Carsten Niebuhr (1733-1815)

Carsten Niebuhr har altid haft en fremtrædende placering i mit private heltegalleri. Som du sikkert husker, deltog han i en ekspedition til Yemen - siden oldtiden benævnt "Arabia Felix", "Det lykkelige Arabien". Det var den første større videnskabelige ekspedition, udgået fra Danmark, og den første ekspedition overhovedet, der var udsendt til Arabien fra noget land. Bondesønnen fra Nordtyskland, som på det tidspunkt var dansk, kom på ekspeditionen i lærd selskab med filologen F.C. von Haven, den svenske botaniker og naturforsker Peter Forsskål og lægen C.C. Kramer, alle med titler af professor, Niebuhr selv fik tilbudt en professortitel, men afslog beskedent, fordi han ikke følte sig lærd nok. Han var udlært i landmåling og geometri. Kjøbenhavnske Danske Posttidende kunne den 12. januar 1761 meddele:

".. at Hans Majestæt (Frederik V) haver afsendt et Lærdt Selskab, som på alle Steder skal indsamle og hidsende nyttige orientalske Håndskrifter, samt østerlandske Naturalier og Rariteter…såvel til Videnskabernes Fremvæxt i almindelighed, som til den hellige Skrifts nærmere Fortolkning i særdeleshed.

Niebuhr vendte tilbage til København den 20. november 1767 som den eneste overlevende af de seks ekspeditionsmedlemmer. De følgende fem år arbejdede han i København, hvor han fik udgivet både Forsskåls og sine egne bøger om ekspeditionen. Han fik også tid til at gifte sig og fik to børn: datteren Christiane Dorothea i 1774 og sønnen Barthold Georg i 1776. To år efter flyttede familien til Meldorf på Niebuhrs fødeegn, hvor han resten af livet bearbejdede sine egne og de øvrige deltageres videnskabelige optegnelser. Han døde i 1815.

Som så mange andre danskere læste jeg og henrykkedes over Thorkild Hansens gennembrudsbog "Det lykkelige Arabien" fra 1962, baseret på omfattende kildestudier og dokumenter om ekspeditionen. For nylig (2007) fik jeg af min gamle ven, pensioneret skoleinspektør Axel Pedersen fra Århus foræret Bartold Georg Niebuhrs biografi over sin fader, Carsten Niebuhrs liv, (1816). Bogen er oversat fra tysk og udgivet på Forlaget Vandkunsten. (Hvis du undrer dig over, at jeg ikke har skrevet gamle ven i anførselstegn, skyldes det dels, at jeg efterhånden har kendt Axel i en hel del år, og dels at Axel er 97 år gammel - skønt endnu ung af sind og altid en fornøjelse af besøge.) Denne lille biografi på omkring 100 sider er én lang respektfuld kærlighedserklæring fra sønnen til faderen - og hvilket skønnere eftermæle kan man ønske sig. Næste skridt var en tur på biblioteket, hvor jeg lånte Carsten Niebuhrs "Rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande", et pragtværk fra fra 1774 i to bind på omkring 1200 sider og med masser af illustrationer, hvoraf mange er kobberstik af kunstneren Baurenfeind, som var med på ekspeditionen. Også dette værk er oversat fra tysk og udgivet på Forlaget Vandkunsten.

Carsten Niebuhrs opvækst og uddannelse

Carsten Niebuhr er født den 17. marts 1733 på sin fædrende gård i Westerende Lüdingworth i Landkreis Hadeln ved Hannover. Familien er velhavende, men ikke rig. Bartold Niebuhr skriver i sin biografi "... usædvanlige mænd i en tidsalder fødes som regel samme år eller med få års mellemrum, i hvert fald inden for samme egn. I det nordtyske område var det tilfældet med min faders jævnaldrende, idet grev Andrea Peter Bernstorff, Reimarus, den ældre dr. Hensler og min svigerfader Behrens alle blev født indenfor en kort årrække... Denne tids mænd udmærker sig ved særlig driftighed, stor alvor og iver samt stærk helse i legeme og sjæl...". Jeg er ikke overbevist om, at denne hypotese kan stå for en seriøs afprøvning, men i hvert fald giver den en udmærket beskrivelse af Bartold Niebuhrs fader.

Inden Carsten Niebuhr er seks uger gammel, mister han sin moder. Han vokser op med en stedmoder og bliver opdraget som en bondedreng. Næppe er Niebuhr begyndt i Otterndorfs Latinskole, før også faderen afgår ved døden. Gården skal deles mellem børnene, og da den fædrende arv ikke er særlig stor, tager hans formynder, hans morbroder ham ud af skolen. I et års tid udvikler han sine musikalske anlæg og lærer at spille flere instrumenter, fløjte og violin med henblik på at blive organist, men det falder ikke i formynderens smag. Herefter Niebuhr tilbringer de følgende fire år med almindeligt landmandsarbejde på sin formynders gård.

I den periode opstår der på egnen en meget omtalt tvist om nogle jordbesiddelser, og sagen kan kun afgøres ved opmåling. Det viser sig, at der ikke findes nogen landmåler i hele Hadeln, hvorfor en sådan må rekvireres fra en anden egn. Det giver Niebuhr, som netop er blevet myndig og dermed fået dispositionsret over sin lille arv, den ide at lære landmålerprofessionen, og han begiver sig til Bremen, hvor det er muligt at få undervisning i praktisk geometri. Da han kommer frem, er den pågældende lærer desværre død, og Niebuhr får i stedet tilbudt undervisning af "en mere jævn praktiker". Som et led i aftalen bliver Niebuhr indlogeret i dennes hus, hvori også bor hans to søstre. Disse byfrøkener forekommer så indladende, at den generte bondedreng beslutter at rejse videre til Hamborg for at studere der på et gymnasium. For sine beskedne midler modtager han privatundervisning for at indhente sine medstuderendes standpunkt. Han studerer latin, matematik og almene skolefag, men til sin egen livslange fortrydelse lærer han aldrig græsk.

I 1757 tager Carsten Niebuhr til universitet i Göttingen for at fuldføre sin uddannelse i matematik. Hans egne beskedne midler er ved at svinde ind, da han kommer i tanker om, at der findes et familielegat i slægten. Barthold Niebuhr skriver, at faderen lader en ven undersøge, om legatet alene kan søges af fattige studerende - thi i så fald vil Carsten Niebuhr ikke søge det. Det viser sig, at legatet ikke er behæftet med denne begrænsning, og Carsten Niebuhr anvender bl.a. legatet til anskaffelse af instrumenter. Niebuhr overvejer efter studiet at indtræde i Det hannoveranske Ingeniørkorps, som altid har brug for unge mænd med gode matematiske kundskaber. Da modtager han i 1758 et smigrende tilbud fra Danmark.

Forslag om at sende en ekspedition til Arabien

Vi bevæger os nu nogle år tilbage i tiden, nemlig til den 10. november 1753, hvor professor Johann David Michaelis (1717-1791) i en tale ved årsfesten for Videnskabernes Akademi ved universitetet i Göttingen gør opmærksom på, "hvor mange spørgsmål, der stadig findes om orientens geografi, oldsager og naturhistorie, som især bibelforskere gerne vil have afklaret, men som ikke kan besvares på anden måde end af en, der gennemrejser Palæstina og Arabien grundigere, end det hidtil er sket.". Michaelis, som var bibelforsker og orientalist ved det teologiske fakultet, var også sekretær for Videnskabernes Akademi, som var grundlagt to år forinden i 1751. Universitetet og akademiet var karakteriseret ved en mere virkelighedsnær og empirisk tilgang til videnskab og forskning end den stuelærdom, som almindeligvis praktiseredes på den tid. Ekspeditioner (ekskursioner) til fjerne rejsemål var allerede på det tidspunkt et almindeligt tilbud til de studerende. Sådanne ekspeditioner blev almindeligvis finansieret ved, at interesserede lærde i hele Europa skød penge i projektet, mod at de til gengæld fik indflydelse på de hvilke emner, den pågældende forsker skulle undersøge.

I 1756 forsøgte Michaelis at få den danske konge Frederik V til at bekoste udsendelse af en sproglærd til Sydarabien for at indsamle nyt stof til belysning af de gammeltestamentlige skrifter, især kilderne til mosebøgerne. Under Oplysningstiden var der opstået en videnskabelig interesse for at indsamle viden om Den Nære Orient, ikke så meget for Orientens egen skyld, men som følge af den nye viden om bibelen, som man mente at kunne opnå gennem sådanne studier. Teologiske videnskabsmænd diskuterede for alvor antallet af kilder i bibelen og begyndte også at stille kritiske spørgsmål til forfatterskaberne til de gammeltestamentlige skrifter. Michaelis formulerede sit forslag til en sådan ekspedition i et brev til udenrigsminister greve Johan Hartvig Ernst Bernstorff (1712-1772): "Ekspeditionens hoveddeltager skal have et godt kendskab til arabisk, kendskab til botanik og til fossiler og udstrakt kendskab til den gammeltestamentlige forskning. Han skal være velbevandret inden for matematikken, og ekspeditionens hovedformål er at gøre europæerne mere bekendte med Det lykkelige Arabiens planter og fossiler, især med dem, hvis navne forekommer i Bibelen.".

Ministeren gav forslaget sin fulde støtte, men udvidede "det bibelske formål" til også at omfatte almene arkæologiske, historiske, geografiske og fysiske undersøgelser af enhver art. Michaelis havde ganske vist forestillet sig, at der kun skulle sendes en enkelt videnskabsmand fra hans eget fakultet afsted, men nu fik han til opgave at komme med forslag til medlemmer til en større ekspedition, der skulle sendes af sted til de bibelske lande.

Ekspeditionens medlemmer

Michaelis har to kandidater til positionen som filolog (sprogvidenskabsmand) på ekspeditionen, som skal gå til "Arabia Felix" eller "Det lykkelige Arabien" (Yemen), nemlig en nordmand ved navn Ström og en dansker ved navn Frederik Christian von Haven (1728-1763), som begge havde udmærket sig ved studium af orientalske sprog hos Michaelis selv i Göttingen. Det ender med, at Michaelis indstiller Ström, hvilket accepteres af kongen (Bernstorff). Da von Haven erfarer, at han er blevet forbigået, skriver han straks til Bernstorff. Han føler det som sin pligt at gøre opmærksom på, at denne Ström i virkeligheden er rædselsslagen for at give sig ud på den farlige rejse, men at han von Haven med glæde ville træde i Ströms sted, hvis han skulle afstå fra det kongelige tilbud. Vi ved ikke, hvorledes von Haven har udmanøvreret Ström til at træde tilbage, men i hvert fald anmoder den oprindeligt villige Ström Michaelis om tilladelse til at blive fritaget. Michaelis skriver til Bernstorff og skamroser von Haven og fremhæver at denne også til en vis grad kender vigtige side-discipliner herunder etnologi og botanik. Som betingelse for at deltage i ekspeditionen kræver von Haven to års forberedelsestid samt en årlig understøttelse på 500 rigsdaler. I foråret 1757 må Michaelis imidlertid meddele Bernstorff, at von Haven ikke kan nå at tilegne sig de nødvendige matematiske færdigheder, hvorfor ekspeditionen bør udvides med en matematiker, som kan foretage de geografiske opmålinger. Det er von Havens opfattelse, at denne person skal fungere som assistent, idet von Haven som den først udpegede ser sig selv som leder af ekspeditionen.

Det viser sig imidlertid vanskeligt for Michaelis at finde en egnet person til denne rolle. I sommeren 1758 er tiden så fremskreden, at Michaelis peger på en studerende i Göttingen, som han har fået anbefalet af sin kollega, Abraham Gotthelf Kästner, vores unge og ganske ukendte helt Carsten Niebuhr. Niebuhr tager med glæde mod tilbudet, men betinger sig 1½ år til videnskabelig forberedelse og uddannelse og understøttelse svarende til den, som von Haven er blevet tildelt. Niebuhr går i gang med at studere en række fag, som han mener vil have betydning for rejsen. Han får specialundervisning i arabisk hos professor Michaelis og i matematik hos professor Mayer. Særligt fordyber han sig i Tobias Mayers astronomiske system, herunder hans nye metode til bestemmelsen af længdegrader ved hjælp af observationer af månen. Han øver sig også i praktisk mekanik, så han er i stand til selv at reparere sine instrumenter, skulle det blive nødvendigt. Han lover Mayer at han under hele rejsen vil foretage længdebestemmelser ved hjælp af dennes helt nye månetabeller. Mayer hjælper fx Niebuhr med at lave inddeling af den kvadrant, "astrolabium" som Niebuhr skal anvende til bestemmelse af solhøjden.

Også posten som botaniker er vanskelig at besætte, men i januar 1759 kan Michaelis glædestrålende skrive til Bernstorff, at han har fundet den perfekte kandidat, den svenske botaniker Peter Forsskål (1732-1763), som har studeret hos selveste Carl von Linné i Uppsala, og som også har studeret arabisk hos Michaelis i 1753. Michaelis får straks bemyndigelse til at indgå de fornødne aftaler.

Herudover udpeges yderligere tre ekspeditionsmedlemmer: tegneren og maleren Georg Wilhelm Baurenfeind (1728-1763), lægen Christian Carl Cramer (1732-1763) og en tidligere, svenske soldat Lars Berggren som tjener for holdet. Baurenfeind, som var fra Sydtyskland, var blevet kaldt til København for at udføre kobberstik til et stort værk om den danske adels historie. I 1754 havde han fået akademiets lille guldmedalje, og i 1759 den store. Den sidstnævnte fik han for et kobberstik, som forestillede "Moses ved den brændende tornebusk". En besynderlig tanke, at han et par år senere skulle befinde sig nogle få hundrede meter fra denne tornebusk. Baurenfeind var en fredsommelig og gemytlig sjæl. Thorkild Hansen karakteriserer ham således: "Han holdt meget af musik, og der var noget lunt og muntert over hans væsen, selv i ædru tilstand, skønt det vist sjældent kom til sådanne yderligheder.". Kramer tog sin lægeeksamen kun seks dage før, ekspeditionen forlod København.

Inden vi begiver os afsted på turen til Det lykkelige Arabien, lad os bruge lidt tid på studere ekspeditionens tre videnskabelige medarbejderes karakterer.

Frederik Christian von Haven

Frederik Christian von Haven er søn af sognepræsten i Vester Skjerninge på Sydfyn. Han mister sin fader som 11-årig, men det lykkes moderen "at holde ham til bogen", og han bliver student fra Odense 18 år gammel. Tre år senere er han teologisk kandidat og yderligere to år senere magister i sprogvidenskab. Han studerer især orientalske sprog og tilbringer en periode hos professor Michaelis i Göttingen. Som vi har set, fik von Haven hurtig tilkendt en understøttelse fra staten, og det lykkes ham snart at få denne fordoblet. Det meste af året 1757 tilbringer han med at studere arabisk hos Michaelis, men da han bliver træt af dette vender han det følgende forår tilbage til København og foreslår Bernstorff, at han, von Haven skal sendes til Rom for der at studere syrisk og arabisk. Hans argument er, at han her kan lære arabisk, som det tales i Arabien, hvilken han efter egen formening ikke kan i Göttingen. Bernstorff spørger selvfølgelig Michaelis, som efter svare overvejelser kommer frem til, at der ikke er nogen grund til at tage til Rom for at studere moderne arabisk og syrisk. Der har i flere hundrede år ikke været personer i Rom, som taler arabisk, og skulle der være nogle enkelte, ville de tale arabisk som man gør i Syrien. På trods heraf indvilliger Bernstorff i at lade von Haven rejse til Rom og forøger hans årlige understøttelse, så den dækker udgifterne. Han opgave i Rom skal være "at øve sig i at læse og afskrive orientalske manuskripter". Tilladelsen bliver givet i september 1758.

I april 1759 er von Haven ikke kommet længere end til Frankfurt i Nordtyskland. Her modtager han et brev fra Bernstorff, som spørger, hvad han foretager sig. Von Haven er meget undvigende i sit svar og skriver bl.a., at han har læst alle de arabiske skrifter, der findes ved universitetet i Göttingen. Han antyder også, at han under sit ophold i Göttingen har skullet bruge megen tid på Michaelis' private interesser. Det er tydeligt, at forholdet mellem von Haven og hans velgører Michaelis er kølnet en del. Afslutningsvis meddeler han, at han er løbet tør for penge og nu afventer et ekstra tilskud, som grev Molkte har lovet at skaffe fra kongen. Pengene bliver sendt fra København, og herefter er von Haven som sunket i jorden. Bernstorff prøver gang på gang at komme i forbindelse med ham gennem Michaelis, men denne må fortvivlet oplyse, at han ikke aner, hvor von Haven befinder sig, og desværre har von Haven den uvane ikke at omtale hvornår han rejser videre eller hvorhen. Han anbefaler Bernstorff at lokalisere von Haven gennem den, som udbetaler hans understøttelse. Vinteren nærmer sig, de øvrige ekspeditionsmedlemmer er for længst udpeget, og ekspeditionen er klar til afrejse.

Peter Forsskål

Mere held har Michaelis med Peter Forsskål (eller Pehr Forsskål), den svenske naturvidenskabsmand, Han er som von Haven præstesøn, men ellers på alle andre områder dennes modsætning. Han er født i 1732 i Helsingfors, Finland, hvor faderen virker som præst, og bliver allerede som 10-årig indskrevet på universitetet ved Uppsala, hvor han studerer teologi. Det er på den tid ikke så usædvanligt, som det forekommer i dag. Der er 10 børn i hjemmet, hvilket formentlig forklarer, hvorfor den unge Forsskål undervises af faderen fra 1744-1750. Han undervises i latin, græsk, filosofi og teologi. Efter sin eksamen, som han består med udmærkelse, modtager han et stipendium, som opfatter fem år ved universitetet ved Uppsala og to år ved et universitet i udlandet. De følgende år studerer han botanik under den berømte Linné, som nærmest bliver en afgud for Forsskål. I 1753 begynder han at studere teologi, filosofi og orientalske sprog under professor Michaelis. I sin doktorafhandling går han til angreb på den såkaldte wolffianisme, en filosofisk lære, som hyldes af stort set hele den lærde verden, ikke mindst i Tyskland. På trods af uenighed i synspunkterne får Forsskål stor ros for sin afhandling, og han opnår den sjældne ære som 24-årig doktor at blive medlem af det tyske videnskabsakademi.

Peter Forsskål venter tilbage til sit fædreland, og et par år senere indgiver han en ny disputats til universitetet i Uppsala, "Tankar om den medborgerliga friheten". I sin afhandling fremsætter Forsskål et forsvar for den borgerlige frihed, formuleret i 20 knivskarpe teser. konklusionen er, at den borgerlige frihed består i en begrænset regeringsmagt og en ubegrænset trykkefrihed. Det er bedre, at offentligheden ytrer sin misnøje med pennen end med geværet. Selv om enevælden i Sverige er afskaffet på dette tidspunkt, er det alligevel et sprængfarligt emne at tage op, og fakultetet afslår at trykke Forsskåls afhandling. Men nu viser Forsskål sin karakter som en uforfærdet kriger, og han indbringer afslaget for Sveriges øverste censurinstans, Kancellirådet. Kancellirådet stadfæster fakultetets afgørelse og tilkendegiver, at afhandlingen indeholder farlige synspunkter, som ikke må trykkes. Forsskål nægter at acceptere afgørelsen og tilbyder at ændre alt i sin afhandling, som Kancellirådet finder fejlagtigt. Kancellirådet afviser, og Forsskål udbeder sig en specifikation af hvilke ulovligheder, han menes at have begået. Da også dette afvises, aftaler Forsskål med en bogtrykker at udgive manuskriptet på svensk. Forsskål afhenter personligt hele oplaget og uddeler eksemplarer til sine studenter på Uppsala. Kancellirådet beordrer universitetets rektor, Carl von Linné til at indsamle alle de uddelte eksemplarer. De 79 eksemplarer, som bliver indsamlet, brændes. Kancellirådet indkalder Forsskål til et forhør, hvorunder han opfordres til at afsværge sit skrift. Forsskål nægter, hvorefter Kancellirådet tilsyneladende begynder at ryste på hånden. De søger at dysse sagen ned og nøjes med at tildele den genstridige doktor en advarsel. Forsskål nægter at modtage advarslen og sender en udførlig klageskrivelse til kongen. Kongen tildeler Forsskål en tjenstlig advarsel, og da kongens dom er inappellabel, må Forsskål lade sagen falde. Det er dog kun tilsyneladende, at Forsskål har tabt sagen. Få måneder senere nedsætter Rigsdagen et udvalg til behandling af spørgsmålet om trykkefrihed, og i 1766 ophæves censuren i Sverige.

I foråret 1759 accepterer Forsskål imidlertid professor Michaelis' tilbud om at deltage i den danske ekspedition som naturforsker og sproglærd. Forsskål har formentlig indset, at hans udsigter til en videnskabelig karriere i Sverige er blevet stærkt forringede. Forinden drøfter han sagen grundigt med sin mentor Carl von Linné, som ser en oplagt mulighed for at forøge sine og universitetets samlinger. Forsskål vil have titel af professor og kræver herudover, at alle ekspeditionens medlemmer skal være lige. Dette er næppe udsprunget af et demokratisk sindelag, men snarere udtryk for, at den selvbevidste svensker ikke vil tåle nogen over sig. Endelig forlanger han efter ekspeditionens afslutning at modtage en livsvarig pension. Det har formentlig været med nogen bæven, at Michaelis har fremsendt disse uhyrlige krav, men den 21. juli 1759 går Bernstorff ind på kravene.

På grund af von Havens forsvindingsnummer ankommer Peter Forsskål først til København den 29. september 1760. Et par dage efter bliver han præsenteret for ekspeditionens tredje videnskabsmand, Carsten Niebuhr, som netop er ankommet fra Göttingen. Den selvbevidste Forsskål er næppe blevet imponeret af den unge Niebuhr, som hverken er kandidat eller doktor.

Carsten Niebuhr

Bernstorff tager venligt mod den kejtede Niebuhr, som på det tidspunkt er 27 år og næppe færdig med sine studier. Den stolte Niebuhr fremviser sit astrolabium, hvorefter Bernstorff spørger, hvorfor han ikke har modtaget nogen regning for anskaffelsen. Niebuhr gør opmærksom på, at med den årlige understøttelse, han modtager fra staten, er det kun rimeligt at han selv betaler for sine instrumenter. Dette synspunkt har formentlig imponeret Bernstorff, som næppe har kunnet lade være med at sende en tanke til von Haven og hans evindelige forsøg på at vriste midler ud af statskassen. Bernstorff meddeler, at den danske konge selvfølgelig vil afholde udgifterne til anskaffelse af instrumenter, og han beder Niebuhr om at påtage sig hvervet som ekspeditionens kassemester. Bernstorff spørger, om Niebuhr ønsker at få en professortitel som von Haven og Forsskål. Niebuhr svarer forfærdet, at han ikke engang er magister. Bernstorff foreslår, at Niebuhr får titel af kaptajn, men Niebuhr synes, at han er for ung, hvorefter de enes om, at Niebuhr udnævnes til løjtnant i Ingeniørkorpset. Den titel svarer stort set til Niebuhrs profession som landmåler.

Kramer vs Falck

Da Forsskål ankommer til København, har han med sig en anden af Linnés elever, botanikeren og naturhistorikeren Falck. Forsskål forsøger at få Falck med på ekspeditionen som sin medhjælper, og sender et andragende herom til Bernstorff. Udover at få lægen Kramer udskiftet med Falck betinger Forsskål sig, at ekspeditionen skal gøre ophold i Sydafrika, hvor han vil have tilladelse til at samle planter og frø og sende dem til sin læremester Linné. Den ellers medgørlige Bernstorff modsætter sig for en gangs skyld Forsskåls anmodninger, og det kommer til en ophedet disput med den polemiske Forsskål, som det lykkes at nedgøre ikke alene Kramer, Kramers professor, tyskeren Kratzenstein og hele det danske universitetsmiljø. Thorkild Hansen angiver, at Forsskål under et ophedet sammenstød med Kratzenstein skal have udtalt: "i sammenligning med Linné er de en dværg". Selv om Forsskål utvivlsomt havde ret i, at Falck ville være en mere kompetent deltager end Kramer, bliver Bernstorff efter denne konfrontation nødt til at fastholde sin beslutning og indskærpe, at alle fund, der gøres, skal sendes direkte til Danmark. Skulle der findes dubletter i materialet, vil man erindre sig Forsskåls ønske. "Da Vi alene bestrider omkostningerne ved rejsen fra begyndelsen til afslutningen, så er det en selvklar sag, at Vi også selv udnævner de personer, som skal foretage rejsen. Så kan det vel ikke siges tydeligere.

Den kongelige instruks

Professor Michaelis i Göttingen i samarbejde med flere professorer ved universitetet i København udarbejdede oplæg til den instruks af 15. december 1760, hvormed Frederik V sendte ekspeditionen afsted. Instruksens 43 paragraffer indeholdt detaljerede forskrifter for ekspeditionens opgaver, og den blev suppleret med et væld af spørgsmål fra hele den (europæiske), lærde verden.

"Instruks hvorefter Vi Frederik den Femte, af Guds Nåde Konge til Danmark, Norge, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig og Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve til Oldenborg og Delmenhorst o.s.v., allernådigst vil, at de på Vor Befaling og Bekostning til Det lykkelige Arabien Rejsende [her nævnes de rejsendes navne] allerunderdanigst skal give Agt på følgende:

§1. Alle føromtalte Rejsende skal sammen begive sig til Det lykkelige Arabien og i Fællesskab til stadighed have det af Os allernådigst fremsatte Hovedformål for Øje, at de skal gøre så mange Opdagelser for Videnskaben, som det vil være muligt."

§6 fastslår: "De rejsende lærde er fuldstændig lige i forhold til hinanden, og ingen af dem kan - ligegyldigt under hvilket foregivende - tiltage sig nogen autoritet eller overlegenhed overfor de andre. Deres opmærksomhed skal til stadighed være rettet imod den uforstyrrede opretholdelse af samdrægtighed og fred, og det skal med yderste omhu – så kær Vor kongelige nåde er dem – til stadighed være dem magtpåliggende at undgå al splid, tvist og stridighed. Og eftersom den mest fuldkomne enighed ikke sjældent må tilvejebringes ved eftergivenhed fra alle sider, så vilVi anse eftergivenhed i de ting, som ikke går imod denne instruks og rejsens hovedformål, for en fortjeneste. Skulle meningerne for øvrigt forblive delte i ting, som ikke er fastlagt i instruksen, så gælder flertallet af stemmer, og hvis det skulle indtræffe, at udfaldet er stemmelighed, så sker afgørelsen ved lodtrækning. Stemmeflerhed eller enstemmighed kan dog aldrig beslutte noget som går imod instruksen."

§7 slår fast, at det er Niebuhr, der skal føre ekspeditionens regnskab.

§8 pålægger ekspeditionsdeltagerne at føre dagbog: "Hver rejsende skal føre sin egen dagbog og ikke overlade noget til hukommelsen, men optegne det, som han har bemærket, endnu før dagens slutning, eller – dersom uovervindelige hindringer forbyder dette – før ugens udgang. Optegnelserne skal være fuldstændige og skal ske således, at enhver kan forstå dem, også selv om den rejsende måtte afgå ved døden og derved være forhindret i at udlægge sine ord. Hvis én og samme ting optages i mere end én dagbog, uden at de indbyrdes har aftalt indholdet, så vil sligt være Os så meget des mere til allernådigste velbehag, som man i Europa lærer en sag at kende ved, at to rejsende har beskrevet den ud fra et forskelligt synspunkt, og man anser det for mest pålideligt, som er bekræftet af adskillige vidner. Rejsens videnskabelige hovedformål tilgodeses altså bedst, når hver enkelt rejsende helt uafhængigt af de andre gør sine egne iagttagelser og optegnelser, idet de nemlig kun tilsammen – og særlig når deres optegnelser stemmer overens med hinanden – kan frembringe de eftertragtede pålidelige kundskaber.

" §10 beskriver, hvorledes ekspeditionens deltagerne skal forholde sig over for Arabiens muslimske indbyggere, ikke mindst i forhold til disses religionsudøvelse: "Samtlige rejsende skal beflitte sig på den største høflighed over for Arabiens indbyggere. De må ikke gøre indsigelser mod deres religion, og endnu mindre må de - selv blot indirekte - give til kende, at de foragter den; de skal afholde sig fra det, som er Arabiens indbyggere vederstyggeligt. Også sådanne dele af deres beskæftigelse skal de foretage på den mindst opsigtsvækkende måde og indhylle så tiltalende som muligt, som kunne fremkalde mistanke hos de uvidende muhamedanere om, at man ville udgrave skatte, drive trolddom eller spionere til skade for landet. De må aldrig opildne araberen til den for dette folk uudslukkelige skinsyge eller hævngerrighed ved europæiske friheder over for kvinden eller ved intriger med samme. Så lidt som det er hensigten med denne instruks at indskærpe dem moralens almindelige pligter, så forbydes det dem at kaste nogen form for uretmæssig kærlighed på sådanne gifte eller ugifte personer, som kunne vække den orientalske hævngerrighed. De må aldrig, ejheller dersom de tirres nok så meget, udbryde i skældsord eller dér, hvor de er under den borgerlige øvrigheds beskyttelse, forsvare sig ved håndgribeligheder. Erfaringen viser, hvor farligt dette er i lande, hvor den muhamedanske religion hersker, og hvor man hævner fornærmelsen af en muselmand med injuriantens død. Og eftersom en sådan foreteelse også kunne forvolde de andre rejsende ubehageligheder, så ikke blot advares alvorligt mod dem, men Vi forbyder også slige overilede handlinger eftertrykkeligt. Den, som handler imod disse forskrifter, og som derigennem pådrager sig ulykke, ham kan Vi ikke andet end overlade til sin skæbne, og Vi forpligter ikke de øvrige rejsende til at tage sig således af ham, at de derved selv kunne komme i fare." Denne paragraf demonstrerer med stor tydelighed de herskende fordomme. Heldigvis er vi i dag kommet langt længere på dette område . eller hvad?

§§11-12 omhandler håndskriftkøb og kopiering af indskrifter på Sinai.

§13 pålægger ekspeditionen at forblive samlet.

§14 understreger ekspeditionsdeltagernes pligt til i særlig grad at søge at besvare de med- og eftersendte spørgsmål fra professor Michaelis og andre lærde.

§15 indskærper, at alt tilvejebragt materiale skal hjemsendes direkte til hofmarskallatet: svar, der skal videresendes til andre europæiske destinationer, skal først kopieres i København.

§§16-22 udstikker rammerne for de naturvidenskabelige undersøgelser [Forsskål] og har som grundlag bl.a. den formentlig første kendte plan for systematiske havbiologiske undersøgelser (opstillet af den københavnske professor C. G. Kratzenstein).

§§23-26 foreskriver lægen [Kramer] hans pligter inden for både forskning og praktisk lægegerning; sidstnævnte skal udøves over for såvel fornemme arabere som ekspeditionens medlemmer.

§§27-34 fastlægger matematikerens [Niebuhrs] opgaver inden for geografisk stedbestemmelse og kortlægning, samt klima og befolkningsforhold (herunder polygamiet og dets eventuelle sammenhæng med en talmæssig ubalance mellem kønnene). "Matematikeren pålægger Vi først og fremmest at tage sig af geografien, især for så vidt den berigtiges ved en nøjagtig bestemmelse af længde- og breddegraderne med hensyn til bestemmelse af afstanden mellem det ene og det andet sted. Eftersom det ikke vil være muligt at foretage opmålinger til sidstnævnte formål, er det tilstrækkeligt, dersom han dertil anvender de timer, som man er undervejs fra det ene sted til det andet, eller dersom han optegner det, som de indfødte selv siger om afstanden mellem sådanne steder, idet man ud fra hans viden og akkuratesse har tillid til, at han selv vil kende midlerne til i noget højere grad at berigtige disse upålidelige og vaklende mål."

§§35-42 beskriver de filologiske opgaver [von Havens], nemlig at indsamle materiale, der kan kaste lys over Det Gamle Testamente og de mosaiske love; at foretage arabiske dialektstudier; at gøre optegnelser over arabisk, hebraisk og syrisk skrift; at søge at udforske før-islamisk gudsdyrkelse; at notere sig afvigende læsemåder i hebraiske og græske bibelhåndskrifter samt at kopiere arabiske og andre orientalske indskrifter.

§43 omhandler malerens/tegnerens [Bauernfeinds] opgave, at bistå naturhistorikeren med at tegne de dyr og planter, som ikke vil kunne holde til hjemtransporten, dernæst at assistere de øvrige deltagere. Det pålægges ekspeditionens videnskabsmænd at trække på malerens arbejdskraft i enighed og fordragelighed.

Ekspeditionen får tilstået 2000 rigsdaler til indkøb af manuskripter. Dette beløb fordeles med 40% til von Haven, 40% til Forsskål og 20% til Niebuhr.

Rejsen skal gå over Konstantinopel til Alexandria, Cairo, gennem Egypten til Sinai, over Det røde Hav til Mokka. I Konstantinopel skal ekspeditionen indhente pas og anbefalingsskrivelser fra den kgl. gesandt. Opholdet i Det lykkelige Arabien forventes at vare 2-3 år. Hjemrejsen skal ske samlet fra Basra til lands over Aleppo, Smyrna og videre til Europa.

Når jeg har brugt så megen plads på at gengive den kongelige instruks, er det for at påvise, at der er tale om en rent videnskabelig ekspedition, som hverken har politiske eller kommercielle motiver, som det så ofte var tilfældet med datidens statsfinansierede ekspeditioner.

Hvor er von Haven?

Men inden vi kan sende vores ekspedition afsted til det lykkelige Arabien, skal vi lige have bragt von Haven tilbage til Danmark. Du husker måske, at vi efterlod ham i Frankfurt i april måned 1759, og siden da har ingen hørt fra ham. Efterlysninger gennem hans familie giver ikke noget resultat. Så i november 1759 modtager Bernstorff et brev fra von Haven, som melder sin ankomst til Rom. Han fortæller, at den dårlige luft i Rom om sommeren har fået ham til at gøre ophold i Firenze en månes tid. Her pådrager han sig en febersygdom, så han først ankommer til Rom i begyndelsen af november. Her skal han i overensstemmelse med sin instruks fra Bernstorff gå i gang med at kopiere orientalske dokumenter. Disse befinder sig i Vatikanets bibliotek, og det tager von Haven fem måneder, inden han får den nødvendige adgang hertil. Tiden bruger han til at modtage undervisning i arabisk af en syrisk lærer. Da han endelig får adgang til "det forjættede land", Vatikanets bibliotek, viser det sig, at dette kun er åbent om formiddagen, og hans syriske lærer er desværre kun i stand til at undervise von Haven i arabisk om formiddagen, hvorfor von Haven beslutter at afstå fra sin kopieringsopgave.

Den 15. juli 1760 sender Bernstorff den kongelige resolution til von Haven og beder ham indfinde sig i København senest i slutningen af september. En måneds tid senere svarer von Haven tilbage, at det er umuligt, da han mangler rejsepenge. Dem modtager han sidst i september, men pga af talrige afskedsvisitter, som han selv skriver, bryder han først op fra Rom flere uger senere. Under hjemturen gør han ophold flere steder: 6 dage i Venezia og nogle dage i Hamborg, men til gengæld er han frisk og udhvilet, da han ankommer til København i begyndelsen af december 1760. I den mellemliggende periode har professor Michaelis "slået hånden af" sin protege, da han erfarer om hans utilstedelige og respektløse opførsel, og han må overfor Bernstorff undskylde sig med, at han alene har taget hensyn til von Havens begavelse og ikke hans "kapriciøse natur". Dette har formentlig haft afgørende indvirkning på Bernstorffs beslutning om, at alle ekspeditionens medlemmer skal være sideordnede, og at Carsten Niebuhr skal være ekspeditionens kassemester. Forholdet mellem de selvbevidste professorer og til de øvrige medlemmer af ekspeditionen har været anspændt allerede inden afrejse.

Den 7. januar 1761 er orlogsskibet "Grønland" klar til afgang med vores ekspeditionsmedlemmer.

Ekspeditionens afrejse

Michaelis' oprindelige plan gik ud på at sende ekspeditionen ad søvejen over den danske koloni i Trankebar og videre til Yemen, hvor den skulde opholde sig i 2-3 år. Baggrunden for denne besynderlige omvej var, at undersøgelserne i Arabien skulle foretages af danske missionærer fra Trankebar. Bl.a. på grund af den lange sørejse opgiver man dette forehavende, og i stedet bliver selskabet indskibet på orlogsskibet "Grønland", som afgår fra København den 7. januar 1761. Orlogsskibet skal til Middelhavet for at beskytte danske handelsfartøjer mod at blive opbragt af engelske skibe. Vejret er særdeles ugunstigt, og tre gange bliver skibet tvunget til at vende tilbage til reden ud for Helsingør. Von Haven går i panik og sender et brev til grev Molkte, hvori han udmaler en frygtelig død på havet "inden jeg når at plukke hæderens frugter.". Grev Molkte forbarmer sig og giver von Haven tilladelse til at rejse over land til Marseilles, hvor han igen skal slutte sig til ekspeditionen. Først ved det fjerde forsøg, den 10. marts kommer skibet afsted.

Turen går nord om England og Skotland og med kurs mod Middelhavet. Niebuhr befinder sig godt om bord, og som den eneste af ekspeditionens medlemmer bliver han ikke ramt af søsyge. Han øver sig dagligt med at foretage observationer, som detaljeret bliver registreret i hans dagbog. Niebuhr undrer sig over, at der er mindre uoverensstemmelser mellem skibets position iht logbogen og virkeligheden, og han finder ud af, at loglinen er en smulere for kort. Han bliver dog beroliget med, at loglinen bevidst er lavet en smule kortere. da man har erfaring for, at den bliver længere i brug, så den fejl, man oplever i begyndelsen af togtet bliver opvejet af en tilsvarende fejl med modsat fortegn under den sidste del. Det fremgår af Niebuhrs rejsebeskrivelse, at han har været en særdeles interesseret og opvakt observatør af alt om bord.

Den 21. april 1761 får de landkending af Capo Vicente, Europas sydvestligste spids. Alle skibets officerer har beregnet skibets position efter logbogen, og til Niebuhrs fryd, er kommandørkaptajnen kommet nærmest det korrekte resultat, mindre end 1 grads fejlvisning. Niebuhr får en afskrift af kommandørkaptajnens daglige beregninger af skibets position, og de bliver medtaget i hans dagbog. Niebuhr undlader at udfærdige et egentligt kort over sørejsen med den snusfornuftige og økonomiske konstatering: "da det vil yderligere øge antallet af kobberstik." Efter at have passeret Gibraltarstrædet bliver turen mere behagelig, og den 14. maj kaster de anker ud for Marseilles. Mens de passerer den europæiske sydkyst og den afrikanske nordkyst, laver Baurenfeind skitser af hhv. Gibraltar og Ceuta, som er gengivet i Niebuhrs rejsebeskrivelse. Under sejladsen forbedres forholdet mellem Niebuhr og Forsskål, og der begynder sågar at forekomme rosende bemærkninger om "Hr. Lieutenanten" i sidstnævntes dagbog.

Marseilles

I Marseilles genforenes de med von Haven, som er ankommet en uge forinden i dilligence. Undervejs har han gjort ophold i Paris, hvor han har været på teatret og i operaen. Deltagerne tilbringer nogle afslappende dage i byen, hvor de bl.a. besøger byens boghandlere og såkaldte naturaliekabinetter, hvor havdyr, koraller mv. fremvises og handles. Den altid flittige Forsskål begiver sig på botaniseringsture i omegnen, og han aflægger også besøg på det botaniske institut i Montpellier. Men under en middag på "Grønland" sker der en katastrofal forværring af det i forvejen dårlige forhold mellem de to professorer. Man diskuterer den nylige udnævnelse af den svenske tronfølger, hvor valget er faldet på Adolf Frederik, mens den danske kronprins er forbigået. von Haven stempler den person, som har stået bag dette, Carl Gustav Tessin som "en infam person". Forsskål, som aldrig går af vejen for et rask slagsmål, udtaler, at en person, som stempler den store politiker og fornemme svenske adelsmand, overhofmarskal Tessin som infam, selv må være "en infam person". Herefter er der åben krig mellem de to mænd, og de øvrige deltagere kan ikke undgå at blive draget ind i denne.

Der ligger tre danske handelsskibe i havnen, som "Grønland" skal eskortere til Izmir (Smyrna). Efter et par dages sejlads bliver de prajet af fire engelske krigsskibe, men da der hersker fred mellem Danmark og England, burde der ikke være nogen problemer, men der er nogen bekymring for de tre handelsskibe, som jo kommer fra fransk havn. Det skal bemærkes, at der er kolonikrige mellem England og Frankrig på det tidspunkt, ligesom de to nationer også er involveret i krigen mellem Østrig og Prøjsen. Efter nogen parlamentering genoptager begge parter dog deres rejse. Nogle dage senere insisterer et andet engelsk krigsskib på at gennemsøge de tre handelsskibe. Kommandøren på "Grønland" nægter og gør klar til kamp, hvorefter det engelske skib fortrækker.

Malta

Den 14. juni 1761 når den lille flotille frem til Malta, hvor de kaster anker i øens store naturhavn. Niebuhr noterer i sin rejsebeskrivelse: "Byen er et fortræffeligt skue fra denne side. Husene, som her er bygget efter morgenlandsk skik med flade tage, ligger på stejle skrænter, og ikke blot husene er af udhuggede sten, også de vidtløftige fæstningsværker er bygget af dette materiale eller hugget ud i klipperne. De klipper, hvoraf øen består, er imidlertid af en så blød kalksten, at man kan hugge den med næsten lige så lidt besvær som træ; og da ordenen ikke mangler penge og gode bygmestre, så vil man ikke undre sig over på denne ø at finde mange prægtige kirker og paladser". Den orden, som Niebuhr refererer til, er Johannitterriderne, som efter at være fordrevet fra først Jerusalem og siden Rhodos i 1530 finder et fristed på Malta, indtil Napoleon jager dem ud i 1798. Hvis du har lyst, kan du læse om vores besøg på Malta her. Niebuhr bliver (som vi blev det) imponeret over det kæmpemæssige og velordnede hospital, hvor efter sigende alle syge blev optaget gratis og spiste af sølvtallerkener. Niebuhr bemærker, at det sidste formentlig kun har været tilfældet for riddere og andre standspersoner. Niebuhr beskriver øens store kirker og de skatte og relikvier, som de huser: "måske overgår de ligefrem skattene ved Muhammeds grav i Medina?" Niebuhr beretter om et besøg i den grotte, hvor apostlen Paulus og Lukas opholder sig, efter at de havde lidt skibbrud på vej til Rom. Han genfortæller nogle af øens religiøse myter, fx den, at Paulus skulle have fordrevet alle slanger og kryb fra øen. Med videnskabelig skepsis - måske præget af Forsskål - konstaterer Niebuhr i sin rejsebeskrivelse: "Uden tvivl kan man sikkert også finde andre småøer, hvor der aldrig har været en hellig mand, og hvor der desuagtet heller ikke findes slanger".

Forsskål og Niebuhr foretager en lille udflugt til de saltgruber, som ligger en halv snes kilometer fra byen Valetta, og Niebuhr beretter detaljeret om udvinding af salten, som er en af øens indtægtskilder. Sammen med Forsskål foretager han talrige ekskursioner, hvorunder Niebuhr bestandig måler gen geografiske længde og bredde. Disse førte siden til, at man måtte flytte Malta en smule på verdenskortet. Ekspeditionen forlader Malta den 20. juni. Kort efter afsejlingen fra Malta rammes Niebuhr af et fælt anfald af dysenteri (han benævner det blodgang). Så voldsomt er det, at Niebuhr selv i sin dagbog giver udtryk for frygt for, at han aldrig kommer frem til Konstantinopel endsige Arabien.

Smyrna (Izmir)

Den 3. juli 1761 når de frem til Smyrna. Alle går i land undtagen Niebuhr, som af sin sygdom er så afkræftet, at han næppe kan stå ud af sengen. Han takker dog forsynet for, "at han er ramt af denne hændelse på et tidspunkt, hvor det ikke skortede på hjælp og bekvemmelighed". I Smyrna opdager Forsskål en fugl, som han ikke har set beskrevet. Den kaldes i dag for rosenstæren. Den er meget populær blandt de lokale, da den efter sigende kan æde mere end 10.000 græshopper om dagen. Jeg er sikker på, at havde Niebuhr haft mulighed for at observere den lille fætter. havde vi i dag haft vished for, hvor mange græshopper den kunne overkomme. I Smyrna får ekspeditionen de første indtryk af orienten: mændene i hvide kjortler og med turban, kvinderne med slør, de ugifte med hvide og de gifte med sorte slør. Thorkild Hansen formulerer det poetisk således:"... som om de er blevet enker efter deres egen ungdom".

Den 10. juli 1761 fortsætter "Grønland" sin sejlads, og når den 13. frem til øen Tenedos. (Iflg. Virgil var det her, at grækerne under den trojanske krig gemte deres skibe for at få trojanerne til at tro, at krigen var forbi. Herefter trak trojanerne som bekendt den trojanske hest ind i byen og foranledigede således deres egen undergang). Vores lille ekspedition må nu tage afsked med det skib, som nu i et halvt år har været deres hjem. Her afventer de et tyrkisk skib, som skal bringe dem til Konstantinopel, hvor den danske gesandt Sigismund Wilhelm von Gähler, én af Bernstorffs unge diplomater, vil tage sig af dem.

Turen nordpå gennem Dardadellerstrædet og Marmarahavet afvikles i små etaper, da det tyrkiske fartøj ikke kan sejle, når det blæser for meget. Næsten hver dag kan Forsskål gå i land og botanisere nogle timer, hvilken selvfølgelig er ham meget belejligt.

Konstantinopel

Den 30. juli 1761 når de til Konstantinopel, hvor de bliver venligt modtaget af von Gähler, som fra nu af er forbindelsesled mellem ekspeditionen og København, og ekspeditionens deltagere bliver indlogeret i hans hjem. Her venter dem en omfangsrig post, idet de fleste universiteter i Europa har fremsendt ønsker til ekspeditionen om at undersøge alle tænkelige forhold, såsom "har en omskåret mand større glæde af samleje end en ikke-omskåret", og "er den regnløse arabiske ørken begyndelsen til en udtørring, der gradvis vil brede sig ud over hele jordkloden". Ja, bekymringer om det fremtidige klima er således ikke af nyere dato.

Den utrættelige Forsskål er uafbrudt på farten, ikke alene hjemsøger han alle storbyens parker og anlæg, men han tager også på ture langs kysten ved Marmarahavet og strædet til Sortehavet. Han tager med fiskerne ud i strædet og iagttager deres fangster. Hele tiden indsamler han frø og planter, som sendes hjem til København. Det lykkes von Haven at opspoe og indkøbe et antal sjældne arabiske manuskripter, mest historie og poesi, men også to værdifulde ordbøger over det arabiske sprog.

Den første måned af opholdet tilbringer den sygdomsplagede Niebuhr i sengen i von Gählers hjem, inden han kan begynde at vandre omkring i byen. Han går i gang med at fastlægge byens størrelse og finder, at den er lidt mindre end almindeligvis antaget. Han måler alle de større gader og stræder ved at skridte dem af. Han undskylder, hvis han engang imellem skulle have talt et par skridt forkert, og beklager, at han alene har haft et lille kompas (boussole) til rådighed. Han udfærdiger et grundrids over byen, hvor alle betydelige bygninger, paladser, moskéer, markeder mv. er påført. Under dette første besøg nærer Niebuhr frygt for de lokales reaktion, hvis han viser for megen opmærksomhed i det offentlige rum, men på tilbageturen er han mere modig og studerer og afbilder flere bygningsværker og monumenter som fx den store obelisk ved Sultan Ahmet moskéen. Selv om Niebuhr minutiøst gengiver alle obeliskens symboler, skal der dog gå omkring 50 år, inden Champollion skal løse hieroglyffernes gåde. Men det er en helt anden historie (som du kan læse om på min Egypten side, hvis du skulle have lyst).

Von Gähler er Niebuhr behjælpelig med at skaffe vekselbreve til rige købmænd i Cairo, ligesom han skaffer rejsepas og introduktionsskrivelser til indflydelsesrige personer i Egypten og Arabien. Han foreslår, at ekspeditionene medlemmer anlægger orientalsk klædedragt inden afrejse fra Konstantinopel.

Den af frygt besatte von Haven forsøger fra Konstantinopel at få standset ekspeditionen, og i et brev til Bernstorff i november 1761 meddeler han, at den tidligere franske ambassadør har betroet ham, at "det er absolut umuligt at trænge ind i Det lykkelige Arabien". von Gähler, som ikke kan undgå at mærke det anspændte forhold mellem de to professorer, anstiller et mindre forhør, og det ender med, at han får dem til hver for sig at beklage det skete. Til sidst beder han dem udveksle undskyldninger og omfavne hinanden i selskabets nærvær. von Gähler er lykkelig efter tilsyneladende at have forsoner de to parter, men efterfølgende betror von Haven lægen Kramer, at han nok skal komme Forsskål til livs. Dagen før afrejsen aflægger de to besøg i en apotekerbutik, og Kramer bemærker, at von Haven får udleveret en pakke med gul og en pakke med hvid arsenik, alt omkring 150 gram. Vi holder vejret i spænding et stykke tid.

Afrejse til Alexandria

Den 8. september 1761 går vores selskab - iført deres orientalske dragter - om bord på et mindre, tyrkisk fragtskib, som skal bringe dem til Alexandria. De får et langt og smalt kammer i hele skibets bredde. Det viser sig, at et tilsvarende kammer lige oven over rummer en særlig last, nemlig en samling "fornemme slavinder, som allerede var opdraget efter de fornemme tyrkiske kvinders sæde. ... De blev i øvrigt forsørget meget godt; for eftersom de skulle sælges i Egypten, var det deres herrer magtpåliggende, at de kunne bringes sunde og muntre til marked". Det lykkes Niebuhr og Forsskål at komme i kontakt med de unge kvinder, som forbliver i deres kahyt under hele rejsen, og forærer dem sukkergodt, som bliver hejset op i pigernes tørklæder. Pigerne advarer dem om at være forsigtige og kun kontakte dem, mens mændene var optaget af deres bønner. Niebuhr skriver i sin rejsebeskrivelse: "og således havde vi begge under denne sørejse megen spas".

Rhodos

Den 21. september 1761 ankrer skibet op i havnen på Rhodos. Ved indsejlingen har de set den notoriske "Kaptajn Pasha", den tyrkiske admiral i spidsen for seks krigsskibe. (Rhodos har været under tyrkisk belejring siden 1522). Han er kendt for at forlange høje løsepenge af de skibe, som han opbringer. Forsskål, Niebuhr og Baurenfeind går straks i land på Rhodos, mens de to danskere, von Haven og Kramer forbliver på skibet. Årsagen til denne landgang fremgår ikke af dagbøgerne og end ikke af Niebuhrs rejsebeskrivelse - men derimod af et foruroligende brev, dateret samme dato, til den danske gesandt von Gähler. Brevet, som findes i rigsarkivet, lyder i uddrag:

"... Den sidste dag, vi opholdt os i Konstantinopel, har apotekeren Florent i tilstedeværelse af vores medicus, hr. Kramer, på vor philologus, hr. von Havens forlangende udleveret denne to forbavsende portioner arsenik... De to portioner er så store, at de ville være tilstrækkelige til at udgøre det sidste måltid for to regimenter. Vi tror, at hr. Gesandten allerede kender denne mands karakter; hans begær efter at komme i besiddelse af pengekassen og disponere over den er velbekendt; vor medicus har fortalt, at han, efter at han havde måttet erkende sine forløbelser i hr. Gesandtens nærvær, har svoret en ed om, at han, før han kom hjem, nok skulle få ryddet dem af vejen, som havde gjort ham denne tort. Når vi ser alt dette i sammenhæng med den herskesyge og den hidsighed, han alle dage har udvist, kan vi kun forestille os det allergrusomste formål med indkøbet af de to pakker" Og brevet afsluttes med ønsket om, at de på ordre fra von Gähler én gang for alle måtte blive befriet for denne rejsefælle, "før han har bragt sig selv eller os alle i ulykke. Brevet er underskrevet af Forsskål, Niebuhr og Baurenfeind.

Ekspeditionen aflægger visit i den danske konsuls hus, og konsulen tilbyder at skaffe skabet audiens for stormesteren for johannitterridderne, men von Haven afslår dette tilbud Von Haven begrunder i sin rejsejournal afslaget med: "Jeg takkede ham derfor uden at tage imod. Jeg holdt det for ingen stor ære at fremføre mine rejsekammerater, som intet fremmed sprog kunne tale, og ikke svare for sig i andet end dansk, svensk eller tysk. Niebuhr og Forsskål talte vel lidet fransk, men så slet, at det var en skam, at lade dem høre i offentlig audiens.".

Der er formentlig en trykket stemning om bord, da man fortsætter sejladsen mod Konstantinopel. Niebuhr beretter om en diskussion mellem skipperens skriver og "én i vores selskab" - von Haven. von Haven forsøger at overbevise den muslimske skriver om sandheden i den kristne religion, hvorefter skriveren rejser sig og bemærker, at de, der udover Gud også tror på andre guder, er okser og æsler. Niebuhr bemærker i sin rejsebeskrivelse: "Den gode mand gav os på den måde en påmindelse om at lade enhver tro, at hans religion er den bedste, så længe han ikke selv tvivler på den. Jeg holder det ikke for min opgave at spille profet."

Aleksandria

Den 26. september 1761 lægger de til i havnen i den egyptiske havneby Aleksandria. Niebuhr går i gang med at besøge de forfaldne bygningsværker i denne gamle by. Han konstateret, at omfanget af den antikke bymur er mindre end hidtil antaget og de fleste steder ligger i ruiner. Store dele indenfor muren er tilbageerobret af ørkenen, andre dele er fyldt med skærver efter gamle bygninger. Han besøger Den Hellige Catarinas kirke og ser den blodplettede sten, hvor hun angiveligt er halshugget. Efter hendes martyrdød bliver hendes legeme på mirakuløs vis af engle overført til Sinai bjerget, hvor den østromerske kejser lader bygge Santa Katarina klostret, som Niebuhr og von Haven senere skal forsøge at komme ind i. Niebuhr besøger også evangelisten Markus' kirke, som ligger i nærheden. Han fortæller den grumme historie om, hvorledes liget af den hellige mand bliver stjålet af kristne og i triumf ført til Venedig og gravsat i den kirke, som bærer hans navn. Har du tid og lyst, kan du læse mere om denne tildragelse her.

Niebuhr er ikke helt tryg ved åbenlyst at foretage observationer i byen. En dag tager han dog sit astrolabium med og retter det mod den gamle bymur. En tyrkisk købmand er nysgerrig og kigget ind i linsen og bliver forfærdet over at se et tårn stå på hovedet. Dette giver anledning til rygter om, at de fremmede er kommet for at vende hele hele byen på hovedet, og Niebuhrs lokale oppasser nægte at følges med ham, når Niebuhr medfører sit astrolabium.

Niebuhr kortlægger Nildeltaet

Vores ekspedition hyrer en lille båd, som skal bringe dem fra Alexandria til Cairo ad Nilen, og de går om bord den 31. oktober 1761. På vejen passerer de byen Rashid - eller Rosetta, som vi kalder den i dag. Du husker den måske, fordi det er her, at man senere finder den berømte Rosettasten, som fører til tydningen af de gamle hieroglyffer. Selskabet tilbringer nogle dage hos de gæstfri franciskanermunke. Undervejs kortlægger Niebuhr den ene af Nilens to store flodarme. Dette sker ved at observere Nilens krumninger og måle den tid, der medgår for at komme fra et sted til et andet. Desværre vil søfolkene ikke fortælle ham alle navnene på de landsbyer, som de passerer, eller også kender de dem simpelthen ikke.

Den 10. november 1761 er selskabet fremme ved Cairo. Efter at have kortlagt den ene af Nilens to store flodarme er Niebuhr opsat på at kortlægge den anden, som udmunder i Middelhavet ved Damietta. På grund af regn og den uklare luft, som vil gøre det vanskeligt eller umuligt at foretage de nødvendige astronomiske observationer, må Niebuhr udskyde dette til næste forår. Han påpeger selv i sin rejsebeskrivelse, at han i den mellemliggende periode "bliver vænnet til at omgås østerlændingene, hvis sprog og sæder var helt ukendte for mig ved min ankomst til Egypten".

Vi foretager nu et lille spring frem i tiden til sidst i april måned 1762, hvor Niebuhr hyrer en båd med en skipper, som er fortrolig med besejling af strækningen fra Cairo til Damietta, og som har kendskab til hvilke landsbyer, man sikkert kan lægge ind til for natten. Sammen med Baurenfeind, en janitshar (vagt eller soldat, oprindeligt børn, som med magt var blevet frataget kristne familier i de områder, som Islam erobrede) samt en tjener, som også fungerer som kok, tager de afsted om morgenen den 1. maj 1762. Undervejs foretager Niebuhr ustandseligt observationer af begge sider af Nilbredden og noterer sig hver en landsby og hver en krumning, som Nilen foretager i sit løb. Resultatet bliver et for tiden meget detaljeret kort, hvorpå flere hundrede byer og landsbyers placering er anført. For at få bynavnene så korrekte som muligt Ofte lader han undertiden flere personer med forskellige dialekter udtale de arabiske navne, hvorefter han nedskriver dem med "europæiske bogstaver".

Under en astronomisk observation er en bonde til stede. Da bonden har været behjælpelig, lader Niebuhr ham kigge i sit astrolabium, og bonden ser til sin forfærdelse sin landsby stå på hovedet. Niebuhrs tjener fortæller, at regeringen er utilfreds med beboerne og derfor har sendt Niebuhr for at ødelægge den, hvorefter den skrækslagne bonde trygler om lov til først at bringe sin kone, sine børn og sin ko i sikkerhed. I stedet for at more sig over bondens uvidenhed beretter Niebuhr i sin rejseskildring: "Man bør slet ikke undre sig over, at muhamedanerne bliver mistænksomme over den slags observationer, for det er ikke så længe siden, man fandt masser af europæere, der anså alt det for trolddomskunster, som de ikke straks kunne forstå."

Cairo

Det er hensigten at ekspeditionen skal tilbringe omkring en måned i Cairo, men der skal komme til at gå mere end et år, inden vores venner kan fortsætte deres rejse. Mens von Gähler i Konstantinopel er travlt optaget af at håndtere "den varme kartoffel", som er havnet i hans skød er både Niebuhr og Forsskål stærkt optaget af at udføre deres videnskabelige opgaver. Vi har allerede hørt om Niebuhrs kortlægning af Nildeltaet, og Forsskål kaster sig begejstret ud i den nye verden, som tilbyder sig. Han skriver i sin dagbog om opholdet i Alexandria: "Tillige med disse [historiske] excursioner, var mine botaniske det bedste; og jeg så den uforgængelige flora stadig frembringe de vækster, som i samme arter og former fandtes for tre eller fire tusind år siden. Botaniken kan i dette land give en naturkyndig nok at gøre; endskønt antallet af planter ikke er så højt, som i Europæiske egne. Samme dag jeg ankom til Alexandria, aflagde jeg besøg i de nærmeste haver. Om så interessen aldrig havde været til stede, eller nogen særlig lyst til at se en ny verden og dens flora, så måtte dog det dyrkede lands usædvanlige udseende have draget en fremmed, var han end aldrig så træg. Havemurene er høje, men palmetræerne rager højt op over dem som den tætteste skov. Ved min første indtræden blev jeg grebet af betagelse, da jeg så disse træer, af naturen skabt som de prægtigste søjlerækker; og for at fantasien ikke skulle savne en piedestal for disse søjler, har man for vane at omgive stammen med en lav mur for at holde den stabil. De plantes i rækker på langs og tværs; 8 alen mellem hvert træ."

Tilbage i Cairo efter sin udflugt langs Nilen kaster Niebuhr sig ud i studiet af den store by. Han gør utallige observationer, som alle nedfældes minutiøst i hans dagbog. Til at begynde med rider Niebuhr omkring i Cairo på et æsel, idet kun muslimer må ride på hest. Foran har han en janitshar (vagt) og bagved en tjener; begge muhamedanere. Når en kristen, en jøde eller en fremmed møder en fornem herre, skal han straks stige af sit ridedyr, ellers vil den fornemme herres tjener forsynet med en kraftig knippel minde den formastelige herom; det får lægen Kramer at føle en dag. Det irriterer Niebuhr, at hans to tjenestefolk kan blive siddende på deres æsler, mens han selv skal stige af, og det ender med, at han foretrækker at gå omkring i byen til fods.

Et af de mange emner, han studerer, er Nilens vandstand under den årlige oversvømmelse. En dag tager han ud til et af de mange nilometre, som gennem århundreder har målt vandstanden i Nilen. Fotoet til højre viser det mest komplekse nilometer ved Cairo, bygget omkring 870 og i brug op i 1900-tallet. Vi har set flere af disse nilometre på vores rejser i Egypten. Niebuhr må - som han selvfølgelig har lyst til - ikke selv foretage målinger af vandstanden. Ved observation af aftegninger på en høj mur konstaterer han, at Nilen ved Cairo stiger 24 fod, dvs godt 7 meter. Niebuhr fået oplyst, at Nilen ved dens udløb ved Rosetta og Damietta kun stiger 4 fod. Når Nilen begynder at stige, lukkes for alle de store og små kanaler, som vander de omgivende marker. En sheik kommer hver dag til Nilometeret på øen Roda og bekendtgør, hvor meget vandet er steget. Når Nilen har nået en bestemt højde, åbnes den store kanal gennem Cairo. Befolkningen ved nu, at der ikke vil indtræde tørke det pågældende år. Samtidig ved bønderne, hvor meget der skal betales i skat til sultanen, idet dette afhænger af vandhøjden i Nilen. Det synes at være et retfærdigt princip, da høj vandstand medfører stor høst og omvendt.

Niebuhr interesserer sig levende for de maskiner, der bruges til at vande markerne med, når Nilen igen har trukket sig tilbage til sine vante bredder. De store maskiner bliver trukket af okser, de mindre af æsler; og endelig betjenes de mindste maskiner med fødderne. Niebuhr mener, at det er den type, som Moses omtaler i 5. mosebog. Niebuhr beskriver disse og andre landbrugsmaskiner meget detaljeret, og tegningerne er så akkurate, at man formentlig ville kunne påbegynde en produktion på grundlag af dem.

Pyramiderne ved Ghiza

Selvfølgelig skal Niebuhr også ud og foretage opmålinger ved pyramiderne ved Ghiza udenfor Cairo, og har får Forsskål, som han er kommet på venskabelig fod med, derud. Med sit kompas konstaterer han, at siderne ligger nøjagtigt orienteret efter verdenshjørnerne. Han klatrer op på både Kheops pyramiden og Khefrens pyramiden, især det sidste er en temmelig halsbrækkende udfordring. Til Kheops pyramiden er brugt mere end 2 millioner kalkstenblokke, som hver vejer omkring 2½ tons, de største, dem der dannede loft over kongekammeret, omkring 50 tons. Ved hjælp af vinkelmålinger med sit elskede astrolabium og anvendt trigonometri beregner Niebuhr Kheops pyramidens højde til 138 meter, mindre end 1 meter fra den højde, som anerkendes i dag. Niebuhr selv er ikke helt tilfreds med resultatet og skriver i sin rejsebeskrivelse: "Når man kun har føje tid til at betragte nogle så forbløffende bygningsværker, og desuden er omgivet af folk, som man må anse for at være røvere, vælger man ikke altid den korteste og sikreste vej, og mine målinger er derfor ikke så nøjagtige, som jeg kunne ønske." Usikkerheden skyldes især, at Niebuhr er henvist til at skridte længden af pyramiderne af, hvilken selvfølgelig giver nogen usikkerhed.

En af de dage, de er ude ved pyramiderne, har de en oplevelse, som får den ellers så besindige bondesøn til at miste besindelsen. Han og Forsskål bliver passet op af tre arabere på hest; de tilbyder deres tjeneste som vejvisere, men bliver afvist. Dernæst forlanger de en drikkeskilling, men den iltre Forsskål afslår at give ham en skilling. Da en af araberne rykker turbanen af Forsskåls hoved, forbliver denne dog rolig og siger henvendt til de to øvrige:"I er beduiner, og man mener i vore lande, at vi europæere kan rejse fuldstændig sikkert, så længe vi blot står under beduinernes beskyttelse. Hvis I derfor tillader, at jeg bliver udplyndret af jeres bekendt, vil jeg rejse hjem og fortælle, at man ikke kan have tillid til beduiner. Det resulterer i, at de to tiltalte tvinger den tredje til at give Forsskål hans turban tilbage. I stedet vender han sig mod Niebuhr og tager hans elskede astrolabium, som han sidder med foran på sit æsel. Det er for meget for Niebuhr, som griber fat i det store tørklæde, som araberen har om halsen, og kaster ham derved til jorden. Araberen, hvis ære har lidt under at blive revet af hesten af en fremmed, springer op, griber sin pistol og holder den mod brystet på Niebuhr. Han trykker dog ikke af, måske fordi der har forsamlet sig en del bønder for at overvære optrinnet. Situationen opløses ved, at Niebuhr giver araberen en skilling. (Jeg har skrevet om vores første besøg ved pyramiderne i Giza her, hvis du skulle have lyst.)

Tilbage til "giftsagen"

I mellemtiden har von Gähler søgt at løse problemet mellem ekspeditionens deltagere, og det ender med, at han videresende det famøse "giftbrev" til Bernstorff sammen med en flere sider lang indberetning. Han beskriver den kløft, som eksisterer mellem danskerne von Haven og Kramer på den ene side og Forsskål, Niebuhr og Baurenfeind på den anden side. Han kan ikke tro, at von Haven har de planer, som brevet fremsætter, men indrømmer på den anden side, at formålet med det verificerede indkøb af arsenik synes uforklarlig. Von Gähler antyder, at en del af konflikten sikkert kan henføres til nationale fordomme. Von Gähler er udmærket klar over, at sagen kommer meget ubelejligt for den danske majestæt, som allerede har taget forskud på den hæder, som ventes at tilfalde ham. Von Gähler foreslår den løsning, at man isolerer de stridende parter og lader von Haven foretage sine studier i Cairo og Damaskus, mens de øvrige fortsætter den planlagte rejse til Det lykkelige Arabien. Bernstorff svarer tilbage, at det vil være et hårdt slag mod ekspeditionen, hvis det bliver nødvendigt at foretage den foreslåede opdeling. Det værste vil næsten være, såfremt ekspeditionen til Det lykkelige Arabien bliver en succes, idet hele æren formentlig vil tilfalde Forsskål - en svensker. Men med betydelig diplomatisk snilde overlader Bernstorff formelt beslutningen til von Gähler, som mellem linierne tydeligt læser regeringens ønske. I april 1762 melder von Gähler tilbage til Bernstorff, at han ikke længere har betænkeligheder ved at lade ekspeditionen forblive samlet, og han går i gang med at glatte modsætningerne ud mellem de lærde. Beslutningen bliver meddelt parterne i tre breve i slutningen af juni måned 1762, og det lykkes von Gähler i brevet til von Haven på én gang at smigre dennes stor ego og samtidig at give ham en advarsel. Forsskål nægter at bagetellisere von Havens arsenikindkøb og han konstaterer overfor von Gähler, at de altså "ikke kan forvente sig medlidenhed fra den allernådigste regering"

I sit brev til Niebuhr henstiller von Gähler: "De må tage hensyn til på den ene side hr. von Havens hidsighed og på den anden side hr. Forsskåls ikke helt naturlige, og jeg må vel sige forstilte ro og kølighed, ligesom de frem for alt må vogte Dem for altid at give ham ret. Uden at miste den sidstes fortrolighed må De stræbe efte at vinde også den førstes tillid, eller på godt tysk, at bære kappen på begge skuldre." Man er vel ikke diplomat for ingenting. I sit lettere ironiske svar anfører Niebuhr: "Det er ikke lykkedes mig at skabe enighed imellem dem, og da jeg i sammenligning med dem, der begge er store filosofi-magistre, er en langt ringere filosof, er jeg altid blevet mere rystet i min sjælefred end hovedpersonerne selv, for eftersom de betragter alting filosofisk, kan de i en håndevending sætte sig til at studere videre, som om ingenting var hændt.". Den retsindige Niebuhr nægter på en pæn måde at bære kappen på to skuldre. Den stilfærdige Baurenfeind nøjes med from at ønske: "Så vidt det afhænger af mig, skal jeg beflitte mig på at opretholde ro og fred i selskabet - måtte blot himlen hjælpe os!".

I sin rejsebeskrivelse gennemgår Niebuhr "morgenlændingenes klædedrag" fra yderst til inderst og fra top til tå. Især hovedbeklædningen er Niebuhr meget fascineret i, og han gennemgår i detaljer 48 forskellige former og beskriver, hvem der anvender dem og i hvilke anledninger. Niebuhr beskriver også, hvorledes lokalbefolkningen morer sig med forskellige former for spil og andet tidsfordriv. En aften giver Niebuhr, Baurenfeind sammen med andre europæere en lille koncert, og de er selv ret tilfredse med resultatet. Indtil en af deres tjenere fortæller, at "deres musik er en vild og ubehagelig skrigen, som ingen alvorlig mand kan finde fornøjelse ved".

I Cairo finder flere grupper af sigøjnerkvinder, som optræder med dans til musik. "Man mener ikke, at disse danserinder er de mest dydige blandt muhamedanerinderne". Ved et par lejligheder lader vores rejsende sig underholde af en sådan danstrup. I begyndelsen, skriver Niebuhr, har de ingen fornøjelse af den form for skuespil, fordi "kvinderne indtog alle hånde for uanstændige stillinger ... slet ikke efter vor smag... Men til sidst hørte og så vi dem lige så gerne som i Europa de bedste sangere og danserinder". Jeg har haft bekendte, som har arbejdet i Grønland i en længere periode. De har påstået, at de grønlandske piger blev kønnere, jo længere tid man opholdt sig i Grønland. Niebuhr og hans rejsekammerater er formentlig blevet ramt af samme bacille. Baurenfeind har tegnet de indtagende danserinder, som er vist ovenfor.

Efterhånden er vi kommet frem til august måned 1762. Det er lykkedes professor von Haven at erhverve to ældre hebræiske testamenter, ikke specielt imponerende i betragtning af, at ekspeditionen har tilbragt næsten et år i Cairo. Imidlertid ved vi, at von Haven har fået endnu et hverv betroet, nemlig at foretage en rejse til Santa Katarina klostret på Sinai bjerget for der at studere evt. bibelske hånskrifter. Vi har allerede hørt, hvorledes van Haven i et brev til Bernstorff fra Konstantinopel forsøger at slippe for det ubehagelige hverv med henvisning til, at rejsen er uudholdelig om sommeren. I Cairo fortsætter han bestræbelserne, og han opsøger ærkebiskoppen over Sinai, som residerer i Cairo. Denne kan til von Havens lettelse oplyse, at han ikke er bekendt med nogen skrifter i bemeldte kloster. I januar 1762 skriver han til Bernstorff og kan supplere med, at "en meget hed søndenvind om foråret vil bevirke, at vi kommer til at betale dyrt for den tvivlsomme fornøjelse i uger eller måneder at strejfe omkring i ørkenens brændende sand for at lede efter nogle indskrifter, der måske slet ikke eksisterer". Det er tydeligt, at von Haven er rædselsslagen ved tanken om at skulle tage til det ugæstfri Sinai, og hans belastede forhold til de øvrige rejsedeltager gøre det ikke bedre. Hvem vil ønske at ledsage von Haven på den færd?

Suez

Ekspeditionen beslutter at følges med en karavane, som skal til Suez, og de lejer det nødvendige antal kameler til transporten. Fra Suez vil vores selskab fortsætte med skib til Det lykkelige Arabien. Danskerne holder sig af sikkerhedshensyn midt i karavanen, hvor risikoen for overfald er mindst. Den altid nysgerrige Niebuhr vælger at rejse på dromedar, mens de øvrige rider på heste. Efter en kort tilvænning finder Niebuhr sig godt tilpas på dromedaren, og han beretter, at "det er som at sidde mageligt i en stol". Den første nat passerer de en stor karavane, som er på vej tilbage fra Mekka. Da de den 30. august 1762 rider ind i Suez, er Baurenfeind så medtaget af feber, at han nærmest bevidstløs må lægges i seng på et herberge, og selskabet frygter for hans liv.

Der er omkring tre uger til skibene sejler fra Suez til Det lykkelige Arabien - og i den periode skal ekspeditionen til Sinai gennemføres. Baurenfeinds sygdom forværrer von Havens dilemma, idet Baurenfeind iflg. Den Kongelige Instruks skulle ledsage von Haven på hans ekspedition til Sinai halvøen. Von Haven spørger, om Kramer vil tage med i Baurenfeinds sted, men lægen afslår med henvisning til, at han må blive tilbage og passe den dødssyge patient. Det argument må von Haven selvfølgelig acceptere. Nu er der kun Forsskål og Niebuhr tilbage. Som forventeligt afslår Forsskål også von Havens anmodning, hvorefter von Haven retter spørgsmålet til Niebuhr. Lige så forventeligt indvilliger Niebuhr i at tage med von Haven til Sinai.

Ekspedition til Sinai-bjerget og Djebel el-Mokateb

Den kongelige Instruks til ekspeditionen har pålagt von Haven en særlig forpligtelse, formuleret i §12 "Eftersom vi ønsker, at der på udrejsen først og fremmest skal tages nøjagtige kopier af indskrifter på bjerget Djebel el-Mokateb (staves nogle steder Gebel al-Mocatib) og yderligere efter - efter omstændighedernes beskaffenhed - aftryk i gips, så må især professor von Haven med bistand af maleren på flittigst mulig vis drage omsorg herfor.". Håbet er, at ekspeditionen kan finde beviser for israeliternes tilstedeværelse på Sinai halvøen. Du husker fortællingen om, at Gud ved at sende de 10 plager over Egypten tvinger den mægtige Farao til at lade Israels folk gå, hvorefter de tørskoede krydser Det Røde Hav for at vandre omkring i 40 år, inden de får lov til at komme ind i Det Forjættede Land, "der flyder af mælk og honning". Undervejs sker det flere mirakler, som fx ved den lejlighed, hvor Moses slår vand af en sten; og Gud viser sig for Moses ved den brændende tornebusk. Og Moses stiger op på Sinai Bjerget og taler med Gud i 40 dage og nætter, hvorefter han får udleveret to stentavler med de 10 bud af Gud. Desuden får han en detaljeret beskrivelse af, hvorledes han skal lave "pagtens ark", som skal indeholde lovens tavler. Hvis du ikke har disse fortællinger present, kan du få dem genopfrisket her. Det vil være en triumf for hele den kristne verden - og i særdeleshed for den danske konge - hvis ekspeditionen på Sinai kan findes håndfaste beviser, fx i form af inskriptioner, som understøtter disse fortællinger. Det er i virkeligheden ekspeditionens hovedmål, hvorfor Bernstorff selvfølgelig ikke kunne imødekomme ønsket om at lade von Haven, som jo er særlig egnet og uddannet til løsning af den opgave, forblive i Cairo.

Forberedelser

Nu gjælder det om at få hyret en eller flere hjælpere, som har erfaring med rejser til Sinai-bjerget, og - hvad som er mindst lige så vigtigt - som kender bjerget Djebel el-Mokateb, hvor der efter sigende skal forefindes et stort antal gamle indskrifter. Man forhører sig hos nogle grækere, som har foretaget mange rejser til området, men ingen har så meget som hørt om Djebel el-Mokateb. Dernæst henvender man sig til en arabisk sheik, som har tilbragt hele sit liv på rejser mellem Suez og Sinai-bjerget; heller ikke han kender til dette bjerg. Næste dag vender han dog tilbage med en sheik fra Saualha stammen, en af de tre stammer, som behersker området omkring Sinai-bjerget. Han hævder at kende ikke alene det omtalte Djebel el-Mokateb, men alle steder i ørkenen, hvor man kan finde indskrifter. Efter en del udspørgen går det op for vores ekspedition, at han heller ikke kender til Djebel el-Mokateb. Endelig får de forbindelse med en sheik fra Leghat stammen, som synes at have kendskab til nogle klipper med inskriptioner i det pågældende område; bjerget ligger i nærheden af hans hjem. Da de vil indgå en aftale med sheiken, får de at vide, at det af hensyn til ekspeditionens sikkerhed er nødvendigt, at de har førere med fra alle de tre stammer, som bor i området: Saualha, Leghat og Said stammerne. Som den mest arabiskkyndige træffer Forsskål aftale med tre arabiske sheiker (førere) om at ledsage von Haven og Niebuhr på deres ekspedition til Sinai. Araberne skal stille 8 dromedarer og 2 kameler til rådighed, og de skal i øvrigt holde sig selv med kost undervejs. Når de har nået deres mål, skal en af de tre sheiker tage tilbage til Suez og hente resten af ekspeditionen, mens von Haven og Niebuhr bliver tilbage og forretter deres gerning. Man håber selvfølgelig, at Baurenfeind til den tid vil have overstået sin sygdom.

Fra Suez til Sinai bjerget

Den 7. september 1762 tager den lille karavane afsted, krydser bugten over til Sinai-halvøen og drager sydpå. Helt lille er ekspeditionen nu ikke; udover von Haven og Niebuhr omfatter den de tre arabiske hjælpere, som både Niebuhr og von Haven i deres (detaljerede) dagbøger kalder "sheiker" - så det vil jeg også gøre. Hver sheik medbringer et par hjælpere, og hertil kommer et antal arabere, som bare tager med på turen sydpå for at besøge gamle venner. Niebuhr skriver nøgternt i sin dagbog, at disse håber undervejs at blive bespist, hvilket er arabisk tradition, når velhavende personer rejser i karavane i ørkenen - og der er ingen tvivl om, at de to europæere er blevet opfattet som særdeles velhavende.

Den første dag rejser de gennem den sandede kyststrækning, hvor små bakker hæver sig. Efter en dagsrejse på omkring 40 km slår de lejr ved fem små vandhuller, som de indfødte benævner "Moses’ kilder", angiveligt fordi Moses og israelitterne formodes at have været her under deres lange exodus fra Egypten. Da ekspeditionens formål er, at erfare om israelitternes rejse, spørger man ivrigt deres hjælpere om navne på de steder, de passerer. Niebuhr skriver, at von Haven kun er i stand til at få vage eller uhøflige svar fra beduinerne. Det lykkes Niebuhr at opnå en form for fortrolighed eller venskab med en af beduinerne, som undertiden får lov til at ride bag Niebuhr på hans kamel. Niebuhr noterer undervejs navn på alle de genstande, som han udpeger for beduinen, ligesom han måler afstanden ved at tæller antallet af skridt, som kamelen tilbagelægger. Han går en halv times tid sammen med karavanen, dels om morgenen, dels i middagsheden, og han finder ud af, at han i den kølige periode tilbagelægger 1620 dobbeltskridt på en halv time, og i den varme periode 1580 dobbeltskridt, og den altid praktiske Niebuhr beslutter at anvende gennemsnittet 1600 i sine beregninger. Niebuhr kontrollerer også retningen ved hjælp af sit kompas, et hjælpemiddel, som er ukendt for de indfødte.

De fortsætter sydpå den følgende dag gennem mere klipperige omgivelser, indtil de slår lejr i en dal i nærheden af Gebel Hammem Faurum. Dagen efter, den 9. september 1762, sender de deres hjælpere ud for at undersøge området. Det er tørketid, men ved at grave en halv meter ned finder de bedre vand end det, der findes i Suez. Hammam Faraun er navnet på en varm kilde, som springer ud af en klippe ved foden af et højt bjerg. Syge fra området kommer hertil for en 40 dages kur, hvorunder de alene spiser en frugt, Lassaf, som vokser på stedet. Niebuhr kommer i tvivl om virkningen af det undergørende vand, da han ser den store begravelsesplads i nærheden. En lokal tradition vil vide, at jøderne kom denne vej, og at Farao og hans hær druknede i vandet. Araberne mener, at Farao som straf lider på bunden af denne kilde, og at kildens indhold af svovl skyldes hans utallige opkastninger. Mens von Haven leder efter indskrifter i nærheden, måler Niebuhr med sit astrolabium bredden af Det Røde Hav på dette sted, hvor Moses menes at have ført sit folk over fra Egypten.

Herefter drejer karavanen østpå og slår ind på den direkte vej til Sinai-bjerget; vejen er gennem tusinder af året udskåret af klippen af hæftige vandskyl fra bjergene. Bjergene består af forskellige arter af limsten i alle mulige farver, mange steder isprængt granit og flint. (Vi har selv nydt dette fantastiske syn under en tur fra Cairo til Sharm el-sheik). Den ivrigt observerende Niebuhr finder mange forsteninger af skaldyr og fisk i klipperne.

Om aftenen når de frem til det område, hvor den klan eller stamme, som en af karavanens sheiker kommer fra, hører til, og de slår lejr for natten. En halv snes af sheikens venner dukker op, og Niebuhr benytter lejligheden til at forlade selskabet et par timer og udforske bakkerne i nærheden. Tilfældigvis kommer han til sheikens telt, hvor dennes hustru og søster er i færd med at male korn. Niebuhr taler med nogen tid med sheikens søn, som passer familiens geder et stykke borte. Han bliver overrasket over den fornuft, alvor og værdighed, hvormed drengen optræder overfor en fuldstændig fremmed. Niebuhr bliver inviteret ind i huset og nyder udmærket vand, som samme dag er hentet fra en kilde.

Djebel el-Mokateb

Tidligt om morgenen den 11. september bryder karavanen op. og kl 7 ankommer de til foden af et bjerg, som ifølge den lokale sheik er Djebel el-Mokateb, "Indskrifternes bjerg". Efter flere timers besværlig opstigning kommer de op på toppen af bjerget, som er forholdsvis jævn og flad. De finder et par grotter, udhugget i klippen, men ingen tegninger. Længere fremme finder de en begravelsesplads, hvor gravstenene ligger hulter til bulter. Nogle af stenene var udsmykket med hieroglyflignende symboler og figurer, som Niebuhr antager for afguder. Disse overbeviser Niebuhr om, at de i hvert fald ikke er udført af de monoteistiske israelitter. Da de spørger deres førere om, hvor de andre inskriptioner er, svarer de, at der ikke er andre. Nu dukker endnu en sheik op, nemlig den sheik, som ejer eller i hvert fald har magt over Djebel el-Mokateb, og han kræver betaling, hvis von Haven eller Niebuhr vil nedskrive tegnene. Ikke alene vil han have et bestemt beløb herfor - 10 Pattaker - men han vil også have halvdelen af den pengeskat, som vil komme ud af bjerget, når de nedskriver tegnene. Vores venner forklarer sheiken, at der ikke vil komme nogen penge ud af bjerget, men de indfødte bemærker, at auropæerne blot har gemt inskriptionerne i deres hoved og siden vil nedskrive dem, når de bliver alene; og så vil bjergets skatte automatisk følge efter dem. Det nytter ikke, at von Haven og Niebuhr forklarer, at der er tale om overtro, og at der ikke befinder sig nogen skat i bjerget. Niebuhr bemærker dog i sin dagbog, at det formentlig kun er et påskud til at modtage gode drikkepenge. Niebuhr aftaler med en af ekspeditionens førere, at han på tilbagevejen vil få lejlighed til at tage en afskrift af nogle af stenene. Den ender med, at videnskabsmændene opgiver deres forehavende uden at have løst en af de vigtigste opgaver, som ekspeditionen havde fået betroet. Von Haven bemærker opgivende, at de sandsynligvis ikke befinder sig på det rigtige Djebel el-Mokateb.

Næste morgen fortsætter de deres rejse mod Sinai-bjerget, og området bliver stadig mere bjergrigt, som de kommer frem. I en dal møder de en arabisk kvinde og hendes tjener. I respekt for karavanens sheik forlader hun vejen med sin kamel og passerer dem til fods. Et andet sted møder de en kvinde til fods. Kvinden kan ikke "undvige" på den smalle sti, så hun sætter sig ned med ryggen til karavanen. Niebuhr hilser kvinden, men bliver irettesat herfor af en af hjælperne. Niebuhr noterer i sin dagbog: "Jeg burde efter deres sæder slet ikke have hilst på hende".

Længere fremme i Faran-dalen kommer ekspeditionen i nærheden af en af de andre sheikers stammeområde, og karavanen må selvfølgelig foretage en afstikker, teltene bliver slået op i hast, hvorefter araberne tager afsted på endnu et familiebesøg. Faran-dalen, som visse steder er en grøn oase med masser af frugttræer og -buske, menes at være det sted, hvor israelitterne opholdt sig, mens Moses talte med Herren i 40 dage og nætter. Her lod Moses' broder Aron fremstille den famøse guldkalv, som israelitterne tilbad, da de troede sig forladte af Moses.

Nogle lokale arabere tilbyder vores venner friske dadler, som dog endnu ikke er helt modne. sheikens førstehustru kommer og tilbyder dem æg og en kylling. Sheiken har to hustruer, som hver varetager sit område: den ene tager sig af hans dadelplantage, som ligger i nogen afstand fra lejren, mens den anden har opsyn med hans kvæg og tjenestefolk. Den sidstnævnte hustru vil ikke gå ind i ekspeditionens telt, men sætter sig i nærheden for at samtale. Niebuhr fortæller, at hun beklager sig over sin mand, som forsømmer hende til fordel for den anden hustru, når han endelig er hjemme. Det meste af tiden rejser han omkring og handler. Niebuhr skriver, at det er første gang han har lejlighed til at tale frit med en indfødt kvinde. Han bemærker, at efter hans mening, er vores (europæernes) lov, hvor en mand kun kan have én hustru, at foretrække.

Carsten Niebuhr noterer utrætteligt de indtryk han modtager, som fx denne observation: "Morgenlændingene (araberne) har ingen aviser, de kan derved ved deres sammenkomster ikke tale så meget om politik som europæerne. Vejret er hos dem bestandigere end hos os, altså kan de heller ikke sige så meget om det som europæerne. De omstrejfende arabere taler om deres håndværk. Når to beduiner, hvoraf den ene kender den andens kameler eller andre dyr, spørger hinanden om, hvordan samme befinder sig, så er det ikke mere usædvanligt, end når bønderne i Europa spørger hinanden, hvordan kornet står, om kvæget bliver fedt og deslige."

Ekspeditionen rejser videre den 14. september og når snart frem til foden af Gebel Musa, Moses-bjerget eller Sinai-bjerget for enden af Faran-dalen. Niebuhr undrer sig over, hvorledes de mange (nogle angiver 2 millioner) israelitter skal have kunnet opholde sig her i disse trange omgivelser. De slår lejr i nærheden af en klippe, som Moses iflg. arabisk tradition har kløvet med sit sværd. De finder adskillige kilder med frisk vand i området. I nærheden ligger det berømte Santa Katharinakloster, som jeg kort vil berette om, inden vi vender tilbage til Niebuhr og von Haven.

Katharinaklostret

Katharinaklostrets abbed er udnævnt af den ortodokse patriark i Jerusalem. Bjerget og området omkring det, som af UNESCO er udnævnt til "verdens naturarv", er helligt for de tre store monoteistiske religioner, Jødedommen, Kristendommen og Islam. Ifølge et sagn blev klostret, som vistnok er kristenhedens ældste fungerende kloster, grundlagt i år 337 af kejserinde Helena, gift med Konstantin I og moder til Konstantin den Store. Kejser Justinian lader den nuværende klosterbygning opføre på det sted, hvor Gud taler til Moses ved den brændende tornebusk. Klostret stod færdigt omkring år 565.

Hvem var Den Hellige Katharina?

Der skulle gå nogle århundreder, inden klostret fik sit nuværende navn, opkaldt efter den hellige Katharina af Alexandria (ikke at forveksle med helgenen af samme navn fra Siena). Katharina bebrejder den romerske kejser Maximianus, at han forfølger de kristne og opfordrer han til at afsværge sin hedenske overtro og bekendte sig til Kristus. Kejseren forlanger, at Katharina skal ofre til de romerske guder, hvilket hun nægter. Den kun 18-år gamle Katharina foreslår i stedet, at hun beviser, at hendes tro er den rette i en diskussion med 50 af rigets mest lærde mænd. Det fortælles, at de alle må bøje sig for Katharinas argumenter og efterfølgende lader sig døbe. Kejseren bliver så rasende, at han lader dem alle dø på bålet. Katharina bliver pisket med blykugler og kastet i fængsel, men en due bringer mad til hende, og en engel trøster hende. Selv hendes fangevogtere omvender sig til kristendommen. Til sidst lader kejseren Katharina radbrække og sætte på hjul og stejle, men da Katharine berører hjulet, bryder det sammen. Den 25. november 306 bliver Katharina halshugget, og det fortælles, at fra hendes halspulsåre strømmer mælk og ikke blod. I dødsøjeblikket beder hun til, at hendes lig aldrig må blive fundet, og engle griber hendes legeme og fører det bort til Egyptens højeste bjerg, Sinai-bjerget. Ca 500 år senere har flere munke i det nærliggende kloster den samme drøm: De ser det sted på på Sinai-bjerget, hvor Katharinas legeme ligger. Munkene finder hendes lig, duftende af myrrha, og de hensætter hendes jordiske rester i en sarkofag, der stadig står i klostret.

Katharinaklostrets historie

Efter henvendelse fra kristne, som er udsat for stadige angreb fra nomadestammer, beordrer Helena, kejser Konstantin den Stores moder i år 330, at der skal bygges en lille kirke ved den brændende tornebusk, viet til jomfru Maria. Og nu begynder pilgrimme at strømme til fra hele den kristne verden. Fra det 5. århundrede er overhovedet for det lille samfund biskoppen af Pharan, siden bishoppen af Sinai. Munkene retter henvendelse om hjælp til kejser Justinian, som fra 527 til 565 bygger en smuk kirke bag mure, som kan modstå angreb fra beduiner og andre. Pave Gregor den Store (592-604) er en af klostret mange beskyttere gennem tiden.

I det 7. århundrede er klostret igen i krise, denne gang som følge af muslimernes erobring af Egypten. I år 808 sender munkene, hvis antal er reduceret til kun 40, en delegation til profeten Muhammed og anmoder om hjælp. Profeten, som ser de kristne som brødre i troen, udsteder et dekret, som befaler Muhammeds tilhængere at beskytte munkene på Sinai: "Jeg skal være klostrets beskytter mod enhver fjende. Det er ikke tilladt at fjerne en præst fra hans religion eller en eneboer fra hans celle". Dokumentet findes i klostret, men de lærde har sat spørgsmålstegn ved dets autenticitet. På den anden side er der ikke tvivl om, at klostret ikke kunne have overlevet som en enklave omringet af muslimer uden støtte fra Profeten og hans efterfølgere. Måske er tilstedeværelsen af den lille moské på klosterområdet et bevis for, at klostret har været under muslimernes beskyttelse, og måske også for at minde Muhammeds efterkommere om Profetens løfte. Legenden beretter, at profeten Muhammed besøgte Katharinaklostret, før han erobrede Egypten i år 640.

I år 726 beordrer kejser Leo III, at alle religiøse billeder i kristen besiddelse, skal ødelægges. Denne ordre når heldigvis frem til det isolerede samfund på Sinai. I hvert fald "overlever" flere tusinde ikoner og andre billeder i det lille kloster. I det 11. århundrede begynder Europa at få øjnene op for munkene på Sinai; det resulterer bl.a. i, at en del relikvier bliver overført fra St Katharina til Frankrig. Der går dog også en del gaver og bidrag den anden vej, idet både franske, tyske og spanske herskere viste deres gavmildhed overfor. Fra 1600-tallet til 1800-tallet err klostret fuldstændigt afhængig af den russiske tsar. Under sin ekspedition til Egypten i 1798 hjælper Napoleons tropper munkene med at udbedre skader i klostrets murværk.

I år 2000 - den romersk-katolske kirkes jubelår - var Johannes Paul II som den første pave på pilgrimsrejse til Sinai Bjerget. Paven udtaler dette ønske for klostret ved en udendørs gudstjeneste: "Må St Katharina Klostret forblive en åndelig oase for medlemmer af alle kirker, som søger Guds ære på Sinai Bjerget".

Katharinaklostret udefra

Udefra ligner klostret mere en fæstning end et religiøst samfund. De omgivende mure er omkring 15 meter høje. I hvert hjørne af muren er der et fæstningstårn. Herudover er der et hovedtårn, Kleber Tårnet. På den indre side af muren er der en løbegang, hvorfra munkene kan hælde kogende vand eller andre ubehageligheder i hovedet på angribere udefra. Udenfor murene ligger klostrets haver med frugttræer, oliventræer, vinstokke og grøntsager. Billedet ovenfor (til venstre) er en tegning fra 1800-tallet, fotoet til højre tog jeg under et besøg i Klostret i 2004.

I middelalderen fandt man det nødvendigt at mure den eksisterende klosterindgang til af sikkerhedsmæssige årsager. Det betød, at alle forsyninger til klostret samt alle besøgende skulle op over muren med et hejseværk. Kun når ærkebiskoppen over Sinai, som residerede i Cairo, aflagde besøg i klostret, blev indgangen åbnet - for at blive muret til igen, når hans højærværdighed havde forladt klostret. Billedet til højre, som hang på vores hotelværelse i Cairo, viser, hvorledes adgang fandt sted. Heldigvis var den lille port i muren åbnet under vores besøg. Lige inden for indgangen er "Moses Brønd", hvor Moses første gang traf sin senere hustru, præsten Jetros datter. Til den anden side ser man ""en brændende tornebusk", hvor Gud talte til Moses og fortalte ham, at han var udpeget til at føre sit folk ud af Egyptens fangenskab.

Den 15. september 1762 tager vores rejsetrup opstilling ved den tilmurede indgang og råber munkene an. Da der endelig dukker en munk frem i åbningen i muren, fortæller von haven, at han medbringer et brev til en af munkene. Brevet bliver rakt gennem en lille sprække i muren ved siden af den tilmurede indgang. Åbningen er netop så stor, at en arm kan komme igennem. Da munkene har fået brevet i hænde, rådslår de længe, og det ender med, at de sender det tilbage - forseglet og uåbnet. De forklarer sig med, at de alene må modtage skrivelser fra deres egen ærkebiskop i Cairo. Vi har tidligere hørt, at von Haven ved flere lejligheder havde opsøgt ærkebiskoppen, men han havde haft så travlt med at indhente argumenter for ikke at tage til Sinai at han ganske havde forsømt at anmode om en anbefalingsskrivelse. Vores venner må derfor drage bort med uforrettet sag. Det vigtigste formål for ekspeditionen kan ikke realiseres. Jeg forestiller mig, at von Haven har haft det som Moses, som efter mange års ørkenvandring får lov til at kaste et blik ind i det forjættede land uden nogensinde selv at komme derind.

I dag ved vi, at klostrets bibliotek har den mest værdifulde samling af religiøse skrifter udenfor Vatikanet. En del af de ca 6000 manuskripter, som er skrevet på græsk, arabisk, jødisk, syrisk, armensk, koptisk mv., er ældre end klostret selv. Fx er Codex Syriacus en oversættelse af biblen til syrisk. Den stammer fra det 5. århundrede og er den ældste, kendte bibeloversættelse. Mange af manuskripterne er forsynet med fine farvestrålende illustrationer. Herudover har biblioteket en stor samling af trykte bøger. Ca 5000 af disse er næsten lige så gamle som bogtrykkerkunsten. Klostret har ofte besøg af videnskabsmænd, som forsker i de sjældne dokumenter i biblioteket.

Om Codex Sinaiticus

I 1859, næsten 100 år efter at Niebuhr og von Haven måtte opgive at komme ind på klostret, finder den tyske teolog og opdagelsesrejsende, Constantin von Tischendorf her i en næsten fuldstændig udgave af en bibel fra det 4. århundrede, skrevet på græsk. Nogle forskere mener, at den måske er en af de 50 kopier af biblen, som den romerske kejser Konstantion lod udfærdige, da han konverterede til kristendommen. Biblen får navnet "Codex Sinaiticus" og regnes for kristenhedens mest kostbare bog. Den er nedskrevet omkring år 330-350, formentlig i Egypten. von Tischendorf har under to tidligere besøg fundet nogle fragmenter heraf, bl.a. i en papirkurv. Disse sider havde han udgivet i 1846 under protektion af kong Friedrich August af Sachsen, Tsar Alexander II af Rusland sender von Tischendorf til klostret igen, overbevist om, at der er mere at finde. Efter nogen tids forgæves søgen er von Tischendorf ved at opgive. Kort før sin planlagte afrejse aflægger han besøg hos en af munkene i dennes celle, hvor han får forevist munkens private bibel. Til von Tischendorf fryd viser det sig at være det søgte skrift. Skriftet omfatter 346 foliosider, skrevet i fire spalter. 199 sider fra det gamle testamente og 147 fra det nye. På en eller anden måde lykkes det von Tischendorf at slippe afsted med skriftet - de nærmere omstændigheder er lidt grumsede. På den ene side modtager klostret 12.000 rubler fra den russiske tsar for skriftet. På den anden side er ærkebiskoppen af Sinai i besiddelse af et dokument fra september 1859, hvori von Tischendorf lover at bringe skriftet tilbage efter en nærmere aftalt tid. Sandt er det, at klostret den dag i dag gør krav på skriftet, som de betragter som stjålet. Tsaren får udfærdiget nogle kopier (faksimiler) af Codex Sinaiticus på kostbart pergament og er så storsindet at skænker en af kopierne til St Katharina klostret.

Under oktoberrevolutionen i 1917 kommer manuskriptet i hænderne på (de gudløse) bolsjevikker, som i 1933 sælger det til British Museum for £100.000. Og det var mange penge den gang. Jeg ved ikke, om det siden er overgået, men dengang var det det hidtil største beløb, der er betalt for en bog. Størsteparten af pengene rejses ved private bidrag fra den engelske befolkning. Codex Sinaiticus er siden blev opdelt i fire portioner, som befinder sig i British Library i London, St Katharinas Kloster på Sinai, Leipzig Universitetsbibliotek og Det russiske nationalbibliotek i St Petersborg. Under restaurering af St Georgs Kapel i 1975 opdager munkene flere fragmenter, heriblandt 13 manglende sider fra Codex Sinaiticus. Under et besøg på british Museum i 2007 så jeg Codex Sinaiticus på en udstilling sammen med mange andre hellige tekster fra jødedommen, kristendommen og islam. En stor oplevelse for mig. Havde vores ekspedition fået adgang til klostret og opdaget Codex Sinaiticus, ville det have givet genlyd i hele den kristne verden, og den danske konge ville have modtaget beundring fra alle Europas lærde.

Niebuhr bestiger Sinai-bjerget

Da von Haven, som jo er den formelle leder af denne ekspedition, foreslår, at det tager tilbage til Suez, protesterer Niebuhr og siger, at han i det mindste vil bestige Sinai-bjerget. Desværre kan von Haven ikke gøre ham følgeskab, thi, som han skriver i sin dagbog: "Så stor lyst som jeg havde til at bestige dette bjerg, så umuligt var det mig at stige op på grund af feber og en skade i foden. Jeg måtte lade løjtnant Niebuhr gå alene med to arabere". Mens Niebuhr bestiger bjerget, påbegynder von Haven tilbagerejsen. Niebuhr kopierer de indskrifter, han finder undervejs, og beskriver de kapeller, der findes langs ruten. Hen på eftermiddagen indhenter han von Haven, som er på vej tilbage til Faran-dalen eller -oasen. Da de når frem til dalen, forsvinder deres hjælpere igen for at tage på familiebesøg. Denne gang er de bort i tre dage.

Tegningen ovenfor af Katharina-klostret er udført af Niebuhr i forbindelse med, at han foretager målinger af solhøjde mv. for at bestemme klostret nøjagtige beliggenhed.

Besøg på Djebel el-Mokateb på tilbagevejen

Først den 20. september 1962 bryder gruppen op fra Faran-oasen. Den følgende dag ved solopgang rider Niebuhr alene til Djebel el-Mokateb for at få tid til at kopiere nogle af indskrifterne, uden at araberne blander sig. Det lykkes ham ikke helt, men mod gode ord og betaling lykkes det ham at arbejde hele dagen på klipperne. Det lykkes ham at udarbejde en nøjagtig skitse over stedet, som viser sig at være en egyptisk kirkegård. Han har kopieret hieroglyfferne fra tre af de tilsyneladende vigtigste sten; tegningerne fylder tre sider i hans dagbog. Nogle af stene, som er tæt besat med tegninger og symboler, er 10 meter høje. Den følgende morgen rider han igen i forvejen for ekspeditionen, og det lykkes ham at opnå den lokale sheiks tilladelse til at kopiere nogle kufiske (arabiske) skrifttegn og efterlave tegninger af bjerggeder, kameler og okser. Imens Niebuhr gør sit bedste for at kompensere for, at maleren/tegneren Baurenfeind ligger syg i Suez, hviler von Haven ud i en nærliggende landsby. Han har feber og en dårlig fod og lider af sult. Stakkels von haven.

Den 25. september 1762 er ekspeditionen igen samlet i Suez. De følgende dage renskriver von haven sin dagbog fra Sinai-turen, og den bliver via von Gähler sendt hjem til Bernstorff. Niebuhr, som formentlig frygter, at von Haven vil udnytte hans arbejde, beholder sin dagbog for sig selv. Bernstorff bliver rasende, da han modtager den intetsigende beretning fra von Haven. Han dikterer et brev til ekspeditionen, hvori han hudfletter især von Haven for fiaskoen ved Sinai-bjerget, ved Katharina-klostret og Djebel el-Mokateb. Brevet fra Bernstorff, som er dateret København den 21. juni 1763, når aldrig frem til rette modtager. Allerede den 9. juni 1963 har ekspeditionen afsendt et brev til København, hvori meddeles, at "den danske philogus, professor Frederik Christian von Haven er pludselig død".

Men lad os nu ikke foregribe begivenhedernes gang, men i stedet fortsætte vores færd i kronologisk rækkefølge. Den går tværs over Det Røde Hav og til Mekkas havneby Djeddah.

Fra Suez til Jeddah

Den 5. oktober 1762 - mere end 18 måneder efter, at de har forladt København - bliver de seks mænd i den danske ekspedition sejlet ud til det største af fire skibe, som skal fragte deltagerne sydpå tværs over Det Røde Hav til Mekkas havneby Medina. Få dage efter von Havens og Niebuhrs tilbagevenden til Suez, kommer den store pilgrimskaravane til byen som en græshoppesværm. Alle skal de videre til Mekka. Det lykkes Forsskål at leje den øverste kahyt på det største af fire skibe, som skal transportere pilgrimme til Jeddah. Da europæiske rejsende ikke er velsete blandt muslimske pilgrimme, indlogerer man sig på skibet tre dage inden afsejling for at vække mindst mulig opsigt. Niebuhr er godt tilfreds med, at han ubemærket af de øvrige passagerer kan foretage sine "hemmelige" observationer. Resultatet af disse observationer bliver det første søkort over Det Røde Hav. Thorkild Hansen beretter, at stemningen blandt ekspeditionsdeltagerne er bedret mærkbart - ikke fordi, man er kommet til at elske hinanden, men snarere fordi, man har indset, at man er afhængige af hinanden. Ganske vist var udflugten til Katarinaklostret en fiasko, men på den anden side har Niebuhr mange observationer i sin dagbog, som er af stor betydning for den senere udforskning af området. Omkring 1000 sider fylder hans tegninger og notater. Baurenfeind har udarbejdet et stort antal tegninger af planter, klædedragter, maskiner, redskaber mv. Forsskål har udarbejdet to botaniske og én zoologisk afhandling, som han har sendt hjem.

Mens kortegen bevæger sig sydpå, følger Forsskål og Niebuhr hovedrystende kaptajnens navigeren. Af angts for at miste landkending følger han den farefulde kurs mellem farlige koraløer og klippeskær, hvor en europæisk navigatør hurtigst muligt ville søge ud i åben sø. Ved solnedgang kaster de anker, da kaptajnen ikke tør sejle langs kysten om natten. Niebuhr finder forklaringen på den dårlige navigation, da han konstaterer to atore jernklodser, som er anbragt under skibets kompas "for at styrke magnetnålen".

Mens forholdet mellem ekspeditionens deltagere er tåleligt, må de jævnligt døje hån og skældsord fra de muslimske medpassagerer. En fornem embedsmand overrasker Baurenfeind i færd med at aftegne en af Forsskåls små sødyr og spørger, om de ikke i deres eget hjemland kunne finde noget, som var værd at beskæftige sig med, men en dag får Forsskål lejlighed til at revanchere sig. Forsskål gør kaptajnen opmærksom på,. at der den 17. oktober 1762 vil indtræde en solformørkelse. Den altid praktiske Niebuhr sværter nogle glas i forvejen, så man kan følge fænomenet. Med ét slag bliver Forsskål dagens mand.

Den 29. oktober 1762 ankrer de fire skibe op på reden ud for Jeddah. Pilgrimmene drager over land til Mekka, mens den danske ekspedition skal fortsætte turen sydpå til Det Lykkelige Arabien.

Ophold i Jeddah

Da de kaffeskibe, som skal sejle ekspeditionen sydpå langs kysten, er forsinket på grund af kraftig nordenvind, kommer de til at opholde sig mere end halvanden måned i Jeddah. Som hans natur byder, udnytter Niebuhr pausen til at gøre observationer. Han sætter sig ind i byens toldtariffer, laver lister over import/eksport, finder ud af, hvorledes drikkevand til byen opsamles i store krukker ved kilder oppe i bjergene og bliver transporteret den lange vej på kamelryg. Hans største indsats er udarbejdelse af et kort over byen, og til det formål foretager han flere målinger udenfor bymuren, ledsaget af en indfødt. På en tur kommer de forbi et bedehus ude i ørkenen, og Niebuhr spørger, hvorfor der ligger et kapel på dette øde sted. Den indfødte hjælper fortæller højtideligt, at det er bygget over Evas grav, således at altret i midten befinder sig nøjagtig over Evas navle. Den tvivlende Niebuhr opstiller sit medbragte astrolabium og beregner kapellets placering og indtegner det på kortet. Man kan jo aldrig vide.

Endelig efter nogen tid med sydlige vinde kommer det fartøj, som skal sejle dem til Yemen. Det er en mærkelig skude, som er kommet med en ladning kafebønner fra Mokka i Yemen, og nu skal tilbage efter endnu en last. Det er nærmest formet som en overskåret tønde, kun en smule tilspidset i enderne. Fartøjet har kun én mast, intet dæk og ingen kahytter. Besætningen ligner en flok blodtørstige pirater. De ni matroser er negre fra hhv. Afrika og Malabarkysten i Indien. Vores venner er lidt bekymrede over den 400 sømil lange tur til Mokka, men de har intet valg. Der forventes ikke at afgå flere skibe til Yemen i løbet af vinteren, så den 14. december 1762 står det besynderlige fartøj ud af havnen i Jeddah.

Fra Jeddah til Yemen

Mellem pakker og kasser har hver passager fået en feltseng surret fast; i den tilbringer de både dagene og nætterne. Som sin forgænger afstår kaptajnen fra at sejle om natten, og ved solnedgang ankrer de op ud for kysten. Niebuhr stiller sit astrolabium op og gør sig klar til nattens observationer. Fra hver ankerplads gør han måneobservationer og udfylder sine astronomiske tabeller til brug for det søkort, han er i færd med at udarbejde. Undertiden går de i land for at købe madvarer hos den lokale befolkning. Den 29. december 1762 dukker Loheia op i horisonten, Yemens nordligste havneby.

Ankomst til Det Lykkelige Arabien - Arabia Felix

Skipperen går i land for at skaffe robåde og samtidig finde ud af, om stedet er sikkert, eller om de gør bedst i at fortsætte med skibet. Han vender tilbage med gode nyheder. Byens guvernør, Emir Farhan vil gerne træffe dem og inviterer dem til at være hans gæster i Loheia. Han lover efterfølgende at transportere dem sikkert over landjorden til Mokka på sine egne kameler. Efter et kort samråd tager de imod det flotte tilbud, od det aftales med kaptajnen, at ekspeditionens kasser med samlinger m.m. forbliver på skibet og vil blive deponeret i tolden i Mokka. Emiren, som var indfødt afrikaner, var kommet til Arabien som dreng og blevet solgt som slave. Han havde været så heldig at få en god herre, som havde sørget for, at han fik en god uddannelse.

Næsten på 2-årsdagen fra deres afrejse sætter vores venner foden på Det Lykkelige Arabien, Arabia Felix, som de gamle romere kaldte det - vistnok på grund af de enorme indtægter, som krydderihandelen skabte. Yemen er en af verdens ældste civilisationer. Fra det syvende århundrede bliver Yemen en del af det islamiske kalifat. Efter kalifatets sammenbrud kommer Yemen (Nord Yemen) under kontrol af vekslende dynastier af imamer. I længere perioder er Yemen en del af det ottomanske rige. I 1839 besætter britterne havnebyen Aden og underlægger sig området, som får status af koloni. Nord Yemen bliver uafhængig af det ottomanske rige i 1918 og får status af republik i 1962. I 1967 forlader britterne Aden efter pres fra bl.a. dets egyptiske allierede, og landet Syd Yemen opstår. De to lande forenes under navnet Republikken Yemen i 1990.

Gang på gang bliver ekspeditionen overrasket over den arabiske gæstfrihed. De bliver indlogeret i et stenhus, som ejes af Emiren, som forsikrer, at de kan blive boende så længe, de lyster. Emiren sender den første aften et prægtigt (levende) får over til dem som velkomstgave. Næste morgen sørger Emiren personligt for, at deres kufferter kommer problemfrit gennem tolden. De finder forskellige instrumenter frem, som de mener kan interessere Emiren. Forsskål finder sit forstørrelsesglas frem og beder en af toldbetjentene skaffe ham en levende lus. Emiren bliver henrykt over at studere dyret under forstørrelsesglasset. Endnu større begejstring opnår Niebuhr, da han demonstrerer sin astronomiske kikkert, som vender alt på hovedet. Araberne er ved at tabe næse og mund, da Niebuhr retter kikkerten mod en kvinde, som kommer gående over torvet, og kvinden vises gående på hovedet, men uden at hendes klæder falder ned. "Allah akbar", "Gud er stor" udbryder de begejstret. Europæerne bliver så populære, at Niebuhr bliver nødt til at ansætte en portner.

Den energiske Niebuhr går i gang med at udarbejde beskrivelser af byen, dens historie, beliggenhed og handelsforhold, og for første gang kan han uden risiko vandre omkring og anvende sit kompas og astrolabium. Kortet over Loheia bliver hjørnestenen i hans berømte Yemenkort.

Den ikke mindre energiske Forsskål udnytter også de gunstige og frie arbejdskår. Han fylder sin dagbog med notater om mål og vægt, møntsystem, vekselkurser o.m.a. Men selvfølgelig er det botanikken, som fylder mest. Han foretager daglange ture på æselryg udenfor byen og besøger mange landsbyer. Hen vender hjem til Loheia med mere end hundrede nye plantefund.

Lægen Kramer bliver konsulteret adskillige gange. I et tilfælde, som Niebuhr beskriver i sin dagbog, af en rig, ældre herre, som beretter, at han har berøvet 88 slavinder deres uskyld, hvorefter han enten har bortgiftet dem eller givet dem deres frihed. I en tid har han i sit hus haft to unge og smukke slavinder, som han inderligt ønsker at give den samme behandling, og han tilbyder Kramer en anselig sum, hvis han bare vil give ham den fornødne styrke. Desværre er dr. Kramer ikke i stand til at udvirke det ønskede mirakel.

Den ellers meget anonyme Berggren høster stor hæder, da det lykkes ham at kurere en af Emirens heste. Berggren har, som du måske husker, gjort tjeneste i en husarregiment, hvor han har opnået en del erfaring i håndtering af heste.

I sin dagbog skriver Niebuhr, at han og (Hr!) Baurenfeind undertiden om aftenen finder violinerne frem og spiller sammen. Som det fremgår, har ekspeditionens medlemmer virkelig fundet sig godt til rette i Det Lykkelige Arabien. Midt i februar 1763 gør ekspeditionen sig klar til at rejse gennem Tehema ørkenen til Beit el-Fakih. I afskedsgave forærer de den gæstfri Emir Farhan et ur og en kikkert. Emiren gengælder denne gestus ved at forære dem en prægtig, hvis araberhingst. De anskaffer sig de fornødne æsler og kameler til turen, og således udrustet begiver de sig afsted sydpå over Tehemas sandsletter den 20. februar 1763. Nætterne tilbringer de i landsbyerne, som på ordre fra Emir Farhan slagter et får til ekspeditionens forplejning. Niebuhr sørger diskret for, at fårets ejermand får betaling herfor. Om morgenen den 25. februar når de frem til Beit el Fakih.

Beit el Fakih

Vores venner har valgt ørkenbyen Beit el Fakih som udgangspunkt for deres udforskning af Det Lykkelige Arabien. Byen ligger centralt med fire dagsrejser til hhv. Loheia, Mokka og Sana. En dagsrejse inde i landet mod øst ligger kaffebjergene, og lidt længere er der ud til havnebuen Hodeia ved kysten. Von Haven og Kramer tager ud til Hodeia, mens Forsskål studerer vegationen i kaffebjergene.

Niebuhr foretager i de følgende måneder talrige strejftog i ørkenen for at samle brikker til det, der skal ende med at blive et landkort over Yemen. Metoden er den damme, som han benyttede på Sinai. Han går ved siden af sit æsel og bestemmer en gang for alle, at dyret går med 1750 dobbeltskridt på en halv time. Dermed kender han deres rejsehastighed og behøver kun at måle tiden. Retningen bestemmer han med sit lille kompas. Solhøjden bestemmer han med sit elskede astrolabium. Om aftenen fører han dagens observationer ned på papir og foretager astronomiske observationer af stjernehimlen. Almindeligvis rejser man om natten i Tehama ørkenen på grund af varmen, men Niebuhr og hans deltager er for at kunne foretage observationer nødt til at rejse i de varme dagtimer.

Niebuhr befinder sig som "en fisk i vandet" (undskyld den dårlige metafor, men jeg kunne ikke komme i tanker om nogen bedre). Han rejser på et æsel, som han har lejet. Ved sadlen hænger en lerkrukke med vand. Med sig har han en lille saddeltaske med lidt linned og sine bøger. Et tæppe tjener om dagen som saddeltæppe og om natten som seng. Han er klædt i en turban, en arabisk kjortel, nogle linnedsbukser og et par tøfler. Han medfører et sværd og et par pistoler. Niebuhr skriver i sin dagbog; "Jeg har i nogen tid bestræbt mig på at leve på arabisk og bruger derfor heller ikke kniv, gaffel eller ske... De fornemme arabere rejser meget mere komfortabelt. Det kræver imidlertid ikke alene flere penge; man må også finde sig i flere ærgrelser med de mange tjenere, og endelig rejser en rigmand jo ikke lige så sikkert som en mand, om hvem det formodes, at han ingenting har".

Mens Niebuhr foretager lange strejftog i ørkenen, er Forsskål taget op i kaffebjergene øst for Beit el Fakih, hvor han finder en frodig og varieret plantevækst. På et tidspunkt får han besøg af Baurenfeind og Kramer. Baurenfeind laver en række tegninger af bjerglandsbyerne og kaffefarmene, mens Kramer assisterer Forsskål med at indsamle planter. Selv professor von Haven tager til Beit el Fakih, hvor han hygger sig med de øvrige. Til sidst kommer Niebuhr derop og tilbringer et par fridage sammen med sine fæller. Alt er idyl i Det Lykkelige Arabien. De har et godt forhold til de lokale beboere - som dog undrer sig over, hvad europæerne kommer for, når de nu ikke er kaffehandlere. Der opstår det rygte, at de kan lave guld, hvis bare Forsskål finder en bestemt urt, som han leder så ihærdigt efter.

Brev fra de dødes rige

Niebuhr, som mangler at udforske området sydøst for Beit el Fakih, foreslår Forsskål, at de sammen tager til Taæs, som ligger fem dagsrejser borte. Forsskål, som under sine vandringer i kaffebjergene er blevet fortrolig med den dialekt, som taler der, indvilliger. De overnatter hos lokale kaffebønder, som sørger for aftensmad - oftest lidt durrabrød og lidt vand - samt foder til deres æsler. På vejen tilbage får Forsskål på et bakkedrag øje på et blomstrende træ. Han er henrykt; de har fundet det ægte Mekka-balsamtræ. Forsskål skærer en gren af kronen og sætter sig i træets skygge og beskriver dets blomster. Ved afrejsen fra Uppsala havde Linné sagt, at han håbede, at Forsskål ville sende ham en gren af det blomstrende balsamtræ, så han kunne nå at bestemme dette træ før sin død. Den 18. april 1763 skriver Forsskål til Linné og vedlægger den blomstrende gren. Det må selvfølgelig ske i al hemmelighed, da den danske konge har forbeholdt sig retten til alle materialer, som indsamles af ekspeditionen, men Forsskål kan forståeligt nok ikke lade være med at sende grenen til sin elskede mester. Der skal gå et år, inden brevet og den nu visne gren kommer Linné i hænde. På det tidspunkt ved Linné, at Forsskål er død, og han skriver til sin ven, astronomen Wargentin: "I går fik jeg brev fra de dødes rige fra salig Forsskål".

Men nu tilbage til kronologien. På hjemvejen bliver Niebuhr overfaldet af voldsomme feberanfald, som kommer til at følge ham i tiden fremover. Da de kommer til Beit el Fakih, finder de von Haven sengeliggende. Niebuhr tror, at der er tale om en simpel forkølelse, men i dag ved vi, at de begge lider af malaria. Foråret er forbi, og ekspeditionen må hurtigst muligt forlade Tehema området for at finde bedre indkvarteringsforhold for de syge. Den 20. april 1763 bryder ekspeditionen op og rejser sydpå gennem ørkenen for at tilbringe sommeren i havnebyen Mokka. Forsskål og Niebuhr rejser om dagen på æsler, den første for at indsamle planter, den anden for at gøre observationer til sit landkort. De øvrige rejser om natten på kameler sammen med ekspeditionens bagage. Varmen om dagen er overvældende. Nætterne tilbringes på lergulv i hytter undervejs. Niebuhr plages stadig af tilbagevendende feberanfald. Om aftenen den 23. april 1763, kort før byportene lukkes, ankommer Forsskål og Niebuhr til Mokka. Da de vil ride ind i byen, får de at vide, at det er forbudt jøder og kristne at færdes på æselryg i Mokka. Niebuhr tager dette som et dårligt varsel om, hvad fremtiden vil bringe.

Mokka

Under deres ophold i Jeddah havde den danske ekspedition stiftet bekendtskab med Ismael Salech, søn af en velhavende købmand i Mokka, og han var sejlet med dem til Yemen. Da de var gået i land i Loheia, havde Ismael Salech lovet at sørge for, at kasserne med Forsskås samlinger blev bragt sikkert til toldhuset i Mokka. Den unge herre modtager dem med overvældende gensynsglæde, han skaffer dem straks et hus og inviterer dem hjem på punch. Som rettroende muslim drikker han ikke selv spiritus. Ismael råder dem til at fjerne deres skæg og iføre sig deres europæiske klæder, og han advarer dem mod at lade sig mærke med, at de forstår arabisk. Da de fortæller Ismael, at de overvejer at fortsætte til hovedstaden Sana oppe i bjergene, fraråder han dette i høje toner. Byens indbyggere er rå og uciviliserede. De gør klogt i at blive i Mokka, hvor de kan nyde godt af hans og hans faders beskyttelse. Han lover, at han og faderen vil ledsage dem til toldhuset den følgende dag og assistere med klareringen af deres bagage.

Den følgende morgen ankommer resten af ekspeditionen til Mokka, og deres bagage bliver straks bragt hen til toldkontoret, hvor byens dola (Emir) selv er til stede. Derimod er der ingen spor af hverken Ismael Salech eller hans indflydelsesrige fader. Tolderne går i gang med at undersøge de kasser, som er kommet med skib fra Loheia. I en af kasserne er nogle små flasker med fisk, som Forsskål har indsamlet i Det Røde Hav. Forsskål beder om, at man lader være med at åbne flaskerne, men tolderen åbner flaskerne og ender med at hælde indholdet ud på gulvet med det resultat, at hytten fyldes af stanken af spiritus og rådden fisk. Da man finder nogle lange flasker med slanger i alkohol, fortæller en af embedsmændene, at han har gennemskuet europæerne: De er kommet til Mokka for at forgive byens indbyggere med slangegift. Det er også årsagen til, at den ene udgiver sig for at være læge. Dolaen bliver ophisdet og erklærer, at de fremmede straks skal forlade byen, og det ender med, at de bliver smidt ud af toldhuset uden hverken køkkenting eller deres senge.

I det samme kommer Berggren og fortæller, at nogle lokale er brudt ind i det hus, som Ismael Salech har skaffet dem, og smidt deres saddeltasker med bøger og instrumenter ud af vinduet og lukket huset. Forsskål er ikke i tvivl om, at det er Ismael, som står bag ødelæggelserne. Desværre er denne som sunket i jorden, og de sygdomsplagede rejsende på begive sig rundt i byen og lede efter ny indkvartering. Ingen tør dog udleje et hus til de fremmede. Hen under aften træffer de en kadi, dommer, som overtaler en araber til at leje dem et hus. Ejeren forlanger dobbelt leje og betaling af fire måneders leje forud, og Niebuhr lægger pengene på bordet.

Nu indtræffer et lille lyspunkt. I havnen ligger nogle skibe med tre engelske handelsmænd, som er ankommet fra Bombay (i dag Mumbai). De har hørt om danskernes problemer og sender dem en middagsinvitation, og de nyder et fortræffeligt aftensmåltid på et af skibene.

Den følgende dag dukker Ismael Salech op og fortæller, at det er nødvendigt at give dolaen en gave for at få udleveret deres bagage fra toldhuset. Gaven kan ikke være på mindre end 50 dukater - næsten 200 gram sølv. Da dolaen ikke vil tage mod besøg af kristne, tilbyder Ismael Salech ædelmodigt at være mellemmand og overbringe det store beløb. Ekspeditionsdeltagerne aner uråd og sender Ismael afsted med besked om, at de gerne vil have foretræde for dolaen for at give ham en gave. Da de fortsat ikke kan få deres ejendele udleveret, går Niebuhr op til dolaens palæ for at få foretræde. Her hører han, at dolaen netop er blevet såret i foden af et vådeskud. Niebuhr vender da tilbage til sine venner i håb om, at dolaen vil lade dr. Kramer tilkalde. Det sker dog ikke, formentlig fordi dolaen er bange for, at europæerne vil hævne sig på ham ved at forgifte ham. Det ender med, at Forsskål opsøger dolaen og nærmest påtvinger ham den store pengegave. Næste morgen modtager de to får og en sæk ris fra dolaen. På toldhuset får de deres kasser udleveret uåbnede, og Kramer bliver bedt om at tilse dolaen dårlige fod.

Von Haven afgår ved døden

Desværre går det stadigt dårligere for Niebuhr og især von Haven. Sidstnævnte afgår ved døden om aftenen den 25. maj 1763, 34 år gammel. Den følgende aften bliver han begravet på kristen vis på den europæiske kirkegård et stykke udenfor byen. Hermed har ekspeditionen mistet sin eneste humanist/filolog, de øvrige er naturvidenskabsmænd. Forsskål skriver følgende i et brev til Linné: "Et medlem af vort selskab, professor von Haven, døde her den 25. maj (1763), og gjorde med sin afgang rejsen usædvanligt lettere for os andre. Hans sindelag var ret besværligt". Ikke noget flatterende eftermæle.

De fem resterende ekspeditionsmedlemmer må nu overveje deres situation. Bortset fra den tilsyneladende uopslidelige Forsskål er de alle mærket af den fugtige hede i Mokka. Niebuhr er måske særlig hårdt ramt, da han med sig selv ved, at han lider af samme sygdom som den afdøde. To muligheder bliver diskuteret: enten at rejse med englænderne med skib til Indien og derfra til London ellerat drage til Sana oppe i bjergene og blive endnu et år i Yemen. Man enes om at rejse med englænderne til Indien, men da der er næsten to måneder til deres afrejse, vil man foretage en hurtig rejse til Sana og være tilbage i Mokka, inden de engelske skibe kastede anker.

Men nu dukker et nyt problem op: dolaen vil ikke lade dem rejse. Hans fod er stadig dårlig, og han mener ikke at kunne undvære dr. Kramers hjælp. Samtidig hævder han, at han ikke kan lade dem tage afsted, før han har indhentet tilladelse hos imamen i Sana. Heldigvis ankommer en omrejsende mirakeldoktor til byen, og da han erklærer, at han kan kurere dolaens fod på nogle få dage, bliver Kramer afskediget, og ekspeditionen får rejsetilladelse. Dolaen stiller en af sine tjenere til rådighed. Det sidste passer ikke ekspeditionen, som er bange for, at tjeneren alene skal tjene som spion for dolaen.

Rejsen til Sana

Den 9. juni 1763 forlader de fem rejsefæller Mokka for at drage til Sana, hovedstaden i Det Lykkelige Arabien. De rider i deagtimerne, og nætterne tilbringer de i de store karavanserajer, der ligger på ruten. Efter fire dage kommer de til bjergbyen Taæs, hvor Forsskål, som du husker, opdagede det blomstrende Mekka-balsamtræ. Det køligere vejr har sat forbedret stemningen i gruppen. Der opstår en række problemer, som er affødt af den tjener, som de blev prakket på af dolaen i Mokka, og det ender med, at de må fyre tjeneren og ansætter en anden i stedet. Endelig er ekspeditionen klar til at fortsætte, da Forsskål bryder sammen med et frygteligt malariaanfald. Hvad skal de nu gøre. Der er kun lidt over en måned, til de engelske skibe sejler til Indien, og de har kun tilbagelagt en fjerdedel af vejen til Sana. Skal de vende om nu? Men Forsskål, skønt plaget af feberanfald, er ubøjelig, og beordrer dem til at fortsætte som planlagt, skønt han må bæres hen til sit æsel. Han medbringer et brev fra kadien (dommeren) i Taæs, til hvem han har fået et nært forhold. Brevet, som er bestemt for imamen i Sana, lyder: "Tro intet ondt om denne mand". Den 28. juni 1763 fortsætter ekspeditionen.

Forsskåls tilstand bliver stadig værre, og da også Niebuhr overfaldes af voldsomme feberanfald, må de gøre ophold i et karavanseraj i håb om, at deltagernes tilstand bliver bedre. Karavanserajet ligger ved foden af det stejle Summara-bjerg. Forsskål er ikke længere i stand til at sidde oprejst på sit æsel. Det ender med, at de indfødte hjælpere lover at skaffe nogle mænd til at bære Forsskål op over bjerget til byen Jerim på den anden side. Berggren og Kramer bliver tilbage sammen med Forsskål, mens Niebuhr og Baurenfeind tager afsted allerede før solopgang den 5. juli 1763. Det viser sig, at afstanden til Jerim er meget længere, end de arabiske hjælpere har forklaret, og Niebuhr må mange gange standse for at kaste op. Desværre har de ikke taget drikkevand med, da de på den foregående del af færden havde kunnet finde rigeligt med vand, men på Summara er ikke en dråbe vand. Efter en meget anstrengende tur når Niebuhr og Baurenfeind frem til Jerim.

Forsskål afgår ved døden

I karavanserajet venter Forsskål, Kramer og Berggren forgæves på de mænd, som skulle bære den syge over bjerget, og ved middagstid er de nødt til at tage afsted, da der ingen fødevarer er til hverken mennesker eller dyr. De surrer Forsskål fast på ryggen af en kamel og indleder den anstrengende tur. Ved solnedgang får Niebuhr øje på gruppen og løber dem i møde. Det er tydeligt, at Forsskål ikke har langt igen. Mod betaling af en voldsom overpris lykkes det Niebuhr at leje et lille hus, hvor Forsskål kan få lov til at dø i fred. Først den 11. juli 1763 opgiver Forsskål kampen imod den frygtelige sygdom og dør i Det Lykkelige Arabien, kun 31 år gammel.

Næste dag sender Niebuhr deres tjener hen til den stedlige dola og kadi for at melde dødsfaldet. Det viser sig næsten umuligt at købe et jordstykke, hvor de kan begrave Forsskål, og først efter at have betalt en uhyre overpris, lykkes det. Herefter bliver Niebuhr kaldt til dolaen, som meddeler ham, at ifølge landets love er han, dolaen, automatisk arving af alle ejendele, som tilhører fremmede, som dør i hans distrikt. Niebuhr nægter og fremhæver, at da de mistede en anden ekspeditionsdeltager, von Haven, havde dolaen der ikke rejst et sådan krav. Derefter meddeler dolaen, at han i hvert fald venter en anselig gave i anledning af dødsfaldet, og Niebuhr svarer, at han i så fald som kassemester må insistere på at få en kvittering for beløbet. Da dolaen er klar over, at de agter sig til Sana og formentlig vil indberette sagen til imaman der, afstår han fra yderligere krav. Næste problem bliver at finde seks mand, som vil bære Forsskål til graven. Først den følgende dag lykkes det at finde seks pjaltede kulier, som kl. 3 om natten, bærer Forsskål til gravstykket, hvor de i hast begraver ham blot nogle få fod nede i jorden. Nogle dage efter erfarer de, at Forsskåls lig allerede den følgende nat er blevet gravet op igen af gravrøvere, som tror, at Forsskål har fået kostbarheder med i graven. Da dolaen underrettes om det skete, beordrer han en jøde til at begrave liget på ny. Da jøden insisterer på at få betaling for arbejdet, siger dolaen, at han kan beholde kisten for sin ulejlighed.

Niebuhr skriver følgende om Forsskål i sin dagbog: "Vi sørgede allesammen meget over hr. Forsskål, thi han var under sin flittige botaniseren og gennem sin hyppige omgang med jævne mennesker ikke alene blevet den i vort selskab, der havde lært sig det arabiske sprog bedst, således at han ofte optrådte som vor fortaler, men han tog sig i det hele taget uhyre meget af vor rejse, hvis lykkelige fortsættelse lå ham inderligt på sinde. Selv var han født til at foretage en rejse i Arabien. Kun sjældent blev han misfornøjet, når det skortede på bekvemmeligheder. Han havde fra første øjeblik vænnet sig til at leve som landets egne indbyggere, og dette er nødvendigt, da end ikke den lærdeste mand ellers vil kunne gøre mange opdagelser i disse lande".

Allerede dagen efter Forsskåls begravelse fortsætter Niebuhr, Baurenfeind, Kramer og Berggren mod Sana. Ikke alene Niebuhr, men også Baurenfeind og Berggren, har tilbagevendende feberanfald. Efter Forsskåls død står Niebuhr med ansvaret og kan ikke forvente megen hjælp fra Baurenfeind og Kramer, som begge er svage og uden initiativ. Efter nogle dage når de frem til udkanten af Sana, hovedstaden i Yemen. Efter 2½ års rejse er de endelig nået målet for deres rejse. De søger ind i en kaffehytte, vasker sig og ifører sig deres pæneste tøj, nogle tyrkiske dragter, som de har anskaffet i Konstantinopel. Lidt efter møder de en fornem araber til hest. Han præsenterer sig som skriver hos Fakih Ahmed, Imamens statsminister. Imamen har bedt ham om at ride dem i møde og byde dem velkommen. Imamen stiller et landsted til deres rådighed, hvor de kan opholde sig, så længe de lyster. Næste morgen ankommer Imamens velkomsgaver: fem levende får, tre kameler læsset med brænde, vokslys, sække med ris og grønsager. Desværre kan Imamen først modtage dem to dage senere.

Den 19. juli 1763 kommer de i audiens hos Imamen. Niebuhr, som har lært sig selv arabisk på turen, fører ordet og fortæller om ekspeditionen. Da han helst ikke vil gå i detaljer med formålet, fortæller han, at de er på vej til den danske koloni i Trankebar i Indien, og at de undervejs gerne vil aflægge besøg i Imamens rige, som er kendt for sine rigdomme og sin skønhed. Så fremviser de deres instrumenter, først og fremmest forstørrelsesglasset og kikkerten, og Imamen ser lus blive forvandlet til uhyrer, og personer gå med hovedet nedad. Desuden fremviser de også nogle af Baurenfeinds tegninger, nogle landkort og søkort. Til sidst overrækker de Imamen og Fakih Ahmed gaver bestående af et ur og nogle af Forsskåls redskaber.

Efter audiensen går Niebuhr i gang med at kortlægge byen. Da han bliver generet i sit arbejde af nysgerrige lokale, må han opgive at anvende sit astrolabium og sit kompas, og alene skridte gaderne af. Herefter danner han sig et overblik over byens handel og opsøger dens markeder og registrerer de forskellige boder og værksteder.

Tilbage til Mokka

Deltagerne befinder sig godt i Sana og dens lette bjergluft, og de bliver godt behandlet, men alligevel afslår de, da Imamen foreslår, at de bliver et år i Sana på hans landsted. Den væsentligste årsag til afslaget er formentlig, at de frygter for deres helbred, efter at de har set først von haven og siden Forsskål afgå ved døden. De fire overlevende plages alle af feberanfald. Den 26. juli er karavanen rejseklar. Imamen har stillet kameler til rådighed for deres transport, og som afskedsgave forærer han dem 200 speciedaler.

Niebuhr vælger en anden rute til tilbagevejen til Mokka for at undgå at komme i kløerne på dolaerne i Jerim og Taæs. Det vil også give ham mulighed for at kontrollere og forbedre sit Yemen-kort. Regnen skyller ned, og kamelerne vader i et ælte af ler og nedstyrtede sten. Den 1. august meddeler Niebuhr, at de må fordoble dagsmarchen og inddrage hvilepauserne for at nå frem til Mokka, inden englænderne er sejlet. Endelig den 5. august 1763 efter ubeskrivelige lidelser rider vores venner ind i Mokka for at konstatere, at de engelske skibe er sejlet. Reaktionen indtræder straks, og alle fire er snart sengeliggende med høj feber.

Heldigvis viser det sig, at den ene af englænderne, Scott stadig befinder sig i Mokka. Han tager sig godt af patienterne og kan fortælle, at det kun er tre af de fire engelske skibe, som er afsejlet. Det fjerde er sendt til Jeddah med en kaffeladning of ventes tilbage sidst i august. Skibet vender tilbage til Mokka den 20. august 1763, og tre dage senere forlader det Arabien med kurs mod Bombay tværs over Det Indiske Ocean. Kun Niebuhr havde været i stand til selv at gå om bord, mens de tre øvrige måtte bæres.

Med kurs mod Bombay

Kramer får det bedre, da de stikker til havs, men Baurenfeind og Berggren bliver stadig dårligere. Baurenfeind dør den 29. august og Berggren den følgende dag. Begge lig bliver kastet i havet. Niebuhr udtrykker i sin dagbog bedrøvelse over, at den flittige Baurenfeind aldrig kom til at omsætte sine mange tegninger til kobberstik.

Turen forløber behageligt og med flere dage med vindstille undervejs, og den 11. september 1763 lægger skibet til i Bombay. Skibet er sejlet uden last, da der ikke er nogen efterspørgsel på kaffe i Indien. Dog finder vi om bord tolv kasser med Forsskåls samlinger, Baurenfeinds tegninger og Niebuhrs dagbøger og notater.

Niebuhr og Kramer kan nu igen trække i europæiske klæder, bliver indlogeret i et komfortabelt hus og bliver kyndigt behandlet af en engelsk læge. Det lykkes Niebuhr at få kasserne med Forsskåls samlinger ekspederet til den danske koloni i Trankebar via en dansk købmand i Calcutta. Kramer bliver stadig dårligere, så de ikke er i stand til at sejle med et af de mange skibe, der går til London. Den 10. februar 1764 dør Kramer, 32 år gammel, og Niebuhr er nu den eneste overlevende af de seks ekspeditionsdeltagere, som rejste ud.

Niebuhr alene i Bombay

Af de seks mand, som rejste ud, er nu kun Carsten Niebuhr i live. Han skriver lidt mismodigt i sin dagbog: "Af vort talstærke selskab er der nu ikke andre end mig selv tilbage. Når jeg forestiller mig den forskrevne tilbagerejse over Basra og gennem hele Tyrkiet, må jer her forudse mindst lige så mange besværligheder, som dem vi har udstået fra Egypten til Bombay, og jeg har derfor kun ringe håb om nogensinde at se Europa igen. Alligevel anser jeg det nu for vigtigt først og fremmest at sørge for at blive rask, for hvis jeg også dør til sidst, er det meget uvist, om mine papirer nogensinde vil komme til Europa". De sidste par måneder har Niebuhr afventet, at Kramer skulle blive rask nok til at kunne tåle sørejsen til London. Nu da Kramer er død, skal Niebuhr beslutte, om han vil vælge den nemme og sikre søvej hjem via London, eller om han skal tage den foreskrevne, men vanskelig vej over landjorden. I marts måned 1764 føler Niebuhr sig rask nok til at tage en tur nordpå til havnebyen Surat. Han sejler med et engelsk skib, som skal hente en ladning tekstiler, som efterfølgende skal sejles til Kina. Da han to uger senere vender tilbage til Bombay, har han besluttet at tage med skibet til Kina. Han lejer en kahyt og gør sig klar til at tahe med til det fjerne østen et par uger senere. Igen bliver hans planer kuldkastet af sygdommen, og da skibet forlader Bombay, ligger Niebuhr rystende i sengen af et voldsomt feberanfald.

Han foretager nu en omlægning af sin levevis for om muligt at få bugt med sygdommen. Det næste halve år spiser han ikke andet end ris og lidt frugt og drikker kun vand. Han fængsles af hinduerne nøjsomme levevis og kommer med denne betragning i sin dagbog: "Vi europæere plejer at kalde dem hedninge og afgudsfyrkere, og disse navne tilkendegiver, at vi ikke har høje tanker om dem. Men enhver, der har haft lejlighed til at lære dem nærmere at kende, vil finde, at de er sagtmodige, retskafne og flittige mennesker, og måske af alle nationer det folk, der mindst søger at skade andre". Hans asketiske levevis betyder dog ikke, at han lader arbejdet ligge. I de følgende måneder udarbejder han en omfattende beskrivelse af Bombay, dens geografi, historie, handel, religioner og kastesystem. Han rejser tre gange ud til Elefanta-øen, der ligger omkring 10 km fra kysten. Her laver han detaljerede beskrivelser og tegninger af relieffer og søjler.

I efteråret 1764 er Niebuhrs helbred blevet mærkbart bedre, og han bestemmer sig til at følge den oprindelige plan at foretage hjemrejsen over landjorden. Han sender alle von Havens og Forsskåls manuskripter og Baurenfeinds tegninger med skib til London for at de ikke skal gå tabt. Dernæst underretter han von Gähler om sine rejseplaner og beder om, at der må ligge penge til ham, når/hvis han kommer til Basra. Endelig ansætter han en dansk tjener, som er fra Trankebar; hans navn er os ikke bekendt.

Afrejse fra Bombay

Den 8. december 1764 sejler Niebuhr fra Bombay ud på Det Indiske Ocean. Han er ombord på et lille engelsk krigsskib, som tilhører Det ostindiske Selskab. Niebuhr har under sit ophold fået megen hjælp fra de stedlige englændere og har lært sig selv engelsk. Juleaften nærmer de sig kysten ud for Maskat (i dag hovedstad i Oman). Op grund af vejrlig går der en uge, inden de kan lægge til i havnen. Niebuhr bliver et par uger i Maskat og afventer et andet britisk skib, som skal fragte ham videre nordpå. Han benytter lejligheden til at indsamle oplysninger til brug for sit kort. Den 18. januar 1765 forlader han Maskat med kurs mod Bushire (Bushehr) i Persien (Iran).

I den arabiske golf (eller den persiske golf, afhængig af dine sympatier) sejler skibet forbi Bahrein, som siden skulle blive mål for talrige danske ekspeditioner og udgravninger under professor P.V.Glob og den engelske forsker Geoffrey Bibby - men det er en helt anden historie. Den 4. februar 1765 ankommer skibet til Bushire, havneby til Shiraz. Her beslutter Niebuhr sig til at tage med en karavane til de berømte ruiner ved oldtidsbyen Persepolis. Han afskediger sin danske tjener, som har vist sig umulig, og ansætter i stedet en lokal muslim.

Ekskursion til Persepolis

Den 15. februar drager karavanen, som rejser på æsler og muldyr, afsted. Niebuhr, der for nemheds skyld har iført sig europæisk klædedragt, er den eneste deltager til hest. Han fortryder dog snart, at han ikke er iført de praktiske arabiske, bl.a. fordi han tiltrækker sig andre rejsendes opmærksomhed. Niebuhr fortæller en sjov episode i sin dagbog. Mens hans tjener er gået ud for at skaffe foder til hesten, går Niebuhr i gang med at tilberede deres aftensmad. "Jeg slagtede en høne og havde tilfældigvis ansigtet vednt mod vest. Straks kom der en armenier hen til mig og huskede mig på, at en kristen altid skulle vende sit ansigt mod øst, såvel når han bad sine bønner, som når han slagtede en høne. Andre mente derimod, at jeg vendte mit ansigt imod Mekka, for at min tjener, der var muhammedaner, også kunne spise af den slagtede høne. Da jeg såleder erfarede, at man vurderede mine religiøse følelser udfra, hvorledes jeg bar mig ad med at skære hovedet af en høne, foretrak jeg for fremtiden ikke mere at give mig af med den beskæftigelse".

Desværre har Niebuhr ladet sit telt blive tilbage. "Jeg vidste, at størstedelen af de rejsende var fattige mennesker og havde ikke lyst til at optræde som rigmand", skriver han i sin dagbog. Han havde regnet med ligesom i Yemen at kunne overnatte i kaffehytter undervejs, men de må hver nat overnatte under åben himmel - ofte i silende regn.

Efter 18 dage når de frem til byen Shiraz. Niebuhr får ophold hos byens eneste europæer, en engelsk handelsmand, som viser sig at være i besiddelse af store historiske kundskaber. Byens guvernør modtager Niebuhr og forsikrer ham, at skulle nogen genere ham under hans ophold, vil pågældende få hovedet hugget af.

For Niebuhr bliver mødet med ruinerne ved Persepolis turens største oplevelse, som efter hans mening endog overgår pyramiderne. Allerede før solopgang den 13. marts 1765 tilbagelægger han det sidste stykke til den berømte oldtidsby og hovedstad, hvis etablering dateres til omkring år 500 fvt. Da Alexander den Store invaderede Persion i 333 fvt., sendte han sin hovedstyrke til Persepolis, som hurtigt bliver indtaget. Efter nogen tid giver Alexander soldaterne lov til at plyndre byen, og i forbindelse hermed nedbrændes det meste af byen, bl.a. Xerses' og Dareios' paladser. Det vides ikke, om der er tale om en bevidst handling eller et uheld. Nogle har påstået, at der var tale om hævn for persernes nedbrænding af Akropolis i Athen i år 480 fvt. Hans tjener protesteret og siger, at de må sørge for natlogi, men Niebuhr har ikke tid; han må uden ophør undersøge de gamle ruiner, betragte de mange søjler med deres baser og kapitæler og studere de utallige relieffer. Først da det er blevet mørkt, vender han tilbage til sin sovende tjener, og det lykkes dem at finde et kammer hos nogle venlige lokale. I dette kammer bliver Niebuhr boende i den næste måneds tid. Hver morgen står han op ved solopgang, rider op til ruinerne, og sidder utrætteligt indtil solnedgang og kopierer indskrifter, aftegner relieffer og foretager opmålinger. Når han kommer tilbage til hytten, køber han lidt grønsager og ris, gedeost og undertiden en høne. "Mellem disse beskedne mennesker levede jeg i lige så stor sikkerhed som i en hvilken somhelst europæisk landsby", skriver han i sin dagbog.

Den 27. marts 1765 skriver han dette brev til von Gähler i Konstantinopel: "Jeg håber, at denne rejse (til Persepolis) vil være mere værd end hele turen fra Bombay til Middelhavet kommer til at koste. Jeg har aldrig været så fattig som på dette tidspunkt, da jeg endog har været nødsaget til at låne penge. Al min tillid under denne lange og besværlige rejse er hos Dem og hos hans Excellence Baronen af Bernstorff, og jeg er sikker på, at jeg ikke vil blive svigtet af Dem efter at have stået så meget igennem. Hvis vor store Konge beordrer mig til også at rejse til Tadmor (Palmyra), Baalbeck (tempelby i Libanon), hele Det Hellige Land, ja endog Det øvre Egypten, og hvis man ikke er tilfreds med den første rejse til det berømte Djebel el-Mokateb, så er jeg altid rede til at følge Hans Majestæts ordrer." Som det tydeligt fremgår, er hans oplevelsestrang efter fire års strabadser stadig umættelig.

Arbejdet ved Persepolis er dog ikke uden problemer. En del af kileindskrifterne er placeret så højt, at han kun kan se dem klart, når de fra siden bestråles af solen. Reflekserne giver ham smerte i øjnene, og en morgen vågner han op og er blind. Han holder sengen en dag, inden han genoptager den besværlige kopieren af kileindskrifterne. Det lykkes Niebuhr, hvad ingen har gjort før, nemlig at identificere et kileskriftsalfabet på 43 tegn. Han lægger også mærke til, at der næsten altid optræder tre kolonner, og de to sidste består altid af flere tegn end den første. Han forstår ikke skriftyens betydning, men bestræber sig på at gengive dem så nøjagtigt, som det er ham muligt. Den danske biskop Münter, som tillige er arkæolog, påpeger, at den første kolonne formentlig er affattet på oldpersisk. Desuden isolerer han nogle ofte forekommende tegnkombinationer og påpeger, at ordet formentlig er "konge". Siden lykkes det den danske sprogforsker Rasmus Kristian Rask, professor i østerlandske sprog ved Københavns Universitet, at knække nøden. Niebuhrs minutiøse gengivelser kan efter min mening bedst sammenlignes med Rosettastenen - men det er en helt anden historie.

Niebuhrs tjener kan ikke holde til strabadserne og han afgår ved døden i begyndelsen af april. Det får Niebuhr til at tage sin egen stilling op til overvejelse. Hans helbred skranter, og hans øjne smerter meget, og den 7. april 1765 vender han tilbage til Shiraz. I løbet af 24 dage har Niebuhr udarbejdet et detaljeret beskrivelse af ruinerne og deres beliggenhed og lavet ikke mindre end 39 plancher med grundplaner, aftegninger af relieffer, statuer og søjler samt omfattende kopier af indskrifter.

Den 14. maj tager han med en karavane tilbage til Bushire, hvortil de ankommer 14 dage senere. På grund af heden er man været nødt til at rejse om natten, hvilket bekommer Niebuhrs dårlige øjne godt. "Den 28. maj (1765) ankom jeg til Bushire, syg og udmattet, men alligevel lykkelig.".

Basra

Niebuhr vil straks rejse videre til Basra i Irak, men desværre lykkes det ham ikke at komme med et engelsk skib, som ligger sejlklart. I stedet får han plads på et hollandsk skib, som han håber, kan indhente engelskmanden på øen Kharg, som ligger omkring 25 km fra den persiske kyst. Da de ankommer til Kharg, er det engelske skib sejlet videre en time forinden. Først den 31. juli kan han sejle mod Basra på et mindre skib. Efter et par dage når de frem til Eufrats munding. Ligesom i Egypten sørger Niebuhr for at få noteret navnene på alle de landsbyer, som skibet passerer, og de 92 landsbynavne nedskrives både med europæisk og arabisk skrift.

Som vi ville forvente går Niebuhr nu i gang med at lave et omhyggeligt kort over byen, som har ikke mindre end 73 kvarterer. Navne på disse samt gadenavne anføres med europæisk og arabisk skrift. Dernæst beskrives byens historie, dens handelsforhold, 25 forskellige dadelsorter osv. Dette arbejde tager næsten fire måneder. Han aflægger sine europæiske klæder og skifter til arabisk klædedragt. Ikke nok med det, han tillæger sig også navnet Abdallah, "Guds søn", et navn, som på de kanter anvendes af både muslimer og kristne.

Bagdad

Fra Basra vil Niebuhr drage til Aleppo i det nordlige Syrien. Den direkte vej vil være gennem ørkenen, men på grund af røverbander er det kun store og svært bevæbnede karavaner, som vover dette. I stedet fortsætter han i slutningen af november 1765 ad Eufrat til Bagdad på en flodbåd. Det meste af dagen må båden trækkes frem inde fra bredden. Undertiden må matroserne bruge flere dage på at gennembryde dæmninger, som bønder har lavet for at lede vand ind over deres marker. Om natten ankrer de op ved bredden, hvor de ofte får besøg af røvere. En nat må Niebuhr affyre et varselsskud mod en tyv, som har sneget sig ned i hans kahyt.

Da de kommer til byen Lemlum beslutter Niebuhr at tage resten af vejen til Bagdad på landjorden, og han køber en hest af en sheik. På vejen kommer han til ruinerne af det gamle Babylon i Mesopotamien nord for Al Hillah. Som måske den første europæer rider han juleaften 1765 ind i Najaf, shia-muslimernes helligste by efter Mekka og Medina. Her ligger Muhammeds fætter og muslimernes fjerde kalif begravet. Den 9. januar 1766 ankommer Niebuhr til Bagdad.

Mens han leder efter en passende karavane til Aleppo, går Niebuhr i gang med at indsamle oplysninger om byen og udarbejder bl.a. et bykort. Han er fristet til at tage med en stor købmandskaravane til Damaskus, men ombestemmer sig i sidste øjeblik og bliver i Bagdad. Nogen tid senere erfarer han, at karavanen blev udplyndret, og alle varer gik tabt. I stedet tager Niebuhr nordpå langs Tigris. Denne rute skulle være mere sikker og passerer en række større byer på vejen. Han rejser med en gruppe på omkring 30 fattige jøder.

Mosul

Den 18. marts 1766 ankommer karavanen til Mosul. Niebuhr opsøger nogle kristne missionærer, som han håber kan skaffe ham en bolig. Da de hører, at han er protestant og er rejst i jødisk følge smækker de porten i for næsen af ham. Det lykkes dog Niebuhr at få et værelse på et offentligt herberge ned til Tigris. Arbejdet i Mosul tager omkring tre uger. Da Niebuhr hører, at en større karavane vil tage vejen til Aleppo, beslutter han at tage med, og den 11. april 1766 forlader han Mosul. Karavanen består af mere end 2000 lastdyr, hvoraf 1300 kameler er læsset med galæbler (som anvendes til fremstilling af medicin og blæk). Der er omkring 400 rejsende foruden 150 soldater.

Aleppo

En aften, da de er i færd med at slå lejr, ser de en vældig støvsky i horisonten. Snart breder nyheden sig: en galoperende røverbande er ved at gøre klar til angreb på karavanen. En rytter melder, at han med sine egne øjne har set 2000 kurdere rykke frem mod de rejsende. En efterfølgende rytter melder om ikke mindre end 4000 kurdere. Niebuhr står uden for lejren og følger forberedelserne til slaget. Soldaterne rider ud for at møde fjenden, men kommer snart tilbage med den beroligende melding: Det er ikke 4000 kurdere, som har afstedkommet den store støvsky, men et par hyrder, som driver en flok på omkring 4000 får. Den 25. april forlader Niebuhr karavanen for at tilbringe nogen tid i den højtliggende by Mardin med den klare bjergluft, det klare drikkevand og de bugnende frugthaver. Den 19. maj slutter han sig til en anden karavane, som skal til Aleppo. Undervejs tager han en afstikker sammen med en kurdisk vejviser til bjergbyen Orfa (Urfa). Byen er kendt som fødested for både patriarken Abraham og Job. Niebuhr beretter, at der var flere brønde i området, hvor kvæget blev drevet til og vandet af unge kvinder fra de omkringliggende landsbyer. Han og hans vejviser bliver trakteret med vand, da de stiger af hesten, og Niebuhr kan selvfølgelig ikke lade være med at bemærke, at de måske fik vand fra Rebekkas brønd. Du husker sikkert historien om Abraham, som på Guds befaling forlader sin hjemegn og sit folk for at drage til det forjættede land. Da han bliver gammel, sender hen sin gamle tjener Elieser tilbage til sit hjemland for at finde en passende hustru til sin søn Isak. Ved en brønd møder han Rebekka, som ikke alene byder Elieser vand men også tilbyder at vande hans kameler. Og historien ender med, at Elieser vender tilbage til Abrahams hus med den smukke Rebekka - som også viser sig på flere måde at være af Abrahams slægt. Måske historiens første eksempel på familiesammenføring?

Den 6. juni 1766 rider Niebuhr ind i Aleppo. Han opsøger snart den hollandske generalkonsul von Masseyk, som allerede i Basra havde sendt Niebuhr et brev og inviteret ham til at bo hos ham i hans hjem. Her modtages han med åbne arme. Hans forsvinden i næsten seks måneder har været samtaleemne i hele Europa og Mellemøsten, og Niebuhr bliver dagens mand, da det åbenbares, at han alene har gennemført den lange rejse fra Bombay over Basra og Bagdad til Aleppo.

Niebuhr modtager et bundt breve fra Bernstorff og von Gähler, som frygter, at Niebuhr er omkommet med dem karavane fra Bagdad, som blev udplyndret kort før Damaskus. Niebuhr skriver straks til von Gähler, som i en rapport til Bernstorff den 8. august kan meddele, at Niebuhr er ankommet velbeholden til Aleppo. Af en skrivelse fra København fremgår, at Kongen har fritaget ham for den ekstra tur til Djebel el-Mokateb, ligesom han heller ikke skal tage til Palæstina eller Egypten. Derimod anmodes han om at lægge vejen omkring Cypern for at studere nogle angiveligt fønikiske indskrifter, som er fundet af englænderen Pocock.

Cypern

Den 24. juni tager Nebuhr med en karavane til Iskenderum, hvor han får skibslejlighed med en fransk båd, som skal til Marseilles. Den 18. juli bliver han sat af i Larnaka på Cypern. Han opsøger straks ruinerne ved Citium (det gamle navn for Larnaka) og leder en hel dag uden at finde en eneste inskription. Hen under aften får han øje på nogle sten med inskriptioner; de er taget ud af deres oprindelige placering og muret ind i en støttepille til en kirke. Niebuhr går i gang med at kopiere dem, men skuffes, da han om aftenen af en sagkyndig får at vide, ar skriften er armensk og af nyere dato. Den skuffede Niebuhr udarbejder en redegørelse for spændingerne mellem øens græske og tyrkiske beboere, men da han pludselig kan få transport med et andet fartøj, som skal til Jaffa i Israel, beslutter han at tage med. På trods af den kongelige ordre vil Niebuhr besøge Jerusalem.

Jerusalem

Den 30. juli 1766 kaster skibet anker ved Jaffa - og to dage senere rider Niebuhr ind i Jerusalem. "Nu er jeg ankommet til Jerusalem, såvel for jøder som for kristne den mærkeligste by i verden", anfører han i sin dagbog. Han får ophold hos franciskanermunkene og deltager på deres opfordring i deres gudstjeneste. Især kirkemusikker gør efter fem år i muslimske omgivelser indtryk på Niebuhr, der jo som ung drømte om at blive organist. Han går i gang med at udarbejde et kort over byen og bestemmer dens geografiske højde. Han når at aflægge besøg i Bethlehem, inden han to uger senere rider tilbage til Jaffa sammen med seks franciskanermunke. Den følgende dag sejler han med et lille kystfartøj op til Acca, lidt nord for Haifa.

Damaskus

Niebuhr vil også besøge Damaskus og forsøger at leje en hest for at ride til den syriske hovedstad. Den årlige karavane til Mekka har netop passeret by, og der er ikke én hest tilbage. Den 16. august fortsætter han med et andet fartøj til Sidon (i Libanon). Her får han lov til at ride til Damaskus sammen med nogle bønder, som skal til marked. På få dage laver han et kort over byen og bestemmer dens beliggenhed, og den 27. august er han i Sidon ved middelhavskysten. Herfra tager han tilbage til Aleppo.

Igen i Aleppo

I begyndelsen af september er Niebuhr tilbage i Aleppo - for at konstatere, at karavanen til Konstantinopel er afgået en uge forinden. Skal han tage med en postvogn til Konstantinopel eller rejse med vinerkaravanen. Den første udvej er langt den behageligste, men giver ham ikke mulighed for at foretage geografiske observationer, og han vælger vinterkaravanen, selv om den vil medføre, at han må rejse gennem Anatoliens bjerge midt i den hårde vinter. Han bruger ventetiden til at rentegne sine kort, og den 20. november 1766 forlader karavanen Aleppo for at drage nordpå tværs over Lilleasien.

Til Konstantinopel

Ofte må karavanen overnatte under åbne himmel. Vinteren tager til, og da de kommer op i bjergene sætter det ind med snefald. "Vinteren er nu lige så hård som hjemme i Danmark", skriver Niebuhr i sin dagbog. Den 11. december er de nået til Konya, omtrent halvvejs i Konstantinopel. De rejsende er så udmattede, at de må holde hvil i to uger. Niebuhr beskriver byen som dårligt bygget og omfattende et karavanserai, to rækker butikker og en smuk moske med to minareter. (Under en ferie i Tyrkiet havde jeg den oplevelse at se den samme moské, som Niebuhr havde beundret næsten 250 år tidligere.) 1. juledag fortsætter karavanen. En lille temperaturstigning medfører regn og slud, hvilket forværrer fremkommeligheden betydeligt.

Den 13. januar er de nået frem til Bursa et par dagsrejser fra Konstantinopel. Niebuhr er så udmattet, at han må hvile ud; han bliver i Bursa i næsten en måned, inden han tager ned til havnebyen Nudanja, hvor han med et lille skib sejler til Konstantinopel, som han når den 16. februar 1767.

I Konstantinopel - igen

Næsten seks år er gået, siden Niebuhr og ekspeditionen var i Konstantinopel. Dengan var han så medtaget af dysenteri, at han ikke havde fået foretaget en beskrivelse og kortlægning af byen. Det skal der rådes bod på, og han bruger de næste fire måneder til ar rette op på dette. Niebuhr laver omfattende beskrivelser af landets institutioner, forvaltning, militærvæsen mv. I begyndelsen af sommeren er arbejdet fuldført, og Niebuhr skal i gang med at planlægge hjemrejsen. Der er flere muligheder: skib til Genoa eller Marseilles, postvogn via Venezia eller Wien eller til hest over Bukarest og Warszawa. På den tid er det reglen, at rejsende fra østen, som kommer til europæiske lande, skal tilbringe 40 dage i karantæne. Niebuhr vurderer, at det er mindst sandsynligt, at man i Polen vil undlade at sætte ham i karantæne, og da den rute vil føre ham gennem de mest ukendte strækninger, vælger han (hvad ellers?) den mest besværlige rute: til hest gennem østeuropa.

Den lange rejse hjem

Den 8. juni 1767 forlader han Konstantinopel med en karavane, som går til Adrianopel ved den nuværende grænse mellem den europæiske del af Tyrkiet og Bulgarien. (Adrianopel, som i dag hedder Edirne, blev erobret af Tyrkerne i 1361 og var hovedstad, indtil de erobrede Konstantinopel i 1453.) Der går desværre ingen karavaner nordpå fra Adrianopel, og som følge af røvere, som ikke alene udplyndrer deres ofre men også dræber dem, er det umuligt at rejse alene. Niebuhr er så heldig at komme i rejseselskab med en tyrkisk embedsmand, som er ledsaget af 16 svært bevæbnede soldater. Den 28. juni når de frem til Bukarest.

Da de ankommer til Bukarest, kører vogne læsset med lig i gaderne. Pesten hærger byen. Niebuhr beslutter sig til straks at fortsætte sin rejse sammen med sin tjener fra Aleppo og en vejviser fra Adrianopel. Nogle rejsende købmænd slutter sig til selskabet, og de udgør snart en mindre karavane. På grænsen mellem Valakiet og Moldavien får Niebuhr besked på, at han skal være i karantæne i syv dage, fordi han har været i pestramte Budapest. De øvrige, som ikke har været i byen, får lov til at fortsætte. Niebuhr protesterer ihærdigt, men først tre dage senere, den 8. juli , får også han lov til at fortsætte. Om aftenen tager han ind på et herberge. Her finder han ligene af tre af de købmænd, han er rejst sammen med, dræbt af landevejsrøvere.

Niebuhr får tilbagefald med feber og opkastning, og må holde hvil flere gange. Endelig den 18. august når han frem til Warszawa, hvor han modtages af den polske konge, Stanislaus August Ponitowski (1732-1798). Kongen er meget interesseret i at høre om Niebuhrs rejser, og de brevveksler siden i en årrække. Allerede den 6. september bryder Niebuhr op og 10 dage senere krydser han den tyske grænse og når frem til Breslau. Her afslutter Niebuhr sin dagbog med følgende konstatering: "Over alle de egne, der ligger mellem Breslau og København, har man i forvejen så omfattende landkort, at vil vil være overflødigt at fortsætte disse optegnelser yderligere.".

Fra Breslau rider Niebuhr over Dresden, Leipzig og Hannover. Professor Mayer, der i sin tid var Niebuhr behjælpelig med at inddele skalaen på hans elskede astrolabium, er død for flere år siden, men han får en varm velkomst af professor Michaelis, som var den, der udkastede idéen til ekspeditionen. Niebuhr erfarer, at hans onkel i Altenbruch er afgået ved døden og efterladt Niebuhr som arving, den onkel, som havde modsat sig Niebuhrs skolegang, og hos hvem han havde gjort tjeneste aom karl i fire år. Han lægger vejen fordi gården (og i parentes bemærket benytter han lejligheden til at bestemme byens geografiske højde). Herefter fortsættes hjemturen, og den 20. november 1767 rider carsten Niebuhr ind i København.

I København

Ankommet til København erfarer Niebuhr, at interessen hos hoffet for ekspeditionen er kølnet mærkbart siden udsendelsen. I januar 1766 er Frederik V død og efterfulgt af den 17-årige Kristian VII, som sammen med Støvlet Kathrine hjemsøger byens værtshuse og bordeller på netlige drukture. Kongen, som menes at have været skizofren, er ikke særligt videnskabeligt interesseret. Niebuhr får dog en hjertelig modtagelse af Grev Bernstorff, som sørger for, at Niebuhr forfremmes til ingeniørkaptajn, ligesom han bliver optaget i flere udenlandske lærde selskaber.

Den altid pligtopfyldende Niebuhr går i gang med at udarbejde et regnskab for ekspeditionen. 21.000 rigsdaler har ekspeditionen kostet. Er det meget eller lidt? Thorkold Hansen gør lakonisk opmærksom på, at rytterstatuen af Frederik V på Amalienborg Slotsplads har kostet seks gange så meget. I de 21.000 rigsdaler indgår et mindre beløb, som Bernstorff har skaffet Niebuhr til udarbejdelse af sin store beskrivelse af Arabien. Som nævnt var Niebuhr elev af professor Tobias Mayer og den den første, der i praksis benyttede hans metode og månetavler til længdebestemmelser. Desværre var professor Mayer død, og den usikre Niebuhr kontaktede astronomen, den jesuitiske pater Maximillian Hell, som blankt afviste Mayers metoder, og Niebuhr havde ikke mod til at offentliggøre sine observationer. Det var først efter, at dr. Nevil Maskelyne (1732–1811), kongelig britisk astronom, havde bevist metodens brugbarhed, at den blev almindelig anvendt, og Mayers enke fik den af det engelske admiralitet udlovede belønning for længdebestemmelser til søs.

I foråret 1772 udkommer "Beschreibung von Arabien aus eigenen Beobachtungen und im Lande selbst gesammleten Nachrichten" af Niebuhr; værket, som er på 432 sider, er tilegnet den danske konge. Bogen indeholder dels eg generel beskrivelse af samfundsforhold, klima, religion, retsvæsen, forhold mellem kønnene, sproget, erhverv mv. Desuden beskrives de enkelte områder, Yemen, Oman, Hadramaut mv. i selvstændige kapitler. Bogen får en dårlig modtagelse, formentlig fordi emnet er for specielt. På det tidspunkt har Niebuhr også mistet sin eneste støtte ved hoffet, idet Bernstorff i 1770 er blevet afskediget af Struense med besked om at forsvinde ud af landet. Bernstorff dør i februar 1772 uden at have set Niebuhrs værk.

Året efter gifter Niebuhr sig med Christiane Sophie Blumenberg, hvis fader var kongelig livlæge. Som Niebuhr havde hun mistet sine forældre i en tidlig alder. Året efter udkommer "Reisebeschreibung nach Arabien und andern umliegenden Ländern, bind I", som omfatter tidsrummet fra afrejsen fra København i 1761 indtil afrejsen fra Mokka efter von havens og Forsskåls død i 1763. Heller ikke denne bog vækker opsigt, så Niebuhr beslutter i stedet at udgive Forsskåls arbejder. Det bliver for egen regning, da staten ikke vil give en øre til formålet. Da alle Forsskåls manuskripter er på latin, må Niebuhr overlade bearbejdningen til en anden - en svensker (navn ukendt), som viser sig at være komplet umulig. Da værket "Flora Aegyptiaco-Arabica" bliver det nedsablet af sagkundskaben. På trods heraf går Niebuhr i gang med udgive Baurenfeinds arbejder, "Icones rerum naturalium", som består af 43 smukke, håndkolorerede gengivelser af fisk, fugle og planter. Heller ikke denne udgivelse gør indtryk, men Niebuhr har i det mindste forsøgt at rejse et minde over sine afdøde kammerater. Han udgiver nu andet bind af sin rejsedagbog; den er på næsten 500 sider og beskriver turen fra Bombay til Aleppo. Niebuhr har nu opbrugt alle sine midler ved disse udgivelser og skrinlægger alle planer om at udgive tredje og sidste bind af dagbogen. (Tredje og sidste bind blev udgivet i Hamburg i 1837, tretten år efter Niebuhrs død.)

Niebuhr-familien flytter til Meldorf i Ditmarsken

Vi er nu nået frem til foråret 1778. Familien Niebuhr har fået datteren Christiane Dorothea i 1774 og sønnen Barthold Georg i 1776. Da der skal foretages en række geografiske opmålinger i Norge, tilbyder man Niebuhr posten som leder. Til alles forbavselse afslår han tilbuddet - og indsender samtidig ansøgning om at få en ledig stilling som skriver i byen Meldorf på hans egen hjemegn i Ditmarsken. Han får stillingen og flytter i sommeren 1778 han med familien til den lille afsides by. Her bygger han et hus i udkanten af byen, forsynet med et lille observatorium. Hans helbred har de seneste år været lidt vaklende, og han har tilbagevende anfald af malaria. Efter at have gennemrejst tre verdensdele og udstået de største strabadser lever Carsten Niebuhr nu de sidste 35 år af sit liv stille og fredeligt som landskriver, især optaget af sine embedsforretninger samt sin have.

Først efter 1784 begynder han at offentliggøre afhandlinger om orientalske forhold. Omkring århundredskiftet vinder hans astronomiske observationer den anerkendelse, som de fortjener, hvilket selvfølgelig opliver ham kendelig. Engelske ekspeditioner anvender hans kort over Det Røde Hav og Yemen og konstaterer, at de er yderst nøjagtige. Niebuhr bliver optaget i "L'Institut de France" og brevveksler med adskillige lærde i Europa. I 1808 bliver han udnævnt til etatsråd (1808). Han dør den 26. april 1815, 82 år gammel.