 |
Bus til Pattaya/Jomtien
Vi var fremme i Bangkok ved 6-tiden om morgenen, hvor bussen ventede os med bagagen. Vi blev kørt hen på et hotel, som lå lige ved siden af Hotel Rembrandt, hvor vi havde boet de første 4 dage. Efter et dejligt morgenmåltid startede bussen med retning sydpå til Pattaya. Vi kørte gennem Pattaya, fortsatte ca. 4 km sydpå til Jomtien, hvor vi skulle tilbringe de sidste 4 dage.
Jomtien
De fleste af selskabet skulle bo på Jomtien Grand Palace, som lå ca. 100 meter fra stranden. Hotellet var af samme høje standard som de øvrige hoteller, vi havde boet på. På 4. etage lå en dejlig swimming pool. Herudover lå der mellem hotellet og havet et dejligt poolområde med bar og restaurant. Vi startede med at gå i poolen, hvor vandet viste sig at være utrolig varmt. Da vi senere gik ned til stranden, mødte vi nogle fra selskabet, som 'advarede' os om, at vandet i havet var ligefrem ubehagelig varmt. Og vi måtte give dem ret. Aldrig havde vi mærket så varmt havvand - formentlig 32-33 grader.
Om eftermiddagen tog pigerne (kvindfolkene) hen til en nærliggende massageklinik, hvor de fik thai massage. De blev alle iklædt nogle pyjamaslignende gevandter. Behandlingen varede ca. 1 time, hvorunder de blev maset og banket og rykket og skubbet. Torturen endte med, at massøren gik oven på dem med sine bare tæer. Så udkørte var de, at de næsten ikke kunne gå tilbage til hotellet. Hvis ikke Karin havde råbt højt, da de passerede en købmandsforretning, ville de være kommet helt tomhændede.
Captain's Corner
Om aftenen spiste vi på Captain's Corner, en danskejet restaurant, som ligger på vejen mellem Jomtien og Pattaya. Restauranten sender hver aften en grisebil ud og samler kunder op på hotellerne. Mad, drikkevarer og betjening var helt i top. For 250 baht (50 kr) kunne vi vælge mellem forskellige slags bøffer, kylling, pølser, kæmperejer mv., som så efterfølgende blev tilberedt af en kok. Herudover kunne vi forsyne os fra en dejlig salatbar. Rygterne sagde, at man kunne få stegt flæsk med persillesovs her. Men Erling fik "dræberblikket" fra Bente, da han vovede at gøre opmærksom på det. Vi talte lidt med værten, som viste sig at kende Ejvind, som har boet på de kanter i flere år. Ejvind driver sammen med sin thailandske kone en restauration i Danmark (Kaløvig Strandkro), hvor vi plejer at holde vores familiesammenkomster.
Endnu en gang bstilte vi irish coffee flambé. Spiritussen i glasset blev antændt, sukkeret på kanten af glasset karamelliseredes på grund af varmen. Lidt spiritus i et andet glas blev antændt og derefter som en søjle af ild hældt over flødeskummet i det første glas. En rigtig festforestilling.
|