Guderne ved Aswan
Den egyptiske gud Khnum Khnum, guden med vædder hovedet. Khnum, som i de tidlige dynastiske perioder især tilbedes i den sydlige del af Egypten omkring Elephantine ved Aswan, er en skabergud, som på sit pottemagerhjul skaber den nyfødtes Ka; nogle mener, at han også fremstillet kroppen. Han skaber mennesket af ler fra Nilen. Når de er færdige, holder ham dem op, så solguden Ra kan kaste sine livgivende stråler på dem. Når et mennesker dør, siges det, at "han skal møde sin Ka". Khnum kaldes undertiden for "den store pottemager". Han kombineres ofte med hustruen Satet og datteren Anuket, som er jagtgudinde. De egyptiske guder optræder ofte 3 ad gangen, en såkaldt triade. Centret for den kuld, som dyrkede denne triade, lå på Elephantine Island ved Aswan.


Den egyptiske gudinde Satet Satet (eller Sati, Setet, Sathit, Satit, Setis eller Satis) er gudinde for Nilen, og meget nærliggende gudinde for frugtbarhed. Hun er også jagtgudinde og beskytter Egypten og farao med sin bue og pile, formentlig model for den græske Artemis. Hun afbildes ofte med Øvre-Egyptens krone og et par lange antilopehorn. Ofte bærer hun også et scepter og ankh symbolet. Navnet Satet kan oversættes som "hun, der øser". En af hendes opgaver er at vaske den døde, inden han træder gennem porten til de dødes verden. Satet igangsætter Nilens oversvømmelse, når Sirius viser sig på himlen. Satet opfanger gudinden Isis' tårer i sine krukker og hælder dem ud i Nilen, som straks flyder over.


Den ufuldendte obelisk
Granitbrud i Aswan I den sydlige ende af byen ligger flere stenbrud, som har leveret granitmateriale til mange af de oldegyptiske monumenter. På vejen til Aswan dæmningen standsede vi ved bruddet. Kl. 8 om morgenen, var der allerede flere turistbusser på stedet for at udnytte tiden, inden varmen blev for generende. I bussen fortalte Anni om det umenneskelige arbejdet i stenbruddene. Hvor hårdt arbejdet var. Hvor få år man kunne holde til det. Hvorledes man huggede de rå blokke ud af klippen og slæbte dem ned til bredden, hvor de blev fragtet ned ad Nilen. Man havde endnu ikke jernet, men huggede riller med kobber- eller bronzemejsler og indsatte trækiler, som blev overhældt med vand, hvorefter klippen efter nogen tid splittedes. Relieffer viser, at denne metode blev anvendt i den romerske periode, selv om det virker næsten uforståeligt, at man med så skrøbelige midler skulle kunne bearbejde den hårde granit. En anden metode, som måske har været brugt, er at lave en revne i granitten med en hård sten, lægge gloende trækul i revnen og så køle den ned med vand. Herefter skulle stenen - i hvert fald i teorien - dele sig i to stykker. Mon ikke det gik galt mange gange? Poleringen af obelisken blev først udført på bestemmelsesstedet.

Den største udfordring var de kæmpemæssige obelisker, som skulle hugges ud i ét stykke. Vi besøgte den såkaldt "ufuldendte obelisk", som blev bestilt af dronning Hatshepsut. Som vi skulle se i Karnak i Luxor, var dronningen fascineret af denne form for monument. Den er kun groft udhugget på de tre sider, da det undervejs viste sig, at der var en sprække i materialet i undersiden, hvorfor man opgav at fuldføre den.

Hvis den var blevet færdiggjort, ville den have været over 42 meter lang, fire meter bred og med en vægt på ca 1170 tons. Det menes (nogen mener), at den skulle have været en "tvilling" til den obelisk, som i dag står ved Lateranet i Rom, hvortil den blev flyttet fra Luxor.


Om obelisker
Den ufuldendte obelisk En obelisk er en konisk granitsten, som afsluttes med en pyramideformet spids. Denne spids, som benævnes "pyramidion", var ofte beklædt med guld eller et andet reflekterende materiale. Den er et offer til solguden Ra, hvis stråler forgylder dens spids. Grundplanen er oftest kvadratisk, men kan også være rektangulær. De blev almindeligvis placeret parvist i forbindelse med indgangen til et tempel. Ofte blev de opført for at fejre kongens 30-års regeringsjubilæum (jvf hebsed-ritualet). Siderne er dækket med hieroglyffer med bønner til guderne og lovprisninger af den regerende konge.

Dronning Hatshepsut af det 18. dynasti fik rejst omkring seks pyramider i sin 16 års regeringsperiode (omkring 1485 BC). Den højeste står ved templet i Karnak, knap 30 meter høj og med en vægt på 350 tons. På siden findes en inskription om, at obelisken er udhugget i Aswan, poleret og dekoreret, hvorefter den er transporteret til Luxor og rejst i Karnak-templet - alt sammen i løbet af kun syv måneder. Den skal vi se, når vi kommer til Luxor om en lille uge. Thutmose III rejste to obelisker ved templet for Ra i Heliopolis nogle år senere. Ca 1500 år senere under kejser Augustus blev de flyttet til Alexandria for at smykke Cleopatras palads. I 1878 blev den ene flyttet til England, hvor den står på Victoria Embankment ved Themsen. Den anden kom til New York, hvor den står i Central Park. Disse 2 obelisker benævnes "Cleopatras Nåle". En obelisk fra Luxor havnede i 1836 på Concorde pladsen i Paris som en gave fra Egyptens Mohammed Ali (flytningen tog franskmændene fem år). Augustus bragte to obelisker til Rom, den ene blev stillet op på Circus Maximus, den anden på Marsmarken. Kejser Caligula fik opsat en egyptisk obelisk på Neros Circus. I 1585 besluttede pave Sixtus V at flytte den til pladsen foran Peterskirken. Det tog 900 mand og 140 heste. Arbejdet blev dokumenteret på et antal tegninger, som befinder sig i Vatikan biblioteket. Hvis du har lyst, kan du læse mere om denne bedrift på min side om Rom.

Hvordan gjorde de?
Der har i tidens løb været mange teorier om, hvorledes disse kæmpemæssige monumenter er kommet til verden. Hvorledes kunne (små) egyptere løfte flere hundrede tons tunge stenblokke op af hullerne i granitbruddet uden taljer eller kran? Selv om man havde det fornødne antal slaver, kunne de jo dårligt komme til "at løfte i flok". At slæbe en 350 tons tung obelisk hen ad en nogenlunde jævn flade vil kræve et træk fra ca 2000 mennesker. Almindelig antager man, at der er anvendt træruller til transporten, men hvorledes kan en trærulle holde til denne belastning? Og hvorledes har de kunnet polere obeliskens overflade, så den fremstår så smuk og glat alene ved håndkraft. Selv om man har anvendt den hårde stenart diorit som en art slibepulver, er det et gigantisk arbejde. Det, som jeg selv har sværest ved at forstå, er, hvorledes de har kunnet rejse disse kolosser til lodret stilling? Én teori er, at man på det sted, hvor obelisken skulle stå, byggede en slags rampe med en hul i midten. Så slæbte man obelisken op ad rampen, hævede den lidt og lod den glide ned i hullet. Og det fortsatte man med, indtil den stod lodret. Lyder noget nemmere, end det formentlig er. Men en kendsgerning er det, at de tunge obelisker og statuer er transporteret fra stenbruddet til Nilens bred og videre til templerne nordpå, hvor de så er blevet rejst ved de enorme templer.

Nogle af de mest eksotiske teorier om, hvorledes disse opgaver er udført, inddrager "overnaturlige kræfter". (Når jeg skriver overnaturlige i anførselstegn, er det fordi, der vel ikke kan eksistere overnaturlige kræfter, men nok kræfter, hvis eksistens vi ikke har erkendt). Nogle mener, at de gamle egyptere kunne "vende tyngdekraften" eller neutralisere den. I så fald var opgaven med at transportere disse kolosser selvfølgelig ikke noget problem. Jeg er en skeptisk natur, som ikke tror på disse metafysiske forklaringer. Jeg vil acceptere Annis forklaring om, at man fastgjorde de store stenblokke på undersiden af de store flåder. Herved fik man jo hjælp af gamle Arkimedes' lov om legemers vægttab ved nedsænkning i en vædske. Det kan man selvfølgelig med god vilje betragte som en reduktion af tyngdekraften.


Aga Khans Mausoleum
Aga Khan vejes op mod diamanter På sejlturen til Kitchener Island, som foregik i en felukka, fortalte vores (dejlige) guide Anni os om Aga Khan (III). Han det åndelige overhoved for den ismailitiske gren af shia muslimerne. Han efterfulgte sin fader på posten i 1885. Sekten er stærkest funderet i Indien, men har tilhængere over hele verden. Aga Khan var utrolig rig. Fra min fjerne barndom husker jeg et billede, hvor den korpulente herre sidder i den ene vægtskål, mens den anden bliver fyldt op med diamanter. Disse diamanter var indsamlet af hans tilhængere for at fejre hans 60 års jubilæum (diamantbryllup?) som sektens overhoved. Vejningen fandt sted på en stadion i Bombay med mere end 100.000 tilskuere. Anni mente, at diamanterne, som repræsenterede en værdi på 1.4 mio dollars, efterfølgende blev anvendt til godgørenhed. Aga Khan boede regelmæssigt i Aswan, hvis tørre og varme klima lindrede hans leddegigt. Han tilbragte megen tid sammen med sin hustru i sin smukke villa på vestbredden.

Aga Khans mausoleum ved Aswan Ved hans død i 1957 begraves han i et mausoleum, der ligger bag villaen, højere oppe ad klippen. Mausoleet er lavet i lyserød granit fra Aswan og udformet som en grav fra fatimidernes tid. Hans hustru (Begun) fortsatte med at tilbringe 2-3 måneder hver vinter i villaen, indtil hun selv døde i år 2000. Og hver dag anbragte hun en rød rose på Aga Khans grav, som er lavet i den smukke, hvide marmor fra Carra. Når hun ikke selv boede i villaen, blev det gjort af en gartner. En historie fortæller, at det i nogle tilfælde var nødvendigt at flyve roser ind fra Europa. Der blev lukket for adgang til mausoleet ved hendes død. Aga Khans hustru var elsket af befolkningen i Aswan for sit sociale engagement. Aga Khan blev i 1957 efterfulgt af sit barnebarn, Karim.


Tur til Kitchener Island
På vej til den botaniske have på Kitchener Island Øen, som var målet for vores tur, ligger på den anden side af Elephantine Island, regnet fra Aswan. Den er opkald efter lord Horatio Kitchener, som fik den foræret omkring 1890 for sin deltagelse i den sudanesiske militærkampagne, som foregik, mens han var egyptisk generalkonsul. Du kender ham sikkert bedre som den militærperson, der i 1915 lagde ansigt til den berømte hvervningsplakat: "Your country needs you!" Kitchener, som var en passioneret gartner, forlod militæret og gik i gang med at forvandle øen til en botanisk have, hvor eksotiske planter og træer blomstrede i det dejlige klima. Haven blev anlagt i 1899, og 30 år senere fik den status som forsøgsstation for planter fra de ækvatoriale områder. Stationen, som ligger på den sydlige del af øen, er ikke tilgængelig for offentligheden. Udover lokale vækster som sykamore figen og dadelpalmer er der importeret et stort antal vækster fra hele Afrika og Orienten.


Øen er en paradishave, hvor man går på velanlagte stier under skyggefulde træer og omgivet af smukke blomster. I træerne vrimler det med sjældne, eksotiske fugle. Vi var der sidst på eftermiddagen, og jeg vil vurdere, at det er det bedste tidspunkt for at aflægge besøg. Der ligger et mindre cafeteria tæt ved landingspunktet. Øen drives af den egyptiske stat. En adgangsbillet kostede 10 LE for en turist, mens egyptere slipper med ½ LE. Du kan selv tage en felukka fra Corniche i Aswan, hvis du ikke ønsker at deltage i en arrangeret tur.


Besøg i nubisk landsby
Fra Kitchener Island sejlede vi videre sydpå i en motorbåd og lagde til på den østlige bred, hvor vi skulle besøge en nubisk landsby. Anni fortalte, at landsbyen ikke var en af dem, der var blevet genhuset efter etablering af den nye dæmning, da den lå temmelig højt i forhold til Nilens vandspejl. Vi spadserede opad gennem landsbyen, og adskillige unger kom hen og tog Anni i hånden. Det var tydeligt, at hun var en kærkommen gæst. Anni fortalte, at hun ikke kom med gæster hver uge for ikke at belaste forholdet. Også for ikke at ødelægge stedets "uspolerthed". Det er turismens paradoks, at den ofte ødelægger det, som den så inderligt efterspørger.

Og snart kom vi frem til den familie, som vi skulle besøge. De havde et dejligt hus omkring en åben gård. Der var ppgang til taget, hvor de mandlige familiemedlemmer ofte foretrak at sove i de varme nætter. Vi blev ført ind i den stue, som blev anvendt til at modtage gæster. Efter at være blevet blev bænket langs væggen fik vi serveret en kop te af husets frue, som var en smuk og statelig kvinde på omkring 60 år. Anni berettede meget levende om livet i en nubisk landsby. Hun havde kendt familien i flere år og gik næsten var medlem af familien. Faderen og moderen boede i huset sammen med 2 døtre, hvoraf den ene var gift, og hendes mand arbejde i Saudi Arabien. Han havde over tiden sendt så mange penge hjem, at de ejede det bedste hus i landsbyen. Huset var udstyret med elektricitet og alle moderne bekvemmeligheder, men hun foretrak dog at bo sammen med sin familie. Ca 14 dage før, manden kom hjem på ferie, gik man i gang med at lave hovedrengøring i huset, hvorefter hustruen flyttede tilbage til sit store hus sammen med barnet og afventede mandens hjemkomst. En af husets sønner var den person, som havde fragtet os fra Aswan først med felukka og siden med motorbåd. Han ejede disse skibe i fællesskab med en broder, som boede i London.


Som de fleste andre familier fremstillede denne familie også forskellige former for husflid, isæt træskærerarbejde. Vi købte et sæt "brudedukker", som er små træfigurer i klarer farver, som man på de kanter forærer til en pige før hendes giftermål. Inden vi tog afsked med den gæstfri familie, bad Anni os om at hilse på husets fader, som sad i en stue for sig selv - sammen med familiens TV. Det var vigtigt for hans værdighed som familiens overhoved. og Anni mente, at han på landsbyen café ville nævne, "at han for resten lige havde haft besøg af nogle af sine venner fra Danmark". Vi hilste selvfølgelig alle hjerteligt på husherren, som så noget ældre ud end sin hustru. Da vi gik tilbage til båden, blev vi fulgt af en flok unger. De tiggede underligt nok ikke om penge, men om blyanter eller kuglepenne, som åbenbart var en mangelvare i Egypten. Vi oplevede sågar taxichauffører og politifolk spørge efter kuglepenne og ærgrede os over, at vi ikke havde taget en snes kuglepenne med. Det gør vi næste gang. Og sidst på eftermiddagen vendte vi tilbage efter en spændende og afslappende eftermiddag.


Hvis du har tid, så kom med os på en udflugt til det mystiske Philae tempel, som blev flyttet fra naboøen pga Aswan dæmningen.

Rejseholdets hjemmeside Toppen af denne side Forrige side: Philae, Nilens Perle Næste side: Nilkryds fra Aswan til Luxor