Goldrush

22. august 1998
Næste morgen samlede Janet og Claus os op efter frokost, og vi kørte til Langley. Vi var inviteret til middag hos Janets søster Jane og hendes (Janes) mand Terry. I forbindelse hermed ville vi besøge Fort Langley, som ligger ca. 15 minutters kørsel fra Langley. Inden vi tog til fortet, som ofte benævnes British Columbias fødested, fil vi kaffe i byen. Vi bsøgte en antikvitetsforretning, hvor Janet og Claus havde set en signeret tegning af den danske kong Kristian X, ridende over den dansk-tyske grænse i 1920. I dette år tilbageleverede Tyskland gammel dansk land, som havde været besat siden 1864. Desværre viste det sig, at tegningen var af kongens bedstefar. Men under alle omstændigheder en sjov oplevelse. Vi kunne godt have brugt en time mere i den snurrige forretning - måske næste gang.


Fort Langleys historie
Rifle
På en bakke med udsigt over en kanal til Fraser River ligger et fort omgivet af palisader. Det er bygget i den stil, som var fremherskende midt i 1800 tallet. Dette fort skulle få stor indflydelse på Canadas historie. Det var det første permanente kontaktpunkt mellem europæiske handlende og områdets indfødte befolkning. Det blev snart en vigtigt center for kulturel interaktion og handel med skind, laks, tranebær og landbrugsprodukter både til det amerikanske hjemmemarked og til de oversøiske markeder. Herudover spillede fortet en vigtig rolle i forbindelse med import af færdigvarer fra England og andre lande.

Opdagelsen af guld i Canada 1858 startede et væddeløb med mere end 30.000 guldgravere, som kom op ad Fraser River. De fleste kom fra guldfelterne i Californien. Af frygt for, at amerikanerne skulle overtage området, suspenderede den britiske regering det monopol, som the Hudson's Bay Company hidtil havde haft, og erklærede direkte kontrol over området. Kronkolonien British Columbia blev udråbt af guvernør James Douglas i dronning Victorias navn den 19. november 1858.

Denne ceremoni fandt sted på den øverste etage i the Big House i Fort Langley. Dette er forklaringen på, at Fort Langley kaldes the Birthplace of B.C. I 1871 blev British Columbia medlem af det nye Dominion of Canada, hvis grænser gik fra Atlanterhavet til Stillehavet.

Efter 1858 begyndte fortet at gå i forfald. I 1886 åbnede Hudson's Bay Company en butik i en nærliggende landsby, og Fort Langley ophørte med at fungere som kompagniets handelspost. I 1923 erklærede the Historic Sites and Monuments Board of Canada Fort Langley for at være af national, historisk betydning. Restaureringen af fortet påbegyndtet i 1958 i forbindelse med fejring af British Columbias 100 års fødselsdag.

I dag har meget ændret sig, men fortet består stadigvæk, delvist rekonstrueret omkring den oprindelige lagerbygning. Farmen, som blev anlagt for mange år siden, drives fortsat på den anden side af floden, hvor Kwantlen stammen byggede deres landsby, kort tid efter at fortet blev opført. Den dag, vi var der, var der en såkaldt pow wow, men vi havde desværre ikke tid til at overvære det.


Fort Langley
Fort Langley Fort Langley spillede en meget vigtig rolle i handelen med skind vest for Rocky Mountains. Denne blev styret af det mægtige Hudson's Bay Company. Før man kommer ind til fortet, skal man gennem en stor bygning, som tilbyder information om stedet. Desuden ligger der (selvfølgelig) en gavebutik. Det oprindelige Fort Langley blev egentlig bygget i 1827, 4 km nede ad floden. Det blev flyttet til dens nuværende placering i 1839 og genopbygget efter en katastrofal brand i 1840. I 1886 holdt det som nævnt op med at fungere. Fortet rummer en samling på ca 3.500 genstande fra området. Vi var så heldige at komme, netop som der blev opført en serie af små spil, som beskrev hændelser fra omkring 1850. De medvirkende, som optrådte i datidens kostumer, var ubetalte frivillige (jeg spurgte én af dem).

Af de 16 bygninger, som oprindelig befandt sig indenfor palisaderne, er kun lagerbygningen fra 1840 original. De øvrige bygninger er ødelagt i tidens løb, 6 bygninger og palisaderne er indtil videre opført for at give de besøgende et indtryk forholdende dengang og fortælle denne spændende periodes historie.<>
Tjenestefolkenes kvarter Tjenestefolkenes kvarter blev bygget i 1958. Indenfor forklarede en ung pige om, hvorledes hverdagslivet var i det 19. århundrede. Her boede kompagniets arbejdere sammen med deres indfødte koner og deres børn. Ca 100 mennesker boede på fortet. Kun den ansvarshavende officer havde en hvid hustru. Mange af arbejderne kom fra Hawaii - de levede nærmest som slaver, og mange af dem havde ikke nogen lang levetid. Der var mange fransk-canadiske og skotske arbejdere i Fort Langley. Den kendsgerning, at alle arbejderne giftede sig med indfødte kvinder, er formentlig forklaringen på, at fortet aldrig blev angrebet af indianerne. I virkeligheden var forholdet mellem dem udmærket.

Administrationsbygningen Administrationsbygningen, som kaldes Big House, ligger på det sted, hvor James Douglas blev udnærnt til den første guvernør over den nye kronkoloni British Columbia. Denne rekonstruktion blev også byget til 100 års festen i 1958. Huset er ganske imponerende med sine 2 etager. Udover James Douglas levede familien Yale i bygningen. Hver aften spiste de 2 mænd middag sammen og diskuterede fortets problemer og anliggender. Proklamationen fandt sted på terrassen, vi så Union Jack gå til tops under det lille spil, som blev opført.

Handel med skind Den store lagerbygning er den eneste originale bygning i fortet. Det blev bygget omkring 1840 efter branden. De 3 lagerbygninger rummede dels varer, som ventede på at blive udskibet til fremmede markeder, dels varer, som skulle sendes til andre af kompagniets poster, samt varer, som skulle bruges på fortet selv. Egentlig handel fandt sted i en butik ved de nordlige palisader. Handelsfolkene på Fort Langley havde adgang til forskellige varer som bæver, sort bjørn, ræv og vaskebjørn. Et af de spil, som blev opført, viste en gruppe indianere, som kom til fortet med skind og ønskede at købe skydevåben og krudt. Laksen var både en vigtig fødekilde for fortets beboere og en vigtig handelsvare. De største mænger laks kom om efteråret, men mængderne varierede meget fra år til år. Selv i dag er både frisk og røget laks en lokal specialitet. Det skulle vi opleve senere samme dag.

Smeden Smeden lavede økser og andre redskaber, både til handel og til eget brug på fortet. Under guldfeberen havde smedene travlt med at lave økser og hakker til andre guldgraverne.


Tante Ruth og Claus I en anden bygning, som er opført i 1993, demonstreres hvorledes man lavede tønder. Tønder blev på den tid brugt til mange forskellige formål: transport og opbevaring af varer som laks og tranebær, i husholdningen til madvarer osv.

Udover bygningerne var der en køkkenhave i fortet samt en udendørs bageovn. Det var en stor oplevelse for os at høre om Canadas fortid og få en fornemmelse af, hvorledes det hele startede. Til sidst stillede aktørerne op til fotografering. Efter min mening er det svært at tro, at tante Ruth er mere end 80 år. Ved vores efterfølgende besøg i april 2001 var tante Ruth ikke blevet en dag ældre. Forbavsende.


Bastionerne Bastionerne tjente både som udkigspunkter og som midlertidig logi for tjenestefolk. Adgang til galleriet er mulig fra anden etage. Fra bastionerne er der en flot udsigt over Fraser River, ligesom vi kunne se indianer reservatet på den anden side af floden.


Middag hos Nichols familien
The Nichols residence - click for larger foto Så vendte vi tilbage til familien Nichols hjem. Ruths søn, William ringede og fortalte, at han havde problemer med sin motorcykle, hvorefter husets 2 sønner - Jason og Ross - blev sendt afsted for at hente ham. Det forekom os, at næsten enhver person i en canadisk familie har sin egen bil. I Danmark betaler man 225 procent i skat, når man køber en bil. Og ca 2 dollars foe n liter benzin. Det er formentlig en del af forklaringen på denne forskel. Da William dukkede op, blev vi vidne til den særlige canadiske protokol, som er anderledes end den danske. En person, som slutter sig til en gruppe af mennesker, skal introduceres af én af de tilstedeværende. William udbrød efter nogen tid - næsten desperat: "Won't somebody please introduce me?!

Tekande fra Overwaitea Terry fortalte, at han arbejdede for "Save on foods", en fødevarekæde med mere end 700 forretninger i B.C. og Alberta. Firmaet startede som detailvirksomhed i 1915 af en "entreprenør" ved navn Robert C. Kidd. Han udviklede mange nye tiltag for at trække kunder til forretningen. Hans mest kendte "trick" var at lægge ekstra 2 ounces til hvert pund, han solgte af sin egen Indian- og Ceylon- blanding af te. Forretningen blev snart kendt som "the overweight tea" store. Da han åbnede sin anden forretning, besluttede Kidd at kalde den for "Overwaitea". I 1968 blev en kontrollerende del af virksomheden solgt til Jim Pattison, en meget succesrig forretningsmand fra Vancouver. Omsætningen var ca. 5 millarder dollars om året. Da jeg spurgte Terry, om firmaet havde planer om at ekspandere østpå, svarede han, at "Save on foods" jo kun var en mindre kæde i Canada! Men formentlig større end de største i Danmark. Terry havde en klenodie stående i køkkenet, nemlig én af de oprindelige tekander fra OverWaitea.


Mens vi havde besøgt Fort Langley, havde Terry haft travlt med at grillstege en laks. Ikke bare en laks, men laksen. Ingen af os danske havde nogensinde set så stor en laks. Næsten 18 pund - efter at hoved og hale var skaret af. Vi spiser ganske vist en del laks i Canada, men de vejer almindeligvis bare nogle få pund, og er oftest opdrættet i laksefarme. Desværre fik vi ikke et billede af uhyret. Men vi fik da et billede af den kage, som Jane og Janet havde lavet til os.


Ved 4-tiden dukkede Enis og Jim Bare op - direkte fra golfbanen. Enis er min kusine, og vi havde ikke set hinanden, siden hun og hendes søster Kirsten og deres forældre Frida og Ove Thopholm (Topholm) emigrerede til Canada i 1957 for 41 år siden. I de seneste 10 år havde vi holdt forbindelse ved lige gennem brevskrivning og årlige telefonsamtaler. Det var en stor oplevelse at mødes efter så mange år. Nichols familien havde været så generøse at invitere os alle til deres hjem. Det viste sig, at både the Nichols og the Bares var lidenskabelige golfspillere. Jim fortalte, at han og Enis havde den ambition at spille mindst én gang på hver golfbane i B.C. Og så vidt jeg forstod, havde de en score på mere end 50%. Jeg husker, engang jeg talte med Jim i telefonen. Det var ved juletid, og jeg stillede Jim dette tåbelige spørgsmål: "Hvorledes er vejret lige nu i B.C.?" - og Jim, som er et omvandrende leksikon, gav mig et foredrag om størrelsen af British Columbia. Det er så stort, at det ikke giver mening at tale om vejret i B.C., eftersom der udmærket kan være 10 grader celsius i den sydlige del og -40 grader celsius i den nordlige del. Enis og Jimmy inviterede os til middag den følgende lørdag.

Vi fortalte, at vi ville køre til Jasper National Park den følgende morgen. Og der var ingen ende på de advarsler, vi fik. Jeg tror, at de unge mennesker prøvede at mobbe Claus. De påstod, at det ville tage mindst 3 timer alene at komme til Hope. Under alle omstændigheder havde vi en dejlig dag sammen med mange vidunderlige mennesker. Og vi håbede at kunne mødes med Nichols familien mindst én gang før, vi skulle tilbage til to Danmark.


 

Til forsiden Forrige side Næste side