Wilhelm Dörpfeld fortsatte udgravningerne ved Troja efter Schliemann død med finansiel støtte fra Sophia Schliemann, og han kom frem til den erkendelse, at Troja VI var hjemsted for Homers storslåede epos Iliaden. I 1932, da han var oppe i 80-erne, blev han af Carl Blegan ovebevist om, at det rettelig var det lag, der benævnes Troja VII-A, som indeholdt Homers by. Fra 1932-1938 gennemgik et hold udstyret med tidens mest moderne teknik og under ledelse af professor Carl Blegen fra University of Cincinnati udgravningerne for at datere de forskellige kulturlag. Interessen samlede sig naturligt om Troja VI. Blegan mente, at Troja VI ikke var blevet ødelagt af en brand men af et jordskælv. Desuden fandt han, at Schliemann fejlagtigt havde adskilt to lag, som faktisk tilhørte samme kultur. Resultatet var, at Homers Troja blev henført til kulturlag VII-A. Men også Blegan havde kritikere, som fremførte, at fordi man havde funder forrådskrukker, behøvede der ikke at have været en belejring, og at fundet af pilespidser ikke automatisk betød, at der havde været en krig. Udgravninger lå nu stille i omkring 50 år, indtil de i sommeren 1988 blev genoptaget af et hold fra Tübingen Universitet og University of Cincinnati under ledelse af professor dr. Manfred Korfmann. Da Korfmann døde i 2005 blev ledelsen af projektet overtaget af en af hans kolleger, Ernst Pernicka.
På baggrund af udgravningerne ved vi, at Troja gennem tiden mange gange er blevet ødelagt og efterfølgende genopbygget. Der er indtil videre fundet ni byer og en boplads ovenpå hinanden. Den tidligste boplads er fra neolitisk tid (ca. 3700 fvt.) og den seneste by er fra romersk tid (ca. 500 evt.).
Gennem tiden har der været mange spekulationer over, i hvilken periode den trojanske krig fandt sted. Schliemann mente, at det måtte være i lagene fra den tidlige bronzealder. I dag mener man, at den trojanske krig fandt sted i 1200-tallet fvt., det vil sige den sene del af den græske bronzealder. Med sin placering som et bindeled mellem Asien og Europa har Troja formentlig været en magtfuld by I bronzealderen, men efter byens ødelæggelser i slutningen af bronzealderen, ser det ud til, at den blev forladt i en periode. Fra midten af det 8. årh. fvt. blev byen igen beboet. I år 85 blev byen underlagt det romerske rige og i den forbindelse delvis restaureret af den romerske general Sulla.
| Troja | 3700 - 3400 fvt. | |
| Troja I | 3000 - 2600 fvt. | |
| Troja II | 2600 - 2250 fvt. | |
| Troja III | 2250 - 2100 fvt. | |
| Troja IV | 2100 - 1950 fvt. | |
| Troja V | 1950 - 1700 fvt. | |
| Troja VI | 1700 - 1400 fvt. | Formentlig ødelagt af jordskælv. |
| Troja VIIA | 1300 - 1190 fvt. | Homers Troja, ødelagt i krig, spor efter brand. |
| Troja VIII | 1190 fvt. - 85 evt. | |
| Troja IX | 85 - 500 evt. | Grundlagt under kejser Augustus. |
I dag er der skudt en turistby, Truva op i nærheden af Hissarlik højen, som hver dag modtager masser af turister, dels med bus fra Istanbul dels med færge via Çanakkale, som ligger omkring 50 km nordøst for Troja. Jeg har (endnu) ikke besøgt stedet, men har læst, at det er meget "turistet" med souvenirbutikker og et lile museum. Der er opstillet en stor træhest - den trojanske hest - som fungerer som legetøj for børnene. Udgravningen beskrives undertiden som "en ruin af ruiner" på grund af de mange udgravninger, der er foretaget. Også som følge af Schliemanns arkæologiske metode, som var særdeles destruktiv. I sin jagt på kong Priamos' by ødelagde han alle efterfølgende kulturlag, hvorved mange interessante strukturer blev ødelagt, bl.a. alle husvægge fra Troja II. Hertil kom, at stedet i mange år var ubeskyttet, så alt, hvad det har været muligt at fjerne, er for længst borte. Det kræver formentlig en kyndig guide at få en grundig indføring i den engang så blomstrende bronzealderkultur.
Indtil arkæologerne så økserne på Pushkin Museet i Moskva i 1994, mente man, at de var gået tabt sammen med de øvrige dele af den såkaldte Priamos' Skat. Skatten blev i 1880 overdraget til Nationalmuseet i Berlin, og var i tiden op til 1945 udstillet på det pragtfulde Pergamon Museum. Herfra blev det overført til en bunker under Berlin Zoo, hvorfra den forsvandt under krigens sidste kaotiske dage. Mange mente, at den var gået til under bombeangreb eller smeltet om. Under den kolde krig benægtede det russiske regime ethvert kendskab til Priamos’ Skat. Imidlertid dukkede skaten op på Pushkin Museet i Moskva i 1993. I årtier havde en håndfuld sovjetrussiske embedsmænd holdt hemmeligt, at skatten skjultes i kældrene under Pushkin Museet. Selv museets kurator Vladimir Tolstikov var holdt i uvidenhed og opdagede det ved et tilfælde i 1975. Også han så først skatten i 1993.
Der er siden indgået en aftale om returnering af genstande, som blev fjernet fra de tyske museer ved den russiske besættelse, men siden 2004 har museumsdirektører i Rusland nægtet at udlevere genstandene, som efter deres mening er en kompensation for den nazistiske ødelæggelse af russiske byer under anden verdenskrig. 27 millioner russere mistede livet, 100 museer blev ødelagt og utallige byer blev smadret under "Den store patiotiske Krig", som den benævnes i Rusland. Russerne har luftet at de vil returnere samlingen, hvis de på anden måde holdes skadeløse. Vilkov, den russiske ansvarlige, har udtalt, at Rusland er i besiddelse af omkring 249.000 kunstgenstande og 1.25 millioner bøger og andre publikationer.
Efterkommere af Frank Calvert gør også krav på i hvert fald en del af de skatte, som Schliemann bragte for dagens lys i Troja. Som tidligere nævnt ejede Frank Calvert den østlige halvdel af Hissarlik højen og den tyrkiske regering den vestlige halvdel. En engelsk arkæolog har på grundlag af Schliemanns dagbøger "rekonstrueret", hvor de enkelte fund blev gjort. Han har fundet frem til, at Schliemanns "Skat L," som overvejende bestod af ceremonielle økser, blev fundet på Calverts halvdel i 1890. Schliemann smuglede økserne ud af Tyrkiet og publicerede aldrig fundet, skønt han i fortrolige breve angav, at det efter hans mening var af største betydning. I 1902 dukkede økserne op på Troja udstillingen i Berlin, uden at deres oprindelse blev anført.
Under en konference udtalte den russiske kulturminister, Yevgeny Y. Sidorov at med udstillingen i Pushkin Museet blev Priamos' Skat givet tilbage til menneskeheden, og med de nye åbne grænser kunne interesserede, som ønskede at se guldet, lige så godt komme til Moskva som noget andet sted. De russiske og de tyske lærde har erklæret sig neutrale og overladt "den nye trojanske krig" til politikerne. Krigen bliver måske mindre blodig, men næppe kortere end den første trojanske krig, der som bekendt varede godt 10 år.
Den engelske forfatter og journalist Caroline Moorehead giver i "The Lost Treasures of Troy". London, Weidenfeld and Nicolson, 1994 en spændende beskrivelse af afsløringen af skattens skæbne. Bogen indeholder også en detaljeret og efter min mening nøgtern beskrivelse af Heinrich Schliemanns liv og levned.
Allerede mens Schliemann levede blev han udsat for en del kritik, idet mange anså ham for en amatør, som benyttede sine mange penge til at fremme sine egne private interesser uden hensyn til midlerne. Jeg vil her referere nogle af de kritikpunkter, som er rejst, og måske komme med et forsøg på et forsvar af min helt Heinrich Schliemann.
På hans tid var arkæologien ikke en etableret videnskab, og hans udgravningsmetoder var ikke meget anderledes end den, der blev anvendt i mange andre tilfælde, også på vores breddegrader. Her som der gik en mængde information tabt i forsøget på at finde spektakulære ting til opstilling i museerne. Schliemann er blevet kritiseret for at have bortgravet de lag, der dateringsmæssigt hører til den trojanske periode, men man bør tage i betragtning, at før hans indsats var der næppe nogen, der troede på, at Troja nogensinde havde eksisteret.
I 1972 i forbindelse med Schliemanns fødselsdag afslørede professor dr. William Calder fra Colorado University, at Schliemann havde fabrikeret en række usandheder, og andre forskere som professor David Traill fra University of California fulgte op. David Traill, Schliemann of Troy: Treasure and Deceit, John Murray Publishers. Jeg skal gengive nogle af kritikpunkterne i det følgende.
Barndommen og den påståede tidlige interesse for arkæologi.
I 1960-erne foretog en psykolog en gennemgang af tusindvis af breve fra Schliemann, og han kom frem til et noget andet billede af Schliemanns barndom end det, han selv har givet i sin selvbiografi. Tilsyneladende hadede Schliemann sin far, og gav ham skylden for moderens død. Der er intet i de tidlige breve, som antyder en interesse for Troja eller klassisk arkæologi. I det hele taget er hans fortælling om den fattige bondedreng, som tidligt i livet sætter sig et mål, bruger den første del af livet på at tjene en formue og derefter resten af livet på at realisere drømmen, romantiseret og delvist konstrueret. Det er fx tvivlsomt, om Schliemann som hævdet modtog den illustrerede historiebog i julegave, da han var otte år, idet eksperter har fastslået, af inskriptionen forrest i bogen er skrevet af en voksen. Til forsvar for Schliemann vil jeg fremføre, at det på den tid ikke var ualmindeligt, at mennesker forskønnede deres barndom, og det er vel også naturligt, at man som voksen især husker de drømme, som siden gik i opfyldelse. Traill mener, at Schliemanns interesse for den klassiske periode og arkæologien var en flugt fra hans forfejlede russiske ægteskab.
Priamos' skat.
Nærmere undersøgelser har vist, at den såkaldte "Priamos' skat" stammer fra en kultur, som eksisterede omkring 2500 fvt., dvs omkring 1250 år tidligere end Homers Troja. Hertil kommer, at fundene stammer fra forskellige perioder. Schliemann har formentlig samlet fund fra forskellige steder i området og "markedsført" dem som et samlet fund. Hans tjener Yannakis har indrømmet at en del af fundet, dog ikke guldet, stammede fra en grav, der lå et stykke borte. Det er senere kommet frem, at Schliemann skal have fået et guldsmed til at frembringe nogle smykker i mykensk stil og "plantet" dem i udgravningen. Denne ikke ukendte metode kaldtes "at salte". Og Schliemanns påstand om, at hans hustru Sophia skulle have assisteret ved fundet og den efterfølgende udsmugling af skatten, er også konstrueret, da vi ved, at Sophia opholdt sig hos sin familie i Athen i de dage, det foregik.
Agamemnons guldmaske.
Agamemnons guldmaske eller dødsmaske har tilhørt en mykensk fyrste, som levede omkring 300 år før den græske overkonge Agamemnon (hvis denne i det hele taget har levet). Men den alvorligste anklage mod Schliemann består i, at han selv skulle have ladet Agamemnons maske fremstille af en guldsmed i Paris. Det er blevet påpeget, at netop denne maske er påfaldende moderne og bærer en for sin tid usædvanlig moustache. Flere historikere har undret sig over, at masken minder mistænkeligt meget om Schliemann selv eller måske Schliemanns idol, kong Ludwig af Bayern. Schliemann skulle i så fald først have indsmuglet masken til Hissarlik forbi den emsige kontrollant og derefter anbragt den i udgravningen, så den ville blive fundet. Andre foreslår, at Schliemann "forbedrede" masken ved at tilføje eller fremhæve især moustachen. Den græske regering har hidtil afslået at lade masken underkaste en nærmere undersøgelse med den begrundelse, at det kunne beskadige masken. Resultatet af undersøgelsen kunne selvfølgelig også tænkes at beskadige den græske turistindustri, hvis denne myte blev punkteret - uanset udfaldet.
Det ville i givet fald ikke være første gang, at videnskaben havde ladet sig narre. Tænk fx på den såkaldte "Piltdown-mand" fra 1912. Først i 1953 opdagede britiske videnskabsmænd, at kæbebenet stammede fra en abe, at tænderne var blevet filet, for at få dem til at se menneskelige ud, og at isse-stykket i virkeligheden var knæskallen fra en elefant.
Schliemanns besøg hos den amerikanske præsident.
Det er usandsynligt, at Schliemann var til middag hos den amerikanske præsident Millard Fillmore i Det Hvide Hus i 1850, som han hævder i sin selvbiografi. Dels er det usandsynligt, at præsidenten ville have inviteret en fattig emigrant på middag, dels fremgår dette ikke af dagens aviser i Washington.
Schliemann forlod Californien i hast, fordi han havde snydt sin partner. Hvis han var blevet, havde risikoen for lynchning i det barske guldgravermiljø været nærliggende. Schliemann blev ikke, som han selv hævdede, amerikansk statsborger i 1850, men først i 1868 på grundlag af en falsk påstand om, at han havde opholdt sig i landet i en årrække.
Schliemann fik aldrig, som han påstod, en universitetsgrad fra Rostock, selv om han anmodede om det. Jeg er heller ingen tvivl om, at Schliemann i mange tilfælde løj overfor de tyrkiske myndigheder og sikkert også førte sin partner Frank Calvert bag lyset. Det har næppe faldet svært for den kyniske forretningsmand.
Schliemann blev både af sin samtid og af sin eftertid med rette kritiseret for sin "bulldozer metode", som især under de første udgravninger i 1871-1872 for evigt ødelagde masser af arkæologiske data. Schliemann var pioner på området,og den teknik, han anvendte var ikke meget anderledes end den, der blev anvendt af datidens øvrige arkæologer. De udgravninger, som Schliemann efterlod, er ofte blevet sammenlignet med et landskab af skyttegrave.
Selv om "stratigrafi", læren om jordlagene og disses indbyrdes beliggenhed, var kendt indenfor den geologiske verden, var den endnu ikke taget i brug indenfor arkæologien. I modsætning til geologen kan arkæologen ikke altid regne med, at de nedre lag er ældre end de øvre lag. Hissarlik var den første store menneskeskabte høj, som blev udgravet.
I et brev til den tyrkiske minister, Safvet Pasha skrev Heinrich Schliemann bl.a. følgende: "Min nuværende forskning har ikke noget at gøre med studiet af antikke kunstværker skjult under jordens overflade. Nej, dette sædvanlige mål for arkæologisk udgravning er fuldstændig fremmed for det historiske arbejde, jeg er optaget af ... Mit eneste mål er at kunne fastslå en historisk kendsgerning, hvor jeg har en anden opfattelse end mange fremtrædende historikere og geografer." Med disse få ord lægger Schliemann efter min mening en videnskabeligt funderet tilgang for dagen. Han har en hypotese, som han ønsker at afprøve. Og han er altså ikke bare en skattejæger på jagt efter skatte til sin samling.
En del af kritikken skyldtes formentlig en slet skjult misundelse fra de forskere, som i mange år fra dybet af deres lænestole havde teoretiseret over, hvor det sagnagtige Troja mon kunne ligge. Nu blev de "overhalet indenom" af en amatør uden akademisk (ud)dannelse. En forretningsmand og reklamemand, i hvem det utålmodige barn ofte tog magten fra den kølige arkæolog.
Det er sandt, at Schliemanns "bulldozer metode" - især under de første udgravninger i 1871-1872 - for evigt ødelagde masser af arkæologiske data, men den teknik var ikke meget anderledes end den, der blev anvendt af datidens øvrige arkæologer. De udgravninger, som Schliemann efterlod, er ofte blevet sammenlignet med et landskab af skyttegrave. Men Schliemann lærte af sine fejl og inddrog efterhånden kompetente fagfolk i arbejdet og implementerede mere skånsomme gravemetoder. Det nytter ikke meget at ærgre sig over, at tiden endnu ikke var bekendte med pollenanalyser og efterforskning af DNA materiale. Man skal også huske på, at Schliemann heller ikke kunne benytte sig af andre arkæologers erfaringer, thi ingen havde før ham indladt sig på enudgravning i den målestok, og der fandtes ingen ankerkendt udgravningsteknik. Også Schliemann bør som alle historiske objekter vurderes ud fra samtidens målestok og ikke i vort bagklogskabs klare lys.
En af Schliemanns fortjenester er efter min ringe mening, at han populariserede arkæologien. Med sine bøger og sine hyppige telegrammer til The Times, Daily Telegraph og andre aviser holdt han sin samtid løbende orienteret om de igangværende udgravninger på en måde, som aldrig tidligere var set. Schliemann spillede på pressen som en nutidig Hollywood agent eller spindoktor. Ethvert menneske, som interesserede sig for kultur og historie, levede med i det drama, som udfoldede sig på Hissarlik højen, og også mange forskere blev inspireret heraf. Schliemann var datidens Indiana Jones. Jeg kan ikke lade være med at tænke på den scene i "The Raiders of the Lost Ark", hvor Indiana Jones undersøger en guldstatue, udsmykket med masser af juveler. Da han rører ved statuen, falder den sammen og bliver til støv. Jeg tror også, at Schliemanns forsøg på at give videnskabeligt bevis for en romantisk, strålende og mytisk fortid har appelleret til befolkningen, som jo levede i en tid, hvor Charles Darwins påstande om, at mennesket og aberne havde en fjern fælles forfader.
Da Schliemann døde, udtalte sir John Myres, professor i Oldtidshistorie ved University of Oxford, at mange følte det som "foråret var forsvundet ud af året."
En anden stor oldtidsforsker Arthur Evans skrev om sin forgænger Schliemann, da han selv stod på berømmelsens tinde efter udgravningerne på Knossos: "Jeg oplevede den lykke at træffe ham på selve stedet for hans opdagelser, og jeg mindes endnu ekkoet af hans besøg i England, hvor han fejrede sine største triumfer... Hans personlighed syntes endnu at bære præg af hans ungdoms romantiske indstilling, og jeg husker med næsten uhyggelig tydelighed den lile, spinkle mand - han var bleg og klædt i temmelig mørkt tøj - han gik med briller af udenlandsk fabrikat, og jeg forestillede mig, at han gennem dem kunne se dybt ned i jorden."
Må jeg foreslå, at du fortsætter med at læse om Arthur Evans udgravninger ved Knossos på Kreta, hvor den strålende minoiske kultur blev afdækket. Klik her.