Carsten Niebuhr (1733-1815)
Carsten Niebuhr Carsten Niebuhr har altid haft en fremtrædende placering i mit private heltegalleri. Som du sikkert husker, deltog han i en ekspedition til Yemen - siden oldtiden benævnt "Arabia Felix", "Det lykkelige Arabien". Det var den første større videnskabelige ekspedition, udgået fra Danmark, og den første ekspedition overhovedet, der var udsendt til Arabien fra noget land. Bondesønnen fra Nordtyskland, som på det tidspunkt var dansk, kom på ekspeditionen i lærd selskab med filologen F.C. von Haven, den svenske botaniker og naturforsker Peter Forsskål og lægen C.C. Kramer, alle med titler af professor, Niebuhr selv fik tilbudt en professortitel, men afslog beskedent, fordi han ikke følte sig lærd nok. Han var udlært i landmåling og geometri. Kjøbenhavnske Danske Posttidende kunne den 12. januar 1761 meddele:

".. at Hans Majestæt (Frederik V) haver afsendt et Lærdt Selskab, som på alle Steder skal indsamle og hidsende nyttige orientalske Håndskrifter, samt østerlandske Naturalier og Rariteter…såvel til Videnskabernes Fremvæxt i almindelighed, som til den hellige Skrifts nærmere Fortolkning i særdeleshed.

Niebuhr vendte tilbage til København den 20. november 1767 som den eneste overlevende af de seks ekspeditionsmedlemmer. De følgende fem år arbejdede han i København, hvor han fik udgivet både Forsskåls og sine egne bøger om ekspeditionen. Han fik også tid til at gifte sig og fik to børn: datteren Christiane Dorothea i 1774 og sønnen Barthold Georg i 1776. To år efter flyttede familien til Meldorf på Niebuhrs fødeegn, hvor han resten af livet bearbejdede sine egne og de øvrige deltageres videnskabelige optegnelser. Han døde i 1815.

'Carsten Niebuhrs Liv' af Bartold Georg Niebuhr Som så mange andre danskere læste jeg og henrykkedes over Thorkild Hansens gennembrudsbog "Det lykkelige Arabien" fra 1962, baseret på omfattende kildestudier og dokumenter om ekspeditionen. For nylig (2007) fik jeg af min gamle ven, pensioneret skoleinspektør Axel Pedersen fra Århus foræret Bartold Georg Niebuhrs biografi over sin fader, Carsten Niebuhrs liv, (1816). Bogen er oversat fra tysk og udgivet på Forlaget Vandkunsten. (Hvis du undrer dig over, at jeg ikke har skrevet gamle ven i anførselstegn, skyldes det dels, at jeg efterhånden har kendt Axel i en hel del år, og dels at Axel er 97 år gammel - skønt endnu ung af sind og altid en fornøjelse af besøge.) Denne lille biografi på omkring 100 sider er én lang respektfuld kærlighedserklæring fra sønnen til faderen - og hvilket skønnere eftermæle kan man ønske sig. Næste skridt var en tur på biblioteket, hvor jeg lånte Carsten Niebuhrs "Rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande", et pragtværk fra fra 1774 i to bind på omkring 1200 sider og med masser af illustrationer, hvoraf mange er kobberstik af kunstneren Baurenfeind, som var med på ekspeditionen. Også dette værk er oversat fra tysk og udgivet på Forlaget Vandkunsten.

Carsten Niebuhrs opvækst og uddannelse
Carsten Niebuhr er født den 17. marts 1733 på sin fædrende gård i Westerende Lüdingworth i Landkreis Hadeln ved Hannover. Familien er velhavende, men ikke rig. Bartold Niebuhr skriver i sin biografi "... usædvanlige mænd i en tidsalder fødes som regel samme år eller med få års mellemrum, i hvert fald inden for samme egn. I det nordtyske område var det tilfældet med min faders jævnaldrende, idet grev Andrea Peter Bernstorff, Reimarus, den ældre dr. Hensler og min svigerfader Behrens alle blev født indenfor en kort årrække... Denne tids mænd udmærker sig ved særlig driftighed, stor alvor og iver samt stærk helse i legeme og sjæl...". Jeg er ikke overbevist om, at denne hypotese kan stå for en seriøs afprøvning, men i hvert fald giver den en udmærket beskrivelse af Bartold Niebuhrs fader.

Inden Carsten Niebuhr er seks uger gammel, mister han sin moder. Han vokser op med en stedmoder og bliver opdraget som en bondedreng. Næppe er Niebuhr begyndt i Otterndorfs Latinskole, før også faderen afgår ved døden. Gården skal deles mellem børnene, og da den fædrende arv ikke er særlig stor, tager hans formynder, hans morbroder ham ud af skolen. I et års tid udvikler han sine musikalske anlæg og lærer at spille flere instrumenter, fløjte og violin med henblik på at blive organist, men det falder ikke i formynderens smag. Herefter Niebuhr tilbringer de følgende fire år med almindeligt landmandsarbejde på sin formynders gård.

I den periode opstår der på egnen en meget omtalt tvist om nogle jordbesiddelser, og sagen kan kun afgøres ved opmåling. Det viser sig, at der ikke findes nogen landmåler i hele Hadeln, hvorfor en sådan må rekvireres fra en anden egn. Det giver Niebuhr, som netop er blevet myndig og dermed fået dispositionsret over sin lille arv, den ide at lære landmålerprofessionen, og han begiver sig til Bremen, hvor det er muligt at få undervisning i praktisk geometri. Da han kommer frem, er den pågældende lærer desværre død, og Niebuhr får i stedet tilbudt undervisning af "en mere jævn praktiker". Som et led i aftalen bliver Niebuhr indlogeret i dennes hus, hvori også bor hans to søstre. Disse byfrøkener forekommer så indladende, at den generte bondedreng beslutter at rejse videre til Hamborg for at studere der på et gymnasium. For sine beskedne midler modtager han privatundervisning for at indhente sine medstuderendes standpunkt. Han studerer latin, matematik og almene skolefag, men til sin egen livslange fortrydelse lærer han aldrig græsk.

I 1757 tager Carsten Niebuhr til universitet i Göttingen for at fuldføre sin uddannelse i matematik. Hans egne beskedne midler er ved at svinde ind, da han kommer i tanker om, at der findes et familielegat i slægten. Barthold Niebuhr skriver, at faderen lader en ven undersøge, om legatet alene kan søges af fattige studerende - thi i så fald vil Carsten Niebuhr ikke søge det. Det viser sig, at legatet ikke er behæftet med denne begrænsning, og Carsten Niebuhr anvender bl.a. legatet til anskaffelse af instrumenter. Niebuhr overvejer efter studiet at indtræde i Det hannoveranske Ingeniørkorps, som altid har brug for unge mænd med gode matematiske kundskaber. Da modtager han i 1758 et smigrende tilbud fra Danmark.

Forslag om at sende en ekspedition til Arabien
Vi bevæger os nu nogle år tilbage i tiden, nemlig til den 10. november 1753, hvor professor Johann David Michaelis (1717-1791) i en tale ved årsfesten for Videnskabernes Akademi ved universitetet i Göttingen gør opmærksom på, "hvor mange spørgsmål, der stadig findes om orientens geografi, oldsager og naturhistorie, som især bibelforskere gerne vil have afklaret, men som ikke kan besvares på anden måde end af en, der gennemrejser Palæstina og Arabien grundigere, end det hidtil er sket.". Michaelis, som var bibelforsker og orientalist ved det teologiske fakultet, var også sekretær for Videnskabernes Akademi, som var grundlagt to år forinden i 1751. Universitetet og akademiet var karakteriseret ved en mere virkelighedsnær og empirisk tilgang til videnskab og forskning end den stuelærdom, som almindeligvis praktiseredes på den tid. Ekspeditioner (ekskursioner) til fjerne rejsemål var allerede på det tidspunkt et almindeligt tilbud til de studerende. Sådanne ekspeditioner blev almindeligvis finansieret ved, at interesserede lærde i hele Europa skød penge i projektet, mod at de til gengæld fik indflydelse på de hvilke emner, den pågældende forsker skulle undersøge.

I 1756 forsøgte Michaelis at få den danske konge Frederik V til at bekoste udsendelse af en sproglærd til Sydarabien for at indsamle nyt stof til belysning af de gammeltestamentlige skrifter, især kilderne til mosebøgerne. Under Oplysningstiden var der opstået en videnskabelig interesse for at indsamle viden om Den Nære Orient, ikke så meget for Orientens egen skyld, men som følge af den nye viden om bibelen, som man mente at kunne opnå gennem sådanne studier. Teologiske videnskabsmænd diskuterede for alvor antallet af kilder i bibelen og begyndte også at stille kritiske spørgsmål til forfatterskaberne til de gammeltestamentlige skrifter. Michaelis formulerede sit forslag til en sådan ekspedition i et brev til udenrigsminister greve Johan Hartvig Ernst Bernstorff (1712-1772): "Ekspeditionens hoveddeltager skal have et godt kendskab til arabisk, kendskab til botanik og til fossiler og udstrakt kendskab til den gammeltestamentlige forskning. Han skal være velbevandret inden for matematikken, og ekspeditionens hovedformål er at gøre europæerne mere bekendte med Det lykkelige Arabiens planter og fossiler, især med dem, hvis navne forekommer i Bibelen.".

Ministeren gav forslaget sin fulde støtte, men udvidede "det bibelske formål" til også at omfatte almene arkæologiske, historiske, geografiske og fysiske undersøgelser af enhver art. Michaelis havde ganske vist forestillet sig, at der kun skulle sendes en enkelt videnskabsmand fra hans eget fakultet afsted, men nu fik han til opgave at komme med forslag til medlemmer til en større ekspedition, der skulle sendes af sted til de bibelske lande.

Ekspeditionens medlemmer
Michaelis har to kandidater til positionen som filolog (sprogvidenskabsmand) på ekspeditionen, som skal gå til "Arabia Felix" eller "Det lykkelige Arabien" (Yemen), nemlig en nordmand ved navn Ström og en dansker ved navn Frederik Christian von Haven (1728-1763), som begge havde udmærket sig ved studium af orientalske sprog hos Michaelis selv i Göttingen. Det ender med, at Michaelis indstiller Ström, hvilket accepteres af kongen (Bernstorff). Da von Haven erfarer, at han er blevet forbigået, skriver han straks til Bernstorff. Han føler det som sin pligt at gøre opmærksom på, at denne Ström i virkeligheden er rædselsslagen for at give sig ud på den farlige rejse, men at han von Haven med glæde ville træde i Ströms sted, hvis han skulle afstå fra det kongelige tilbud. Vi ved ikke, hvorledes von Haven har udmanøvreret Ström til at træde tilbage, men i hvert fald anmoder den oprindeligt villige Ström Michaelis om tilladelse til at blive fritaget. Michaelis skriver til Bernstorff og skamroser von Haven og fremhæver at denne også til en vis grad kender vigtige side-discipliner herunder etnologi og botanik. Som betingelse for at deltage i ekspeditionen kræver von Haven to års forberedelsestid samt en årlig understøttelse på 500 rigsdaler. I foråret 1757 må Michaelis imidlertid meddele Bernstorff, at von Haven ikke kan nå at tilegne sig de nødvendige matematiske færdigheder, hvorfor ekspeditionen bør udvides med en matematiker, som kan foretage de geografiske opmålinger. Det er von Havens opfattelse, at denne person skal fungere som assistent, idet von Haven som den først udpegede ser sig selv som leder af ekspeditionen.

Det viser sig imidlertid vanskeligt for Michaelis at finde en egnet person til denne rolle. I sommeren 1758 er tiden så fremskreden, at Michaelis peger på en studerende i Göttingen, som han har fået anbefalet af sin kollega, Abraham Gotthelf Kästner, vores unge og ganske ukendte helt Carsten Niebuhr. Niebuhr tager med glæde mod tilbudet, men betinger sig 1½ år til videnskabelig forberedelse og uddannelse og understøttelse svarende til den, som von Haven er blevet tildelt. Niebuhr går i gang med at studere en række fag, som han mener vil have betydning for rejsen. Han får specialundervisning i arabisk hos professor Michaelis og i matematik hos professor Mayer. Særligt fordyber han sig i Tobias Mayers astronomiske system, herunder hans nye metode til bestemmelsen af længdegrader ved hjælp af observationer af månen. Han øver sig også i praktisk mekanik, så han er i stand til selv at reparere sine instrumenter, skulle det blive nødvendigt. Han lover Mayer at han under hele rejsen vil foretage længdebestemmelser ved hjælp af dennes helt nye månetabeller. Mayer hjælper fx Niebuhr med at lave inddeling af den kvadrant, "astrolabium" som Niebuhr skal anvende til bestemmelse af solhøjden.

Også posten som botaniker er vanskelig at besætte, men i januar 1759 kan Michaelis glædestrålende skrive til Bernstorff, at han har fundet den perfekte kandidat, den svenske botaniker Peter Forsskål (1732-1763), som har studeret hos selveste Carl von Linné i Uppsala, og som også har studeret arabisk hos Michaelis i 1753. Michaelis får straks bemyndigelse til at indgå de fornødne aftaler.

Herudover udpeges yderligere tre ekspeditionsmedlemmer: tegneren og maleren Georg Wilhelm Baurenfeind (1728-1763), lægen Christian Carl Cramer (1732-1763) og en tidligere, svenske soldat Lars Berggren som tjener for holdet. Baurenfeind, som var fra Sydtyskland, var blevet kaldt til København for at udføre kobberstik til et stort værk om den danske adels historie. I 1754 havde han fået akademiets lille guldmedalje, og i 1759 den store. Den sidstnævnte fik han for et kobberstik, som forestillede "Moses ved den brændende tornebusk". En besynderlig tanke, at han et par år senere skulle befinde sig nogle få hundrede meter fra denne tornebusk. Baurenfeind var en fredsommelig og gemytlig sjæl. Thorkild Hansen karakteriserer ham således: "Han holdt meget af musik, og der var noget lunt og muntert over hans væsen, selv i ædru tilstand, skønt det vist sjældent kom til sådanne yderligheder.". Kramer tog sin lægeeksamen kun seks dage før, ekspeditionen forlod København.

Inden vi begiver os afsted på turen til Det lykkelige Arabien, lad os bruge lidt tid på studere ekspeditionens tre videnskabelige medarbejderes karakterer.

Frederik Christian von Haven
Frederik Christian von Haven er søn af sognepræsten i Vester Skjerninge på Sydfyn. Han mister sin fader som 11-årig, men det lykkes moderen "at holde ham til bogen", og han bliver student fra Odense 18 år gammel. Tre år senere er han teologisk kandidat og yderligere to år senere magister i sprogvidenskab. Han studerer især orientalske sprog og tilbringer en periode hos professor Michaelis i Göttingen. Som vi har set, fik von Haven hurtig tilkendt en understøttelse fra staten, og det lykkes ham snart at få denne fordoblet. Det meste af året 1757 tilbringer han med at studere arabisk hos Michaelis, men da han bliver træt af dette vender han det følgende forår tilbage til København og foreslår Bernstorff, at han, von Haven skal sendes til Rom for der at studere syrisk og arabisk. Hans argument er, at han her kan lære arabisk, som det tales i Arabien, hvilken han efter egen formening ikke kan i Göttingen. Bernstorff spørger selvfølgelig Michaelis, som efter svare overvejelser kommer frem til, at der ikke er nogen grund til at tage til Rom for at studere moderne arabisk og syrisk. Der har i flere hundrede år ikke været personer i Rom, som taler arabisk, og skulle der være nogle enkelte, ville de tale arabisk som man gør i Syrien. På trods heraf indvilliger Bernstorff i at lade von Haven rejse til Rom og forøger hans årlige understøttelse, så den dækker udgifterne. Han opgave i Rom skal være "at øve sig i at læse og afskrive orientalske manuskripter". Tilladelsen bliver givet i september 1758.

I april 1759 er von Haven ikke kommet længere end til Frankfurt i Nordtyskland. Her modtager han et brev fra Bernstorff, som spørger, hvad han foretager sig. Von Haven er meget undvigende i sit svar og skriver bl.a., at han har læst alle de arabiske skrifter, der findes ved universitetet i Göttingen. Han antyder også, at han under sit ophold i Göttingen har skullet bruge megen tid på Michaelis' private interesser. Det er tydeligt, at forholdet mellem von Haven og hans velgører Michaelis er kølnet en del. Afslutningsvis meddeler han, at han er løbet tør for penge og nu afventer et ekstra tilskud, som grev Molkte har lovet at skaffe fra kongen. Pengene bliver sendt fra København, og herefter er von Haven som sunket i jorden. Bernstorff prøver gang på gang at komme i forbindelse med ham gennem Michaelis, men denne må fortvivlet oplyse, at han ikke aner, hvor von Haven befinder sig, og desværre har von Haven den uvane ikke at omtale hvornår han rejser videre eller hvorhen. Han anbefaler Bernstorff at lokalisere von Haven gennem den, som udbetaler hans understøttelse. Vinteren nærmer sig, de øvrige ekspeditionsmedlemmer er for længst udpeget, og ekspeditionen er klar til afrejse.

Peter Forsskål
Peter Forsskål Mere held har Michaelis med Peter Forsskål (eller Pehr Forsskål), den svenske naturvidenskabsmand, Han er som von Haven præstesøn, men ellers på alle andre områder dennes modsætning. Han er født i 1732 i Helsingfors, Finland, hvor faderen virker som præst, og bliver allerede som 10-årig indskrevet på universitetet ved Uppsala, hvor han studerer teologi. Det er på den tid ikke så usædvanligt, som det forekommer i dag. Der er 10 børn i hjemmet, hvilket formentlig forklarer, hvorfor den unge Forsskål undervises af faderen fra 1744-1750. Han undervises i latin, græsk, filosofi og teologi. Efter sin eksamen, som han består med udmærkelse, modtager han et stipendium, som opfatter fem år ved universitetet ved Uppsala og to år ved et universitet i udlandet. De følgende år studerer han botanik under den berømte Linné, som nærmest bliver en afgud for Forsskål. I 1753 begynder han at studere teologi, filosofi og orientalske sprog under professor Michaelis. I sin doktorafhandling går han til angreb på den såkaldte wolffianisme, en filosofisk lære, som hyldes af stort set hele den lærde verden, ikke mindst i Tyskland. På trods af uenighed i synspunkterne får Forsskål stor ros for sin afhandling, og han opnår den sjældne ære som 24-årig doktor at blive medlem af det tyske videnskabsakademi.

Peter Forsskål venter tilbage til sit fædreland, og et par år senere indgiver han en ny disputats til universitetet i Uppsala, "Tankar om den medborgerliga friheten". I sin afhandling fremsætter Forsskål et forsvar for den borgerlige frihed, formuleret i 20 knivskarpe teser. konklusionen er, at den borgerlige frihed består i en begrænset regeringsmagt og en ubegrænset trykkefrihed. Det er bedre, at offentligheden ytrer sin misnøje med pennen end med geværet. Selv om enevælden i Sverige er afskaffet på dette tidspunkt, er det alligevel et sprængfarligt emne at tage op, og fakultetet afslår at trykke Forsskåls afhandling. Men nu viser Forsskål sin karakter som en uforfærdet kriger, og han indbringer afslaget for Sveriges øverste censurinstans, Kancellirådet. Kancellirådet stadfæster fakultetets afgørelse og tilkendegiver, at afhandlingen indeholder farlige synspunkter, som ikke må trykkes. Forsskål nægter at acceptere afgørelsen og tilbyder at ændre alt i sin afhandling, som Kancellirådet finder fejlagtigt. Kancellirådet afviser, og Forsskål udbeder sig en specifikation af hvilke ulovligheder, han menes at have begået. Da også dette afvises, aftaler Forsskål med en bogtrykker at udgive manuskriptet på svensk. Forsskål afhenter personligt hele oplaget og uddeler eksemplarer til sine studenter på Uppsala. Kancellirådet beordrer universitetets rektor, Carl von Linné til at indsamle alle de uddelte eksemplarer. De 79 eksemplarer, som bliver indsamlet, brændes. Kancellirådet indkalder Forsskål til et forhør, hvorunder han opfordres til at afsværge sit skrift. Forsskål nægter, hvorefter Kancellirådet tilsyneladende begynder at ryste på hånden. De søger at dysse sagen ned og nøjes med at tildele den genstridige doktor en advarsel. Forsskål nægter at modtage advarslen og sender en udførlig klageskrivelse til kongen. Kongen tildeler Forsskål en tjenstlig advarsel, og da kongens dom er inappellabel, må Forsskål lade sagen falde. Det er dog kun tilsyneladende, at Forsskål har tabt sagen. Få måneder senere nedsætter Rigsdagen et udvalg til behandling af spørgsmålet om trykkefrihed, og i 1766 ophæves censuren i Sverige.

I foråret 1759 accepterer Forsskål imidlertid professor Michaelis' tilbud om at deltage i den danske ekspedition som naturforsker og sproglærd. Forsskål har formentlig indset, at hans udsigter til en videnskabelig karriere i Sverige er blevet stærkt forringede. Forinden drøfter han sagen grundigt med sin mentor Carl von Linné, som ser en oplagt mulighed for at forøge sine og universitetets samlinger. Forsskål vil have titel af professor og kræver herudover, at alle ekspeditionens medlemmer skal være lige. Dette er næppe udsprunget af et demokratisk sindelag, men snarere udtryk for, at den selvbevidste svensker ikke vil tåle nogen over sig. Endelig forlanger han efter ekspeditionens afslutning at modtage en livsvarig pension. Det har formentlig været med nogen bæven, at Michaelis har fremsendt disse uhyrlige krav, men den 21. juli 1759 går Bernstorff ind på kravene.

På grund af von Havens forsvindingsnummer ankommer Peter Forsskål først til København den 29. september 1760. Et par dage efter bliver han præsenteret for ekspeditionens tredje videnskabsmand, Carsten Niebuhr, som netop er ankommet fra Göttingen. Den selvbevidste Forsskål er næppe blevet imponeret af den unge Niebuhr, som hverken er kandidat eller doktor.

Carsten Niebuhr
Kvadrant, astrolabium, til måling af solhøjden Bernstorff tager venligt mod den kejtede Niebuhr, som på det tidspunkt er 27 år og næppe færdig med sine studier. Den stolte Niebuhr fremviser sit astrolabium, hvorefter Bernstorff spørger, hvorfor han ikke har modtaget nogen regning for anskaffelsen. Niebuhr gør opmærksom på, at med den årlige understøttelse, han modtager fra staten, er det kun rimeligt at han selv betaler for sine instrumenter. Dette synspunkt har formentlig imponeret Bernstorff, som næppe har kunnet lade være med at sende en tanke til von Haven og hans evindelige forsøg på at vriste midler ud af statskassen. Bernstorff meddeler, at den danske konge selvfølgelig vil afholde udgifterne til anskaffelse af instrumenter, og han beder Niebuhr om at påtage sig hvervet som ekspeditionens kassemester. Bernstorff spørger, om Niebuhr ønsker at få en professortitel som von Haven og Forsskål. Niebuhr svarer forfærdet, at han ikke engang er magister. Bernstorff foreslår, at Niebuhr får titel af kaptajn, men Niebuhr synes, at han er for ung, hvorefter de enes om, at Niebuhr udnævnes til løjtnant i Ingeniørkorpset. Den titel svarer stort set til Niebuhrs profession som landmåler.

Kramer vs Falck
Da Forsskål ankommer til København, har han med sig en anden af Linnés elever, botanikeren og naturhistorikeren Falck. Forsskål forsøger at få Falck med på ekspeditionen som sin medhjælper, og sender et andragende herom til Bernstorff. Udover at få lægen Kramer udskiftet med Falck betinger Forsskål sig, at ekspeditionen skal gøre ophold i Sydafrika, hvor han vil have tilladelse til at samle planter og frø og sende dem til sin læremester Linné. Den ellers medgørlige Bernstorff modsætter sig for en gangs skyld Forsskåls anmodninger, og det kommer til en ophedet disput med den polemiske Forsskål, som det lykkes at nedgøre ikke alene Kramer, Kramers professor, tyskeren Kratzenstein og hele det danske universitetsmiljø. Thorkild Hansen angiver, at Forsskål under et ophedet sammenstød med Kratzenstein skal have udtalt: "i sammenligning med Linné er de en dværg". Selv om Forsskål utvivlsomt havde ret i, at Falck ville være en mere kompetent deltager end Kramer, bliver Bernstorff efter denne konfrontation nødt til at fastholde sin beslutning og indskærpe, at alle fund, der gøres, skal sendes direkte til Danmark. Skulle der findes dubletter i materialet, vil man erindre sig Forsskåls ønske. "Da Vi alene bestrider omkostningerne ved rejsen fra begyndelsen til afslutningen, så er det en selvklar sag, at Vi også selv udnævner de personer, som skal foretage rejsen. Så kan det vel ikke siges tydeligere.

Den kongelige instruks
Professor Michaelis i Göttingen i samarbejde med flere professorer ved universitetet i København udarbejdede oplæg til den instruks af 15. december 1760, hvormed Frederik V sendte ekspeditionen afsted. Instruksens 43 paragraffer indeholdt detaljerede forskrifter for ekspeditionens opgaver, og den blev suppleret med et væld af spørgsmål fra hele den (europæiske), lærde verden.

"Instruks hvorefter Vi Frederik den Femte, af Guds Nåde Konge til Danmark, Norge, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig og Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve til Oldenborg og Delmenhorst o.s.v., allernådigst vil, at de på Vor Befaling og Bekostning til Det lykkelige Arabien Rejsende [her nævnes de rejsendes navne] allerunderdanigst skal give Agt på følgende:

§1. Alle føromtalte Rejsende skal sammen begive sig til Det lykkelige Arabien og i Fællesskab til stadighed have det af Os allernådigst fremsatte Hovedformål for Øje, at de skal gøre så mange Opdagelser for Videnskaben, som det vil være muligt."

§6 fastslår: "De rejsende lærde er fuldstændig lige i forhold til hinanden, og ingen af dem kan - ligegyldigt under hvilket foregivende - tiltage sig nogen autoritet eller overlegenhed overfor de andre. Deres opmærksomhed skal til stadighed være rettet imod den uforstyrrede opretholdelse af samdrægtighed og fred, og det skal med yderste omhu – så kær Vor kongelige nåde er dem – til stadighed være dem magtpåliggende at undgå al splid, tvist og stridighed. Og eftersom den mest fuldkomne enighed ikke sjældent må tilvejebringes ved eftergivenhed fra alle sider, så vilVi anse eftergivenhed i de ting, som ikke går imod denne instruks og rejsens hovedformål, for en fortjeneste. Skulle meningerne for øvrigt forblive delte i ting, som ikke er fastlagt i instruksen, så gælder flertallet af stemmer, og hvis det skulle indtræffe, at udfaldet er stemmelighed, så sker afgørelsen ved lodtrækning. Stemmeflerhed eller enstemmighed kan dog aldrig beslutte noget som går imod instruksen."

§7 slår fast, at det er Niebuhr, der skal føre ekspeditionens regnskab.

§8 pålægger ekspeditionsdeltagerne at føre dagbog: "Hver rejsende skal føre sin egen dagbog og ikke overlade noget til hukommelsen, men optegne det, som han har bemærket, endnu før dagens slutning, eller – dersom uovervindelige hindringer forbyder dette – før ugens udgang. Optegnelserne skal være fuldstændige og skal ske således, at enhver kan forstå dem, også selv om den rejsende måtte afgå ved døden og derved være forhindret i at udlægge sine ord. Hvis én og samme ting optages i mere end én dagbog, uden at de indbyrdes har aftalt indholdet, så vil sligt være Os så meget des mere til allernådigste velbehag, som man i Europa lærer en sag at kende ved, at to rejsende har beskrevet den ud fra et forskelligt synspunkt, og man anser det for mest pålideligt, som er bekræftet af adskillige vidner. Rejsens videnskabelige hovedformål tilgodeses altså bedst, når hver enkelt rejsende helt uafhængigt af de andre gør sine egne iagttagelser og optegnelser, idet de nemlig kun tilsammen – og særlig når deres optegnelser stemmer overens med hinanden – kan frembringe de eftertragtede pålidelige kundskaber.

" §10 beskriver, hvorledes ekspeditionens deltagerne skal forholde sig over for Arabiens muslimske indbyggere, ikke mindst i forhold til disses religionsudøvelse: "Samtlige rejsende skal beflitte sig på den største høflighed over for Arabiens indbyggere. De må ikke gøre indsigelser mod deres religion, og endnu mindre må de - selv blot indirekte - give til kende, at de foragter den; de skal afholde sig fra det, som er Arabiens indbyggere vederstyggeligt. Også sådanne dele af deres beskæftigelse skal de foretage på den mindst opsigtsvækkende måde og indhylle så tiltalende som muligt, som kunne fremkalde mistanke hos de uvidende muhamedanere om, at man ville udgrave skatte, drive trolddom eller spionere til skade for landet. De må aldrig opildne araberen til den for dette folk uudslukkelige skinsyge eller hævngerrighed ved europæiske friheder over for kvinden eller ved intriger med samme. Så lidt som det er hensigten med denne instruks at indskærpe dem moralens almindelige pligter, så forbydes det dem at kaste nogen form for uretmæssig kærlighed på sådanne gifte eller ugifte personer, som kunne vække den orientalske hævngerrighed. De må aldrig, ejheller dersom de tirres nok så meget, udbryde i skældsord eller dér, hvor de er under den borgerlige øvrigheds beskyttelse, forsvare sig ved håndgribeligheder. Erfaringen viser, hvor farligt dette er i lande, hvor den muhamedanske religion hersker, og hvor man hævner fornærmelsen af en muselmand med injuriantens død. Og eftersom en sådan foreteelse også kunne forvolde de andre rejsende ubehageligheder, så ikke blot advares alvorligt mod dem, men Vi forbyder også slige overilede handlinger eftertrykkeligt. Den, som handler imod disse forskrifter, og som derigennem pådrager sig ulykke, ham kan Vi ikke andet end overlade til sin skæbne, og Vi forpligter ikke de øvrige rejsende til at tage sig således af ham, at de derved selv kunne komme i fare." Denne paragraf demonstrerer med stor tydelighed de herskende fordomme. Heldigvis er vi i dag kommet langt længere på dette område . eller hvad?

§§11-12 omhandler håndskriftkøb og kopiering af indskrifter på Sinai.

§13 pålægger ekspeditionen at forblive samlet.

§14 understreger ekspeditionsdeltagernes pligt til i særlig grad at søge at besvare de med- og eftersendte spørgsmål fra professor Michaelis og andre lærde.

§15 indskærper, at alt tilvejebragt materiale skal hjemsendes direkte til hofmarskallatet: svar, der skal videresendes til andre europæiske destinationer, skal først kopieres i København.

§§16-22 udstikker rammerne for de naturvidenskabelige undersøgelser [Forsskål] og har som grundlag bl.a. den formentlig første kendte plan for systematiske havbiologiske undersøgelser (opstillet af den københavnske professor C. G. Kratzenstein).

§§23-26 foreskriver lægen [Kramer] hans pligter inden for både forskning og praktisk lægegerning; sidstnævnte skal udøves over for såvel fornemme arabere som ekspeditionens medlemmer.

§§27-34 fastlægger matematikerens [Niebuhrs] opgaver inden for geografisk stedbestemmelse og kortlægning, samt klima og befolkningsforhold (herunder polygamiet og dets eventuelle sammenhæng med en talmæssig ubalance mellem kønnene). "Matematikeren pålægger Vi først og fremmest at tage sig af geografien, især for så vidt den berigtiges ved en nøjagtig bestemmelse af længde- og breddegraderne med hensyn til bestemmelse af afstanden mellem det ene og det andet sted. Eftersom det ikke vil være muligt at foretage opmålinger til sidstnævnte formål, er det tilstrækkeligt, dersom han dertil anvender de timer, som man er undervejs fra det ene sted til det andet, eller dersom han optegner det, som de indfødte selv siger om afstanden mellem sådanne steder, idet man ud fra hans viden og akkuratesse har tillid til, at han selv vil kende midlerne til i noget højere grad at berigtige disse upålidelige og vaklende mål."

§§35-42 beskriver de filologiske opgaver [von Havens], nemlig at indsamle materiale, der kan kaste lys over Det Gamle Testamente og de mosaiske love; at foretage arabiske dialektstudier; at gøre optegnelser over arabisk, hebraisk og syrisk skrift; at søge at udforske før-islamisk gudsdyrkelse; at notere sig afvigende læsemåder i hebraiske og græske bibelhåndskrifter samt at kopiere arabiske og andre orientalske indskrifter.

§43 omhandler malerens/tegnerens [Bauernfeinds] opgave, at bistå naturhistorikeren med at tegne de dyr og planter, som ikke vil kunne holde til hjemtransporten, dernæst at assistere de øvrige deltagere. Det pålægges ekspeditionens videnskabsmænd at trække på malerens arbejdskraft i enighed og fordragelighed.

Ekspeditionen får tilstået 2000 rigsdaler til indkøb af manuskripter. Dette beløb fordeles med 40% til von Haven, 40% til Forsskål og 20% til Niebuhr.

Rejsen skal gå over Konstantinopel til Alexandria, Cairo, gennem Egypten til Sinai, over Det røde Hav til Mokka. I Konstantinopel skal ekspeditionen indhente pas og anbefalingsskrivelser fra den kgl. gesandt. Opholdet i Det lykkelige Arabien forventes at vare 2-3 år. Hjemrejsen skal ske samlet fra Basra til lands over Aleppo, Smyrna og videre til Europa.

Når jeg har brugt så megen plads på at gengive den kongelige instruks, er det for at påvise, at der er tale om en rent videnskabelig ekspedition, som hverken har politiske eller kommercielle motiver, som det så ofte var tilfældet med datidens statsfinansierede ekspeditioner.

Hvor er von Haven?
Men inden vi kan sende vores ekspedition afsted til det lykkelige Arabien, skal vi lige have bragt von Haven tilbage til Danmark. Du husker måske, at vi efterlod ham i Frankfurt i april måned 1759, og siden da har ingen hørt fra ham. Efterlysninger gennem hans familie giver ikke noget resultat. Så i november 1759 modtager Bernstorff et brev fra von Haven, som melder sin ankomst til Rom. Han fortæller, at den dårlige luft i Rom om sommeren har fået ham til at gøre ophold i Firenze en månes tid. Her pådrager han sig en febersygdom, så han først ankommer til Rom i begyndelsen af november. Her skal han i overensstemmelse med sin instruks fra Bernstorff gå i gang med at kopiere orientalske dokumenter. Disse befinder sig i Vatikanets bibliotek, og det tager von Haven fem måneder, inden han får den nødvendige adgang hertil. Tiden bruger han til at modtage undervisning i arabisk af en syrisk lærer. Da han endelig får adgang til "det forjættede land", Vatikanets bibliotek, viser det sig, at dette kun er åbent om formiddagen, og hans syriske lærer er desværre kun i stand til at undervise von Haven i arabisk om formiddagen, hvorfor von Haven beslutter at afstå fra sin kopieringsopgave.

Den 15. juli 1760 sender Bernstorff den kongelige resolution til von Haven og beder ham indfinde sig i København senest i slutningen af september. En måneds tid senere svarer von Haven tilbage, at det er umuligt, da han mangler rejsepenge. Dem modtager han sidst i september, men pga af talrige afskedsvisitter, som han selv skriver, bryder han først op fra Rom flere uger senere. Under hjemturen gør han ophold flere steder: 6 dage i Venezia og nogle dage i Hamborg, men til gengæld er han frisk og udhvilet, da han ankommer til København i begyndelsen af december 1760. I den mellemliggende periode har professor Michaelis "slået hånden af" sin protege, da han erfarer om hans utilstedelige og respektløse opførsel, og han må overfor Bernstorff undskylde sig med, at han alene har taget hensyn til von Havens begavelse og ikke hans "kapriciøse natur". Dette har formentlig haft afgørende indvirkning på Bernstorffs beslutning om, at alle ekspeditionens medlemmer skal være sideordnede, og at Carsten Niebuhr skal være ekspeditionens kassemester. Forholdet mellem de selvbevidste professorer og til de øvrige medlemmer af ekspeditionen har været anspændt allerede inden afrejse.

Den 7. januar 1761 er orlogsskibet "Grønland" klar til afgang med vores ekspeditionsmedlemmer. Klik her, hvis du vil med.


Du kan i stedet vælge næste side her: