Agamemnons dødsmaske

Kampen om gravetilladelse ved Mykene (1874)
I den græske regering herskede nogen mistro mod Schliemann. Hvad håbede han at finde, når han var villig til af sin private formue at bekoste så omfattende udgravninger? Langt om længe, den 29. marts 1874 modtog Schliemann en tilladelse til at grave ved Mykene. Kort efter erfarede Schliemann, at den græske regering var i gang med forhandlinger med en tysk delegation under ledelse af professor Curtius om udgravninger ved Olympia, og den 25. april 1874 fik Curtius tilladelsen. Schliemann gjorde indvendinger, men henvendelsen blev afslået. Til sidst henvendte Schliemann sig skriftligt til kongen, men det endte med, at Schlieman "mistede" Olympia til sin rival professor Curtius.

Da Schliemann ikke udnyttede sin gravetilladelse, fremsendte han i begyndelsen af 1876 en fornyet ansøgning, som straks blev imødekommet. Tilladelsen forudsatte, at alle fund var det græske folks ejendom. I virkeligheden fik Schliemann alene eneret på i tre år at berette om sine resultater. Som i Tyrkiet skulle udgravningerne overvåges af myndighederne, i dette tilfælde Arkæologisk Selskab i Athen, som også skulle inddrages i den forudgående planlægning. Han fik udtrykkeligt forbud mod at anvende "sin trojanske metode" med hensynsløst at nedrive og fjerne murrester o.l. Der var også sat begrænsninger for hvor mange arbejdere, Schliemann måtte anvende. Alle omkostninger skulle (selvfølgelig) bæres af Schliemann. Tilladelsen gjaldt alene gravning indenfor murene i Mykene. Dette skyldtes formentlig, at den græske regering mente, at evt. værdifulde kongegrave lå udenfor murene, og dem ville de reservere for "deres egen mund".

Udgravningerne ved Mykene (1876)
Løveporten ved Mykene Udfordringerne i Mykene var ganske andre end i Hissarlik. I Hissarlik var opgaven at skaffe bevis for eksistensen af en forhistorisk borg og by, mens kongeborgen i Mykene med sine gigantiske mure, der ragede op over Argossletten, havde været synlig for enhver i århundreder. Schliemanns kendskab til Mykene og omegn havde han især fra den græske rejsende og geograf, Pausanias, som i det 2. århundrede udarbejdede en beskrivelse af Grækenland. Dette værk er et værdifuldt link mellem klassisk litteratur og moderne arkæologi. Pausanias er en af de første, som skriver at have set ruinerne ved Troja og Mykene. Mykene, som ligger i det nordøstlige hjørne af halvøen Peloponnes, var i bronzealderen en af de vigtigste byer i Grækenland og dominerede både Peleponnes og øerne i Ægæerhavet, inkl. Kreta. Homer skildrer i Iliaden, hvorledes Mykenes konge Agamemnon leder det græske togt mod Troja for at hente den skønne Helene, hans svigerinde, tilbage til hende mand, kong Menelaos af Sparta. Men det er en anden historie. Schliemann har med sikkerhed også bemærket, at Homer beskriver både Troja og Mykene som "guldrig".

En dag i august 1876 ankom Schliemann og Sophia til Mykene og red gennem hovedporten, den såkaldte Løveport (ca 1250 fvt.). Løveporten var et symbol på den mykenske kongemagt. Fra 1600 til 1200 fvt. var Mykene Grækenlands betydeligste by. Efter først at have haft handelsforbindelser med Kreta og dernæst at have erobret Knossos omkring år 1400 fvt. optoges en mængde elementer fra den minoiske kultur. Schliemann begyndte med at tage Sophia med til "Atreus' Skatkammer", en stor hule ind i bjerget, bygget i det 14. århundrede fvt. Dette skatkammer ligger på en anden høj i nærheden. En bred gang førte til en mægtig indgangsport, 5½ meter høj og 3 meter bred. Over rummet, som var 13 meter i diameter, hævede sig en spids kuppel i 15 meters højde. Dette skatkammer eller denne gravplads var blevet tømt for mange hundrede år siden. Lord Elgin havde også været på besøg og bortført en del af søjleindgangen. Den så Birgit og jeg for nogle år siden på British Museum i London.

Myter om Mykene
Inden vi fortsætter, vil jeg kort berette om nogle af de græske myter, som er knyttet til Mykene. Agamemnon og Menelaos, som er konger af hhv. Mykene og Sparta, er brødre og sønner af kong Atreus. Menelaos er gift med "den skønne Helene", som bliver bortført/forført af prins Paris til Troja. Agamemnon bliver overkonge for en stor hær, som tager til Troja på Lilleasien for at hente den bortløbne hustru hjem. Da Agamemnon efter godt 10 års kampe vender tilbage til sin kongeborg i Mykene, har hans hustru taget Agamemnons fætter, Aigisthos til elsker. Før Agamemnon tog til Troja blev han af jagtgudinden Artemis tvunget til at ofre sin og sin hustru Klytaimnestras yndlingsdatter, Ifigenia, hvilket formentlig har vakt hans hustrus had. Da Agamemnon vender hjem, medbringer han den trojanske prinsesse Kassandra som elskerinde, hvilket næppe har forbedret forholdet til hustruen. Under festmåltidet dræber Aigisthos og Klytaimnestra Agamemnon og Kassandra. Dette drab medfører en vendetta fra deres børn Orestes og Elektra, og det ender med, at Aegaisthos og Klytaimnestra bliver dræbt af Orestes. Iflg Pausanias blev Atreus sammen med sine sønner, Agamemnon og Menelaos begravet tillige med deres skatte i nærheden af Løveporten. Aigisthos og Klytaimnestra blev begravet i nogen afstand fra muren, da de ikke fandtes værdigt til at blive begravet i nærheden af de konger, de havde dræbt. Schliemanns drøm er, at finde disse kongegrave.

Udgravningerne
De 60 arbejdere blev inddelt i tre kolonner. Den ene kolonne under ledelse af Sophia udgravede, hvad Schliemann vurderede kunne være "et skatkammer", men uden at gøre nogle fund. Schliemann ledede de to øvrige kolonner, som ryddede Løveporten, der var fyldt med store klipper, formentlig efter jordskælv. Som lovet (eller truet med) sendte Athen en ingeniør, Stamatakis, som skulle overvåge udgravningerne. Han bad straks Schliemann indstille gravearbejdet en tid, indtil de kæmpemæssige mure over og omkring Løveporten var udbedret, og løverelieffet over porten forsvarligt fastgjort. Som altid opfattede den selvbevidste Schliemann denne overvågning som en personlig fornærmelse, og forholdet til Stamatakis var katastrofal. Til sidst skrev Stamatakis til regeringen og bad om at blive fritaget, hvilket dog ikke skete. Han nævnte et tilfælde, hvor Schliemann havde afdækket to murrester, den ene oven på den anden. Da Schliemann ville fjerne den øverste murrest, havde Stamatakis forbudt dette, blot for den følgende morgen at opdage, at den var fjernet. Og det nyttede ikke at appellere til Sophia, for hun var af den opfattelse, at Stamatakis ikke havde ret til at fortælle hendes mand, hvad han måtte og ikke måtte.

Krigervase, fundet ved Mykene Få fod under overfladen fandt Schliemann brudstykker af umalet keramik, bægre af farvet terrakotta, små dyrefigurer, bronzeknive mv., som ligesom i Troja stammede fra forskellige perioder. Med sine hårdhændede gravemetoder lykkedes det Schliemann at afdække en stor vandledning. Desuden fandt han også den berømte "Krigervase", som viser, hvorledes krigerne i Grækenland så ud i sidste fase af den storslåede bronzealderkultur. På vasen ser vi seks skæggede krigere med hornede hjelme og iført et panser, der når til midjen, hvorfra der hænger et læderskørt. På benene har de benskinner, enten af læder eller bronze, og hver af dem bærer en lanse og et let, rundt skjold med en halvrund udskæring forneden.

Efterhånden som fundene dukkede op, ansatte Schliemann flere arbejdere, og var snart oppe på godt 150. En ophidset Stamatakis gjorde opmærksom på, at iht kontrakten måtte der ikke være mere end 50-60 arbejdere, og nu var der mere end dobbelt så meget. Schliemann afviste indvendingen med, at der ikke var mere end 50 arbejdere på nogen af de tre arbejdspladser. Stamatakis fremhævede, at han ikke kunne kontrollere tre arbejdssteder på én gang, hvortil Schliemann bemærkede, at så måtte han ansætte en hjælper. Nu begyndte en magtkamp mellem Stamatakis og Schliemann, hvor førstnævnte klagede til borgmesteren, amtmanden og ministeriet, mens Schliemann truede med at indstille gravearbejdet og trække sig ud. Det medførte et imødekommende svar fra ministeriet, så arbejdsroen sænkede sig igen for en periode.

I oktober måtte Schliemann forlade Mykene for at tage til Troja. Den tyrkiske regering havde anmodet Schliemann om at fremvise udgravningerne for den brasilianske kejser, Pedro II. Da selskabet kom til Mykene sidst i oktober, nød de en udsøgt middag i det "skatkammer", som Sophia havde udgravet.

Hidtil er Schliemann blevet skildret som en hård og kynisk forretningsmand, som alene forfulgte sine egne mål. Jeg vil her berette om en anden side af Schliemann. Da den brasilianske kejser tog afsked, overrakte han polikommandanten Leonardo en kuvert med et beløb til fordeling blandt de politifolk, som havde tjent ham under besøget. Da Leonardo fortalte, at kuverten havde indeholdt 40 Franc, blev han afskediget fra sit embede, da man var sikker på, at han havde tilvendt sig mindst 1000 Franc. Det var utænkeligt, at en kejser kun havde givet 40 Franc. Da Schliemann erfarede dette, sendte han et telegram til ministeren og bad ham lade Leonardo beholde sin stilling. Han kendte Leonardo godt, og var overbevist om hans ærlighed. Da der ikke kom noget svar fra ministeren, sendte Schliemann et telegram til kejseren, som var ankommet til Cairo og berettede om det skete. Han bad kejseren bekræfte, at kuverten havde indeholdt 40 Franc til fordeling blandt betjentene, og ikke 1000 Franc, som påstået af nogle. Kejseren måtte i retfærdighedens navn vedgå, at han var "en fedtsyl", og den stakkels Leonardo blev genindsat i sit job.

Fund af Agamemnons grav?
Efter denne afbrydelse ved det kejserlige besøg, som jeg er sikker på at Schliemann har sat pris på, vendte man sig mod et område i nærheden af Løvetårnet, som man formodede var byens "Agora" (torv eller samlingsplads). Her fandt man tre relieffer med smukke jagtmotiver. Da man gravede videre, stødte man snart på nogle skaktgrave i klippen, som indeholdt flere spændende fund. På grund af kraftig regn begyndte man at grave ca syv meter fra fundstedet, og nu gik det slag i slag. Schliemann afdækkede fire store grave med 17 skeletter, 12 mænd, 3 kvinder og 2 små børn, hvoraf nogle var mumificerede. Alle skeletterne viste spor af at være brændt, hvilket var almindeligt på Homers tid. Alle var rigt udstyrede med gravgaver i guld, sølv og bronze. Guldvægten oversteg 15 kg. I en grav med tre kvinder blev fundet mere end 700 store runde guldplader med ornamenter, blomster, blade, bier og sommerfugle i mesterlig udførelse. Blandt fundene var 15 diademer, en stor forgyldt sølvvase, en vase af alabaster, og vidunderlige guldsmykker, der forestillede heste, hjorte, blæksprutter, gribbe mv. Kostbare knapper af kulørt glas og bjergkrystal. En af de flotteste gravgaver var et massivt guldbæger, som vejede næsten to kg. Da Schliemann fik overbragt et drikkebæger af massivt guld med en lille due ved hvert drikkehåndtag, var han sikker på, at det var Nestors bæger, som Homer beskrev i Iliadens 11. sang. To af skeletterne i en af gravene var iført en såkaldt dødsmaske, ved to andre skeletter i samme grav lå dødsmaskerne ved siden af. Schliemann var overbevist om, at den flotteste af maskerne tilhørte den græske overkonge, og han telegraferede triumferende til pressen: "Jeg har stirret ind i Agamemnons ansigt!".

Man fandt også fem eksemplarer af de kogekar af kobber, som beskriver flere steder i Iliaden. I samme grav fandt man også det berømte tyrehoved af sølv med en gylden sol i panden og forgyldte horn. I den sidste grav fandt Schliemann tre usædvanligt store skeletter, hvoraf det midterste tydeligvis var udplyndret. De andre bar dødsmasker af guld. Et af skeletterne bar et forgyldt brystpanser. Schliemann var ikke i tvivl om, at han havde fundet Agamemnons grav.

Guld og keramik fra Mykene Guld og keramik fra Mykene Tyrehoved fra Mykene

Importerede smykker fundet ved Mykene I de skaktgrave, som Heinrich Schliemann udgravede i Mykene, fandt han dem bisat med deres rige udstyr. Guldmasker dækkede de døde herskeres ansigter. Mykenerne mestrede især guldsmedekunsten, og deres tekniske dygtighed og den omstændighed, at de havde guld i rigelig mængde, muliggjorde det høje niveau. Og rundt om ligene lå sværd og dolke med guld- og sølvindlægning på hæfter og klinger, ofte bronzeblade med indlagte guldmotiver, der viser jagtscener. Netop sværdet eller dolken var tegn på heltens værdighed; intet andet våben udstrålede som det herskerens autoritet. Sværdgrebet var kunstfærdigt udformet i kostbare materialer, og klingen kunne være forsynet med prægtige dekorationer i indlagt guld eller sølv med billeder af jagt- eller kampscener. Den slags paradevåben tilhørte alene de fornemste.

Men skaktgravene rummede også andre kostbarheder. Der var drikkekar af guld og sølv, kar af bjergkrystal, guldæsker, elfenbensæsker og hundreder af guldskiver til at sy på dragten, dekoreret med rosetter, spiraler og dyr og meget andet. I en sølvkande optalte man mere end 800 ravperler, formentlig fra Østersøen, trukket på tynde guldtråde. En del af de smykker, som blev fundet, var importerede og vidner om handelssamkvem med det øvrige Europa. Væggene i husene var prydet med kunstfærdigt forarbejdede metalplader.

Schliemann sendte et telegram til den græske konge, hvori han meddelte, at han havde fundet så umådelige skatte, at de kunne fylde et helt museum, og at han af kærlighed til videnskaben skænkede disse skatte til Grækenland.

NB. Mykene er optaget på UNESCO's verdensarvsliste. Fundene fra Mykene befinder sig i dag på nationalmuseet i Athen.

Sophia Schliemann Så snart Schliemann var vendt tilbage til Athen, gik han i gang med at skrive sin nye bog "Mykene". På otte uger skrev han den på engelsk, hvorefter han oversatte den til tysk og gik i gang med at lave en fransk udgave. Den tidligere engelske premierminister William Ewart Gladstone (1809-1898), som var en habil historiker og arkæolog, skrev forord til bogen. Da bogen året efter i 1878 udkom i USA, blev den valgt til "årets bog".

Fundet af denne uhørt store skat fastslog Schliemanns ry som arkæolog, og i 1877 blev han udnævnt til æresmedlem af Deutsche Anthropologische Gesellschaft. Endelig var han blevet optaget i den akademiske verden. Han tog Sophia med til London, da han modtog æresmedaljen fra Royal Archaeological Society, og hans foredrag blev modtaget med begejstring. Schliemanns Troja-samling blev udstillet i London i en periode.

Efter Schliemanns tale trådte Sophia op på talerstolen, smuk som dronning Helene. Her fortalte hun sagkyndigt og med stor beskedenhed om, hvorledes hun ved sin mands side havde bragt de store skatte fra Troja og Mykene for dagens lys. Alle, ikke mindst kvinderne, var begejstrede for hendes optræden.

Schliemann bygger palads i Athen (1878)
Fam. Schliemanns bolig i Athen Sommeren 1877 tilbragte Schliemann sammen med sin familie i Paris. Han rejste dog snart tilbage til Athen, mens Sophia, der var gravid med deres andet barn, blev i Paris under kontrol af fødselslæger. Den 16. marts 1878 fødte hun sønnen Agamemnon. I Athen gik Schliemann i gang med at opføre en standsmæssig bolig til sig og sin familie. I løbet af de følgende to år blev "Iliou Melanthron" (Ilions Palads) opført i toscansk renæsssancestil. Den treetages bygning var med sin luksuriøse hall, den imponerende balsal og de 25 værelser næsten flottere end kongeslottet, som lå i nærheden. Væggene var dækket af marmor, og gulvene belagt med smukke mosaikker. På husets gesims lod han opstille 24 marmorstatuer af græske guder og helte, og hver dør i huset var forsynet med citater af græske forfattere og filosoffer, præget i guld. Schliemann insisterede på, at der blev talt græsk ved middagsbordet, og han gav også alle sine tjenestefolk navne efter personer og figurer fra den græske mytologi.

Lys og skygge
Som bekendt skifter lys og skygge ofte hurtigt, og enkelte kritiske toner blandede sig i jubelkoret over Schliemann. Det var professor Ernst Curtius, som havde fået udgravningstilladelse til Olympia. Uden Schliemanns vidende havde han fået adgang til skattene fra Mykene i kælderen til Nationalbank i Athen. Efter professorens mening var guldet for tyndt til så betydende en fyrste som Agamemnon, så han mente, at der formentlig var tale om skeletter fra den byzantiniske tid. Schliemann havde selvfølgelig også lagt mærke til det tynde guld, som var anvendt, og han forklarede det med, at der ikke var tale om genstande eller våben, som skulle bæres i det virkelige liv, men var fremstillet til at bære i døden.

Men nu blandede endnu en person sig i den absurde debat. Det var kaptajn Bötticher, en selvlærd historiker, som skulle forfølge Schliemann med polemik resten af hans (Schliemanns) liv. Han påstod, at Schliemann selv havde ladet fundene fremstille og grave ned, og at årsagen til, at guldet var så tyndt, var Schliemans gerrighed. Selv om der kan rejses berettiget kritik af Schliemann, hvilket jeg vil komme ind på senere, kan man ikke nægte, at det var Schliemanns blanding af fantasi og vedholdenhed, der havde kastet lys over denne spændende periode i det forhistoriske mørke og bragt videnskaben ud af studerekamrene. Schliemanns betydning for de efterfølgende udgravninger kan heller ikke overvurderes.

Endnu en gang kom kaptajn Bötticher på banen med et useriøst indlæg om Troja. Han erklærede, at der ikke var tale om en by, der var brændt, men i stedet en begravelsesplads, hvor de døde var blevet brændt. En bebyggelse havde de efter hans mening aldrig været.

Tilbage i Troja (1978)
For at mane disse og andre indvendinger i jorden inviterede Schliemann professor Virchow fra Berlin og Emile Burnouf fra Paris til på hans regning at besøge udgravningerne i Troja. I slutningen af september 1878 ankom Schliemann og hans selskab til Troja med et stort antal arbejdere og 10 gendarmer. Sidstnævnte skulle ikke alene beskytte Schliemann og hans selskab mod røvere, men også holde øje med, at arbejderne ikke stak noget til side til sig selv. Efter få dage gjorde Schliemann endnu et fund i nærheden af "Priamos' Palads", tre mindre og en større guldskat. Sidst i november satte vinterregnen ind, og gravearbejdet måtte afbrydes. Schliemann kastede sig igen ud i en af sine mange hæsblæsende rejser, som på få uger førte ham gennem det halve Europa: Grækenland med de antikke byer Orchomenos, Tiryns og Olympia, og han dukkede op ved prøveudgravninger ved Marmarahavet, på Ithaka og Sicilien. Han besøgte museer i England, Tyskland, Frankrig og Italien for at sammenligne deres samlinger med sine egne.

Troja (1979)
Udgravninger fra Troja, træstik fra 'Ilios, Stadt und Land der Trojaner', Leipzig 1881 I marts 1879 genoptog Schliemann udgravninger i Troja. Denne gang var han ledsaget af to fremtrædende videnskabsmænd, Rudolf Virchow, som var formand for "Gesellschaft für Anthropologie, Ethnologie und Urgeschichte", og Émile-Louis Burnouf, som var direktør for "Französische Archäologische Institut" i Athen. Virchow påpegede, at Schliemann kun havde gravet ind til midten af højen, og derved anlagt et tværsnit. Han foreslog, at Schliemann også burde lave en lodret snit gennem de forskellige beboelseslag og kulturer. Virchow anbefalede Schliemann at ansætte en ung arkitekt, Wilhelm Dörpfeld, som for tiden ledede udgravningerne i Olympia for Tysk Arkæologisk Institut. Schliemann og Dörpfeld skulle snart indlede et frugtbart samarbejde. Udgravningsstedet blev bl.a. udforsket ved hjælp af geologiske boringer i den forhistoriske undergrund og gav resultater, som i det store og hele bekræftede Schliemanns teorier. Inden de skiltes tog de sammen op til det nærliggende Idabjerg, hvorfra de olympiske guder med fader Zeus i spidsen overværede kampene mellem grækere og trojanere. Virchow skulle blive det eneste menneske, som Schliemann knyttede venskab med. Schliemann fortsatte udgravningerne sommeren over, hvorefter han skrev hovedværket "Ilios. Stadt und Land der Trojaner" på næsten 1000 sider.

Værket udkom i 1880 i Leipzig, London og New York. I fororder skrev Rudolf Virchow, at "nu er der blevet en videnskabsmand af skattegraveren", hvilket formentlig har glædet Schliemann umådeligt. Schliemann skrev efterfølgende en omdiskuteret selvbiografi, som dog bliver en stor salgssucces. Mere herom senere

Schliemann forærer sin Troja-samling til Tyskland (1881)
I december 1979 under Virchows besøg havde Schliemann fået (indprentet) den idé, at hans samlinger skulle gå til hans fædreland Tyskland. Hos Schliemann var der aldrig langt fra tanke til handling, og han skrev et brev til kejser Wilhelm I, hvori han forærede sin trojanske samling til "det tyske folk til evig eje og samlet opbevaring". (Det fremgår af Schliemanns biografi, at hans hustru Sophia mente, at samlingen retmæssigt hørte hjemme i hendes fædreland, hvilket man vel ikke kan fortænke hende i). Det generøse tilbud blev modtaget, og i foråret 1881 ankommer 40 kasser med arkæologiske fund til Berlin. Schliemann selv arrangerer udstillingen på Forhistorisk Museum i Berlin i de to "Schliemann Sale". (Den tyske rigsdag vedtager i øvrigt, at disse to sale til evig tid skulle bære Schliemanns navn.) Den 7. juli 1881 modtager han en æresbevisning, som hidtil kun er blevet Otto von Bismarck, rigskansler og Helmuth von Moltke, øverstbefalende over den prøjsiske hær til del: I festsalen i Berlins Rådhus bliver han udnævnt til æresborger af den tyske hovedstad, og hans ven Virchow holder festtalen. I et brev udtaler kejseren sin tak for og anerkendelse af samlingen med dens store videnskabelige betydning, og brevet bliver trykt i alle aviser. Schliemann havde ønsket, at den samme hæder skulle tilfalde hans hustru Sophia, men det fandt bystyret desværre ikke muligt. Som en slags kompensation får hun den unge kronprins Wilhelm til bords. Samme år bliver Schliemann også æresmedlem af "Berliner Gesellschaft für Anthropologie, Ethnologie und Urgeschichte".

Udgravninger ved Troja (1982)
Udgravninger fra Troja, tegning For vistnok sjette gang tog Schliemann til Troja for at foretage udgravninger, Denne gang i selskab med arkitekten Wilhelm Dörpfeld (1853-1940), som havde vunder stor anerkendelse i forbindelse med Olympia-udgravningerne. Overfor Dörpfeld luftede Schliemann den tvivl, som bestandigt havde naget ham: Kunne den lille by med plads til mindre end 3000 indbyggere virkelig være det store, berømmelige Troja? Dörpfeld anbefalede, at de "løftede" lagene enkeltvis og lavede detaljerede tegninger af hver enkelt kulturlag. Kun med sådanne beviser kunne de overbevise de skeptiske fagfolk, og Schliemann accepterede denne fremgangsmåde. Dörpfeld ville sammen med arkitekt Höfler fra Wien udarbejde de nødvendige tegninger. Snart arbejdere 160 arbejdere under 3 opsynsmænd på udgravningen.

Efter få uger påviste Dörpfeld, at det, som Schliemann havde troet var ringmurene om den 3. by, i virkeligheden var murrester af to vældige bygningsværker i den 2. by. Dörpfeld sluttede også, at kun overklassen i Troja havde boet indenfor de vældige bymure. Der måtte have været en by længere nede for den lavere del af befolkningen. Det passede også med Schliemanns tidligere fund af pottemagerskår i nogle graveskakter, som han havde ladet grave syd for Hissarlik. Dörpfeld påviste, at denne 2. beboelse havde været en storby, som var blevet ødelagt af en vældig brand.

Schliemann skrev talrige kærlige breve til sin hustru Sophia, som aflagde besøg i udgravningerne sammen med børnene Andromache og Agamemnon. Mens familien var på besøg, fandt man fundamenterne til et stort tempel, godt 30 x 10 meter i størrelse.

Pludselig dukkede en tyrkisk officer op med en ordre fra det tyrkiske krigsministerium. Det var ikke længere tilladt at fotografere eller tegne eller gøre notater om Hissarlik, da man befrygtede, at der blev lavet tegninger over de tyrkiske fæstninger i området. En halv snes rasende telegrammer fra Schliemann til Berlin og Konstantinopel kunne ikke løse op for situationen. Samtidig blev Schliemann ramt af malaria, og selv ikke de kraftigste doser kinin kunne slå feberen ned. Det endte med, at Schliemann måtte forlade udgravningerne for at tage hjem.

Besøg i barndomshjemmet i Ankershagen (1982)
Fam. Schliemanns barndomshjem i Ankershagen Schliemann benyttede sommeren til at aflægge besøg i sit barndomshjem i Ankershagen i Mecklenburg. Han skrev til sognepræsten pastor Becker og spurgte, om han og hans familie kunne få et sommerophold på præstegården mod betaling. Præsten sagde ja, og en dag i juni måned dukkede Schliemann og Sophia op med børnene Andromache og Agamemnon. Der har formentlig være røre i landsbyen over, at det berømte og særdeles velhavende bysbarn aflagde besøg. Iflg Schliemann dagbøger var barndomshjemmet, som han huskede det, med den knirkende trappe op til hans værelse, hvor han havde siddet og læst latin. Her var blevet ham indpodet den glødende interesse, som næsten 50 år senere havde ført til opdagelsen af nogle af de største arkæologiske skatte, som verden havde set.

Schliemanns barndomsveninde fra Ankershagen Schliemann mødte også nogle af sine gamle skolekammerater, først og fremmest Minna Meincke, hans barndomsveninde. Han fik også besøg af sin gamle huslærer fra Kalkhorst, som havde undervist ham i latin og bragt hans drengehjerte til at banke for de gamle grækere. En aften kom en gammel og krogbøjet mand til præstegården og spurgte, om han måtte hilse på doktoren. Da han begyndte at fremsige nogle vers fra Iliaden på et ikke helt fejlfrit græsk, gik det op for Schliemann, at det var den gamle møllersvend Niederhöffer, som flere gange for en snaps eller to havde deklameret for ham i butikken. Og mon ikke de to venner har delt en snaps for at fejre gensynet?

Først i december lykkedes det Schliemann via den tyske gesandt i Konstantinopel at få sultanens tilladelse til at udfærdige de nødvendige kort og tegninger, og Schliemann sendte straks sine to arkitekter Dörpfeld og Höfler tilbage til Hissarlik. I 1882 blev Schliemann æresmedlem af "der Bayerischen Akademie der Wissenschaften" og året efter æresdoktor ved Oxford Universitet. I 1983 udkom endnu en publikation fra Schliemanns hånd: "Troja. Ergebnisse meiner neuesten Ausgrabungen." i Leipzig og London.

Udgravning ved Tiryns (1884)
Kassemater fra Tiryns I 1884, da Schliemann var 62 år gammel, gik han sammen med Dörpfeld i gang med at udgrave Tiryns Kongeborgen på Argossletten, blot nogle få km sydøst for Mykene. Sammen med netop Mykene var Tiryns et center for mykenst kultur. I Iliaden omtaler Homer byen som "det muromkransede Tiryns". Under ledelse af Odysseus’ ven Diomedes sendte byen et kontingent af mænd og skibe til den græske flåde, som skulle hente den bortløbne Helene hjem fra Troja. Tiryns har været befæstet i omkring 7.000 år, men havde sit højdepunkt mellem 1300-1200 fvt. Ifølge legenderne er de kæmpemæssige ringmure bygget af kykloper. Nogle mener også, at Tiryns var den berømte helt Herakles' fødested, og der var fra denne borg med verdens mmægtigste mure at han drog ud for at udrette sine vældige bedrifter. Klik her, hvis du vil læse om dem.

Besynderligt nok havde ingen arkæologer interesseret sig for Tiryns, før Schliemann og Dörpfeld dukkede op. Måske fordi de mente, at de hårdt brændte mursten stammede fra middelalderen og ikke fra den græske bronzealder. Som altid støttede Schliemann sig på sine antikke kilder, og som ved Mykene studerede han Pausanias' rejsebeskrivelse fra det 2. århundrede. Heri læste Schliemann, at Pausanias ved et besøg i år 170 havde set en intakt ringmur: "Bygget af utilhuggede sten, så store, at selv den mindste ikke kunne rokkes af et spand mulddyr.". Udgravningen påbegyndtes i marts måned 1884 med 60-70 arbejdere. Schliemann sendte bud til Hissarlik efter sine to betroede opsynsmænd. Hver morgen kl 3:45 stod Schliemann op, tog ned til havnen, hvor en fisker roede ham ud på havet for at han kunne svømme rundt 5-10 minutter, inden har var klar til dagens arbejde.

Fragment af kalkmaleri fra Tiryns Ringmuren omkring borgen var i gennemsnit 7-8 meter tykke, men omkring paladset, som lå øverst oppe på bakken, var den mere end 12 meter tyk. Enkelte sten vejede mere end 10 tons. Fra fæstningemuren førte en bred rampe op til hovedindgangen, hvor et porttårn ragede yderligere syv meter op i luften. En fem meter bred gang førte op til den næste port, som mindede om Løveporten i Mykene.

Hele paladsområdet blev omhyggeligt udgravet under Dörpfelds ledelse og opsyn, og renset for ruinnedfald fra sammenstyrtede vægge og lofter. En rummelig indergård lå foran det store kongepalads, som var omgivet af en søjlehal. Overfor indgangen til paladset stod et alter for Zeus. Fra den store modtagelseshal førte tre fløjdøre ind til mandshallen(Megaron), hvor en trone var placeret mod den højre væg; i midten stod et ildsted mellem fire vældige træsøjler, som bar loftet. To af de tre vægge indgik i et tempel for Hera. Gulvet var af kalksten, inddelt i røde kvadrater med blå striber imellem. Søjlerne var smukt bemalede og vægpillerne beklædt med ædle træsorter. Borgområdet med paladset blev ødelagt omkring 1250 fvt.

Fra korridorer førte døre ind til talrige rum, heriblandt et badeværelse med et gulv, som bestod af en eneste blå kalkstensblok på mere end 20 tons. De pudsede vægge var udsmykket med smukke kalkmalerier med kunstfærdige ornamenter og væsener i røde, blå, gule, sorte og hvide farver. Et sted så de en freske med en tyr, som for afsted, mens et menneske dansede på ryggen af den. Den mindede Schliemann om det tyrehoved med guldhorn, som man havde fundet i en skaktgrav i Mykene. Det fik også Schliemann til at se en mulig forbindelse til Kreta, hvor legenden om Minotaurus, halvt menneske og halv tyr, hørte hjemme. Han aftalte med Dörpfeld, at deres næste udgravningsmål skulle være Kreta. I mellemtiden udarbejdede Schliemann værket "Tiryns" om udgravningerne i Tiryns, som året efter udkom i Leipzig, Paris, London og New York. I 1885 modtog Schliemann i London "Den store Guldmedalje for Kunst og Videnskab" af dronning Victoria.

Rejser til Egypten (1886-1888)
I vinteren 1886/1887 foretog Schliemann en rejse til Egypten og besøgte museerne og de egyptiske monumenter. Sophia blev hjemme, angiveligt fordi hun let pådrog sig søsyge og dermed så vidt muligt undgik sørejser. I foråret 1888 gentog Schliemann rejsen, denne gang i selskab med sin ven Virchow, og de besluttede på et senere tidspunkt at foretage udgravninger i Egypten.

Rejse til Kreta (1886)
Schliemann og Dörpfeld tog til Kreta for at foretage en vurdering af mulighederne for at gøre arkæologiske fund. I nærheden af Herakleion fører en dal ind til det indre bjergland. Her ligger en høj, Kephala, hvor den berømte borg Knossos skal have ligget. Homer skrev

"Langt ude i havet ligger en ø, der kaldes Kreta, et rigt og skønt land, tætbefolket og med halvfems byer... Den største by er Knossos, hvor kong Minos herskede og kunne glæde sig over Zeus' venskab!"
Iliaden

Allerede i 1878 havde den spanske konsul Minos Kalokairinos (som navnet antyder, er han græker og oven i købet fra Kreta) udgravet en del af paladset ved Knossos og blotlagt nogle magasiner samt fundet 12 såkaldte pithoi (kæmpestore lagerkrukker) fra en hidtil ukendt civilisation. Desværre blev alle Kalokairinos' fund incl. hans noter ødelagt, da Kreta blev befriet fra den ottomanske (tyrkiske) styre. På grund af den politiske situation, ønskede de tyrkiske magthavere ikke, at der skulle foretages udgravninger på øen, og de nægtede Kalokairinos en gravetilladelse. Schliemann, som efterhånden havde fået et tåleligt forhold til de tyrkiske myndigheder, fik tilladelse af guvernøren til at foretage nogle prøveudgravninger. Han blev hurtigt klar over højens arkæologiske værdi og forsøgte at købe den af dens tyrkiske ejer. Denne nægtede at sælge højen, men Schliemann kunne købe hele hans ejendom inl. højen samt 2500 oliventræer for den ublu pris af 100.000 francs. Schliemann afslog det grådige tilbud - men er vel ikke købmand for ingenting, og forlod øen.

Tre år senere fik Schliemann tilbud om at købe ejendommen, denne gang for 40.000 francs. Schliemann slog til og gjorde forberedelser til at tage til Kreta, men fik et brev fra ejeren, som fortalte, at det ikke var nødvendigt at komme til Kreta, han kunne bare sende ham udbetalingen på 5-6000 francs. Det vakte straks Schliemanns mistro, og da han kom til Kreta, viste det sig, at den tyrkiske ejer havde ombyttet de bedste marker med nogle værdiløse jorder, og samtidig var antallet af oliventræer faldet fra 2500 til godt 800, hvorefter Schliemann irriteret afstod fra handelen. Den væsentligste årsag var imidlertid, at hans modstandere igen havde betvivlet hans resultater, og den ærekære Schliemann hastede til Athen for at tage kampen op.

I stedet blev det englænderen Arthur Evans, som godt 10 år senere, efter at tyrkerne var drevet ud af stormagterne, kom til at udgrave Knossos. Hvis det kan interessere dig, har jeg i forbindelse med en ferie på Kreta skrevet lidt om Arthus Evans og hans udgravninger. Klik her , hvis du vil vide mere. Som et kuriosum kan jeg nævne, at samme Arthur Evans havde fejret sin forlovelse med et besøg på udstillingen i London af Schliemanns skatte fra Troja.

En gammel fjende dukker op igen (1889)
I 1889 dukkede det trojanske spørgsmål op igen. Schliemanns gamle fjende, pensioneret artillerikaptajn Ernst Bötticher havde i tidens løb skrevet flere artikler, hvori han fremsatte den påstand, at der aldrig havde været nogen by på Hissarlik, men at Hissarlik blot havde været en enorm gravhøj, hvor lig var blevet brændt under kultiske ceremonier. At Bötticher aldrig havde set Troja, anfægtede ham tilsyneladende ikke. På en arkæologikonference tilbageviste Wirchow fuldstændig Böttichers påstande som ubegrundet sludder. Han fremhævede, at der i hele Hissarlik højen kun var fundet tre skeletter og seks kranier. På Dörpfelds råd tog Schliemann tyren ved hornene og inviterede Bötticher til at besøge udgravningerne ved Troja sammen med en kommission bestående af 14 fremtrædende videnskabsmænd. Bötticher kunne ikke sige net til en gratis rejse til Troja - Schliemann betalte samtlige omkostninger. I begyndelsen af december 1889 ankom Bötticher til Troja, hvor han blev ført gennem udgravningerne af to upartiske personer. Han indrømmede, at han havde taget fejl, men nægtede efterfølgende skriftligt at tilbagekalde sine beskyldninger, men nu tog offentligheden ham ikke længere alvorlig.

Fra den 25. til den 31. marts 1890 afholdt Schliemann en "International Trojansk Konference" i Hissarlik med deltagelse af videnskabsmænd fra Tyskland, Frankrig, USA og Tyrkiet for en gang for alle at tage livet af de myter, som verserede. Under bestigning af Idabjerget bemærkede Virchow, som udover at være arkæolog også var mediciner, for første gang, at Schliemann havde svære høreproblemer og meget ofte ledsaget af stærke smerter i forbindelse hermed. Schliemann indrømmede overfor sin ven, at han allerede på sin verdensrejse i 1864 havde været nødt til at få foretaget en operation på Java, og siden da havde lidelsen forværret sig. Virchow undersøgte ham efterfølgende og konstaterede, at øregangen næsten var lukket pga knogleudvidelser, og han tilrådede en fornyet operation, denne gang af professor Schwartz i Halle. Men operationen skulle først foretages, når det var tvingende nødvendigt, og Schliemann havde så mange planer, at han udskød operationen indtil videre.

Udgravninger ved Troja (1890)
Model over Troja Dörpfeld afslørede sine nye udgravningsplaner for Hissarlik for Schliemann. Nogle arbejdere var stødt på resterne af to store bygninger, som i byggemåde mindede om paladserne i Mykene og Tiryns. I gruslagene omkring bygningerne fandtes skår, smykker mv., som hidtil kun var fundet ved Mykene. Dörpfeld mente, at der måtte eksistere en ringmur udenfor den anden bys bymur. Ca. 40 meter foran den anden bys ringmur begravet under en grusbjerg på 20 meters dybde dukkede en enorm fæstningsmur op, en mur, som ikke stod tilbage for dem, de havde fundet i Mykene. Muren målte 8-10 meter i bunden og nåede en højde af 8½ meter. Nu var Troja en borg, som kunne måle sig med både Mykenes og Tiryns kongeborg. Borgmuren omfattede hele Hissarlikhøjen og målte 540 meter. To dybe brønde indenfor murene forsynede beboerne med frisk vand, udover det, som kom fra en kilde på vestskråningen. Gennem flere årtusinder havde slægt efter slægt slået sig ned på ruinerne efter foregående slægter, havde nivelleret pladsen ved at rydde ruinerne til side og kyle dem ned over skrænten. Nogle år senere skulle Dörpfeld finde og udgrave Homers Troja i det sjette lag. Gravearbejdet blev indstillet den 30. juli 1890.

Schliemanns død (1890)
Schliemanns gravmonument i Athen I begyndelsen af november tvang øresmerter den 68-årige Schliemann til at tage til specialisten i Halle for at blive opereret. Den 13. november blev Schliemann opereret, og en knogleudvidelser fjernet fra øret. Tre uger ventede Schliemann på resultatet, inden han imod lægens anvisning forlod klinikken. Han tog til Leipzig, hvor han besøgte sin forlægger, og den 15. december fortsatte han til Paris. Her måtte han igen under lægebehandling, da hans højre øre begyndte at smerte. To dage senere påbegyndte han sin hjemrejse via Italien. Her benyttede han lejligheden til den 24. december at aflægge besøg ved Pompeji. På vej hen til lægen den 26. december faldt han om på gaden og blev indbragt på et hospital. Han havde ingen papirer på sig, så ingen var klar over, at det var den berømte Schliemann. Først da man kontaktede den læge, som havde udsted den medicin, som Schliemann havde i sin lomme, blev man klar over det, og flere læger blev tilkaldt. Mens lægerne konfererede i et værelse ved side af, afgik Schliemann ved døden som følge af betændelse i hjernen.

Dörpfeld og Sophias broder bragte Schliemanns lig til Athen, hvor han den 4. januar 1891 blev bisat i det mausoleum, han selv havde ladet bygge i klassisk græsk stil. Den 38-årige enke og de to børn modtog kondolence fra den græske konge, flere ministre og det diplomatiske korps. Fra den tyske kejser og fra byen Berlin indløb kranse og telegrammer. Ved kisten udtalte Dörpfeld, hans efterfølger: "Hvil i fred! Du har udrettet nok." (Sophia og datteren Andromache skulle siden blive begravet samme sted.) I Berlin blev der den 1. marts 1891 afholdt en mindehøjtidelighed, hvor Virchow og professor Curtius udtalte mindeord for afdøde.

På forsiden af mausoleet er anbragt en buste af Schliemann lige over et billede af kong Proitos, som sætter kykloperne i gang med at bygge de vældige mure omkring Tiryns. Symbolikken er formentlig, at på samme måde, som det krævede overmenneskelig styrke at bygge disse mure, på samme måde krævede det et menneske af Schliemanns format og støbning igen at bringe dem for dagens lys.

På den sidste side har jeg skrevet om de fortsatte udgravninger på Troja, om den trojanske skat, som på mystisk vis forsvandt efter anden verdenskrig, om den kritik, som er rejst mod Schliemann og et privat forsvar for Schliemann. Læs her, hvis du har lyst.

Du kan i stedet vælge næste side her: