I dag skulle vi på en udflugt sydpå til Aswan dæmningen. Vi blev som sædvanlig hentet tidligt om morgenen af bussen, så vi kunne nå at være tilbage, inden det blev for varmt.
I dag skulle vi på en udflugt sydpå til Aswan dæmningen. Vi blev som sædvanlig hentet tidligt om morgenen af bussen, så vi kunne nå at være tilbage, inden det blev for varmt.
Som bekendt er Nilen eneste vandforsyning i store dele af Egypten, eftersom der mange steder slet ikke falder nedbør. Imidlertid er landbrugsområdet langs med Nilen ikke kun afhængige af vandet, men også af den frugtbare slam, som Nilen bringer med sig. Nilen er sine 6.750 km verdens længste flod, som løber fra Burundi i syd til Middelhavet i nord. Den øvre Nil (den sydlige ende) består af Den Hvide Nil, Den Blå Nil og Atbara-floden. Den Hvide Nils kilder er nær ved Victoria søen, Den Blå Nil starter sin viltre tilværelse i de ethiopiske bjerge ved Tana søen, mens Atbara kommer fra det ethiopiske højland. Atbara møder den forenede Hvide Nil og Blå Nil lige nord for Khartoum. Før sin udmunding i Middelhavet deler Nilen sig i to hovedgrene, Rosetta grenen og Damietta grenen i deltaet. Hvis du undrer dig over, hvorfor Nilen flyder nordpå og ikke fx sydpå, så skyldes det den kendsgerning, at vand foretrækker at løbe nedad - og det ethiopiske højland ligger altså i godt 1600 meters højde.
De gamle egyptere mente, at Nilen havde form som en lotusblomst, det gamle egyptiske symbol på livet, hvor Nildalen er stilken og deltaet blomsten. I århundreder havde Nilen oversvømmet floddalen og beriget landet med et tykt lag aflejret slam - indtil 4 millioner tons pr år. Oversvømmelserne optrådte fra juli til september som resultat af tropiske regnskyl på det ethiopiske plateau. Floden nåede sin højeste vandstand i oktober, hvorefter den begyndte at trække sig tilbage for at nå sin laveste vandstand mellem april og juni. Siden de ældste tider har befolkningen søgt at regulere ved at udgrave kanaler til overrisling samt at hæve flodbredden. Nilens oversvømmelser gjorde den smalle strimmel land på hver side af floden særdeles frugtbar. Når vandet trak sig tilbage, begyndte den intensive dyrkning af byg, linser, bønner, løg, dadler, figner, druer og hør. Hertil kom, at sumpene og moserne langs Nilen var velforsynede med fisk og havde et rigt dyre- og fugleliv. I sumpene høstede man også den vigtige papyrus til fremstilling af reb, måtter, kurve, hytter, både osv. Men også til papirfremstilling.
Når oversvømmelsen var på sit højeste, voksede vandmængden til det 16-dobbelte. Variationer i nedbøren i Ethiopien kunne give vandmængder fra 12 km3 (1913-1914) til 155 km3 (1878-79). Omkring år 1900 kunne landbrugsproduktionen ikke længere følge med befolkningstilvæksten i Egypten og Sudan, og det var nødvendigt at regulere Nilens gennemstrømning. Samtidig begyndte man at producere vandelektricitet til landsbyerne og den voksende industri. I 1899 påbegyndte man konstruktion af den første dæmning. Den blev færdig i 1902, og udvidet igen i 1907-12 og 1929-34. Selv med disse tiltag var vandresservoiret utilstrækkeligt. I "gode år" med meget vand fra Ethiopien var det nødvendigt at åbne for de gamle sluser og oversvømme områder, som ikke skulle have været det. I 1946 blev det klart, at der måtte bygges yderligere en dæmning ved Aswan, da vandstanden dette år nåede sit maksimum.
I 1952 besluttede den egyptiske ledelse (revolutionsrådet), at der skulle bygges en ny dæmning ved Aswan, den såkaldte "High Dam" - på arabisk "El Saad al Aali" - ca 7 km nord for den gamle dæmning, og der blev indgået en aftale med Sudan om fordeling af vandmængderne mellem de to nationer. Egypten søgte Verdensbanken om lån til finansieringen. FN tilbød på et tidspunkt et lån, men af en eller anden grund blev tilsagnet trukket tilbage. Måske på grund af den standende konflikt mellem Egypten og Israel. Efter at England, Frankrig og Israel havde invaderet Egypten i 1956, besatte Egypten Suez kanalen. Sovjetunionen tilbød at hjælpe, og Egypten accepterede tilbuddet. Udover en mængde rubler sendte Sovjetunionen ingeniører, militærrådgivere og arbejdere for at styrke relationerne mellem de to lande. Arbejdet påbegyndtes i november 1959. Mere end 30.000 egyptiske arbejdere var beskæftiget med dette enorme projekt.
For at kunne gennemføre byggeriet måtte mere end 90.000 nubiere flyttes. Nubiere, som boede i Egypten, blev "bare" flyttet 45 km, mens sudanesiske nubiere måtte flytte omkring 600 km, inden man lavede verdens største sø, der skulle akkumulere vandet i Nilen, når der var regntid i Ethiopien. Søen kaldes Nasser Søen, Aswan Søen eller Birkat og er omkring 500 km lang. Inden området blev oversvømmet, gennemførte Egypten en storslået flytning af templerne ved Abu Simbel - se nedenfor.
Den 21. juli 1970 blev dæmningen indviet. Mængden af materiale til bygningen af dæmningen svarer til 18 Kheops pyramider. Dæmningen er 3600 meter lang og 111 meter høj. Man havde påbegyndt opfyldningen af reservoiret allerede i 1964, og først i 1976 var denne del afsluttet, indhold ca 150 millioner km3. Reservoiret blev opkaldt efter den tidligere egyptiske præsident Gamal Abdel Nasser, som døde i 1970. Ca 17% af søen ligger i Sudan. Nasser søen er 480 km lang og 16 km på det bredeste stykke, et areal på 6.000 km2.
I forbindelse med Aswan dæmningen ligger et hydro-elektrisk værk med 12 turbiner, som hver producerer 175 megawatt, nok til at forsyne alle landsbyerne langs Nilen med electricitet. Da værket nåede fuld produktion leverede den omkring halvdelen af Egyptens elektricitetsforbrug. I 1998 dog kun 15%. Vandet i Nasser søen pumpes til et stort antal husholdninger, der bruger det som drikkevand, til vask og andre formål. En del vand bruges til afkøling af maskiner. Besynderligt nok var det ikke tilladt at fotografere i nærheden af kraftværket.
Ved hjælp af den kæmpemæssige dæmning kan man nu holde en nogenlunde konstant vandhøjde i Nilen og dermed undgå de mange skader, som tidligere skete i den forbindelse. Hertil kommer, at sejlforholdene på Nilen er blevet forbedret betydelig, hvilket har stor betydning for turistindustrien. De mindre, fladbundede felukkaer har sjældent problemer, men de mange turbåde på Nilen kræver en del vand under kølen. Nogle steder ved Nilen er der sluser, således at der kan opereres med forskellig vandhøjde på forskelige strækninger. Vi fik at vide, at vi ville passere en sådan sluse på vej nordpå til Luxor. Omkring 15% af vandet fra Lake Nasser går tabt ved utætheder og fordampning.
Efter at have passeret gennem en stor portal så vi et sovjetisk-egyptisk mindesmærke for det gode samarbejde mellem de to nationer. Monumentet var udformet som en lotusplante. Vejen gik oven på dæmningen. På tilbagevejen gjorde vi ophold ved mindesmærket for at tage det i øjesyn.
Som alle medaljer har også Aswan dæmningen en bagside. I virkeligheden har Awsan dæmningen flere. Den frugtbare slam hober sig nu op i Nasser søen, så man undertiden er nødt til at foretage oprensning af søen - i stedet for at slamet gør gavn langs flodens bredder. Bønderne er blevet tvunget til at bruge ca en million tons kunstgødning om året i stedet for dette slam. Faktisk frygter man, at den ophobede slam på sigt vil ophæve/overstige Aswan dæmningens positive virkning. Den reducerede mængde slam og den ringere vandgennemstrømning som følge af reguleringen har medført erosion af Nildeltaet, og mange dyr har mistet deres naturlige tilholdssteder. Den ringerevandgennemstrømning har også medført, at der trænger saltvand op i Nilens udmunding, hvilket har halveret udbyttet af fiskeriet - fx af rejer - ved udløbet i Middelhavet. Til gengæld finder der en del fiskeri sted i Nasser søen. Udbredelsen af bilharziose i Egypten er steget fra 5% i 1968 til nu mere end 70%, efter at Aswan dæmningen har skabt store mængder stillestående ferskvand, det foretrukne levested for den snegl, som overfører sygdommen.
Det var ikke kun de egyptiske arbejdere, der fik travlt, da man gik i gang med Aswan dæmningen. Arkæologer fra hele verden strømmede til området for at redde så mange historiske mindesmærker som muligt. UNESCO igangsatte en række redningsaktioner, hvorunder adskillige steder blev udgravet og 24 større monumenter flyttet til mere sikre steder. Jeg husker stadig masser af spændende billedreportager fra begyndelsen af 1960'erne. Det var muligt at komme på en udflugt til Abu Simbel, og en enkelt på vores hold tog afsted den sidste dag i Aswan. Turen, som foregik i bus, startede kl 4 om morgenen og varede til middag. Det meste af tiden gik med at køre. Det lød som om, turen havde været spændende, så jeg lovede mig selv, at "næste gang..." - måske skulle man kombinere det med et krydstogt på Nasser søen. Det er nu dejligt at have noget at se frem til.
Ved Abu Simbel i Nubien, knap 300 km syd for Aswan og på Nilens vestbred, ligger to store templer bygget af Ramses II, datidens Christian IV: et stort til ham selv og et mindre Hathor-tempel til hans yndlingshustru Nefertari (for hvis skyld solen skinner, som en inskription på templet fortæller). Parrets grave befinder sig ikke her, men på vestbredden af Nilen overfor Luxor. Templerne er bogstavelig talt hugget ud af klippen. 20 meter høje statuer af kongeparret, placeret på en trone og iført dobbeltkronen for Nedre og Øvre Egypten stirrer ud over Nasser søen. Mellem benene på hver af de fire kongestatuer befinder sig mindre statuer af hustruen, deres sønner og døtre. Ramses II havde selvfølgelig mange hustruer, hvoraf de fleste efter sigende plagede ham, men kun Nefertari fik sit eget tempel ved Abu Simbel. Da templerne blev "opdaget" i 1813 af Johann Ludwig Burckhardt (1784-1817, født i Lausanne, Schweiz, studerede i London og Cambridge), var de fuldstændig dækket med sand. Det menes, at området ved Abu Simbel blev taget i brug under det 18. dynasti, hvor Ay og Horemheb, som du skal møde, når vi om nogle dage tager til Luxor, fik lavet klippekapeller her.
Redningsaktionen fandt sted fra 1964-1968, hvorunder templerne blev adskilt og flyttet ca 60 meter højere op, hvor man samlede dem igen og modellerede en baggrund som lignede den oprindelige.
Dagen efter skulle vi besøge de smukke templer på øen Philae. Da man byggede den første Aswan dæmning, steg vandet i søen så meget, at templerne stod under vand det meste af året. Mmkring 1960 gik UNESCO ind og lavede et projekt, som flyttede templerne til en højere beliggende ø i nærheden af den oprindelige. Hvis du synes, det lyder spændende, så kom med os i morgen.
Nogle monumenter blev flyttet længere væk, en del kom til Khartoum i Sudan. Andre blev givet til de nationer, som havde deltaget i redningsaktionerne: Debod Templet ligger nu i Madrid, Dendur Templet befinder sig på Metropolitan Museum of Art i New York, Kalabsha på Ägyptisches Museum i Berlin, Taffa Templet på Rijksmuseum van Oudheden i Leiden, Holland osv. Men langt fra alt blev redet, og på bunden af Nasser søen befinder sig adskillige kendte - og formentlig utallige ukendte - monumenter. Foruden flere nubiske landsbyer.
Da vi vendte tilbage til de danske himmelstrøg, læste jeg en artikel om et Danida projekt, som et af vores fremmeste ingeniørfirmaer, Carl Bro Gruppen deltager i. Det går ud på at skaffe bedre vandforsyning og rent drikkevand til ca 300.000 egyptere. Ca 60 % af det vand, der pumpes op af vandværket i Aswan, når aldrig ud til forbrugerne på grund af overløb, utætte rør, ledningsbrud, manglende vedligeholdelse, dårlige installationer mv. Carl Bro Gruppen har renoverer vandværket, finder lækager og udbedrer dem. Desuden skal man uddane og træne 200 lokale medarbejdere i at vedligeholde ledningsnet og pumpestationer. I forbindelse med kortlægning af alle tilslutningerne til vandforsyningsnettet "fandt" man 10.000 uregistrerede forbrugere, som nu bliver opkrævet betaling for deres vandforbrug.
Hvis du har tid og lyst, så kom med os på en udflugt til det mystiske Philae tempel, som blev flyttet til naboøen pga bygning af Aswan dæmningen og oversvømmelsen af det store landområde.
