1800-tallets Indiana Jones
Inden vi kaster os ud i en gennemgang af paladset i Knossos, vil jeg gerne introducere den person, som mere end nogen anden har været med til at kaste lys over den minoiske kultur. Hans bedrifter kan bedst sammenlignes med Heinrich Schliemans opdagelser ved Troja og Mykene eller Howards Carters arbejde ved Luxor. Jeg ved godt, at store opdagelser sjældent kan tilskrives én enkelt person, men jeg har altid været fascineret af disse heltetyper. Og den person, jeg skal præsentere nu, er en ægte Indiana Jones skikkelse. Som Schliemann associeres med udgravningen af Troja, således er Arthur Evans forbundet med Knossos og den minoiske kultur. Begge mænd er individualister med stærke - man kunne måske sige arrogante - holdninger. Hvor Schliemann er en udpræget "self made man" er Evans et resultat af en engelsk kostskole- og universitetsuddannelse. Hvor Schliemann kommer fra fattige kår, kommer Evans fra en velhavende baggrund. Men begge forfølger de deres drøm om at påvise eksistensen af tidligere kulturer.

Arthur Evans (1851-1941)
Arthur Evans. Arthur [John] Evans er født den 8. juli 1851 i Hertfordshire i England, hvor han vokser op i et hjem, præget af klassisk lærdom. Hans far, Sir John Evans er en fremragende amatørarkæolog, som har skrevet flere anerkendte bøger om gamle våben og mønter. Som præsident af "Society of Antiquaries" er han kurator for British Museum. Familien Evans er tæt knyttet til en anden fremtrædende familie, Dickinson, som ejer byens store papirfabrik. John Evans er gift med sin kusine Harriet Ann Dickinson og direktør for papirfabrikken. Medlemmer af begge familier har været fremtrædende videnskabsmænd. John Evans og Harriet får fem børn, Arthur, Lewis, Philip, Alice og Harriet. Moderen dør kort efter at have født sit femte barn. Den ældste søn Arthur får en akademisk uddannelse, mens den yngre broder Lewis går ind i familieforretningen. Begge sønner har arvet faderens videnskabelige interesser, og hver sommer tager faderen på ekskursioner i England og Frankrig for at samle flintesten. Arthur udvikler især interesse for gamle mønter.

Arthur Evans bliver opdraget som en "British gentleman". Han går på Harrow kostskole, en af Englands fornemmeste. Skønt den benævnes som "public school" er den i højeste grad "private school", hvortil kun de mest velhavende har råd til at sende deres børn. Herefter studerer han ved Brasenose College, Oxford. Sine sommerferier tilbringer han med rejser i Østeuropa. Efter en rejse til Bosnien og Herzegovina i 1871 udvikler han en næsten lidenskabelig interesse for Balkan, landskabet, arkitekturen, kulturen og ikke mindst den frihedselskende befolkning, som er under tyrkisk herredømme. Den 20-årige Arthur bliver en glødende forkæmper for de undertrykte mindretal i Syd- og Østeuropa. Året efter tager han på ferie i Rumæniens bjerge og siden til Bulgarien. I 1873 rejser han rundt i de skandinaviske lande, som dog ikke gør større indtryk på ham.

I 1875 afslutter han studiet i Oxford med førstekarakter i moderne historie, hvorefter han fortsætter studierne i et år ved det ansete universitet i Göttingen. Evans uddannelse er i høj grad "klassisk", dvs den omfatter oldgræsk og latin samt de kulturer, som knytter sig til disse sprog, og Evans dyrker dem med stor entusiasme. Arkæologi eksisterer endnu ikke som akademisk fag, men har har arvet faderens interesse for området. Den unge Evans har intet ønske om at arbejde i familiefirmaet, men stræber efter en akademisk karriere.

Arthur Evans som journalist
Evans søger et par videnskabelige stillinger i Oxford, som han får afslag på - muligvis på grund af sin stejle natur og sine meget markante og lidenskabelige meninger. Det synes ikke at bekymre Evans, som ikke har problemer med at skaffe det daglige brød. Evans har som nævnt en glødende interesse for forholdene på Balkan, og i 1875 tager han sammen med sin broder Lewis til Bosnien, som de gennemrejser delvis til fods. Det er ikke (mig) klart, hvorfor brødrene tager til Bosnien, men i hvert fald ender det med, at brødrene Evans bliver arresteret som spioner og tilbringer et par uger i fængsel. Han oplever på nært hold bondeopstanden i 1875, og han er i Sarajevo, da Herzegovina gør oprør mod det tyrkiske herredømme. Dette oprør ender med, at Bosnien-Herzegovina bliver frigjort for århundreders undertrykkelse - for i stedet at blive indlemmet i det Østrig-Ungarske rige. og får udgivet en bog om forholdene i regionen. Han sender et eksemplar til Gladstone, som til Evans begejstring skriver og siger tak og oven i købet citerer nogle af hans beretninger.

I 1877 bliver Bosnien besat af Østrig, og Evans bliver ansat som korrespondent for Manchester Guardian, stationeret i Ragusa i Kroatien. Inden han tager afsted, foranstalter han en indsamling til fordel for Bosnien. Avisen begynder snart at modtage lidenskabelige og veldokumenterede frontberetninger om brændte landsbyer og andre grusomheder mod befolkningen - ikke meget synes at have ændret sig siden da.

Da krigen bryder ud mellem Tyrkiet og Montenegro, tager Evans afsted for at opleve og skildre begivenhederne på nærmeste hold. Mens han opholder sig i Montenegro, får han at vide, at historikeren Edward Freeman, én af familiens gamle venner fra Oxford, vil opholde sig i Ragusa, Kroatien en kort tid. Evans ønsker at træffe Freeman, som også deltager aktivt i støtten til Balkan. Efter 7 timer på hesteryg samt en længere rotur i en lille båd møder han Freeman, som er ledsaget af sine 2 døtre. Evans forelsker sig i en af døtrene, Margaret, som også er forsker. Under et ophold i England i 1878 bliver de forlovet, og forlovelsen bliver lidt utraditionelt fejret med et besøg på udstillingen af de skatte, som Heinrich Schliemann havde fundet under udgravningerne af Troja. Evans er som så mange andre europæere på den tid fascineret af Schliemanns opdagelser.

Samme år, dvs i 1878, bliver Margaret og Arthur Evans gift, hvorefter de bosætter sig i Ragusa (nu Dubrovnik) i Kroatien, hvor de køber et stort og smukt venetiansk hus. Han arbejder fortsat som journalist, men bruger en stor del af sin tid på at studere arkæologi, historie og politik på Balkan. Evans befinder sig pragtfuldt, men Margaret har det dårligt med klimaet, maden snavset osv., og i 1880 tager hun til England for at gennemgå en operation, som forhåbentlig skal sætte hende i stand til at føde børn. Det følgende år bryder endnu et oprør ud mod østrigerne, og Evans tager straks til oprørernes hovedsæde, og snart kan Manchester Guardians læsere igen læse Evans beretninger, hvor han hilser ethvert østrigsk nederlag med begejstring. Til sidst bliver det for meget for de østrigske myndigheder. De begynder at overvåge familien Evans' hjem, og da det viser sig, at han ofte modtager besøg af oprørsbevægelsen i sit hjem, bliver han og hustruen udvist i 1881, hvorefter ægteparret vender tilbage til England. Vistnok til nogen lettelse for familien, som håber, at den rastløse Evans nu vil slå sig til ro.

Evans overvejer at forsøge en akademisk karriere ved Oxford, men føler ikke, at han passer ind i den konventionelle ånd, som præger universitetet. Der bliver opslået et professorat i klassisk arkæologi, og efter opfordring af sin ven Freeman søger Evans stillingen. Som han har forudsagt, bliver stillingen givet til en mere konventional arkæolog.

Evans besøger Schliemann i Athen
Heinrich Schliemann. I slutningen af april måned 1883 tager Margaret og Arthur Evans på en tur til Grækenland. På denne tur aflægger de besøg hos Schliemann i dennes hjem i Athen. Evans bliver især betaget af de mykenske ornamenter fra skaktgravene. Ikke fordi han som Schliemann anser dem for at stamme fra den homeriske tid, men finder dem adskilligt ældre, og han undrer sig over til hvilken kultur, de skal henføres. Han betages af de bittesmå indgraverede segl og signetringe, som på mange måder minder ham om assyriske eller egyptiske fund. Han aflægger også besøg ved Mykene og Tiryns, og igen undrer han sig over, hvor de stammer fra? Mykene? Grækenland? Eller et helt tredje sted?

Evans og Margaret vender tilbage til London, hvor de slår sig ned i et hus på Broad Street. Mange år senere, da Evans selv står på berømmelsens tinde, skriver han: "Jeg oplevede den lykke at træffe ham på selve stedet for hans opdagelser, og jeg mindes endnu ekkoet af hans besøg i England, hvor han fejrede sine største triumfer... Hans personlighed syntes endnu at bære præg af hans ungdoms romantiske indstilling, og jeg husker med næsten uhyggelig tydelighed den lile, spinkle mand - han var bleg og klædt i temmelig mørkt tøj - han gik med briller af udenlandsk fabrikat, og jeg forestillede mig, at han gennem dem kunne se dybt ned i jorden."

Arthur Evans bliver kurator for Ashmolean Museum
Ashmolean Museum. I 1884 bliver Arthur Evans direktør (kurator) for "Ashmolean Museum" under Oxford Universitet, en position han beholder indtil 1908. Muséet, som blev opført i perioden 1679-1683, er verdens første museum med offentlig adgang, men da Evans overtager ansvaret for det, er det i en miserabel forfatning efter mange års misrøgt og minder snarere om et raritetskabinet end et velordnet museum. Men dette er kun en udfordring for den dynamiske Evans. Evans udarbejder en plan, som igen skal bringe Ashmolean Muséet til ære og værdighed. Størsteparten af muséets klenodier er overført til andre samlinger på universitetet, så Evans går nu i gang med at få dem bragt tilbage til hans museum. En mæcen, en bekendt af Evans familien, vil donere sin pragtfulde samling af renæssancekunst til Oxford, men gør gaven betinget af, at der under direktøren for Ashmolean Muséet bliver oprettet et muséum for kunst og arkæologi - og modstræbende går Oxfords ledelse ind på disse betingelser. Evans rejser midler til at opføre den bygning, som i dag huser "Museum of the History of Science".

Margaret Evans dør (1893)
Evans' stilling som direktør giver ham rige muligheder for at rejse. I 1892 tager han til Athen for at studere mykensk kunst. Ved en aktikvitetshandler falder han over nogle tavler og segl med indgraverede symboler, som minder om hieroglyffer - men som tydeligvis ikke er det. På forespørgsel fortæller antikvitetshandleren, at de stammer fra Kreta. Er det tænkeligt, at Kreta med sin beliggenhed mellem Europa, Asien og Ægypten har været formidler af egyptiske hieroglyffer til Europa? I 1893 dør Margaret Evans under en rejse i middelhavsområdet - vistnok af tuberkulose. Hendes helbred havde været dårligt siden årene i Ragusa. "Jeg tror ikke, at andre nogensinde vil kunne forstå, hvad Margaret har betydet for mig", skriver han til sin fader. "Alt synes mørkt og trøstesløst ... Jeg skulle have lidt mere af hendes tapre, livsnære sind, men det kræver tid at samle styrke."

Arthur Evans tager til Kreta (1894)
Kort over Kreta. I 1894 sætter Evans for første gang foden på Kretas jord. Hans ambition på dette tidspunkt er at tyde det ældgamle skriftsystem, som han har fundet spor af bl.a. i Athen. Overalt på den store ø spørger han efter indgraverede seglsten. Disse sten, som er runde eller ovale og forsynet med et hul igennem, bæres af kvinderne som amuletter. Især i den periode, hvor de ammer, og de kaldes "mælkesten". På stenene er indgraveret et eller flere billedtegn, og de har formentlig fungeret som et identitetsmærke eller ejermærke. Evans betagelse af disse sten fører ham til de fjerneste og mest øde egne af Kreta.

Mange er af den opfattelse, at Evans har æren af at opdage den minoiske kulur og Knossos. Det er ikke tilfældet. Flere rejsende har allerede identificeret ruinerne en halv snes kilometer inde i landet ud for Heraklion som det antikke Knossos, der forekommer i den græske mytologi. Lokale bønder støder ofte på antikke genstande, når de pløjer deres jord. Allerede i 1878 gennemfører den lokale købmand og antikvitetselsker Kalokairinos - som sjovt nok hedder Minos til fornavn - flere udgravninger og finder flere smukke vægmalerier og afdækker bl.a. nogle forrådsrum med 12 såkaldte pithoi (kæmpestore forrådskrukker) fra en hidtil ukendt civilisation. Han finder også potteskår, som minder om dem, som Schliemann fandt ved Mykene. Kreta er på det tidspunkt besat af Tyrkiet, og de tyrkiske myndigheder standser udgravningerne. Evans lærer Minos Kalokairinos at kende og studerer med interesse hans samling af fund fra Knossos. Efter at have besøgt Knossos er Evans fast besluttet på at gennemføre udgravninger der.

Tre år senere køber han området, som Knossos ligger på, og han bruger resten af livet med at udgrave den enorme område. Her er lykken med Evans, idet Heinrich Schliemann også har kastet sine øjne på Kephala højen, som Knossos ligger på. Schliemann bliver hurtigt klar over højens arkæologiske værdi og forsøger at købe den af dens tyrkiske ejer. Denne nægtede at sælge højen, men Schliemann kunne købe hele hans ejendom inl. højen samt 2500 oliventræer for den ublu pris af 100.000 francs. Schliemann afslog det grådige tilbud - men er vel ikke købmand for ingenting, og forlod øen. Tre år senere får Schliemann tilbud om at købe ejendommen, denne gang for 40.000 francs. Schliemann slår til og gør forberedelser til at tage til Kreta, men får et brev fra ejeren, som forsikrer, at det ikke er nødvendigt at komme til Kreta; han kan bare sende ham udbetalingen på 5-6000 francs. Det vækker straks Schliemanns mistro, og da han kommer til Kreta, viser det sig, at den tyrkiske ejer havde ombyttet de bedste marker med nogle værdiløse jorder, og samtidig er antallet af oliventræer faldet fra 2500 til godt 800, hvorefter Schliemann irriteret afstod fra handelen. I stedet køber Evans, som jo er af en velhavende familie, området. Økonomisk har Evans ikke noget udbytte af dette køb, da han ikke må udføre de fund, han måtte gøre, men han opnår, det han vil, nemligt at afholde andre fra at grave på stedet.

Udgravningerne på Kreta
Arthur Evans med minoisk vase. Evans vender tilbage til Kreta 5 år senere i 1899, da tyrkerne er blevet drevet ud af England, Frankrig, Italien og Rusland, og Kreta er blevet selvstændigt. Allerede inden han går i gang med udgravningerne, er Evans overbevist om, at han på Kreta vil finde nøglen til den før-hellenske kultur, den kultur, som Schliemanns fund ved Mykene har påvist eksistensen af. En af Evans medhjælpere er skotten Duncan Mackenzie, som har stor sprogfærdighed og gode evner til at udføre og ikke mindst dokumentere gravearbejdet og de fund, der bliver gjort.

Udgravningerne sker i rasende fart, og ved udgangen af 1903 er næsten hele paladset og det nærliggende område under udgravning. Evans fortsætter arbejdet indtil 1931, kun afbrudt af nogle års pause under 1. verdenskrig. Løbende udgiver han sit 4-binds hovedværk "The Palace of Minos at Knossos, (1921-35)", som er på over 3000 sider og med mere end 2400 illustrationer. Næppe er udgravningsarbejdet begyndt, før stedet åbenbarer sine hemmeligheder. Ikke i form af guld og ædelstene, som Schliemann havde fundet i Troja og Mykene, men i form af en fornem arkitektur og modne, yndefulde kunstgenstande. Stilen kaldes "mykensk", fordi man i ved udgravninger ved Mykene havde fundet de første eksempler på denne. Det bliver snart klart, at Kephala højen rummer flere paladser på et område på ca. 30.000 m2. Paladserne er ikke klart adskilte, men mere eller mindre bygget sammen, idet bygmestre noge steder har bygget til og videre på forgængerens arbejde. Det er tydeligt, at paladserne har været beboet over en lang uafbrudt periode - formentlig gennem mere end 2.000 år. Evans ansætter stadig flere arbejdere, og snart er mere end 100 beskæftiget med udgravningen.

John Evans. Evans skriver begejstret hjem til sin familie: "Den største opdagelse er de mere eller mindre fuldstændige aflejringer af lertavler, som minder om de babyloniske, men som er prydet med indskrifter i den forhistoriske kretiske skrift. Jeg har vel set omkring 700 af dem til dato, Jeg er meget tilfreds med dette fund, thi det var i håbet om at finde noget sådant, aj jeg kom til Kreta for syv år siden, og det er kronen på hele det arbejde, jeg hidtil har udført." Efterhånden går det dog op for Evans, at uanset om det skulle lykkes ham at tyde den kretiske skrift eller ej, så er han i gang med at skrive de første 2000 år af Europas historie.

John Evans, Arthurs far, som jo selv er lidenskabelig historiker, glæder sig over sønnens resultater, og i 1901 rejser han til Kreta i en alder af 77 år. Sammen tager de på den anstrengende tur tværs over Kreta til Gortyn, hvor den italienske arkæolog Federico Halbherr (1857-1930) er i færd med at udgrave et andet minoisk palads ved Phaistos. Senere udgraver Halbherr den smukke "kongevilla" Hagia Triada. John Evans har formentlig været begejstret for sønnen arbejde. I hvert fald finansierer han udgravningerne indtil sin død i 1908, hvorefter Arthur anvender en stor del af sin fædrene arv på at videreføre arbejdet.

Knossos paladset Fra begyndelsen indser Evans, at det er nødvendigt at preservere og restaurere monumenter, som bliver fundet undervejs. De øverste etager er ikke som i andre af antikkens bygningsværker understøttet af stenmure eller stensøjler, men hviler hovedsagelig på bjælker. Materialet til disse stammer fra de nærliggende cypresskove (som for længst er borte) eller de er importeret. Evans forsøger at understøtte med træbjælker, men det viser sig hutigt, at de rådner bort. Så lader han søjler og kapitæler hugge i sten, hvilket selvfølgelig er både tidkrævende og bekosteligt. Til sidst begynder han at anvende jernbeton. De dele af rekonstruktionen, som oprindelig var lavet af træ, bliver malet i passende (naturlignende) farver. Visse steder bliver der lavet kopier af de oprindelige fresker. Disse metoder blev - og bliver - diskuteret af de lærde, men uanset hvad man måtte mene om de anvendte metoder, må man beundre Evans for hans kreative forestillingsevne. Det er disse evner, som fører til opdagelse af den minoiske kultur, som indtil da alene havde været antydninger og forestillinger i den gamle græske mytologi.

Til at begynde med bliver udgravningsarbejdet primært finansieret af Kretisk Forskningsfond, som er én af Evans skabt institution. Men da fondens midler er brugt, bliver den resterende finansiering foretaget af Evans familien!!! Han skriver i et brev til sin fader i november 1900: "Knossospaladset er min idé og mit værk.... Jeg vil af mange grunde ikke have gjort hele foretagendet til et aktieselskab, hovedsagelig fordi jeg alene vil have kontrollen med det arbejde, jeg selv udfører....". Omkostninger til udgravning og rekonstruktion samt offentliggørelse af de videnskabelige resultater bliver de følgende 30 år afholdt af Evans familiens privatformue, en udgift på adskillige millioner kroner. Ved faderens død i 1908 arver Arthur Evans størstedelen af hans formue, og nogle måneder senere arver han også Dickinson-slægtens store besiddelser.

Villa Ariadne
Villa Ariadne, hvor Arthur Evans boede under 30 års udgravningsarbejde Villa Ariadne bliver bygget af (eller skal vi sige betalt af) Evans i 1906 som hans permanente base på Knossos, og den er hovedbygningen på Evans store ejendom. Her bor også hans venner, når de kommer på besøg. I mange år bor han her forår og sommer. Evans overlever ikke 2. verdenskrig, men dog de 2 første forfærdelige år med Frankrigs fald, Grækenlands underkastelse og Kretas besættelse af tyskerne. Efter Evans' død i 1941 - kort efter hans 90 års fødselsdag - overgår ansvaret for de fortsatte udgravninger til the British School of Archaeology i Athen, som også overtager Villa Ariadne. Imidlertid bliver omkostningerne til vedligeholdelse for store for skolen, som i 1952 overdrager den til den græske stat. Nu rummer Villa Ariadne en udstilling af byzantinske antikviteter.

Paladset i Knossos
Luftfoto af udgravningerne af Knossos komplekset Det minoiske palads Knossos ligger ca 8 km fra byen Heraklion på vejen mod Archánes. Det er beliggende på Kephala højen tæt ved Kairatos floden. Beliggenheden bød på mange naturlige fordele: en stærk forsvarsposition, god vandforsyning, adgang til havet - og på den anden side ikke for tæt på havet - samt udstrakte skove lige i nærheden. I dag skal man dog kigge langt efter skov, men da Knossos blev bygget, leverede skoven materiale til de mange søjler, som indgår i paladsets konstruktion. Evans mente, at den udbredte brug af træ skyldes, at det er mere robust ifm jordskælv. Udgravningen eller museumsområdet omfatter udover Knossos paladset "de minoiske huse", "det lille palads", "den kongelige villa", villaen "Dionysos" med de berømte romerske mosaiker. Kun Knossos paladset og de minoiske huse er åbne for offentligheden.

En kunstnerisk opfattelse af Kong Minos palads i Knossos Udgravningerne viser, at området har været beboet fra 6-7000 BC, hvilket gør Knossos til det ældste bosted i Europa. Området er beboet indtil dets ødelæggelse i det 13. århundrede BC, en periode på omkring 6000 år. Opførelsen af paladset, der sikkert tjente som regeringssæde og - i hvert fald ifølge legenden - som bolig for kong Minos, er påbegyndt så tidligt som 2400 BC. Omkring 1900 BC har det sin endelige form og udstrækning. Evans er overrasket over ikke at finde mure eller fæstningsværker, men tilskriver dette den kendsgerning, at Kreta har været dominerende i hele det ægæiske hav. Omkring 1700 BC rammer et voldsomt jordskælv Ægæerhavet og næsten udsletter de kretiske byer samt de mykenske byer på det græske fastland. Knossos bliver ødelagt, men på ruinerne opføres et palads endnu mere strålende end det tidligere. Men ca. 100 år senere bliver paladset igen ødelagt. men den minoiske civilisation rejser sig og kulminerer i virkeligheden i perioden efter ødelæggelserne. Her til venstre ser du en kunstnerisk opfattelse af, hvorledes Knossos kan have set ud - jeg garanterer dog ikke for autenticiteten.

Underetagen
Herunder er en tegning over underetagen af det enorme palads. Og husk, at vi betragter et palads hvor der i vestfløjen er 2 etager, mens østfløjen med bl.a. de kongelige gemakker er på 4 etager. Der var antageligt mere end 1500 rum/værelser i paladset, hvis areal var på mere end 20.000 m2.

Akæologisk kort over paladset i Knossos 1. Vestgården
2. Vestlige indgang
3. Processionsgangen
4. Trappe med søjler
5. Sydlige indgang
6. Sydlige propylæer
7. Den store trappe
8. Den lange korridor
9. Trappeindgangen
10. Pillar Crypts
11. Tronsalen
12. Den tredelte helligdom
13. Den centrale gård
14. Nordlige indgang
15. Customs House
16. Nordlige søjlehal
17. Den store trappe
18. Dobbeltøksernes hal
19. Dronningens påklædningsværelse
20. Privatboliger
21. Nordlige kultiske bassin
22. Hellige magasiner
23. Østlige bastion
24. Magasiner med de gigantiske forrådskrukker
25. Magasiner

Paladset er delt i en østfløj og en vestfløj af den centrale gårdsplads. De besøgende kommer ind gennem vestfløjen, som rummer de religiøse og officielle værelser, mens østfløjen indeholder beboelses- og arbejdsrum. Denne indgang er den oprindelige ceremonielle indgang til paladset, som jo også tjente religiøse formål. I vestgården findes 3 store gruber, som menes at have været anvendt til offergaver. Som så meget andet på Knossos så er de smukke søjler rekonstruerede. Evans rekonstruktioner var - og er - meget omstridte. Men for lægfolk forhøjer de i hvert fald oplevelsen betydeligt.

Vestfløjen
Kong Minos' trone, Knossos I vestfløjen kommer man via en forgang ind i den imponerende tronsal, hvor kong Minos' 3600 år gamle trone befinder sig. Tronen er fremstillet af én alabasterblok. Stenbænkene langs væggene er formentlig til brug for præsterne. På hver side af tronen er malet en pragtfuld grif - et løvelignende dyr med fuglehoved. Farven er den kendte rødbrune på lyseblå baggrund. De rekonstruerede fresker på væggene indeholder liljer, som opfattes som et kongeligt symbol. Man kan desværre ikke komme ind i tronsalen, men som trøst er der udenfor denne opstillet en trækopi af tronen, og mange turister lader sig forevige siddende på den. I tilknytning til tronsalen er nogle såkaldte lustrationsrum, som Evans mente blev brugt i forbindelse med rituelle salvningsceremonier. Lignende rum er fundet i de øvrige paladser på Kreta.

I vestfløjen finder man magasinkorridoren, hvori er opstillet et antal forrådskrukker - pithoi - som arkæologer møjsommeligt har samlet skår på skår. Nogle af krukkerne er mere end 2 meter høje og har indeholdt olie, korn, tørrede fisk, bønner og oliven.

Evans fik lagt et beskyttende betondække over underetagen. Etagen over denne rummede de officielle repræsentations- og modtagelsesgemakker, herunder tresøjlesalen, sekssøjlesalen og skatkammeret. Vestfløjen fungerede som en kæmpestor administrationsbygning, hvorfra hele Kreta blev styret i Knossos' storhedstid.

Østfløjen
Fresko med delfiner fra den restaurerede Dronningens Hall, paladset i Knossos I østfløjen kommer man ad en smuk indvendig trappe ned til en smal gang, som fører hen til Dronningens påklædningsværelse - som Evans har givet navn. Fra dette kommer man ind i Dronningens megáron, hvor væggene er smykket med nogle utroligt smukke fresker. Se her den smukke fresko med de yndefuldt springende delfiner, hertil søstjerner, søpindsvin og fisk. Det er dog "kun" kopier, da originalerne - som de fleste andre værdifulde fund - befinder sig på muséet i Heraklion.

Dronningens badekar, Knossos Ved siden af påklædningsværelset ligger dronningens badeværelse, udstyret med ensfarvede fresker. Det, der måske imponerer mest her, er det flotte badekar - ja, badekar. Karret skulle ganske vist fyldes med håndkraft af en tjenestepige, men i nærheden af karret var der et afløb i gulvet. I nærheden ligger formentlig verdens første vandskyllende toilet. Minoerne var for mere end 4000 år siden dygtige ingeniører og håndværkere. Store stenrør førte vandet fra taget ned i underjordiske kloakker, som var ventilerede, og hvortil der var adgang via mandehuller. Nogle af de kloaksystemer, som blev bygget på den tid, fungerer faktisk stadigvæk. Det har krævet en indgående kendskab til nivelleringsteknik at opbygge et kloaknet i det meget kuperede terræn. Ledningerne mundede ud i den nærliggende Kairotos flod. Ak, ja - i lille Danmark oplever vi ofte, at vi må renovere kloaksystemer bare 20 eller 30 år efter konstruktionen. Og i dag har formentlig mindre end halvdelen af jordens befolkning sanitære forhold, som står mål med, hvad dygtige minoiske teknikere kunne lave for mere end 4000 år siden.

Tyrespringer freskoen
Tyrespring, fresko fra paladset i Knossos Den mest berømte fresko fra Knossos og de øvrige minoiske paladser er "tyrespringer freskoen" fra paladsets østfløj. Evans er meget optaget af at "forstå" billedet, hvor man ser en kvindelig akrobat gribe fat i hornene på en tyr, som kommer galoperende mod hende, og så slå en saltomortale hen over dyrets ryg. Evans søger oven i købet vejledning hos en gammel cowboy, som i mange år har fanget okser med lasso på den amerikanske prærie. Cowboyen påstod, at det var en umulighed. Så vidt jeg ved, har endnu ingen forsøgt at gentage kunststykket, så indtil da vil jeg foretrække at tro, at de yndefulde minoiske akrobater var i stand til at gennemføre dette vovestykke. I andre udgravninger på Kreta er der fundet billeder, som viser, hvorledes vilde tyre bliver jaget og indfanget.

Evans højre hånd Duncan Mackenzie (1861–1934)
Evans (til venstre med notesblok) og Mackenzie ved udgravning ved Knossos Som Schliemann havde sin uundværlige assistent Wilhelm Dörpfeld havde Evans Duncan Mackenzie. Skotten Mackenzie, Evans næstkommanderende, havde studeret filosofi ved Edinburgh Universitet og taget en PhD i Wien i arkæologi. Efter at opnået fine resultater i udgravningerne ved Phylakopi på Melos, som blev gennemført under "the British School" fra 1896-1899, bliver han anbefalet til Arthur Evans, og de to skal komme til at arbejde sammen de næste 30 år. Mackenzie fører en detaljeret dagbog over alle udgravningerne og de fund, der gøres, ligesom han står for kontakten til de lokale arbejdere. Med tiden udvikler Mackenzie en depression, og efter at samarbejdet gennem nogen tid er blevet dårligere mellem de to, ender det med, at Evans fyrer Mackenzie.

I sit store værk "The Palace of Minos" giver Evans Duncan Mackenzie en stor del af æren for deres resultater, og udtrykker stor respekt for hans indsats: "Hans skotske loyalitet svigtede aldrig. Hans tidlige års primitive omgivelser havde givet ham en indre forståelse af de indfødte arbejdere og en kammeratskabsfølelse over for dem, hvilket var os til stor gavn under udgravningsarbejdet. Han var på én gang deres overordnede og deres ven... Der kunne ikke holdes bryllup, barnedåb eller begravelse, uden at han var til stede, og han blev bestandig bedt om at optræde som gudfar, fadder eller forlover. Endnu husker jeg klangen af hans stemme, når han udbragte et leve for de nygifte eller fortalte vittigheder på det nygræske sprogs kretiske dialekt, som han talte flydende, omend med antydning af gælisk accent.". Af Mackenzies dagbøger fremgår, at han ikke alene var Evans løjtnant og højre hånd, men i høj grad bidrog til formulering af de videnskabelige teorier.

Evans død og eftermæle
Arthur Evans holder et minoisk tyrehoved, foto taget i 1936. Arthur Evans blev medlem af "Royal Society" i 1901. Han beholder posten som direktør (kurator) for Ashmolean Museum, Oxford indtil 1908, hvor han bliver udnævnt til "extraordinary professor" for forehistorisk arkæologi ved samme universitet. I forbindelse med tilbagetrækningen skriver universitetets nye kansler lord Curzon: "Det værdigste mindesmærke for Deres arbejde er selve museet, som nu er gennemordnet og nyudstyret i en grad, der gør det uigenkendeligt for den, der kun har set det, som det var for 25 år siden ...". Evans får æresposten som tilsynsførende for museet, og han følger dets udvikling nøje til sin død. Han bliver adlet for sine videnskabelige fortjenester i 1911, og fra 1914-1919 er han formand for "Society of Antiquities", og fra 1916-1919 er han præsident for "British Association". Evans dør den 11. juli 1941. Udgravningerne ved Knossos er blevet videreført til i dag af "British School of Archaeology, Athens".

Efterfølgende bliver både hans resultater og metoder udsat for kritik. En stor del af kritikken må henføres til datidens standard for arkæologiske udgravninger. Evans og hans assistant Duncan Mackenzie måtte personligt overvåge 50-180 mands arbejde; under sådanne omstændigheder er det ikke overraskende, at der efterfølgende kan opstå tvivl om fundene og især om fortolkningen af disse. Ofte kan sådan tvivl afklares ved yderligere udgravning på stedet, men dette har desværre ikke været muligt som følge af Evans "restaureringer". Mange af disse kan retfærdiggøres som konservering, idet fundene ellers ville være gået til. Fx ville tronsalen have lidt ubodelig skade, hvis den blot var blevet afdækket. Strukturelle elementer som de træsøjler, der bar den store trappe, var for længst rådnet bort, hvorfor det forekommer rimeligt, at Evans erstattede dem med cementsøjler. I andre tilfælde er Evans set med vores øjne formentlig gået for langt i sine rekonstruktioner, hvilket i mange tilfælde har udelukket senere udgravninger med mere moderne metoder og udstyr. I modsætning til mange samtidige arkæologer ønskede Evans ikke at fjerne de fundne skatte fra deres findested og bringe dem til museer i Europa eller USA. I stedet ønskede han at gøre Knossos til et levende museum for den minoiske kultur. Under alle omstændigheder har Evans teknik bidraget til at give de besøgende på Knossos en helt andet og levende oplevelse, end såfremt man alene havde blotlagt fundene, som de var gjort. Evans må til evig tid æres for at have bragt den strålende minoiske kultur til vores kendskab.

De ukendte sprog: Linear A og Linear B
Eksempel på Linear B. Som flere gange nævnt kom Evans til Kreta i 1894 for at studere og om muligt dechifrere det ukendte sprog, som han havde mødt på talrige signetringe og segl. Evans identificerede to ukendte sprog på Kreta: Linear A, som blev brugt under den tidlige minoiske periode, og Linear B, som blev anvendt fra omkring 1450 BC. Under udgravningerne fandt Evans omkring 3000 lertavler med Linear A og Linear B skrift. Linear A er baseret på piktogrammer (hieroglyffer), mens Linear B er baseret på stavelser. Det var en stor skuffelse for Evans, at det aldrig lykkedes ham at tyde de to gådefulde sprog. I Perioden 1950-1953 lykkedes det Michael Ventris i samarbejde med John Chapman og Alice Kober at "knække" Linear B koden, Ventris havde gjort efterretningsarbejde under 2. verdenskrig, og hans erfaring med at bryde hemmelige tyske koder kom ham til nytte. Det viste sig, at Linear B er en tidlig form for græsk, som formentlig har afløst Linear A, da Kreta blev indtaget af Mykene. Der er også fundet talrige forekomster af Linear B på det græske fastland i Mykene, Theben, Pylos og Tiryns. Linear B antages at være omkring 500 år ældre end det græske skriftsprog, som kendes fra bl.a. Homer. Det er endnu ikke lykkedes at tyde Linear A.


Kilder
Jeg har især fordybet mig i disse to letlæste bøger:
Leonard Cottrell: Tyren fra Kreta, det Schønbergske Forlag, København, 1971, oversat fra The Bull of Minos. Måske den bedst kendte af Leonard Cottrells mange bøger om arkæologi. Heri fortæller han med stor indlevelse om de betydningsfulde opdagelser, som blev gjort af de arkæologiske pionerer Heinrich Schliemann og Arthur Evans.

Hans Baumann: Løveport og Labyrint, P. Haase og Søns Forlag, København, 1967, oversat fra Löwentor und Labyrinth". Også Hans Baumann beskriver både Schliemanns og Evans' eventyrlige opdagelser på såre underholdende vis.

 


Myter om Kreta
"Langt ude i havet ligger en ø,
der kaldes Kreta, et rigt og skønt land,
tætbefolket og med halvfems byer...
Den største by er Knossos,
hvor kong Minos herskede
og kunne glæde sig over Zeus' venskab!"
Homer

På den resterende del af denne side har jeg genfortalt nogle af de myter, der knytter sig til Kreta. For en mere omfattende gennemgang af den græske mytologi kan jeg henvise til denne side .

Zeus og kongedatteren Europa
Zeus og Europa Zeus får en dag øje på den skønne kongedatter Europa fra Fønikien. Zeus, som jo altid har et godt øje for kvindelig skønhed, viser sig for hende i skikkelse af en kæmpemæssig hvid tyr, og prinsessen begynder at lege med det store dyr og udsmykker dens horn med guirlander af blomster. En dag sætter hun sig op på ryggen af tyren, som springer i vandet og svømmer hele vejen til Kreta, hvor den går i land. På strandbredden forfører/voldtager Zeus Europa, og de får sammen sønnerne Minos, Rhadamanthys og Sarpedo. Da Zeus forlader den smukke prinsesse, sørger han for, at hun bliver godt gift, nemlig med kong Asterion af Kreta. Ægteskabet er barnløst, og kongen adopterer Zeus' og Europas sønner. Da Asterion dør, overtager Minos tronen. Hans brødre protesterer, men Minos påstår, at han er udvalgt af guderne til hvervet. Som bevis herfor beder han Poseidon om at sende en tyr, som han så efterfølgende vil ofre til hans (altså Poseidons) ære. Anmodningen bliver imødekommet, og den smukkeste tyr dukker op af havet. Så smuk er tyren, at Minos ikke kan ofre den. Han beslutter at beholde den og i stedet ofre sin egen bedste tyr i det naive håb, at den vældige Poseidon ikke vil opdage det. Minos bliver følgelig accepteret af befolkningen - og af sine brødre - som øens konge. Dette finder sted et par generationer før den trojanske krig!!! Minos styrker sin magt på øen og vælger Knossos til hovedstad. Hvert niende år tager Minos til Ida bjerget - hvor Zeus er vokset op - og konsulterer ham. Minos bliver den første konge, som dominerer Middelhavet, han har en stor flåde, som renser havet omkring Kreta for pirater.

Daidalos bygger labyrinten på Kreta
Mønt fra Kreta, som viser labyrinten Daidalos, som er født i Athen, er tidens dygtigste håndværker, arkitekt og opfinder, uddannet af selveste Pallas Athene. Imidlertid bliver han overgået af Talus, hans yngre nevø, som bl.a. opfinder saven og passeren. Den jaloux Daidalos fører nevøen op på taget af Athenes tempel og skubber ham ned, hvorefter han bliver dømt til landflygtighed for mordet. Minos inviterer Daidalos til Kreta, for at han skal udsmykke øen med de livagtige statuer, som han var så berømt for, og sammen med andre dygtige håndværkere tager han ophold hos kong Minos på Kreta. Her får han sønnen Ikaros sammen med én af Minos' slavinder. Under sit ophold bygger han flere paladser, bl.a. det store palads i Knossos. I forbindelse med dette bygger han en stor labyrint.

Kong Minos, hans hustru og Minotaurus
Poseidon bliver selvfølgelig rasende over Minos' bedrageri, og han forvandler tyren til et vildt dyr, som hærger overalt øen. Som en ekstra raffineret hævn lader han Minos' hustru Pasiphae blive dybt forelsket i tyren. Pasiphae røber sine følelser overfor Daidalos, og han konstruerer et bur i skikkelse af en ko, og ved hjælp af denne indretning bliver det muligt for dronningen af forenes med tyren. Resultatet af denne forening er Minotaurus, et uhyre med tyrehoved og -hale, men med menneskekrop. For at dække over skandalen lader Minos Minotaurus indespærre i labyrinten. Så kompliceret er denne labyrint, at det er umuligt for Minotaurus at slippe ud.

Minos mister sin søn Androgeus under nogle religiøse lege eller konkurrencer i Athen. Da Minos har mistanke om, at det er kong Aigeus af Athen, som står bag denne udåd, indleder han en krig mod Athen, og efter påkaldelse af sin fader Zeus, lykkes det ham at vinde krigen. Oraklet i Delfi tilråder athenienserne at opfylde Minos' krav. Som bod for sin søn kræver Minos hvert 9. år 7 unge mænd og 7 unge kvinder fra Athen, som skal rejse til Kreta. Her bliver de lukket ind i labyrinten, hvor den frygtelige Minotaurus fortærer dem. Dette er foreløbig sket to gange.

Helten Theseus dræber den frygtelige Minotaurus
Theseus dræber Minotaurus Kong Aigeus af Athen besøger én af de andre græske konger. Under det muntre drikkelag havner Aigeus i sengen hos kongens datter - det kan jo ske. Prinsessen har imidlertid også haft besøg af Poseidon. Om morgenen beder kong Aigeus kongens datter om ikke at afsløre hans identitet overfor barnet, hvis det viste sig, at hun er blevet gravid. Hun føder en søn, som hun kalder Theseus. Da Theseus er vokset op, tager hun ham med hen til en stor klippe, som han løfter med lethed. Under stenen finder han et sværd, som kong Aigeus har efterladt. Herefter drager Theseus til Athen for at møde sin far.

Da Theseus når frem Athen, hører han om den frygtelige Minotaurus og om ofringen af de unge mennesker. Han beslutter at gøre en ende på dette, hvorfor han melder sig som frivillig. Inden han rejser, lover han sin fader kong Aigeus, at han ved tilbagekomsten fra Kreta vil udskifte det sorte flag med et hvidt, hvis det er lykkedes ham at dræbe uhyret. Da Theseus kommer til Kreta, møder han Minos' datter, den smukke Ariadne, som straks bliver forelsket i Theseus. Hun lover at hjælpe Theseus med at finde tilbage til udgangen af labyrinten, hvis han til gengæld vil love at gifte sig med hende efterfølgende. Theseus indvilliger, og hun giver ham et garnnøgle, som han fastgør ved indgangen. Derefter trænger han ind i labyrinten, hvor han finder den sovende Minotaurus og dræbte ham (den?). Herefter leder han de øvrige ofre tilbage til udgangen ved at følge tråden.

Theseus flygter sammen med de øvrige ofte samt Ariadne over havet mod Athen. På vejen standser de på øen Naxos. Her er delte meninger om, hvorvidt Theseus blot efterlader Ariadne, eller om hun bliver forelsket i guden Dionysos og vælger at blive tilbage. Under alle omstændigheder er Theseus så beruset af sin sejr, at han glemmer at hejse det hvide flag. Kong Aigeus, som på lang afstand ser det sorte flag, forstår, at hans elskede søn er død, og han styrter sig i døden i havet. Det hav, som stadig bærer hans navn: Ægæerhavet. Theseus bliver konge i Athen efter sin faders død.


Du kan vælge næste side her: