View over Firenze

Domkirkepladsen - Piazza del Duomo
I mere end 1600 år har domkirkepladsen været centrum for Firenzes religiøse liv. Der er faktisk tale om 2 pladser eller torve, som er forbundet: "Piazza del Duomo" og "Piazza San Giovanni". Her finder vi
  • Domkirken (el duomo) "Santa Maria del Fiore"
  • Dåbskapellet "San Giovanni" ("Sankt Johannes" efter "Johannes Døberen")
  • Klokketårnet (udført af Giotto)
som vi vil tage i øjesyn om lidt. Herudover finder man bl.a. følgende på pladsen:
  • Resterne af den tidligere domkirke "Santa Reparata"
  • Sankt Zanobius' søjle
  • Museet "Opera del Duomo"
Domkirkepladsen, Piazza del Duomo i Firenze Oprindelig lå der en kirkegård omkring dåbskapellet, som er den ældste af bygningerne. Pladsen fik sin nuværende form sidst i 1200-tallet. "Santa Reparata" (kvindelig helgen), hvis rester man kan besøge, er anlagt i det 4. - 5. århundrede under biskop Sankt Zanobus, som sammen med Johannes Døberen er byens skytshelgener. Sankt Zanobus' søjle blev rejst i 1384 på et sted, hvor hidtil havde stået et udgået elmetræ. Da man en vinter flyttede helgenens rester til den nye kirke, "Santa Reparata" skete et mirakel, og elmen sprang ud. Og selvfølgelig kunne et sådant mirakel ikke forbigås i stilhed men må have et mindesmærke.

Museumsbygningen blev oprindelig bygget til at huse alle de administratorer, kunstnere og håndværkere, som fra slutningen af 1200-tallet var beskæftiget med bygning af "Santa Maria del Fiore". Desuden var den oplagsplads for uhyre længder af byggemateriale: tømmer, sten, marmor osv. Her lå Lorenzo Ghibertis værksted, hvor han støbte sine berømte bronzedøre til dåbskirken. Donatellos værksted lå også lige i nærheden. Desværre nåede vi ikke museet, som blev indrettet i 1891, men det er med sikkerhed et besøg værd. Bl.a. kan man her se Brunelleschis model til domkirkens berømte kuppel, værker af Donatello, Andrea Pisano, Alberto Arnoldi og Luca della Robbia. Endelig rummer den en Pietà af Michelangelo. Den blev aldrig færdiggjort på grund af marmorens dårlige kvalitet. (jeg har læst, at den er knap så rørende, som hans berømte Pietà i Peterskirken i Rom.)

Dåbskapellet (baptisteriet) San Giovanni
Dåbskapellet eller baptisteriet, San Giovanni, Firenze I hundreder af år anså borgerne i Firenze "San Giovanni" for at være et romersk tempel, som blot var taget i brug som en kristen kirke. Sandt er det, at der her på kejser Augustus' tid lå et tempel, viet til Mars. Omkring det 5. århundrede blev templet viet til Kristus og taget i brug som kirke. Denne bygning blev imidlertid nedrevet i 1059, hvorefter man gik i gang med at bygge det nuværende dåbskapel. Vi ved, at dåbskapellet gjorde tjeneste som byens domkirke, mens "Santa Reparata" blev udvidet, dels i 897 dels fra 1059-1128. På den tid blev sakramenterne (dåb, nadver, skrifte mv.) kun givet to gange om året. Med en befolkning på omkring 30.000 (i 1172) var det nødvendigt med flere indgange til kirken. På den tid var det almindelig, at dåbskapellet befandt i en selvstændig bygning, hvilket vi også så i domkirkekomplekset i Pisa. Bygningen var færdig i 1128, og den såkaldte "lanterne", som pryder toppen af bygningen, kom til omkring 1150. På bagsiden (vestsiden, som vender bort fra domkirken) er der et apsis. Det var oprindelig, som det oftest ses, halvcirkelformet, men i begyndelsen af 1200-tallet fik det sin nuværende firkantede form. På grund af denne form blev (bliver?) apsis benævnt "scarsella", som betyder "pengepung". Som vi snart skal se, kom de smukke bronzedøre til i begyndelsen omkring 1350-1450. Dåbskapellet er - ikke uventet - viet til Johannes Døberen, som samtidig er byens skytshelgen.

Kuplen i dåbskapellet er udsmykket af en mosaik med den dømmende Kristus, som dominerer kuplens inderside. Mosaikken, som er udført af Coppo di Marcovaldo, er fra ca. 1280. Kristus byder med højre hånd de retfærdige velkommen til Himmerige, mens han med venstre hånd byder de onde at "gå ad helvede til". De døde åbner selv kistelågene og bliver af hhv. en engel og en djævel enten til evig frelse i Himmerige eller til evig fordømmelse i Helvede.


Loftet i dåbskapellet, San Giovanni, Firenze, Kristus Loftet i dåbskapellet, San Giovanni, Firenze, Satan

Satan selv sidder i en positur, som minder om Jesus'. Han er optaget med at gnaske på historiens største syndere: Judas, som fårrådte Jesus, og Brutus og Cassius, som forrådte Cæcar. Det er i hvert fald Dantes fortolkning i Den Guddommelige Komedie.

Kirkens form er ottekantet (oktagonal), hvilket umiddelbart virkede fremmed med vores øjne. Forklaringen er, at formen symboliserer "den 8. dag", som betegner den dag, hvor de døde går ind i gudsriget. Sandstenene er beklædt med grøn og hvid marmor (fra hhv. Prato og Carrara) i elegante geometriske former. Resultatet faldt i florentinernes smag, og formen blev fx gentaget af Leon Battista Alberti, da han i 1470 begyndte at arbejde på facaden på "Santa Maria Novella".

Dåbskapellets døre
Syddøren i baptisteriet, Firenze, udført af Andreas Pisano På vegne af det magtfulde klædehandlerlaug - Arte di Calimala - som var ansvarlig for dåbskapellets udsmykning, havde Andrea Pisano udsmykket den sydvendte af baptisteriets tre tofløjede porte med 28 bronzerelieffer. Voksmodellerne var klar i 1330, og i 1336 blev de støbt i bronze. De 20 skildrede Johannes Døberens liv: Johannes døber folk i Jordan floden, Salomes dans for Herodes osv. De øvrige 8 relieffer fremstillede de kristne dyder: håb, tro, og kærlighed samt kardinaldyderne: ydmyghed, mod, mådehold, retfærdighed og styrke.

I 1402 udskrev klædehandlerlauget en åben konkurrence om hvem, der skulle have æren af at udsmykke den nordlige dør. 30 kunstnere meldte sig. I første omgang skulle de indsende en skitse, hvorefter de bedste forslag ville gå videre til næste runde. Her skulle de udpegede kunstnere løse en bunden opgave, nemlig at udfærdige et bronzerelief med motivet "Isaks ofring", som skulle være af samme størrelse og form, som den Pisano havde valgt til sin dør, nemlig et kvadrat på spidsen, hvor hver side er afbrudt af en halvcirkel - jvf ovenstående billedet.

Det viste sig, at der blev dødt løb mellem to unge, næsten jævnaldrende kunstnere: Filippo Brunelleschi og Lorenzo Ghiberti. Hele Firenze var optaget af kappestriden og ventede spændt på udfaldet. Imidlertid løstes problemet ved, at Brunelleschi trak sig. Nogle mente, at det skyldtes, at han fandt Ghibertis forslag bedst. Det har også været nævnt, at Ghibertis teknik tillod, at man kunne færdigstøbe et helt relief i en arbejdsgang, hvilket gav en væsentlig besparelse. En anden fremført forklaring er den, at Brunelleschi frygtede at blive tvunget til at arbejde sammen med Ghiberti om værket, og han vidste, at de to temperamenter var alt for forskellige til, at der ville komme et godt resultat ud af det.

Baptisteriet, 'Abraham ofrer sin søn, Isak', udført af Filippo Brunelleschi Baptisteriet, 'Abraham ofrer sin søn, Isak', udført af Lorenzo Ghiberti

De to konkurrerende forslag, som kan ses herover, er i dag udstillet på Bargello.

Dåbskapellets dør mod nord - Jesus liv
Da Ghiberti i 1424 - efter mere end 20 års arbejde - havde færdiggjort de 28 motiver, havde han slået sit navn fast som den førende mester indenfor kunsten af lave bronzerelieffer. De nederste 8 relieffer viser evangelister og kirkefædre (Evangelisterne Johannes, Matthæus, Lukas og Markus, kirkefædrene Sankt Ambrosius, Sankt Jerome, Sankt Gregor og Sankt Augustin), mens de øverste 20 motiver viser scener fra Jesu liv:

Norddøren i baptisteriet, Firenze, udført af Lorenzo Ghiberti

  • Jomfru Marias bebudelse
  • Jesu fødsel
  • De tre vise mænd
  • Jesus blandt de skriftkloge i templer
  • Jesus døbes af Johannes
  • Jesus fristes af djævelen
  • Jesus uddriver kræmmerne fra templets forgård
  • Jesus stilner stormen på Genesereth sø
  • Transfigurationen (Jesu forklaring)
  • Lazarus genopvækkes fra de døde
  • Indtoget i Jerusalem
  • Den sidste nadver
  • I Getsemane
  • Jesus pågribes af soldaterne
  • Jesus piskes
  • Jesus stilles for Pilatus
  • Vejen til Golgatha
  • Korsfæstelsen
  • Genopstandelsen
  • Pinseunderet
Selvportræt af Lorenzo Ghiberti i Norddøren i baptisteriet, Firenze "Læseretningen" er fra nederste venstre hjørne med "Jomfru Marias bebudelse" over "Jesu korsfæstelse" og "Opstandelse" og til øverste højre hjørne med "Pinseunderet". I de senest udarbejdede relieffer ses en tydelig udvikling i retning af at arbejde i dybden. Bygninger og landskaber viser, at Ghiberti er begyndt at arbejde med perspektiv. Hvor relieffernes mødes, er der anbragt små portræthoveder. Man mener at kunne genkende kunstnerens selvportræt i venstre dør, mellemste række, femte hoved oppefra.

Dåbskapellets dør mod øst - Paradisporten
Paradisdøren i baptisteriet, Firenze, udført af Lorenzo Ghiberti Det kan ikke overraske, at Lorenzo Ghibertis værksted efterfølgende - uden konkurrence - fik ordre på at udsmykke dåbskapellets dør mod øst. Arbejdet, som strakte sig over 27 år, blev påbegyndt i 1425. Hvert panel blev først udformet i voks og dækket med gibs og ler. Modellen blev varmet op, indtil voksen smeltede og løb ud og efterlod en form. Herefter blev den smeltede bronze hældt i formen, som fik lov til at afkøles over adskillige dage for at undgå revner og sprækker, hvorefter formens ler og gibs blev fjernet. Efter rengøring blev relieffet bearbejdet i detaljer med mekanisk værktøj - en proces, som kunne tage flere år! Endelig fulgte den farlige forgyldning, hvor guld-kviksølv amalgam blev påført. Den giftige kviksølv blev til sidst drevet ud ved opvarmning og efterlod relieffet med sin smukke forgyldning. (sjovt nok, har jeg i min pure ungdom (1962) arbejdet på et bronzestøberi, og de processer, vi anvendte, var stort set identiske med de her beskrevne.)

Denne gang fik Ghiberti frie hænder. Han opdelte døren i kun 10 relieffer i modsætning til de 28 relieffer, der indgik i de to øvre døre. Det gav mulighed for at vise flere motiver i hvert relief. Han valgte at skildre betydelige bibelske episoder fra det gamle testamente. Døren eller porten benævnes "Paradisporten", hvilket tilskrives, at den unge Michelangelo skal have udtalt, da han så den første gang, at "denne port er værdig til at sidde ind til Paradiset". Og sandt er det, at den er ubeskrivelig smuk. Det betyder, at der til stadighed er en større kø af turister foran porten. Måske lidt uretfærdigt, da de øvrige porte bestemt også er et nærmere studium værd.

I 1943 beordrede den nazistiske kommando, at alle flytbare kunstværker i Firenze skulle "evakueres" (jeg tror, at det bedst kan oversættes ved "stjæles"). Reichsminister Hermann Göring - som i det mindste havde den prisværdige egenskab, at han var kunstelsker - ville sikre sig Paradisporten til sin private samling. Heldigvis var der personer, som havde forudset dette, og de skjulte de tonstunge porte i en jernbanetunnel syd for Firenze, hvor de befandt sig indtil befrielsen i 1944.

Dørene blev restaureret først i 1948, og igen i 1966 efter oversvømmelsen. Dørene blev erstattet af kopier, og originalerne kan ses på "Museo Opera del Duomo". Jeg er ikke sikker på, at alle turister er helt klar over dette forhold.

Nedenfor er vist nærbilleder af de 10 relieffer. "Læseretningen" er her den normale, dvs. fra øverste venstre til nederste højre hjørne. Jeg har ikke selv taget billederne, men bringer dem med tilladelse af Mary Ann Sullivan, som har taget dem. Jeg må selv tage skylden for de tilføjede kommentarer.

Paradiset, Paradisdøren i baptisteriet, Firenze, udført af Lorenzo Ghiberti

Paradiset, den gamle historie med Adam og Eva, fristelsen, syndefaldet og uddrivningen af paradiset. I centrum ses skabelsen af Eva, og vi ser hende sende lange øjne tilbage mod Paradisporten.

Kain og Abel, Paradisdøren i baptisteriet, Firenze, udført af Lorenzo Ghiberti

I baggrunden ses brødrene Abel og Kains ofre til Gud, i forgrunden ser vi Abel passe sine dyr, mens Kain pløjer sin mark. Midt i billedet ser vi den misundelige Kain sin broder Abel ihjel. Og til højre bliver han udvist til landet "Øst for Paradis". Stærke sager.

Noah, Paradisdøren i baptisteriet, Firenze, udført af Lorenzo Ghiberti

I baggrunden ser vi Noah og hans ark - her gengivet som en stor pyramide. Arken er strandet på Ararat bjerget efter Syndfloden. Fugle flyver ud af vinduet, og på landjorden traver en løve, en bjørn, ja selv en elefant. I forgrunden ser vi den drukne Noah liggende halvnøgen, mens hans skamfulde søn tilkalder sine to brødre. Til højre ser vi Noah og hans familie bringe et offer til Gud for at sikre, at Syndfloden ikke skal komme igen.

Abraham og Isak, Paradisdøren i baptisteriet, Firenze, udført af Lorenzo Ghiberti

Abraham har besøg af tre gæster og får at vide, at hans hustru Sara vil føde en søn indenfor et år. Den 90-årige Sara er skeptisk over projektet. For at teste styrken af Abrahams tro, giver Gud ham ordre til at ofte sønnen, Isak - heldigvis bliver Abraham standset af en engel, inden ofringen er gennemført.

Isak, Paradisdøren i baptisteriet, Firenze, udført af Lorenzo Ghiberti

I forgrunden ser vi Rebekka, Jakobs yndlingshustru føde sine to sønner, Esau og Jakob. I midten udnytter den yngste broder Jakob, at faderen er halvblind til at franarre sin storebroder førstefødselsretten, mens denne er på jagt. Til højre modtager Jakob sin faders velsignelse, mens Rebekka, som er med i bedraget, ser til. (Personligt har jeg aldrig forstået, at Gud accepterede et sådant nummer, mens Hans veje er som bekendt uransagelige).

Josef, Paradisdøren i baptisteriet, Firenze, udført af Lorenzo Ghiberti

Vi ser den spændende historie om Josef og hans brødre. Brødrene har solgt Josef til slaveri i Egypten, hvor han imidlertid opnår en høj position hos Farao. Hungersnød i Kana'an tvinger brødrene til Egypten for at købe korn. Efter at have givet sig til kende, ender det med, at Joset tilgiver og omfavner sine chokerede brødre.

Moses, Paradisdøren i baptisteriet, Firenze, udført af Lorenzo Ghiberti

Moses modtager de 10 bud af Guds hånd på toppen af Sinai bjerget. De skræmte israelitter kigger ængsteligt op mod bjerget, som er hyllet i skyer. (I foråret 2005 var Birgit og jeg på Sinai bjerget og besøgte Katarina klostret, læst evt. mere herom, hvis du har lyst).

Josva, Paradisdøren i baptisteriet, Firenze, udført af Lorenzo Ghiberti

Moses' efterfølger Josva leder israelitterne over den tørre Jordanflod og ind i det forjættede land med pagtens ark i spidsen. I baggrunden ser vi israelitterne gå rundt om Jeriko og blæse i trompeter, indtil murene falder.

David, Paradisdøren i baptisteriet, Firenze, udført af Lorenzo Ghiberti
Vi ser den unge David hugge hoveden at den gigantiske Goliath efter at have fældet ham i tvekamp med en sten. Israelitterne rykker frem mod de demoraliserede filistre under ledelse af kong Saul. I baggtrunder bringer den sejrrige David Goliaths hoved til Jerusalem.

Salomon og dronningen af Saba, Paradisdøren i baptisteriet, Firenze, udført af Lorenzo Ghiberti

Det sidste panel viser den kloge kong Salomon modtage den smukke dronning af Saba ved sit hof ud for templet. Kostumer og dyr er gengivet med rige detaljer. Det har været nævnt, at scenen måske symboliserer mødet mellem den vestlige og den østlige kirke i Firenze i 1439.

De to søjler, som indrammet Paradisporten, er en gave fra Pisa til Firenze for militærhjælp mod Luca, idet Pisas egen flåde var engageret i kamp mod muslimerne ved de Baleariske Øer (Mallorca m.fl.). De to søjler er lidt medtagne, formentlig efter en oversvømmelse. Men befolkningen ved selvfølgelig bedre, og det fortælles, at søjlerne var beskadigede ved ankomsten. Dette har afstedkommet dette mundhelt: "Florentinerne er blinde, og pisanerne er svigagtige". Over indgangen ses en marmorgruppe, som viser Kristi dåb; figurerne af Kristus og Jahannes Døberen er udført af Andrea Sansovino (1502-1505). Englen ved siden af er først kommet til (flyvende?) i 1792 og er udført af Innocenzo Spinazzi.

Inde i dåbskapellet
Inde i dåbskapellet, San Giovanni, Firenze Umiddelbart når man træder ind i dåbskapellet, føres tankerne til Pantheon i Rom. Det indre er temmelig mørkt, kun oplyst af det lys, som trænger ind ad de små vinduer i søjlegangen og gennem den såkaldte "lanterne" i loftet. Til min overraskelse skulle vi gå et par trin ned for at komme ind i rummet. Jeg har siden læst, at dette skyldes en ændring af gadeniveauet i det 12. eller 13. århundrede. Den uforlignelige Leonardo da Vinci udtænkte en plan om at hæve bygningsværket i sin helhed, lave en sokkel under det, og derefter sætte det (forsigtigt) på plads igen. Jeg har svært ved at tro, at dette ville være lykkedes med datidens teknologi - men Leonardo var jo en fremsynet person. Der er tydeligvis ikke sparet på noget. Væggene er beklædt med sort og hvid marmor, hvori er indlejret geometriske mønstre. Nicherne langs væggen er adskilt ved søjler af granit fra Sardinien. Over de smukke søjler er et galleri eller en søjlegang. Det skulle være muligt at komme derop via en trappe inde i den tykke mur, men det lykkedes os ikke at finde den. Marmorgulvets geometriske mønstre er byzantinsk eller orientalsk inspireret. Indtil 1571 var der i kirken en enorm ottekantet døbefont, hvis omrids stadig anes i gulvet. Fonten bestod af et stort basin i midten, beregnet til voksendåb, og omgivet af flere mindre basiner til børnedåb. Efter sigende har Dante beskadiget et af de små basiner, da han reddede et barn fra at drukne. Sandt er det i hvert fald, at Dante som resten af Firenzes befolkning på den tid er døbt i denne vældige font. Storhertugen Francisco I lod fonten fjerne efter dåb af sin søn, Filippo. Det var upopulært hos florentinerne, og da sønnen døde kun seks år gammel, var de overbevist om, at det var en straf for at have fjernet den gamle font. Den nuværende betydeligt mindre døbefont, blev opsat i 1658, men den er meget ældre. Reliefferne på siden tilskrives Andrea Pisano eller hans elever. Den står ved den sydlige indgang.

Til højre for højaltret står et prægtigt begravelsesmonument for Baldassare Coscia, antipave Johannes XXIII. Antipave er den titel, vi i dag anvender for de udbrydere fra romerkirken, som i 1400-tallet etablerede deres egen paveinstitution i Pisa. Johannes tabte magtkampen og blev tvunget til at abdicere i 1415, hvorefter han flyttede til Firenze. Da han døde i 1419, bekostede Cosimo de Medici dette monument, som er udført af Donatello og hans elev Michelozzo Michelozzi (1424-1428). Det fortælles, at "den vindende pave" Martin V protesterede mod, at der på monumentet stod "pave". Efter sigende afviste prioren henvendelsen med Pilatus' ord: ""Quod scripsi, scripsi" - "Det jeg skrev, skrev jeg".

Kuplen i dåbskapellet, San Giovanni, Firenze Det, der gjorde størst indtryk, var det prægtige mosaikloft (udført fra omkring 1225 og til ind i 1300 tallet). Som rummet er også loftet, der har en diameter på omkring 26 meter, inddelt i otte sektioner. I tre af disse sektioner over højaltret er et billede af dommedag. I centrum en majestætisk Kristus (man se naglegabene i hænder og fødder) som dømmer alle levende og døde for deres gerninger. Til højre for Kristus ser man de retfærdige komme ud af deres grave og blive modtaget af engle for at blive stedt til hvile i patriarkernes favn (Abraham, Isak og Jakob), modsat ser man de stakkels syndere i helvede, hvor de bliver brændt, knust under sten, bidt af slanger og gnasket på af hæslige væsener. Det må have gjort indtryk på de sognebørn, som søndag efter søndag i flere timer var tvangsindlagt til at betragte disse grumme billeder. De øvrige sektioner, hvis temaer er knap så grusomme, beskriver englekor, Eva og Adam i Paradiset, Josefs historie, historier om Maria og Jesus samt historier om Johannes Døberen. Øverst i kuplen er billeder som beskriver den hierarkiske organisering af engle i himlen. Under Jesus ser vi til højre Jomfru Maria og de 12 apostle, til venstre profeter fra det gamle testamente sammen med Johannes Døberen.

Domkirken Santa Maria del Fiore
Domkirken Santa Maria del Fiore, Firenze Santa Maria del Fiore er sammen med domkirkerne i Rom, Milano og London en af kristenhedens største kirker. I 1293 besluttede republikken Firenze, at den ret ubetydelige basilika "Santa Reparata" skulle erstattes af en ny og standsmæssig kirke. Målet var at bygge en kirke, "så mennesket ikke nogensinde vile være i stand til at bygge noget større eller smukkere" - en temmelig ambitiøs målsætning, som passede godt til den selvbevidste bystat. For at kunne finansiere dette enorme projekt indførte man en skat på testamenter på 20 soldi. Som bygmester udpegede man Arnolfo di Cambio, der allerede arbejdede på ordenskirken Santa Croce, som vi også skal besøge på vores tur. Grundstenen blev nedlagt den 12. september 1298 - på Jomfru Marias fødselsdag - af kardinal Pietro Valeriani, den første pavelige udsending til Firenze, og kirken blev viet til den hellige jomfru. Den fik navnet "Santa Maria del Fiore", som betyder "Den hellige Maria af blomsterne" - formentlig en reference til den lilje, som byen bærer i sit våben. Arnolfos plan krævede, at udover Santa Reparata skulle også nogle mindre kapeller samt nogle adelsmænds huse nedrives. Efter voldsomme protester (der er jo altid nogen, der skal protestere og stille sig i vejen for fremskridtet.) reducerede Arnolfo modstræbende sin grundplan, så hovedskibet fik fem buer i stedet for seks. Skønt tidens dominerende stil var gotisk, planlagde Arnolfo en basilika i klassisk stil. Efter Arnolfos død (1302) lå byggeriet stille i mere end 30 år, indtil Giotto i 1334 blev udnævnt til bygmester med Andrea Pisano som sin assistent. Hovedskibet var kun færdig i en etages højde, og man var i gang med sideskibene. Giotto og Pisano genoptog byggeriet i henhold til Arnolfos design. Desværre døde Giotto allerede i 1337. Det meste af tiden brugte han på sit pragtfulde klokketårn, som vi kigger nærmere på om lidt. Giotto blev efterfulgt af Andrea Pisano som bygmester indtil dennes død i 1348. I disse år faldt Firenzes befolkning fra 90.000 til 45.000 som følge af pesten.

Under Francesco Talenti, som var bygmester fra 1349-1359, blev klokketårnet færdiggjort. I 1375 blev resterne af Santa Reparata revet ned. De følgende år blev der foretaget mange strukturelle ændringer både indvendigt og udvendigt. Fx blev der tilføjet to sakristier. Der skete også en del udsmykningsmæssige ændringer som lægning af det prægtige marmorgulv og opstilling af adskillige skulpturer samt maling af fresker.

Brunelleschis kuppel på Santa Maria del Fiore
Brunelleschis kuppel på Santa Maria del Fiore, Firenze Efter mere end 100 år måtte man i gang med den enorme udfordring som bestod i at lave en kuppel til domkirken. Problemet var ikke blevet mindre af, at kirken var blevet noget større end oprindelig planlagt af Arnolfo. Kuplens diameter er på godt 45 meter. Den 19. august 1419 blev der udskrevet en arkitektkonkurrence om en model til en kuppel. Allerede to måneder senere den 22. oktober indleverede Filippo Brunelleschi sit forslag. Brunelleschi havde den sidste halve snes år beskæftiget sig med domkirkebyggeriet, så han har selvfølgelig ikke kunnet lade være over at spekulere over, hvorledes han ville gribe problemet an. Hans forslag var at lave en ottekantet kuppel bestående af to "kuppelskaller" med vandrette og lodrette stivere mellem lagene for at sikre stabiliteten. Lorenzo Ghiberti, som Brunelleschi havde konkurreret med om fremstilling af nordporten til dåbskapellet, meldte sig også til konkurrencen, men vi ved ikke, hvornår han indleverede sin model. Efter at have tabt konkurrencen om nordporten havde Brunelleschi helliget sig arkitekturen, og i en årrække rejste han i rutefart mellem sin fødeby Firenze og Rom, hvor han studerede de klassiske bygningsværker. Undertiden i selskab med sin gode ven, Donatello. Han har sikkert især studeret Roms Pantheon med den vældige kuppel.

Det lader til, at dommerkomitéen havde svært ved at træffe en beslutning. Måske for ikke at fornærme nogen af kunstnerne udnævnte man i april 1420 Lorenzo Ghiberti, Filippo Brunelleschi og Battista d'Antonio som ligeordnede tilsynsførende med kuppelbyggeriet. Dette har formentlig ikke passet den stolte Brunelleschi, men i stedet for at trække sig gjorde han gode miner til slet. Battista, som ikke havde de store arkitektoniske evner, blev hurtigt koblet af, og kampen stod nu mellem de to gamle rivaler. På et kritisk tidspunkt i byggeriet sygemeldte Brunelleschi sig - uden at fejle noget. Formålet var at demonstrere, at Ghiberti ikke magtede opgaven. Da Ghiberti måtte give op overfor nogle tekniske problemer, blev Brunelleschi hurtigt rask og løste straks problemerne. Efter med al tydelighed at have demonstreret, at kuplen var Brunelleschi værk, fortsatte de to rivaler uden problemer som sideordnede arkitekter. Michelangelo benyttede Brunelleschis kuppel som direkte forbillede for Peterskirkens kuppel, og han udtalte, at "selv om min kuppel er større, er den ingenlunde smukkere". Da Brunelleschi døde den 14. maj 1446, blev han (selvfølgelig) bisat i Santa Maria del Fiore. Hans betydning for arkitekturen i Firenze kan ikke overvurderes. Udover kuplen på domkirken har han også stået for kirkerne San Lorenzo og Santo Spirito samt Ospedale degli Innocenti.

Firenzes nye katedral blev indviet af pave Eugen IV den 25. marts 1436, ca 140 år efter, at arbejdet var påbegyndt. Lang tid - men dog ikke usædvanlig lang. Prikken over i'et, lanternen, blev monteret i 1461. I 1492 blev lanternen ramt af lynet, og en stor marmorblok faldt ned fra kuplen og ødelagde i faldet Mediciernes banner. Dette blev af den overtroiske befolkning taget som et varsel, og kort efter døde den syge Lorenzo de Medici (den prægtige). I dag kan kuplen over Santa Maria del Fiore ses fra det meste af Firenze. Selv fra den modsatte side af Arno er den et imponerende syn.

Facaden på Santa Maria del Fiore
Facaden på domkirken har sin egen historie, som strækker sig over adskillige hundrede år. Arnolfos halvfærdige facade blev allerede revet ned i 1588. De figurer, som prydede facaden, kan i dag ses i domkirkemuseet. Først i 1871 efter dannelse af den italienske nation blev man enige om et nygotisk design bestående af rød, hvid og grøn marmor fra hhv. Siena, Carrara og Prato. Våbenskjoldene på den nederste del af facaden tilhører de familier, som medvirkede til at finansiere projektet. Dette arbejde blev realiseret af arkitekten Emilio de Fabris (1808-1883) i perioden 1876-1886. Domkirkens facade spiller efter min mening smukt sammen med både dåbskapellet og klokketårnet, om end den nok er lidt overpyntet.

Fire nicher indeholder marmorstatuer af evangelisterne: Markus af Niccolò di Piero Lamberti, Matthæus af Bernardo Ciuffagni, Lukas af Nanni di Banco og Johannes af Donatello, et af hans første mesterværker. Det tog ham otte år at færdiggøre statuen efter adskillige rykkere fra rekvirenten med trusler om økonomiske sanktioner.

Fra fronten fører tre indgange ind i kirken. Over hoveddøren - den midterste - er en fresko med med Kristus, over de to øvrige er der en fresko med Jomfru Maria, til hvem kirken er viet. På den nordlige langside finder man "Porta della Mandorla", "Mandelporten". Den har fået sit navn efter et yndefuldt relief af Nanni di Banco, hvor man på en mandelformet baggrund ser Jomfra Maria himmelfart.

Inde i domkirken Santa Maria del Fiore
Domkirken Santa Maria del Fiore, Firenze Mit første indtryk, da vi kom ind i domkirken, var, at den virkede umådelig stor og majestætisk - og temmelig tom. En del af den oprindelige udsmykning er i tidens løb enten gået tabt eller overført til domkirkemuseet. Den 146 meter lange kirke er bygget i form af et latinsk kors, suppleret med tre sideskibe. Hvert sideskib er forsynet med en ottekantet kuppel. Midterskibet er forsynet med imponerende gotiske buer.

Det mangefarvede marmorgulv tilskrives Baccio d'Agnolo og Francesco da Sangallo (1520-1526). Ved restaureringen efter oversvømmelsen i 1966 flood viste det sig, at dele af Arnolfos oprindelige facade var blevet genanvendt, blot med "bagsiden" opad. Sideskibene og koret får lys gennem fine malede glasvinduer, udført i 1400-tallet af kunstnere som Ghiberti, Paolo Uccello, Donatello og Andrea del Castagno. Lysåbningen over hoveddøren er en mosaik lavet af Gaddo Gaddi (begyndelsen af 1300-tallet), som også lavede mosaikker til dåbskapellet.

Over højaltret hænger et trækrucifiks af Benedetto da Maiano (1477). Kapellet bag højaltret indeholder et af Ghibertis mesterværker, Sankt Zanobus' urne. Sankt Zanobus var, som tidligere nævnt, byens skytshelgen sammen med Johannes Døberen. Efter sin død i 429 blev han begravet i San Lorenzo og sidenhen i 800-tallet overført til byens domkirke. Under kuplen er et stort ottekantet kor, omgivet af en smuk marmor balustrade. Det er dog ikke den samme balustrade, som Lorenzo den Prægtige i 1478 sprang over for at undgå at blive dræbt af pavens og ærkebiskoppens lejemordere. Mere herom senere.

Sir John Hawkwood, freske af Paolo Uccello i Santa Maria del Fiore, Firenze Det første, jeg så, da vi kom ind i kirken, var et stort kalkmaleri højt oppe på væggen. Billedet forestiller den engelske lejesoldat John Hawkwood, der efter en glorværdig karriere som soldat i England blev udnævnt til kaptajn og adlet for sine fortjenester af Edward III. Han tog til Italien (hm, jeg ved godt, at der ikke var noget Italien på den tid, men du forstår sikkert?), hvor han oprettede et kompagni af lejesoldater på omkring 1.000 mand. Efter at have deltaget i kampe mod Milano var han i en periode øverstbefalende i Pisas kamp mod Firenze!. Hans bande af hårde lejesoldater arbejdede snart for den ene magthaver snart for den anden og var på den måde med til at opretholde en magtbalance mellem de konkurrerende bystater. Han sluttede sin militære karriere i Firenze, hvor han blev meget populær blandt befolkningen med sit såkaldte "hvide kompagni". Soldaterne bar stiger, som kunne sættes sammen, hvorved de kunne passere de høje bymure. Desuden havde de specialiseret sig i at kæmpe om natten, hvilke ellers ikke hørte til god tone på den tid. Da han døde den 17. marts 1394, gav republikken ham en storslået begravelse i domkirken på nordsiden af koret. Året efter fik John Hawkwoods enke tilladelse til at flytte ægtefællens rester til England. Tilladelsen blev givet efter anmodning fra den engelske konge Richard II.

24 timers ur i Santa Maria del Fiore, Firenze Imidlertiden ville byen gerne rejse et rytterstatue i bronze for den populære stridsmand. Desværre fattede byen penge, så i stedet besluttede man "at nøjes med" et kalkmaleri. Værket, som er godt 8 gange 5 meter, blev udført af Paolo Uccello (1436). Fresken er bevidst lavet, så den mest muligt minder om en bronzestatue: der er valgt en farve (terra verde), som minder om irret bronze, og figuren fremstår klar på en ensfarvet baggrund. Jeg kom til at tænke på en regel for rytterstatuer, som jeg et par aftener senere fik genopfrisket ved møde med en amerikaner på "vores" spisested: "Hvis hesten har begge forben i luften, døde personen i kamp. Hvis hesten har ét forben i luften, er personen død som følge af et sår pådraget i kamp. Hvis hesten har alle fire ben på jorden, døde personen af naturlige årsager". Jeg har desværre ikke kunne få verificeret, om Ucello overholdt denne regel ifm dette ryttermonument.

På indersiden af domkirkens vestfacade så vi "Uccellos ur". Uret har kun én viser, og - mere besynderligt - går denne viser "den forkerte vej rundt", hvorfor timetallene også er vist i modsat retning af, hvad vi finder normalt. Urskiven omfatter 24 timer, hvilket er knap så usædvanligt. Der er usikkerhed om, hvorvidt de fire portrætter i hjørnerne (malet al fresco i 1443 af Paolo Uccello) forestiller profeter eller evangelisterne. (jeg hælder til profeterne, da man næsten aldrig ser profeterne afbildet uden deres symboler, løve, ørn osv.). Fra 1443-1445 lavede han to af glasvinduerne i kuplen.

Dante med sin guddommelige komedie i Santa Maria del Fiore, Firenze Det venstre sideskib indeholder fresker af Paolo Uccello og Andrea del Castagno. I kuplen har Vasari-Zuccari malet Dommedag. Her ser vi også det historisk set interessante billede af Dante, udført af Domenico di Michelino (i 1465 i 200-året for Dantes fødsel). Jeg vil vente med at berette mere detaljeret om Dantes liv og virke, indtil vi kommer til Santa Croce kirken, hvor vi skal se hans (tomme) grav. Man ser Dante (Alighieri) med sit værk "Den guddommelige komedie" i hånden. Værket, som er et vældigt epos, beskriver Dantes rejse gennem Helvede, Skærsilden og Paradiset under ledsagelse af hhv. Virgil og hans (Dantes) elskede Beatrice. På billedet peger Dante mod venstre på en procession af syndere, som ledes ned til Helvede. Bag ham ser man Skærsildens bjerg med de syv terrasser, én for hver af de syv dødssynder (stolthed, grådighed, begær, frådseri, vrede, misundelse og dovenskab). På toppen ser vi Adam og Eva i det jordiske paradis, mens solen og månen over dem repræsenterer det himmelske paradis. Dante selv kigger bedrøvet mod sit elskede Firenze, hvorfra han i 1302 blev livsvarigt forvist på grund af sin politiske deltagelse. Kunstneren har tiltaget sig den frihed at vise domkirken med kuppel, men Danta, som døde i 1321 i Ravenna, har aldrig set dette syn, da kuplen først var færdig mere end 100 år efter hans død.

Klokketårnet - kampanilen
Klokketårnet - kampanilen - ved Santa Maria del Fiore, Firenze Den sidste bygning, vi besøgte på den smukke domkirkeplads, var klokketårnet - eller kampanilen. Som det var sædvane på den tid, er det en selvstændig bygning - som det berømte "skæve tårn", vi havde besøgt i Pisa på starten på vores rejse. Helhedsindtrykket af tårnet er elegant. Hver etage er lavet lidt højere end sin forgænger, så de set nedefra ser ud til at være af samme højde. I 1334, efter at hele domkirkebyggeriet havde ligget stille i mere end 30 år, blev den kendte maler Giotto [di Bondone] udnævnt til bygmester og tilsynsførende med klokketårnet. På det tidspunkt var Giotto 67 år gammel. I stedet for at følge Arnolfo di Cambios design, besluttede han at lave sit eget - dog med stor respekt og hensyntagen til den kirke, som den skulle være en del af. Den første sten til klokketårnet blev lagt den 18. juli 1334. Grundformen er kvadratisk (14,45 meter på hver led) og med karakteristiske fremhævede hjørnepiller, som løber hele vejen til tårnets top. Facaden blev udsmykket med marmorblokke i smukke, geometriske mønstre, så det på afstand ser ud, som om den er malet (Giotto er også bedre kendt som maler end som arkitekt). Da Giotto døde i 1337, havde han kun afsluttet den nederste del af tårnet. Udsmykningen består af paneler med ottekantede basrelieffer på siderne. Reliefferne viser menneskehedens udvikling fra Adam og Eva, udviklingen i kunst, håndværk, videnskab og kunst. Disse relieffer er udarbejdet af bl.a. Andrea og Nino Pisano efter Giottos forskrifter. Over indgangsdøren ser vi "Madonna og barnet", og over dette værk en status af Kristus omgivet af to profeter.

Indgang til lokketårnet - kampanilen - ved Santa Maria del Fiore, Firenze Giotto blev i 1343 efterfulgt af Andrea Pisano (ham med syddøren til baptisteriet), og han fulgte Giottos design slavisk. Pisano nåede at føje endnu en etage til tårnet, indtil byggeriet blev indstillet for en tid i 1348 på grund af pesten. Anden etage er som underetagen opdelt i to vandrette rækker. I stedet for relieffer som i underetagen tilføjede han 16 nicher, hvor der blev anbragt statuer af helgener og profeter, heriblandt (hvem ellers?) Johannes Døberen. Donatello lavede en statue af profeten Habakuk, en lille, rund mand med et skaldet hoved. Den blev snart af folkevidet døbt "lo Zuccone" - "græskarret". I sandhedens interesse skal nævnes, at alle de oprindelige statuer for længst er erstattet af kopier. Originalerne kan ses i domkirkemuseet.

Francesco Talenti afsluttede tårnet i 1359 med de tre øverste etager. I stedet for en udsmykning med relieffer og nicher med statuer lavede Talenti vinduer, på 3. og 4. etage 2 vinduer i hver side, på 5. og sidste etage et kæmpestort vindue i hver side. Giotto havde planlagt at afslutte tårnet med et spir, så den samlede højde ville blive 122 meter. På den flade top anlagde han en udsigtsplatform, som er åben for turister med "gode ben". 416 trin er der til den betagende udsigt. Tårnets højde er 84,7 meter.

De stolte florentinere fortæller, at kejser Karl V af Habsburg ved synet af det elegante tårn skal have udtalt: "sådan et kosteligt kunstværk burde opbevares under glas".

Mordet i domkirken
Kirken har i sin levetid været vidne til mange betydningsfulde begivenheder. En af de største var åbning af koncilet den 2. marts 1439. Dette koncil førte til en midlertidig forsoning af den katolske kirke og den ortodokse kirke. Et andet eksempel er det såkaldte "Pazzi komplot", hvor den katolske kirke med paven i spidsen forsøgte at dræbe brødrene Lorenzo og Giuliano de Medici. Det lykkedes Lorenzo at undslippe ved at søge tilflugt i sakristiet. Læs mere her om den spændende tildragelse.

 

Tilbage til Rejseholdets hjemmeside Til toppen af denne side Pisa med det skæve tårn mm Mordet i domkirken