Det er sket, og derfor kan det ske igen.
Deri ligger kernen til, hvad vi skal sige.

Primo Levi

Spadsereturen "Jewish Berlin: Destruction & Rebirth"
Insider Tour mødested I efteråret 2011 tog Birgit og jeg - som så ofte før - med på en guidet travetur i Berlin. Denne gang var turens tema "Jewish Berlin: Destruction & Rebirth", og den var arrangeret af INSIDER TOURS. Turen køres hver mandag og fredag, og man skal bare møde op senest kl. 10.30 ved A.M.T COFFEE ved Hackescher Markt S-Bahn Station. Man kan tilmelde sig på nettet, men det er mit indtryk, at langt de fleste blot møder op. Turene gennemføres uanset vejret og antallet af fremmødte. Prisen var €12, for pensionister og personer under 26 år kun €10, og for personer med et Welcome Card eller et City Tour Card kun 9€. Vores guide var en ung jødisk pige/kvinde, som var vokset op i Israel. Mere autentisk kan det vel næppe blive.

Der er adskillige måder, du kan komme til Hackescher Markt på:

  • S-Bahn S3, S5, S7, S9 eller S75 til S-Bahnhof Hackescher Markt.
  • U-Bahn U8 til U-Bahnhof Weinmeisterstraße.
  • Strassenbahn M1, M4, M5 eller M6 til Haltestelle Hackescher Markt
Du kan også spadsere til Hackescher Markt fra Alexanderplats på 10 minutter. Inden vi begiver os ud på turen, vil jeg fortælle lidt om jødernes historie, især i Berlin.


Jøderne gennem historien
Gennem det meste af historien har det jødiske folk kendt til fordomme og diskrimination. For ca. 2000 år siden drev romerne dem ud af det nuværende Israel, og de spredte sig over hele jorden, hvor de forsøgte at bevare deres tro og kultur i minoritetssamfund. De europæiske lande var primært kristne, og især jødernes forkastelse af Jesus som Guds søn vakte afsky. Hertil kom, at kirken lærte, at Jesus blev henrettet af jøderne, selv om de fleste historikere mener, at Jesus blev henrettet af det romerske styre, som anså ham som en politisk trussel. Jøderne fik også tit skylden for problemer i samfundet, fx mente mange, at jøderne var skyld i "den sorte død", pesten, som dræbte tusinder i Europa i middelalderen. I Spanien fik jøderne i 1500-tallet valget mellem at konvertere til kristendommen, at forlade landet eller blive henrettet. I Rusland og Polen var der sidst i 1800-tallet pogromer (forfølgelser) af jøder, hvorunder ikke-jøder angreb de jødiske kvarterer, plyndrede huse og forretninger og ofte dræbte de jødiske beboere.

Jøderne i Berlin
De første jøder ankom til Berlin engang i 1200-tallet, formentlig fra Sydtyskland, hvor de boede i samfund ved Rhinen. Efter korstogenes begyndelse (fra 1096) blev jøderne forfulgt, og mange valgte at tage nordpå. Det første omtale af jøder er fundet i et dokument fra 1295, som forbyder købmænd at sælge garn til jøder. I 1349 fik de skylden for den sorte pest, som hærgede Europa, mange blev fordrevet, andre dræbt. I 1354 fik de lov til at vende tilbage for i 1446 igen at blive fordrevet. Det gentog sig i 1571; begge gange var formålet tilsyneladende at give myndighederne mulighed for at konfiskere deres ejendomme. I de perioder, hvor de var tålt i Berlin, arbejdede de primært med udlån af penge og lidt småhandel. I begyndelsen af middelalderen måtte kristne af religiøse grunde ikke beskæftige sig med pengeudlån (opkræve renter), hvorfor jøder fik denne utaknemlige opgave. Det resulterede selvfølgelig i, at kristne kom til at skylde penge til jøder, og der opstod i den folkelige bevidsthed en forestilling om, at jøder var ågerkarle. Jøderne i Berlin boede i en ghetto i Grosser Judenhof og i Juddenstrasse. De antisemitiske strømninger fortsatte efter reformationen, og Luther skrev i 1543 at "jødernes synagoger burde brændes, deres huse ødelægges, og jøderne skulle drives ud af Tyskland for evigt". Først i 1663 begyndte der igen at komme jøder til Berlin. I 1671 fik 50 (velhavende) jødiske familier fra Wien tilladelse til at slå sig ned i Berlin mod betaling. Disse familier blev kaldt for "Schutzjuden", dvs. jøder, som var under statens beskyttelse. De fik lov til at udføre handel, men måtte ikke beskæftige sig med håndværk. De måtte afholde gudstjenester i deres private hjem, og derudover fik de lov til at opføre en kirkegård og et hospital. I 1714 byggede de den første synagoge i Berlin, senere benævnt "den gamle synagoge", i Heidereutergasse. Det jødiske samfund voksede, og i begyndelsen af 1700-tallet var der omkring 1.000 beboere i Berlins ghetto. Jøderne betalte høje skatter til samfundet: beskyttelsesskat, opholdsskat, kopskat samt betaling for at måtte udøve bestemte professioner. På trods heraf klarede jøderne sig godt økonomisk, og midt i 1700-tallet udgjorde det jødiske samfund omkring 2.000 personer.

Moses Mendelsohn
Den tysk-jødiske filosof Moses Mendelssohn(1729-1786) Vores guide fremhævede den tysk-jødiske filosof Moses Mendelssohn (1729-1786), som i 1743 ankom til Berlin fra Dessau. Det var familiens ønske, at han blev rabbi, men Mendelsohn uddannede sig indenfor tysk tænkning og litteratur - selv om det på den tid var forbudt jøder at lære tysk. Hans filosofiske og religiøse skrifter gjorde ham til sin tids førende kulturpersonlighed i Berlin, både blandt jøder og ikke-jøder. Han opfordrede jøderne til at integrere sig i det sekulære samfund, og han var en af initiativtagerne til den jødiske friskole (Juedische Freischule), som kombinerede religiøs læring og almindelig uddannelse. Herudover etablerede han sig indenfor tekstilindustrien, hvilket lagde grunden til familiens velstand. Moses Mendelssohns efterkommere er bl.a. komponisterne Fanny og Felix Mendelssohn samt grundlæggerne af bankhuset Mendelssohn & Co.

Ved slutningen af 1700-tallet indtrådte en slags jødisk oplysningstid, og mange jødiske familier i Berlin forlod ghettoen og bosatte sig i det omgivende samfund. I 1815 fik jøderne mulighed for at opnå prøjsisk statsborgerskab, og de forskellige begrænsninger og særskat for jøder blev ophævet. Omkring 1850 levede der 9.500 jøder i Berlin, de fleste beskæftiget indenfor finans og handel. I de følgende årtier fortsatte jødernes opstigning i samfundet, og mange giftede sig med ikke-jøder, og mange faldt fra deres jødiske religion. Omkring år 1900 var der mere end 110.000 jøder i Berlin, godt 5% af den samlede befolkning. De fleste slog sig ned midt i Berlin, mens andre flyttede til distrikter som Spandau, Charlottenburg, Schöneberg og Wilmersdorf. Mellem 1880 og 1930 blev der bygget 8 nye synagoger i Berlin, så det samlede antal kom op på 16, og der blev grundlagt flere jødiske aviser.

Zions Vises Protokoller
Sidst i 1800-tallet fremlagde et medlem af det russiske hemmelige politi i Paris teksterne "Zions Vises Protokoller". Disse protokoller beskriver en jødisk sammensværgelse om at erhverve verdensherredømmet, og skrifterne blev oversat til mange sprog og spredte sig over hele verden. Bilmanden Henry Ford betalte for fremstilling af 500.000 kopier af protolollerne, som blev fordelt over USA i 1920'erne. Selv om protokollerne snart blev afsløret som falske, blev de dog troet af mange. Fx opfattede Adolf Hitler og hans nazistiske medløbere protokollerne som kendsgerninger, og de blev snart hverdagslæsning i klasseværelserne efter magtovertagelsen i 1933. Den engelske historiker Norman Cohn mener, at de falske protokoller var Hitlers primære begrundelse for igangsætning af Holocaust.

Weimar-årene (1919-1933) var en blomstrende periode for de jødiske samfund i Tyskland og Berlin. Teaterlederen og instruktøren Max Reinhardt (født Maximilian Goldmann) satte stykker op på scener i Berlin, Arnold Schønberg og Kurt Weill komponerede musik, og Otto Klemperer og Bruno Walter dirigerede store koncerter, Befolkningen voksede, og i 1933 var der 160.000 jøder i Berlin. Men samtidig voksede også antisemitismen.

Bogbrænding
Bogbrænding den 10. maj 1933 i Berlin Den 30. januar 1933 blev Adolf Hitler udnævnt til Rigskansler. Umiddelbar efter nazisternes magtovertagelse indledtes en "aktion mod den ikke-tyske ånd", som var en organiseret og veltilrettelagt forfølgelse af jødiske, marxistiske og pacifistiske forfattere, hvis produkter ikke var i overensstemmelse med den nazistiske ideologi. Aktionen var orkestreret af propagandaminister Joseph Goebbels, og blev udført af tyske medlemmer af "Nationalsozialistischen Deutschen Studentenbundes (NSDStB). Den 8. april 1933 uddelte NSDStB løbesedler med tolv (formentlig inspireret af Luthers 12 teser) punkter mod "jødisk intellektualisme" og for tysk nationalisme. Studenterne krævede "et rent sprog" og "en ren" kultur" samt at universiteterne skulle være centre for tysk nationalisme. Aktionen kulminerede den 10. maj 1933, hvor der i Berlin og 21 andre tyske byer blev afbrændt omkring 20.000 bøger. I Berlin blev der gennemført fakkeltog, som sluttede på Opernplatz (i dag Bebelplatz), hvor Goebbels holdt en brandtale (undskyld, men jeg kunne ikke nære mig). Han begrundede valget af nogle af de forfattere, hvis værker blev anset for ikke-tyske:

  • Erich Maria Remarque - for litterært forræderi mod soldaterne under 1. verdenskrig.
  • Heinrich Mann og Erich Kästner - for dekadence og moralsk forfald.
  • Karl Marx - for klassekamp og materialisme.
  • Sigmund Freud - for destruktive analyser af det menneskelige sind.
  • Kurt Tucholsky og Carl von Ossietzky - for frækhed og arrogance.
Goebbels overtog kontrollen med litteraturen, og lod sit departement udforme standarder for, hvad forfattere måtte skrive om. Fremtidige litterære værker skulle falde indenfor disse fire kategorier: Fronterlebnis (frontoplevelser), Weltanschauung (nazisternes verdensanskuelse), Heimatroman (hjemstavnsroman) og Rassenkunde (nazismens racesyn). God fornøjelse!

På Bebelplatz ved siden af statsoperaen og overfor Humboldt Universitetet har den jødiske kunstner Micha Ullman lavet et monument/mindesmærke for den famøse bogafbrænding. Gennem en rude i brostensbelægningen kigger man ned i et bibliotek med masser af hylder, men alle hylderne er tomme. Ved siden af mindesmærket er en bronzetavle med et citat af Heinrich Heine fra 1821: "Das war Vorspiel nur. Dort, wo man Bücher verbrennt, verbrennt man am Ende auch Menschen", "Det var kun forspil. Hvor man har brændt bøger, vil man ende med at brænde mennesker". Denne profeti skulle på sørgelig vis gå i opfyldelse i det nazistiske rige.

Racelovene
Fra et af de årlige partimøder i Nürnberg På det årlige partimøde i Nürnberg i 1935 vedtog nazistpartiet de berygtede racelove. Disse love fratager jøder deres statsborgerskab og forbyder ægteskab og seksuel samkvem mellem jøder og arier. Nürnberglovene definerer ikke en jøde ud fra hans/hendes religion, men fastslår, at man er jøde, hvis mindst tre af ens fire bedsteforældre er jøde. Mange, hvis bedsteforældre havde konverteret til kristendommen for mange år siden, eller personer, som ikke havde praktiseret jødedom i mange år, blev defineret som jøder. Selv katolske præster og nonner blev ramt af disse regler.

Efter de olympiske lege i Berlin i 1936, hvorunder nazisterne holdt lav profil, tog jødeforfølgelserne fart. I 1937 og 1938 blev mange jødiske arbejdere afskediget, og de fleste jødiske virksomheder blev overtaget af ikke-jøder til latterligt lave priser. Jødiske læger fik forbud mod at behandle ikke-jøder, og jødiske sagførere måtte ikke længere praktisere. Som alle tyskere havde jøderne selvfølgelig også identitetskort. Nu fik de tilføjet et rødt J, så det var nemmere for myndighederne at kende dem. Jøder, som ikke havde et udpræget jødisk navn, fik tilføjet et mellemnavn: "Israel" for mænd, "Sara" for kvinder. Alle par, som ønskede at gifte sig, skulle have en attest fra sundhedsmyndighederne om, at deres ægteskab ikke var i modstrid med racelovene, således at "det hellige tyske blod" ikke blev forurenet. Lovene blev snart udvidet til også at forbyde ægteskab mellem arier og sigøjnere (romaer og sinti) og sorte.

Den 28. oktober 1938 udviser Tyskland omkring 17.000 polske jøder og tvinger dem over grænsen til Polen. Polen nægter at modtage jøderne, som ender i et ingenmandsland mellem de to lande. Blandt de deporterede er forældrene til Herschel Grynszpan, en 17-årig polsk ung mand, som bor i Paris.

Krystalnatten
Frimærke fra DDR fra 1963 Den 9. november 1938 går tusinder af nazister, brunskjorter (SA) og medlemmer af Hitlerjugend, amok over hele Tyskland og Østrig og hærger et stort antal jødiske kirkegårde og butikker. Næsten 100 jøder bliver pryglet ihjel, og næsten 26.000 bliver fængslet og sendt i koncentrationslejre, heraf alene 12.000 fra Berlin. 7.500 forretninger brændes ned og 200 synagoger ødelægges. Et par dage forinden var den sindsforvirrede Herschel Grynszpan trængt ind på den tyske ambassade i Paris, hvor han dræbte diplomaten Ernst von Rath med et pistolskud på grund af sine forældres fortvivlede situation. Propagandaminister Goebbels bruger mordet som et kærkomment påskud til at iværksætte "spontane demonstrationer", og han påstår, at Grynszpan er medlem af en verdensomspændende sammensværgelse mod Tyskland. Mere end 7.000 jødiske forretninger bliver ødelagt og ca. 200 synagoger brændes ned. Også jødiske hospitaler og plejehjem bliver ramt. Gestapo har udsendt instruktioner til landets politistationer om at forholde sig passivt over for de forventede uroligheder. "Der må kun træffes foranstaltninger, hvis tyske liv og ejendom er i fare." Hændelsen benævnes "krystalnatten" pga. de mange knuste ruder, der ligger overalt i gaderne. Et par dage senere idømmer nazisterne det jødiske samfund i Tyskland en kæmpebøde (1.000.000.000 DM), og jøderne får ordre til at rydde op efter urolighederne.

Wannsee-konferencen
Haus der Wannsee-Konferenz Fra 1941 blev forholdene endnu værre for jøderne, adgang til mange områder af Berlin blev forbudt for jøder, og jøder blev tvunget til at bære den gule davidsstjerne. Den 20. januar 1942 blev den såkaldte Wannsee-konference afholdt - konferencen anses af mange for den episode, der startede holocaust. Det skal dog bemærkes, at på tidspunktet for konferencens afholdelse havde nazisterne allerede dræbt omkring 500.000 jøder. SS-Obergruppenführer Reinhard Heydrich, som i juli 1941 af Hermann Göring havde fået overdraget ansvaret for at organisere "die Endlösung der Judenfrage" ("den endelige løsning på jødespørgsmålet"), havde indkaldt højtstående SS-folk, heriblandt cheferne for Gestapo, Sikkerhedspolitiet, Sektionen for jødiske anliggender samt topembedsmænd fra de involverede ministerier. Af mødereferatet, som blev skrevet af Adolf Eichmann, fremgår, at samtlige Europas jøder skulle deporteres til Østeuropa og slås ihjel gennem hårdt tvangsarbejde eller på anden måde. Herefter tog deportationen af de tyske jøder fart. I første omgang blev de transporteret til de store ghettoer østpå for så senere at blive myrdet, mens jøder fra de tyskbesatte lande blev deporteret til udryddelseslejre. Villaen, hvori konferencen blev afholdt, blev i 1992 bragt tilbage til det udseende, den havde i 1942, og er i dag et velbesøgt museum, "Haus der Wannsee-Konferenz".

Den 16. juni 1943 bliver Berlin erklæret for "Judenrein". Kun 8.000 jøder tilbage i Berlin, dels personer, som er gået under jorden, dels personer, som er gift med ikke-jøder.

Den jødiske bydel og den gamle synagoge
På vejen forklarede vores guide os, at vi nu bevægede os gennem "den jødiske bydel", som er området omkring Oranienbergstrasse. Ganske vist lå den første synagoge her, ligesom her også var jødiske skoler, et jødisk hospital, et jødisk alderdomshjem mm., men der var andre bydele, hvor jødernes andel af befolkningen var højere. Den nye synagoge ligger i Oranienbergstrasse, og der er en kosher restaurant, som alene serverer retter fra det jødiske køkken, ja selv vinen er fra Israel.

Første stop på turen var Heidereutergasse, hvor "den gamle synagoge", "Orthodoxe Synagoge" lå. Det jødiske samfund erhvervede et grundstykke her i 1712, og samme år blev grundstenen til synagogen lagt. To år senere i september 1714 fandt indvielsen sted under overværelse af bl.a. dronning Sophie Dorothea. Myndighederne havde krævet, at synagogen ikke måtte overgå de omkringliggende bygninger i højden. På det tidspunkt blev den naturligvis ikke kaldt "den gamle synagoge", men "den store synagoge", fordi der hidtil kun havde eksisteret små, private synagoger. I årene 1854/1855 blev synagogen ombygget og udvidet. Den jødiske menighed voksede kraftigt i 1800-tallet og havde i 1860 omkring 28.000 medlemmer, så man måtte bygge en ny synagoge, som kom til at ligge i Oranienburger Strasse. Mon ikke tilnavnet "den gamle synagoge" stammer fra det tidspunkt. Synagogen blev ikke ødelagt under Krystalnatten den 9.-10. november 1938, muligvis fordi den lå klemt inde mellem beboelsesejendomme på alle sider. Den sidste gudstjeneste fandt sted den 20. november 1942, men senere under krigen blev synagogen ødelagt af de allierede bomber. I dag minder en tavle og en markering i græsset om, hvor den gamle synagoge lå.

Rosenstrasse-protesten
Næste stop var lige om hjørnet i Rosenstrasse, hvor en meget spændende aktion udspillede sig i begyndelsen af 1943. I 1943 var der omkring 27.000 jøder i Berlin, til sammenligning var der i 1933 mere end 160.000. Hitler var utilfreds med, at der stadig boede så mange jøder i Berlin, og Goebbels lovede, at gøre Berlin "Judenfrei" (jødefri) til førerens 54 års fødselsdag den 20. april. Den 27. februar 1943 iværksatte Gestapo den såkaldte "Fabriksaktion", hvorunder man fangede omkring 7.000 jøder enten på deres arbejdsplads eller i hjemmet. Omkring 2.000 mænd, som var i "blandede ægteskaber, dvs. var gift med "arisk rene tyske kvinder", blev interneret i en stor bygning i Rosenstrasse 2-4. De øvrige jøder blev uden videre sendt til Auschwitz. De følgende dage begyndte ægtefæller og slægtninge til de internerede jødiske mænd at forsamles udenfor bygningen og demonstrerede for at få dem løsladt. Rygterne gik, at mændene ville blive sendt til Auschwitz. Dag for dag deltog stadig flere i aktionen, og de fortvivlede kvinder råbte: "Giv os vores mænd tilbage". Vagterne, som var bevæbnet med maskingeværer, truede med at skyde, hvis kvinderne ikke gik hjem. Igen og igen blev de sendt bort, for hver gang at vende tilbage. Demonstrationerne begyndte selvfølgelig også at vække opsigt blandt byens "almindelige" befolkning. Efter syv døgn opgav Goebbels, og løslod de jødiske fanger.

Vores guide mente, at Rosenstrasse-protesten var et bevis på, at det ville have været muligt at påvirke naziregimet, hvis blot større grupper af befolkningen havde deltaget og taget afstand fra dets grusomme handlinger. Historikere har dog fremført, at det muligvis ikke var regimets hensigt at deportere de jødiske mænd. Hvis det er korrekt, var det formentlig ikke udelukkende kvindernes protest, som førte til deres løsladelse. Under alle omstændigheder var det et af få eksempler på, at den tyske befolkning protesterede mod nazistyret.

Bygningen i Rosenstrasse blev ødelagt under de allieredes bombardementer hen mod slutningen af krigen.

Stedet, hvor de tyske kvinder protesterede for at få deres mænd løsladt, er markeret med en va. tre meter høj rosenfarvet søjle. Søjlen indeholder information om denne spændende episode i historien. På søjlen ses bl.a. en såkaldt "Transportliste", som viser navne, adresser mv. på de jøder, som den 1. marts 1943 blev sendt til Auschwitz. Hvis du kigger godt efter fotoet til højre, kan du se, at de fleste kvinder bærer mellemnavnet Sara, mens mange mænd har mellemnavnet Israel - som tidligere nævnt.

Søjlen i Rosenstrasse, Block der Frauen Søjlen i Rosenstrasse, Block der Frauen

Søjlen i Rosenstrasse til minde om de tyske kvinders protest

Den (øst) tyske kunstner Ingeborg Hunzinger har lavet et stort monument til minde om Rosenstrasse-protesten. Navnet på den store figurgruppe, som blev indviet i oktober 1995, er "Block der Frauen", "Kvindeblokken".

Monumentet i Rosenstrasse, Block der Frauen

Monumentet i Rosenstrasse, Block der Frauen

Monumentet i Rosenstrasse Skulpturen fokuserer på de sørgende og protesterende kvinder. Over de enkelte figurer er der inskriptioner, fx "GEBT UNS UNDERE MÄNNER WIEDER", "GIV OS VORES MÆND TILBAGE". En anden inskription lyder:

DIE KRAFT DES ZIVILEN UNGEHORSAMS
DIE KRAFT DER LIEBE
BEZWINGEN DIE GEWALT DER DIKTATUR

KRAFTEN VED CIVIL ULYDIGHED
KÆRLIGHEDENS KRAFT
BESEJRER DIKTATURETS MAGT

På en mindre sten er vist forskellige eksempler på fordrivelse, som det jødiske folk har været udsat for gennem tiden: uddrivelsen af paradiset, eksilet i Babylon symboliseret ved profeten Daniel (som sammen med andre unge jødiske mænd blev bortført til Babylon for at blive oplært i babylonisk kultur). En mand med en ødelagt violin symboliserer udvisningen af jøderne fra Tyskland under det nazistiske styre.

Et stykke fra den store skulptur ses en mand, siddende på en bænk. Han kigger lige ud i luften - tilsyneladende uden at ænse de protesterende kvinder. Min tolkning af figuren er, at han er et symbol på de mange tyskere, som lukkede øjnene for, hvad der skete omkring dem. Et sted har jeg læst, at manden sidder og tænker på den tid, da det var forbudt jøder at sidde på en offentlig bænk.

I 2003 lavede den tyske instruktør Margarethe von Trotta filmen "Rosenstrasse", som omhandler Rosenstrasse-protesten. Jeg har endnu ikke set den. desværre.


Den jødiske kirkegård i Grosse Hamburger Strasse
Næste stop på turen var i Grosse Hamburger Strasse, hvor der er mange spor af jødisk liv. Vi standsede ud for den jødiske kirkegård, som er den ældste jødiske kirkegård i Berlin. Du husker måske, at den blev bygget af de såkaldte "Schutzjuden", som kom til Berlin fra Wien. Kirkegården var i brug fra 1672 -1827, og i den periode blev der begravet 2.767 personer her. I 1943 blev kirkegården ødelagt af Gestapo, gravene blev sløjfet, og hele området blev omdannet til et værn mod luftbombardementer. Væggene om kirkegården blev forstærket med gravsten. I april 1945 blev stedet anvendt som massegrav for soldater og civile, som blev dræbt under de allieredes bombardementer. I 1970 fjernede myndighederne resterne af de jødiske gravsten og de trækors, som var sat op for at markere ofrene for bombardementerne. Det mener, at området rummer ligene af ca. 3.000 krigsofre og 3.000 jøder.

Kun en enkelt gravsten findes i dag på kirkegården. Den er opsat til minde om den tysk-jødiske filosof Moses Mendelssohn, som du tidligere har hørt om. Guiden fortalte, at det ikke er den oprindelige gravsten, men en senere opsat mindesten. Langs kirkegårdsmuren er en slags sarkofag, fyldt med mere eller mindre ødelagte gravsten. Over for kirkegården lå Berlins første jødiske alderdomshjem, og i ejendommen ved siden af lå en skole for jødiske drenge. Begge bygninger blev beslaglagt under nazitiden og brugt til internering af jøder, indtil de blev deporteret.

Mindesten for Moses Mendelsohn

Mindesten for Moses Mendelsohn
Tavle

Tavlen fortæller, at det jødiske alderdomshjem blev anvendt som opsamlingssted for 55.000 jødiske borgere, inden de blev sendt til Auschwitz eller Theresienstadt for at blive myrdet.
Sarkofah

Sarkofag

Ved indgangen til kirkegården står en skulpturgruppe bestående af 13 personer (er det en reference til Jesus og hans 12 disciple?). Gruppen omfatter 3 familier: mænd, kvinder og børn, alle barfodede og i samme beklædning. Alle personer, bortset fra kvinderne yderst til højre og venstre, ser i samme retning, som om de venter på noget. Måske på at blive afhentet og deporteret til en koncentrationslejr? Personernes ensartede udseende refererer formentlig til nazisternes syn på jøderne som en gruppe og ikke som individer. Skulpturen er dedikeret til de 55.000 jøder, som fra dette område blev sendt til koncentrationslejre.

????

Mindesmærket er skabt af den tyske skulptør Will Lammert (1892 - 1957) kort før hans død. Lammert deltog i første verdenskrig, hvor han blev hårdt såret. Efter krigen skabte han flere fritstående skulpturer, samtidig med at han havde et keramikværksted. I 1931 fik han et stipendium og studerede ni måneder i Rom. I 1932 meldte han sig ind i kommunistpartiet. Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 blev Lammert jaget af Gestapo og tvunget til at flygte til Holland sammen med hustruen og deres to sønner. I 1934 tog han til Frankrig og derfra videre til Sovjetunionen. I Tyskland ødelagde nazisterne de fleste af hans værker, som blev betragtet som kommunistiske og degenererede. Efter Tysklands angreb på Sovjetunionen i 1941 blev Lammert sendt til Sibirien. I 1951 fik han lov til at forlade Sovjetunionen og vendte tilbage til Østtyskland. Han døde i Berlin i 1957, mens han var arbejdede på et stort mindesmærke til Ravensbrück koncentrationslejren. De 13 skulpturer skulle oprindelig have været en del af mindesmærket i Ravensbrück, men nu blev de i stedet det første mindesmærke i Berlin for de jødiske ofre for nazismen.

Skulpturen har altid mindet mig om Rodins "Borgerne fra Calais", som vi har set i Victoria Tower Gardens ved det engelske parlament. Dette værk er baseret på en fortælling om 6 borgere, som i 1347 tilbød at ofre sig selv for at redde indbyggerne i byen, som var under engelsk belejring. Borgerne blev dog benådet, efter at dronningen var gået i forbøn for dem, altså en noget bedre skæbne end den, som blev de jødiske borgere til del under nazistyrets vanvid.

Basrelief af Moses Mendelsohn på den jødiske skole Vores guide gjorde opmærksom på, at Grosse Hamburger Strasse ikke alene indeholdt jødiske bygninger. Her lå bl.a. St. Hedwigs Katolske Hospital samt en protestantisk kirkegård. Her ligger ogå den protestantiske Sophienkirche, stod stadig har spor af skudhuller fra anden verdenskrig. Man har bevidst undladt ikke at reparere skaderne for at mindes fortiden. På den anden side af gaden Grosse Hamburger Strasse 15-16 er der et gabende hul i rækken af beboelsesejendomme, skabt af en af de allieredes bomber den 3. februar 1945. I 1990 fik den franske kunstner Christian Boltanski (1943-) den ide, at gøre "det manglende hus" til et permanent mindested. Han går i gang med at undersøge, hvem der har boet i huset i perioden 1930-1945, og finder ud af, at ejendommen har huset en blanding af tyske og jødiske familier. Byggegrunden bliver konverteret til en permanent installation, og 12 hvide plancher med information om beboerne (navn, fødselsdato, profession) er hængt op på naboejendommenes gavlmure.

I Grosse Hamburger Strasse 27 ligger "Knabenschule der Jüdischen Gemeinde”, den jødiske drengeskole. Den oprindelige jødiske drengeskole, som blev oprettet i 1778 på initiativ af Moses Mendelsohn, lå i Rosenstrasse 12, hvor den fungerede i 48 år, inden den flyttede til Grosse Hamburger Strasse. Som nævnt blev skolen lukket og beslaglagt af Gestapo i marts 1942 og anvendt som opsamlingssted for jøder, inden de blev deporteret. En buste af Moses Mendelssohn, som stod foran skolen, blev ødelagt af Gestapo i 1941. I 1983 blev der i stedet opsat et basrelief af Mendelssohn. Ved siden af relieffet hænger en plakette med et citat af filosoffen: "Nach Wahrheit forschen, Schönheit lieben, Gutes wollen, das Beste tun", "Søg sandheden, elsk skønheden, søg godheden, gør det bedste du kan". Skolen genåbnede i 1993.

Verdens største mindesmærke?
På spadsereturen hen til Rosenthalerstrasse, som var næste stop, forklarede guiden os om de mange små metalplader, som vi havde set i fortovet ud for mange beboelseshuse. Disse metalplader, som er mindesmærker over nazismens ofre, kaldes for "Stolperstein", på dansk "snublesten". De er udført i messing og har samme form og størelse som en lille brosten - jeg tror, de hedder chaussesten på dansk. De er udført af den tyske kunstner Günter Demnig (født 1947 i Berlin). Snublestenen viser typisk følgende oplysninger: "Hier wohnte navn.... fødselsår, personens skæbne og undertiden dødsår". Snublestenene er nedfældet i fortovet udfor den ejendom, hvor den pågældende boede, indtil han/hun blev myrdet eller deporteret til en koncentrationslejr. Fra begyndelsen i 1996 og indtil juni 2011 er der nedlagt mere end 30.000 Stolpersteine i 750 byer i Europa, hvilket efter min mening gør det til verdens største mindemærke. Mindesmærket er ikke kun for jøder, men for alle ofre for den nazistiske pest: romaer, sintier, homoseksuelle og systemmodstandere. De første 7.000 sten blev støbt og nedlagt af Demnig selv helt for hans egen regning. Efterfølgende blev det muligt at tegne "et fadderskab" til en sten, hvis man fx. havde en slægtning, som blev deporteret til Auschwitz. I de fleste tilfælde har den afdøde ikke nogen kendt grav, og snublestenen kan siges at gøre det ud for en gravsten. Prisen er 95 Euro.

Flere steder er der opstået lokale initiativer omkring Demnigs projekt. Fx er skoleklasser i Tyskland gået i gang med at studere arkiver, tale med historikere, interviewe overlevende og/eller deres familie for at lære mere om den tid. Andre steder har Demnigs ide mødt modstand, fx har München og Leipzig modsat sig nedlægning af Stolpersteine. På fotoet herunder ses kunstneren selv, til højre ses 2 Stolpersteine for søskendeparret Herschel og Esther Grünspan.

Günter Demnig

Günter Demnig
Tavle

Stolperstein for Herschel Grünspan og hans søster Esther.
Herschel Grynszpan, der - som du sikkert husker - blev anvendt som undskyldning for at gennemføre den såkaldte Krystalnat, var født i Hannover og boede der indtil 1936. Hans forældre sendte ham "i sikkerhed" i Paris, hvor han, som vi har hørt, i fortvivlelse over forældrenes desperate situation derhjemme, dræbte diplomaten von Rath med fem pistolskud. Fra november 1938 til juni 1940 sad Grynszpan i fængsel i Paris. Efter den tyske invasion af Paris blev han ført til Berlin, hvor han en tid sad i Sachsenhausen koncentrationslejr, mens myndighederne forberedte en retssag mod han. Han kom aldrig for retten, muligvis fordi Hitlers djævelske spindoktor Goebbels havde hørt rygter om, at Grynszpan ville afsløre i retten, at han havde haft en homoseksuelt forhold til von Rath, og - selv om det næppe var korrekt, ville nazistyret ikke have frem, at en af deres diplomater var homoseksuel. Vi ved, at Grynszpan i begyndelsen af 1944 blev forhørt af Adolf Eichmann i Gestapos hovedkvarter i Berlin, men derefter har man ingen viden om hans skæbne. Grynszpans forældre udvandrede til Israel. Den 22. marts 2010 nedlagde Günter Demnig en Stolperstein for hhv. Herschel Grynszpan og hans søster Esther.

Günter Demnig har en hjemmeside, som dokumenterer hans projekt. Du kan se, hvor der er nedlagt Stolpersteine, ligesom du kan se, hvor han har planer om at videreføre sit projekt. Günter Demnigs hjemmeside.

Die Hackeschen Höfe
Med guiden i spidsen gik vi hen til Hackesche Höfe, beliggende tæt ved S-Bahn Station Hackescher Markt. En del af de jødiske indvandrere i 1700-tallet slog sig ned i området og var med til at give det dens kosmopolitiske karakter, som den har bevaret til i dag. I Grosse Hamburger Strasse byggede det jødiske samfund den første kirkegård i Berlin. Den største synagoge i Tyskland blev bygget i Oranienburger Strasse i 1866 osv.

Facaden til Hackesche Höfe

Facaden til Den Hackeschen Höfe

Bygningskomplekset Die Hackeschen Höfe består af otto sammenhængende gårde. Det er usædvanligt for Berlin, at disse gårde ikke for længst er blevet sammenlagt, og nye bygninger opført på stedet. I begyndelsen af 1900-tallet gik man i gang med at restaurere Die Hackeschen Höfe. Den første gård (HOF 1) blev udstyret i Art Nouveau stil med prægtige kakler. Her ligger en biograf, adskillige barer og restauranter (mange med udendørsservering) samt den populære Chameleon Tater, som nærmest er en variete. De shows, som opføres er almindeligvis meget lystige, og tiltrækker en ungdommelig tilskuerskare, som ofte fester videre efter showet. I Hof 2 ligger Hackesche Höfe Teater, som fokuserer på jiddish kultur. De øvrige gårde, hvoraf flere er renoveret i Jugendstil, er mindre og indeholder butikker og kunstgallerier. Området har udviklet sig til et charmerende blanding af privatboliger, forretninger, teatre, biografer, restauranter mm. med masser af liv fra kl. 9-10 om aftenen til ud på morgenen. Hackesche Höfe er i sig selv et besøg værd, men det må vente til en anden gang, for nu skal vi på museum.

Museum Blindenwerkstatt Otto Weidt
Guiden førte os gennem gårdene til "Museum Blindenwerkstatt Otto Weidt", som ligger i Rosenthalerstrasse 39, Erster Hof, linker Aufgang. Det havde været lidt nemmere at gå ind via Rosenthalerstrasse, men det var selvfølgelig for at vi skulle opleve de spændende gårde.

Indgang til Blindemuseet Monster ved indgangen til Blindemuseet

Der er gratis adgang til museet, som ligger på 1. etage, og som er indrettet i det oprindelige værksted. Museet har åbent fra kl. 10-20, kun lukket den 24. december. Lige overfor indgangen står et kæmpemæssigt "monster", som bevæger sig, hvis man putter en mønt ind i en sprække. I den slidte baggård ligger foruden blindemuseet Central Kino, som viser spændende udenlandske film på originalsproget med tyske undertekster. Desuden finder man her Anne Frank Zentrum, som viser især fotos om den tysk-jødiske pige, som skrev verdenshistoriens mest berømte dagbog, og som endte sit korte liv i Bergen-Belsen koncentrationslejr lige før krigens afslutning.

Else og Otto Weidt Vores guide fortalte først om personen Otto Weidt, som før og under anden verdenskrig drev et værksted eller en fabrik, hvor blinde og døve/døvstumme var beskæftiget med at fremstille koste, børster o.l. Størsteparten af de ansatte var jøder, og Otto Weidt gjorde en stor og farlig indsats for at beskytte "sine jøder" mod Gestapo. Otto Weidt (1882-1947) gik i faders fodspor og lærte at opsætte tapet og foretage polstring af møbler. Som følge af dårligt syn blev han først indkaldt mod slutningen af første verdenskrig, og da hans øjne blev svagere, måtte han opgive sit erhverv. Han flytter til Berlin, hvor han i 1931 lærer sin kommende hustru Else at kende, og fem år senere gifter de sig.

Samme år 1936 starter Otto Weidt et blindeværksted i Berlin-Kreuzberg, hvor også Else arbejder. Hun støtter Otto i hans livsfarlige arbejde for at beskytte sine arbejdere mod nazisternes forfølgelse. Fra 1941-1943 er der beskæftiget ca. 30 blinde og døve samt 8 illegale arbejdere, og da det lykkes Otto at overbevise hæren om, at hans produktion er vigtig for krigsførelsen, er han i stand til at forhindre eller i det mindste at udskyde deportation af arbejderne. Otto sælger en del af produktionen på det sorte marked for at skaffe føde til arbejderne. Otto dør den 22. december 1947, hvorefter Else viderefører værkstedet indtil det lukkes i 1952. Else dør den 8. juni 1974 72 år gammel. Otto Weidt bliver undertiden omtalt som "Berlins Schindler".


Plakette ved indgangen til Blindemuseet Oversættelse

Den permanente udstilling i museet er opdelt i otte temaer:

1. Jøder i Berlin 1933-1945
SA-folk holder vagt udenfor jødisk-ejet stormagasin Umiddelbart efter nazisternes magtovertagelse den 30. januar 1933 begynder forfølgelsen af jøderne. På det tidspunkt lever der 160.000 jøder i Berlin, svarende til ca. 4% af befolkningen. Den 1. april iværksættes en boykot af de jødiske forretninger og virksomheder. SA-tropper stiller sig op udenfor jødiske forretninger med skilte, der opfordrer borgerne til ikke at handle her. Jødiske sagførere og dommere forhindres i at komme ind i retsbygningerne. Som allerede nævnt definerede nazisterne efter partimødet Nürnberg jøder som værende en race, og degraderede dem til anden klasses borgere, bl.a. blev ægteskab mellem jøder og ikke-jøder forbudt. Efter 1933 lukker alle jødiske forretninger. Fra 1933 til krigsudbruddet i 1939 forlader 80. 000 Berlin-jøder Tyskland. Vi har også hørt om krystalnatten den 9. november 1938, hvor 12. 000 jødiske mænd fra Berlin blev sendt i koncentrationslejr. Fra oktober 1941 til krigsafslutningen i 1945 blev ca. 55.000 Berlin-jøder deporteret, og langt de fleste af dem blev siden myrdet. Mange jøder så ingen anden udvej end selvmord. Efter befrielsen i maj 1945 var der omkring 8.000 jøder i Berlin, heraf mange, som pga. ægteskab med en ikke-jøde var blevet sparet for at blive deporteret, omkring 1.700 er overlevet ved at gå "under jorden". Ca. 1. 900 jøder har overlevet ophold i koncentrationslejr.

2. Otto Weidts blindeværksted
Som følge af en tiltagende blindhed oplæres Otto Weidt indenfor børstenbinderfaget og åbner i 1936 et blindeværksted i en kælder i Grossbeerenstrasse 92 i Kreuzberg – i nærheden af hans privatbolig i Halleschen Ufer. I 1940 flytter Weidt sin virksomhed til en sidebygning til huset i Rosenthaler Strasse 39, hvor han nu beskæftiger mere end 30 blinde og døve/døvstumme, næsten alle jøder. Da værkstedet leverer koste og børster til værnemagten, og fordi Weidt bestikker flere Gestapo-folk, bliver de ansatte i en periode forskåte for deportering. Ved den såkaldte "Fabrik Aktion" i februar og marts 1943, bliver mange dog pågrebet og sendt i koncentrationslejr, hvor de fleste omkommer. Det er i denne "Fabrik-Aktion", at mændene til de kvinder, som deltog i Rosenstrasse-protesten, blev fængslet. Indtil krigens afslutning er der kun beskæftiget få arbejdere hos Weidt, alle jøder, som var gift med ikke-jøder.

Efter krigen understøtter Otto Weidt genopførelsen af det jødiske børnehjem og det jødiske alderdomshjem i Niederschönhausen. Genopførelsen, som sker for private midler, er vanskelig som følge af den udbredte varemangel på nærmest alt. Det schweiziske Røde Kors leverer fødevarer til beboerne. Udstillingen fortæller, at "staliniseringen" af Østtyskland medfører antisemitiske tendenser, som får mange medlemmer af det jødiske samfund til at flygte, og da leder af børnehjemmet i januar 1953 flygter til Vestberlin medbringende 12 af hjemmets børn, lukker børnehjemmet snart efter. Alderdomshjemmet eksisterer indtil 1989.

Efter Otto Weidts død i december 1947, overtager Else Weidt forretningen. I 1952 bliver hun fængslet af det østtyske politi for "overtrædelse af reglerne for den indre tyske handel", og den 22. april 1952 lukker værkstedet.

3. Arbejdet på blindeværkstedet
Arbejdet på værkstedet I 1941 er der beskæftiget 35 personer på Otto Weidts værksted, blinde, stærkt svagtseende eller døve. Værkstedet har status som et "tvangsarbejdssted", og Gestapo kommer regelmæssigt på besøg for at sikre, at der kun er beskæftiget de tilladte jødiske tvangsarbejdere. Når det sker, advares arbejderne herom via et ringeapparat, og de "illegale" jødiske arbejdere gemmer sig i et rum under trappen. I 1942 bliver de jødiske arbejdere på værkstedet arresteret og ført til opsamlingsbygningen i Grosse Hamburger Straße 26. Otto Weidt skynder sig til sine kontakter i Gestapo og forsikrer dem om, at hans arbejdere er nødvendige for at kunne udføre det vigtige arbejde for værnemagten, og med lidt bestikkelse udvirker han, at arbejderne bliver løsladt og kan genoptage deres virke.

Den 27. februar 1943 udføres den såkaldte "Fabrik Aktion", hvorunder alle jøder i Berlin skal deporteres. Otto Weidt har fået et praj om aktionen og har lukket værkstedet den pågældende dag. Imidlertid bliver næsten alle hans arbejdere fanget enten i hjemmet eller på gaden og sendt med tog til udryddelseslejren Auschwitz Birkenau. Indtil krigens afslutning er der kun få arbejdere på værkstedet, et par ikke-jøder samt nogle få jøder, som er gift med ikke-jøder. Desuden er der nogle jøder, som er "gået under jorden", Inge Deutschkron, Alice Licht, Erich Frey, Chaim og Max Horn.


4. Arbejdere på blindeværkstedet
Udstillingen beskriver livshistorierne for de 33 navngivne jødiske arbejdere, som var på værkstedet i årene 1940-1945. Knu syv af dem overlevede, nogle pga. deres ægteskab med en ikke-jødisk ægtefælle, nogle i skjul for Gestapo og nogle få i koncentrationslejr. På en væg i værkstedet/museet hænger dette fotografi af hele arbejdsstyrken.

Arbejdere på Otto Weidts blindeværksted i 1941

Arbejdere på Otto Weidts blindeværksted i 1941

Det var rørende at gå rundt og læse de afdøde arbejderes livshistorie, som er dokumenteret med familiefotos, breve, digte, fortællinger oma. Der er selvfølgelig stor forskel på, hvor meget man ved om de enkelte personer. I nogle tilfælde har man dog blot fødselsdato og fødested, familiuestand, bopæl og dato for deportering. Disse oplysninger kommer dels fra den "formueerklæring", som den deporterede skulle udfylde, dels fra Gestapos deportationslister.

Nedenfor har jeg kort beskrevet en enkelt af de mange skæbner.

Familien Bromberger Stolperstein til minde om for Bernhard Bromberger

Bernhard Bromberger, født den 13. marts 1877, gifter sig med Lina Neumark, og sammen får de tre sønner og en datter. Han deltager i første verdenskrig og havner i russisk krigsfangelejr. Efter krigen flytter han med sin familie til Berlin og åbner en tekstilforretning i Spandauer Strassee. Bernhard Bromberger lider af en øjensygdom, og det ender med, at han mister synet. Det lykkes deres fire børn at forlade Tyskland i tide. Forældrene overvejer at flygte til Shanghai, men må opgive det pga. Bernhardts blindhed. Bernhard Bromberger arbejder som børstenbinder hos Otto Weidt, indtil han den 19. februar 1943 bliver arresteret og sendt til Auschwitz sammen med hustruen. Her bliver de begge myrdet. Ud for huset på Linienstraße 31 er der nedlagt en "Stolperstein" for Bernhard Bromberger.

Som nævnt deltog Bernhard Bromberger - som mange andre jøder - i første verdenskrig på tysk side. Efter krigen opstod der vedvarende rygter om, at jøder i stort omfang havde undgået militærtjeneste, og der blev gennemført en "jødetælling". Den viste imod forventningen, at jøderne faktisk var overrepræsenteret i hæren, og at 12.000 jøder gav deres liv for das Vaterland. Disse ubekvemme resultater blev ikke offentliggjort, hvorfor Hitler kunne bygge videre på disse vrangforestillinger i sin propaganda.

5. Hjælperbe omkring Otto Weidt
I hjælpeaktionerne for sine arbejdere fik Otto Weidt hjælp af adskillige personer, også ordentlige ikke-jøder, her blot nogle få eksempler. Hedwig Porschütz, en ven af familien Weidt, som skaffede fødevarer på det sorte marked, og som i 1943 lod tre af de jødiske arbejdere flytte ind i sit hjem. Året efter blev Hedwig Porschütz arresteret og fik 18 måneders fængsel for sortbørshandel. Hans Rosenthal, som advarer Otto Weidt og hans medarbejdere om den store razzia (die Fabrik Aktion") i februar 1943. Den jødiske læge Gustav Held, som gennem sit ægteskab med den ikke-jøde Inge er beskyttet mod deportering, behandler den syge Georg Licht, som sammen med sin familie skjules af Otto Weidt. Theodor Görner, som i sit trykkeri fremstiller falske legitimationskort.

På væggene og i udstillingsmontrer vises personlige dokumenter, breve, digte og fotografier til erindring om forfølgelsen og deportationerne.

Vores guide på Blindemuseet Birgit studerer dokumenter på Blindemuseet

6. Postkort fra Theresienstadt
I 1943 og 1944 sendte Otto Weidt med støtte af sit hjælperkorps mere end 100 levnedsmiddelpakker til "sine jøder" i Theresienstadt, hvor mange af dem havnede.

Ganske vist forsøgte nazistyret at fremstille ghettoen Ghetto Theresienstadt, 60 km nord for Prag, som "et alderdomshjem" for jøder, men realiteten var, at de indsatte udsættes for sult, sygdom og død i lejren. For fangerne var post den eneste mulighed for kontakt til omverden. De havde tilladelse til at sende censurerede "Empfangsbestätigungskarte", dvs. postkort hvori de takkede for modtagelse af en pakke. Ofte lykkedes den en fange at gøre opmærksom på deres nød gennem skjulte henvisninger på kortet, som fx da Georg Licht adresserede et kort til "Otto Weidt, kartoffelgrosserer".

Postkort fra Alice Licht til Blindeværkstedet. Hun kaster det ud af vinduet i toget på vej fra Theresienstadt til Auschwiz, og en eller anden finder kortet og anbringer det i en postkasse. Således får Otto Weidt underretning om, at familien Licht og ægteparret Frey er på vej til dødslejren i Auschwiz-Birkenau. Som det fremgår, har Otto Weidt måttet betale strafporto for at modtage kortet.

Et af kortene er fra Ingeborg (Inge) Deutschkron, en af Otto Weidts overlevende jøder. Efter Otto Weidts død fik hun postkortene fra Theresienstadt fra hans enke, og overgav dem senere til Yad Vaschem arkivet, det israelske center for holocaustforskning i Jerusalem. De postkort, man ser på museet i Berlin, er kopier af de originale postkort. Der var nok disse rørende postkort, som gjorde største indtryk på mig.

7. Vellykkede redningsaktioner
Som nævnt mange gange arbejdede Otto Weidt stedse for at beskytte sine jødiske arbejdere mod forfølgelse og deportation. Risikoen for at blive sendt til dødslejre i Polen eller Rusland voksede, og Weidt gjorde alt for at skjule de udsatte. Fx skaffede han familien Licht et tilholdssted i Neanderstrasse 12. Ingeborg Deutschkron skaffede han et falsk identitetskort, så hun ikke blev afsløret af de hyppige kontroller på gaden. Otto Weidt sørgede for, at tvillingsøstrene Marianne og Anneliese Bernstein kunne bo hos Hedwig Porschütz. Dette er blot eksempler på mange af de aktioner, som blev udført af Otto Weidt og hans modige hjælpere.

Günter Demnig

Ingeborg Deutschkrons rigtige identitetskort. Bemærk at hun underskriver sig som Ingeborg Sara Deutschkron.
Tavle

Ovenfor ses det falske identitetskort, som Otto Weidt skaffede til hende. Det lyder på navnet Inge Richter.

Det lykkes Inge Deutschkron sammen med sin moder at gemme sig hos ikke-jødiske venner og dermed undslippe deportering. I 1946 tager de til London, hvor Inge studerer sprog og får ansættelse ved Sozialistische Internationale. I 1955 vender hun tilbage til Tyskland, hvor hun arbejder som journalist, først som free lance siden for en israelsk avis. Som følge af den tiltagende antisemitisme i Tyskland i visse kredse flytter hun i 1972 til Tel Aviv. I 1978 udkommer hendes selvbiografi, "Ich trug den gelben Stern", "Jeg bar den gule stjerne". I 1989 blev der på grundlag af biografien lavet et teaterstykke med titlen "Ab heute heißt Du Sara", "Fra i dag hedder du Sara". I 1996 udkom "Sie blieben im Schatten: Ein Denkmal für "stille Helden"", "De holdt sig i skyggen: Et minde for 'De tavse helte'", som er en hyldest til Otto Weidt. Hun spiller også en stor rolle i forbindelse med etablering af Blindemuseet.

Inge Deutschkron har modtaget adskillige anerkendelser, bl.a. "der Moses-Mendelssohn-Preis" i 1994. Så vidt jeg ved, lever Inge Deutschkron stadigvæk.

Georg Licht, født i 1881, gifter sig med den fire år yngre Käthe Gundermann, og i 1816 får de datteren Alice. Georg Licht arbejder til at begynde med som købmand i sin svigerfars butik i Berlin, og i 1930 bliver han indehaver af firmaet. Under "Krystalnatten" den 9.-10. november 1938, bliver forretningen plyndret og ødelagt, og i en periode arbejder han som bogholder. Fra 1933-1935 gennemfører Alice en uddannelse som sekretær. Fra april 1941 udfører hun tvangsarbejde hos ved ACETA AG, som leverer til IG-Farben. Alice simulerer, at hun har en alvorlig mavesygdom, og det lykkes hende at blive ansat hos Otto Weidt fra juni 1941. Faderen bliver også ansat hos Otto Weidt. I februar 1943 finder Otto Weidt som nævnt et skjulested for familien Licht i et lagerrum i Neanderstrasse, men i oktober 1943 bliver familien sat fast af Gestapo - formentlig efter anmeldelse fra en stikker. Familien bliver sendt til Theresienstadt og seks måneder videre til Auschwitz, hvor forældrene Georg og Käthe Licht den 15. juli 1944 bliver myrdet. Udfor ejendommen Heinrich-Heine-Straße 12 er der nedsat "Stolpersteine" for familien.

Alice Licht havner i Gross-Rosen koncentrationslejr, først oprettet som en satellitlejr til Sachsenhausen, siden som en selvstændig lejr. Iflg. Alice Licht tager Otto Weidt til lejren, hvor han lægger planer for at få hende fri. Da hun i begyndelsen af 1945 sammen med andre fanger sendes ud på en "dødsmarch", lykkes det Otto Weidt at få hende fri og sende hende til Berlin. Her oplever hun krigens afslutning i Otto Weidts hjem. I sommer 1946 emigrerer Alice Licht til USA. I 1987 dør hun i Israel.

8. Mislykkede redningsaktioner
Ikke alle Otto Weidts aktioner lykkes. Erich Frey, født 1889, gifter sig med Elsbeth Zerkowski, og i 1918 og 1922 får de døtrene Liselotte og Marie-Anne. Erich Frey er ansat ved Goldschmidt-Rothschild Banken, men da han er jøde, bliver han i 1935 tvunget til pensionering. Kort før krigens udbrud emigrerer døtrene til hhv. England og Palæstina. Forældrene håber på at følge efter, men bliver forhindret deri, da Erich Frey mister synet. I september 1940 bliver Erich Frey ansat som børstenbinder hos Otto Weidt. I begyndelsen af 1943 går ægteparret Frey i bogstavelig forstand under jorden, idet de gemmer sig i et kælderrum ved siden af blindeværkstedet i Rosenthaler Strasse. I april 1944 bliver Elsbeth og Erich Frey fanget af Gestapo og sendt til Theresienstadt, hvorfra de kort tid efter sendes til Auschwitz, hvor de bliver myrdet den 31. maj 1944. Elsbeth og Erich Frey mindes ved en "Stolpersteine" ud for Rheingoldstraße 4 i bydelen Lichtenberg.

Chaim Horn, som er født i Polen i 1902, slog sig efter første verdenskrig ned i Brandenburg. Her gifter han sig med Machla Stanger, og i 1926 køber de en børstefabrik. Samme år kommer deres søn Max til verden, fire år senere følger datteren Ruth. I forbindelse med udstødningen af jøderne af samfundet bliver ægteparret Horn i 1939 tvunget til at sælge deres virksomhed for en slik, og familien flytter til Berlin. Faderen leder indretningen af Otto Weidts blindeværksted, og sønnen Max bliver ansat som lærling.

Da familien i begyndelsen af 1943 frygter for deportation, beder Chaim Horn Otto Weidt om hjælp. Weidt tilbyder familien det lille, vinduesløse rum for enden af værkstedet. Indgangen er camoufleret som en skabsdør, og når arbejdsdagen er omme, trækker familien sig tilbage til deres lille rum. I begyndelsen af oktober 1943 får Gestapo af en stikker oplysning om, at Otto Weidt gemmer jøder på sit værksted. Ved en razzia på værkstedet bliver Chaim, Machla, Max og Ruth arresteret, den 14. oktober 1943 bliver de transporteret til Auschwitz, hvor de bliver myrdet. Otto Weidt bliver afhørt af Gestapo, men ikke straffet, formentlig fordi han har bestukket flere ledende Gestapo-folk. Baglokalet, hvor familien Horn gemte sig, er en del af museet.

Chaim Horn

Chaim Horn
Max Horn

Max Horn
Stolperstein

Stolperstein for Max Horn
Ud for Grossbeerenstrasse 92 i bydelen Kreuzberg er der nedsat "Stolpersteine" for Chaim, Max, Machla og Ruth Horn.

Hermed sluttede vores gennemgang af det spændende museum for Otto Weidt og hans enestående indsats for at redde "sine jøder".

Afslutning på turen ved den nye synagoge
Vores spadseretur rundt i den jødiske bydel sluttede udenfor "den nye synagoge" i Oranienburger Strasse. Navnet "den nye synagoge" forekommer lidt misvisende, da den blev opført fra 1859–1866 som hovedsynagoge for det jødiske samfund i Berlin. Med plads til 3.000 personer var det den største synagoge i Tyskland. Stilen er nærmest maurisk, og bygningen minder om Alhambra. Synagogens forgyldte kuppel, som er flankeret af to mindre pavillon-lignende kupler, er et betagende og fremmedartet syn. Vores guide fortalte kort synagogens historie. Den blev indviet i nærvær af den prøjsiske ministerpræsident Otto von Bismarck i 1866 og var i funktion indtil den 31. marts 1940. Ugen efter fik medlemmerne af menigheden besked på at fjerne deres ejendele fra skabene synagogen, og umiddelbart efter blev bygningen overtaget af den tyske værnemagt til opbevaring af uniformer mv.

Den nye synagoge Skilt ved Den nye synagoge

Under Krystalnatten i november 1938 blev synagogen sat i brand, men inden flammerne rigtig tog fat, dukkede et politimand, løjtnant Otto Bellgardt, op på stedet. Han bad de nazistiske hærværksmænd om at gå hjem. Han sagde, at synagogen var et beskyttet historisk mindesmærke og understregede det ved at trække sin pistol. Det endte med, at brandvæsenet fik adgang til at bekæmpe branden, og synagogen blev reddet. En spændende historie. Desværre blev bygningen stærkt ødelagt under britiske bombardementer i 1943-1944.

I 1958 blev det jødiske samfund i Østberlin, som var ejer af bygningen, anmodet om at nedrive de mest medtagne dele af komplekset, og først efter murens fald i 1989 begyndte man at rekonstruere bygningen. I maj 1995, inden renoveringen var tilendebragt, blev der etableret en mindre, jødisk menighed i kvindernes tidligere garderobe. I dag er der regelmæssigt gudstjenester i synagogen, men det meste af bygningen anvendes til kontorer og et museum. Et besøg i synagogen var ikke en del af turen. Birgit og jeg har været på besøg i synagogen et par gange, og det kan stærkt anbefales. Også selvom sikkerhedsforanstaltninger er irriterende grundige - men sikkert nødvendige.

Der Verlassene Raum
'Det forladte rum', 'Der Verlassene Raum' Når vi nu er på de kanter, kan vi lige gå omkring til Koppenplatz, hvor der er opstillet et mindesmærke for deporteringen af byens jødiske borgere i nazitiden, heraf mange netop kom fra denne bydel Scheunenviertel. Det er en bronzeskulptur af Karl Biedermann fra 1996 med titlen "Der Verlassene Raum", "Det forladte rum". Karl Biedermann vandt en konkurrence med temaet "Krystalnatten" (mellem den 9. og 10. november 1938), udskrevet af det østberlinske bystyre i 1988 i anledning af 50-års dagen. Skulpturen er en spisestue bestående af et spisebord med to stole, hvoraf den ene er væltet, som om nogen har måtte forlade rummet i hast. Møblementet er lidt større end normalt, men særdeles realistisk udført, og man skal tæt på for at konstatere, at det er udført i bronze.



Hvis du som jeg er interesseret i Tysklands historie og ikke mindst forholdet mellem tyskere og jøder, kan jeg anbefale et par bøger, som jeg har læst for nylig:

"Et tysk rekviem: Portræt af den tysk-jødiske epoke, 1743-1933", "The Pity of It all. A History of the Jews in Germany, 1743-1933" af Amos Elon, som netop er oversat til dansk (Forlaget Almonsor). 1743 er valgt som start for denne spændende historiebog eller snarere kulturhistorie, idet det er året, da den 14-årige Moses Mendelssohn ankommer til Berlin gennem Rosenthaler Tor, som er den eneste byport, der må anvendes af jøder. Bogen slutter i 1933 , da filosoffen Hannah Arendt forlader Tyskland efter en uges ophold i et Gestapo-fængsel og uden muligheder for at få arbejde som følge af hendes jødiske baggrund. Bogen skildrer det jødiske mindretals endeløse forsøg på at blive integreret og assimileret gennem 200 år.

"Berlin, Berlin Steder, skæbner og historier" af Henriette Harris, Gyldendal, 2009. Henriette Harris, som har boet i Berlin i en årrække, har skrevet denne spændende og helt anderledes guide om Berlin, uden masser af farvestrålende helsidesfotos på glittet papir, men en dejlig brugsbog for os, der elsker at vide lidt mere om det, vi ser. Hun har siden 2004 været korrespondent i Berlin for Politiken.

Klik her, hvis du vil med mig en tur til Sachsenhausen koncentrationslejr, som ligger i den nordlige udkant af Berlin.

Tilbage til Rejseholdets forside Startside for Berlin Forrige side: Startside for Berlin Næste side: Sachsenhausen koncentrationslejr
Vælg næste side: