 m2. Det er mere end Peterskirken. Man kan ikke undgå at blive andægtig, når man kommer ind i noget, som bedst kan sammenlignes med en gammel dansk bøgeskov. 134 høje søjler arrangeret i 16 rækker. De midterste 12 søjler er næsten 23 meter høje, og de bar taget, hvoraf kun en smule er bevaret. De omkringstående søjler er "kun" ca 16 meter, hvilket bevirkede, at solen kunne komme til at skinne ind gennem vinduerne øverst oppe. Søjlerne, som er af sandsten er ikke monolitter, men sammensat af flere sektioner. Kapitælerne på de midterste søjler, som har en omkreds på 23 meter, er formet som papyrusblomster. Hvis man ellers kunne få dem fragtet derop, vil der kunne stå omkring 50 personer på den øverste afsats. På sin vej ned til Nilen under de store ceremonier gjorde Guden ophold i søjlehallen.
Muren til søjlehallen bærer inskriptioner om Seti I og Ramses II's heltemodige forsvar af riget. Ydermuren viser Ramses II's kampe mod Palæstina og Syrien, herunder selvfølgelig det berømte slag ved Kadesh, hvor Ramses II slår hittitterne. Her er også gengivet aftalen mellem Ramses II og hittitternes leder, hvori man aftaler deling af Syrien og Palæstina (Kanaan). Herudover var denne aftale "nedfældet" på sølvtavler i Hieropolis.
Et andet sted forherliges Thutmosis III. Man ser hundrede bagbundne fyrster, som blev taget til fange ved indtagelsen af Megiddo. Thutmosis skal efterfølgende have udtalt "Megiddo er tusind byer værd". Ifølge biblen skal det sidste, store slag på jorden finde sted netop ved Megiddo (Harmageddon). Ved Thutmosis' dør havde det egyptiske rige sin største udstrækning fra Eufrat til den fjerde katarakt på Nilen.
Den 3. pylon er bygget under Amenophis III, materialet er genbrug fra tidligere bygningsværker, herunder Hatshepsuts røde tempel. I den smalle gård befinder sig to obelisker fra Thutmosis I' tid, men det er kun den ene, der er oprejst.
Hatshepsuts obelisker
Efter den 4. pylon kommer man ind i en søjlehal, der blev påbegyndt under Thutmosis I. Han eftefølges af sin datter Hatshetsup, som er en af de få kvindelige faraoner (jeg vil fortælle den spændende historie om hende, når vi om et par dage tager til vestbredden og besøger hendes dødstempel). Hun fjernede en del af taget på søjlehallen for at få plads til at rejse to obelisker. I alt rejste Hatshepsut fire obelisker i Karnak, men der er kun én, der er oprejst i dag. Obelisken er af lyserød granit fra stenbruddene i Aswan. Den er ca 30 meter høj og vejer 320 tons. Ifølge inskriptioner på obelisken tog det bare syv måneder at udhugge den kæmpemæssige obelisk af én blok granit, transportere den ned til Nilen, fragte den sydpå til Theben, transportere den til Karnak Templet, forsyne den med en top af guld, som kunne reflektere solens stråler over lang afstand og rejse den - noget af en bedrift. Da Hatshepsuts nevø efterfølger hende på tronen, bygger han mure omkring den nederste del af obeliskerne for at slette mindet om hende - men mere herom senere. Af de flere hundrede obelisker, der engang befandt sig i Egypten, er der kun 9 tilbage i opretstående stand. Nogle er blevet ødelagt af indtrængende fjender, andre er omstyrtet af religiøse fanatikere, men de fleste er "bortført" til museer og parker i New York, Paris, Rom og Istanbul.
Thutmosis III' Festtempel
Turen gennem det kæmpemæssige kompleks afsluttes i Thutmosis III' Festtempel. Ganske vist er dette tempel en del af Amon Templet, men det er i høj grad en forherligelse af kongen selv, som regerede i 25 år. Kongen var en stor kriger og benævnes undertiden "Egyptens Napoleon". Onde tunger mener, at hans berømmelse især må tilskrives de skrivere, som nidkært sørgede for at nedskrive beretninger. Søjlerne menes at repræsentere pælene i det telt, som kongen boede i under sine felttog. Bagest i templet ligger et lille kammer, som rummede eksempler på de dyr, fugle og planter, som blev hjembragt fra kongens togter i det fremmede, fx fra Syrien. Kammeret går under navnet "den botaniske have". På et tidspunkt blev templet omdannet til en kristen kirke, og med lidt besvær (og hjælp) kan man se helgenbilleder på nogle af søjlerne.
Den hellige sø
Når man forlader Thutmosis III' tempel, kommer man ud på en plads, hvor Hatshepsuts væltede obelisk ligger. Tæt ved ligger "nilometeret", som måler vandstanden i Nilen. Dem så vi mange af under vores tur. Tæt herved ligger den hellige sø, der som nævnt er en uundværlig del af ethvert egyptisk tempe. Taharka (25. dynasti) anlagde den store sø tillige med et tempel. Søen, som med sine 130 x 80 meter er den største af sin slags i Egypten, blev som nævnt brugt til religiøse ceremonier, både ved de daglige renselsesritualer og til de store højtider. Søen er/var omgivet af magasiner og beboelser for de tjenstgørende præster. Du kan se et foto af den hellige sø længere oppe på denne side.
På en sokkel i det nordvestlige hjørne af søen står en smuk granit skarabæ, som er rejst under Amenophis III og viet til guden Khepri. Anni fortalte, at ifølge legenden ville en kvinde blive gravid, hvis hun sammen med sin mand/kæreste gik 7 gange rundt om skarabæen. Vi tror selvfølgelig ikke på sådan noget ammestuesnak - men på den anden side er der jo ikke nogen grund til at løbe en unødig risiko, så vi satte os ned og betragtede de mange unge par, som cirklede omkring skarabæen. Jeg er desværre ikke i stand til at berette om udbyttet af deres anstrengelser.
Montus Tempel
Inden vi forlader det vældige tempelkompleks, som var viet til Amon, vil jeg kort fortælle om de to øvrige områder. Den nordlige (mindste, ældste og følgelig dårligst bevarede) del af komplekset er knyttet til den gamle thebanske krigsgud, Montu. Den omfatter templer for Harpre og Ma’at, en række kapeller samt den obligatoriske hellig sø. Ja, selvfølgelig skulle hver tempel have sin egen hellige sø. De ældste monumenter er bygget under Amenhotep III, som også menes at have anlagt søen. Desværre ligger størsteparten af dette område i ruiner.
Muts Tempel
Den sydlige del af Karnak komplekset indeholder et tempel for Mut, som var den mægtige Amons hustru. Det er bygget under Amenhotep III (omkring 1400 BC), men pylonen i tempelmuren er fra den ptolemaiske tid. Den massive mur omkring templet blev bygget under Nectanebo II (30. dynasti). Som alle andre templer har dette også sin egen hellige sø, som omkranser templet på tre sider. Tidligere var Muts Tempel forbundet med Amons Tempel med en avenu kranset med sfinxer med vædderhoved. Unægtelig praktisk, når Amon - eller rettere hans status - aflagde besøg hos sin hustru. Og som du har hørt, havde deres søn Khons også sit eget tempel. For nylig har man fundet en vej, som forbandt templet med den nrolagte vej, Dromos, der fører til Luxor Templet ca 2½ km sydligere. Til Muts Tempet hører et lille fødselskapel, hvor man fejrede Khons' fødsel. Til dette kompleks hører to andre templer: et, som er bygget under Ramses III og et under Hatshepsut.
Udendørstemplet
Inden du forlader det imponerende tempelkompleks, vil jeg lige gøre dig opmærksom på det såkaldte "friluftsmuseum". På nordsiden af den store forgård fører en døråbning ud til en gård, hvor der ligger en større samling af statuer og andre fund, der er gjort på området. Det kræver en selvstændig billet at komme derud, men det er et besøg værd. Du køber billetten samtidig med billetten til Amon Templet.
Her ligger Hatshepsuts røde kapel eller tempel, som skulle tjene som opbevaringssted for Amons hellige båd. Enten mere permanent eller som rasteplads, når Guden blev transporteret under de religiøse ceremonier. Templet var ikke helt færdigt ved Hatshepsuts død, og hendes efterfølger og medregent, hendes nevø færdiggjorde udsmykningen. Den viser mange velbevarede scener med Hatshepsut, som tilbeder Amon og Osiris. Nevøen, som følte, at Hatshepsut gennem 20 år havde snydt ham for hans værdighed som farao, lod efterfølgende templet nedbryde - måske for at fjerne sporene af hende. I 2001 blev templet genopført. Nogle af blokkene lå spredt på området, mere end 300 blokke blev gravet frem fra den 3. pylon, hvor de havde været genanvendt af Amenophis III. Blokkene var dels af sort granit (diorit), dels af rød kvarts. Men efter flere års ingeniørarbejde, udført af især af franske eksperter, er templet nu rekonstrueret på friluftsmuseet. Det lykkedes dog kun at finde ca 60% af de oprindelige blokke. Vi ved ikke med sikkerhed, hvor templet oprindelig stod, men muligvis i nærheden af hendes to obelisker.
Lys og lyd show i Karnak Templet
Den sidste aften i Luxor tog vi en taxi til Karnak Templet for at overvære det "lys og lyd show", som bliver opført hver aften. De øvrige rejsedeltagere havde overværet det et par aftener i forvejen og anbefalede det i høje toner. Man behøver ikke tage derud på en tur, som er arrangeret af bureauet. Du skal som altid være forberedt på at diskutere prisen med taxichaufføren. Han var dog ikke mere utilfreds med den aftalte pris, end at han ventede på os og kørte os tilbage.
Der er tre forestillinger pr aften. Hvert show varer en times tid. Starttidspunktet varierer med årstiden - det skal jo helst være mørkt, inden det starter. I sommerhalvåret er første show kl 20, i vinterhalvåret kl 18. Der er forestillinger på arabisk, engelsk, tysk, fransk og japansk. Vi valgte den engelske præsentation.
Vi kom i god tid og tog opstilling bag de snore, der afspærrede indgangen til templet. De kæmpemæssige pyloner var smukt oplyst. Da klokken blev 20, blev flere bygninger oplyst, og den mægtige Amon hilste os velkommen til hans tempel. Vi gik frem i flok til den første pylon, hvor vi fik en historisk gennemgang af dette enorme bygningsværk. Herefter fortsatte vi frem til den store søjlehal, hvor vi igen gjorde holdt og fik endnu en historisk gennemgang. Efter godt ½ time var vi kommet gennem det meste af komplekset og endte med at blive bænket på siddepladser ved den hellige sø med en fantastisk udsigt over hele tempelområdet. De forskellige dele af området blev oplyst på skift samtidig med, at de historiske tildragelser og den tilhørende baggrund blev gennemgået. En stor oplevelse. Jeg har siden set anbefalet, at man skulle se showet om aftenen først, inden man så foretog en mere grundig gennemgang i dagslys. Det lyder som en god idé, som du måske skulle prøve.
Vores næste udflugt i Luxor gik til Luxor Templet, ca 2½ km sydligere end Karnak Templet. Vil du med?
