Den, der lukker øjnene for fortiden,
bliver blind for nutiden

Richard von Weizsäcker

Tur til koncentrationslejren Sachsenhausen
Insider Tour logo For nogle år siden besøgte vi koncentrationslejren Sachsenhausen, som ligger ca. 35 km nord for Berlin i udkanten af byen Oranienburg. Vi havde besøg af min kusine Enis (som emigrerede til Canada med sin familie for 55 år siden) og hendes canadiske mand Jim. Ved Enis' første besøg i Danmark i 2006 havde hun ikke været hjemme i mere end 50 år, og vi havde megen fornøjelse af at vise hende vores dejlige land fra Esbjerg til Skagen. Ved det næste besøg i 2008 tog vi sammen med dem til Fyn og Bornholm, og denne gang i 2011 havde vi valgt at tage en tur til Berlin, ikke mindst fordi Jim er utrolig interesseret i krigshistorie - ikke mindst anden verdenskrig. Sidste gang var vi med "original berlin walks". Denne gang valgte vi konkurrenten, "Insider Tour Berlin". Vi har prøvet begge selskaber flere gange på ture i Berlin, og begge selskaber har fremragende guider.

Derek, guide for Insider Tour logo Turen til Sachsenhausen køres hver dag undtagen mandag. Man behøver ikke bestille plads, men kan bare møde op. Turene gennemføres uanset vejret. Mødetid kl. 10:00, og vi valgte at møde op ud for A.M.T COFFEE ved Hackescher Markt S-Bahn Station. En anden mulighed havde været ud for McDonald's overfor hovedindgangen til Zoo Station. Prisen for turen, som inkl. transport varede 6 timer, var 15 € (dog kun 12 € for pensionister samt for personer med et Welcome Card eller et City Tour Card).

Vi mødte op i god tid og forsynede os med en flaske vand og en sandwich til turen. Af erfaring vidste jeg, at det ikke er muligt at få vådt eller tørt, når vi først var kommet til Sachsenhausen. Vi havde også købt en billet til zonerne ABC, da vi skulle køre med regionaltog. En halv times tid før den berammede mødetid dukkede vores Guide, Derek op. Derek, som er canadier, har en master i moderne historie og havde i nogen tid været guide ved Dachau, inden han havde slået sig ned i Berlin. Udover at guide på ture til Sachsenhausen er Derek også guide på turen "Third Reich Berlin: Hitler & WWII – The final days". Derek viste sig at være både meget vidende og charmerende. Han fortalte, at de penge, han tjente som guide, brugte han til at rejse for. I samlet flok tog vi U-bahn til den nye hovedbanegård - som i sig selv er et besøg værd. Her hoppede vi på regionaltoget til Oranienburg, en køretur på ca. ½ time.

Fra banegården i Oranienburg spadserede vi ud til Sachsenhausen, en tur på 20-25 minutter. Derek fortalte, at i de første år ankom fangerne på samme måde til lejren og spadserede gennem byen i fuld offentlighed. Senere, da lejren skiftede karakter til en udryddelseslejr, valgte man en anden rute, hvor fangerne ikke kom gennem byen, men spadserede uset gennem en lille skov. Vi gjorde ophold et par gange undervejs, og Derek fortalte lidt om lejrenes tilblivelse. En koncentrationslejr er en lejr, hvor større grupper af mennesker samles uden rettergang og uden tidsbegrænsning, mennesker, som af en eller anden grund anses for farlige for systemet. Derek spurgte retorisk om, hvem der "opfandt" koncentrationslejrene, og det for mange overraskende svar var, at det var briterne, som anvendte koncentrationslejre under den anden boerkrig i Sydafrika, hvor tusinder af boere og sorte blev spærret inde i lejre, hvor de døde af sult, tørst og sygdomme. Det sovjetiske modstykke, GULAG ("Styrelsen for korrektions- og arbejdslejre") blev indført af Lenin fra 1918.

Lejrens historie
De tre vigtigste koncentrationslejre i Nazi-tyskland var Dachau, Sachsenhausen og Buchenwald. Dachau udenfor München åbnede den 22. marts 1933, mindre end en måned efter, at Hitler var blevet udnævnt til kansler. Næsten samtidig overtog lokale SA-stormtropper nogle gamle bryggeribygninger midt i Oranienburg og oprettede den første koncentrationslejr i Prøjsen. I begyndelsen var det især kommunister, som blev interneret, siden kom også mange socialdemokrater til. SS overtog den gamle lejr i 1934 og lukkede den. Buchenwald udenfor Weimar blev opført i 1937.

Sachsenhausen var den første lejr, der blev opført, efter at Reichsführer SS Heinrich Himmler var blevet udnævnt til chef for Gestapo i 1936. Opførelsen begyndte i juni 1936 af en forkommando på 50 fanger fra koncentrationslejren Esterwegen. Efter at have fældet nogle fyrretræer byggede de en beboelsesbarak, hvor de boede i, mens lejren blev færdiggjort. Den blev opkaldt efter et kvarter i den nærliggende by Oranienburg og fik navnet Sachsenhausen-Oranienburg. Området var på 31 hektar, men det blev udvidet, efterhånden som det blev nødvendigt. Snart arbejdede næsten tusind fanger på opbygning af lejren, som udover fangebarakker kom til at indeholde SS-kaserner, industribygninger og SS-boligområder. Lejren blev udviklet som model for andre lejre såsom Auschwitz og Buchenwald. Sachsenhausen rummede fra begyndelsen kun regimets politiske modstandere; kommunister, socialdemokrater og andre antinazister, men blev senere anvendt til internering af personer, som ansås som trusler mod Det Tredje Rige. Sachsenhausen var også det sted, hvor SS'ere blev uddannet til at arbejde i andre koncentrationslejre.

Skilt til Sachsenhausen

I august 1936 skulle de olympiske lege afholdes i Berlin, og naziledelsen besluttede at fjerne alle hjemløse og alkoholikere fra gaderne og sende dem på seks måneders rehabilitering i Sachsenhausen. Pga. trusler fra USA, England og Frankrig om at boykotte legene, fjernede man midlertidigt de antisemitiske plakater og slogan fra gaderne. I begyndelsen af 1937 ankom et stort antal medlemmer af Jehovas Vidner til lejren. Årsagen var, at de pga. af deres tro ikke ville/kunne gøre militærtjeneste. I november 1938 ankom 6.000 jøder til Sachsenhausen efter den såkaldte "krystalnat", hvor flere hundrede jøder i Tyskland og Østrig blev dræbt af "brunskjorterne" (medlemmer af nazisternes halvmilitære organisation, SA), 7.500 butikker ejet af jøder blev ødelagt, ca. 200 synagoger blev nedbrændt, og flere hundrede tusinde jøder blev fængslet.

Lejren var dimensioneret til 12.000 fanger, men på et tidspunkt rummede den 60.000 fanger, primært politiske fanger. Fra 1936 og indtil lejrens befrielse af Den Røde Arme den 27. april 1945 sad omkring 200.000 mennesker i fangenskab i Sachsenhausen. Omkring 100.000 døde af udmattelse, sult, sygdom, tvangsarbejde og mishandling; mange blev henrettet eller døde som følge af medicinske eksperimenter. Mange fanger blev lejet ud til at arbejde på de nærliggende gårde. Andre fanger arbejdede i lejrens værksteder. En stor gruppe fangere arbejdede på en fabrik i nærheden af lejren med fremstilling af mursten for at opfylde Albert Speers vision om et nyt Berlin.

I april 1945 nærmede Den Røde Arme sig, og man forsøgte at evakuere lejren; omkring 33.000 udsultede fanger blev sendt afsted i løbet af natten den 21. april. De første grupper fik minimale rationer med på vej, mens de efterfølgende intet fik. Fanger, som ikke kunne følge med, eller som faldt om på grund af udmattelse, blev skudt af SS, og tusinder omkom under denne "dødsmarch". Ca. 3.000 syge fanger blev den 22. april 1945 befriet af sovjetiske og polske soldater.

Gedenkstätte Sachsenhausen

Efter krigens afslutning blev lejren taget i brug af de sovjetiske besættelsestropper indtil 1950. Det var primært SS-soldater, som ved den sovjetiske militærdomstol var dømt for krigsforbrydelser, der blev indsat i lejren. Ved lejrens lukning i marts 1950 var omkring 12.000 døde af underernæring og sygdom.

SS-kantinen i Sachsenhausen, 'Det grønne Monster' I 1952/53 blev "Station Z" sprængt i luften for at give plads til en militær skydebane, og lokalbefolkningen plyndrede barakkerne for byggemateriale og brændsel.

I 1956 besluttede Østtyskland at ændre lejren til at være et nationalt mindesmærke for sejren over fascismen. På trods af at mange udenlandske eksfanger gav udtryk for ønsket om at bevare de historiske bygninger, blev mange af de forsømte bygninger revet ned, mens der i stedet blev opført flere rekonstruktioner af bygninger. En stor obelisk med en statue - typisk kommunistisk stil - blev rejst. Lejren i dens nye udformning blev indviet den 23. april 1961 kort efter at tilsvarende mindesmærker var åbnet i Buchenwald og Ravensbrück. Ca 100.000 gæster fra vesten var til stede ved åbningsceremonien, hvor Walter Ulbricht holdt tale: "Mennesker med forskellige verdenssyn førte en enestående opofrende kamp mod det blodige Hitler-regime, og reddede dermed den tyske nations fremtid." Vesttyskland åbnede først Dachau for besøgende i 1965. Mindesmærket/museet i Sachsenhausen omfattede omkring 5% af det oprindelige lejrområde, mens resten af området blev anvendt til militære formål indtil 1990.

Efter sammenlægningen af Øst- og Vesttyskland i 1990 blev lejren betroet til en fond/stiftelse, som fik til opgave at drive den som et museum og et mindesmærke. Efter opdagelse i 1990 af massegrave fra den sovjetiske periode blev der åbnet et særligt museum for den del af historien. Lejren har flere gange været angrebet af nynazister. I september 1992 blev barak 38 og 39, som udgør det jødiske museum, svært beskadiget ved ildspåsættelse. Gerningsmændene blev arresteret, og i 1997 blev barakkerne rekonstrueret, men sporene af brand er stadig synlige.

Lige overfor indgangen til lejren så vi en grønmalet barak. Denne bygning, som blev anvendt af SS-vagterne som en slags kantine, blev af fangerne kaldt "det grønne monster". Omkring kantinebygningen, som indeholdt køkken, spisesal og afslapningsrum, lå mandskabsbarakker for SS'erne. I kantinebygningen blev fangerne tvunget til at servere for deres fangevogtere til fester.

Derek gennemgår model over lejren Udenfor besøgscentret standsede vi op, og Derek fortalte om lejrens struktur. Hovedporten, Tårn A, var bemandet med 8mm Maxim maskingeværer, den type, som blev anvendt i skyttegravene under første verdenskrig. Denne bygning husede også den daglige administration af lejren. Foran Tårn A lå den store, halvcirkelfomede appelplads, hvor titusinde fanger hver morgen og aften stillede op til tælling. Selv de syge fanger måtte stille op, om fornødent blev de slæbt ud og lagt på pladsen. Morgenappellen varede "kun" en time, da fangerne jo skulle på arbejde efterfølgende. Aftenappellerne derimod varede ofte flere timer og kunne foregå i sne og kulde eller bagende sol. Det var også ved aftenappellen, at fanger blev straffet med piskning eller hængning.

Fangebarakkerne lå radialt ud fra appelpladsen, og hensigten hermed var, at hele lejren kunne overskues - og domineres - fra ét punkt, Tårn A. I praksis viste det sig dog nødvendigt at tilføje flere vagttårne, ni i alt. På barakkernes gavle mod appelpladsen var malet følgende manende udsagn, forfattet af Himmler: "Es gibt einen Weg zur Freiheit. Seine Meilensteine heissen: Gehorsam, Fleiss, Erhrlichkeit, Ordnung, Sauberkeit, Nüchternheit, Wahrhafttigkeit, Opfersinn und Liebe zum Vaterland", "Der én vej til frihed. Dens milesten hedder: lydighed, flid, ærlighed, orden, renlighed, ædruelighed, sandfærdighed, offervilje og kærlighed til fædrelandet". Hovedlejrens layout dannede en ligesidet trekant. Som tidligere nævnt skulle Sachsenhausen være en model for fremtidige lejre, og layoutet skulle sikre, at det var muligt at udvide lejren ved at tilføje flere barakker i forlængelse af de eksisterende. Lejren var omgivet af en 3 meter høj mur, inden hvilken var et højspændt pigtrådshegn. Mellem muren og hegnet patruljerede SS vagterne med deres hunde.

Indenfor lejrområdet var også et centralt vaske- og køkkenområde samt et infirmeri. Andre bygninger var fængsel, krematorium og gaskammer. Allerede i 1938 var lejren for lille og blev udvidet mod nordøst med et rektangulært område, "den lille lejr". Speciallejren, ("sonder lager") udenfor hovedlejren blev opført i 1941 til særlige fanger, som regimet ønskede at isolere.

Oversigt over Sachsenhausen
Nedenfor er vist en oversigt over Sachsenhausen med angivelse af de enkelte elementer. De numre, som er anført med rødt angiver museer eller udstillinger.

Oversigt over Sachsenhausen 1. Informationscenter, renoveret og åbnet i 2003/2004.
2. Model af Sachsenhausen koncentrationslejr 1944/1945.
3. Hovedgaden.
4. SS-troppernes lejr.
5. Indgang til hovedkvarteret og fangelejren.
6. Hovedkvarteret.
7. Kommandantens hus.
8. Det nye museum, som åbnede i 1961 som et symbol på "det europæiske folks modstandskamp mod fascismen".
9. Mindesmærker og -skulpturer.
10. Tårn A, indgang til fangelejren.
11. Sikkerhedsafspærring i form af et elektrisk hegn og en mur.
12. Appelpladsen.
13. Bane til test af fodtøj.
14. Den lille lejr.
15. Barak 38 med en permanent udstilling om de jødiske fanger med personlige fangebiografier.
16. Barak 39 med en permanent udstilling om fangernes dagligliv.
17. Fængslet.
18. Indgang til Zone II i speciallejren.
19. Fangelejren.
20. Galgerne.
21. Fangernes vaskehus.
22. Fangernes køkken, hvori der er en udstilling, som skildrer lejrens udvikling fra 1933-1945.
23. Sachsenhausens nationale mindesmærke fra 1961.
24. Østmuren med dok. af "Mord og massemordere i koncentrationslejren 1936-1945".
25. Henrettelsesgrav.
26. Begravelsesplads med aske af ofre.
27. Mindested "Station Z".
28. Industrigården.
29. Tårn E, hvor der er udstillingen, "Byen og lejren 1936-1945".
30. Speciallejr, "Sonderlager", Zone II.
31. Museum for speciallejren.
32. Massegrave og mindesmærke for ofrene fra speciallejren.
33. Det første krematorium.
34. Medicin og forbrydelser i koncentrationslejren 1936-1945.
35. Den retsmedicinske bygning og kapellet.
36. Massegrave.
37. T-bygningen.

Kom nu med en tur rundt i lejren - desværre er det meget lidt, der er bevaret af den oprindelige lejr. Og de fleste bygninger er senere rekonstruktioner. Jeg vil tage udgangspunkt i ovenstående plan over lejren og gennemgå de enkelte bestanddele.

1. Informationscentret
Informationscentret er indrettet i det oprindelige våbenværksted fra 1939/1940. I 1999 overgik bygningen til "Stiftung Brandenburgischen Gedenkenstätten", som i dag har ansvaret for lejren/museet. I 2003/2004 blev bygningen renoveret og genåbnet som informationscenter. Der er masser af information at få i centret, vi fik udleveret et udmærket kort over lejrområdet af Derek. Da Sachsenhausen jo er et offentligt mindesmærke, er der gratis adgang. Man kan leje en håndholdt afspiller (for 3 Euro) og selv bevæge sig rundt. Ved indtastning af det nummer, som er anført ved de enkelte seværdigheder, får man oplæst en fyldig kommentar. Vi benyttede lejligheden til at besøge toiletterne, inden vi gik videre sammen med Derek.

2. Model af Sachsenhausen koncentrationslejr
I gården udenfor informationscentret står den omtalte model af Sachsenhausen koncentrationslejren i 1944 og 1945.

3. Hovedgaden
Al adgang til lejren skete via den mere end 1 km lange hovedgade, som adskilte fangelejren fra SS-mandskabslejren. Det sidste stykke af vejen spadserede vi langs lejrmuren.

Muren omkring Sachsenhausen

På muren var ophængt store fotostater, som skildrer de rørende scener, da de overlevende fanger forlod Sachsenhausen i 1945.

4. SS-troppernes lejr
Til højre for hovedgaden lå SS-troppernes lejr. Her boede vagterne med deres familier i en- og tofamilieshuse og kyssede hver morgen konen og ungerne farvel, inden de tog på arbejde. Her lå også øvelsespladser, garager, værksteder og andre faciliteter.

5. Indgang til hovedkvarteret og fangelejren
Hovedindgangen til Sachsenhausen

Til højre på billedet ses det nye museum, som åbnede i 1961, og i baggrunden Tårn A, som er indgangen til fangelejren.

6. Hovedkvarteret
Hovedkvarteret er området mellem SS-troppernes lejr og fangelejren, og her lå kontorer og andre administrationsbygninger for de 200-250 SS-folk, som styrede lejren og havde direkte indflydelse på fangernes liv og skæbne. Det var også herfra, at man styrede de mange arbejdshold, som arbejdede indenfor og udenfor lejren. Derek fortalte, at der var blomsterbede og små rækværk omkring bygningerne i hovedkvarteret og gav således en grotesk forestilling om idyl midt i alle grusomhederne.

7. Kommandantens hus
Her ligger "kommandantens hus". Fra 1936-1945 var der ialt 8 kommandanter i Sachsenhausen. Den bedst kendte er formentlig Rudolf Höss. Han blev medlem af SS i 1934, hvorefter han blev funktionær i kz-lejren Dachau. Fra 1938-1940 var han kommandant i Sachsenhausen, hvorefter han var kommandant i Auschwitz. Under hans ledelse blev Auschwitz naziregimets største koncentrations- og udryddelseslejr, hvor udryddelsen af jøder foregik som på samlebånd. I 1945 skjulte han sig på Flensborgegnen, men blev arresteret i 1946. Han vidnede i Nürnbergprocessen og blev efterfølgende udleveret til Polen, hvor han blev dødsdømt og hængt i Auschwitz. Den sidste kommandant i Sachsenhausen var Anton Kaindl - mere om ham senere. Fra 1945-1950 boede den russiske kommandant for den sovjetiske speciallejr i "Kommandantens hus".

8. Museum over "det europæiske folks modstandskamp mod fascismen"
I museet er der flere samtidige udstillinger. I en af dem skildres forholdene i lejren fra 1933-1934, hvor mere end 3.000 modstandere af nationalsocialisterne blev interneret, ydmyget og mange dræbt af medlemmer af SA-korpset. Denne udstilling minder om, hvorledes terror i gaderne i løbet af kort tid udviklede sig til statsorganiserede koncentrations- og udryddelseslejre. Udstillingen omfatter dokumenter, film- og lydklip og andre artefakter.

Glasmosaikker i Sachsenhausen museet

En anden udstilling viste udviklingen fra 1945-1990 med Østtysklands konvertering af lejren til et nationalt monument i 1961, "Museum for det europæiske folks kamp mod fascismen", og indtil ændringerne efter genforeningen i 1990.

9. Mindesmærker og -skulpturer
På en lille plads udenfor museet er anbragt adskillige små mindesmærker for lejrens ofre.

Plakette ved Sachsenhausen museet Plakette ved Sachsenhausen museet Plakette ved Sachsenhausen museet

10. Tårn A, indgang til fangelejren
Hver af tårnene i komplekset var navngivet med et bogstav, det første tårn, hovedtårnet, hed A, det næste B osv. Tårn A var den eneste indgang til fangelejren. Inden nye fanger blev slupper ind i lejren, blev de klædt nøgne, fik frataget alle deres klæder og øvrige ejendele, fik fjernet al behåring på hoved og krop og udleveret en tynd, stribet fangeuniform. Fangerne fik tildelt et nummer, der skulle erstatte navn og dermed feres personlighed samt en stoftrekant, der viste årsagen til deres internering. Begge dele skulle syes på fangedragten:

  • Kriminelle fanger fik en grøn trekant
  • Politiske fanger fik en rød trekant
  • Homoseksuelle fanger fik en rosa trekant
  • Asociale fanger fik en sort trekant
  • Jøderne fik en gul trekant, ofte kombineret med en anden farve
  • Jehovas Vidner fik en lilla trekant
  • De såkaldt arbejdssky fanger fik en hvid trekant
Arbeit macht frei Arbeit macht frei

På portene ind til lejren stod det famøse slogan "Arbeit Macht Frei", "Arbejde gør fri". Omkring 200.000 mennesker passerede gennem Sachsenhausen fra 1936-1945. De sadistiske fangevogtere yndede at fortælle fangerne, at den eneste vej ud var gennem krematoriets skorsten. Og i mange tilfælde fik de jo ret.

11. Sikkerhedsafspærring
Dødsstriben Om sommeren måtte fangerne stå op kl 4, om vinteren kl 5, og en time senere, stillede man på appelpladsen. Yderligere en time sene var der afgang for de respektive arbejdskommandoer. Kl 12 var der suppe kogt på den kål.

Som nævnt var der en næsten tre meter høj mur omkring fangelejren. Oven på muren var pigtråd for at gøre den endnu vanskeligere at passere. Indenfor var et elektrisk hegn, hvis spænding med stor sikkerhed ville slå enhver ihjel, som berørte den. Bevæbnede vagter med hunde patruljerede området mellem muren og det elektriske hegn. Herefter var et åbent stykke med grus. Gruset blev dagligt revet af fangerne. Hvis en fange - tilsigtet eller utilsigtet - trådte ind på dette grusområde, som blev benævnt "dødsstriben", blev den pågældende uden varsel skudt af en af vagterne i vagttårnet. Derek fortalte, at mange fanger frivilligt søgte døden ved at løbe ind over dødsstriben og kaste sig mod hegnet. Det nuværende hegn er en rekonstruktion fra 1961.

12. Appelpladsen
I begyndelsen skulle fangerne stille tre gange om dagen på appelpladsen, efterhånden "nøjedes" man med at stille to gange om dagen, om morgenen kl. 6 og igen om aftenen. Ikke for at spare fangerne, men fordi tvangsarbejde begyndte at fylde mere og mere. Hvis der manglede fanger til paraden, måtte de fremmødte blive stående, indtil de pågældende var fundet. I sne, frost og regn har det været ulideligt at skulle stå i timevis i tynde klæder (pyjamas) og næsten uden fodtøj. Det var fangerne i den enkelte blok, som havde ansvar for, at alle mødte frem. Det betød, at syge fanger, ja selv døde fanger, måtte slæbes ud på pladsen, så de kunne blive talt med. Undertiden skulle fangerne gøre den såkaldte "Sachsenhausen-hilsen" og stå med bøjede knæ og armene strakt frem foran sig i timevis.

Fanger i Sachsenhausen på appelpladsen

Fangerne blev også på appelpladsen tvunget til at overvære afstraffelse af andre fanger, fx piskning. Ved alvorlige overtrædelser såsom flugtforsøg var straffen hængning, som også blev effektueret på appelpladsen.

Hvis du har lejet en audio-tingest, vil du på appelpladsen høre en rørende beretning af en tidligere fange, som så sin yngre broder blive hængt, fordi han af religiøse grunde nægtede at gøre militærtjeneste.

13. Bane til test af fodtøj
Bane til test af militærfodtøj I 1940 blev der i udkanten af den halvcirkelformede appelplads anlagt en bane til test af militærfodtøj, specielt til test af fodtøj, som skulle anvendes på østfronten. Banen var lavet med forskellige former for underlag såsom et stykke med asfalt, et stykke med cement, et stykke med sand, et stykke med grus, et stykke med græs og så fremdeles, således at fodtøjet blev udsat for forskellige belastninger, og således at værnemagten kunne konstatere hvilket materiale, der egnede sig bedst til strabadserne. På denne bane, som i dag er delvis rekonstrueret, blev fanger i "straffekompagniet" tvunget til at marchere rundt og rundt hele dagen mellem 25 og 40 km. For at gøre det mere realistisk - eller måske bare for at pine de udsultede fanger yderligere - blev de fra 1944 tvunget til at bære en sandsæk på omkring 20 kg. Der var 100-120 fanger i kommandoen, og hver dag var der en halv snes personer, som faldt om af udmattelse. Disse blev prompte aflivet af en SS-vagt med et nakkeskud.

Endnu værre blev det, da Derek fortalte, at man hver dag fik udleveret nye støvler, ofte et eller to numre for små!

14. Den lille lejr
I 1938 måtte lejren udvides som følge af det stadigt voksende antal nye fanger. Det viste sig da, at det ikke var så nemt at udvide lejren indenfor det eksisterende koncept. Der blev tilføjet et rektangulært område (se 14, 15 og 16 på planen over lejren) udenfor det hidtidige trekantede lejrområde, og lejrmuren måtte flyttes. Udvidelsen, som bestod af 18 barakker, skulle huse de mange jødiske fanger, indtil de blev transporteret til fx. Auschwitz.

Derek foran 'den lille lejr', i baggrunden ses barak 38 og barak 39, som rummer det jødiske museum

Derek foran 'den lille lejr', i baggrunden ses barak 38 og barak 39, som rummer det jødiske museum.

Operation Bernhard
I en af bygninger i "den lille lejr" fandt verdenshistoriens største falskmønterforsøg sted. Planen var at destabilisere den engelske økonomi ved at oversvømme landet med falske £5, £10, £20 og £50 pengesedler. Projektet blev ledet af SS Sturmbannführer (major) Bernhard Krüger og fik i daglig tale navnet "Operation Bernhard". Krüger samlede et hold på ikke mindre end 142 talentfulde kunstnere og dygtige håndværkere samt notoriske falskmøntnere og dokumentforfalsknere blandt fanger i Sachsenhausen og Auschwitz.

I 1942 gik man i gang med at gravere printplader og fremstille papir med korrekt vandmærke. Desuden skulle man bryde koden til at generere lovlige serienumre til sedlerne. Arbejdet foregik i "guldburet", dvs. barak 18 og 19. Falskmøntnerne havde langt bedre forhold end resten af KZ-lejrens indsatte, men de blev holdt under skarp bevogtning, og hvis deres arbejde ikke levede op til forventningerne, blev de henrettet uden nåde. De vidste også, at så snart de havde udført deres opgave, ville de blive myrdet. Der var følgelig en hårfin balance mellem at tilfredsstille nazisterne og forsinke forfalskningerne så meget som muligt. Da Sachsenhausen blev evakueret i april 1945, var der blevet printet 8.965.080 pengesedler til en samlet værdi af £134.610.810; det svarer til det tredobbelte af Englands daværende valutareserve. Disse pengesedler anses for de bedste falsknerier, som nogensinde er begået, selv for en bankmand næsten umulige at skelne fra ægte sedler.

Falsk 5 pundsseddel fra Sachsenhausen Falsk 10 pundsseddel fra Sachsenhausen
Falsk 20 pundsseddel fra Sachsenhausen Falsk 50 pundsseddel fra Sachsenhausen

Falske £5, £10, £20 og £50 pengesedler, fremstillet i Sachsenhausen.

Den oprindelige plan var at destabilisere den engelske økonomi ved at kaste pengesedler i store mængder ned fra flyvemaskiner, idet man gik ud fra, at mange ville forsøge at bruge pengene fra himlen. Denne plan blev dog aldrig realiseret, angiveligt fordi Luftwaffe ikke havde tilstrækkelige maskiner til opgaven. I stedet sendte man ca. en million falske pengesedler til Norditalien, hvor man satte dem i omløb ved at anvende dem til betaling for strategiske indkøb og til aflønning af agenter. Derek fortalte, at der var rygter om, at nogle af de falske penge var blevet brugt til arrestation af den italienske diktator Benito Mussolini i 1943, men der er ingen beviser for den teori.

The Bank of England fik den første falske seddel i hænde i 1943 og erklærede, at "det var den farligste, de endnu havde set". Sedlen blev lokaliseret i en engelsk bank i Tanger. Holdet arbejdede også på at angribe den amerikanske valuta, og i februar 1943 var man klar til at starte seddelpressen med $100 sedler, men uvist (af mig) gik man ikke i gang.

Under nazisternes forsøg på evakuering af Sachsenhausen blev holdet overført til en midlertidig lejr i Østrig, hvor det var hensigten, at de skulle myrdes. På grund af tumulter og optøjer i lejren skete det ikke, og holdet blev befriet af amerikanske tropper den 6. maj 1945. Bernhard Krüger sad i fængsel i tre år efter krigens afslutning, men blev løsladt uden straf.

Det antages, at de fleste af de falske pengesedler endte på bunden af den mere end 100 meter dybe Toplitz sø i Østrig. I hvert fald fandt et hold dykkere flere kasser med falske pundsedler på bunden af søen, og da der blev ved med at dukke falske pundsedler op, trak Bank of England alle sedler større end £5 ud af cirkulation i en årrække.

Adolf Burger fremviser en falsk pundseddel En af deltagerne i Operation Bernhard var Adolf Burger, en jødisk typograf fra Slovakiet. 14 år gammel kom han i lære som typograf. Efter faderens død giftede moderen sig med en kristen, hvilket gav hende status som "ikke-jøde". Burgers øvrige familie udvandrede til Palæstina, mens Burger tog arbejde på et trykkeri i Bratislava i 1938. Her begyndte han at forfalske dåbsattester til jødiske medborgere, som ellers ville blive deporteret. I 1942 blev han afsløret og sammen med sin hustru indsat i Auschwitz. Hustruen blev myrdet samme år, mens Burger efter 18 måneder blev udvalgt til Operation Bernhard og sendt til Sachsenhausen. Som de andre deltagere i Operation Bernhard blev han sendt til lejren i Østrig, hvor han blev befriet af amerikanerne i maj 1945.

Da han vendte tilbage til sin moders bopæl, opdagede han, at moderen og hendes kristne ægtefælle var blevet deporteret og dræbt. Efter den mislykkede opstand mod nazisterne i 1944 havde det tyske militær overtaget kontrollen i landet og så stort på lovgivningen. Burger slog sig ned i Prag, blev gift igen, fik tre børn og blev direktør for en sammenslutning af trykkerier. Allerede i 1945 blev hans erindringer, som han fortalte til forfatterparret Sylva og Oskar Krejcí, om Operation Bernhard udgivet under titlen "Nummer 64401 taler" - det var det fangenummer, han havde fået tildelt i Auschwitz og fået tatoveret på sin arm.

I 1983 udgav han sine selvskrevne erindringer, som på tysk kom til at hedde "Des Teufels Werkstatt: Im Fälscherkommando des KZ Sachsenhausen", "Djævelens værksted: I forfalskningskommandoen i Sachsenhausen". Den engelske udgave udkom på Frontline Books (London) i februar 2009. I forbindelse med lanceringen besøgte Adolf Burger London og fik også tid til at besøge Bank of England. Han blev vist rundt i banken og dens museum og blev også præsenteret for en af de pengesedler, som han med så stor succes havde forfalsket i lejren mere end 60 år tidligere,

Stefan Ruzowitzky har på grundlag af Burgers bog lavet spillefilmen "Die Fälscher", på engelsk "The Counterfeiters" og på dansk "Forfalskerne". Filmen blev vist på Berlinalen i 2007, hvor den var nomineret i 7 kategorier. Den blev også udtaget til hovedkonkurrencen på årets Copenhagen International Film Festival, og i 2008 fik den en oscar som bedste udenlandske film.

15 og 16. Barak 38 og barak 39 med det jødiske museum
Efter "Krystalnatten" den 9.-10. november 1938 arresterede Gestapo 25-30.000 jødiske mænd, som blev sendt i kz-lejr. De jødiske fanger i Sachsenhausen blev anbragt i barak 37, 38 og 39, der blev kendt som "de jødiske barakker". Det oprindelige formål var at tvinge jøderne til at emigrere. Til tider var der mere end 6.000 jøder i "den lille lejr". Indtil 400 personer blev anbragt i barakker, som var dimensioneret til 150. Den 20. januar 1942 afholdtes i Berlin den såkaldte Wannsee-konference, hvor chefen for Sikkerhedspolitiet Reinhard Heydrich fik tilslutning til sin "endelige løsning på det jødiske spørgsmål", "die Endlösung der jüdischen Frage". Fra og med foråret 1942 påbegyndtes deportationer af jøder primært til koncentrations- og udryddelseslejrene i det polske område. I oktober 1942 gav Heinrich Himmler ordre til, at alle jøder fra de tyske lejre skulle sendes til Auschwitz.

Udstilling i det jødiske museum i barak 38 Sachsenhausen I 1961 blev barak 38 og 39 i "den lille lejr" rekonstrueret, og i barakkerne blev indrettet et museum over jødiske fangers behandling i Sachsenhausen. Udefra ligner barakkerne designet fra 1938, men indvendigt er der selvfølgelig foretaget en til tilpasninger. Bl.a. er der lavet kælder under bygningen. I kælderen er en udstilling over den nazisternes optrapning af jødeforfølgelserne i krigsårene.

"Jødiske fanger i Sachsenhausen fra 1936-1945" er dokumenteret i 74 biografiske beretninger - alle yderst bevægende. En af beretningerne er om Herschel Grynszpan, som af nazisterne blev brugt som undskyldning for "krystalnatten". 17 år gammel var det lykkedes ham at flygte til Paris, mens hans familie i oktober 1938 blev deporteret til Polen sammen med tusinder af polske jøder, som ikke var tyske statsborgere. Den polske regering ville "kun" modtage 10.000 jøder, og resten levede under kummerlige forhold i en lejr på grænsen mellem Polen og Tyskland. Da Herschel i et brev fra sin søster hørte om de forfærdelige forhold i lejren, tog han hen på den tyske ambassade i Paris for at henlede verdens opmærksomhed på problemet. Det endte med, at han skød den tysk diplomat, Ernst vom Rath, som døde et par dage senere af sit sår. Herschel Grynszpan blev udleveret til Tyskland, hvor han havnede i Sachsenhausen.

En anden beretning handler om nazisternes forsøg på at fabrikere en undskyldning for at invadere Polen. Den 31. august 1939 foregav nazisterne et polsk angreb på den tyske radiosender i Gleiwitz, tæt på den polske grænse. De tyske soldater, som var iført polske uniformer, sendte et "opråb" fra radiostationen - angiveligt fra det polske mindretal. Dagen i forvejen havde Gestapo arresteret en tysk borger, som var kendt for sine polske sympatier, Franciszek Honiok. Han blev transporteret ud til radiosenderen og myrdet med en indsprøjtning, hvorefter han blev tilføjet nogle skudsår, så det så ud, som om han var blevet dræbt under den påståede sabotageaktion. Udstillingen fortæller, at flere fanger fra Sachsenhausen iført polske uniformer blev taget med på aktionen - og skudt for at gøre det hele mere overbevisende. Samme nat fandt tilsvarende aktioner sted langs grænsen til Polen.

Vaskerummet i barak 38 i Sachsenhausen Toiletterne i barak 38 i Sachsenhausen

Baderummet og toiletterne i barak 38 i Sachsenhausen.
En plakat på væggen fortæller, at SS vagter i flere tilfælde druknede fanger i bassinet.

I barak 39 er der en permanent udstilling om "hverdagsliv i lejren 1936-1945". Udstillingen er opdelt i seks sektioner:
  • "Veje til Sachsenhausen" fortæller om de mange forskellige årsager til arrest.
  • "Fangesamfundet” beskriver det ofte meget brutale hierarki, som herskede mellem fangerne.
  • "Arbejde” handler om de mange forskellige former for tvangsarbejde, som ofte var forskellen mellem liv og død.
  • "Rum og Tid".
  • "Vold, Dødskamp, Død".
  • "At leve med erindringen” fortæller hvorledes oplevelser i koncentrationslejren påvirkede de tidligere fangers liv efter befrielsen.
20 tidligere fanger, som skal repræsentere de mange forskellige politiske, sociale, religiøse, etniske og nationale forskelle i lejren, er udvalgt til at fortælle deres historie om livet i lejren - og ingen kan gøre det bedre end de, som levede under de forfærdelige forhold. Omkring i museet er opstillet multimedie maskiner, så man på for- og bagvæggen kan få vist små videoklip, som omhandler ovenstående temaer, alt baseret på fangernes oplevelser. De mange fortællinger suppleres med et stort antal effekter fra lejrlivet. Bl.a. er udstillet den originale galge, dødsvognen, som transporterede de myrdede fanger bort, træhesten, som blev anvendt ifm. piskning af fangerne, møbler mv. Der er også en del fotos fra lejren og lejrlivet.

I 1992, i øvrigt kort efter at den israelske premierminister Yitzhak Rabin havde besøgt lejren og talt om bekæmpelse af racisme, blev den ene fløj af barak 38 ødelagt af Molotov-cocktails ; den anden fløj samt dele af barak 39 blev svært beskadiget. Der syntes ikke at være den store interesse for opklaring af forbrydelsen, idet der gik tre dage, inden politiet dukkede op. To personer blev arresteret, i første omgang tilstod de, men siden ændrede de forklaring og blev i første omgang frikendt. Bundesgerichtshof, Tysklands øverste retsmyndighed, greb dog ind, og det endte med, at de nynazistiske gerningsmændene blev idømt korte fængselsstraffe. Som tidligere nævnt er barak 38 og barak 39 rekonstruktioner, så det ville selvfølgelig have været muligt at fjerne sporene. Man har heldigvis valgt at bevare sporene af ildspåsættelse for at vise, at der stadig sker uhyrligheder.

17. Fængslet
Fængselsbygningen er opført i 1936. Her blev fanger mishandlet, tortureret og dræbt af SS. Gestapo brugte også fængslet til anbringelse af særlige fanger, som sad i eneceller; fem af cellerne er rekonstrueret.

Fængselscelle Fængselscelle

Her er en oversigt over nogle af de prominente fanger i fængslet:

  • Den tyske præst Martin Niemöller (1892-1984) blev i 1937 indsat i Sachsenhausen for sine protester mod nazisternes behandling af den tyske kirke. Sammen med andre fremtrædende kirkefolk havde han i 1933 dannet Pfarrernotbund, "Præsternes nødforbund". Niemöller er bl.a. kendt for sit tankevækkende digt "Først kom de for at...".
  • Den østrigske kansler Kurt Schuschnigg, som blev arresteret i 1938 efter Anschluss af tyske nazister.
  • Herschel Grynszpan, som den 7. november 1838, myrdede den tyske diplomat i Paris Ernst vom Rath. Denne begivenhed blev af nazisterne brugt som anledning til "Krystalnatten" i Tyskland i 1938.
  • Aksel Larsen, formand for Danmarks Kommunistiske Parti og stifter af partiet Socialistisk Folkeparti, sad i lejren fra august 1943. Han kom siden til Neuengamme, hvorfra han i marts 1945 blev reddet af de hvide busser og bragt til Sverige.
  • Trygve Bratteli, leder af Det norske Arbeiderparti og senere statsminister blev arresteret af tyskerne i 1942 i hht. til det såkaldte "Nacht und Nebel direktiv" ("Nat og tåge direktiv"). Direktivet betød, at sabotører, kommunister, modstandskæmpere, besiddere af ulovlige våben m.fl. kunne blive sendt til Nazi-Tyskland uden deres pårørendes eller myndighedernes viden.
  • Yakov Dzhugashvili, Stalins ældste søn. Tyskerne tilbød Stalin at bytte ham for feltmarskal Friedrich Paulus, men dette nægtede Stalin, da han mente det ville være umoralsk at give sin egen søn frihed. Sønnen døde under uopklarede omstændigheder den 14. april 1943. Muligvis begik han selvmord ved gå ud i "ingenmandsland", hvor fangevogterne havde ordre til at skyde alle.
  • Greve Gottfried Bismarck, barnebarn af Otto Bismarck og højtstående SS officer. Han blev indsat i Sachsenhausen, fordi han var involveret i (i hvert fald vidende om) mordforsøget på Hitler den 20. juli 1944. Han sad her, indtil han blev befriet af de russiske tropper.
18. Indgang til Zone II, speciallejren
Som nævnt lod SS i 1941 bygge en særlig lejr for allierede krigsfanger og særligt vigtige fanger. Fangerne i de 15 barakker levede under bedre forhold end de øvrige fanger. Efter juni 1946 anvendte Sovjetunionen barakkerne til at internere tyske officerer.

19. Fangelejren
Fangerne boede i 68 barakker, som var anbragt i fire halvcirkelformede rækker omkring den store appelplads. Alle barakkerne var nummereret fortløbende. Som det fremgår af tidligere viste "Model af Sachsenhausen", er det blot nogle få barakker, som er rekonstrueret.

Markering af barakker

Barakkernes placering er markeret med en stor betonklods med barakkens nummer anført på enden. I flere tilfælde så vi, at der var anbragt små sten på betonklodsen i overensstemmelse med jødisk tradition. Du har sikkert set filmen ”Schindlers liste”. Så husker du sikkert, at ved filmens afslutning passerer "Schindlers jøder" forbi hans grav, og alle lægger en lille sten på hans grav for at markere, at han aldrig vil blive glemt.

20. Galgerne
Alle hængninger i lejren var offentlige og blev brugt som et afskrækkelsesmiddel, fx i forbindelse med flugtforsøg, også sabotage blev straffet med hængning. Hængninger foregik ved aftenappellerne. En galge blev rejst, og anklagen læst op på flere sprog, hvorefter hængningen blev eksekveret. Undertiden blev der hængt 2-3 fanger ad gangen.

Mindesmærke på galgepladsen Galgen i Sachsenhausen

Der er et mindesmærke på det sted, hvor galgen blev rejst. Derek fortalte, at ved juletid anbragte SS-vagterne et juletræ i et af hullerne - grotesk.

Den 24. maj 1942, pinsedag, blev fangen Hans Tröbel hængt ved morgensamlingen på appelpladsen, angiveligt fordi han havde stjålet tøj og madvarer fra et depot i forbindelse med et flugtforsøg. Heinrich Himmler selv havde underskrevet dødsdommen, som blev oplæst på appelpladsen. Himmler havde forlangt, at hængningen ikke måtte udføres af en SS-officer, hvorfor lejrkommandanten von Suhren beordrede en af de indsatte til at udføre hængningen, som blev overværet af samtlige fanger. Det var den første hængning i Sachsenhausen.

21. Fangernes vaskehus
Fangernes vaskehus fra 1937 var indrettet i et stenhus ikke langt fra galgepladsen. Bag vaskehuset var en barak til tørring af tøjet. Denne barak blev også anvendt af fangerne til opførelse af koncerter og skuespil.

Fangernes vaskehus i Sachsenhausen

Fangernes vaskehus i Sachsenhausen

I dag bruges bygningen bl.a. til fremvisning af film, og foyeren anvendes til udstillinger. Da vi var der, var der en udstilling om "Operation Bernhard".

22. Fangernes køkken
Maden til fangerne blev tilberedt i køkkenbygningen. Den stod næsten kun på suppe, som blev tilberedt i gryder, som kunne rumme indtil 1000 liter. Det fortælles, at efterhånden som antallet af fanger i lejren voksede, gik kvaliteten af maden fra dårlig til værre.

I dag er der indrettet et museum i køkkenbygningen. Udstillingen, "Begivenheder og hændelser", er opdelt i fire temaer: "Organisation og Konstruktion af Lejren”, "Fangesamfundet", "Leveforholdene i Lejren og Tvangsarbejde” samt "Vold, Terror og Død". Gennem mere end 50 hændelser gives en kronologisk beskrivelse af forholdene i lejren.

En af de beregninger, som gjorde indtryk på mig, var historien om den norske fange Øivind Hansen.

Dagbog af den norske fange Øivind Hansen Dagbog af den norske fange Øivind Hansen

Dagbog af den norske fange Øivind Hansen

Øivind Hansen var med i organisationen "Fri Fagbevegelse", som uddelte illegale aviser. Den 6. marts 1942 var det forbi, og Øivind blev arresteret af Gestapo i Oslo og sat i fængsel. Efter tre uger blev han sendt til Grini. Grini blev af tyskerne anvendt som koncentrationslejr for især norske politiske fanger. Her mødte han sine venner fra modstandsgruppen, og de holdt modet oppe ved at synge og spille; Øivind spillede på trompet. Efter 11 måneder blev Øivind sendt til Tyskland. Den 17. februar 1943 stillede Øivind op med sin trompet under armen. Med fangeskibet Donau sejlede de til Danmark, og derfra fortsatte transporten med tog.

"Da toget stoppet og vi så skiltet med Oranienburg, skjønte vi at vi skulle til Sachsenhausen. Vi hadde lest om leiren, men kunne ikke tro at det var så ille der. Men da vi ankom leiren ble vi møtt av et sant kaos. SS-folk med bjeffende hunder og fanger fra mange nasjonaliteter. Da det første sjokket hadde lagt seg så vi disse radmagre muselmennene som gikk rundt og snuste etter mat. Da fikk vi virkelig sjokk, og lurte på hvor lang tid det ville ta før vi så slik ut", fortæller Øivind. Efter at Øivind og de andre nyankomne var blevet registreret, blev de anbragt i ”zugangsblokk” – en barak for nye fanger. Der lærte de at hilse og marchere. Den første uge måtte de også gå "schuprüfstelle": Fangerne fik udleveret militærstøvler, som skulle testes på forskellig underlag. De gik fire mil hver dag i ottetal rundt omkring appelpladsen, og det blev noteret, hvordan skoene blev slidt på de forskellige underlage. De norske fanger boede sammen i deres egne brakker, der var i alt fire barakker, stopfyldte med nordmænd.

Øivind kom med en arbejdskommando, som skulle sætte nogle nedslidte barakker i stand, så de kunne anvendes igen. "Jeg fikk i oppgave å grave grøfter slik at vi kunne støpe grunnmur. I tillegg skulle jeg lage en sti som vaktene kunne gå frem og tilbake på. Jeg gjorde visst et godt arbeid, for om kvelden ble jeg ropt opp og forfremmet til potetskreller. Det var en flott jobb", siger Øivind.

Øivind blev syg af smitsom dysenteri og sendt på sygestuen i Sachsenhausen. Det lykkedes Øivinds venner i lejren at bestikke de tyske SS-vagter på afdelingen med sigaretter, mod at Øivind fik medicin, og således blev han rask igen. Den sidste tid i lejren arbejdede Øivind på et cykelværksted, hvor han havde det tåleligog fik ekstra mad og cigaretter fra Røde Kors. " Nordmennene var heldige, det var helt klart. Vi forsøkte å hjelpe der vi kunne, og vi var blant annet faddere for noen små gutter som bodde i en brakke for barn. De yngste var helt ned i fem år. Vi smuglet inn vitaminer og mat til barna slik at de skulle klare seg, fortæller Øivind.

Den 11. marts 1945 fylte Øivind 23 år, og dagen efter, ankom de hvide busser til Sachsenhausen. Tre norske jøder, som havde været i Auschwitz, var kort forinden blevet sendt til Sachsenhausen. Takket være norske medfanger lykkedes det at skifte identitet på dem, så de ikke længere var registreret som jøder, og dermed fik de også plads. Busserne kørte til Neuengamme, hvor alle fangerne blev samlet, inden de via Danmark og Sverige nåede hjem til Oslo, som de nåede den 25. maj 1945. Øivind Hansen døde den 2. januar 2005, 82 år gammel.

Tegning på væggen i kælderen under fangernes køkken i Sachsenhausen

Tegning på væggen i kælderen under fangernes køkken

I kælderen, hvor der bl.a. blev skrællet kartofler, havde fanger på væggene lavet flere forbavsende velbevarede tegninger.

23. Sachsenhausens nationale mindesmærke
Bag galgepladsen står en 40 meter høj obelisk udført i beton. Monumentet med den tilhørende skulptur blev opført af DDR i 1961, den er et klassisk eksempel på uskøn, grandios kommunistisk kunst. De røde trekanter på toppen af obelisken symboliserer de lande, som fangerne kom fra. Du husker sikkert, at politiske fanger skulle bære en rød trekant på tøjet. Nederst på monumentet kan læses navnene: Albanien, Frankrig, Grækenland m.fl. Også Danmark er nævnt.

Sachsenhausens nationale mindesmærke Sachsenhausens nationale mindesmærke

Skulpturen, som hedder "Befrielse" er udført af Rene Graetz og forestiller to fanger, som netop er blevet befriet af en russisk soldat fra den røde hær. Derek fortalte, at der havde været mange protester mod skulpturen, som viser to kraftige og velnærede fanger. Realiteten var som alle bekendt, at de befriede fanger var udtærede og døden nær af sult, men det passede dårligt med forestillingen om, at folket havde gjort modstand imod og besejret den fascistiske trussel.

24. Østmuren
Der var mange årsager til, at fanger døde i lejren: sult, sygdom, udmattelse (af tvangsarbejde) eller som ofre for medicinske eksperimenter. Alle disse dødsfald blev af SS opfattet som "normale tab". Herudover organiserede SS en målrettet aflivning af fanger eller grupper af fanger: de blev myrdet ved skydning, hængning eller i gaskamre. Muren fortæller bl.a. om henrettelse af 10.000 sovjetiske krigsfanger ved skydning i efteråret 1941.

25. Henrettelsesgrav
I efteråret 1940, da man stod overfor skydning af en større gruppe fanger, blev henretttelsesgraven udvidet og den fik sin egen ligkapel. Efter invasionen af Sovjetunionen i juni 1941 blev mange russiske krigsfanger bragt til Sachsenhausen, hvor de blev henrettet på ordre af Adolf Hitler. Det menes at mindst 12.000 sovjetiske krigsfanger blev henrettet ved skydning her i efteråret 1941. I de følgende år blev stedet især brugt til skydning af fanger, som var blevet dømt til døden af nazistpartiet.

Henrettelsesgraven i Sachsenhausen

Henrettelsesgraven i Sachsenhausen

Senere blev der på samme sted opsat en galge, så man kunne hænge tre fanger ad gangen.

26. Begravelsesplads
I 1996 blev der "tilfældigvis" opdaget to grøfter, indeholdende rester af et stort antal ofre. Fra 1936-1945 blev titusinder af mennesker myrdet og brændt i krematoriet.

27. Mindested "Station Z"
Den 31. januar 1942 blev et hold fanger sat til at bygge et stort kompleks til masseudryddelse af fanger. I bygningen blev etableret en installation til at henrette fanger ved skydning, et krematorium med fire ovne samt et kapel. Den 29. maj samme år inviterede lejrledelsen et antal højtstående nazimedlemmer til indvielse af den nye installation, og for at bevise stedets effektivitet blev 96 jøder henrettet ved skydning. Komplekset blev som en makaber SS-joke navngivet "Station Z": fangerne kom ind i lejren gennem "Tower A" og forlod den gennem "Station Z", altså A - Z. Station Z lå udenfor det egentlige lejrområde bag en høj murstensmur, men var selvfølgelig let genkendelig på grund af skorstenen. Det antages, at omkring 600 lig kunne kremeres på et døgn. Udenfor ruinerne, som i dag er beskyttet af et let tag, er opstillet et mindesmærke med to fanger, som håndterer liget af en tredje fange.

Mindesmærke ved Station Z

Mindesmærke ved Station Z

Fanger, som skulle henrettes ved skydning i Station Z, fik at vide, at de skulle til en lægelig undersøgelse. De blev samlet i en venteværelse, hvor der blev spillet (beroligende) klassisk musik, og en efter en kom de ind i undersøgelsesrummet. Her fik fangen besked på, at han skulle måles og stille sig med ryggen op ad en "lineal", som var fastgjort på væggen. I et lille rum bagved stod en SS-officer, og gennem et lille hul i væggen henrettede han fangen med et pistolskud. Herefter blev liget slæbt ud, evt. guld i tænderne blev fjernet, hvorefter kroppen blev kremeret.

I marts 1943 blev "Station Z" udvidet med et mindre gaskammer, som var i brug indtil slutningen af krigen. Indtil gaskammeret blev taget i brug, blev mange jøder sendt fra Sachsenhausen til Auschwitz. Gaskammeret målte 2½ x 3½ meter og kunne rumme 25-30 personer. Det var kamoufleret som et badeværelse med fliser på gulv og vægge, og der var installeret seks brusere. Ved siden af døren var en åbning til "ventilationssystemet", hvorigennem giftgassen, Zyklon B, blev indført i rummet. Zyklon B blev opbevaret i små flasker, som befandt sig i et skab i en bunker lige ved siden af. I løbet af få minutter var alle i rummet døde, hvorefter nogle ventilatorer blev startet for at fjerne giftgassen. En særlig "Krematoriumskommando" fjernede ligene og tog dem til kremering. Det vides ikke hvor mange ofre, som mistede livet ved gasning i lejren, da der ikke blev ført registre over dette.

Station Z Ovn i Sachsenhausen

Station Z

Da nazisterne evakuerede Sachsenhausen i fm. de sovjetiske troppers fremrykken, blev alle de tekniske installationer i gaskammeret fjernet. I 1952/53 blev krematoriebygningen sprængt i luften af GDR Volkspolizei. I begyndelsen af 1960'erne gik i gang med at omdanne Sachsenhausen til et mindesmærke efter pres fra de tidligere fanger. Her fandt man rester af fundamentet og ovnene, som blev inkluderet i den nuværende lejr.

28. Industrigården
Som tidligere nævnt var de første fanger i Sachsenhausen beskæftiget med at bygge lejren. Siden blev der i den såkaldte "Industrigård", "Industriehof" indrettet værksteder, hvor fangerne arbejdede, bl.a. et bilværksted og et elektrikerværksted. Industrigården lå indenfor den tidligere nævnte murstensvæg, som også omsluttede Station Z. Fangerne var inddelt i et stort antal arbejdskommandoer. Nogle kommandoers medlemmer boede og arbejdede i Sachsenhausen lejren, andre kommandoers medlemmer boede i lejren, men arbejdede udenfor lejren, og endelig var der kommandoer, hvor fangerne både boede og arbejdede udenfor lejren. Med tiden voksede omfanget af arbejdskommandoerne, så SS-vagterne ikke kunne overvåge fangerne og arbejdets udførelse, og man begyndte at anvende fanger til denne opgave. SS udvalgte brutale fanger, ofte voldskriminelle eller tidligere SA-medlemmer, til "kapoer", en slags overfanger, som mod særlige privilegier fungerede som en slags formænd for deres medfanger.

Før krigen arbejdede de fleste fanger enten i industrigården eller i umiddelbar nærhed af lejren. Efterhånden som tvangsarbejde kom til at spille en større og større rolle i den tyske krigsindustri, blev der oprettet flere underlejre, og Sachsenhausen endte med at have mere end 40 underlejre. Fx anvendte flyvemaskineproducenten Heinkel 6-8.000 fanger fra Sachsenhausen til fremstilling af deres He 177 bombefly. De officielle tyske rapporter påstod, at "fangerne arbejder uden fejl", men det er en kendsgerning at nogle af flyene forulykkede uventet ved Stalingrad, hvilket af mange tilskrives sabotage fra arbejdernes side.

Det nye Berlin, Germania
Adolf Hitler, som selv havde haft drømme om at blive arkitekt, havde allerede i 1937 bedt "sin yndlingsarkitekt" Albert Speer om at lave planer for en grandios rekonstruktion af Berlin, som skulle omdøbes til Germania og være hovedstad for alle etniske tyskere i det kommende Stortyskland. Germania skulle vise verden Hitlers magt og det tyske folks overlegenhed. Byen skulle ligge langs en 50 km lang øst-vestgående akse som en udvidelse af Unter den Linden og Strasse des 17. Juni samt langs en ny 40 km lang nord-sydgående akse. De (nye) klassiske bygninger langs den 120 meter brede avenue skulle overgå Rom, som efter Hitlers mening var den eneste værdige rival til Berlin. På avenuen skulle rejses en 117 meter høj og 170 meter bred triumfbue, stor nok til at Triumfbuen på Champs-Élysées ville kunne stå inde i den. Men kronen på værket skulle være Grosse Halle eller Volkshalle med plads til 180.000 mennesker. Kun få bygninger såsom det nye Rigskancelli og Turismens Hus stod færdige ved krigens udbrud (begge blev ødelagt under krigen). Hitler mente, at bombningen af Berlin bare var en fordel, idet den ville nødvendiggøre opbygning af en helt ny by.

Verdens største murstensfabrik
I sommeren 1938 anlagde SS verdens største murstensfabrik, Klinkerwerk, Deutsche Erd- und Steinwerke, i den nærliggende landsby Lehnitz. I begyndelsen marcherede 1.500 fanger hver dag til og fra fabrikken, indtil lejrmyndighederne i 1941 ændrede Klinkerwerk til en underlejr af Sachsenhausen, så fangerne kunne bo på stedet.

Klinkerwerk Klinkerwerk

Verdens største murstensfabrik, Klinkerwerk, Deutsche Erd- und Steinwerke

Ved udbruddet af krigen måtte planerne skrinlægges til fordel for det tyske krigsmaskineri, men allerede i 1940 efter den hurtige nedkæmpning af Frankrig blev de genoptaget. I 1943 blev murstensfabrikken omdannet til en fabrik til produktion af håndgranater, Den 10. april 1945 ødelagde allierede bomber fabrikken, og omkring 200 tvangsarbejdere fra Sachsenhausen omkom.

"Nationalsocialisternes folkedrab på sintier og romaer"
I en af bygningerne i Industrigården er der indrettet et museum for "Roma og Sinti". Romaerne udgør en etnisk gruppe med en vis grad af fælles sprog og kultur, som fortrinsvist lever i Østeuropa. Sinti er navnet på nogle nomadesamfund, som især lever i Tyskland. Romaer og sintier bliver ofte benævnt sigøjnere, men i dag betragtes ordet sigøjner som nedsættende. Både romaer og sintier kan etnisk føres tilbage til en folkevandring fra Indien omkring renæssancen.

Museum for Nationalsocialisternes folkedrab på sintier og romaer Allerede i 1800-tallet havde europæiske forskere udviklet en pseudovidenskabelig teori om, at romaerne tilhørte en laverestående race. I 1920’erne og 1930’erne voksede udstødelsen af romaer i Tyskland, og de blev bl.a. forment adgang til offentlige parker og svømmebade. Fra 1927 skulle alle romaer bære et særligt id-kort med fingeraftryk og foto. Med Hitlers magtovertalelse i 1933 blev udstødelsen og forfølgelsen af romaerne intensiveret yderligere. I 1938 fandt en særlig "sigøjneroprydningsuge" sted over hele Tyskland: romaer blev anbragt i koncentrations- og arbejdslejre i udkanten af de større byer, hvor mange døde af epidemiske sygdomme. Andre døde af fysisk hårdt tvangsarbejde i arbejdslejrene. Samme år udtalte SS-lederen Heinrich Himmler nødvendigheden af ”en endegyldig løsning på sigøjnerspørgsmålet”. I december 1942 beordrede han, at alle romaer i Tyskland skulle deporteres til udryddelseslejren Auschwitz. Det menes, at mellem 200.000 og 500.000 romaer og sintier i Tyskland og de tyskbesatte områder blev dræbt af nazisterne i årene op til og under anden verdenskrig. Kort efter krigen anerkendte den tyske stat folkedrabet på jøderne, men romaerne og sintierne kom til at vente næsten 40 år på samme officielle anerkendelse.

I den vestlige bygning i Industrigården blev der i 2001 indrettet en permanent udstilling: "Nationalsocialisternes folkedrab på sintier og romaer". Udstillingen består af fotografier og tekst, som fortæller om folkedrabet. Under Nürnberg-processen blev højtstående nazister dømt for forbrydelser mod menneskeheden (jøderne), men der blev ikke rejst særskilt tiltale for folkedrab på romaer. Først i 1982 - efter at en gruppe romaer i 1980 havde gennemført en sultestrejke i Dachau - opnåede romaer og sintier anerkendelse af folkedrabet.


29. Tårn E
Vagttårn E i Sachsenhausen koncentrationslejren Tårn E ligger i den nordlige spids af lejrtrekanten. Her er indrettet udstillingen "Byen og lejren 1936-1945", som beskriver forholdet mellem Sachsenhausen koncentrationslejren og det omkringliggende samfund byen og kommunen Oranienburg. Udstillingen rejser en række spørgsmål som "Hvad vidste byens borgere om hvad, der fandt sted i lejren?", "Hvorledes opførte borgerne sig i forhold til fangerne?", "Hvem profiterede af slavearbejdet i lejren?" osv. Svarene gives gennem beretninger af vidner fra dengang: tilskuere, forretningsfolk, gerningsmænd, SS-vagter og gode mennesker, som hjalp fangerne og modsatte sig naziregimet. Der er udstillet en samling af genstande, som er fremstillet af fanger og givet som tak til hjælpsomme borgere. Der er portrætter af de embedsmænd, som indtil oktober 1942 registrerede næsten 10.000 dødsfald i lejren. Herefter ophørte SS med at videregive oplysninger om dødsfald til byen. En del af den tankevækkende udstilling handler om Kurt Scharf, præst ved den protestantiske sognekirke i Sachsenhausen - og senere biskop i Berlin-Brandenburg. Straks efter oprettelsen af lejren pressede han på for at få lov til at besøge fangerne, men blev brutalt afvist af lejrledelsen. Da præsten Martin Niemöller blev indsat som "Hitlers personlige fange" i marts 1938, lykkedes det Kurt Scharf at få adgang til Niemöller, og han begyndte regelmæssigt at bede for de indsatte i lejren og lade kirkeklokkerne ringe for dem. Et af de tankevækkende spørgsmål, som udstillingen stiller den besøgende, er: "Hvad ville du selv have gjort i den situation?".


30. Speciallejr, "Sonderlager", Zone II
Som tidligere nævnt lod SS i 1941 bygge en særlig lejr for allierede krigsfanger og særligt vigtige fanger. Fangerne i de 15 barakker levede under bedre forhold end de øvrige fanger.

I maj 1945 gik Sovjetunionens hemmelige tjeneste i gang med at opføre 10 speciallejre i de besatte områder. Speciallejr nr. 7 blev opført i Weesow i nærheden af Werneuchen øst for Berlin. I august 1945 flyttedes lejren til den nazistiske koncentrationslejr Sachsenhausen, som jo havde de nødvendige faciliteter: fangebarakker mm. Lejren var ikke underlagt Sovjetunionens militæradministration i Tyskland, men sorterede direkte under den hemmelige tjeneste i Moskva. Størsteparten af fangerne var nazistiske officerer og funktionærer, som ventede på at komme for en sovjetisk militærdomstol - mere herom senere. Soldater fra den røde hær, som havde været i allieret fangenskab, blev også interneret i speciallejren, inden de blev sendt hjem. Her blev de mødt af anklager om at være deserteret, og vores guide fortalte, at der var en udbredt frygt for, at de russiske fanger var blevet smittet med den farlige kapitalisme under deres ophold i en vestlig fangelejr. Lejren havde plads til 12.000 fanger, men i lange perioder var der indtil 16.000, heraf 2.000 kvinder, som var i en særlig afdeling. Da lejren lukkede i foråret 1950, blev en mindre gruppe fanger sendt til Sovjetunionen, mens omkring 5.000 fanger blev overgivet til DDR. Ifølge de officielle optegnelser har omtrent 60.000 personer siddet i speciallejren; mindst 12.000 døde af sygdomme og underernæring.

31. Museum for speciallejren
I december 2001 blev der åbnet en udstilling over den sovjetiske speciallejr i to af fire eksisterende barakker. Oprettelsen af museet afstedkom mange diskussioner nationalt og internationalt. Fangekomitéerne fra nazitiden protesterede mod museets oprettelse, da de var bange for, at besøgende ville sidestille den nazistiske terror og den kommunistiske. Fanger, som havde været indespærret i lejren i sovjettiden, og som ikke havde kunnet tale om det i DDR-tiden, krævede nu at blive anerkendt som ofre ligesom fangerne i nazitiden.

Museum for speciallejren

Museum for speciallejren

Den permanente udstilling, som viser mere end 700 genstande fra perioden 1945-1950, omhandler
  • Opbygning og organisering af "Sachsenhausen Soviet special camp"
  • Fangerne
  • Fangernes forhold
32. Massegrave og mindesmærke for ofrene fra speciallejren
I 1990 blev der opdaget tre massegrave med ofre fra speciallejren. Mindst 7.000 uidentificerede ofre fra sovjetperioden var blevet begravet i den største af disse. Mindesmærket blev indviet i 1993.

33. Det første krematorium
Det første krematorium lå ved industrigården tæt ved Tårn C og muren omkring lejren. Det blev anvendt indtil færdiggørelsen af Station Z med de fire ovne i foråret 1942. Som følge af det store antal dræbte, måtte de fanger, som arbejdede i krematoriet, udføre skifteholdsarbejde.

34. Medicin og forbrydelser i koncentrationslejren
Oprindelig var der fem infirmerier (sygeafdelinger) i Sachsenhausen. Ifølge det udleverede informationsmateriale blev disse dels anvendt til fremvisning over for prominente gæster, fremmede delegationer og journalister, dels til udførelse af medicinske eksperimenter på fangerne. To af barakkerne (R I og R II) er bevarede tillige med en mindre bygning, som blev anvendt til udførelse af obduktioner.

Infirmeriet i Sachsenhausen lejren

Infirmeriet i Sachsenhausen lejren

I 2004 åbnedes den permanente udstilling "Medical Care and Crime" i de restaurerede barakker R I og R II. Med sine 800 m2 den største udstilling i Sachsenhausen. Turen begynder i R II, og gennem en underjordisk gang kommer man over i R I. De kælderrum, man passerer undervejs, er helt autentiske og forsynet med information om deres tidligere anvendelse. Første del af udstillingen viser, at infirmeriernes funktioner skiftede over tiden. Oprindelig var opgaven at yde medicinsk hjælp og pleje til syge fanger. Efter krigens udbrud skiftede fokus til forebyggelse af de mange smitsomme sygdomme, som ramte ikke alene fangerne men også SS'erne. Fra 1942 blev hovedopgaven at sætte fangerne i stand til at udføre arbejde i den nazistiske krigsindustri, en opgave som blev mere og mere vigtig. Fanger, som ikke havde værdi som arbejdskraft, blev kynisk sendt til aflivning i Station Z. En del af udstillingen er dedikeret til de mænd og kvinder, som blev anbragt i lejren efter det mislykkede forsøg på at myrde Hitler den 20. juli 1944.

Anden del af udstillingen omhandler de behandlinger og medicinske forsøg, der blev udført på krigsfangerne såsom sterilisering og kastrering af homoseksuelle fanger. Det vides, at SS-læger udførte omkring 40 forskellige slags eksperimenter på fanger i Sachsenhausen, udover sterilisation og kastraktion var det forsøg med leverbetændelse, implantering af inficeret materiale i muskler samt test af virkningen af kaliumcyanid, fosfor og andre toksiner på den menneskelige organisme. Mange fanger døde som resultat af eksperimenterne. De, som overlevede, havde alvorlige helbredsproblemer og måske deformiteter resten af livet.

I barak R II så vi et lokale, hvor 11 unge jøder havde opholdt sig i mere end et år som deltagere i forsøg vedr. leverbetændelse hepatitis. Forsøgspersonerne blev overført fra Auschwitz i 1943. Der var flere eksempler på sådanne eksperimenter. Sidste del af udstillingen er et "indlæringscenter", hvor man på computer har adgang til et stort antal multimediapræsentationer opdelt i emner (på tysk og engelsk). Et leksikon med mere end 500 historiske artikler er også tilgængeligt.

35. Den retsmedicinske bygning og kapellet
Den retsmedicinske bygning fra 1941 blev anvendt til at udføre obduktioner af de døde fanger. Inden den blev opført, blev ligene opbevaret i en underjordisk gang mellem barak R I og R II, og obduktionerne blev udført i et lille træskur.

Son nævnt ligger den lille bygning, hvor man opførte obduktioner på de døde fanger for at fastslå årsager til døden eller for at se resultaterne af de medicinske eksperimenter, lige ved siden af sygebarakkerne.

Obduktionslokalet Rampen, som ligene blev kørt ned ad efter obduktion

36. Massegrave
Seks store granitsten markerer massegrave, hver indeholdende ligene af 50 fanger, som døde efter befrielse af lejren.

Massegrave i Sachsenhausen lejren

Massegrave i Sachsenhausen lejren

Gravene var gået i glemmebogen, men blev fundet efter påvisning af en tidligere fange, som kom til stedet for at deltage i en mindesgudstjeneste for tidligere hollandske fanger i Sachsenhausen.

37. T-bygningen
Fra 1938-1945 blev det samlede system af koncentrationslejre i Nazi-Tyskland administreret fra én bygning, blot nogle få hundrede meter udenfor Sachsenhausen lejren. Inspektoratet spillede en væsentlig rolle i planlægning og implementering af de forbrydelser, som blev begået i lejrene, og det traf beslutninger om lejrenes forhold og indretning, koordinerede brugen af tvangsarbejdere og organiserede massemord. Lokalet, hvor disse uhyrlige beslutninger blev truffet, er stort set uændret siden 1945.

Evakuering af Sachsenhausen
Dødsmarch fra Sachsenhausen Da Den Røde Arme nåede frem til Oder i begyndelsen af februar 1945, gav Gestapo-chefen Heinrich Müller lejrkommandanten i Sachsenhausen Anton Kaindl ordre på at ødelægge lejren og slette alle spor efter den. Syge fanger, som ikke formodedes at kunne overleve en evakuering, blev skudt i Station Z. Det samme gjaldt de mest centrale politiske fanger, som Gestapo frygtede skulle falde i russernes hænder. Frem til den 22. februar 1945 blev ca 4.000 fanger henrettet. I april 1945 nærmede Den Røde Arme sig lejren, og omkring 33.000 udsultede fanger blev sendt afsted i løbet af natten den 21. april. De første grupper fik minimale rationer med på vej, mens de efterfølgende intet fik. Fanger, som ikke kunne følge med, eller som faldt om på grund af udmattelse, blev skudt af SS, og tusinder omkom under denne "dødsmarch". En dagsmarch var på 20-40 km. De udsultede fanger blev tvunget til at trække vogne, som var læsset med SS-vagternes ejendele. Det er lidt uvist, hvad den videre plan for denne dødsmarch var. Lejrkommandanten Anton Kaindl fortalte i den efterfølgende retssag, at planen var at drive fangerne op til Østersøen, hvor de skulle udskibes på nogle store pramme, som man så ville sænke i rum sø. For hver dag deserterede flere og flere SS-vagter fra kolonnen. Det vides ikke med sikkerhed, hvor mange der døde undervejs. Ca. 3.000 syge fanger blev den 22. april 1945 befriet af sovjetiske og polske soldater. På trods af en stor indsats af især polske læger døde mindst 300 af fangerne i løbet af de kommende dage. De blev begravet i seks umarkerede massegrave, som blev glemt og som nævnt først genopdaget i 1995.

I det udleverede informationsmateriale beskrives, hvorledes 15.000 skandinaviske fanger blev hentet hjem gennem operation "Hvide Busser". Skandinaverne blev overført fra Sachsenhausen til Neuengamme lejren i sidste halvdel af marts 1945. Busserne var malet hvide med røde kors på tag, sider, front og bag, så de ikke blev forvekslet med militære køretøjer. Reichsführer-SS Heinrich Himmler, som ønskede at forhandle en overgivelse med amerikanerne, indgik aftalerne med greve Folke Bernadotte, vice-præsident for Svensk Røde Kors, formentlig for at skabe lidt good will.

Siden midt i 1970'erne er der hvert år blevet afholdt "en dødsmarch" til minde om den forfærdelige begivenhed.


Det sovjetiske militærtribunal
Efter den sovjetiske overtagelse af lejren blev der nedsat en kommission, som skulle indsamle beviser på forbrydelser, udført af SS. Resultatet blev, at 16 tidligere officerer og lejrfunktionærer kom for et sovjetisk militærtribunal (krigsret)i Berlin. Blandt de tiltalte var den sidste lejrkommandant Anton Kaindl. I modsætning til andre sovjetiske processer mod nazistiske krigsforbrydere blev denne ført i fuld offentlighed. Det var i realiteten kun et spil for galleriet, de anklagede oplæste deres tilståelser, der var forfattet på forhånd, og der blev ikke ført vidner. Tribunalet dømte 14 af de tiltalte livsvarigt fængsel (Sovjetunionen havde afskaffet dødsstraf i maj 1947), og to blev idømt 15 års fængsel. De dømte blev sendt til arbejdslejren Gulag Workuta, hvor seks af dem døde der, deriblandt Kaindl.

Uddrag af forhørsprotokol fra retssagen mod Anton Kaindl, kommandant i Sachsenhausen fra 1942-1945.

- Den offentlige anklager: Hvilke former for udryddelse blev anvendt i Deres lejr?
- Kaindl: Indtil midten af 1943 blev fanger dræbt ved skydning eller hængning. Til masseudryddelser benyttede vi et særligt værelse på sygeafdelingen. Der var et instrument til måling af en persons højde. Der var også nogle SS'ere, som bar lægekitler. Bag i måleinstrumentet var et hul. Mens en SS'er målte fangens højde, anbragte en anden sin revolver i hullet og dræbte ham med et skud. I et andet værelse blev der spillet musik for at overdøve lyden af skud.
- Anklageren: Var der andre udryddelsesmetoder i Sachsenhausen, da De blev kommandant i lejren?
- Kaindl: Ja, der var adskillige. Udover værelset på sygeafdelingen var der også en henrettelsesplads, hvor fanger blev dræbt ved skydning, en mobil galge og en stationær galge, hvor tre eller fire fanger kunne hænges ad gangen.
- Anklageren: Gjorde De noget for at ændre disse udryddelsesmetoder?
- Kaindl: I marts 1943 indførte jeg gaskamre til masseudryddelse.
- Anklageren: Var det Deres egen beslutning?
- Kaindl: Delvist ja. Fordi de eksisterende installationer var for små og utilstrækkelige, besluttede jeg at holde et møde med SS officerer, deriblandt SS cheflæge Baumkotter. Under dette møde fortalte han mig, at forgiftning med blåsyre i et særligt kammer ville medføre øjeblikkelig død. Efter dette møde besluttede jeg at installere gaskamre i lejren for masseudryddelse, fordi det var mere effektivt og en mere human måde at udrydde fanger på.
- Anklageren: Hvem var ansvarlig for udryddelsen?
- Kaindl: Lejrkommandanten.
- Anklageren: Så det var Dem?
- Kaindl: Ja.
- Anklageren: Hvor mange fanger blev udryddet i Sachsenhausen, mens De var kommandant?
- Kaindl: Mere end 42.000 fanger blev udryddet under min kommando.
- Anklageren: Og hvor mange fanger døde af sult i den samme periode?
- Kaindl: Jeg mener, at 8.000 fanger døde af sult i denne periode.
- Anklageren: Tiltalte Kaindl, modtog De ordre til at ødelægge beviserne for de mord, som var begået i lejren?
- Kaindl: Ja. Den 1. februar 1945 havde jeg en samtale med Gestapochef Muller. Han beordrede mig til at ødelægge lejren ved artilleribeskydning, luftbombardementer eller med gas. Men pga. tekniske problemer var det umuligt at udføre denne ordre, som kom direkte fra Himmler.
- Anklageren: Hvis der ikke havde været tekniske problemer, ville De da have udført denne ordre?
- Kaindl: Selvfølgelig. Men det var umuligt. Det var umuligt at skjule artilleribeskydning eller luftbombardementer for lokalbefolkningen. Og anvendelse af gas var for farligt for befolkningen og SS.
- Anklageren: Hvad gjorde De så?
- Kaindl: Jeg havde et møde med Hohn og andre SS-folk, og jeg gav ordre til at udrydde alle de syge fanger, som ikke var i stand til at arbejde, og mest vigtigt alle de politiske fanger.
- Anklageren: Blev denne ordre udført?
- Kaindl: Ja, delvist. Om natten den 2. februar blev de første fanger dræbt. Indtil udgangen af marts 1945 lykkedes det os at dræbe mere end 5.000 fanger.
- Anklageren: Hvem var i spidsen for denne operation?
- Kaindl: Tiltalte Hohn var i spidsen for denne operation.
- Anklageren: Hvor mange fanger var der i lejren på det tidspunkt?
- Kaindl: ca. 45.000. Den 18. april fik jeg ordre på at udskibe alle fanger på pramme og sætte dem ud i Østersøen, hvor jeg skulle sænke dem. Men vi havde ikke tid til at finde tilstrækkeligt mange pramme, da den røde hær rykkede for hurtigt frem.
- Anklageren: Og hvad skete så?
- Kaindl: Jeg beordrede evakuering af alle fanger, som var i stand til at gå, først mod Wittstock, så mod Lübeck, hvor de skulle om bord på skibe og sænkes.
- Anklageren: Modtog fangerne nogen pleje under denne evakuering?
- Kaindl: Nej. 7.000 fanger modtog intet, fordi vi ikke havde noget at give dem.
- Anklageren: Døde fangerne under denne dødsmarch?
- Kaindl: Ja.

Kaindl blev sendt til Vorkuta Gulag, hvor han døde i foråret 1948.

 

Først kom de for at... af Martin Niemöller
I 1937 blev den tyske præst Martin Niemöller (1892-1984) anbragt i Sachsenhausen for sine protester mod nazisternes behandling af den tyske kirke. Sammen med andre fremtrædende kirkefolk havde han i 1933 dannet Pfarrernotbund, "Præsternes nødforbund". Niemöller er bl.a. kendt for sit tankevækkende digt "Først kom de for at...".

Først kom de for at ...

Da nazisterne hentede kommunisterne,
protesterede jeg ikke; jeg var jo ikke kommunist.
Da de spærrede socialdemokraterne inde,
tav jeg; jeg var jo ikke socialist.
Da de hentede fagforeningsmændene,
protesterede jeg ikke; jeg var jo ikke fagforeningsmand.
Da de hentede mig,
var der ingen tilbage, der kunne protestere.

Martin Niemöller (1892-1984)

Besøg i Sachsenhausen på egen hånd
Jeg har nu besøgt Sachsenhausen to gange med et par års mellemrum, begge gange på en guidet tur. Hvis man har lidt historisk viden i forvejen, kan man sagtens selv besøge lejren. Så bestemmer man selv tempoet og kan fordybe sig i det meget righoldige informationsmateriale. Adressen er:

Gedenkstätte und Museum Sachsenhausen
Straße der Nationen 22
D-16515 Oranienburg

Åbningstider:
15. marts - 14. oktober: 8:30-18
15. oktober - 14. marts: 8:30-16:30

Bemærk at museerne, arkivet og biblioteket er lukket om mandagen. Man kan dog godt komme ind på lejrområdet, og besøgscentret og "Station Z" er åbent hver dag året rundt.

Der er flere muligheder for offentlig transport til lejren:

  • S-Bahn S1 (Wannsee-Oranienburg), afgang hvert 20. minut, til Oranienburg Station.
  • Regionaltog RE 5 fra Hovedbanegården (Hauptbahnhof) til Oranienburg Station (25 minutter).
  • Regionaltog RB 12 fra Berlin-Lichtenberg til Oranienburg station.
Du kan enten spadsere fra stationen til lejren (20 minutters gang) eller tage bus 804, som kører hver time.

Der er gratis adgang til lejren/museet. Ved indgangen får man udleveret et kort over "Gedenkstätte und Museum Sachsenhausen", så man kan orientere sig og planlægge sin tur rundt til de forskellige udstillinger, som jo er spredt over et ret stort areal. I besøgscentret kan man forsyne sig med yderligere information.

Primo Levi
Som du sikkert ved, er der skrevet hundredvis af bøger om koncentrationslejrene i nazitiden. Jeg har læst en del af disse, og den, som har gjort mest indtryk på mig, er "Hvis dette er et menneske" ("Se questo è un uomo") fra 1947. Den er skrevet af Primo Levi (31. juli 1919 – 11. april 1987). Primo Levi var jøde og sad i Monowitz, en underlejr til Auschwitz, fra februar 1944 til lejren blev befriet af Den Røde Hær i januar 1945. Han overlevede Auschwitz, dels fordi nazisterne forbedrede levevilkårene for at få bedre udnyttelse af fangernes arbejdskraft, dels fordi han i kraft af sin uddannelse som kemiker fik et privilegeret arbejde. I bogen beskriver han, hvordan udryddelseslejren fratager fangerne deres menneskelighed, bogen er skrevet i et helt usentimentalt sprog - og rummer alligevel en del humor. Jeg har med stor fornøjelse læst flere af hans andre bøger, fx "Tøbruddet" (1963, da. 1991), hvor han med stor humor beskriver sin lange hjemtur gennem Østeuropa til Turino. Hans noveller og digte er også værd at læse. Primo Levis sidste år blev svære, bl.a. pga. sygdom i den nære familie, og i 1987 tog han sit eget liv ved at kaste sig ned i trappeskakten i det hus, hvori han var født og havde boet hele sit liv.

Jeg vil også anbefale et par danske hjemmesider om emnet:

Klik her for at besøge en undervisningsside om Holocaust for elever og lærere på ungdoms- uddannelserne.

Klik her for at besøge Sachsenhausen foreningen DK. Denne forenings formål er:

  • At mindes de tidligere danske fanger i koncentrationslejren (KZ) Sachsenhausen.
  • At skabe et fælles interesserum for overlevende fanger fra Sachsenhausen, deres pårørende og andre interesserede i KZ Sachsenhausen.
  • At udbrede kendskabet til Sachsenhausen og de forbrydelser, der her blev begået.
  • At arbejde for at nazismens forbrydelser aldrig bliver glemt.
  • At have et aktivt samarbejde med Den Internationale Sachsenhausen Komite.
Klik her, hvis du vil læse om den famøse mur, som fra 1961-1989 adskilte Øst- og Vest-Berlin..

Tilbage til Rejseholdets forside Startside for Berlin Forrige side: Spadseretur gennem det jødiske kvarter Næste side: Berlinmuren
Vælg næste side: