Nel blu di pinto di blu

Dag 2 - Colosseum og Forum Romanum
Colosseum "Så længe Colosseum står, så længe vil også Rom stå; når colosseum falder, vil også Rom falde; når Rom falder, vil hele verden gå under". Denne profeti fra det 8. århundrede blev givet af en engelsk historiker, som følte, at hele verdens skæbne var forbundet til Colosseums.

Romerne byggede amfiteatre til underholdning. Gladiator kampe og kampe med og mellem vilde dyr var nogle af de begivenheder, der udspandt sig i arenaen. Den jævne romer havde typisk én arbejdsdag og én fridag. Ja, mange af dem arbejdede slet ikke. En kalender fra antikken viser, at der på et år var 182 fridage!!! Hertil kom de ekstra fridage, som kejseren delte ud med rund hånd. Hvorledes de fik det nødvendigt arbejde udført? Det havde de slaver til. Og slaverne var jo ikke romere. For at undgå oprør måtte kejseren underholde masserne. Kejser Vespasian byggede (eller rettere fik bygget) amfitheatret i år 72 efter vor tidsregning på et område, som tidligere var en sump. Nogle af afvandingssystemerne og kloakerne fra den tid er stadig i funktion. Placeringen af colosseum var en politisk genistreg, idet Vespasian lod det bygge på det område, hvor den forhadte kejser Nero havde sit store fiskebassin. Nero havde 'eksproprieret' et stort område i det centrale Rom, hvor han lod bygge et prægtigt palads. (Resterne af Neros villa kan vistnok beses, men det fandt vi først ud af, da vi var kommet hjem). Området blev ryddet og Colosseum rejst. Da det var færdigt, kunne det rumme 75,000 tilskuere. Indretningen var meget praktisk med 8 nummererede indgange, hver med trapper, som førte op til de respektive platforme. Tilskueren kom ind ad sin bestemte indgang og kunne indtage sin plads på mindre end 10 minutter. Pladsen var bestemt af tilskuerens sociale status. Jo mere velhavende du var, jo tættere kom du til kejseren.De forskellige sociale klasser var således fuldstændig adskilt. Slaverne fik undertiden tilladelse til at stå høj, højt oppe og overvære de drabelige begivenheder på afstand. Ved indvielsen i år 80 deklarerede kejseren 3 måneders ekstra ferie. Og der blev uddelt enten penge eller fødevarer til befolkningen.


Arenaen i Colosseum

Ikke alene siddeforholdene var godt organiseret. Det samme var arenaen samt det netværk af underjordiske rum og dyrebure. Gulvet, som var ellipseformet, var lavet af træ og havde flere døre, som første ned til disse rum. Gulvet var dækket med sand (arena betyder sand på græsk). Sandet skulle dels skjule disse døre, dels opsuge den mængde blod, som blev udgydt i forbindelse med de brutale begivenheder, som fandt sted. I nogle af de underjordiske rum var der bure, som ved et sindrigt hejseværk kunne hejses op i arenaen, så det så ud, som fx løven sprang op ad sandet. I tilfælde af regn eller snarere stærk sol kunne et lærredssejl spændes ud over tilskuerpladserne øverst oppe.

Et typisk 'forestilling' begyndte måske med vilde dyr, som blev bragt ind fra Nordafrika eller Mellemøsten. Denne form for underholdning betød, at mange vilde dyr, fx berberløverne i Nordafrika, er blevet næsten udryddet. Gladiatorerne (i begyndelsen soldater, siden slaver, krigsfanger og kriminelle) kæmpede enten indbyrdes eller mod de vilde dyr. Der er eksempler på, at 5.000 par gladiatorer kæmpede indbyrdes under 'en forestilling'. Når gladiatorerne kom ind i arenaen standsede de, kiggede op mod Cæcar og sagde: De, der snart skal dø, hilser dig. Nogle personer, udklædt som Karon (færgemanden, som sejler de døde over floden Styx), fjernede de døde fra arenaen og rev sandet for at fjerne blodsporene. Hvis en gladiator var blevet hårdt såret, kiggede hans modstander op mod kejseren. Og hvis den sårede gladiator havde kæmpet en god kamp, vendte kejseren tommelfingeren op - og hans liv blev skånet. I modsat fald vendtes tommelfingeren ned, og han blev dræbt. kejser Konstantin I forbød gladiatorkampe, men de fortsatte indtil år 405.


Forum Romanum
Via Saccra foran Antoninus og Faustinas tempel Roman Forum var centrum for alle handelsmæssige, politiske og offentlige aktiviteter. Forum indeholdt markeder, fængsler, underholdning, monumenter og templer, bygget af de forskellige kejsere, som kæmpede indbyrdes for at efterlade det mest imponerende eftermæle. Måske vil du som vi blive en smule skuffet ved første øjekast. Så meget er blevet ødelagt i tidens løb, så det er næsten umuligt at danne sig et indtryk af, hvorledes det så ud for fx 2.000 år siden. Nemmere bliver det ikke af, at bygningerne og mindesmærkerne stammer fra mange forskellige perioder. Bygninger er revet ned og andre opført på ruinerne. Fx blev der i middelalderen bygget en række beboelsesejendomme langs med Forum på de eksisterende fundamenter. Disse er efterfølgende revet ned for ikke at forstyrre indtrykket af antikkens forum.

Senatsbygningen - Curia Via Sacra er hovedgaden, der fører gennem Forum. Den går fra Titus triumfbue i syd til Septimus Severus buen i nord. Langs med denne vej lå templer for hovedguderne, basilikaer til behandling af retssager til til handel. Når de sejrende hære vendte tilbage til Rom, så generalen og soldaterne frem til deres triumftog ad Via Sacra. Med i optoget, som blev arrangeret af senatet, var krigsfanger - og helst den tilfangetagne konge fra de fjendtlige styrker. Undervejs ofrede man til guderne - altid til overguden Jupiter i hans tempel. Og turen sluttede med modtagelse på Capitol. Senatsbygningen - Curia - er det eneste intakte bygningsværk på Forum Romanum - formentlig fordi det i mange år blev brugt som kirke. Curia blev planlagt af Julius Cæcar og færdiggjort af Augustus i år 29. I hver side af rummet er der 5 rækker pladser, hvor de ca. 300 senatsmedlemmer har løst Roms - og verdens - problemer. Væggene er bare, men der er et utrolig smukt marmorgulv i rummet. I middelalderen blev de smukke broncedøre fjernet og placeret i Laterankirken (som vi også kommer til på et tidspunkt, om du hænger på).

Rostra - talerstolen Nedenfor Septimus Severus' triumfbue ses de sørgelige rester af en mur. Det er hvad, der er tilbage af Rostra, oratorernes talestol. Herfra holdt Marcus Antonius sin blændende tale efter mordet på Cæcar (jeg husker stadig en ung Marlon Brando holde en flammende tale til den romerske offentlighed). Her lagde morderne Ciceros afhuggede hoved og hænder, efter at han var faldet i unåde hos Marcus Antonius. Min kollega Bjarne (som kan andet og mere end få en Oracle database til 'at synge og danse') har fortalt mig, at navnet rostra stammer fra den bronze rambuk, som befandt sig i spidsen af datiden galejer. Når en fjendtlig galej var blevet opbragt, blev rostrum sendt til Rom, hvor den blev stablet op ved siden af talerstolen og fastgjort til bagmuren. (Skikken svarer vel til at tage skalpe for at kunne bevise sine sejre). Tæt ved rostra stod den broncesøjle, hvorfra alle afstande i imperiet måltes.


Ved udgravninger af Forum Romanum sidst i 1800-tallet var området over tiden blevet dækket af et lag muld og brokker - området havde i mange år tjent som græsningsareal for okser - i ca. 3 meters højde. For at lette arbejdet for de romerske arkæologers anvendte man en besynderlig teknik. Med anvendelse af dynamit sprængte man huller ned i ca. 2 meters dybde, med det resultat, at søjler og andre efterladenskaber blev kastet hulter til bulter. Det har efterfølgende gjort det yderligere vanskeligt at bestemme, hvorledes stedet har set ud i de forskellige tidsaldre. Til gengæld har det sikkert været meget effektivt, når man tænker på, hvorledes nutidens arkæologer kravler rundt på alle 4 bevæbnet med en ske og en fin pensel. Men jeg er mere tilbøjelig til at betragte metoden som forbryderisk.

Der er mange vigtige monumenter at se. Du kan fx starte med Saturns temple. Saturn var Italiens mytiske gudekonge. Til hans ære fejrede man de såkaldte saturnalier fra 17.-23. december. I den periode blandede romerne og slaverne sig. Kontorer og forretninger blev lukket, og folk gav hinanden gaver. Mange af disse ritualer er videreført af de kristne. Der findes også et par basilikaer. Disse bygninger var i det gamle Rom ikke kirker, men snarere forretningslokaler. Først senere ændrede mange af dem status til kirker. Fx var Julias basilika hjemsted for domstolene tillige med, at det tjente som marked. Det fortælles, at den gale kejser Caligula elskede at kaste mønter ud til befolkningen fra taget og nød synet af mennesker kæmpe om disse mønter. Det var denne kejser, som efter sigende havde planer om at udnævne sin elskede hest til konsul. Julius Cæcars tempel er bygget efter hans død på det sted, hvor man menes kremeret.


Titus triumfbue
Kejser Titus' triumfbue Jesusalems ødelæggelse Titus triumfbue ligger på det højeste punkt af Via Sacra. Den er bygget i år 81 af kejser Domitian for at hædre broderen Titus og faderen Vespasians bedrifter i Judæa. Efter (endnu) et jødisk oprør indtog romerne Jerusalem, brændte byen ned, ødelagde det pragtfulde tempel og førte mange af de jødiske helligdomme med sig til Rom. Relieffer indvendigt i triumfbuen viser billeder fra erobringen af Jerusalem. Eksempelvis ses soldater i triumf bortføre den hellige 7-armede lysestage og bordet med de hellige skuebrød fra templet. Af den årsag nægter mange jøder i dag at gå gennem buen. En besynderlig ting at hædre et menneske for at have ødelagt et tempel. Undskyld, jeg glemte et øjeblik, at kejseren ikke er et menneske, men en gud. Mange af jøderne blev i øvrigt tvunget med til Rom som slaver. Gudinden Victoria (Nike) ses i færd med at krone kejseren, og gudinden Roma optræder i skikkelse af en amazone. Efter sin død blev Titus guddommeliggjort. Inde i buen er et billede af kejseren, hvor han føres til himlen af en engel. Mange har selvfølgelig undret sig over, hvad der blev af de jødiske skatte, efter at de var kommet til Rom. Nogle mener, at de er smidt i Tiberen. Andre at de blev røvet af Goterne, da de raserede Rom i år 410.

I det 11. århundrede indlemmede den velhavende Frangipani familie Titus triumfbue i det palads, som de byggede på Palatiner højen. Men i 1800-tallet blev triumfbuen restaureret og tilbageført.


Vestas tempel
Vestas tempel Vestas tempel var dedikeret til 'hjertets gudinde (beklager, Lady Di - men du var altså ikke den første). Templet, som var et af de helligste steder, indeholdt den hellige flamme. Én gang om året slukkede den romerske husherre hjemmets arne og gik i vestatemplet, hvor flammen blev fornyet. I nærhededen af templet boede vestalinderne, som fungerede som præsteskab. De blev 'rekrutteret' i 6-7 års alderen fra patricierfamilierne og fik en 'ansættelseskontrakt' på 30 år. De første 10 år var en oplæringsperiode i ritualerne, de næste 10 år en arbejdsperiode, og endelig en periode på 10 år, hvor de underviste novicerne. Vestalinderne skulle værge kyskhed, så længe de var i templet. Brud på løftet straffedes med døden, almindeligvis ved at den formastelige blev levende begravet i en underjordisk celle.


"Jeg blev så bevæget på Forum, at jeg var lige ved at falde i søvn. Rom minder mig om en mand, som lever af at forevise de rejsende sin bedstemors lig, James Joyce.

 

Senatus Populus Que Romanus - Tilhører der romerske senat og folk Overalt i Rom mødte vi dette skilt. På bygninger og statuer. På al offentlig ejendom. SPQR står for Senatus Populus Que Romanus "Det romerske senat og folk". Indskriften går helt tilbage til antikken. En mere uelskværdig udlægning af de 4 bogstaver er Sono Porci Questi Romani - De er nogle svin, de romere.


Piazza del Popolo
Piazza del Popolo Om aftenen tog vi metroen til Piazza del Popolo. Umiddelbart skulle man tro, at navnet betyder 'folkets plads'. virkeligheden stammer navnet fra en lille landsby, som lå lige udenfor bymuren. Midt på pladsen står en stor obelisk, som kejser Augustus 'importerede' fra Ægypten. Oprindelig stod den på Circus Maximus. H.C. Andersen sagde engang, at "vandet fra springvandet med de fire løvehoveder smagte bedre end den bedste vin fra Cypern". Vi afprøvede dog ikke hans påstand. Men efter en udmattende tur i deligence ned gennem Europa, havde han formentlig ret. Piazza del Popolo var den nordlige byport til Rom, hvortil alle vogne nordfra ankom. Den danske kunstnerkoloni, som boede i Rom tidligt i 1800-tallet, samledes her hver uge for at modtage post fra Danmark, og for at byde rejsende hjemmefra velkommen. Disse begivenheder beskrives levende i Vilhelm Bergsøe's "Fra Piazza del Popolo", som Birgit og jeg har læst med begejstring. Den måske mest prominente danske kunstner i Rom, Bertel Thorvaldsen ankom ikke via Piazza del Popolo. Han sejlede med fregatten Thetis, hvor han må have befundet sig godt. Han lagde ind til Malta, sejlede så til Tripolis, hvorefter han igen returnerede til Malta, hvor han sammen med sin hund blev sat i land. Så måtte han herfra skaffe transport til Napoli. Vi kan anbefale en lille udgivelse på Forlaget Tommeliden af N. Birger Nielsen, som hedder "Til Piazza del Popolo".

På den ene side af pladsen - foran Monte Pincio - ligger en fantastisk fontæne. Her ses den imponerende gudinde Roma med skjold og sværd. Desuden er der et par herrer, som symboliserer floderne Tiberen og Aniene. Også ulvinden, som gav mælk til Romolus og Remo er kommet med. Bag fontænen snor en sti sig op ad bjergsiden til en art "triumfbue", hvis top er indrettet som en udsigtsplatform. På den anden side af pladsen findes også en imponerende fontæne. Hovedpersonen er Neptun md 2 tritoner i gang med at fange fisk, som ville gøre enhver lystfisker misundelig. På Pinci højen, som bærer sit navn efter patricierfamilien Pincii, boede feltherren Luciuc Lucullus efter at have trukket sig tilbage fra militæret. Her levede han et overdådig livt med sans for bordets glæder. Så berømte var hans gæstebud, at de har givet navn til "et lukullisk måltid". Kejser Claudius' ægtefælle, Messalina fik fingre i ejendommen - vistnok ved at tvinge ejeren til at begå selvmord. Efter sigende nøjedes hun ikke med at nyde bordets glæder. Da Claudius gennemskuede sin hustru, lod han hende dræbe.

Efter at have betragtet det hektiske liv (trafik) på pladsen, spadserede vi tilbage til Hotel Kennedy ad Via del Corso, én af Roms hovedgader. Vi var enige om, at vi ville komme tilbage en anden dag for st studere de 3 kirker, som lå på pladsen.



  

Santa Maria Maggiore
Santa Maria Maggiore På vejen tilbage - ca 5 minutters gang fra Hotel Kennedy - 'opdagede' vi en fantastisk kirke. Lige ved siden af Via Cavour, en gade som vi besteg mange gange i løbet af vores ophold. Santa Maria Maggiore - én af Roms ældste basilikaer - er ifølge den såkaldte snelegende. I 352 besluttede et ældre velhavende ægtepar, at de ville give alle deres ejendomme til Jomfru Maria, og de bad hende om anvisning på, hvorledes hun ønskede pengene brugt. Om natten fortalte Jomfru Maria dem i drømme om at bygge en kirke, hvor der faldt sne i løbet af natten. Om morgenen den 5. august (august er almindeligvis årets varmeste måned) fik de meddelelse om, at det havde sneet på Esquiline højen. Ægteparret gik til pave Liberius, og han gik i gang med at bygge basilikaen (lad os håbe, at han ikke var helt alene om det). Hvert år den 5. august fejres Snemiraklet med et særlig messe, hvor tusindvis af kronblade kastes ud fra tagene for at skabe en illusion om sne. Kommer du til Rom på den tid, så er det sikkert en messe værd. Indtil det 14. århundrede fejredes hændelsen alene i Santa Maria Maggiore, men nu sker det vistnok i de fleste af (alle?) byens kirker. Kirken har 2 kupler og 2 indgange. Begge er så smukke, at man ikke kan tale om for- og bagside.

Santa Maria Maggiore, kapel Bag (eller foran?) indgangen til kirken står en obelisk. Den er rejst i 1857 af Pave Sixtus V som kendetegn for pilgrimme. Det er den eneste kirke i Rom, hvor der har væres messe hver dag siden det 6. århundrede.

I kirken findes et Jomfru Maria portræt udført af Lukas. På Malta har vi set et andet Jomfru Maria portræt (kalkmaleri), angiveligt også udført af Lukas. Den gode Lukas var udover at være maler også læge. Men først og fremmest var han discipel og evangelist. I kælderen befinder sig resterne af Jesu vugge (uden garanti fra min side). Desværre blev vuggen beskadiget for mange år siden, da en biskop beordrede den flyttet fra en lille kapel uden og ind i kirken. Desværre er det ikke muligt at få tilladelse til at se vuggen.


H. C. Andersen i Rom
H.C. Andersen Efter at Birgit og jeg vendte tilbage fra Rom har vi læst om H.C. Andersens italiensrejser. Hans første rejse, som varede 15 måneder, omfattede både Norditalien, Rom, Napoli, Capri og Pompei. Andersen var da - i 1833 - 29 år. Han skulle vende tilbage til Rom flere gange og har skrevet om sine rejser i sin selvbiografi "Mit livs Eventyr" samt i rejseskildringen "En digters bazar". Hans gennembrudsværk "Improvisatoren" foregår i Rom, og er faktisk en (ikke særlig godt) maskeret skildring af hans eget liv. Hovedpersonen Antonio er selvfølgelig forfatteren selv, men også hans velgører Jonas Collin, rektor Meisling (som plagede H.C. Andersen gennem flere år) og Jenny Lind, den svenske nattergal lader sig let genkende. Bogen er både en spændende roman og en udmærket skildring af Rom og dens dagligliv. Det kan varmt anbefales at læse denne roman. Ved siden af nummer 104 i Via Sistina findes et marmorskilt, som fortæller, at "i dette hus boede i årene 1833-1834 den danske forfatter Hans Christian Andersen. Hans ophold i Rom inspirerede ham til romanen Improvisatoren."


En lang - men udbytterig - var slut. Vi havde ikke energi til andet end at få noget at spise. I morgen vil vi besøge Vatikanet. Klik her, hvis du vil med.

Start på rejsen Toppen af denne side Forrige side Næste side