Agamemnons dødsmaske

Hvor lå Troja?
På Schliemanns tid var de lærdes viden om den græske (helenske) kultur meget mangelfuld og ofte misvisende. Historiebøgerne begyndte med at fastslå, at det var de gamle romere, som havde døbt området Grækenland, at det tidligere hed Hellas og omfattede adskillige (omkring 35) bystater: Attika, Arkadien, Athen, Sparta, Theben Mykene, Boetien osv., og at betegnelsen Hellas også omfattede de bosættelser( kolonier), de havde oprettet i Nordafrika, i Lilleasien, ved Sortehavet, på Sicilien mv. Det var også kendt, at hellerne ikke var den oprindelige befolkning, men at disse var indvandret og havde undertrykt "de barbariske stammer", hvis medlemmer levede som en klasse af slaver, mens hellenerne udgjorde et militært aristokrati. Den periode, som lå mellem hellenernes første beboelser og indtagelsen af Troja, kaldes ofte "den heroiske tid" eller "den homeriske tid", og den er beskrevet i Homers store episke værker Iliaden og Odysseen. Flertallet blandt de lærde opfattede imidlertid disse to værker som myter og sagn fra en ukendt, tåget fortid - uden rod i virkeligheden. Men for Schliemann var disse beretninger virkelighed og Homer formentlig et sandhedsvidne, som havde nedskrevet disse magiske fortællinger.

Schliemann skilte sig fuldstændig af med sine forretninger, fast besluttet på at løse en af arkæologiens store gåder: "Havde det Troja, som Homer skildrede så levende i Iliaden, eksisteret i virkeligheden, eller var det bare en af antikkens mange myter?. Den 8. august 1868 gik Schliemann i land ved Dardanellerne, fast besluttet på at finde den mægtige by Troja. Efter et kort visit hos den russiske konsul, fandt han en fører, som kunne tale græsk og kendte egnen. Schliemann kommanderede ham til at tage til Burnabaschi. Schliemann var langt fra den første, som havde søgt efter Troja. De få lærde, som troede på Trojas eksistens, anså højsletten overfor landsbyen Burnabaschi som den mest oplagte mulighed. Allerede i slutningen af 1700-tallet havde den franske arkæolog Lechevalier påstået, at han havde fundet en varm og en kold kilde, som Homer havde skildret i Iliadens 22. sang, hvor Akilles forfølger Hektor omkring Troja, inden han dræber ham (Wilsters oversættelse):

Homer "Videre kom de forbi to klarthenrindende Vandløb,
Kilderne, hvorfra Skamandros, den hvirvlende Flod har sit Udspring.
En af Kildernes Vand er varmt, og op af dens Bølger
Stiger, som Røgen af Ild, en Damp, der breder sig trindt den;
Kold derimod er den anden, selv midt i Sommerens Hede,
Ligesom Hagel og Snee, eller Vand, som Frosten har styrknet.
...Saaledes paa ilende fod løb de rundt om Kong Priamos' Fæstning,
tre gange rundt..."

Med Iliaden i hånden vurderede Schliemann, om de geografiske forhold svarede til dem, som Homer havde beskrevet i Iliaden. Schliemann ophørte aldrig med at tro på, at Homer havde skrevet den skinbarlige sandhed. Ved nærmere eftertanke havde Schliemann svært ved at se, hvorledes den rapfodede Akilles havde kunnet forfølge Hektor omkring murene på denne bakke. Afstanden fra Burnabaschi til stranden var også for lang i forhold til Homers beskrivelse. Og alle de kilder, som Schliemann fandt, havde samme temperatur, ca 17 grader. Schliemann hentede nogle tyrkiske arbejdere i landsbyen og lod dem grave omkring 30 forskellige steder i højen uden at finde tegn på tidligere beboelser, hverken ruiner eller potteskår. Det, som slog hovedet på sømmet for Schliemann var dog, at man ikke fra Burnabaschi kunne se Ida-bjerget, hvorfra Zeus ifølge Homer havde kunnet overskue byen Troja. Schliemann var nu overbevist om, at Burnabaschi ikke var Troja.

Kort over den vestlige del af Tyrkiet, hvor Troja lå.

Eller ved Hissarlik? (1868)
Frank Calvert Schliemann rettede nu blikket mod Hissarlik (eller Hisarlik) højen, som lå otte km sydligere på den sidste udløber af Ida forbjerget. Højen, som er omkring 50-60 meter høj, ligger omkring fire km fra kysten ved Dardanellerne, hvilket passede fint med Homers angivelse af, at kong Agamemnon fra de græske skibe havde kunnet se Troja brænde. Schliemann aflagde straks besøg hos englænderen Frank Calvert, den amerikanske vicekonsul over Dardanellerne, som i sin fritid var en passioneret amatørarkæolog. I 1847 havde Franks broder, Frederick købt en farm på mere end 2.000 hektar., og omkring halvdelen af Hissarlik højen lå på farmens jord. Omkring 1860 havde Frank Calvert foretagt udgravninger på stedet og havde offentliggjort sine resultater i London i 1865. Calvert delte Schliemanns opfattelse af Homer som et sandhedsvidne, og var ikke utilbøjelig til at mene, at Troja havde ligget på Hissarlik. Calvert havde held opfordret British Museum til at komme og grave på Troja, men museet havde afslået tilbuddet. Calvert var meget fornøjet over Schliemanns glødende entusiasme. Schliemann spurgte, om der i nærheden af Hissarlik var en varm og en kold kilde, og Calvert svarede, at alene i de få år, han havde boet ved Hissarlik, var der hvert år opstået og forsvundet kilder. Calvert gjorde dog Schliemann opmærksom på, at de fleste fagarkæologer var af den opfattelse, at Troja blot var en sagnby. Dette ophidsede Schliemann, som mindede ham om, at perserkongen Xerxes på sit felttog mod grækerne 480 fvt. havde besøgt Priamos' borg (Priamos var konge af Troja og fader til bl.a. Hektor og prins Paris) og ofret 1000 stykker hornkvæg til den trojanske Athene. Og havde ikke Alexander den Store, som døde 323 fvt., ladet sine våben indvi i Ilions tempel og ofret ved Akilles og Patroklos' grav? (Ilion er byen Trojas hellige navn.) Og endelig havde den romerske kejser Konstantin den Store i det fjerde århundrede overvejet at gøre Ilion (Troja) til romerrigets hovedstad. Schliemann fortalte, at han havde i sinde at fremskaffe sikre beviser for, at Troja havde eksisteret, og det ville han gøre med spaden.

Calvert, der, som nævnt som var blevet grebet af Schliemanns ildhu, lovede at hjælpe ham på enhver måde, men han gjorde Schliemann opmærksom på, at han kun ejede halvdelen af Hissarlik, den anden halvdel tilhørte to tyrkere fra landsbyen, og de ville sikkert skrue prisen for at tillade gravning op, når de hørte om Schliemanns hensigter. Schliemann bemærkede, at så måtte han hellere lære tyrkisk for at blive i stand til at forhandle med dem uden tolk. Sådan!. Schliemann vendte tilbage til Paris for at afvente svar fra den tyrkiske regering om en gravetilladelse. Herfra bombarderede han Calvert med breve med utallige spørgsmål: "Hvor mange arbejdere skulle han ansætte?", "Skulle han foretrække tyrkere frem for grækere?", "Hvad ville omkostningerne til gravearbejdet løbe op i?" og "Hvilken slags hat skulle Schliemann bære under udgravningerne?".

Skilt, og gift igen i 1869
Tilbage i Paris skrev Schliemann i efteråret 1868 i løbet af kun tre måneder værket "Ithaka, Peloponnes og Troja" - både på tysk, fransk og engelsk, hvori han meddelte offentligheden om sin nyvyndte erkendelse. Bogen, som mange fandt amatøragtig, fik ikke noget stort publikum, og den videnskabelige verden reagerede med foragt og nedladenhed. Kritik og modstand tog dog ikke modet fra Schliemann, som ansporede ham i stedet til kamp. Han sendte et eksemplar til sin hjemstavns universitet i Rostock, som til hans glæde udnævnte ham til æresdoktor.

Næste skridt var at få styr på sit ulykkelige privatliv og opnå skilsmisse fra Ekaterina. Han mente, at han lettest kunne opnå det i USA, hvorfor han tog derover og ansøgte om amerikansk statsborgerskab, hvilket han ved venners hjælp opnåede på et par dage. Hans mange millioner har formentlig også lettet sagsbehandlingen. Den 30. juni 1869 opnåede han skilsmisse.

Nu gjaldt det om at få en ny hustru, som ville dele hans brændende interesse for arkæologien. Han betroede sin gamle græsklærer, Theokletos Vimpos, som nu var ærkebiskop i Athen, at finde den rette kvinde, og skriver i et brev:

"... Derfor beder jeg Dem med Deres svar sende mig et billede af en smuk græsk kvinde ... jeg bønfalder Dem. Find til mig en kvinde af samme engleagtige karakter som Deres gifte søster. Hun skal være fattig, men må have en god uddannelse; hun skal være begejstret for Homer og for tanken om mit elskede Grækenlands genfødelse. Om hun kan fremmede sprog eller ej betyder ingenting. Men hun skal være af græsk type, sorthåret og skal helst være smuk. Men mit første krav er et mildt og kærligt sind ...". Jeg kan forestille mig, at den græske biskop har været noget overrasket over at modtage et sådant brev fra den 46-årige millionær.

Sophia Schliemann, født Engastromenos Vimpos sendte Schliemann billeder af flere unge piger, som opfyldte kravene. Schliemann udvalgte billedet af en 17-årig pige, Sophia Engastromenos, som var slægtning til ærkebiskoppen og besluttede at mødes med hende og hendes familie. Under besøget udspurgte han hende omhyggeligt, og spørgsmålet om, hvorvidt hun ville synes om at tage med på længere rejser, besvarede hun bekræftende. Efter at have svaret korrekt på et historisk spørgsmål, fik Schliemann hende til at recitere nogle passager fra Homer udenad. Sophia bestod denne besynderlige eksamen, og den 23. september 1869 blev Heinrich og Sophia viet i Athen af Theokletos Vimpos. Deres ægteskab, som skulle komme til at vare 21 år, var på trods af (på grund af?) disse lidt besynderlige omstændigheder ved dets indgåelse meget vellykket, og af deres brevveksling fremgår, at de lkom til at elske og respektere hinanden. Det er deres to børn, Andromache og Agamemnon måske også en slags bevis for. Sophia (betyder visdom på græsk) deltog i Schliemanns feltarbejde og hjalp ham med hans publikationer. Ved flere lejligheder var hun med sin diplomatiske personlighed i stand til at hjælpe Schliemann gennem vanskeligheder, som hans utålmodige og stejle sind påførte ham. Bryllupsrejsen gik til Paris, men efter fire uger fik den unge Sophia hjemve, og de måtte rejse tilbage til Athen. Schliemann indså, at de måtte have en mere varig bopæl i Athen, hvilket bekom ham vel. Sophia insisterede på, at børnene skulle døbes, hvilket Schliemann modstræbende accepterede. Men under ceremonien holdt han Iliaden hen over børnenes hoved og reciterede hundrede heksametervers.

Inden den ægteskabelige idyl var fuldkommen, måtte Schliemann punge ud med et betydeligt beløb til den tidligere fru Schliemann i St. Petersborg for at få hende til at anerkende den amerikanske skilsmisse.

Illegale udgravninger på Hissarlik (foråret 1870)
I foråret 1870 tog Schliemann igen til Troja. Han havde ganske vist ikke fået svar på sin graveansøgning til de tyrkiske myndigheder, men som den utålmodige sjæl, han var, gik han den 9. april i gang med nogle prøveudgravninger. Han valgte at grave i vesthøjen, som vendte ud mod havet, da han formodede, at de mest imponerende bygninger havde været orienteret i den retning. (Han nævner ikke disse udgravninger i sin selvbiografi). Den første dag stødte han på fundamentet til en bygning, den anden dag med yderligere 11 arbejdere, afdækkede han hele bygningen, og fandt i grusbunkerne en mønt, som på den ene side havde et billede af Hektor og på den anden side inskriptionen "Hektor af Troja". Det gav selvfølgelig Schliemann blod på tanden. Den tredje dag begyndte han at grave to dybe og brede grøfter på tværs af højen fra øst til vest og fra nord til syd. Herved håbede han at få et overblik over den samlede bosætning, og efter få dage stødte han på nogle næsten to meter tykke mure i fem meters dybde. Det viste sig, at disse mure hvilede på endnu større murrester. Schliemann var naturligvis henrykt. Denne følelse deltes ikke af højens to ejere, som dukkede op og spurgte Schliemann om, hvad han foretog sig på deres jord.

Schliemann forklarede gennem en tolk, at han foretog videnskabelige udgravninger, og at resultaterne heraf ville være af umådelig betydning for Tyrkiet. Det gjorde ikke større indtryk på de to jordbundne tyrkere, som i første omgang sagde, at de ville anvende de store sten, som Achliemann havde blottet, til at bygge en lille bro over et vandløb. Efter nogle dage vendte de tilbage og bad Schliemann indstille gravearbejdet. De forlangte 100 pund i erstatning og insisterede på, at hullerne skulle fyldes op, så deres får igen kunne græsse på stedet. I ærgrelse rejste Schliemann tilbage til sit hjem i Athen. Han var klar over, at han blev nødt til at købe højen af ejerne for at kunne udføre gravearbejdet.

But Safvet Pasha bought the land for 600 francs on behalf of the ministry.

Udgravning på Hissarlik (1871)
Træstik, som viser udgravningerne efter Troja på Hissarlik højen Fra Athen sendte Schliemann breve til indflydelsesrige personer i Tyskland, Frankrig og Grækenland. I et brev til Safvet Pasha, den tyrkiske kulturminister, forklarede han, at han ikke var en skattejæger, men blot ønskede at bevise for verden, at Troja lå på højen ved Hissarlik. Og til det formål behøvede han en udgravningstillade, "firman". Samtidig fik han Calvert til at forhandle med de to tyrkiske ejere, som indvilligede i at sælge højen til Schliemann for 1000 francs. Snart efter solgte ejerne imidlertid højen til den tyrkiske regering for kun 600 francs, og Schliemann blev, som man kunne forvente sig af en mand med hans temperament, rasende, men kunne intet stille op. Han tilbød Safvet Pasha, at han ville aflevere alle guld- og sølvskatte, han fandt, til ministeriet, ja han ville oven i købet betale det dobbelte af guldværdien for de gjorte fund. Men han ville ikke begynde at grave, hvis ikke han fik ejerskab til højen. Safvet Pasha afslog. Derefter ændrede Schliemann krav: Han krævede ikke længere ejerskab til højen, men forlangte halvdelen af fundene til sin egen samling til dækning af hans udgifter, mens den anden halvdel skulle gå til det tyrkiske museum. Med støtte fra den amerikanske ambassadør blev problemerne ryddet til side, og den 12. august 1871, mens Schliemann var i London, fik han den gravetilladelse, som han så brændende ønskede. Der var knyttet den betingelse til tilladelsen, at en tyrkisk embedsmand, som Schliemann selvfølgelig skulle aflønne af sin egen lomme, skulle kontrollere udgravningerne. Schliemann accepterede betingelserne.

Allerede måneden efter tog Schliemann til Hissarlik sammen med Sophia. Her lejede han en simpel hytte til sig selv og Sophia, og Calvert havde hyret en del lokale arbejdere og anskaffet de nødvendige redskaber. Men nu mødte Schliemann endnu en forhindring, idet den lokale guvernør forlangte udarbejdet et detaljeret kort over området, inden udgravningen kunne påbegyndes, og først efter at Schliemann havde aflagt besøg hos guvernøren, kunne arbejdet gå i gang. Det skete den 11. oktober 1871. Da det satte ind med voldsomt regnvejr, sendte han Sophia tilbage til Athen.

Opgaven, man stod overfor, var enorm. Højen, som formodedes at rumme resterne af kong Priamos' borg, lå i gennemsnit 24 meter over det omkringliggende plateau og faldt meget stejlt mod nord til ca otte meters højde. Området var ca 215 x 300 meter. Schliemann hyrede i første omgang otte grækere og otte tyrkere, herved sikrede han, at der kunne graven syv dage om ugen uanset søn- og helligdage. Dette tal voksede hurtigt, og allerede den anden dag var der 35 arbejdere og den tredje dag 74 arbejdere. Da gravearbejdet var kommet godt i gang, arbejdede der hver dag mellem 120 og 150 arbejdere under ledelse af Schliemann og to lokale opsynsmænd.

Schliemann antog, at kong Priamos' Troja befandt sig i det nederste (ældste) lag på højen, og han forberedte sig på at grave omkring 14 meter ned til urfjeldet. I første omgang ville han fritlægge det af Homer omtalte Athenetempel, som han formodede befandt sig midt på den højeste terrasse. Fæstningsmurene omkring borgen ville han søge ved højens fod. Gravearbejdet begyndte i det nordvestlige hjørne, hvor man med håndkraft, hakker og træskovle, med bærekurve og trillebører arbejdede sig længere og længere ned i bjerget. Materialet blev væltet ud over den stejle skrænt for at havne på sletten. Efterhånden nåede man 60 meter ind i højen.

Lige under overfladen fandt Schliemann som forventet sten med romerske indskrifter og mønter fra tiden mellem Augustus og Konstantin den Store. Det var for ham tegn på, at han var på rette vej. Men til hans forfærdelse fandt man i det næste lag værktøj og andre brugsgenstande, økser, knive, pilespidser mv. fra stenalderen. Det var ubegribeligt. Hvorledes kunne spor af menneskehedens ældste udviklingshistorie ligger højere end Troja, som var tusinder af år yngre? Arbejdet var besværligt, og Schliemann var personligt i gang i gravene fra kl seks om morgenen til kl seks om aftenen. Vejret blev koldere, og massive regnbyger gjorde gravene til rene mudderhuller. I et sjældent anfald af modløshed skrev Schliemann til sin hustru: "Det ser ud til, at Olympens guder for tid og evighed vil skjule sporene af Troja for menneskenes øjne... jeg vil endda være overordentlig tilfreds, hvis det bare lykkedes mig at trænge ind i det forhistoriske mørke og berige videnskaben med nogle blade i bogen om det store græske folks allerældste historie". Men snart voksede humøret igen. Den 6. november kom i syv meters dybde et lag til syne, som indeholdt smukt forarbejdede bronzeknive, spyd og stridsøkser, som utvivlsomt var fremstilet af et højt civiliseret folk. Schliemann genvandt snart sin tro på sig selv og på Homer, og da han i november måtte afslutte den første gravesæson, var han klar over, at udgravningerne af det hellige Troja ville tage flere år. I løbet af vinteren tog Schliemann på rejse til de mest fremtrædende arkæologer i Vesteuropa, fremlagde sine resultater og bad om råd for den kommende sæson.

Udgravning på Hissarlik (1872)
På trods af elendigt vejr dukkede Schliemann op igen ved Hissarlik i marts måned året efter. Han ville udnyttede hele foråret, inden den ulidelige sommer gjorde gravearbejdet umuligt, dels pgs varme, dels på grund af det usunde klima, som herskede i de mange sumpområder. Dette fremkaldte flere gange alvorlige feberanfald hos Schliemann og hans arbejdere. Hver morgen uddelte Schliemann kinin til alle i lejren for at forebygge malaria. Schliemann lod bygge et træhytte øverst på Hissarlik til sig selv og Sophia. Hytten havde tre værelser og et køkken.

Schliemann havde dette år forberedt sig bedre ved at ansætte en bygningsingeniør samt to opsynsmænd, som havde arbejdet på jernbanen Athen-Piräus. Fra London havde han bestilt graveværktøj. Men den enorme opgave at skulle flytte 250.000 m3 jord- og sten medførte til stadighed arbejdsulykker som følge af nedfaldende/rullende sten. En dag styrtede en 10 meter høj væg sammen og begravede seks arbejdere. Ved et mirakel havde de alle overlevet og kun fået ubetydelige skrammer. Forholdet til arbejderne blev dårligere, og Schliemann syntes, at arbejdet gik for langsomt. Ikke alene insisterede arbejderne på at overholde deres bederegler, men 10-15 minuter af hver time blev spildt på tobaksrygning. Da Schliemann indførte rygeforbud, kom det til en mindre opstand, som Schliemann imidlertid vandt. Det irriterede også Schliemann, at arbejderne trods omhyggelig overvågning stjal mange af de værdifulde genstande, som blev fundet. Et af fundene, en sten med et ugleansigt klassificerede Schliemann straks som en trojansk udgave af gudinden Athene. Alle fund blev registreret af den tyrkiske embedsmand og gemt i en træhytte, som var indrettet til formålet.

Det siger sig selv, at denne udgravningsmetode, hvor alt, som lå over det trojanske lag, blot blev fjernet, er utilstedelig, og på den måde forsvandt mange værdifulde arkæologiske vidnesbyrd. Jeg vil nærmere behandle dette problem samt den kritik, som Schliemann pådrog sig.

Det var ikke ufarligt at bevæge sig eller opholde sig i dette område af Tyrkiet, hvor røvere lå på lur for at udplyndre rejsende. Schliemann anskaffede sig en livvagt bestående af 11 store gendarmer med en korporal i spidsen. Livvagten var inddelt i vagthold. En af vagtholdets opgaver var hver morgen at ledsage Schliemann på hans fire km lange ridetur til kysten ved Hellespont, hvor han uanset vejret tog et bad i havet. Denne vane fulgte Schliemann hele livet. Han var altid tilbage i Hissarlik senest kl fem, når arbejdet skulle begynde.

Sidst i maj gjorde Schliemann et betydeligt fund på Frank Calverts halvdel af Hissarlik højen: en marmorblok med et relief af solguden Phöbus Apollo ridende på sine fire heste. På trods af alle aftaler måtte Schliemann eje dette smukke hellenistiske relief. Frank Calvert kunne han nok holde skadesløs, men hvad med de tyrkiske myndigheder? Det endte med, at Schliemann smuglede relieffet til Grækenland i en sen nattetime uset af alle, og i mange år stod det i haven til Schliemanns hus i Athen. Måske ville denne "uregelmæssighed" være forblevet uopdaget, hvis ikke Schliemann havde haft et voldsomt behov for at få offentlig anerkendelse af sit arbejde. Han sendte derfor beretninger til flere aviser og lod udarbejde gipskopier af relieffet, kopier som blev foræret til forskellige museer. Hermed havde Schliemann nærmest selv bedt om problemer i den følgende gravesæson.

Endnu havde Schliemann desværre ikke kunnet præsentere beviser i form af de gigantiske (kyklopiske) mure, som havde omgivet Troja. Endelig i begyndelsen af august stødte man på en stor mur, der var fuget sammen af små, utilhuggede kampesten. Muren var 6 meter høj og 3½ meter bred på toppen, og den skrånede næsten 75 grader. Schliemann var sikker på, at han nu "bare" skulle fortsætte og afdække den trojanske ringmur. Man opdagede også et 12 meter højt tårn, og Schliemann var sikker på, at det var i dette tårn, at Andromache, Hektors hustru var steget op, da hun hørte at Trojanerne var ved at lide nederlag. Det skulle senere vise sig, at det ikke var et tårn, men en del af den dobbelte ringmur.

Forholdene ved Hissarlik blev værre og værre pga sommervarmen. Malariaen nedbrød arbejderne, og mange måtte tage bort. Udvalget af medicin var meget begrænset: kinin, amerikansk olie og kamillete. I midten af august vendte Sophia og Schliemann tilbage til Athen, fuldstændigt nedbrudte og afkræftede.

Schliemann havde ganske vist opnået berømmelse som den, der opdagede Troja, men desværre havde det ødelagt hans venskab med Frank Calvert, som offentligt bebrejdede Schliemann hans hensynsløse gravemetode. Han var formentlig også fornærmet over, at Schliemann havde taget hele æren for opdagelsen. Dette fjendskab kom særdeles ubelejligt, da Schliemanns forhold til de tyrkiske myndigheder som nævnt var blevet stærkt belastet af "tyveriet" af relieffet, og det krævede mange diplomatiske anstrengelser at få fornyet gravetilladelsen til Hissarlik, og Schliemann måtte mobilisere mange af sine venner og tidligere forretningsforbindelser.

Udgravning på Hissarlik (1873)
Udgravninger ved Troja på Hissarlik højen Allerede sidst i januar tog Schliemann til Hissarlik, mens Sophia først fulgte efter sidst i marts måned. Da han kom frem, opdagede han til sit raseri, at opsynsmanden havde solgt eller foræret masser af de udgravede sten til sine landsbyfæller. En mægtig støttemur, som Schliemann havde ladet opføre for at holde på grusbunkerne, var brudt ned, og stenene sad nu i stalde og huse i landsbyen. Opsynsmanden blev jaget bort og en ny, bevæbnet med en riffel, blev ansat i stedet.

I begyndelsen af marts var frosten gået af jorden, og man gik i gang med at lave en 24 meter bred stikgrav gennem højen. Iflg lønningslisterne var der hver dag beskæftiget 140-150 arbejdere. Den iskolde nordenvind gjorde det næsten umuligt at arbejde, og undertiden måtte opsynsmanden om morgen melde, at der kun var mødt 3-4 mand på arbejde. Foråret kom midt i marts og med det Sophia. I syv-otte meters dybde afdækkede man grundmurene af et ældgammelt hus, som indeholdt skeletterne af to krigere, som var faldet i kamp.

Et ilbud kaldte Sophia til hendes faders dødsleje, og Schliemann måtte lade hende rejse alene. Det var svært at få tilstrækkeligt mange arbejdere, og Schliemann var irriteret over, at uanset hvor ubetydelig en helgen, der var tale om, måtte arbejdererne (i hvert fald grækerne) hjem til landsbyen for at holde fest. Og til påske var de oven i købet borte i seks dage. Da vejret blev bedre, forlangte Schliemann af arbejderne, at de sov i udgravningene under åben himmel i stedet for at tage hjem til landsbyen.

Den 16. april stødte de på en mere end fem meter bred gade eller rettere rampe, som var brolagt med smukke sandstensfliser. Den faldt temmelig stejlt ned mod sletten, og Schliemann var sikker på, at denne vej havde ført fra en hovedport i den ydre borgmur og op til slotsbygningen. Han satte straks 100 mand ind på at følge vejen, og efter få dage stødte man på resterne af en stor dobbeltport, hvor den brolagte vej endte. Schliemann var lykkelig, thi han mente at have fundet den skaiiske port, som omtales flere steder i Iliaden. Gennem den port havde byens troskyldige indbyggere trukket den trojanske hest, hvis bug var fyldt med krigere, og derved foranlediget deres eget nederlag og byens ødelæggelse. Homer beskriver meget humoristisk, hvorledes kong Priamos havde siddet ovenfor den skaiiske port med sine rådsmænd: "De var blevet for gamle til at tage del i krigen, men fremragende talere var de endnu, disse troiske rådsmænd, og som de sad der i tårnet, mindede de om cikaderne, der pipper i skoven, så det er en fryd for øret."

Schliemann satte spaden i jorden umiddelbar bag ved den anden port, og grundmuren til et stort hus dukkede op. Stenene var omhyggeligt tilhuggede, og der var fuget mellem dem. Det måtte være borgens fornemste bygning, kong Priamos' hus. Det, som gjorde Schliemann helt sikker i hans sag, var de talrige spor af brand, som gennemløb dette lag og vidnede om den brand, som havde ødelagt denne vidunderlige kongeby.

Kong Priamos' skat (1873)
Faktisk havde Schliemann nu afsluttet sin mission. Ringmuren med tårnet, den skaiiske port og kong Priamos' slot måtte være tilstrækkeligt til at overbevise offentligheden om, at Troja havde eksisteret, at det havde ligget her på Hissarlik højen, samt at Homer havde leveret en sandfærdig beretning om de hændelser, der var foregået. I maj måned skrev Schliemand følgende til sin broder: "Vi har nu gravet i tre år med 150 arbejdere ... vi har fjernet 250.000 kubikmeter jord og murbrpkker, og har nede i Iliums (Trojas) dyb samlet et helt museum fuldt af såre sjældne oltidsminder. Men nu er vi trætte, og da vi har nået vort livs mål og har fået opfyldt vort højeste ønske, vil vi indstille arbejdet her i Troja den 15. juni..

På trods heraf fortsatte Schliemann udgravningerne, og den 7. juni gjorde han et overvældende fund, som ville gøre alle hans skeptikere til skamme. Som en lille dreng i et eventyr bliver hans største ønske opfyldt i sidste øjeblik. Om morgenen gik Schliemann og Sophia som så ofte før en kontroltur til de forskellige arbejdspladser. Pludselig fik Schliemann øje på en genstand af kobber i udgravningens væg, og bag ved den funklede og skinnede det som af guld. Han bad Sophia om at gå hen til arbejderne og råbe "PAIDOS, ("fridag") og sende arbejderne hjem med en forklaring om, at Schliemann lige var kommet i tanker om, at det var hans fødselsdag, og at de nok skulle blive aflønnet for hele dagen. Arbejderne var formentlig lykkelige, og den tyrkiske kontrollant, Amin Efendi forlod også udgravningsområdet. Dette indfald var en Odysseus værdig. Med en kniv lykkedes det Schliemann at få genstanden frigjort; det var en bulet kobberskål. Derefter fulgte en kobberkedel på mere end 40 centimeter. Og bagved denne funklede det af guld og sølv. Sophia løb frem og tilbage 5-6 gange mellem findestedet og deres hytte med genstandene i sit sjal.

Kong Priamos' skat Kong Priamos' skat Kong Priamos' skat

Da de undersøgte fundene nærmere i hytten, efter at de havde trukket gardinerne godt for, fandt de bl.a. følgende genstande:
  • et kobberskjold
  • en kobberkedel med håndtag
  • et sølvkar indeholdende to gulddiademer ("Helenes juveler"), 8750 guldringe, knapper og andre mindre genstande, seks guldarmbånd og guldpokaler. Schliemann lod sin smukke hustru, Sophia, som på det tidspunkt var 20 år, fotografere som "Den skønne Helene af Troja" med det smukkeste af de to diademer om halsen. Fra den fine guldkæde, som skulle bæres højt på hovedet, hang der 16 lange og 74 korte guldkæder, hver bestående af en række bittesmå hjerteformede guldplader. Diademet indrammede bærerens ansigt i guld.
  • en kobbervase
  • en guldflaske
  • to guldbægre, en smedet, en støbt
  • et antal røde terrakotta pokaler
  • et drikkebæger af en legering af guld og sølv
  • seks smedede knivblade af sølv
  • tre sølvvaser med kobberindlægning
  • flere sølvpokaler og vaser
  • 13 spydspidser af kobber
  • 14 kobberøkser
  • syv kobberdaggerter
  • andre kobbergenstande samt en nøgle til en kiste (skulle siden vise sig at være en bronzemejsel)
Alene skattens metalværdi oversteg 1 million mark. Måtte ikke disse værdifulde genstande komme fra den kiste, hvorfra kong Priamos hentede de værdifulde genstande, som han ville give for at løskøbe sin søn Hektors lig fra Akilles? "Priamos åbnede sine prægtige forsirede kister og tog tolv skønne kjoler, tolv kapper og lige så mange uldtæpper, kåber og kjortler. Endvidere to skinnende trefødder, fire kedler og et kosteligt bæger, som trakenerne havde foræret ham, engang han besøgte dem ..."

Schliemann var heller ikke vilig til at dele denne skat, som han døbte "Priamos' skat", med de tyrkiske myndigheder. Kontrollanten Amin Efendi, som formentlig har kunne mærke en ændring i Schliemann og Sophias opførsel, blev mistænksom og forlangte tilladelse til at undersøge parrets hus, men Schliemann smed ham ud. Om natten blev seks kasser og en sæk indeholdende den fundne skat flyttet over til Calverts ejendom, og en dag eller to senere smuglet smugler til Athen på et skib. Schliemann har ikke selv omtalt, hvorledes dette fandt sted, men i hvert fald befandt skatten sig efter nogle dage i sikkerhed i Schliemanns hjem. For et syns skyld fortsatte man udgravninger nogle dage efter fundet, inden parret vendte tilbage til Athen.

Men hvad glæde har en arkæolog af at have fundet en vidunderlig skat, når ingen i hele verden er klar over det? Snart sendte Schliemann en beretning om fundet til alle større aviser i Europa og fortalte, at han havde gjort den hidtil største opdagelse i arkæologiens historie. Med stor entusiasme bekendtgjorde han, at han ikke alene havde lokaliseret hjemstedet for Troja, men oven i købet fundet "kong Priamos' skat". Schliemanns navn gik verden rundt. Ikke alene i videnskabelige kredse men også i den brede offentlighed drøftede man fundet vidt og bredt. Den tyrkiske regering gjorde krav på fundene, og Schliemanns hus i Athen blev gennemsøgt på begæring af den tyrkiske gesandt. Schlieman havde dog været så forudseende, at han havde gemt den hos familie og venner på landet. Den stakkelse kontrolant med det utaknemlige job, Amin Efendi måtte en tur i fængsel for at have svigtet sit tilsyn med udgravningerne.

Det kom til en retssag, hvor Schliemann insisterede på, at han og han alene havde skaffet Troja og dens skatte for dagens lys gennem umådelige anstrengelser og med et stort forbrug af hans penge. Tyrkiet kunne beholde Troja, så ville han beholde de fundne skatte. Men så fik han en idé. Han ville forære skatten til sin hustrus fædreland - og oven i købet bygge et museum til at huse den. Til gengæld skulle han så have tilladelse til at foretage arkæologiske udgravninger ved Mykene, hvor sejrherren fra Troja, kong Agamemnon havde sit palads. Han fik afslag fra den græske regering, som ikke turde lægge sig ud med tyrkerne, hvorefter Schliemann fordybede sig i udarbejdelse af en videnskabelig publikation om udgravningerne i Hissarlik.

Efter nogen tid skrev direktøren for Athens universitetsbibliotek en kronik i en græsk avis, hvor han stillede spørgsmålstegn ved, om Schliemann i det hele taget havde fundet sine skatte ved Troja (Hissarlik), eller om han ikke havde købt genstandene hos marskandisere. Og hvad var Schliemann andet end en tysker med amerikansk statsborgerskab, som havde tjent sin formue ved smugleri? Det var formentlig misundelige arkæologer, som havde overbevist regeringen om, at Schliemann var guldgraver snarere end seriøs arkæolog.

Processen mod den tyrkiske stat varede omtrent et år, inden den blev afgjort med, at Schliemann kunne beholde skatten mod at betale 10.000 Francs. Fornøjet med udfaldet forhøjede Schliemann rundhåndet beløbet til 50.000 francs (Schliemann havde selv vurderet værdien af skatten til mindst 1 million francs), og oveni forærede han museet i Konstantinopel nogle kasser med fund fra Troja. Han lovede også, at alle fremtidige fund ved Troja ville blive afleveret til museet, og til gengæld fik han en gravetilladelse (firman) for 2 år. Da guvernøren over Dardanellerne (igen) lagde hindringer i vejen, rettede Schliemann i stedet blikket mod Olympia og Mykene i Grækenland som næste mål for sin utrættelige energi. Schliemanns hensigt med at søge en gravetilladelse for Troja var i virkeligheden at holde især engelske og franske arkæologer for at fortsætte hans arbejde ved Troja.

British Museum tilbød at købe skatten, men Schliemann afslog. Schliemann tilbød skatten kvit og frit til Louvre, men af en eller anden grund reagerede den franske regering ikke på det generøse tilbud, hvorefter Schliemann lod skatten deponere i nationalbanken i Athen. Herefter indledte Schliemann en foredragstourne omkring i Europa og kom i kontakt med mange museer. Hans foredrag blev modtaget meget forskelligt. Mens man i Paris modtog ham med kulde, blev han hyldet i London. Dronningen af Holland gav ham en orden, og Rostock Universitet, hvor han jo var æresdoktor, tog varmt imod ham. Her sluttede han venskab med professor Rudolf Virchow, den berømte læge og antropolog fra Berlin - mere herom senere. Især anerkendelsen fra tyske videnskabsmænd var af stor betydning for Schliemann. På trods heraf fik hans bog "Trojanische Alterthümer" (1874) en del kritik i Tyskland.

Schliemann rettede nu blikket mod Grækenland, hvor han begyndte at grave ved den store kongeborg i Mykene. Kom med denne vej, hvis du har lyst til at følge med.

Du kan i stedet vælge næste side her: